Dansk politik 2019-2022/23 (iii)

COVID og Minkkommissionen

Valgperioden blev præget af COVID-19-pandemien. På den ene side forstyrrede pandemien regeringens politiske planer, fordi fokus fra foråret 2020 i stor udstrækning kom til at ligge på den akutte håndtering af de tre smittebølger. På den anden side slap Danmark forholdsvis let gennem pandemien med indgreb, som var begrænsede sammenlignet med, hvad man så i det sydlige og vestlige Europa.

Allerede fra pandemiens begyndelse blev der dog rejst kritik af statsministerens meget centraliserede og hierarkiske ledelsesstil – understøttet af Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen – som iøvrigt også havde manifesteret sig på andre politikområder siden regeringsskiftet i sommeren 2019.

Krisestyringen udløste et politisk opgør efter at det viste sig, at regeringen i november 2020 med henvisning til en sandsynlig fare for spredning af en COVID-mutation gennem minkfarme lukkede samtlige danske minkfarme og gennemførte aflivning af alle mink uden på forhånd at have sikret sig at der var lovhjemmel for indgrebet.

Regeringen fik ganske vist i løbet af et par uger indgået en aftale med SF, RV, EL og Alternativet, som sikrede hjemlen, ligesom fødevareminister Mogens Jensen påtog sig det politiske ansvar og afgik, men der var allerede på det tidspunkt rejst spørgsmål om statsministerens og Statsministeriets rolle som drivende og kontrollerende i processen.

Som konsekvens af indgrebet besluttede Folketinget i foråret 2021 at nedsætte en granskningskommission, som afgav sin betækning i slutningen af juni 2022. Kommissionen konkluderede at Statsministeriet reelt havde haft en central rolle i processen op til beslutningen om at aflive alle mink og at en række højtstående embedsmænd – herunder Statsministeriets departementschef – havde handlet kritisabelt.

Politisk interessant var at kommissionen konkluderede at Mette Frederiksen objektivt, men ikke overlagt, havde vildledt Folketinget i sine orienteringer, idet vildledningen skyldtes mangelfuld rådgivning fra embedsværket.

Reaktioner på kommissionen og optakt til valgkamp

Kommissionens rapport fik de forventede reaktioner, hvor Socialdemokratiet søgte at skærme statsministeren mod kritik, støttepartierne EL og SF var forholdsvis afdæmpede, og de borgerlige oppositionspartier fokuserede deres kritik på statsministeren. Et forhold, som komplicerede situationen, var at de borgerlige partier i foråret 2021, længe inden rapportens offentliggørelse, havde støttet et borgerforslag, der krævede statsministeren stillet for en rigsret.

For udenforstående lignede specielt V’s og KF’s optræden et forsøg på parlamentarisk gengældelse for beslutningen om at rejse rigsretssag mod tidligere integrationsminister Inger Støjberg, som på det tidspunkt endnu ikke var blevet dømt for overtrædelse af ministeransvarlighedsloven.

I første omgang kom reaktionerne dog til at handle om, hvorvidt Folketinget ligesom efter offentliggørelsen af Instrukskommissionens rapport skulle bestille en redegørelse fra advokater om muligheden for at rejse tiltale mod statsministeren ved en rigsret, eller om sanktionerne skulle være af parlamentarisk art i form af kritik af (på dansk kaldet “en næse”) statsministeren.

Også her delte Folketinget sig efter de politiske blokke, idet Radikale Venstre stod med de afgørende stemmer, idet regeringen og dens øvrige støttepartier ville afværge kritikken, mens de borgerlige partier krævede en advokatundersøgelse – sandsynligvis i håbet om at kunne starte en rigsretssag

RV valgte at placere sig mellem regering og opposition, idet partiet på den ene side ikke ville støtte en advokatundersøgelse, men mente at parlamentarisk kritik af statsministeren var en tilstrækkelig sanktion. På den anden side udtalte partiet også, at det ikke havde tillid til statsministeren i den nuværende konstellation, og at det ville vælte regeringen ved en mistillidsafstemning, hvis ikke statsministeren udskrev valg til Folketinget senest ved tingets åbning i oktober 2022.

Manøvren er svær at gennemskue for folk uden for snævre Christiansborg-cirkler, men RV har i princippet trukket sig fra regeringens parlamentariske grundlag med forsinket udløsning. Normalt besidder statsministeren (juridisk: monarken) alene retten til at udskrive folketingsvalg, men her fratager RV – hvis partiet gør alvor af truslen – statsministerens mulighed for at time et valg, så det er mest fordelagtigt for Socialdemokratiet.

