Folketingsvalget 2022 – opsamling

1. Resultatet har et spændende twist, som vil interessere politologer og jurister med speciale i valgsystemer. Det er sådan at S denne gang vandt et kredsmandat for meget i forhold til den nationale stemmeandel, hvilket ikke kan udjævnes i tillægsmandaterne.

Forklaringen er dels fordelingen mellem kreds- og tillægsmandater (135/40), dels at valgsystemet anvender d’Hondt ved fordelingen af kredsmandater. Sjovt nok skiftede Danmark fra Sainte-Lagüe til d’Hondt i forbindelse med omlægningen af valgkredsene ved strukturreformen efter ønske fra Venstre, men *mod* Socialdemokratiets vilje. (Ændringen medførte også at valgkredsene blev større)

Det ekstra mandat, plus det forhold at tre ud af fire nordatlantiske mandater er “røde”, indebar at det meget sent på valgaftenen blev klart at rød blok havde vundet det smalleste af flertal, hvilket også giver S og Mette Frederiksen fordelen i første runde af regeringsdannelsen.

En sidebemærkning er at nogle V-politikere har været ude og klage over valgsystemet (de er så meget hurtigt blevet lukket ned af partiets ledelse), ligesom KF har markeret utilfredshed med de nordatlantiske mandaters betydning. Her hører det med at den konservative leder Søren Pape forud har trådt gevaldigt i spinaten over for Grønland og ikke har så meget kredit blandt grønlandske ledere.

2. Overordnet er resultatet ellers næsten som ventet – fragmentering, specielt på den borgerlige side. Men det betyder at en regeringsdannelse eller politiske forlig i den kommende valgperiode kræver 4-5 deltagere.

3. De store tabere var som ventet V, DF og RV, der alle har gennemlevet ledelsesopgør og splittelse i den forgangne valgperiode. Lidt mere uventet gik EL og KF også tilbage.

Specielt KF’s leder Søren Pape står noget forpjusket tilbage. RV’s politiske leder Sofie Carsten Nielsen afgik dagen efter valget og blev erstattet af den mere åbent centristiske Martin Lidegaard.

4. De store vindere var omvendt M/Lars Løkke (der præsterede langt bedre end nogen havde forudset), DD/Inger Støjberg og LA (som ser ud til at have tiltrukket mange unge vælgere – som i Sverige ser der ud til at være en borgerlig bølge blandt første- og andengangsvælgere).

5. Mht. M kan man sige, at Løkke på den ene side mislykkedes med at vinde medianlegislatoren (den fik, afhængigt af perspektiv, RV eller grønlandske IA), men han kan være svær at komme uden om i den økonomiske politik. Et åbent spørgsmål er om partiet kan holde sammen i valgperioden – det ser ud som om partiets program ligger en del til højre for en del kandidater.

Pt. er meldingerne at Løkke i bedste kommunalpolitikerstil forsøger sig som alternativ forhandlingsleder med V og RV. Den proces kan blive spændende.

6. Det lykkedes for Alternativet at blive i Folketinget, hvilket ingen ville have forudset før sommeren. Det skyldes muligvis en blanding af støttestemmer og af at der er kommet organisatorisk ro på partiet.

7. Det lykkedes ikke for udbryderpartiet fra Alternativet, Frie Grønne, at blive valgt ind. Partiet fik 0,9% af stemmerne. Men som med Nyans i Sverige (og DENK i Holland) så vi at partiet fik pæne resultater i valgdistrikter med mange indvandrervælgere. Partilederen Sikandar Siddique har et stort netværk i pakistanske miljøer. Det kan blive interessant at følge.

8. Jeg har ingen idé om hvor længe regeringsdannelsen kommer til at tage, eller hvad den ender med. I første runde er Mette Frederiksen forhandlingsleder, men som nævnt synes der at være forsøg fra M’s (og V’s) side på at trække RV væk fra den røde blok.

Det betyder næppe at man vil få RV til at støtte V’s Jakob Ellemann som forhandlingsleder/statsminister i en omgang 2, men det er velkendt at RV’s strategi bygger på at minimere SF/EL/A’s politiske indflydelse (se også under Thorning I, hvor RV under Vestager satte alt ind på at sabotere SF).

Så prisen for en ny Frederiksen-regering kunne være krav om kraftigere arbejdskraftsudbudsreformer end S egentlig ønsker. Spørgsmålet er så om det ville være klogt for det meget svækkede RV at gå i regering.

Forresten har RV lidt det samme dilemma som M – partiers vælgere og kandidater ligger til venstre for folketingsgruppen.

9. Ikke de store overraskelser angående temaer – økonomi, sundhedsvæsenet og specielt sygeplejerskernes lønforhold fyldte (hvilket rejser en lang række spørgsmål om rammerne for den frie løndannelse). Som svenske kommentatorer bemærkede, glimrede integrationspolitikken ved sit fravær.

10. Første partiskift kom seks dage efter valget, idet Mette Thiesen forlod Nye Borgerliges folketingsgruppe af personlige årsager. Umiddelbart har dette ikke betydning for regeringsdannelsen.

Dansk politik 2019-2022/23 (iii)

COVID og Minkkommissionen

Valgperioden blev præget af COVID-19-pandemien. På den ene side forstyrrede pandemien regeringens politiske planer, fordi fokus fra foråret 2020 i stor udstrækning kom til at ligge på den akutte håndtering af de tre smittebølger. På den anden side slap Danmark forholdsvis let gennem pandemien med indgreb, som var begrænsede sammenlignet med, hvad man så i det sydlige og vestlige Europa.

Allerede fra pandemiens begyndelse blev der dog rejst kritik af statsministerens meget centraliserede og hierarkiske ledelsesstil – understøttet af Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen – som iøvrigt også havde manifesteret sig på andre politikområder siden regeringsskiftet i sommeren 2019.

Krisestyringen udløste et politisk opgør efter at det viste sig, at regeringen i november 2020 med henvisning til en sandsynlig fare for spredning af en COVID-mutation gennem minkfarme lukkede samtlige danske minkfarme og gennemførte aflivning af alle mink uden på forhånd at have sikret sig at der var lovhjemmel for indgrebet.

Regeringen fik ganske vist i løbet af et par uger indgået en aftale med SF, RV, EL og Alternativet, som sikrede hjemlen, ligesom fødevareminister Mogens Jensen påtog sig det politiske ansvar og afgik, men der var allerede på det tidspunkt rejst spørgsmål om statsministerens og Statsministeriets rolle som drivende og kontrollerende i processen.

Som konsekvens af indgrebet besluttede Folketinget i foråret 2021 at nedsætte en granskningskommission, som afgav sin betækning i slutningen af juni 2022. Kommissionen konkluderede at Statsministeriet reelt havde haft en central rolle i processen op til beslutningen om at aflive alle mink og at en række højtstående embedsmænd – herunder Statsministeriets departementschef – havde handlet kritisabelt.

Politisk interessant var at kommissionen konkluderede at Mette Frederiksen objektivt, men ikke overlagt, havde vildledt Folketinget i sine orienteringer, idet vildledningen skyldtes mangelfuld rådgivning fra embedsværket.

Reaktioner på kommissionen og optakt til valgkamp

Kommissionens rapport fik de forventede reaktioner, hvor Socialdemokratiet søgte at skærme statsministeren mod kritik, støttepartierne EL og SF var forholdsvis afdæmpede, og de borgerlige oppositionspartier fokuserede deres kritik på statsministeren. Et forhold, som komplicerede situationen, var at de borgerlige partier i foråret 2021, længe inden rapportens offentliggørelse, havde støttet et borgerforslag, der krævede statsministeren stillet for en rigsret.

For udenforstående lignede specielt V’s og KF’s optræden et forsøg på parlamentarisk gengældelse for beslutningen om at rejse rigsretssag mod tidligere integrationsminister Inger Støjberg, som på det tidspunkt endnu ikke var blevet dømt for overtrædelse af ministeransvarlighedsloven.

I første omgang kom reaktionerne dog til at handle om, hvorvidt Folketinget ligesom efter offentliggørelsen af Instrukskommissionens rapport skulle bestille en redegørelse fra advokater om muligheden for at rejse tiltale mod statsministeren ved en rigsret, eller om sanktionerne skulle være af parlamentarisk art i form af kritik af (på dansk kaldet “en næse”) statsministeren.

