Mette Frederiksen, akademikere og arbejde

Nogle tanker om Mette Frederiksens udtalelser om akademikere og arbejde, med anledning af regeringens argumenter for at beskære ydelsen til nyuddannede:

Man kan til en begyndelse påpege at politikere arbejder med in- og out-groups og at akademikere – specielt i de større byer – generelt er en out-group hos Socialdemokratiet under Mette Frederiksens ledelse.

Omvendt er der noget i hele historien, som kan sige noget om mere dybtliggende skillelinjer i hvad arbejde er, og hvordan forskellige grupper i befolkningen ser på arbejde.

Lad os begynde med Københavns beskæftigelsesborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard, der også gentagne gange har været ude med angreb på nyuddannede akademikere. Hendes angreb kan bedst forstås ud fra Venstres generelle syn på hvordan arbejdsmarkedet bør fungere:

Venstre er stadig grundlæggende et bondeparti, og i landbruget handler det om at få landarbejdere billigst muligt – faglige kvalifikationer er til gengæld ikke en vigtig parameter. Det vigtigste er at få et udbud der presser lønningerne.

Fra et mere systemisk perspektiv kan man så spørge om en økonomi der hviler på lavtkvalificeret, lavtlønnet arbejdskraft vil være en god ting for Danmarks samlede velfærd – sporene fra Storbritannien efter finanskrisen kan skræmme.

Ser vi på Socialdemokratiet og Mette Frederiksen, er der lidt andre ting i spil. Det handler også om livsformer.

Grundlæggende befinder traditionelle arbejdere sig på et arbejdsmarked der handler om at udveksle tilstedeværelse og løn. Arbejdet er noget man udfører et bestemt sted (idealtypisk: en fabrik), hvor andre bestemmer over rammerne. Sagt lidt forenklet: Man arbejder for at leve.

Man kan næsten sige at der er tale om en livsform hvor man har accepteret og indkorporeret fremmedgørelsen i arbejdslivet. Det Marx i sin tid kritiserede som umenneskeligt, er blevet en socialdemokratisk dyd.

Men hvad så med akademikerne?

Her er det en god idé at se på jobopslag eller Linkedin-profiler. Det er ikke tilstrækkeligt at møde på arbejdet 7.30 og udføre de opgaver, værkføreren sætter én til – man skal være passioneret og brænde for opgaverne.

Lønmodtagerne på denne del af arbejdsmarkedet sælger noget andet end (blot) deres tilstedeværelse: Det vigtige er om man sætter sin faglighed og personlighed på spil i arbejdet. Selvstændighed og udviklingsorientering er centrale værdier.

Det har nogle konsekvenser for hvordan relationerne på arbejdspladserne – og arbejdsmarkedet generelt – kommer til at se ud. Og det var det, Richard Florida tænkte på, da han introducerede begrebet “den kreative klasse”.

I Danmark bliver begrebet konsekvent (og bevidst?) misforstået som en beskrivelse af kunstnere, journalister og kommunikationsfolk, men gider man – i modsætning til danske politikere og debattører – læse hvad Florida skrev, handler det om brancher som it og biotech. Brancher med høj produktivitet og høje krav til uddannelse.

Vi er ovenikøbet også på STEM-området, som politikerne ellers omfatter med stor kærlighed. (Man kan også sige en del kritisk om Florida og teorien om den kreative klasse, men det vil jeg lade ligge her)

Det vigtige her er, at det mindre handler om at arbejdet skal være sjovt, og mere om hvad det er, man som arbejdssøgende skal sælge til en potentiel arbejdsgiver. Det handler mindre om at man vil udvikle og udtrykke sig selv og have det sjovt – og mere om at man er tvunget til det.

Oven i alt dette kommer en række interessante og komplekse spørgsmål om matchning på arbejdsmarkedet, som politikerne med statsministeren hopper let og elegant over. Forskning i søgning og matchning udløste engang en Nobelpris i økonomi.

Så det er måske ikke så sært at politikerne holder sig til at svine arbejdsløse til i stedet for at sætte sig ind i dynamikkerne.