Det hele kompliceres dog af, at RV har antydet, at partiet vil støtte Mette Frederiksen efter valget – dog under forudsætning af, at den nuværende et-partiregering erstattes af en koalitionsregering med radikal deltagelse.

Ud over de forhindringer det besværlige forhold mellem Socialdemokratiet og Radikale Venstre under Mette Frederiksen kan give for en sådan konstellation, står RV med udfordringen at formidle til vælgerne, at partiets træk ikke kun handler om ministerposter (office, i politologisk jargon), men også om at forbedre mulighederne for at gennemføre centrale dele af partiets politik (policy, i politologisk jargon).

Temaer i valgkampen

Valgkampe kan være svære at forudsige. En aktuel måling fra Politiken viser dog at sundhedspolitik (herunder hospitaler) sammen med miljø og klima og generel økonomi, er de temaer, der står højst på vælgernes dagsorden. Miljø og klima vil normalt give venstresiden en fordel (om end Socialdemokratiet er splittet mellem klimapolitik og traditionelle industrihensyn), mens betydningen af sundhedspolitik og økonomi kan være sværere at vurdere – venstresiden vandt valget i 2011, som var det første siden 1990’erne, hvor økonomi var højt på dagsordenen, mens sundhedspolitikken (sammen med indvandring og integration, der er længere nede på dagsordenen nu) gav højresiden fordele ved valgene i 2000-tallet.

Fragmenteringen – især på højrefløjen, men også i dele af venstrefløjen – gør dog ligesom spørgsmålet om centre/periferi-dimensionens betydning i en valgkamp resultatet af en valgkamp og den efterfølgende regeringsdannelse vanskelig at forudsige.

Tillæg: Første måling efter sommeren og udviklingen i Mette Frederiksens popularitet.

Dansk politik 2019-2022/23 (i)

Dansk politik 2019-2022/23 (ii)

Dansk politik 2019-2022/23 (ii)

Socialdemokratiet og regeringen

Et andet usædvanligt træk ved valgperioden fra 2019 er at den har budt på den første et-partiregering siden Anker Jørgensens fjerde regering 1979-1981, der har bestået uændret gennem en valgperiode – Lars Løkke Rasmussen omdannede som bekendt sin et-partiregering til en minoritetskoalition halvandet år inde i valgperioden 2015-2019. Ellers har traditionen siden 1982 været minoritetskoalitioner.

Et-partiregeringen var et aktivt valg for Socialdemokratiet under Mette Frederiksen: Formålet var at sikre maksimal parlamentarisk handlefrihed ved at holde Radikale Venstre ude af regeringsdannelsen. Ser man på Socialdemokratiets strategiske placering siden 2015 i et todimensionelt rum, kan man beskrive den som til venstre på den socioøkonomiske dimension – her var indførelsen af en speciel pensionsordning (“Arne-pensionen”) for arbejdere med mere end 40 år på arbejdsmarkedet et centralt element – og til højre på det, som i Danmark kaldes den værdipolitiske dimension (i Sverige vil man tale om TAN-siden af GAL/TAN-dimensionen).

For helt at forstå S’ position skal man dog supplere den værdipolitiske dimension med en geografisk (by/land eller center/periferi). Ved folketingsvalget i 2015 byggede DF’s fremgange også på partiets evne til at tiltrække vælgere uden for de økonomiske og administrative centre, og Socialdemokratiet har under Mette Frederiksen taget linjen op med kraftige angreb på en uddannelsesmæssig – snarere end økonomisk – elite (især identificeret med Socialdemokratiets traditionelle koalitionspartner Radikale Venstre, som har været placeret modsat DF på den værdipolitiske dimension).

Socialdemokratiets skift fra at være et storbyparti til et parti præget af landlig identifikation – for at bruge valgforskningens begreber – er koblet med forandringerne i den økonomiske struktur, hvor de større byer er præget af en vidensøkonomi, mens mere traditionel produktion er flyttet til mindre byer. Mobiliseringen omkring en center/periferi-dimension skal dog også ses som en konsekvens af strukturreformen fra 2007, hvor myndigheder og offentlig service blev koncentreret omkring større byer.

Rent praktisk har politikken på denne dimension især manifesteret sig som en fortsættelse af Løkke-regeringernes udlændingepolitik og beskæringer af udbuddet af pladser på videregående uddannelser i de fire store byer.