Også her delte Folketinget sig efter de politiske blokke, idet Radikale Venstre stod med de afgørende stemmer, idet regeringen og dens øvrige støttepartier ville afværge kritikken, mens de borgerlige partier krævede en advokatundersøgelse – sandsynligvis i håbet om at kunne starte en rigsretssag

RV valgte at placere sig mellem regering og opposition, idet partiet på den ene side ikke ville støtte en advokatundersøgelse, men mente at parlamentarisk kritik af statsministeren var en tilstrækkelig sanktion. På den anden side udtalte partiet også, at det ikke havde tillid til statsministeren i den nuværende konstellation, og at det ville vælte regeringen ved en mistillidsafstemning, hvis ikke statsministeren udskrev valg til Folketinget senest ved tingets åbning i oktober 2022.

Manøvren er svær at gennemskue for folk uden for snævre Christiansborg-cirkler, men RV har i princippet trukket sig fra regeringens parlamentariske grundlag med forsinket udløsning. Normalt besidder statsministeren (juridisk: monarken) alene retten til at udskrive folketingsvalg, men her fratager RV – hvis partiet gør alvor af truslen – statsministerens mulighed for at time et valg, så det er mest fordelagtigt for Socialdemokratiet.

Det hele kompliceres dog af, at RV har antydet, at partiet vil støtte Mette Frederiksen efter valget – dog under forudsætning af, at den nuværende et-partiregering erstattes af en koalitionsregering med radikal deltagelse.

Ud over de forhindringer det besværlige forhold mellem Socialdemokratiet og Radikale Venstre under Mette Frederiksen kan give for en sådan konstellation, står RV med udfordringen at formidle til vælgerne, at partiets træk ikke kun handler om ministerposter (office, i politologisk jargon), men også om at forbedre mulighederne for at gennemføre centrale dele af partiets politik (policy, i politologisk jargon).

Temaer i valgkampen

Valgkampe kan være svære at forudsige. En aktuel måling fra Politiken viser dog at sundhedspolitik (herunder hospitaler) sammen med miljø og klima og generel økonomi, er de temaer, der står højst på vælgernes dagsorden. Miljø og klima vil normalt give venstresiden en fordel (om end Socialdemokratiet er splittet mellem klimapolitik og traditionelle industrihensyn), mens betydningen af sundhedspolitik og økonomi kan være sværere at vurdere – venstresiden vandt valget i 2011, som var det første siden 1990’erne, hvor økonomi var højt på dagsordenen, mens sundhedspolitikken (sammen med indvandring og integration, der er længere nede på dagsordenen nu) gav højresiden fordele ved valgene i 2000-tallet.

Fragmenteringen – især på højrefløjen, men også i dele af venstrefløjen – gør dog ligesom spørgsmålet om centre/periferi-dimensionens betydning i en valgkamp resultatet af en valgkamp og den efterfølgende regeringsdannelse vanskelig at forudsige.

Tillæg: Første måling efter sommeren og udviklingen i Mette Frederiksens popularitet.

Dansk politik 2019-2022/23 (i)

Dansk politik 2019-2022/23 (ii)

Dansk politik 2019-2022/23 (ii)

Socialdemokratiet og regeringen

Et andet usædvanligt træk ved valgperioden fra 2019 er at den har budt på den første et-partiregering siden Anker Jørgensens fjerde regering 1979-1981, der har bestået uændret gennem en valgperiode – Lars Løkke Rasmussen omdannede som bekendt sin et-partiregering til en minoritetskoalition halvandet år inde i valgperioden 2015-2019. Ellers har traditionen siden 1982 været minoritetskoalitioner.

Et-partiregeringen var et aktivt valg for Socialdemokratiet under Mette Frederiksen: Formålet var at sikre maksimal parlamentarisk handlefrihed ved at holde Radikale Venstre ude af regeringsdannelsen. Ser man på Socialdemokratiets strategiske placering siden 2015 i et todimensionelt rum, kan man beskrive den som til venstre på den socioøkonomiske dimension – her var indførelsen af en speciel pensionsordning (“Arne-pensionen”) for arbejdere med mere end 40 år på arbejdsmarkedet et centralt element – og til højre på det, som i Danmark kaldes den værdipolitiske dimension (i Sverige vil man tale om TAN-siden af GAL/TAN-dimensionen).

For helt at forstå S’ position skal man dog supplere den værdipolitiske dimension med en geografisk (by/land eller center/periferi). Ved folketingsvalget i 2015 byggede DF’s fremgange også på partiets evne til at tiltrække vælgere uden for de økonomiske og administrative centre, og Socialdemokratiet har under Mette Frederiksen taget linjen op med kraftige angreb på en uddannelsesmæssig – snarere end økonomisk – elite (især identificeret med Socialdemokratiets traditionelle koalitionspartner Radikale Venstre, som har været placeret modsat DF på den værdipolitiske dimension).

Socialdemokratiets skift fra at være et storbyparti til et parti præget af landlig identifikation – for at bruge valgforskningens begreber – er koblet med forandringerne i den økonomiske struktur, hvor de større byer er præget af en vidensøkonomi, mens mere traditionel produktion er flyttet til mindre byer. Mobiliseringen omkring en center/periferi-dimension skal dog også ses som en konsekvens af strukturreformen fra 2007, hvor myndigheder og offentlig service blev koncentreret omkring større byer.

Rent praktisk har politikken på denne dimension især manifesteret sig som en fortsættelse af Løkke-regeringernes udlændingepolitik og beskæringer af udbuddet af pladser på videregående uddannelser i de fire store byer.

Prisen for fokuseringen på vælgere i periferien og den hårde retorik mod langvarigt uddannede i byerne viste sig ved kommunalvalget i 2021, hvor Socialdemokratiet gik kraftigt tilbage i alle de større byer. Partiet var ganske vist i stand til at beholde borgmesterposterne i København, Århus, Odense og Ålborg, men mistede stillingen som det største parti i København til Enhedslisten, og med tanke på de større byers økonomiske og demografiske position ligger her en langsigtet udfordring til Socialdemokratiet.

Venstres dilemmaer

Venstres situation efter valget i 2019 er en yderligere demonstration af de problemer, de større partier står overfor. På den ene side vandt V valget målt i stemmeandele, men da det skete på bekostning af specielt DF og LA, kunne valgsejren ikke omsættes til parlamentarisk indflydelse, og Lars Løkke Rasmussen måtte afgive statsministerposten.

Man kan se den første del af perioden efter valget som en proces hvor partiet skulle skille sig af med den gruppe, som i forskellige konstellationer havde ledet partiet siden slutningen af 1990’erne, for at kunne formulere en ny position.

Resultatet blev en ustabil alliance mellem de byliberale og landkonservative dele af partiet, repræsenteret af den nye partiformand Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg. Samtidig med processen mod Støjberg, som resulterede i at Ellemann-Jensen afsatte hende som næstformand, mistede V – historisk uhørt på Folketingsniveau – to MF’ere til Det Konservative Folkeparti.

I den anden side af spektret forlod den tidligere formand Lars Løkke Rasmussen partiet for at danne sit eget centristiske parti Moderaterne. Som konsekvens af den interne uro og usikkerhed om partiets kurs har Venstre tabt opbakning blandt vælgerne og står til at midste positionen som det største regeringsbærende borgerlige parti.

Man kan muligvis se Venstres situation som en effekt af at partiet står over for spørgsmålet om hvordan det i 2020’erne skal bygge bro mellem tre forskellige strømninger i og omkring partiet: En markedsliberal linje, som trækker tråde tilbage til linjen under Jakob Ellemann-Jensens far Uffe Ellemann-Jensen i 1980’erne, en socialkonservativ værdikampslinje, som bygger på linjen under Anders Fogh Rasmussen i 2000-tallet, og en velfærdsteknokratisk linje, udviklet omkring Lars Løkke Rasmussen og en mere eller mindre indflydelsesrig linje i partiet siden 1990’erne.