Forresten er der lavet empiriske undersøgelser af hvordan det går nyuddannede akademikere – søg fx hos Danmarks Statistik og DJØF.

Først og fremmest vil en forkortelse af dagpengeperioden for nyuddannede fra to til ét år næppe gøre nogen stor forskel – langt de fleste nyuddannede akademikere er i job efter ét år.

Tilsvarende er nyuddannede der er arbejdsløse i længere tid mere mobile, både sektormæssigt og geografisk. Politikernes myte om de dovne akademikere, der klynger sig til København og Århus holder ikke. (Men hvornår har evidens måske gendrevet politisk behagelige myter?)

Alt dette efterlader stadig nogle spørgsmål om overproduktion af kandidater på nogle områder, ligesom det større spørgsmål om humanioras krise (som ikke kun er et problem i Danmark) også lurer i baggrunden. Men det er en historie til en anden gang.

Bjarne, Arne og pensionen

Hele processen omkring det socialdemokratiske forslag om en særlig tilbagetrækningspension (eller værdighedspension) er fascinerende, fordi den dels afslører nogle aktuelle brudlinjer i den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken, dels viser at nogle meget dybe lag i dansk velfærdspolitik stadig er relevante.

Lad os begynde med det aktuelle: Dansk økonomisk politik og beskæftigelsespolitik har siden begyndelsen af 1980’erne været præget af en bestemt form for reformtænkning – lidt afhængigt af temperament kan vi tale om arbejdsudbudspolitik, strukturpolitik eller for den sags skyld nyliberalisme. Pointen er i alle tilfælde at det grundlæggende sociale problem ses som en mangel på tilgængelig arbejdskraft.

Politisk har man søgt denne mangel afhjulpet på forskellig vis – ældre læsere vil vide at overenskomstsystemet, specielt på det private arbejdsmarked, fungerer anderledes i dag end omkring 1980 (her har der kort sagt været tale om en udvikling fra centrale til decentrale overenskomstforhandlinger), og dertil er adgangen til overførselsindkomster blevet begrænset (væsentligt højere krav til optjening af dagpengeret og en kraftig afkortning af dagpengeperioden i a-kassesystemet koblet med en beskæring af ydelsernes værdi kan tjene som eksempel her), ligesom stat og kommuner har opbygget et omfattende aktiveringsapparat, der skal kvalificere arbejdsløse borgere til arbejdsmarkedet gennem uddannelse og motivation (eller afskrækkelse, om man vil).

Tidligere statsminister Helle Thorning Schmidt anvendte det interessante udtryk, at hendes regering var gået reformamok – noget mange borgere og praktikere inden for beskæftigelsesområdet nok vil skrive under på. I denne sammenhæng er udfasningen af efterlønnen, førtidspensionsreformen og sygedagpengereformen specielt interessante: I princippet indebar de tre reformer, at ældre erhvervsaktive med helbredsproblemer, som tidligere kunne være gået på efterløn eller førtidspension, meget hurtigt kunne stå over for lange perioder på kontanthjælp eller ressourceforløbsydelse – ydelser der blev tildelt efter skøn, som var lave og i princippet midlertidige.

Her kunne reaktionerne på reformerne godt rejse spørgsmålet om arbejdsudbudslinjen med den forhenværende LO-formand Thomas Nielsens ord har sejret ad helvede til: Linjen blev drevet så langt og så hårdt i den kommunale praksis, at den underminerede troen på det offentlige velfærdssystem blandt centrale vælgergrupper (Egentlig sagde Nielsen forresten “ad helvede til godt” – den forkerte formulering er blevet stående, fordi hans udråb kom på et tidspunkt hvor efterkrigstidens socialdemokratiske model var kulmineret og ved at blive afløst af den nyliberale. Kolossen Nielsen og LO stod i den grad på lerfødder). Så: Kravet om en “værdighedspension” er født af dybe frustrationer blandt fagforeningerne og arbejdervælgere over udviklingen i velfærdssystemet de seneste 10-20 år.