Prisen for fokuseringen på vælgere i periferien og den hårde retorik mod langvarigt uddannede i byerne viste sig ved kommunalvalget i 2021, hvor Socialdemokratiet gik kraftigt tilbage i alle de større byer. Partiet var ganske vist i stand til at beholde borgmesterposterne i København, Århus, Odense og Ålborg, men mistede stillingen som det største parti i København til Enhedslisten, og med tanke på de større byers økonomiske og demografiske position ligger her en langsigtet udfordring til Socialdemokratiet.

Venstres dilemmaer

Venstres situation efter valget i 2019 er en yderligere demonstration af de problemer, de større partier står overfor. På den ene side vandt V valget målt i stemmeandele, men da det skete på bekostning af specielt DF og LA, kunne valgsejren ikke omsættes til parlamentarisk indflydelse, og Lars Løkke Rasmussen måtte afgive statsministerposten.

Man kan se den første del af perioden efter valget som en proces hvor partiet skulle skille sig af med den gruppe, som i forskellige konstellationer havde ledet partiet siden slutningen af 1990’erne, for at kunne formulere en ny position.

Resultatet blev en ustabil alliance mellem de byliberale og landkonservative dele af partiet, repræsenteret af den nye partiformand Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg. Samtidig med processen mod Støjberg, som resulterede i at Ellemann-Jensen afsatte hende som næstformand, mistede V – historisk uhørt på Folketingsniveau – to MF’ere til Det Konservative Folkeparti.

I den anden side af spektret forlod den tidligere formand Lars Løkke Rasmussen partiet for at danne sit eget centristiske parti Moderaterne. Som konsekvens af den interne uro og usikkerhed om partiets kurs har Venstre tabt opbakning blandt vælgerne og står til at midste positionen som det største regeringsbærende borgerlige parti.

Man kan muligvis se Venstres situation som en effekt af at partiet står over for spørgsmålet om hvordan det i 2020’erne skal bygge bro mellem tre forskellige strømninger i og omkring partiet: En markedsliberal linje, som trækker tråde tilbage til linjen under Jakob Ellemann-Jensens far Uffe Ellemann-Jensen i 1980’erne, en socialkonservativ værdikampslinje, som bygger på linjen under Anders Fogh Rasmussen i 2000-tallet, og en velfærdsteknokratisk linje, udviklet omkring Lars Løkke Rasmussen og en mere eller mindre indflydelsesrig linje i partiet siden 1990’erne.

De tre linjer appellerer til forskellige grupper i vælgerkorpset og kan på forskellige områder være i konflikt med hinanden. Samtidig står ledelsen over for spørgsmålet om hvordan man prioriterer det som kan mobilisere afgrænsede grupper af vælgerkorpset (Støjberg og til dels Jakob Ellemann-Jensens styrke over for forskellige segmenter), det som kan mobilisere bredt (Fogh Rasmussens styrke) og det som kan gennemføres parlamentarisk – om nødvendigt med smalle flertal (Fogh Rasmussens og Løkke Rasmussens styrke).

Selv om V på kort sigt kunne drage fordel af DF’s sammenbrud – jf. fremgangen ved valget i 2019 – rejser DF’s sammenbrud spørgsmålet om de politiske succesformler, som blev udviklet i 1990’erne, og som har båret V-ledede regeringer fra 2001 til 2019, også vil fungere i 2020’erne.

Del i: Ustabile partier og DF’s sammenbrud

Del iii: Minkkommissionen og tiden frem til valget

Dansk politik 2019-2022/23 (i)

Teksten er skrevet til gamle svenske kollegaer. Eftersom hele redegørelsen blev ret lang, deler jeg den op i tre poster, som kommer i løbet af ugen.

Dansk politik befinder sig ved indgangen til folketingsåret 2022-23 i en speciel situation, hvor såvel tidspunktet for valgets udskrivelse og afholdelse som valgets resultat og den følgende regeringsdannelse er svære at forudsige. Tilsvarende har valgperioden 2019-2022/23 også været speciel sammenlignet med de foregående valgperioder.

Ustabile partier

På det parlamentariske niveau har Folketinget siden 2019 været præget af et usædvanligt højt antal partiskift, hvor folketingsmedlemmer enten har sluttet sig til et nyt parti eller er blevet løsgængere. Sammenbruddene i Alternativet – hvor fire af fem MF’ere forlod partiet i forbindelse med en konflikt over valget af partistifteren Uffe Elbæks efterfølger som leder – og Dansk Folkeparti – som mistede 11 af 16 MF’ere i foråret 2022 efter valget af Morten Messerschmidt som ny formand – forklarer en stor del af partiskiftene, men alle partier med undtagelse af Enhedslisten og Nye Borgerlige har enten mistet eller fået MF’ere i løbet af valgperioden.

