Folketingsvalget 2022 – opsamling

1. Resultatet har et spændende twist, som vil interessere politologer og jurister med speciale i valgsystemer. Det er sådan at S denne gang vandt et kredsmandat for meget i forhold til den nationale stemmeandel, hvilket ikke kan udjævnes i tillægsmandaterne.

Forklaringen er dels fordelingen mellem kreds- og tillægsmandater (135/40), dels at valgsystemet anvender d’Hondt ved fordelingen af kredsmandater. Sjovt nok skiftede Danmark fra Sainte-Lagüe til d’Hondt i forbindelse med omlægningen af valgkredsene ved strukturreformen efter ønske fra Venstre, men *mod* Socialdemokratiets vilje. (Ændringen medførte også at valgkredsene blev større)

Det ekstra mandat, plus det forhold at tre ud af fire nordatlantiske mandater er “røde”, indebar at det meget sent på valgaftenen blev klart at rød blok havde vundet det smalleste af flertal, hvilket også giver S og Mette Frederiksen fordelen i første runde af regeringsdannelsen.

En sidebemærkning er at nogle V-politikere har været ude og klage over valgsystemet (de er så meget hurtigt blevet lukket ned af partiets ledelse), ligesom KF har markeret utilfredshed med de nordatlantiske mandaters betydning. Her hører det med at den konservative leder Søren Pape forud har trådt gevaldigt i spinaten over for Grønland og ikke har så meget kredit blandt grønlandske ledere.

2. Overordnet er resultatet ellers næsten som ventet – fragmentering, specielt på den borgerlige side. Men det betyder at en regeringsdannelse eller politiske forlig i den kommende valgperiode kræver 4-5 deltagere.

3. De store tabere var som ventet V, DF og RV, der alle har gennemlevet ledelsesopgør og splittelse i den forgangne valgperiode. Lidt mere uventet gik EL og KF også tilbage.

Specielt KF’s leder Søren Pape står noget forpjusket tilbage. RV’s politiske leder Sofie Carsten Nielsen afgik dagen efter valget og blev erstattet af den mere åbent centristiske Martin Lidegaard.

4. De store vindere var omvendt M/Lars Løkke (der præsterede langt bedre end nogen havde forudset), DD/Inger Støjberg og LA (som ser ud til at have tiltrukket mange unge vælgere – som i Sverige ser der ud til at være en borgerlig bølge blandt første- og andengangsvælgere).

5. Mht. M kan man sige, at Løkke på den ene side mislykkedes med at vinde medianlegislatoren (den fik, afhængigt af perspektiv, RV eller grønlandske IA), men han kan være svær at komme uden om i den økonomiske politik. Et åbent spørgsmål er om partiet kan holde sammen i valgperioden – det ser ud som om partiets program ligger en del til højre for en del kandidater.

Pt. er meldingerne at Løkke i bedste kommunalpolitikerstil forsøger sig som alternativ forhandlingsleder med V og RV. Den proces kan blive spændende.

6. Det lykkedes for Alternativet at blive i Folketinget, hvilket ingen ville have forudset før sommeren. Det skyldes muligvis en blanding af støttestemmer og af at der er kommet organisatorisk ro på partiet.

7. Det lykkedes ikke for udbryderpartiet fra Alternativet, Frie Grønne, at blive valgt ind. Partiet fik 0,9% af stemmerne. Men som med Nyans i Sverige (og DENK i Holland) så vi at partiet fik pæne resultater i valgdistrikter med mange indvandrervælgere. Partilederen Sikandar Siddique har et stort netværk i pakistanske miljøer. Det kan blive interessant at følge.

8. Jeg har ingen idé om hvor længe regeringsdannelsen kommer til at tage, eller hvad den ender med. I første runde er Mette Frederiksen forhandlingsleder, men som nævnt synes der at være forsøg fra M’s (og V’s) side på at trække RV væk fra den røde blok.

Det betyder næppe at man vil få RV til at støtte V’s Jakob Ellemann som forhandlingsleder/statsminister i en omgang 2, men det er velkendt at RV’s strategi bygger på at minimere SF/EL/A’s politiske indflydelse (se også under Thorning I, hvor RV under Vestager satte alt ind på at sabotere SF).

Så prisen for en ny Frederiksen-regering kunne være krav om kraftigere arbejdskraftsudbudsreformer end S egentlig ønsker. Spørgsmålet er så om det ville være klogt for det meget svækkede RV at gå i regering.

Forresten har RV lidt det samme dilemma som M – partiers vælgere og kandidater ligger til venstre for folketingsgruppen.

