Mette Stalin – eller kunsten at sidestille ting der ikke kan sidestilles

Berlingskes erhvervsredaktør Thomas Bernt Henriksens klummer er ofte fascinerende læsning – relevante temaer blandes med nogle besynderlige fejlskud og overdrivelser. Måske skal man sige, at etablerede medier kan lige så godt som de sociale medier i den polemiske genre?

Men – kan man problematisere den måde, Socialdemokratiet bedriver historieskrivning på?

Jo, det kan man i høj grad – det er bemærkelsesværdigt, hvordan nogle-og-tredive års socialdemokratisk historie fuldstændig udviskes eller affærdiges som et historisk fejltrin, og hvordan Frederiksens ideologiske garde systematisk har opbygget et nostalgisk billede af Det Ægte Socialdemokrati fra dengang det blev ledet af En Rigtig Arbejder – Anker Jørgensen, hvis nogen tvivler. Men fortæl for guds skyld ikke Tesfaye, Dybvad mfl. at Jørgensen læste digte (GYS!), og oven i købet modernistiske digte (DOBBELT GYS OG KORSETS TEGN!!). Eller at Jørgensen var formand for S i 1983, hvor den-der-lov-I-ved-nok-blev-vedtaget.

Men – kan man så sidestille den frederiksenske historieskrivning med Stalins?

Mig bekendt lever Helle Thorning og Bjarne Corydon i bedste velgående. Og Corydon kan vist oven i købet udtale sig offentligt uden frygt for natlige forsvindinger eller nakkeskud.

At Frederiksens brug af propagandainstrumenter (Facebook, Instagram, Aftenshowet) og afvisning af at stille sig til rådighed for kritisk debat er betænkelig, hører med i sammenhængen. Men vi er dog stadig et godt stykke vej fra Lubjanka-fængslet.

Er det så ok, at S tager afstand fra den økonomiske politik, der blev ført efter finanskrisen?

Modspørgsmål – hvordan ville dagens V- og KF-politikere mon reagere hvis man stillede dem til ansvar for VKR-regeringens politik? At S behændigt glemmer sin egen rolle 2011-2015 bør give anledning til almindelige politiske drillerier, og S’ ledelse skal naturligvis forsvare at partiet har skiftet politik. Dette gælder alle politiske partier.

Endelig er der et tema, Thomas Bernt Henriksen ikke adresserer, nemlig den omfattende diskussion, der føres både politisk og akademisk, om hvorvidt den økonomiske politik, Danmark og andre lande slog ind på fra 2010, var for stram og dermed forsinkede opsvinget efter finanskrisen væsentligt til skade for økonomien i almindelighed og beskæftigelsen i særdeleshed. Den socialdemokratiske glemsomhed kan ses som et politisk svar i denne diskussion – også selv om det er et svar, man ikke nødvendigvis finder korrekt eller tilfredsstillende, eller selv om man finder den måde, svaret bliver præsenteret på, problematisk.

Asger Aamund og antipolitikken

Asger Aamund har længe været fast inventar i medierne – herunder Mads og Monopolet og Berlingskes debatsektion – med kommentarer til alle mulige samfundsfænomener. Det er i sig selv ikke bemærkelsesværdigt: Mere interessant er, at Aamund selv efter 6. januar er én af de få danskere som støtter og forsvarer Donald Trump.

Carsten Fogh Nielsen har i en tråd på Twitter pillet Aamunds argumentation med hensyn til 6. januar fra hinanden og vist, at den ikke hænger sammen, men jeg mener, at der er mere ved fænomenet Aamund, som er værd at kigge på.

Først og fremmest synes nogen i medierne, at Aamund er værd at give taletid: Berlingske (og Jyllands-Posten mv) har debatredaktører. Så uanset om Aamunds argumentation er logisk sammenhængende eller ej, må der være et publikum – eller i internettets tidsalder: klik – til udtalelserne. Noget af engagementet kommer sikkert fra folk, der synes Aamund er helt til hest, men en hel del læsere vil sikkert nikke anerkendende til påstandende.

Her kom jeg i tanke om at jeg for en del år siden læste en af tidligere konservative finansminister Poul Møllers bøger om hans liv i politik. Her skrev Møller, at den mest fjendtlige modtagelse han fik som politiker mærkeligt nok ikke var fra politiske modstandere. Ved valgmøder i B&W’s kantine bestod publikum af kommunister og socialdemokrater, der nok kunne give Møller svar på tiltale, men indstillingen var noget i retning af “han er en af modstanderne, men det er politik, det handler om, så vi tager debatten”. I de lokale Rotary-klubber var stemningen snarere “han siger ganske vist at han én af os, men han er politiker, og dem har vi grundlæggende ingen respekt for”.