Kommentatorer har overvejet om ustabiliteten er resultatet af en ny politisk kultur, hvor politikere kortsigtet vælger partier efter hvad de mener, fremmer deres politiske karriere (Ida Aukens skift fra SF til RV til S kan måske stå som eksempel her) i stedet for at bygge karrierer ud fra loyalitet over for partiorganisationer. Man kan også pege på at flere moderne partier bliver dannet omkring en leder, mens forankringen i en masseorganisation er mindre vigtig.

Erhard Jakobsens CD (1973-2001) kan ses som en forløber, men Dansk Folkeparti omkring Pia Kjærsgaard, Alternativet (og senere Frie Grønne) omkring Uffe Albæk, Nye Borgerlige omkring Pernille Vermund og Moderaterne omkring tidligere statsminister og V-formand Lars Løkke Rasmussen er aktuelle eksempler. Liberal Alliance blev ganske vist dannet af trekløveret Anders Samuelsen, Gitte Seeberg og Naser Khader, men udviklede sig snart til Anders Samuelsens projekt. Her bliver det spændende at se om partiet ved det kommende valg overlever Samuelsens fald i 2019 og skiftet af partileder.

Det kommende valg vil desuden byde på en sort hest i form af Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne, som blev opstillingsberettigede før sommeren 2022. Støjberg kom fra en solid karriere i Venstre, som kulminerede med posterne som integrationsminister 2015-2019 og næstformand for Venstre 2019-2020. Støjberg blev efter en rigsretssag i 2021 idømt fængselsstraf for overtrædelse af ministeransvarlighedsloven og efterfølgende kendt uværdig som medlem af Folketinget – endnu et usædvanligt træk ved den aktuelle valgperiode – men satser på at blive indvalgt ved det kommende valg, hvor hun har afsonet sin straf. Her spekulerer kommentatorer i i hvilken udstrækning Støjberg vil åbne partiets kandidatlister for tidligere DF-politikere.

Specielt Støjbergs og Danmarksdemokraternes entré gør det svært at forudsige det kommende valg med nogen sikkerhed. De første målinger har vist en tilslutning til Støjbergs parti på omkring 10% – hvilket til dels opnås på DF’s, NB’s, V’s og KF’s bekostning – men det er svært at afgøre om tilslutningen vil holde i en valgkamp. Dertil kommer at tre yderligere nye partier er opstillingsberettigede ved det kommende valg – Veganerpartiet og Frie Grønne (udbrydere fra Alternativet) på venstrefløjen, Moderaterne i centrum samt Danmarksdemokraterne på højrefløjen.

Dansk Folkepartis sammenbrud

Dansk Folkeparti var frem til og med valget i 2015 en succeshistorie, hvor partiet under først Pia Kjærsgaards og siden 2012 Kristian Thulesen Dahls ledelse viste at det i modsætning til Fremskridtspartiet var i stand til at fungere som et troværdigt parlamentarisk grundlag for borgerlige regeringer med en stabil organisation. Partiet var også i stand til at sætte dagsordnerne på det udlændingepolitiske område – værdipolitik i dansk politisk sprogbrug.

Siden efteråret 2018 har partiet imidlertid befundet sig i en accelererende krise. Det er lidt uklart i hvilken udstrækning krisen skyldes politiske, personlige eller strategiske forhold – kommentatorer har peget på, at DF har undladt at foretage en systematisk politikudvikling, hvilket åbnede feltet for mere professionelt drevne partier som Socialdemokratiet, ligesom spørgsmålet om hvilken rolle generationen efter Thulesen Dahl mfl. skulle spille på længere sigt, ikke var afklaret. Endelig åbnede tilnærmelserne mellem S og DF på pensionsområdet op til valget i 2019 også for en strategisk usikkerhed om DF’s parlamentariske rolle.

Efter det kraftige nederlag ved valget i 2019 – hvor DF også blev udsat for konkurrence på udlændingeområdet fra Nye Borgerlige – blev ledelseskrisen kronisk, men Kristian Thulesen Dahl formåede at forblive som formand frem til kommunalvalget i 2021, der blev endnu et klart nederlag for partiet. Morten Messerschmidt, Pia Kjærsgaards foretrukne kandidat som Thulesen Dahls efterfølger, var belastet af en retssag om misbrug af EU-midler i fiktive partier og kontroversiel internt i partiet. Processen op til og efterveerne efter Thulesen Dahls afgang og valget af Messerschmidt som ny formand i januar 2022 bragte dybe interne konflikter op til overfladen, og viste at Kjærsgaard havde mistet sin magt over partiet. Resultatet blev en masseudmeldelse af MF’ere, så partiet som nævnt blev reduceret fra 16 til 5 MF’ere, ligesom meningsmålinger antyder at partiet nu ligger i nærheden af spærregrænsen på 2%.