9. Ikke de store overraskelser angående temaer – økonomi, sundhedsvæsenet og specielt sygeplejerskernes lønforhold fyldte (hvilket rejser en lang række spørgsmål om rammerne for den frie løndannelse). Som svenske kommentatorer bemærkede, glimrede integrationspolitikken ved sit fravær.

10. Første partiskift kom seks dage efter valget, idet Mette Thiesen forlod Nye Borgerliges folketingsgruppe af personlige årsager. Umiddelbart har dette ikke betydning for regeringsdannelsen.

Dansk politik 2019-2022/23 (ii)

Socialdemokratiet og regeringen

Et andet usædvanligt træk ved valgperioden fra 2019 er at den har budt på den første et-partiregering siden Anker Jørgensens fjerde regering 1979-1981, der har bestået uændret gennem en valgperiode – Lars Løkke Rasmussen omdannede som bekendt sin et-partiregering til en minoritetskoalition halvandet år inde i valgperioden 2015-2019. Ellers har traditionen siden 1982 været minoritetskoalitioner.

Et-partiregeringen var et aktivt valg for Socialdemokratiet under Mette Frederiksen: Formålet var at sikre maksimal parlamentarisk handlefrihed ved at holde Radikale Venstre ude af regeringsdannelsen. Ser man på Socialdemokratiets strategiske placering siden 2015 i et todimensionelt rum, kan man beskrive den som til venstre på den socioøkonomiske dimension – her var indførelsen af en speciel pensionsordning (“Arne-pensionen”) for arbejdere med mere end 40 år på arbejdsmarkedet et centralt element – og til højre på det, som i Danmark kaldes den værdipolitiske dimension (i Sverige vil man tale om TAN-siden af GAL/TAN-dimensionen).

For helt at forstå S’ position skal man dog supplere den værdipolitiske dimension med en geografisk (by/land eller center/periferi). Ved folketingsvalget i 2015 byggede DF’s fremgange også på partiets evne til at tiltrække vælgere uden for de økonomiske og administrative centre, og Socialdemokratiet har under Mette Frederiksen taget linjen op med kraftige angreb på en uddannelsesmæssig – snarere end økonomisk – elite (især identificeret med Socialdemokratiets traditionelle koalitionspartner Radikale Venstre, som har været placeret modsat DF på den værdipolitiske dimension).

Socialdemokratiets skift fra at være et storbyparti til et parti præget af landlig identifikation – for at bruge valgforskningens begreber – er koblet med forandringerne i den økonomiske struktur, hvor de større byer er præget af en vidensøkonomi, mens mere traditionel produktion er flyttet til mindre byer. Mobiliseringen omkring en center/periferi-dimension skal dog også ses som en konsekvens af strukturreformen fra 2007, hvor myndigheder og offentlig service blev koncentreret omkring større byer.

Rent praktisk har politikken på denne dimension især manifesteret sig som en fortsættelse af Løkke-regeringernes udlændingepolitik og beskæringer af udbuddet af pladser på videregående uddannelser i de fire store byer.

Prisen for fokuseringen på vælgere i periferien og den hårde retorik mod langvarigt uddannede i byerne viste sig ved kommunalvalget i 2021, hvor Socialdemokratiet gik kraftigt tilbage i alle de større byer. Partiet var ganske vist i stand til at beholde borgmesterposterne i København, Århus, Odense og Ålborg, men mistede stillingen som det største parti i København til Enhedslisten, og med tanke på de større byers økonomiske og demografiske position ligger her en langsigtet udfordring til Socialdemokratiet.

Venstres dilemmaer

Venstres situation efter valget i 2019 er en yderligere demonstration af de problemer, de større partier står overfor. På den ene side vandt V valget målt i stemmeandele, men da det skete på bekostning af specielt DF og LA, kunne valgsejren ikke omsættes til parlamentarisk indflydelse, og Lars Løkke Rasmussen måtte afgive statsministerposten.

Man kan se den første del af perioden efter valget som en proces hvor partiet skulle skille sig af med den gruppe, som i forskellige konstellationer havde ledet partiet siden slutningen af 1990’erne, for at kunne formulere en ny position.

Resultatet blev en ustabil alliance mellem de byliberale og landkonservative dele af partiet, repræsenteret af den nye partiformand Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg. Samtidig med processen mod Støjberg, som resulterede i at Ellemann-Jensen afsatte hende som næstformand, mistede V – historisk uhørt på Folketingsniveau – to MF’ere til Det Konservative Folkeparti.

I den anden side af spektret forlod den tidligere formand Lars Løkke Rasmussen partiet for at danne sit eget centristiske parti Moderaterne. Som konsekvens af den interne uro og usikkerhed om partiets kurs har Venstre tabt opbakning blandt vælgerne og står til at midste positionen som det største regeringsbærende borgerlige parti.