De tre linjer appellerer til forskellige grupper i vælgerkorpset og kan på forskellige områder være i konflikt med hinanden. Samtidig står ledelsen over for spørgsmålet om hvordan man prioriterer det som kan mobilisere afgrænsede grupper af vælgerkorpset (Støjberg og til dels Jakob Ellemann-Jensens styrke over for forskellige segmenter), det som kan mobilisere bredt (Fogh Rasmussens styrke) og det som kan gennemføres parlamentarisk – om nødvendigt med smalle flertal (Fogh Rasmussens og Løkke Rasmussens styrke).

Selv om V på kort sigt kunne drage fordel af DF’s sammenbrud – jf. fremgangen ved valget i 2019 – rejser DF’s sammenbrud spørgsmålet om de politiske succesformler, som blev udviklet i 1990’erne, og som har båret V-ledede regeringer fra 2001 til 2019, også vil fungere i 2020’erne.

Del i: Ustabile partier og DF’s sammenbrud

Del iii: Minkkommissionen og tiden frem til valget

Dansk politik 2019-2022/23 (i)

Teksten er skrevet til gamle svenske kollegaer. Eftersom hele redegørelsen blev ret lang, deler jeg den op i tre poster, som kommer i løbet af ugen.

Dansk politik befinder sig ved indgangen til folketingsåret 2022-23 i en speciel situation, hvor såvel tidspunktet for valgets udskrivelse og afholdelse som valgets resultat og den følgende regeringsdannelse er svære at forudsige. Tilsvarende har valgperioden 2019-2022/23 også været speciel sammenlignet med de foregående valgperioder.

Ustabile partier

På det parlamentariske niveau har Folketinget siden 2019 været præget af et usædvanligt højt antal partiskift, hvor folketingsmedlemmer enten har sluttet sig til et nyt parti eller er blevet løsgængere. Sammenbruddene i Alternativet – hvor fire af fem MF’ere forlod partiet i forbindelse med en konflikt over valget af partistifteren Uffe Elbæks efterfølger som leder – og Dansk Folkeparti – som mistede 11 af 16 MF’ere i foråret 2022 efter valget af Morten Messerschmidt som ny formand – forklarer en stor del af partiskiftene, men alle partier med undtagelse af Enhedslisten og Nye Borgerlige har enten mistet eller fået MF’ere i løbet af valgperioden.

Kommentatorer har overvejet om ustabiliteten er resultatet af en ny politisk kultur, hvor politikere kortsigtet vælger partier efter hvad de mener, fremmer deres politiske karriere (Ida Aukens skift fra SF til RV til S kan måske stå som eksempel her) i stedet for at bygge karrierer ud fra loyalitet over for partiorganisationer. Man kan også pege på at flere moderne partier bliver dannet omkring en leder, mens forankringen i en masseorganisation er mindre vigtig.

Erhard Jakobsens CD (1973-2001) kan ses som en forløber, men Dansk Folkeparti omkring Pia Kjærsgaard, Alternativet (og senere Frie Grønne) omkring Uffe Albæk, Nye Borgerlige omkring Pernille Vermund og Moderaterne omkring tidligere statsminister og V-formand Lars Løkke Rasmussen er aktuelle eksempler. Liberal Alliance blev ganske vist dannet af trekløveret Anders Samuelsen, Gitte Seeberg og Naser Khader, men udviklede sig snart til Anders Samuelsens projekt. Her bliver det spændende at se om partiet ved det kommende valg overlever Samuelsens fald i 2019 og skiftet af partileder.

Det kommende valg vil desuden byde på en sort hest i form af Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne, som blev opstillingsberettigede før sommeren 2022. Støjberg kom fra en solid karriere i Venstre, som kulminerede med posterne som integrationsminister 2015-2019 og næstformand for Venstre 2019-2020. Støjberg blev efter en rigsretssag i 2021 idømt fængselsstraf for overtrædelse af ministeransvarlighedsloven og efterfølgende kendt uværdig som medlem af Folketinget – endnu et usædvanligt træk ved den aktuelle valgperiode – men satser på at blive indvalgt ved det kommende valg, hvor hun har afsonet sin straf. Her spekulerer kommentatorer i i hvilken udstrækning Støjberg vil åbne partiets kandidatlister for tidligere DF-politikere.

Specielt Støjbergs og Danmarksdemokraternes entré gør det svært at forudsige det kommende valg med nogen sikkerhed. De første målinger har vist en tilslutning til Støjbergs parti på omkring 10% – hvilket til dels opnås på DF’s, NB’s, V’s og KF’s bekostning – men det er svært at afgøre om tilslutningen vil holde i en valgkamp. Dertil kommer at tre yderligere nye partier er opstillingsberettigede ved det kommende valg – Veganerpartiet og Frie Grønne (udbrydere fra Alternativet) på venstrefløjen, Moderaterne i centrum samt Danmarksdemokraterne på højrefløjen.

Dansk Folkepartis sammenbrud

Dansk Folkeparti var frem til og med valget i 2015 en succeshistorie, hvor partiet under først Pia Kjærsgaards og siden 2012 Kristian Thulesen Dahls ledelse viste at det i modsætning til Fremskridtspartiet var i stand til at fungere som et troværdigt parlamentarisk grundlag for borgerlige regeringer med en stabil organisation. Partiet var også i stand til at sætte dagsordnerne på det udlændingepolitiske område – værdipolitik i dansk politisk sprogbrug.

Siden efteråret 2018 har partiet imidlertid befundet sig i en accelererende krise. Det er lidt uklart i hvilken udstrækning krisen skyldes politiske, personlige eller strategiske forhold – kommentatorer har peget på, at DF har undladt at foretage en systematisk politikudvikling, hvilket åbnede feltet for mere professionelt drevne partier som Socialdemokratiet, ligesom spørgsmålet om hvilken rolle generationen efter Thulesen Dahl mfl. skulle spille på længere sigt, ikke var afklaret. Endelig åbnede tilnærmelserne mellem S og DF på pensionsområdet op til valget i 2019 også for en strategisk usikkerhed om DF’s parlamentariske rolle.

Efter det kraftige nederlag ved valget i 2019 – hvor DF også blev udsat for konkurrence på udlændingeområdet fra Nye Borgerlige – blev ledelseskrisen kronisk, men Kristian Thulesen Dahl formåede at forblive som formand frem til kommunalvalget i 2021, der blev endnu et klart nederlag for partiet. Morten Messerschmidt, Pia Kjærsgaards foretrukne kandidat som Thulesen Dahls efterfølger, var belastet af en retssag om misbrug af EU-midler i fiktive partier og kontroversiel internt i partiet. Processen op til og efterveerne efter Thulesen Dahls afgang og valget af Messerschmidt som ny formand i januar 2022 bragte dybe interne konflikter op til overfladen, og viste at Kjærsgaard havde mistet sin magt over partiet. Resultatet blev en masseudmeldelse af MF’ere, så partiet som nævnt blev reduceret fra 16 til 5 MF’ere, ligesom meningsmålinger antyder at partiet nu ligger i nærheden af spærregrænsen på 2%.

Seneste meningsmåling før sommerferien 2022

Altinget: Risbjerg-snittet juni 2022 (kræver evt. indlogning)

Del ii: Socialdemokratiet og Venstre

Del iii: Minkkommissionen og tiden frem til valget

Kommunalvalget 2021 for svenskere

Til en begyndelse kan det være værd at bemærke nogle forskelle på dansk og svensk kommunalpolitik, også selv om det lokale selvstyre er centralt i begge lande:

  • De danske kommuner er generelt større end de svenske mht. befolkning
  • Kommunalvalgene i Danmark finder sted adskilt fra folketingsvalgene
  • De danske kommuner styres af en borgmester, som vælges af byrådet for hele valgperioden. Borgmesteren kan kun afsættes i ekstraordinære tilfælde. Borgmesteren understøttes af udvalgsformænd og/eller rådmænd. Systemet med oppositionsborgarråd kendes ikke
  • Borgmestersystemet indebærer partierne kan have to mål for succes: Stemmeandel og antal borgmesterposter
  • Konstitueringerne på kommunalt niveau kan tit føre til usædvanlige konstellationer
  • Regionerne finansieres gennem statslige bloktilskud og har ikke selvstændig ret til skatteudskrivning. Dagsordenen for regionsrådsvalgene er derfor ret begrænset

Resultatet

Efter fintælling og foreløbige konstitueringer ser resultatet for kommunalvalget pr. 19/11 2021 således ud

Det kan tillægges at valgdeltagelsen faldt fra 70,8% til 67,2%

Ved et dansk kommunalvalg er der to forskellige strømninger i spil – den nationale opinion, hvor man regner med at opinionsforskydninger slår igennem med halv kraft på det kommunale niveau, og lokale temaer, som kan gælde alt fra personspørgsmål over kvaliteten af uddannelse og service på lokalt niveau til konflikter inden for kommunens grænser.

