Ord og folkeslag: En tur rundt om Tyskland som eksempel

For en del år siden sad jeg og snakkede med en af mine daværende kollegaer på hans kontor og blev i den forbindelse opmærksom på at han havde en plakat for det polske ølmærke Tyskie hængende. Eftersom danskere forbinder tyskere med øl (og pølser), var det naturligvis ret sjovt – herhjemme taler vi jo også om bajere (efter bayersk øl).

Min kollega måtte dog gøre mig opmærksom på at øllets navn intet havde med hverken Tyskland eller tyskere at gøre: Tyskie kommer helt enkelt fra byen Tychy – som i øvrigt også har et tysk navn: Tichau. Og polakkerne havde et helt andet ord for tyskere og Tyskland.

Faktisk viser det sig at Tyskland og tyskere har mange navne, hvilket sandsynligvis skyldes at de gennem tiden har haft mange – både fredelige og krigeriske – interaktioner med andre europæiske folkeslag. Følgende er hvad en tur rundt på den tyske og engelske Wikipedia giver.

I Skandinavien anvender vi dybest set tyskernes egen betegnelse for dem selv og deres land: Deutsch og Deutschland. Søger man lidt i etymologien, synes tysk/deutsch at betyde noget i retning af “den der hører til folket”. En af vore egne, om man vil.

Ud over de nordgermanske sprog har nederlandsk også overtaget den tyske betegnelse for tysk (“duits”), men forvirrende nok kalder englænderne nederlænderne for tyskere (“dutch”) og tyskerne for germanere. Englændernes noget anstrengte forhold til nederlænderne afspejles i øvrigt af at “dutch” indgår i en lang række stærkt negativt ladede udtryk – “dutch courage” er nok det mest kendte.

Hvor kommer germanerne (Germany/Germans) så fra? Udtrykket synes at være af keltisk oprindelse og betyde enten “råbende” eller “nabo”. Man skal her tænke på at det som nu er Frankrig og Belgien for cirka 2000 år siden var beboet af keltisk-talende folkeslag, hvorfor romerne mødte germanerne via kelterne. Englænderne (der selv har delvis germansk baggrund gennem anglosakserne – Eng’et i England stammer fra navnet på folkegruppen Anglere, der jo igen kommer fra halvøen Angeln i Sydslesvig) har så overtaget det latinske udtryk for landet og folket.

Men der er mere: Franskmændene og andre romansktalende folk taler om les allemands og Allemagne, og her har vi med en gruppe af germanske stammer af gøre – alemannerne, som holdt til i det, der nu er delstaten Baden-Württemberg og det tysktalende Schweiz. Schwyzerdütsch består af alemanske dialekter, og der er stadig et dialektkontinuum mellem det vestlige Sydtyskland og Schweiz. Selv om Schwyzerdütsch er nærmest uforståeligt for danskere, er det i øvrigt ikke kaudervælsk: Det udtryk er sandsynligvis afledt af betegnelsen for det rætoromansk der tales omkring byen Chur. (Det med det vælske vender vi tilbage til).

Germanisterne forsøger stadig at finde ud af hvad navnet alemanner kommer af – aktuelt synes det bedste gæt at være noget i stil med “alle mænd/mennesker”, hvilket så igen skal forstås som betegnelsen for en bestemt alliance af stammer, der hørte hjemme i det nuværende sydvestlige Tyskland.

Bare for at øge forvirringen insisterer finnerne og estlænderne på at kalde tyskerne for saksere og hele landet for Sachsen (Saksa). Logikken skal nok søges i at det egentlige saksiske område lå i det, vi nu kalder Nedersaksen og kystegnene mod Vesterhavet og Østersøen, så finnerne har haft kontakt med handlende der betegnede sig selv som saksere. Betegnelsen synes at være ligetil: Sakserne var kendt for en bestemt form for knive eller skæreinstrumenter. Dog hedder en saks eine Schere på tysk, og sakse er i øvrigt kendt helt tilbage fra oldtidens Mesopotamien.

Hvordan det, som nu er den tyske delstat Sachsen kom til at hedde Sachsen, er til gengæld en anden og længere historie.