Men den nuværende konflikt bygger også på meget dybe spor i dansk velfærdspolitik.

Alderspensionssystemet i Danmark har sin rod i alderdomsunderstøttelsen, som blev indført i 1891 efter et forlig mellem Højre og Det Forhandlende Venstre. Her var tale om en ydelse til værdigt trængende ældre. Man skulle være fyldt 60 år og kunne opvise ulastelig vandel, hvorefter kommunalbestyrelsen (sogneråd eller byråd) efter et skøn kunne tildele en årlig ydelse. Staten ydede et væsentligt bidrag, så for en kommune var det billigere at have en gammel på alderdomsydelse end på fattighjælp. Ordningen blev en stor succes, men stødte også på kritik, netop fordi tildeling og udmåling hvilede på kommunalbestyrelsens skøn.

Resultatet blev aldersrenten, som blev indført i 1922 – her under en Venstre-regering. Nu blev ydelsen en ret, idet modtagerens andre indkomster blev modregnet ved udmålingen efter faste takster. Set fra Socialdemokratiets og fagbevægelsens perspektiv var det dog et væsentligt tilbageskridt, at aldersgrænsen samtidig blev hævet fra 60 til 65 år. Dermed begyndte en kamp om pensionsalderen, som stadig pågår – i 1936 fik Socialdemokratiet sænket aldersgrænsen til 60 år med henvisning til den høje arbejdsløshed*, 1946 hævede Venstre atter grænsen til 65 år, og prisen for indførelsen af den generelle folkepension i 1957 blev, at aldersgrænsen blev sat op til 67 år.

Dette var faktisk en høj alder i europæisk sammenligning, og gennem 1960’erne og 1970’erne var der en løbende konflikt mellem LO på den ene side og Christiansborg på den anden om pensionsalderen. I en vis forstand fandt konflikten sin løsning med indførelsen af efterlønnen i 1979. Også her hjulpet på vej af en arbejdsløshedskrise.

Set fra LO’s og specielt SiD’s (et af forløberforbundene for 3F) side var fordelen ved efterlønnen, at den knyttede pensionsretten til a-kassesystemet. Her skal vi tænke på, at a-kasserne op i 1970’erne primært dækkede LO-området – funktionærer var som regel ikke dækket af dagpengesystemet – så efterlønnen skabte kort sagt et system, der var regel- og ikke skønsbaseret, og som gav en pensionsalder på 60 år for LO-medlemmer, mens FTF’ere, akademikere og andre måtte vente til de fyldte 67 år. At efterlønnen så gav arbejdere en yderligere motivation til at melde sig ind i en a-kasse – og dermed i fagforeningen – var en ikke uvelkommen sidegevinst for SiD og resten af LO.

Nu var der bare det, at a-kassesystemet havde undergået en kraftig udvikling i 1970’erne, så i 1980 var næsten alle erhvervsaktive medlemmer af en a-kasse. Systemet der var designet til LO-medlemmer, var blevet et system for næsten hele arbejdsmarkedet, og erhvervsaktiviteten for de 60-67 årige faldt som en sten. SiD’s sejr blev en hovedpine for det politiske system, og kampen om efterlønnen var med til at definere social- og beskæftigelsespolitikken mellem 1990 og 2010. Efterlønsforliget i 1998 blev dødsstødet for den tredje vejs Socialdemokrati i Danmark og banede vejen for Venstres dominans mellem 2001 og 2019.

I en vis forstand er det 1970’ernes kamp om pensionsalderen, vi nu ser gentaget – men inden for nogle institutionelle rammer, der er helt forandrede: Specielt står fagbevægelsen svagere i 2020 sammenlignet med 1979, og a-kasserne har en meget mere begrænset rolle end for 40 år siden. Samtidig er selv socialdemokratiske politikere forsigtige med at rokke for meget ved aftalerne om pensionsalderen.