Regionerne

Valget til regionsrådene spejler kommunalvalget i stor udstrækning. Det mest bemærkelsesværdige ved valget tirsdag er nok, at Venstre kunne overtage posten som formand for regionsrådet i Nordjylland fra Socialdemokratiet. Her spekuleres også i at Nordjylland i efteråret 2020 blev hårdt ramt af indgrebene mod minkopdrættet i forbindelse med Covid19-pandemien. Til gengæld valgte Radikale Venstre at støtte socialdemokraten Anders Kühnau som formand for Danske Regioner, hvor han afløser V’s Stephanie Lose.

Vinderne

Valgets ene vinder, både målt i stemmeandel og antallet af borgmestre, var Det Konservative Folkeparti, som efterhånden ser ud til at være kommet ud af den lange periode med dårlige valgresultater, som blev indledt ved folketingsvalget i 1998 og forstærket under uroen i partiet frem mod folketingsvalget i 2011. Partiet er normalt ret regionalt baseret med højborge i kommunerne nord for København, men denne gang havde de konservative held til at vinde flere borgmesterposter i Jylland og på Bornholm.

Man bør nok i høj grad søge forklaringerne på den konservative fremgang på vælgerplan på det nationale niveau, hvor partiet i modsætning til Venstre har formået at holde orden internt, også selv om den politiske profil fremstår noget uklar.

Gennem godt forhandlingsarbejde på lokalt niveau formåede partiet desuden at øge antallet af borgmesterposter fra 8 til 12. KF tabte dog den symbolsk vigtige borgmesterpost i Frederiksberg Kommune.

Nye Borgerlige må fremstå som den anden store vinder. Partiet har ikke nogen speciel kommunalpolitisk profil, men nyder godt af den nationale opinion, hvor det har kunnet samle vælgere op fra specielt Dansk Folkeparti.

SF, Enhedslisten og Radikale Venstre kunne også notere fremgange. For RV var valgresultatet utvivlsomt en lettelse eftersom partiet har været præget af usikkerhed om den parlamentariske kurs og afhop krydret med skandalen om den tidligere politiske leder Morten Østergaard. Enhedslisten vandt ganske vist ingen borgmesterposter, men kan notere et gennembrud respektive konsolidering på det lokale niveau. Alle tre partier er desuden bypartier, som henvender sig til akademikere og funktionærer.

Taberne

Dansk Folkeparti var valgets ene store taber, og partiformand Kristian Thulesen Dahl meddelte sin afgang efter valget. Ved valgene i 2013 og 2017 havde DF store forhåbninger om et lokalpolitisk gennembrud, gerne krydret med et antal borgmesterposter, men begge gange gik partiet skuffet ud af valget. Set i bakspejlet kan valget i 2017, hvor partiet også tabte stemmer, ses som et forvarsel om det store sammenbrud, som indtraf ved folketingsvalget i 2019.

Man kan finde flere forklaringer på DF’s krise: Partiet har først og fremmest forsømt politikudviklingen i 2010’erne, ligesom forsøget på at erstatte modstand mod flygtninge og indvandrere med velfærdsnationalisme (og alliancer med Socialdemokratiet) ikke rigtig er lykkedes. Begge temaer har også kun begrænset betydning på det kommunale niveau.

Aktuelt befinder DF sig i noget, der bedst kan betegnes som en eksistenskamp.

Socialdemokratiet fik også et bemærkelsesværdigt dårligt valg. Vi kan her bemærke, at tilbagegangen på nationalt plan blev ekstra kraftig i de store bykommuner: København, Århus, Ålborg og Odense, hvor partiet tabte 10 procentpoint eller mere. Partiet havde heller ikke held med at erobre Esbjerg og Vejle.

Her kan der være grund til at se på udviklingen af partiets profil under Mette Frederiksen. Hvor S traditionelt var et byparti, har ledelsen under Frederiksen dels lagt fokus på vælgere i udkantsområder som fx Vestsjælland, dels angrebet akademikere og sektoren med videregående uddannelser – en vælgergruppe der har en basis i de større byer.

Analysen af folketingsvalget 2019 viste at landlig bevidsthed nu var blevet en vigtig faktor for valget af S, og denne forstækning af skillelinjen mellem by og land – som dels har rod i den økonomiske udvikling, dels i nedmonteringen af lokale offentlige tilbud i forbindelse med strukturreformen af 2007 – kan man se afspejlet i tirsdagens valg.

Socialdemokratiet kunne ganske vist beholde borgmesterposterne i alle de store byer, men risikerer nu konkurrence fra specielt Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti i landets økonomiske kraftcentre. Spørgsmålet er om en retorik og politik, der har angrebet de store byer og deres indbyggere, og som peger tilbage mod tidligere tiders industrisamfund på langt sigt er bæredygtig.

De tilfredse

Venstre kunne notere en mindre tilbagegang, men set i lyset af partiets problemer på det nationale niveau – der har været kraftige opgør om partiets politiske linje, ligesom fremtrædende politikere har forladt partiet – må tilbagegangen synes at være acceptabel. En fremgang på lidt under 2 procentpoint til SF er også tilfredsstillende for et parti, der har stået lidt i skyggen af S og Enhedslisten.

De skæve kommuner

Tendenserne på landsplan blev ikke altid afspejlet på det lokale niveau.

Socialdemokratiet kunne således fejre en bemærkelsesværdig sejr i Holbæk, hvor partiet under Christina Krzyrosiak Hansen – der blev valgt til borgmester i 2017 som kun 24-årig – fik en kraftig fremgang og vandt absolut flertal blandt vælgerne og i byrådet. Krzyrosiak viste sig at være en kompetent borgmester, som i løbet af valgperioden blandt andet fik rettet op på kommunens vaklende økonomi. Holbæk er ganske vist en del af Vestsjælland, som har nydt særlig bevågenhed fra regeringen, men valgresultatet viser, at borgmesterens personlige kompetence også spiller en stor rolle ved kommunale valg.

Modsat tabte de konservative i partiets traditionelle højborg Frederiksberg. Fokus lå umiddelbart på den nu afgående borgmester Simon Aggesen, der gennem lovlige, men i offentlighedens øjne lidt for smarte manøvrer tjente en mindre formue på ejendomshandler, mens han sad i embedet. Den konservative dominans har dog også været udfordret af demografiske forandringer, hvor den traditionelle borgerlige mellemklasse erstattes af yngre højtuddannede.

Kolding og Bornholm kan være eksempler på at evnen til at indgå alliancer er afgørende for borgmesterkandidater. Bornholm har traditionelt været socialdemokratisk styret, men borgmester Thomas Thors var ikke i stand til at holde fast i vælgerne. Det samme gjaldt i øvrigt for Venstre, det andet traditionelt dominerende parti på øen. Selv om Enhedslisten blev det største parti ved valget, hvilket i sig selv var bemærkelsesværdigt, valgte partiet at indgå i en konstitueringsaftale, der gjorde den konservative Jacob Trøst til borgmester

Kolding var udråbt til et præsidentvalg mellem SF’s tidligere formand Villy Søvndal og den landskendte V-politiker Eva Kjær Hansen. Den afgående V-borgmester ville dog ikke udtrykke klar støtte til Kjær Hansen før valget, og her endte konstitueringen med at den konservative Knud Erik Langhoff med støtte fra blandt andet SF blev udset til ny borgmester. Dette passer egentlig ind i et historisk mønster, hvor kandidater udefra ikke er populære lokalt.

København

Til sidst et par ord om København, der i modsætning til Stockholm traditionelt har været en sikker rød by. Overborgmester Frank Jensen, der havde siddet på posten siden 2010 og som ellers blev regnet som et sikkert kort ved valget, måtte forlade posten efter en MeToo-skandale. Den nye kandidat Sophie Hæstorp Andersen havde været formand for Region Hovedstaden, men havde ingen klar københavnerprofil.