Men hvad med slaverne og tyskerne? Svaret er at polakker kalder Tyskland Niemcy – og ordet for tyskere er niemcy (jeg har sikkert glemt nogle diakritiske tegn her, men håber på tilgivelse fra eventuelle polskkyndige læsere). Så vidt man kan regne ud, kommer det fra det slaviske udtryk for stum eller umælende, mens slavisk omvendt kommer fra det protoslaviske udtryk for “ord” eller “talende”. Man kan måske her se en parallel i kelternes navn for tyskerne som de råbende: De var i hvert fald ikke til at føre en fornuftig dialog med.

At folkeslag kalder sig selv “mennesker”, “fælleskab” eller “de talende” er forresten ret almindeligt (se også under “inuit”), mens andre folkeslag vrøvler eller larmer – det er også her, det oprindeligt græske udtryk barbar kommer fra: Det anvendte hellenerne som betegnelse for ukultiverede folk, der bare lavede uforståelige lyde.

Tyskerne synes generelt at leve udmærket med de forskellige betegnelser – i det polske/slaviske tilfælde måske fordi de tyske folkeslag historisk enten ignorerede eller invaderede Polen – men man bør som dansker tænke sig om to gange inden man anvender udtrykket pølsetysker i vort sydlige naboland. Hvor meget tyskerne end holder af Frankfurtere, Thüringer Bratwurst eller Weißwurst (altsammen gerne nydt med rigelige mængder øl), aner de nok at der er tale om en kraftigt nedsættende betegnelse – lidt som når man siger om et folkeslag, at det er dem der æder råt kød.

Vores sydlige naboer har returneret fornærmelsen ved at gøre den svenske kok i Muppet Show dansk: Det eneste nogenlunde forståelige udtryk i alt hans volapyk er ordet “smørrebrød”. At svenskerne i øvrigt mener at danskerne ernærer sig på en diæt af Grøn Tuborg, Gammel Dansk og røde pølser, noteres blot i forbifarten. Måske forveksler svenskerne bare danskere og tyskere.

PS: Historisk synes tyskerne at have brugt udtrykkene welsch og wendisch om henholdsvis de romansk- og slavisktalende folkeslag. Wendisch gik af brug i middelalderen og overlever kun i stednavne – måske Vindegade i Odense er et minde om middelalderlige forbindelser med vores sydøstlige naboer? – mens welsch fik en kraftigt nedsættende klang – ikke mindst i forbindelse med den tyske nationalismes storhedstid 1850-1945 – og derfor helt undgås nu. Dog beholder Wallonien sit navn, både på fransk, flamsk og tysk.

Medisterpølsen og den krænkede DF’er

De seneste udspil fra det kriseramte Dansk Folkeparti er interessante på flere måder. Et eksempel er det opslag, Peter Skaarup for nylig lavede på Facebook, hvor han beklager sig over en medisterpølse fra Aldi. Medisterpølsen følger blandt andet i sporet på klager fra forskellige aktører på det radikale højre over Ikeas vinterudsmykning, vinterboller fra Føtex og tilsvarende, men lad os se på opslaget (det er et screengrab, så man risikerer ikke at blive sporet af Facebook):

For nu at begynde med det nederste: Det virker mærkeligt at Skaarup siger at han ikke vil starte en konflikt, når vi har en serie af opslag fra DF’ere over temaet “vi må ikke sige jul, fordi muslimer”. Påstanden giver dog mening når man erindrer at Skaarup arbejder i et populistisk perspektiv, hvor han repræsenterer Folket (i bestemt ental), og dermed er den eneste som legitimt kan udtale sig i sagen. Med det udgangspunkt er det den der modsiger Skaarup, der skaber konflikten.

Så har vi et eksempel på det man på engelsk kalder “dog-whiste politics” i formuleringen. Skaarup nævner jo ikke muslimer nogen steder, blot at “det er for meget med de hensyn man skal tage”. Man behøver dog ikke være specielt indviet for at regne ud, at hans påstand er at Aldi ikke sælger julemedisterpølser for ikke at støde muslimer.

Der er så en logisk fejlslutning i Skaarup argument, fordi medisterpølsen indeholder svinekød, som jo er tabu for muslimer. Vi må trods alt antage at hvis en muslim kan læse deklarationen “Vintermedister”, så kan hun nok også læse indholdsdeklarationen. Her har krænkelsesfølelsen vundet over logikken hos Skaarup.