Man kunne spørge hvorfor regeringen ikke fortsatte vejen med kommunal tildeling af seniorførtidspension. Her er en forklaring nok at erfaringerne og fortællingerne fra implementeringen af førtidspensionsreformen og ressourceforløbene simpelthen har undermineret de kommunale jobcentres legitimitet blandt arbejderne. Kommunerne har så at sige sejret ad helvede til.

Vi kan i øvrigt bemærke, at Socialdemokratiet nu har genindført værdighed – et begreb som ellers var forsvundet ud af det socialpolitiske sprog i 1960’erne – som et kriterium i diskussionen. Det retter sig både mod jobcentrenes sagsbehandling (processen skal være værdig) og mod grupper der ikke har gjort sig fortjent til tidlig pension på lempeligere vilkår (arbejderen er værdig – flygtninge, indvandrere, alkoholikere og narkomaner og andre suspekte typer er ikke).

Samtidig – og koblet med dette – bygger førtidspensionen på et visitationsprincip, hvor borgerens arbejdsevne skal vurderes. Efterlønnen var retsbaseret – man skulle opvise medlemsskab i en a-kasse i et vist tidsrum. Derefter blev der ikke stillet spørgsmål om ens personlige og private forhold. Som nævnt har implementeringen af førtidspensionsreformen efterladt sig blivende spor her. Men problemet er dels at finde et værdighedskriterium, der ikke medfører en udredning af borgerens personlige forhold, dels at begrænse den nye ordning til de traditionelle arbejdergrupper, når a-kassemedlemsskab ikke rigtig fungerer som automatisk kriterium. Når man ikke kan eller vil skrive at ordningen er forbeholdt en begrænset del af arbejdsmarkedet – det man på engelsk kalder “blue-collar workers” og det vi traditionelt kaldte LO-området i Danmark – bliver udmøntningen juridisk og administrativt meget kompleks.

Men problemstillingerne er kendt i dansk politik siden 1891 – hvem skal havde adgang, og ud fra hvilke kriterier, hvis ikke alle skal have adgang?

PS: Arne ved alle hvem er. Bjarne er selvfølgelig Bjarne Corydon, som næsten mere end Helle Thorning er blevet sindbilledet på den politik, den nuværende regering positionerer sig imod.

*Inden for økonomien taler man om et eksempel på “the lump of labour fallacy“, når aktører argumenterer for at det vil løse problemer med ungdomsarbejdsløshed, hvis ældre får mulighed for at trække sig fra arbejdsmarkedet. Argumentet ligger også bag forslag om arbejdsdeling. Fejlen består i at tro at mængden af arbejde i samfundet er konstant. Omvendt kan man kritisere arbejdsudbudslinjen for at se bort fra sammenhængene mellem den makroøkonomiske politik og udviklingen på arbejdsmarkedet – således blev der ført en sparepolitik i Danmark og de fleste øvrige vestlige lande efter finanskrisen i 2008, hvilket påvirkede efterspørgslen efter arbejdskraft.

Bjarne Corydon – nogle perspektiver

Finansministre er sjældent elskede, men det hører dog til sjældenhederne at en finansminister er så hadet at han bliver genstand for et smædeskrift længe efter at han er afgået og har forladt politik. Denne præstation er lykkedes for Bjarne Corydon, hvis man skal tro anmeldelserne af en netop udkommet biografi.

Den danske politiske historie kender en hel del fremtrædende finansministre – vittigheden om at Poul Nyrup Rasmussen var statsminister i Mogens Lykketofts regering, var således et af de festligere indslag i 1990’ernes politiske historie. Så i en vis forstand var det store historiske sko Bjarne Corydon skulle udfylde, da han blev udnævnt til finansminister i Helle Thorning-Schmidts regering i 2011.

Man kan dertil lægge at Finansministeriet siden 1980’erne har placeret sig som den centrale aktør ikke alene i den statslige økonomi- og budgetstyring, men også i udviklingen og gennemførelsen af statslige policies. Posterne som finansminister og departementschef i Finansministeriet har de sidste 30-40 år været helt centrale i dansk politik, og det er derfor naturligt at den til enhver tid siddende finansminister er en kontroversiel person.