Ved valget blev Enhedslisten klart største parti med 24,6% af stemmerne, mens S gik tilbage fra 27,6% til 17,2%. Alle partier til højre for EL havde dog på forhånd erklæret at de ikke ville støtte EL’s spidskandidat som overborgmester, så partiet måtte nøjes med to poster som ressortborgmestre (svarende til borgarråd i Stockholm).

På længere sigt er spørgsmålet om S ved sit fokus på udkantsområder og arbejdervælgere koblet med den hårde retorik mod akademikere og byerhvervene og -kulturen generelt er ved at tabe grebet om de større byer i almindelighed og København i særdeleshed. Tilsvarende er partiets fokus på – eller rettere: mod – indvandrere og flygtninge og uklare position på klima- og miljøområdet et handicap blandt yngre vælgere i byerne.

Kilder

KMDvalg – officiel side med lokale valgresultater

Wikipedia: Kommunal- og regionsrådsvalg 2021 – opgørelse over nationale resultater og fordelingen af borgmesterposter

Mette Frederiksen, akademikere og arbejde

Nogle tanker om Mette Frederiksens udtalelser om akademikere og arbejde, med anledning af regeringens argumenter for at beskære ydelsen til nyuddannede:

Man kan til en begyndelse påpege at politikere arbejder med in- og out-groups og at akademikere – specielt i de større byer – generelt er en out-group hos Socialdemokratiet under Mette Frederiksens ledelse.

Omvendt er der noget i hele historien, som kan sige noget om mere dybtliggende skillelinjer i hvad arbejde er, og hvordan forskellige grupper i befolkningen ser på arbejde.

Lad os begynde med Københavns beskæftigelsesborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard, der også gentagne gange har været ude med angreb på nyuddannede akademikere. Hendes angreb kan bedst forstås ud fra Venstres generelle syn på hvordan arbejdsmarkedet bør fungere:

Venstre er stadig grundlæggende et bondeparti, og i landbruget handler det om at få landarbejdere billigst muligt – faglige kvalifikationer er til gengæld ikke en vigtig parameter. Det vigtigste er at få et udbud der presser lønningerne.

Fra et mere systemisk perspektiv kan man så spørge om en økonomi der hviler på lavtkvalificeret, lavtlønnet arbejdskraft vil være en god ting for Danmarks samlede velfærd – sporene fra Storbritannien efter finanskrisen kan skræmme.

Ser vi på Socialdemokratiet og Mette Frederiksen, er der lidt andre ting i spil. Det handler også om livsformer.

Grundlæggende befinder traditionelle arbejdere sig på et arbejdsmarked der handler om at udveksle tilstedeværelse og løn. Arbejdet er noget man udfører et bestemt sted (idealtypisk: en fabrik), hvor andre bestemmer over rammerne. Sagt lidt forenklet: Man arbejder for at leve.

Man kan næsten sige at der er tale om en livsform hvor man har accepteret og indkorporeret fremmedgørelsen i arbejdslivet. Det Marx i sin tid kritiserede som umenneskeligt, er blevet en socialdemokratisk dyd.

Men hvad så med akademikerne?

Her er det en god idé at se på jobopslag eller Linkedin-profiler. Det er ikke tilstrækkeligt at møde på arbejdet 7.30 og udføre de opgaver, værkføreren sætter én til – man skal være passioneret og brænde for opgaverne.

Lønmodtagerne på denne del af arbejdsmarkedet sælger noget andet end (blot) deres tilstedeværelse: Det vigtige er om man sætter sin faglighed og personlighed på spil i arbejdet. Selvstændighed og udviklingsorientering er centrale værdier.

Det har nogle konsekvenser for hvordan relationerne på arbejdspladserne – og arbejdsmarkedet generelt – kommer til at se ud. Og det var det, Richard Florida tænkte på, da han introducerede begrebet “den kreative klasse”.

I Danmark bliver begrebet konsekvent (og bevidst?) misforstået som en beskrivelse af kunstnere, journalister og kommunikationsfolk, men gider man – i modsætning til danske politikere og debattører – læse hvad Florida skrev, handler det om brancher som it og biotech. Brancher med høj produktivitet og høje krav til uddannelse.

Vi er ovenikøbet også på STEM-området, som politikerne ellers omfatter med stor kærlighed. (Man kan også sige en del kritisk om Florida og teorien om den kreative klasse, men det vil jeg lade ligge her)

Det vigtige her er, at det mindre handler om at arbejdet skal være sjovt, og mere om hvad det er, man som arbejdssøgende skal sælge til en potentiel arbejdsgiver. Det handler mindre om at man vil udvikle og udtrykke sig selv og have det sjovt – og mere om at man er tvunget til det.

Oven i alt dette kommer en række interessante og komplekse spørgsmål om matchning på arbejdsmarkedet, som politikerne med statsministeren hopper let og elegant over. Forskning i søgning og matchning udløste engang en Nobelpris i økonomi.

Så det er måske ikke så sært at politikerne holder sig til at svine arbejdsløse til i stedet for at sætte sig ind i dynamikkerne.

Forresten er der lavet empiriske undersøgelser af hvordan det går nyuddannede akademikere – søg fx hos Danmarks Statistik og DJØF.

Først og fremmest vil en forkortelse af dagpengeperioden for nyuddannede fra to til ét år næppe gøre nogen stor forskel – langt de fleste nyuddannede akademikere er i job efter ét år.

Tilsvarende er nyuddannede der er arbejdsløse i længere tid mere mobile, både sektormæssigt og geografisk. Politikernes myte om de dovne akademikere, der klynger sig til København og Århus holder ikke. (Men hvornår har evidens måske gendrevet politisk behagelige myter?)

Alt dette efterlader stadig nogle spørgsmål om overproduktion af kandidater på nogle områder, ligesom det større spørgsmål om humanioras krise (som ikke kun er et problem i Danmark) også lurer i baggrunden. Men det er en historie til en anden gang.

Bjarne, Arne og pensionen

Hele processen omkring det socialdemokratiske forslag om en særlig tilbagetrækningspension (eller værdighedspension) er fascinerende, fordi den dels afslører nogle aktuelle brudlinjer i den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken, dels viser at nogle meget dybe lag i dansk velfærdspolitik stadig er relevante.

Lad os begynde med det aktuelle: Dansk økonomisk politik og beskæftigelsespolitik har siden begyndelsen af 1980’erne været præget af en bestemt form for reformtænkning – lidt afhængigt af temperament kan vi tale om arbejdsudbudspolitik, strukturpolitik eller for den sags skyld nyliberalisme. Pointen er i alle tilfælde at det grundlæggende sociale problem ses som en mangel på tilgængelig arbejdskraft.

Politisk har man søgt denne mangel afhjulpet på forskellig vis – ældre læsere vil vide at overenskomstsystemet, specielt på det private arbejdsmarked, fungerer anderledes i dag end omkring 1980 (her har der kort sagt været tale om en udvikling fra centrale til decentrale overenskomstforhandlinger), og dertil er adgangen til overførselsindkomster blevet begrænset (væsentligt højere krav til optjening af dagpengeret og en kraftig afkortning af dagpengeperioden i a-kassesystemet koblet med en beskæring af ydelsernes værdi kan tjene som eksempel her), ligesom stat og kommuner har opbygget et omfattende aktiveringsapparat, der skal kvalificere arbejdsløse borgere til arbejdsmarkedet gennem uddannelse og motivation (eller afskrækkelse, om man vil).

Tidligere statsminister Helle Thorning Schmidt anvendte det interessante udtryk, at hendes regering var gået reformamok – noget mange borgere og praktikere inden for beskæftigelsesområdet nok vil skrive under på. I denne sammenhæng er udfasningen af efterlønnen, førtidspensionsreformen og sygedagpengereformen specielt interessante: I princippet indebar de tre reformer, at ældre erhvervsaktive med helbredsproblemer, som tidligere kunne være gået på efterløn eller førtidspension, meget hurtigt kunne stå over for lange perioder på kontanthjælp eller ressourceforløbsydelse – ydelser der blev tildelt efter skøn, som var lave og i princippet midlertidige.

