Hvem skulle have troet at der ville gå halvandet år fra mit sidste teaterbesøg – Ordet på Aarhus Teater i marts 2020 til Når vi døde vågner – også på Aarhus Teater i oktober 2021? Nedlukningen kostede hele forårssæsonen 2021, men jeg kom til fem forestillinger på fem scener i tre byer i efteråret. Søren Pilmarks præstation i En folkefjende var specielt bemærkelsesværdig.
Tre søstre – Odense Teater
Når vi døde vågner – Aarhus Teater
Den indbildt syge – Det Kgl. Teater, Skuespilhuset
Scavenius – Teater Momentum (gæstespil af Bådteatret)
Stina Ekblad og Hamadi Khemiri i Spöksonaten, Dramaten Play
Coronavirussen betød blandt meget andet at teatre og koncertsteder måtte indstille deres normale aktiviteter. Dertil kom naturligvis også at udlandsrejser blev umulige, så mine planlagte teater- og koncertture fra 13. marts og fremefter blev ikke til noget. Det kostede blandt andet Mutter Courage på Det Kgl. Teater og Den Kaukasiske Kridtcirkel på Berliner Ensemble.
Dog har vi nu internettet, hvilket betød at en del scener kunne præsentere nye og gamle opsætninger i forskellig form. Så helt uden teater blev jeg heldigvis ikke, og det har givet fine oplevelser – også selv om man naturligvis ikke kan sammenligne oplevelsen foran en skærm på 32″ med hele oplevelsen af at gå i teateret, aflevere sit overtøj i garderoben, den fælles venten og lysene, der slukkes inden handlingen på scenen begynder.
Jeg søgte ikke systematisk efter udbydere, men kiggede efter teatre jeg selv havde besøgt. Det resulterede i nogle virtuelle ture til Hamborg, Berlin og Stockholm. Meget rart i en tid, hvor man ellers ikke kunne komme nogle steder. Og jeg fik set nogle forestillinger, jeg næppe ellers ville have fået set – blandt andet to yderst forskellige bud på Heiner Müllers Hamletmaskine.
Den rent tekniske kvalitet af de forestillinger jeg har set de seneste måneder, har i sagens natur varieret. Mange er optagelser oprindeligt lavet til intern dokumentation, hvorfor specielt lyset ikke var tilpasset sening på en tv-skærm. I andre tilfælde var der tale om indspilninger lavet til tv, og Deutsches Theater Berlin kastede sig ud i en decideret særproduktion af dramatiseringen af Albert Camus’ Pesten (hvad ellers?), hvor den tomme teaterbygning blev scenen for skuespilleren Božidar Kocevskis rundtur i samarbejde med kameramanden Lorenz Haarmann. Forhåbentlig bliver den version tilgængelig igen på en eller anden måde, for den viser (i al fald for lægmænd) hvad en skuespiller kan – også uden et fysisk publikum. Kreativitet er ikke sådan at slå ned.
