Koncertåret 2022

Carl Nielsen Salen, Odense Koncerthus: Daniil Trifonovs klaver

I kronologisk orden. Forskellige forhold omkring Carl Nielsen Festivalen i august betød at billetsalget til orkesterkoncerterne var mådeligt – vel mest af alt at det var en efter den klassiske musikverdens målestok at regne ret hastigt organiseret erstatning for en russisk kulturuge, der af indlysende grunde måtte aflyses. Men forhåbentlig tænker nogen omkring arrangørerne på, at musiklivet i Odense faktisk har et netværk, som man kunne bruge til at tiltrække folk til andet end den evige H.C. Andersen.

  • Hartman – Serenade, op. 24, Dvorak – Klavertrio nr. 1 – Odense Koncerthus
  • A. Mahler – 5 Lieder (arr. Jorma Panula), G. Mahler – Symfoni nr. 4 – Camilla Tilling, Odense Symfoniorkester, Christian Kluxen, Odense Koncerthus
  • Ravel – Le Tombeau de Couperin, Mortensen – Blæserkvintet – Opus Zoo, Schubert – Strygekvartet nr. 14 (Døden og pigen) – Nordic String Quartet, Odense Koncerthus
  • Mozart – Symfoni nr. 36, Brahms – Symfoni nr. 3 – Odense Symfoniorkester, Pierre Bleuse, Odense Koncerthus
  • Bremer/McCoy – Dexter, Odense
  • Copland – Klarinetkoncert, Verhey – Koncert for fløjte og orkester nr 1, Mendelssohn-Bartholdy – Violinkoncert, Nielsen – Symfoni nr. 1 – Blaz Sparovec, Josephine Olech, Johan Dalene, Odense Symfoniorkester, Pierre Bleuse, Odense Koncerthus
  • Mozart – Klarinetkoncert (1. sats), Nielsen – Klarinetkoncert – Panagiotis Gianakas, Ann Lepage, Oleg Shebata-Dragan, Copenhagen Phil, Lena-Lisa Wüstendorfer (finalekoncert i klarinetdelen af Carl Nielsen International Competition 2022), Odense Koncerthus
  • Mozart – Fløjtekvartet, D-dur – Karl-Heinz Schütz, Albena Danailova, Rafaell Altino, Mathias Beyer-Karlshøj, Brahms – Klarinetkvintet – Martin Fröst, Nikolaj Szeps-Znaider, Noah Bendix-Balgley, Rafaell Altino, Mathias Beyer-Karlshøj, Odense Koncerthus
  • Prokofjev – Symfoni nr 1, Bent Sørensen – Cembalokoncert “Sei Anime”, Beethoven – Symfoni nr 2 – Mahan Esfahani, Odense Symfoniorkester, Simon Gaudenz, Odense Koncerthus
  • Nielsen – Sonate for violin og klaver nr 2, Mads Haugsted Hansen, Marie-Luise Bodendorff, Bruch – Otte stykker for klarinet, bratsch og klaver – Søren-Filip Brix Hansen, Marie Luise Jensen, Charlotte Thanning, Syddansk Musikkonservatiums koncertsal, Odeon, Odense
  • Britten – The Young Person’s Guide to the Orchestra, Högberg – A Hunt for the Eluded Muses, koncert for violin/bratsch og orkester, Elgar – Enigma Variations – Isabelle van Keulen, Odense Symfoniorkester, Pierre Bleuse, Odense Koncerthus
  • Roikjer – Sonate for tuba og klaver, Carl Boye Hansen, Anne Mette Stæhr, Ravel – Klavertrio, Esther Mielewczyk, Mette Spang-Hansen, Ole Bartholin Kiilerich, Leroy Anderson – Diverse sange, Ivalylo Dechkoff, Stinus Christensen, Martin Jochimsen, Michal Panasiuk, Jens Krøgholt, Jonas Bonde-Nielsen, Odense Koncerthus
  • Halvorsen – Norsk rapsodi nr 1, Ruders – Sound and Simplicity, accordeonkoncert, Sibelius – Symfoni nr 5 – Bjarke Mogensen, Odense Symfoniorkester, Rune Bergmann, Odense Koncerthus