Her må vi lige hæve blikket fra køledisken og se mere generelt på den aktuelle DF-kampagne. Den er nemlig ikke specielt dansk, men en aflægger af den kampagne demagoger på den ekstreme højrefløj i USA har ført de seneste cirka 20 år, med påstanden om at liberale, multikulturelle eliter (her har vi tre af de værste skældsord i DF-universet samlet) konspirerer om at underminere kristne, amerikanske traditioner.*

Der er nogle problemer med argumentet: For det første skal man finde bevis for at julen som sådan er trængt ud af den offentlige sfære i USA, og for det andet at den yderste venstrefløj succesfuldt har konspireret med dybt kapitalistiske foretagener. Tanken om en multikulturel marxistisk-kapitalistisk konspiration mod Folket er forresten hentet fra det tidlige 1900-tals antisemitiske tankegods, men i det hele taget er det svært at finde eksempler på større protester mod markedsføring af juleting i USA eller Danmark. Om noget er perioden op mod jul blevet mere kommercialiseret de seneste 20 år.

Nogle vil sikkert pege på den amerikanske brug at formuleringerne “Season’s greetings” og “Happy Holidays” som et eksempel på islams og hele den skadelige multikulturalismes infektion af offentligheden, men udtrykkene stammer nu tilbage fra den viktorianske tidsalder. Igen er det snarere massekonsumptionens logik end noget andet, vi skal bruge som forklaring.

Og dermed er vi tilbage ved vintermedisteren, vinterbollen og vinterudsmykningen. Ser man på medisterpølsens indholdsdeklaration, er det faktisk svært at se hvad der adskiller den fra en almindelig medisterpølse. Vinterbollen erstatter ikke julebollen, men er et selvstændigt produkt. Og Ikea motiverer navngivningen af kollektionen Vinterfest med at kunderne så kan bruge tingene uden for december måned.

Det fælles træk er kort og godt forsøg på at skabe nye markeder – præcis som vi i de senere årtier har set skabelsen af nye “traditioner”, hvis funktion først og fremmest er at få os til at forbruge mere. Tænk på den efterhånden etablerede Hallowe’en, Black Friday og senest Singles’ Day. Hvis noget udfordrer julen, er det snarere en amerikansk inspireret kommercialisme. (Forresten er julesweatre åbenbart årets nye hit – og med tanke på hvad vi efterhånden ved om modeindustriens belastning af miljøet lokalt og globalt kunne man spørge om det er særligt hensigtsmæssigt at promovere tøj der kun bruges en kort tid, og måske kun et enkelt år).

Peter Skaarups og de øvrige højrefløjsdebattørers kampagne rejser dog yderligere et vigtigt spørgsmål, nemlig om identitetspolitik og krænkelsesparathed i dansk politik. I den almindelige debat – især i borgerlige avisers debatsektioner – kobles identitetspolitik og angivelig krænkelsesparathed med venstreorienterede og – endnu værre – multikulturelle standpunkter, men hvis vi ser på hvilke politisk indflydelsesrige aktører i Danmark, der bygger på et identitetspolitisk fundament og som anvender henvisninger til krænkelser som det af deres agitation, står Dansk Folkeparti som pragteksemplet.

Den højt besungne værdipolitik, som har domineret dansk politik siden årtusindskiftet, er netop identitetspolitik – med et formål at ekskludere individer, der ikke fuldt ud tilhører et påstået dansk folkefælleskab – og man vil kunne finde mange eksempler på DF’ere der giver udtryk for at være krænkede eller forulempede, når de møder fænomener uden for deres kulturelle referenceramme. Her er det ikke kun muslimer, der vækker DF’ernes krænkelsesparathed: Tænk fx. på partiets tidligere leder Pia Kjærsgaard, der i foråret klagede over at der var for mange bøsser i det Europæiske Melodigrandprix. Behovet for at være krænket ligger dybt i DF-kulturen og den øvrige højrefløjskultur, og den er ikke et specielt dansk fænomen.

PS: Vi finder også krænkelsesparatheden andre steder på den danske højrefløj end hos DF. Sidste jul havde Venstrepolitikere travlt med at flashe hamburgerrygge og medisterpølser på de sociale medier i deres kamp mod den angivelige islamisering, og V-MF’eren Mads Fuglede stillede sig helt bag Peter Skaarup i angrebet på Ikea. Inger Støjbjergs åbne og skjulte angreb på muslimer vil være velkendte.