Aamund hører som person hjemme i Rotary-segmentet (her er det mindre vigtigt om han er med i Rotary eller ej), og det er værd at overveje forholdet mellem politik og erhvervsliv mere generelt. Jeg har gennem tiden læst et utal af interviews i erhvervssektioner med erhvervsledere, der har præsenteret sig således: “Jeg er Den Stærke Leder, der Skærer Igennem og Bestemmer (og i øvrigt burde samfundet ledes på samme måde uden hensyn til politisk kævl)”.

Den indstilling passer dårligt til den politiske verden, hvor forhandlinger og kompromisser er helt essentielle: Samfund er konfliktfyldte, og en af det politiske systems – og politikernes – vigtige opgaver er at integrere og balancere forskellige interesser. Man kan sige at politikken og erhvervslivet er forskellige systemer, der opererer efter forskellige koder. Politisk ledelse og erhvervsledelse er to forskellige ting.

Men forestillingen om politik og politikere som noget fejlbehæftet synes at være stærk i Aamund-segmentet. Man kan pege på at erhvervsledere gennem tiden ved forskellige lejligheder har interveneret i dansk politik for at få politikere erstattet med erhvervsledere eller i det mindste “upolitiske” figurer – spillet omkring Påskekrisen 1920 eller Højgaardkredsens intriger i 1940 kan være eksempler. Hvis Aamund kan fremstå som en smule løjerlig, er det fordi han ikke er en H.N. Andersen eller A.P. Møller. (Det skal her nævnes at det danske erhvervsliv har et tæt samarbejde med det politiske system gennem de forskellige interesseorganisationer, så der er også en accept i miljøet af modparten, og af at man har modparter, der spiller efter andre regler).

Der kan være mange gode grunde til at man ikke foretrækker en demokratisk eller en socialdemokratisk ledet regering – Danmark har som de fleste europæiske lande oppositionspartier der står på markedsøkonomiens og det liberale demokratis grund, mens forholdet er mere problematisk i USA. Problemet opstår, når man støtter en leder eller en politisk bevægelse, der som Donald Trump og Republikanerne underminerer centrale aspekter af det liberale demokrati.

Jeg vil hævde, at der er et rationale i Asger Aamunds fortsatte støtte til Donald Trump. Trump fremstår jo netop som den Succesrige Forretningsmand, der fejer alle de kævlende, kompromissøgende politikere af banen. Med Trump kan erhvervslivet desuden underkende politikkens gyldighed. Netop det det antipolitiske segment i erhvervslivet drømmer om.

Drømmen er så i øvrigt stærk, at Aamund overser at Trump faktisk ikke var en specielt succesrig forretningsmand – men han var god til at iscenesætte sig som sådan. Det er ikke noget tilfælde at det var et reality-tv-program var det, som bragte Trump det sidste stykke af vejen helt frem på den nationale arena. Og hvad kendetegner måske en Stærk Leder bedre end at han kan afslutte en seance med at råbe “DU ER FYRET”?

For at sammenfatte er min påstand, at Asger Aamunds argumentation ikke hænger sammen, fordi Trump er et idealbillede som Aamund projicerer sin antiparlamentariske og antipolitiske position på. Aamund går ud fra konklusionen at USA (og dermed også Danmark) skal ledes af en Stærk Leder fra Erhvervslivet, som ikke behøver tage sig af alt muligt kævl, og så søger han efter de brokker, der kan understøtte den. Det bliver lidt som et byggeri uden fundament og med vinduer der hænger frit i luften.

Aamund er også en påmindelse om et bredere fænomen i politik: Vi tænker som regel at støtten til antipolitiske standpunkter findes i marginaliserede kredse – jf. diskussionen af DF som udkantens parti. Det er ikke i sig selv forkert, men billedet er nok mere komplekst. Vi kan også finde tilsvarende positioner i elitekredse – men uden for den etablerede politiske elite. At Danmark med først Liberal Alliance og senest Nye Borgerlige har fået partier, der prøver at samle et borgerligt, antipolitisk segment op, kan også ses i dette perspektiv.