  • Nielsen – Pan og Syrinx, Prokofjev – Klaverkoncert nr. 1, Mozart – Koncert for to klaverer og orkester (1. sats), Beethoven – Symfoni nr. 6 “Pastorale” – Odense Symfoniorkester, studerende ved Det kgl. danske musikkonservatorium (CJ Wu, Marco Crispo, Constantin Riccardi) og Syddansk Musikkonservatorium (Karin Jakobsson, Lan Yu Sørensen), Odense Koncerthus
  • Sarah Elgeti Kvartet – Dexter, Odense
  • Herbie Hancock – DR Koncerthuset, København
  • Nielsen – Helios Ouverture, Berg – Violinkoncert, Mahler – Symfoni nr. 5 – Isabelle Faust, Oslo Filharmonien, Klaus Mäkelä, Odense Koncerthus
  • Nielsen – Hanedans fra Maskarade, Brahms – Dobbeltkoncert, Rachmaninov – Symfoni nr. 2 – Nikolaj Szeps-Znaider, Gautier Capuçon, WDR Sinfonieorchester, Cristian Măcelaru, Odense Koncerthus
  • Nielsen – Saul og David, forspil til 2. akt, Tjajkovsky – Klaverkoncert nr. 1, Brahms – Symfoni nr. 4 – Daniil Trifonov, Philharmonia Orchestra, Tugan Sokhiev, Odense Koncerthus
  • Mozart – Klarinetkoncert, Haydn – Symfonier nr. 95 og 96 – Jonas Lyskjær Frølund, Danmarks Underholdningsorkester, Adam Fischer, Konservatoriets Koncertsal, København
  • Bernstein – Ouverture til Candide, Gershwin – An American in Paris, Bernstein – Serenade, Reich – 4. sats fra The Four Sections, Adams – Short Ride in a Fast Machine, Bernstein – Symphonic Dances from West Side Story, Marquez – Danzon No. 2 – Diana Tishchenko, Odense Symfoniorkester, Pierre Bleuse, Odense Koncerthus
  • Franck – Psyché, Nørgaard – Symfoni nr. 2, Brahms – Klaverkoncert nr. 2 – Gustav Piekut, Odense Symfoniorkester, Cathrine Winnes, Odense Koncerthus
  • Weigl – Dear Earth: A Quintet of Poems, A. Koppel – Invention for viola og marimba, Piazzolla – La Muerte del Angel, Milonga del Angel, Mumuki, Oblivion, de Falla – 7 sange, Granados – La Maja Dolorosa – Emma Oemann, Esther Mielewczyk, Tone Sundgård Anker, Mette Spang-Hansen, Branko Djordjevic, Simon Krebs, Jens Krøgholt, Ole Bartholin Kiilerich, Odense Koncerthus
  • Poulenc – Sonate for klarinet og klaver (til minde om Arthur Honegger), Britten – 6 Metamorphoses after Ovid, Rota – Koncert for basun og klaver, Dvorak – Waldesruhe, Martinu – Variationer over et slovakisk tema – René Højlund Rasmussen, Pina Mohs, Robert Holmsted, Karolina Bogus, Michaela Fukacova, Elena Jordan, Syddansk Musikkonservatoriums Koncertsal, Odeon, Odense
  • Musikduellen, værker af Anderson, Bernstein, Shostakovich, Tchaikovski, Beethoven, Wagner, Verdi, Gade, Sibelius – Frederik Cilius og Mattias Hammer, Odense Symfoniorkester, Magnus Larsson, Odense Koncerthus
  • Carsten Dahl, Dexter, Odense
  • Wagner – Ouverture til Rienzi, Wesendonck-Lieder, forspil til Tristan und Isolde, Sibelius – Symfoni nr. 7, Wagner – Liebestod fra Tristan und Isolde – Brit-Tone Müllertz, Odense Symfoniorkester, Christian Kluxen, Odense Koncerthus
  • Rasmussen – Blæserkvintet, Beethoven – Blæseroktet arr. for blæserkvintet, op. 103 – Rune Most, Henrik Skotte, René Højlund Rasmussen, Niels Aamund Gyntelberg, Morten Østergaard, Schubert – Strygekvartet nr. 13, “Rosamunde” – Jovana Vukušic, Veronika Mojzešová, Christian Bønnelykke, Michaela Fukacova, Odense Koncerthus
  • Jarrell – Klaverkoncert nr. 2 “Reflections”, Mahler – Symfoni nr. 1 – Bertrand Chamayou, Odense Symfoniorkester, Pierre Bleuse, Odense Koncerthus