Her kunne reaktionerne på reformerne godt rejse spørgsmålet om arbejdsudbudslinjen med den forhenværende LO-formand Thomas Nielsens ord har sejret ad helvede til: Linjen blev drevet så langt og så hårdt i den kommunale praksis, at den underminerede troen på det offentlige velfærdssystem blandt centrale vælgergrupper (Egentlig sagde Nielsen forresten “ad helvede til godt” – den forkerte formulering er blevet stående, fordi hans udråb kom på et tidspunkt hvor efterkrigstidens socialdemokratiske model var kulmineret og ved at blive afløst af den nyliberale. Kolossen Nielsen og LO stod i den grad på lerfødder). Så: Kravet om en “værdighedspension” er født af dybe frustrationer blandt fagforeningerne og arbejdervælgere over udviklingen i velfærdssystemet de seneste 10-20 år.

Men den nuværende konflikt bygger også på meget dybe spor i dansk velfærdspolitik.

Alderspensionssystemet i Danmark har sin rod i alderdomsunderstøttelsen, som blev indført i 1891 efter et forlig mellem Højre og Det Forhandlende Venstre. Her var tale om en ydelse til værdigt trængende ældre. Man skulle være fyldt 60 år og kunne opvise ulastelig vandel, hvorefter kommunalbestyrelsen (sogneråd eller byråd) efter et skøn kunne tildele en årlig ydelse. Staten ydede et væsentligt bidrag, så for en kommune var det billigere at have en gammel på alderdomsydelse end på fattighjælp. Ordningen blev en stor succes, men stødte også på kritik, netop fordi tildeling og udmåling hvilede på kommunalbestyrelsens skøn.

Resultatet blev aldersrenten, som blev indført i 1922 – her under en Venstre-regering. Nu blev ydelsen en ret, idet modtagerens andre indkomster blev modregnet ved udmålingen efter faste takster. Set fra Socialdemokratiets og fagbevægelsens perspektiv var det dog et væsentligt tilbageskridt, at aldersgrænsen samtidig blev hævet fra 60 til 65 år. Dermed begyndte en kamp om pensionsalderen, som stadig pågår – i 1936 fik Socialdemokratiet sænket aldersgrænsen til 60 år med henvisning til den høje arbejdsløshed*, 1946 hævede Venstre atter grænsen til 65 år, og prisen for indførelsen af den generelle folkepension i 1957 blev, at aldersgrænsen blev sat op til 67 år.

Dette var faktisk en høj alder i europæisk sammenligning, og gennem 1960’erne og 1970’erne var der en løbende konflikt mellem LO på den ene side og Christiansborg på den anden om pensionsalderen. I en vis forstand fandt konflikten sin løsning med indførelsen af efterlønnen i 1979. Også her hjulpet på vej af en arbejdsløshedskrise.

Set fra LO’s og specielt SiD’s (et af forløberforbundene for 3F) side var fordelen ved efterlønnen, at den knyttede pensionsretten til a-kassesystemet. Her skal vi tænke på, at a-kasserne op i 1970’erne primært dækkede LO-området – funktionærer var som regel ikke dækket af dagpengesystemet – så efterlønnen skabte kort sagt et system, der var regel- og ikke skønsbaseret, og som gav en pensionsalder på 60 år for LO-medlemmer, mens FTF’ere, akademikere og andre måtte vente til de fyldte 67 år. At efterlønnen så gav arbejdere en yderligere motivation til at melde sig ind i en a-kasse – og dermed i fagforeningen – var en ikke uvelkommen sidegevinst for SiD og resten af LO.

Nu var der bare det, at a-kassesystemet havde undergået en kraftig udvikling i 1970’erne, så i 1980 var næsten alle erhvervsaktive medlemmer af en a-kasse. Systemet der var designet til LO-medlemmer, var blevet et system for næsten hele arbejdsmarkedet, og erhvervsaktiviteten for de 60-67 årige faldt som en sten. SiD’s sejr blev en hovedpine for det politiske system, og kampen om efterlønnen var med til at definere social- og beskæftigelsespolitikken mellem 1990 og 2010. Efterlønsforliget i 1998 blev dødsstødet for den tredje vejs Socialdemokrati i Danmark og banede vejen for Venstres dominans mellem 2001 og 2019.

I en vis forstand er det 1970’ernes kamp om pensionsalderen, vi nu ser gentaget – men inden for nogle institutionelle rammer, der er helt forandrede: Specielt står fagbevægelsen svagere i 2020 sammenlignet med 1979, og a-kasserne har en meget mere begrænset rolle end for 40 år siden. Samtidig er selv socialdemokratiske politikere forsigtige med at rokke for meget ved aftalerne om pensionsalderen.

Man kunne spørge hvorfor regeringen ikke fortsatte vejen med kommunal tildeling af seniorførtidspension. Her er en forklaring nok at erfaringerne og fortællingerne fra implementeringen af førtidspensionsreformen og ressourceforløbene simpelthen har undermineret de kommunale jobcentres legitimitet blandt arbejderne. Kommunerne har så at sige sejret ad helvede til.

Vi kan i øvrigt bemærke, at Socialdemokratiet nu har genindført værdighed – et begreb som ellers var forsvundet ud af det socialpolitiske sprog i 1960’erne – som et kriterium i diskussionen. Det retter sig både mod jobcentrenes sagsbehandling (processen skal være værdig) og mod grupper der ikke har gjort sig fortjent til tidlig pension på lempeligere vilkår (arbejderen er værdig – flygtninge, indvandrere, alkoholikere og narkomaner og andre suspekte typer er ikke).

Samtidig – og koblet med dette – bygger førtidspensionen på et visitationsprincip, hvor borgerens arbejdsevne skal vurderes. Efterlønnen var retsbaseret – man skulle opvise medlemsskab i en a-kasse i et vist tidsrum. Derefter blev der ikke stillet spørgsmål om ens personlige og private forhold. Som nævnt har implementeringen af førtidspensionsreformen efterladt sig blivende spor her. Men problemet er dels at finde et værdighedskriterium, der ikke medfører en udredning af borgerens personlige forhold, dels at begrænse den nye ordning til de traditionelle arbejdergrupper, når a-kassemedlemsskab ikke rigtig fungerer som automatisk kriterium. Når man ikke kan eller vil skrive at ordningen er forbeholdt en begrænset del af arbejdsmarkedet – det man på engelsk kalder “blue-collar workers” og det vi traditionelt kaldte LO-området i Danmark – bliver udmøntningen juridisk og administrativt meget kompleks.

Men problemstillingerne er kendt i dansk politik siden 1891 – hvem skal havde adgang, og ud fra hvilke kriterier, hvis ikke alle skal have adgang?

PS: Arne ved alle hvem er. Bjarne er selvfølgelig Bjarne Corydon, som næsten mere end Helle Thorning er blevet sindbilledet på den politik, den nuværende regering positionerer sig imod.

*Inden for økonomien taler man om et eksempel på “the lump of labour fallacy“, når aktører argumenterer for at det vil løse problemer med ungdomsarbejdsløshed, hvis ældre får mulighed for at trække sig fra arbejdsmarkedet. Argumentet ligger også bag forslag om arbejdsdeling. Fejlen består i at tro at mængden af arbejde i samfundet er konstant. Omvendt kan man kritisere arbejdsudbudslinjen for at se bort fra sammenhængene mellem den makroøkonomiske politik og udviklingen på arbejdsmarkedet – således blev der ført en sparepolitik i Danmark og de fleste øvrige vestlige lande efter finanskrisen i 2008, hvilket påvirkede efterspørgslen efter arbejdskraft.

Bjarne Corydon – nogle perspektiver

Finansministre er sjældent elskede, men det hører dog til sjældenhederne at en finansminister er så hadet at han bliver genstand for et smædeskrift længe efter at han er afgået og har forladt politik. Denne præstation er lykkedes for Bjarne Corydon, hvis man skal tro anmeldelserne af en netop udkommet biografi.

Den danske politiske historie kender en hel del fremtrædende finansministre – vittigheden om at Poul Nyrup Rasmussen var statsminister i Mogens Lykketofts regering, var således et af de festligere indslag i 1990’ernes politiske historie. Så i en vis forstand var det store historiske sko Bjarne Corydon skulle udfylde, da han blev udnævnt til finansminister i Helle Thorning-Schmidts regering i 2011.