Bjarne Corydon tog imidlertid kontroverserne til et usædvanligt højt niveau, hvor man bedst kan sammenligne ham med Henning Christophersen og Mogens Lykketoft.

Christophersen stod dels bag omlægningen af den makroøkonomiske politik fra den traditionelt keynesianske, dels bag det første moderniseringsprogram, som markerede det begyndende skift til det, en senere tid har kaldt New Public Management. Det var ikke populært på venstrefløjen, men Christophersen kunne regne med støtte fra Det Radikale Venstre og resten af partierne i den borgerlige blok.

Lykketofts navn vil være forbundet med 1990’ernes aktive arbejdsmarkedspolitik – der også betød et opgør med fagbevægelsens traditionelle rolle og politik – og en forstærket satsning på NPM i den statslige og lokale offentlige forvaltning. Tegneren Roald Als havde en fest med at tegne Lykketoft som kapitalist af Joakim von And-typen: Det kunne være svært at se det klassisk socialdemokratiske i Lykketoft – hvis man da ikke lige var en Knud Heinesen.

Set i dette perspektiv er Corydon mindre overraskende: Meget af hans indsats som finansminister fremstår som en fortsættelse af det økonomisk-politisk paradigme, der blev etableret i Danmark og andre lande i 1980’erne. I mangel af mere præcise termer kan vi tale om nyliberalisme på det generelle niveau og New Public Management på det på det mere specifikke.

Vi kan også placere Corydon i en socialdemokratisk tradition, hvor troen på at man politisk kunne skabe en progressiv udvikling af økonomien og samfundet gennem rationel politikformulering og styring af implementeringen. Sandsynligvis ville socialdemokratiske koryfæer som Viggo Kampmann og Jens Otto Krag nikke anerkendende til en stor del af Corydons og Finansministeriets tilgang.

At Mogens Lykketoft har ytret sig kritisk til Socialdemokratiets politik i 2010’erne kan så virke en smule ironisk – udover såret forfængelighed kan man måske pege på at Lykketofts kritik peger på en konflikt mellem en generation der stadig orienterede sig mod den keynesianske arv og en generation der helt var vokset op i en nyliberal epoke.

Alligevel gik noget – for ikke at sige rigtig meget – galt. Man kan søge en del af forklaringen i at Corydon var en dårligt forberedt finansminister: Hans hidtidige karriere havde været som funktionær i det socialdemokratiske parlamentariske apparat, og han blev først valgt ind i Folketinget i 2011. Dermed savnede han parlamentarisk erfaring. Viggo Kampmann kom også sidelæns ind i landspolitikken, men fik i det mindste nogle år til at forberede sig på sin store indsats. Man bør ikke undervurdere den betydning, praktisk erfaring med forhandlinger på det højeste politiske niveau har, hvis man skal have succes som toppolitiker.

Dertil kom et personligt uheld: Corydon blev kun finansminister fordi Henrik Sass Larsen blev sat ud af spillet efter et forløb som endnu er dårligt undersøgt. Oprindeligt synes Corydon at have været tiltænkt en rolle svarende til Martin Rossens i Mette Frederiksens regering – dog placeret i regeringen.

Man kan overveje hvordan overenskomstforhandlingerne i 2013 var forløbet med en mere erfaren politiker i Finansministeriet. Regeringens udspil byggede på en finansministeriel styringslogik, men konflikten med folkeskolelærerne kunne have udviklet sig mindre giftigt med en højere grad af politisk fingerspidsfornemmelse for hvad der var muligt at gennemføre i kort og langt perspektiv.

Initiativet med trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedets parter – ellers en klassisk socialdemokratisk paradedisciplin – brød sammen, inden det var begyndt. En fatal fejl for en socialdemokratisk ledelse – også selv om man skal huske at Anker Jørgensen brugte det meste af sin tid som statsminister med at ligge i konflikt med LO.

I stedet havnede vi i perioden 2011-2015 i en situation hvor regeringen søgte at skyde sig igennem, hvor forhandlinger havde været en bedre strategi, og hvor Corydon ofte kom til at lyde som Finansministeriets – noget tonedøve – agent end som dets politiske leder.