Beethoven – et sommerprojekt

For mange år siden, da jeg var ung og energisk, fik jeg den idé, at jeg ville høre Beethovens symfonier fra ende til anden. Det var faktisk inden cd’ernes tid – og længe inden nogen havde hørt om streaming, så Beethovens samlede havde ikke kun lydligt, men også fysisk en vis udstrækning.

Og det var inden vi kom til den økonomiske side af sagen – en hurtig beregning viser at hvis en standard-lp kostede 100 kr i begyndelsen af 1980’erne, ville det svare til cirka 250 kr i 2021-priser. Og et sæt Beethoven fyldte 6-7 lp’er, så det ville være noget af en udskrivning at kaste sig ud i.

Heldigvis havde Gladsaxe et yderst velassorteret musikbibliotek – ud over klassisk kunne man også frådse i alle slags jazz og latinamerikansk musik – hvilket gjorde projektet en hel del mere overkommeligt.

Uanset den klassiske musikindustris problemer var antallet af indspilinger noget mere begrænset end i dag, så mit valg faldt ret forudsigeligt på Herbert von Karajans indspilinger med Berlinerfilharmonikerne fra 1970’erne.

Som jeg forstår det, mener De Rigtige Eksperter, at hvis det skal være Karajan i stereo, så skal det helst være indspilningerne fra 1960’erne, mens serien fra 1980’erne betragtes som udtryk for senromersk dekadence. Rigtige afficionados vil naturligvis fremhæve, at man skal høre hele molevitten i mono. Dertil kommer at Karajan-bashing er en genre for sig selv i den klassiske musikverden. Det skal ikke skjule at der er mere end én måde at spille Beethoven på.

Men selv om én dirigent næppe kunne eller kan yde alle Beethovens symfonier samme retfærdighed, havde projektet den store fordel, at jeg fik hørt de mindre kendte symfonier – og selvfølgelig også hørt de kendte brudstykker (starten af 6. symfoni, Ode an die Freude fra 9. symfoni) i deres sammenhæng. Og konsekvensen blev at de andre syv har fulgt mig de sidste cirka fyrre år.

For sjov skyld gentog jeg projektet sidste uge – dog var lp’erne erstattet af en streamningtjeneste (idagio, for de interesserede) og Herbert von Karajan med Claudio Abbado, som jo efterfulgte ham som chefdirigent.

Folk der ved mere om musik, musikhistorie og musikteori end jeg, har skrevet om Beethoven og hans symfonier, så jeg vil her henvise til den britiske dirigent Mark Wigglesworths korte introduktioner til symfonierne og argumentation for, hvorfor vi i det 21. århundrede bør lytte til Beethoven.

Men her er mine punkter:

  1. Beethovens ni symfonier er meget forskellige. Så er man det mindste til partiturmusik, er der noget at komme efter.
  2. Min personlige favorit er nr. 3, Eroica (eller “Beethovens Erotica”, som Thomas Mann lader en dannelsesudfordret tuberkulosepatient kalde den i Trolddomsbjerget). Vi kommer meget langt omkring i de fire satser – og der er intet tju-bang over det heoriske.
  3. Starten af nr. 5 og koret fra nr. 9 er spillet til døde, men der er altså tre satser efter starten af 5’eren og tre (og lidt til) inden vi kommer til koret i 9’eren.
  4. Tre af symfonierne er kriminelt undervurderede – nr. 2, 4 og 8 ville alle blive regnet som højdepunkter i det tidlige 19. århundredes musik, hvis enhver anden end Beethoven havde komponeret dem.
  5. Specielt nummer 4 kan være velegnet, hvis man vil komme forbi billedet af Den Store Beethoven. Prøv fx at få fat i Carlos Kleibers liveindspilning.
  6. Beethoven kan også være morsom. Manden opfandt trods alt scherzoen.
  7. Nummer 1, 6 og 7 skal selvfølgelig nævnes. Pastoralen var den første klassiske lp, jeg købte.