Man kan dertil lægge at Finansministeriet siden 1980’erne har placeret sig som den centrale aktør ikke alene i den statslige økonomi- og budgetstyring, men også i udviklingen og gennemførelsen af statslige policies. Posterne som finansminister og departementschef i Finansministeriet har de sidste 30-40 år været helt centrale i dansk politik, og det er derfor naturligt at den til enhver tid siddende finansminister er en kontroversiel person.

Bjarne Corydon tog imidlertid kontroverserne til et usædvanligt højt niveau, hvor man bedst kan sammenligne ham med Henning Christophersen og Mogens Lykketoft.

Christophersen stod dels bag omlægningen af den makroøkonomiske politik fra den traditionelt keynesianske, dels bag det første moderniseringsprogram, som markerede det begyndende skift til det, en senere tid har kaldt New Public Management. Det var ikke populært på venstrefløjen, men Christophersen kunne regne med støtte fra Det Radikale Venstre og resten af partierne i den borgerlige blok.

Lykketofts navn vil være forbundet med 1990’ernes aktive arbejdsmarkedspolitik – der også betød et opgør med fagbevægelsens traditionelle rolle og politik – og en forstærket satsning på NPM i den statslige og lokale offentlige forvaltning. Tegneren Roald Als havde en fest med at tegne Lykketoft som kapitalist af Joakim von And-typen: Det kunne være svært at se det klassisk socialdemokratiske i Lykketoft – hvis man da ikke lige var en Knud Heinesen.

Set i dette perspektiv er Corydon mindre overraskende: Meget af hans indsats som finansminister fremstår som en fortsættelse af det økonomisk-politisk paradigme, der blev etableret i Danmark og andre lande i 1980’erne. I mangel af mere præcise termer kan vi tale om nyliberalisme på det generelle niveau og New Public Management på det på det mere specifikke.

Vi kan også placere Corydon i en socialdemokratisk tradition, hvor troen på at man politisk kunne skabe en progressiv udvikling af økonomien og samfundet gennem rationel politikformulering og styring af implementeringen. Sandsynligvis ville socialdemokratiske koryfæer som Viggo Kampmann og Jens Otto Krag nikke anerkendende til en stor del af Corydons og Finansministeriets tilgang.

At Mogens Lykketoft har ytret sig kritisk til Socialdemokratiets politik i 2010’erne kan så virke en smule ironisk – udover såret forfængelighed kan man måske pege på at Lykketofts kritik peger på en konflikt mellem en generation der stadig orienterede sig mod den keynesianske arv og en generation der helt var vokset op i en nyliberal epoke.

Alligevel gik noget – for ikke at sige rigtig meget – galt. Man kan søge en del af forklaringen i at Corydon var en dårligt forberedt finansminister: Hans hidtidige karriere havde været som funktionær i det socialdemokratiske parlamentariske apparat, og han blev først valgt ind i Folketinget i 2011. Dermed savnede han parlamentarisk erfaring. Viggo Kampmann kom også sidelæns ind i landspolitikken, men fik i det mindste nogle år til at forberede sig på sin store indsats. Man bør ikke undervurdere den betydning, praktisk erfaring med forhandlinger på det højeste politiske niveau har, hvis man skal have succes som toppolitiker.

Dertil kom et personligt uheld: Corydon blev kun finansminister fordi Henrik Sass Larsen blev sat ud af spillet efter et forløb som endnu er dårligt undersøgt. Oprindeligt synes Corydon at have været tiltænkt en rolle svarende til Martin Rossens i Mette Frederiksens regering – dog placeret i regeringen.

Man kan overveje hvordan overenskomstforhandlingerne i 2013 var forløbet med en mere erfaren politiker i Finansministeriet. Regeringens udspil byggede på en finansministeriel styringslogik, men konflikten med folkeskolelærerne kunne have udviklet sig mindre giftigt med en højere grad af politisk fingerspidsfornemmelse for hvad der var muligt at gennemføre i kort og langt perspektiv.

Initiativet med trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedets parter – ellers en klassisk socialdemokratisk paradedisciplin – brød sammen, inden det var begyndt. En fatal fejl for en socialdemokratisk ledelse – også selv om man skal huske at Anker Jørgensen brugte det meste af sin tid som statsminister med at ligge i konflikt med LO.

I stedet havnede vi i perioden 2011-2015 i en situation hvor regeringen søgte at skyde sig igennem, hvor forhandlinger havde været en bedre strategi, og hvor Corydon ofte kom til at lyde som Finansministeriets – noget tonedøve – agent end som dets politiske leder.

Og måske minder Corydon mest af alt mere om 1960’ernes plagede finansministre end om Christophersen og Lykketoft, idet han dog ikke satte liv og helbred på spil. Et af problemerne i 1960’erne var at organisations- og politikforståelsen i det daglige arbejde var helt ude af takt med velfærdssamfundets krav – sagt lidt firkantet brugte man stadig 1920’ernes instrumenter til at styre 1960’ernes samfund.

Tilsvarende er spørgsmålet om ikke Corydon præsiderede over et forsøg på at løse 2010’ernes problemer med 1980’ernes instrumenter – omend 2010’ernes Finansministerium og styrelser naturligvis var langt mere sofistikerede teknisk end 1960’ernes.

Socialdemokratiet I: Retro

Socialdemokratiets linje under Mette Frederiksens formandskab rejser en række spørgsmål om de store venstrefløjspartiers strategier efter finanskrisen. I en række europæiske lande er socialdemokratierne i dyb krise – mest tydeligt Frankrig og Holland, hvor henholdsvis PS og PvdA har lidt valgnederlag der grænser til totale sammenbrud på vælgerarenaen, men også Tyskland hvor SPD efter et historisk dårligt valg i 2017 nu ligger klart under 20% i meningsmålingerne, og i Sverige hvor SAP efter fire år i opposition led et alvorligt nederlag ved valget i 2010 og hvor det historisk statsbærende parti ikke har været i stand til at forbedre sin position ved valgene i 2014 og 2018. Både i Tyskland og Sverige ser det i stedet ud til at medvinden for AfD og Sverigedemokraterna har givet den populistisk-højreradikale fløj en permanent stærk position i partisystemerne.

Sammenlignet med de nævnte lande fremstår Socialdemokratiet umiddelbart som en succeshistorie, idet partiet på vælgerarenaen har været i stand til at fastholde tilslutningen, ligesom det på den parlamentariske arena har været i stand til at danne regering efter valgene i 2011 og 2019. I modsætning til PS, PvdA og SPD er S altså en reel konkurrent for de borgerlige partier, når det gælder regeringsmagten.

Situationen er dog mere kompliceret hvis vi ser på Socialdemokratiets styrke i et historisk perspektiv: Resultatet ved 2019-valget var muligvis pænt i en europæisk sammenligning, men ligger i forlængelse af en række valg med historisk dårlige resultater. Grafen nedenfor viser, at S i 2010’erne ligger klart under de svage år i 1980’erne, så det kun er fordi de øvrige partier på venstrefløjen (SF og Enhedslisten) og rød blok (Radikale Venstre og Alternativet) har styrket deres position, at S har været i stand til at erobre regeringsmagten. Man kan i øvrigt bemærke at tilslutningen til de såkaldte arbejderpartier i 2010’erne ligger på niveau med, eller lidt under, tilslutningen i de første efterkrigsår.

Dette har imidlertid ikke forhindret S i at slå ind på en linje, der på mange måder kan kaldes Socialdemokratiet Classic – dvs. en linje hvor man skærer 1990’ernes og 2000-tallets “tredje vejs”-politik bort fra historien for i stedet at hævde en kontinuitet med 1960’ernes og 1970’ernes socialdemokratiske politik med fokus på traditionelle arbejdermiljøer.

Ideologisk kan strategien ses omsat i bøger skrevet af ledende socialdemokrater – mest tydeligt Mattias Tesfayes Kloge hænder og Velkommen Mustafa samt Kaare Dybvads Udkantsmyten og De lærdes tyranni.