Og måske minder Corydon mest af alt mere om 1960’ernes plagede finansministre end om Christophersen og Lykketoft, idet han dog ikke satte liv og helbred på spil. Et af problemerne i 1960’erne var at organisations- og politikforståelsen i det daglige arbejde var helt ude af takt med velfærdssamfundets krav – sagt lidt firkantet brugte man stadig 1920’ernes instrumenter til at styre 1960’ernes samfund.

Tilsvarende er spørgsmålet om ikke Corydon præsiderede over et forsøg på at løse 2010’ernes problemer med 1980’ernes instrumenter – omend 2010’ernes Finansministerium og styrelser naturligvis var langt mere sofistikerede teknisk end 1960’ernes.

Socialdemokratiet I: Retro

Socialdemokratiets linje under Mette Frederiksens formandskab rejser en række spørgsmål om de store venstrefløjspartiers strategier efter finanskrisen. I en række europæiske lande er socialdemokratierne i dyb krise – mest tydeligt Frankrig og Holland, hvor henholdsvis PS og PvdA har lidt valgnederlag der grænser til totale sammenbrud på vælgerarenaen, men også Tyskland hvor SPD efter et historisk dårligt valg i 2017 nu ligger klart under 20% i meningsmålingerne, og i Sverige hvor SAP efter fire år i opposition led et alvorligt nederlag ved valget i 2010 og hvor det historisk statsbærende parti ikke har været i stand til at forbedre sin position ved valgene i 2014 og 2018. Både i Tyskland og Sverige ser det i stedet ud til at medvinden for AfD og Sverigedemokraterna har givet den populistisk-højreradikale fløj en permanent stærk position i partisystemerne.

Sammenlignet med de nævnte lande fremstår Socialdemokratiet umiddelbart som en succeshistorie, idet partiet på vælgerarenaen har været i stand til at fastholde tilslutningen, ligesom det på den parlamentariske arena har været i stand til at danne regering efter valgene i 2011 og 2019. I modsætning til PS, PvdA og SPD er S altså en reel konkurrent for de borgerlige partier, når det gælder regeringsmagten.

Situationen er dog mere kompliceret hvis vi ser på Socialdemokratiets styrke i et historisk perspektiv: Resultatet ved 2019-valget var muligvis pænt i en europæisk sammenligning, men ligger i forlængelse af en række valg med historisk dårlige resultater. Grafen nedenfor viser, at S i 2010’erne ligger klart under de svage år i 1980’erne, så det kun er fordi de øvrige partier på venstrefløjen (SF og Enhedslisten) og rød blok (Radikale Venstre og Alternativet) har styrket deres position, at S har været i stand til at erobre regeringsmagten. Man kan i øvrigt bemærke at tilslutningen til de såkaldte arbejderpartier i 2010’erne ligger på niveau med, eller lidt under, tilslutningen i de første efterkrigsår.

Dette har imidlertid ikke forhindret S i at slå ind på en linje, der på mange måder kan kaldes Socialdemokratiet Classic – dvs. en linje hvor man skærer 1990’ernes og 2000-tallets “tredje vejs”-politik bort fra historien for i stedet at hævde en kontinuitet med 1960’ernes og 1970’ernes socialdemokratiske politik med fokus på traditionelle arbejdermiljøer.

Ideologisk kan strategien ses omsat i bøger skrevet af ledende socialdemokrater – mest tydeligt Mattias Tesfayes Kloge hænder og Velkommen Mustafa samt Kaare Dybvads Udkantsmyten og De lærdes tyranni.

De lærdes tyranni er fascinerende fordi den præsenterer et fjendebillede hvor højtuddannede storbyboer – her tænkes specielt på indbyggerne i København og omegn – sættes overfor provinsboer med erhvervsuddannelse. Selv om Dybvad i bogen plæderer for en traditionel arbejderlivsstil, er det således uddannelse snarere end økonomisk kapital der definerer den grundlæggende skillelinje i hans fortolkning af dansk politik. Det er Det Radikale Venstre, snarere end Venstre og Det Konservative Folkeparti, der fremstår som Socialdemokratiets hovedfjende på det politiske niveau, mens retorikken mod arbejdsgiverne, som ellers var central i arbejderbevægelsens retorik, forpasses til sidelinjerne.