Nu giver streamingtjenesterne jo ubegrænset adgang til meget i vore dage, så jeg prøvede for sjovs skyld at parallellytte Abbado med Berlinerfilharmonikerne med indspilninger af Herbert Blomstedt og Gewandhausorchester fra 2010’erne. Selv om begge må regnes som mainstream i luksusklassen er der store forskelle – heldigvis findes den endegyldige opførelse eller indspilning af Beethovens symfonier ikke. (Jeg har været til koncert med Berlinerfilharmonikerne – Gewandhausorchester i Leipzig er helt klart på ønskelisten)

Min egen Beethoven-samling før streamingens dage var en blandet landhandel – og det er nok som det skal være.

  • Samlede sæt: George Szell og Cleveland Orchestra, Herbert von Karajan og Berlinerfilharmonikerne.
  • Nummer 3 (og 9) – Karl Böhm og Wienerfilharmonikerne
  • Nummer 5 og 7 – Carlos Kleiber og Wienerfilharmonikerne
  • Nummer 6 – Herbert von Karajan og Berlinerfilharmonikerne
  • Nummer 7 – Leonard Bernstein og Wienerfilharmonikerne

Nu er der jo kommet nye generationer af dirigenter til, og i 2022 er udvalget af indspilninger af enkelte symfonier eller hele sæt nærmest uoverskueligt.

PS: Ingen anelse om hvem der har tegnet karikaturen. Den er snuppet herfra.

Koncertåret 2021

Copenhagen Phil, Konservatoriets Koncertsal, 12/11-2021

2021 begyndte som 2020 sluttede: Aflysninger på grund af nedlukningen fra december. Koncert efter koncert forsvandt fra kalenderen eller blev udskudt, til koncertstederne åbnede igen. Heldigvis havde musikerne holdt gejsten oppe i de mørke måneder.

Maj og juni blev omvendt en hel myldretid af koncerter – ikke mindst fordi Odense Symfoniorkester havde gjort en beundringsværdig indsats for at flytte de koncerter, som måtte aflyses mellem december 2020 og maj 2021, og det lykkedes mig – bortset fra en forkølelse, der kostede en koncert med Shostakovitch – at komme gennem hele efterårssæsonen.

  • Dvorak – Karnevalsouverture, Gulda – Cellokoncert, Bartok – Koncert for orkester – Leonardo Altino, Rossen Gergov, Odense Symfoniorkester – Odense Koncerthus
  • Michael Dalgas Trio – Dexter
  • Jan Kaspersen Kvintet – Dexter
  • Stravinski- Pulcinella Suite, Ravel – Klaverkoncert i G-Dur, Mussorgski – Udstillingsbilleder – Jean-Efflam Bavouzet, Pierre Bleuse, Odense Symfoniorkester – Odense Koncerthus
  • J.S. Bach – Musikalisches Opfer, C.P.E. Bach – Sinfonia for strygere, nr. 1, Frederik II af Preussen – Fløjtekoncert, Stravinski – Historien om en soldat, musikere fra Odense Symfoniorkester, Odense Koncerthus
  • Schubert – Symfoni nr 3, Mozart – Exultate jubilate, Symfoni nr 41, Odense Symfoniorkester
  • Herbie Hancock – DR Koncerthuset
  • Dukas – Troldmandens lærling, Chausson – Poeme, Ravel – Tzigane, Berlioz – Symphonie Fantastique, Eugen Tichindeleanu, Pierre Bleuse, Odense Symfoniorkester, Odense Koncerthus
  • Francaix – Divertissement, Rasmussen – Kvintet i F, Aulin – Fyra akvareller (arr. Jerkert), Dvorak – Strygekvartet nr 12 “Den amerikanske”, musikere fra Odense Symfoniorkester/Qvindetta – Odense Koncerthus
  • Pachelbel – Canon og Gigue, J.S. Bach – Bondekantaten, Dont – Kvartet for violiner, musikere fra Odense Symfoniorkester, Lise Bech Bendix, Piet Larsen – Odense Koncerthus
  • C. Schumann – Tre romancer for violin og klaver (arr. for orkester), Sørensen – Klaverkoncert nr. 3, R. Schumann – Symfoni nr. 4, Katrine Gislinge, John Storgårds, Copenhagen Phil – Konservatoriets Koncertsal
  • Ravel – Ma Mere l’Oye, La Valse, Rossini/Respighi – La Boutique Fantasque – Pierre Bleuse, Odense Symfoniorkester – Odense Koncerthus
  • Wagner – Forspil til Parsifal, Siegfried-Idyll, Prokofiev – Askepot (uddrag) – Christian Reif, Odense Symfoniorkester – Odense Koncerthus