Man kan muligvis se Venstres situation som en effekt af at partiet står over for spørgsmålet om hvordan det i 2020’erne skal bygge bro mellem tre forskellige strømninger i og omkring partiet: En markedsliberal linje, som trækker tråde tilbage til linjen under Jakob Ellemann-Jensens far Uffe Ellemann-Jensen i 1980’erne, en socialkonservativ værdikampslinje, som bygger på linjen under Anders Fogh Rasmussen i 2000-tallet, og en velfærdsteknokratisk linje, udviklet omkring Lars Løkke Rasmussen og en mere eller mindre indflydelsesrig linje i partiet siden 1990’erne.

De tre linjer appellerer til forskellige grupper i vælgerkorpset og kan på forskellige områder være i konflikt med hinanden. Samtidig står ledelsen over for spørgsmålet om hvordan man prioriterer det som kan mobilisere afgrænsede grupper af vælgerkorpset (Støjberg og til dels Jakob Ellemann-Jensens styrke over for forskellige segmenter), det som kan mobilisere bredt (Fogh Rasmussens styrke) og det som kan gennemføres parlamentarisk – om nødvendigt med smalle flertal (Fogh Rasmussens og Løkke Rasmussens styrke).

Selv om V på kort sigt kunne drage fordel af DF’s sammenbrud – jf. fremgangen ved valget i 2019 – rejser DF’s sammenbrud spørgsmålet om de politiske succesformler, som blev udviklet i 1990’erne, og som har båret V-ledede regeringer fra 2001 til 2019, også vil fungere i 2020’erne.

Del i: Ustabile partier og DF’s sammenbrud

Del iii: Minkkommissionen og tiden frem til valget

Mette Stalin – eller kunsten at sidestille ting der ikke kan sidestilles

Berlingskes erhvervsredaktør Thomas Bernt Henriksens klummer er ofte fascinerende læsning – relevante temaer blandes med nogle besynderlige fejlskud og overdrivelser. Måske skal man sige, at etablerede medier kan lige så godt som de sociale medier i den polemiske genre?

Men – kan man problematisere den måde, Socialdemokratiet bedriver historieskrivning på?

Jo, det kan man i høj grad – det er bemærkelsesværdigt, hvordan nogle-og-tredive års socialdemokratisk historie fuldstændig udviskes eller affærdiges som et historisk fejltrin, og hvordan Frederiksens ideologiske garde systematisk har opbygget et nostalgisk billede af Det Ægte Socialdemokrati fra dengang det blev ledet af En Rigtig Arbejder – Anker Jørgensen, hvis nogen tvivler. Men fortæl for guds skyld ikke Tesfaye, Dybvad mfl. at Jørgensen læste digte (GYS!), og oven i købet modernistiske digte (DOBBELT GYS OG KORSETS TEGN!!). Eller at Jørgensen var formand for S i 1983, hvor den-der-lov-I-ved-nok-blev-vedtaget.

Men – kan man så sidestille den frederiksenske historieskrivning med Stalins?

Mig bekendt lever Helle Thorning og Bjarne Corydon i bedste velgående. Og Corydon kan vist oven i købet udtale sig offentligt uden frygt for natlige forsvindinger eller nakkeskud.

At Frederiksens brug af propagandainstrumenter (Facebook, Instagram, Aftenshowet) og afvisning af at stille sig til rådighed for kritisk debat er betænkelig, hører med i sammenhængen. Men vi er dog stadig et godt stykke vej fra Lubjanka-fængslet.

Er det så ok, at S tager afstand fra den økonomiske politik, der blev ført efter finanskrisen?

Modspørgsmål – hvordan ville dagens V- og KF-politikere mon reagere hvis man stillede dem til ansvar for VKR-regeringens politik? At S behændigt glemmer sin egen rolle 2011-2015 bør give anledning til almindelige politiske drillerier, og S’ ledelse skal naturligvis forsvare at partiet har skiftet politik. Dette gælder alle politiske partier.

Endelig er der et tema, Thomas Bernt Henriksen ikke adresserer, nemlig den omfattende diskussion, der føres både politisk og akademisk, om hvorvidt den økonomiske politik, Danmark og andre lande slog ind på fra 2010, var for stram og dermed forsinkede opsvinget efter finanskrisen væsentligt til skade for økonomien i almindelighed og beskæftigelsen i særdeleshed. Den socialdemokratiske glemsomhed kan ses som et politisk svar i denne diskussion – også selv om det er et svar, man ikke nødvendigvis finder korrekt eller tilfredsstillende, eller selv om man finder den måde, svaret bliver præsenteret på, problematisk.