Man kan tillægge at fokuseringen på arbejderlivsstilen også indebærer at det ikke bare er arbejderen men den mandlige arbejder, Dybvad fremhæver som det sociale forbillede – kvinderne dukker først op sent i bogen, og her uddannet og beskæftiget inden for traditionelle – kvindelige – omsorgsfag: Den produktive arbejder er mand, arbejder i traditionelle industri- og håndværksfag og bruger sin fritid på traditionelle foreningsbaserede sportsaktiviteter. Læser man De lærdes tyranni er det som om hele kvindefrigørelsen og opbruddet i de traditionelle kønsroller som har været en central drivkraft i den sociale og politiske udvikling i Danmark siden 1970’erne, aldrig har fundet sted i bogens univers.

Omvendt kan man se en kontinuitet fra den arbejderistiske strategi hos SF i Søvndal-æraen og fokuseringen på Blå Bjarner (sindbilledet på den mandlige arbejder der ønsker orden i økonomien, en udbygget social sikring for arbejdere, lov-og-orden-politik og stram udlændingepolitik, og som har stemt V eller DF i 2000-tallet) under den senere del af Helle Thorning Schmidts formandskab.

Flere elementer i Mette Frederiksens retorik som statsminister uddyber billedet. Kommentatorer undrede sig over den mørke tone i Mette Frederiksens åbningstale i oktober, hvor hun koncentrerede sig forhold der truede den danske idyl – jordbærstadet ved vejkanten blev her det centrale billede af en truet tillidskultur – snarere end om udvikling af det danske samfund. Talen havde træk man snarere ville forbinde med højrepopulister som Donald Trump eller Jimmie Åkesson, end klassisk socialdemokratisk fremskridtsoptimisme. Også her kan man se Frederiksens retorik som et forsøg på at tiltrække vælgere med en appel til traditionelle værdier og et løfte om at fastholde den sociale struktur eller genskabe tidligere tiders normer og strukturer.

Som en sidebemærkning kan man spørge om strategien er realistisk på langt sigt. Ser man fx på arbejdsmarkedsstatistikken, synes faldet i beskæftigelsen inden for industrisektoren at have bidt sig fast, selv efter at finanskrisens umiddelbare effekter er klinget af.

Tilsvarende kan man pege på at efterkrigstidens klassiske socialdemokratiske velfærdspolitik blev skabt i et – ikke altid konfliktfrit – samspil mellem Socialdemokratiet på den parlamentariske arena og DsF/LO-forbundene på den arbejdsmarkedspolitiske. Her er forholdet imidlertid det, at LO-forbundene siden 1990’erne er blevet svækket medlemsmæssigt, ligesom båndene mellem fagbevægelsen og partiet formelt er blevet kappet. Fusionen mellem LO og FTF – hvis medlemsorganisationer LO oprindeligt anså som en trussel mod arbejderbevægelsens enhed – kan ses som den foreløbige kulmination på en grundlæggende omkalfatring af arbejdsmarkedets organisatoriske struktur. Den traditionelle base er smallere og mere usikker i 2020’erne end i 1960’erne.

Endelig kan man fremhæve at den socialdemokratiske strategi op til 2019-valget byggede på en delvis udskiftning af partiets vælgerkorps: S vandt vælgere fra DF og V, men måtte også afgive vælgere til SF og RV. Sagt lidt firkantet ser det ud til at de Blå Bjarner erstattede de Røde Rosaer hos S.

Og dermed kommer vi til det, der kan være en afgørende forskel på 1960’ernes og 2020’ernes Socialdemokrati. Helt fra Staunings tid byggede Socialdemokratiets strategi på en forståelse af at partiet måtte tiltrække vælgere uden for de egentlige arbejdermiljøer – som på den tid ironisk nok var koncentreret i de større byer. Det var ved også at appellere til funktionærer og kvinder i og uden for erhverv at Socialdemokratiet blev til et folkeparti.