Dirigenten og havet

En dag i efteråret gled jeg tilfældigvis ind på DR2’s kulturprogram K2, hvor Ditlev Tamm varmt anbefalede den finlandsksvenske forfatter Kjell Westös seneste roman Tritonus.

Jeg kendte pinligt nok ikke Westö i forvejen, men omtalen lød interessant, så jeg satte den på listen over “bøger, jeg burde læse”. Min gode veninde Néné Labeet kom mig i forkøbet. Hendes vurdering var noget mere tempereret.

Det var et problem, for hvem skulle jeg nu tro på: Tamm eller Néné? Men selvfølgelig kan forskellige mennesker sagtens se forskellige ting i og have forskellige bedømmelser af et kunstværk.

Lad os starte med genren. Dannelses- eller udviklingsromanen er en kendt genre: Den unge mand (sjældnere en kvinde) drager ud for at vinde Verdenen. Og Kvinderne. Man må selv overveje hvad der er vigtigst for protagonisten.

Tiden har det jo med at gå i én retning, så på et tidspunkt er den unge mand ikke så ung længere. Han har nået det stadie i livet, hvor det handler om indvikling eller afvikling.

Således også Thomas Brander og Raidar Lindell. Brander er professionel musiker (dirigent, naturligvis. Vi er i Finland) og amatør på psykologiens område. Lindell er skolepsykolog og amatørmusiker. Brander rejste ud og vandt koncertsalene og kvinderne. Lindell blev i skærgården – en mindre scene, men dog med en defineret rolle som guitarist i et fritidsorkester.

Skal man blive i musikanalogierne er Brander og Lindell henholdsvis hoved- og bitema. Begge er sidst i 50’erne og i krise, men det er Brander der er motoren i fortællingen, når han træder ind på scenen i skærgårdssamfundet og for alvor forstyrrer både sit eget og andres liv.

Det lyder sikkert som en halvdårlig vittighed at sige at Brander er på grænsen til at være udbrændt. Hans seneste erobring har i den grad dumpet ham til fordel for en yngre model, og musikken er gledet ham af hænde. Hans koncerter bliver stive og livløse, orkestermusikerne gør nar af ham, indbydelserne udebliver (og når de kommer, er det tydeligt at han er andetvalg. Når nu ikke Alan Gilbert og co. har plads i kalenderen), og de yngre talenter kræver deres plads. Det er tid til afvikling.

Og så er der også den lille sag med terrorangrebet i Bruxelles, som Brander overlevede, fysisk uskadt. Og der er en pandemi, som gør sig diskret påmindet, samtidig med at vejret ikke er, som det plejede at være. Alt er kort sagt ude af vater.

Branders løsning er at opføre en kæmpevilla – et skrytbygge, ville man sige på svensk – med navnet Casa Tritonus i skærgården, hvor han kan … ja, hvad kan og skal han egentlig i det hus, som det ligger mellem landjorden og havet?

