Nytårssjov i Venstre: Løse betragtninger

Altsammen i løs rækkefølge. Der er stof til adskillige artikler, hvis nogen har lyst

1. Det er ekstremt sjældent at tidligere danske statsministre forlader deres parti. Før Løkke skal vi tilbage til Knud Kristensen.

2. Knud Kristensens ustyrlige Sydslesvigpolitik gav forresten Venstre en stor valgsejr i 1947. Desværre på bekostning af V’s potentielle samarbejdspartnere. Så blev socialdemokraten Hans Hedtoft statsminister. (Det med at vinde på samarbejdspartnernes bekostning var noget Poul Hartling gentog i 1975. Der blev Anker Jørgensen statsminister)

3. Venstre har gennem tiden overlevet flere alvorlige kriser.

3a. I 1905 fik J.C. Christensen presset de byliberale (og nogle husmænd) ud – men trods ihærdige forsøg fik han ikke taget livet af de radikale.

3b. 1908-1910 bød på to år med totalt opbrud i partiet. Tæller vi de radikale med, var der valg som bød på fire Venstre-fraktioner. Roen lagde sig efter et forsvarsforlig, og fra 1910 havde Venstre kun én Rigsdagsgruppe.

3c. 1930’erne var en lang krisetid for partiet. Den parlamentariske ledelse måtte dels kæmpe med LS og Bondepartiet, dels Th. Madsen-Mygdal, der nok havde forladt Rigsdagen, men stadig sad som meget højlydt landsformand.

3d. Perioden 1960-1990 var én lang stagnationsperiode for Venstre. Alle regnede med at de konservative permanent ville overtage rollen som det dominerende borgerlige parti. Det tog Uffe Ellemann og co. fire-fem år at få deres projekt til at køre.

4. Sammenfattende skal man ikke undervurdere betydningen af en stærk partiorganisation med tilhørende talentrekruttering.

5. Venstres ledelse har været præget af intern ballade under Løkke (kamp med Kristian Jensen) og Ellemann (kamp med Støjberg). Hvor mange partier ville have overlevet ti år i den situation?

6. Ser vi på Lars Løkke, er hans habitus fascinerende. Uanset al snak om “Lille Lars fra Græsted” har han altid opført sig med en meget stærk sense of entitlement. Sådan en type er svær at have gående rundt.

6a. Løkke vil dog efterlade et par blivende aftryk på Danmark: Strukturreformen (hvis mål var at gøre velfærdsstaten til et supermarked for mellemklassen) og afskaffelsen af efterlønnen.

6b. Og i perioden 2015-2019 fik han vist at hverken LA eller DF rigtigt havde noget tøj på.

7. Inger Støjberg er også et fascinerende fænomen. Se tidligere blogpost. Men kort sagt vil jeg beskrive hende som en politiker hvis eneste kompetence er mobilisering.

8. Drømmen om den upolitiske regering (S-V, S-K, Martin Lidegaard, etc) er gammel. Den har aldrig haft nogen gang i virkeligheden. Det samme gælder drømmen om det upolitiske parti. (Sidst det blev forsøgt var i 2007 med Ny Alliance)

9. Hvis anti-integrationspolitik har været det gennemgående tema i dansk politik i 2000-tallet, så vandt Venstre (og DF) både slagene og krigen. Men det ser ud til at S har vundet freden ved at lægge sig til højre for DF. Det giver problemer for V og DF.

10. I det hele taget finder kampene i dansk politik anno 2021 sted i retning mod den autoritære pol (eller det værdipolitiske højre). Og ser vi på den kvadrant der rummer økonomisk og værdipolitisk højre, er fragmenteringen bemærkelsesværdig. Det minder lidt om venstrefløjen i 1970’erne.

10a. Men er der brug for/efterspørgsel efter endnu et parti i den kvadrant?

10b. Hvis vi vil lede efter politisk hjemløse i dansk politik, er det de grønne borgerlige, eller Connie Hedegaard-segmentet (værdipolitisk centrum-venstre, økonomisk højre). Segmentet udgør vist en cirka 5-10% af vælgerkorpset, men dækkes ikke af noget parti, efter at KF helt har opgivet den linje under Søren Pape, men går efter den autoritære borgerlighed.