De lærdes tyranni er fascinerende fordi den præsenterer et fjendebillede hvor højtuddannede storbyboer – her tænkes specielt på indbyggerne i København og omegn – sættes overfor provinsboer med erhvervsuddannelse. Selv om Dybvad i bogen plæderer for en traditionel arbejderlivsstil, er det således uddannelse snarere end økonomisk kapital der definerer den grundlæggende skillelinje i hans fortolkning af dansk politik. Det er Det Radikale Venstre, snarere end Venstre og Det Konservative Folkeparti, der fremstår som Socialdemokratiets hovedfjende på det politiske niveau, mens retorikken mod arbejdsgiverne, som ellers var central i arbejderbevægelsens retorik, forpasses til sidelinjerne.

Man kan tillægge at fokuseringen på arbejderlivsstilen også indebærer at det ikke bare er arbejderen men den mandlige arbejder, Dybvad fremhæver som det sociale forbillede – kvinderne dukker først op sent i bogen, og her uddannet og beskæftiget inden for traditionelle – kvindelige – omsorgsfag: Den produktive arbejder er mand, arbejder i traditionelle industri- og håndværksfag og bruger sin fritid på traditionelle foreningsbaserede sportsaktiviteter. Læser man De lærdes tyranni er det som om hele kvindefrigørelsen og opbruddet i de traditionelle kønsroller som har været en central drivkraft i den sociale og politiske udvikling i Danmark siden 1970’erne, aldrig har fundet sted i bogens univers.

Omvendt kan man se en kontinuitet fra den arbejderistiske strategi hos SF i Søvndal-æraen og fokuseringen på Blå Bjarner (sindbilledet på den mandlige arbejder der ønsker orden i økonomien, en udbygget social sikring for arbejdere, lov-og-orden-politik og stram udlændingepolitik, og som har stemt V eller DF i 2000-tallet) under den senere del af Helle Thorning Schmidts formandskab.

Flere elementer i Mette Frederiksens retorik som statsminister uddyber billedet. Kommentatorer undrede sig over den mørke tone i Mette Frederiksens åbningstale i oktober, hvor hun koncentrerede sig forhold der truede den danske idyl – jordbærstadet ved vejkanten blev her det centrale billede af en truet tillidskultur – snarere end om udvikling af det danske samfund. Talen havde træk man snarere ville forbinde med højrepopulister som Donald Trump eller Jimmie Åkesson, end klassisk socialdemokratisk fremskridtsoptimisme. Også her kan man se Frederiksens retorik som et forsøg på at tiltrække vælgere med en appel til traditionelle værdier og et løfte om at fastholde den sociale struktur eller genskabe tidligere tiders normer og strukturer.

Som en sidebemærkning kan man spørge om strategien er realistisk på langt sigt. Ser man fx på arbejdsmarkedsstatistikken, synes faldet i beskæftigelsen inden for industrisektoren at have bidt sig fast, selv efter at finanskrisens umiddelbare effekter er klinget af.

Tilsvarende kan man pege på at efterkrigstidens klassiske socialdemokratiske velfærdspolitik blev skabt i et – ikke altid konfliktfrit – samspil mellem Socialdemokratiet på den parlamentariske arena og DsF/LO-forbundene på den arbejdsmarkedspolitiske. Her er forholdet imidlertid det, at LO-forbundene siden 1990’erne er blevet svækket medlemsmæssigt, ligesom båndene mellem fagbevægelsen og partiet formelt er blevet kappet. Fusionen mellem LO og FTF – hvis medlemsorganisationer LO oprindeligt anså som en trussel mod arbejderbevægelsens enhed – kan ses som den foreløbige kulmination på en grundlæggende omkalfatring af arbejdsmarkedets organisatoriske struktur. Den traditionelle base er smallere og mere usikker i 2020’erne end i 1960’erne.

Endelig kan man fremhæve at den socialdemokratiske strategi op til 2019-valget byggede på en delvis udskiftning af partiets vælgerkorps: S vandt vælgere fra DF og V, men måtte også afgive vælgere til SF og RV. Sagt lidt firkantet ser det ud til at de Blå Bjarner erstattede de Røde Rosaer hos S.

Og dermed kommer vi til det, der kan være en afgørende forskel på 1960’ernes og 2020’ernes Socialdemokrati. Helt fra Staunings tid byggede Socialdemokratiets strategi på en forståelse af at partiet måtte tiltrække vælgere uden for de egentlige arbejdermiljøer – som på den tid ironisk nok var koncentreret i de større byer. Det var ved også at appellere til funktionærer og kvinder i og uden for erhverv at Socialdemokratiet blev til et folkeparti.

Mette Frederiksens Socialdemokrati ser ud til at gå i den modsatte retning med et fokus på mandlige arbejdere – partiet er altså mere et sektor- end et folkeparti. Man kan måske sammenligne med den historiske hovedmodstander Venstre, der traditionelt havde sin kerneidentitet som interesseparti for landbruget, koblet med forsøg på at tiltrække funktionærer og selvstændige i byerne.

Strategien kan give mening hvis vi ser på partisystemets struktur, for hvor dansk politik frem til 2001 var præget af et system hvor ét stort parti – Socialdemokratiet – stod over for nogle mellemstore borgerlige partier og en række mindre partier, er dynamikken i 2010’erne og 2020’erne anderledes. Det danske partisystem anno 2020 er måske ikke helt så fragmenteret som det hollandske, men fragmenteringen er – bortset fra situationen efter valget i 1973 – historisk høj, og der er ikke noget tydeligt dominerende parti.

Her kunne man se Socialdemokratiets strategi – hvor man vælger appellen til funktionærer og storbyboer fra – som et forsøg på at håndtere den systemiske kompleksitet – både på samfundsniveauet og det parlamentariske niveau.

Hvor det traditionelle Socialdemokrati søgte at reducere den sociale kompleksitet ved at rumme den i partiet, så opgaven med at integrere de forskellige sociale interesser i stor udstrækning lå internt i partiorganisationen, kan man se Retro-Socialdemokratiet som udtryk for en strategi hvor partiet søger at reducere den interne kompleksitet, så opgaven med at integrere de sociale interesse i højere grad kommer til at ligge eksternt på den parlamentariske arena.

DF’s overraskende sammenbrud ved først EP- og siden Folketingsvalget i 2019 betød at den socialdemokratiske ønskesituation, hvor partiet kunne maksimere sit politiske manøvrerum ved balancere en rød (SF, EL, RV) og en gul (SF, DF) flertalsmulighed, ikke lod sig realisere. Markus Knuths afhop fra Venstre sætter også grænser for brugen af kombinationen S-V. Her bliver det spændende at se konsekvenserne for Socialdemokratiets mulighed for at gennemføre den arbejderistiske politik i den tilbageværende del af valgperioden.

Mette Frederiksens parlamentariske grundlag

Jeg morer mig i anden sammenhæng med at se på Socialdemokratiets aktuelle politik under Mette Frederiksen. I den forbindelse lavede jeg en opdatering af en beregning over de danske regeringers parlamentariske grundlag (i Folketinget) siden 1915-grundlovens ikrafttræden.

Det er ikke så overraskende, at samlingsregeringerne under og umiddelbart efter besættelsen udgør det ene ekstrem med over 90% af mandaterne i Folketinget bag sig, mens Poul Hartlings V-regering (1973-1975) udgør det andet. Lars Løkke Rasmussens anden regering (2015-2016) var den næstsvageste målt i antal mandater siden 1918, mens Mette Frederiksens S-regering er den fjerdesvageste efter Hartling, Løkke Rasmussen II og Knud Kristensen (1945-1947).

Årstallene kan snyde lidt, men alle tre nævnte regeringer holdt kun i kort tid, idet Kristensens regering som den længst siddende lige netop passerede 24-månedersmærket. Løkke Rasmussen II holdt 17 måneder og Hartling godt 13 måneder. Det kan derfor blive spændende at se, hvor holdbar den nuværende regering viser sig at være.*

*Teknisk set betød dødsfald og partilederskift at regeringerne Hedtoft III, Kampmann I samt Krag IV og Jørgensen I blev meget kortvarige. Her var regeringens tekniske afgang dog ikke forårsaget af parlamentariske forhold – modsat situationen i 1950, hvor Hans Hedtoft trods en teoretisk set styrket parlamentarisk støtte valgte at afgå kort tid efter valget.