I en central scene i bogen kommer to gamle dirigentkollegaer på besøg og flår Brander i stumper og stykker, som kun venner kan.

Tritonus er en lang bog, og selv om den er forholdsvis letlæst, skal man holde godt styr på mylderet af personer omkring Brander og Lindell. Dødsfald og andre tab – og ikke mindst hvordan man forholder sig til dem – spiller en central rolle i fortællingen.

Behøver man kende til alle de (mange!) musikstykker, der refereres (ofte!) i bogen? Musikken er nu engang Branders håndværk og det, han forstår sig selv i forhold til, men mange læsere kan nok stå lige så fremmede over for henvisningerne, som naboen Lindell gør. Måske er det en pointe i sig selv?

Slutter bogen med en forsoning og ny balance? Både og.

Brander arbejder i hvert fald på at omdefinere sin egen rolle som musiker i en lokal musikfest (det menneskelige kan være lidt mere uklart), mens Lindell (vistnok) får forsonet sig med sin kones død.

Samtidig går naboøen op i flammer. Ur led är tiden.

Skal jeg sammenfatte, vil jeg sige at Tritonus er en lang – og måske også for lang – bog hvor der er dybe indsigter i mandlige frustrationer, når afviklingen begynder at melde sig. Fokus er på personerne, mens skærgården godt kan virke som lidt af en kulisse. Jeg ved ikke helt om det med vilje fra forfatterens side.

Men – hvis man vil læse en kortere, mere poetisk og mindst lige så dybsindig bog om livskriser, som i øvrigt også foregår i et skærgårdsmiljø med naturen som med- og modspiller, har finlandssvenskerne faktisk et bud: Tove Janssons Pappan och havet, hvor Mumifar i frustration over livet som sådan rykker sin familie ud til et fyrtårn, som han bruger bogen på at kæmpe med at få tændt.

Egentlig kunne jeg godt se for mig, hvordan Lille My (aldeles uimponeret, naturligvis) træder ind i Casa Tritonus, betragter byggeriet og Brander, for så med en replik fra Pappan och havet at sige til ham: “Du er vred på den forkerte måde”.

Koncertåret 2020

Odense Symfoniorkester: Odense Koncerthus 27/11 2020

Corona satte også stop for koncertbesøgene, men jeg kom dog til en jazz- og en klassisk koncert i efteråret. Vi må se, hvornår koncerter igen bliver mulige at gennemføre igen.

Set

  • Dvorak: Cellokoncert, Tchaikovsky: 6. symfoni – Henri Demarquette, Odense Symfoniorkester, Eivind Gullberg Jensen
  • Franck: Le Chasseur Maudit, Variations Symphoniques, Stravinsky: Petrushka – Andrei Korobeinikov, Odense Symfoniorkester, Pierre Bleuse
  • Carsten Dahl Trio – Dexter
  • Mozart: Klarinetkoncert, Mahler: 5. symfoni – Sergei Eletsky, Odense Symfoniorkester, Jamie Philips
  • Berio: Sinfona, Bartok: Koncert for orkester – Berliner Filharmonikerne og Simon Rattle, (via Digital Concert Hall)
  • Claus Waidtløv/Carsten Dahl – Dexter
  • Grieg: Per Gynt Suite, nr 2, Sibelius: Violinkoncert, 2. symfoni – Johan Dalene, Odense Symfoniorkester, Andreas Delfs

Planlagt

  • Beethoven: Missa Solemnis – Odense Symfoniorkester
  • Herbie Hancock – DR Koncerthuset

Koncertåret 2019

Vi sidder bare her (Leth/Simpson/Toksvig) – Posten Odense

Bo Sundström – Posten Odense

Kalaha – Den Sorte Diamant

Thomas Hass Kvartet – Dexter

Christina von Bülow – Dexter

Nikolaj Nørlund/Naja Marie Aidt – Dexter

DR Big Band og Miho Hazama med John Scofield – DR Koncerthus