Mette Frederiksens Socialdemokrati ser ud til at gå i den modsatte retning med et fokus på mandlige arbejdere – partiet er altså mere et sektor- end et folkeparti. Man kan måske sammenligne med den historiske hovedmodstander Venstre, der traditionelt havde sin kerneidentitet som interesseparti for landbruget, koblet med forsøg på at tiltrække funktionærer og selvstændige i byerne.

Strategien kan give mening hvis vi ser på partisystemets struktur, for hvor dansk politik frem til 2001 var præget af et system hvor ét stort parti – Socialdemokratiet – stod over for nogle mellemstore borgerlige partier og en række mindre partier, er dynamikken i 2010’erne og 2020’erne anderledes. Det danske partisystem anno 2020 er måske ikke helt så fragmenteret som det hollandske, men fragmenteringen er – bortset fra situationen efter valget i 1973 – historisk høj, og der er ikke noget tydeligt dominerende parti.

Her kunne man se Socialdemokratiets strategi – hvor man vælger appellen til funktionærer og storbyboer fra – som et forsøg på at håndtere den systemiske kompleksitet – både på samfundsniveauet og det parlamentariske niveau.

Hvor det traditionelle Socialdemokrati søgte at reducere den sociale kompleksitet ved at rumme den i partiet, så opgaven med at integrere de forskellige sociale interesser i stor udstrækning lå internt i partiorganisationen, kan man se Retro-Socialdemokratiet som udtryk for en strategi hvor partiet søger at reducere den interne kompleksitet, så opgaven med at integrere de sociale interesse i højere grad kommer til at ligge eksternt på den parlamentariske arena.

DF’s overraskende sammenbrud ved først EP- og siden Folketingsvalget i 2019 betød at den socialdemokratiske ønskesituation, hvor partiet kunne maksimere sit politiske manøvrerum ved balancere en rød (SF, EL, RV) og en gul (SF, DF) flertalsmulighed, ikke lod sig realisere. Markus Knuths afhop fra Venstre sætter også grænser for brugen af kombinationen S-V. Her bliver det spændende at se konsekvenserne for Socialdemokratiets mulighed for at gennemføre den arbejderistiske politik i den tilbageværende del af valgperioden.

Mette Frederiksens parlamentariske grundlag

Jeg morer mig i anden sammenhæng med at se på Socialdemokratiets aktuelle politik under Mette Frederiksen. I den forbindelse lavede jeg en opdatering af en beregning over de danske regeringers parlamentariske grundlag (i Folketinget) siden 1915-grundlovens ikrafttræden.

Det er ikke så overraskende, at samlingsregeringerne under og umiddelbart efter besættelsen udgør det ene ekstrem med over 90% af mandaterne i Folketinget bag sig, mens Poul Hartlings V-regering (1973-1975) udgør det andet. Lars Løkke Rasmussens anden regering (2015-2016) var den næstsvageste målt i antal mandater siden 1918, mens Mette Frederiksens S-regering er den fjerdesvageste efter Hartling, Løkke Rasmussen II og Knud Kristensen (1945-1947).

Årstallene kan snyde lidt, men alle tre nævnte regeringer holdt kun i kort tid, idet Kristensens regering som den længst siddende lige netop passerede 24-månedersmærket. Løkke Rasmussen II holdt 17 måneder og Hartling godt 13 måneder. Det kan derfor blive spændende at se, hvor holdbar den nuværende regering viser sig at være.*

*Teknisk set betød dødsfald og partilederskift at regeringerne Hedtoft III, Kampmann I samt Krag IV og Jørgensen I blev meget kortvarige. Her var regeringens tekniske afgang dog ikke forårsaget af parlamentariske forhold – modsat situationen i 1950, hvor Hans Hedtoft trods en teoretisk set styrket parlamentarisk støtte valgte at afgå kort tid efter valget.