11. Hvis jeg var Jakob Ellemann, ville jeg først tage en ordentlig whisky og fejre at jeg var sluppet af med to destruktive bagsædechauffører. Og efter en god nats søvn begynde arbejdet med at få formuleret et politisk projekt – også selv om 15% af vælgerne i første omgang er et realistisk mål.

12. Hvis jeg var politisk redaktør, ville jeg få mine journalister til at kontakte folk i Holland.

Løkke som kongekobra: En stolt Venstretradition?

Altingets Jakob Nielsen diskuterede i en tråd på Twitter hvordan man skulle vurdere Lars Løkke Rasmussens indsats som statsminister og politisk leder i perioden 2015-2019. Han endte med, blandt andet med henvisning til at Venstres fremgang ved valget skete på bekostning af DF og LA, at karakterisere Løkke som en kongekobra – en giftslange der blandt andet lever af at spise mindre slanger. Spørgsmålet er dog om Løkke er helt enestående blandt Venstreledere, når vi ser på historien.

I den nyere historie kan man pege på konflikterne mellem V og KF i Poul Schlüters regeringstid, hvor Uffe Ellemann-Jensen og Anders Fogh Rasmussen præsenterede Venstre som “regering og opposition” på samme tid. Ellemann-Jensen og Fogh har ganske vist senere talt om profileringen som et forsøg på at undgå at regeringerne stillede sig tilfreds med status quo, men der er ingen tvivl om at den konservative ledelse så på Venstre-ledelsens optræden som grænsende til illoyalitet over for den større regeringspartner.

Den konservative skepsis over for Venstre havde blandt andet sin rod i at V under Henning Christophersen i 1978 saboterede det fremvoksende firkløversamarbejde ved at indgå i forhandlinger og senere et decideret regeringssamarbejde med Socialdemokratiet. Det tog nogle år efter SV-regeringens sammenbrud inden de tre øvrige partier for alvor var parate til at genoptage samarbejdet – denne gang under ledelse af et styrket konservativt parti.

Går vi nogle år længere tilbage, vandt Poul Hartling en af V’s største valgsejre i 1975, hvor partiet næsten fordoblede sin vælgertilslutning. Observatører kunne imidlertid ikke undgå at bemærke at sejren entydigt var vundet på bekostning af de øvrige borgerlige partier, idet KF led endnu et alvorligt nederlag, ligesom CD var tæt på at blive udslettet ved sit andet valg. Processen efter valget var ganske vist tæt på at lede til en firkløverregering, men følelserne og relationerne mellem de borgerlige partier var kølige efter 1975-valget. I 1977 tabte Hartling i øvrigt hele det vundne igen, hvilket næppe ledte til dyb sorg hos de øvrige borgerlige partier.

Valget i 1947 var endnu et eksempel på en Venstre-sejr der blev vundet på samarbejdsparternes bekostning: Knud Kristensen udnyttede en nationalistisk bølge og en alvorlig konservativ splittelse til at sikre en kraftig fremgang til sit parti. At fremgangen så viste sig at være uanvendelig politisk og at Venstre også her tabte hele det vundne ved næste valg, hører med til historien.

Går vi 18 år længere tilbage i historien, er giftgasvalget i 1929 måske det som har sat sig de længste aftryk i dansk politisk historie. Her tabte Venstre ganske vist både regeringsmagten og stemmeandele og mandater, men forhistorien var statsminister Thomas Madsen-Mygdal negligering af det konservative støtteparti. Resultatet af selvovervurderingen hos Venstre-ledelsen blev 11 års socialdemokratisk-radikalt styre.

Sammenfattende kan man pege på at Løkke i 2019 skrev sig ind i en lang tradition hos Venstre-ledere for at underminere samarbejdspartnerne i den borgerlige blok til fordel for kortsigtede vælgermæssige gevinster. Der synes altså at være noget mere end blot personlige egenskaber på spil: Partikulturen hos Venstre er også en del af historien.

PS: Man kan også finde eksempler på Venstre-ledere der har været mere forsigtige. Den snu Erik Eriksen forstod at vejen til mere stabil borgerlig indflydelse gik gennem et samarbejde med de konservative. Eriksens problem i 1950’erne bestod i at Det Radikale Venstre endnu var kraftig modstander af konservativ regeringsdeltagelse.