Seneste meningsmåling før sommerferien 2022

Altinget: Risbjerg-snittet juni 2022 (kræver evt. indlogning)

Del ii: Socialdemokratiet og Venstre

Del iii: Minkkommissionen og tiden frem til valget

Løkke som kongekobra: En stolt Venstretradition?

Altingets Jakob Nielsen diskuterede i en tråd på Twitter hvordan man skulle vurdere Lars Løkke Rasmussens indsats som statsminister og politisk leder i perioden 2015-2019. Han endte med, blandt andet med henvisning til at Venstres fremgang ved valget skete på bekostning af DF og LA, at karakterisere Løkke som en kongekobra – en giftslange der blandt andet lever af at spise mindre slanger. Spørgsmålet er dog om Løkke er helt enestående blandt Venstreledere, når vi ser på historien.

I den nyere historie kan man pege på konflikterne mellem V og KF i Poul Schlüters regeringstid, hvor Uffe Ellemann-Jensen og Anders Fogh Rasmussen præsenterede Venstre som “regering og opposition” på samme tid. Ellemann-Jensen og Fogh har ganske vist senere talt om profileringen som et forsøg på at undgå at regeringerne stillede sig tilfreds med status quo, men der er ingen tvivl om at den konservative ledelse så på Venstre-ledelsens optræden som grænsende til illoyalitet over for den større regeringspartner.

Den konservative skepsis over for Venstre havde blandt andet sin rod i at V under Henning Christophersen i 1978 saboterede det fremvoksende firkløversamarbejde ved at indgå i forhandlinger og senere et decideret regeringssamarbejde med Socialdemokratiet. Det tog nogle år efter SV-regeringens sammenbrud inden de tre øvrige partier for alvor var parate til at genoptage samarbejdet – denne gang under ledelse af et styrket konservativt parti.

Går vi nogle år længere tilbage, vandt Poul Hartling en af V’s største valgsejre i 1975, hvor partiet næsten fordoblede sin vælgertilslutning. Observatører kunne imidlertid ikke undgå at bemærke at sejren entydigt var vundet på bekostning af de øvrige borgerlige partier, idet KF led endnu et alvorligt nederlag, ligesom CD var tæt på at blive udslettet ved sit andet valg. Processen efter valget var ganske vist tæt på at lede til en firkløverregering, men følelserne og relationerne mellem de borgerlige partier var kølige efter 1975-valget. I 1977 tabte Hartling i øvrigt hele det vundne igen, hvilket næppe ledte til dyb sorg hos de øvrige borgerlige partier.

Valget i 1947 var endnu et eksempel på en Venstre-sejr der blev vundet på samarbejdsparternes bekostning: Knud Kristensen udnyttede en nationalistisk bølge og en alvorlig konservativ splittelse til at sikre en kraftig fremgang til sit parti. At fremgangen så viste sig at være uanvendelig politisk og at Venstre også her tabte hele det vundne ved næste valg, hører med til historien.

Går vi 18 år længere tilbage i historien, er giftgasvalget i 1929 måske det som har sat sig de længste aftryk i dansk politisk historie. Her tabte Venstre ganske vist både regeringsmagten og stemmeandele og mandater, men forhistorien var statsminister Thomas Madsen-Mygdal negligering af det konservative støtteparti. Resultatet af selvovervurderingen hos Venstre-ledelsen blev 11 års socialdemokratisk-radikalt styre.

Sammenfattende kan man pege på at Løkke i 2019 skrev sig ind i en lang tradition hos Venstre-ledere for at underminere samarbejdspartnerne i den borgerlige blok til fordel for kortsigtede vælgermæssige gevinster. Der synes altså at være noget mere end blot personlige egenskaber på spil: Partikulturen hos Venstre er også en del af historien.

PS: Man kan også finde eksempler på Venstre-ledere der har været mere forsigtige. Den snu Erik Eriksen forstod at vejen til mere stabil borgerlig indflydelse gik gennem et samarbejde med de konservative. Eriksens problem i 1950’erne bestod i at Det Radikale Venstre endnu var kraftig modstander af konservativ regeringsdeltagelse.

Højrepopulister og værdipolitisk venstre efter valget 5/6

En lille opsamling på det danske partisystems fløje efter valget. Den helt store overraskelse var Dansk Folkepartis tab af stemmer, som begyndte omkring nytår og accellererede frem til valgdagen. Tabet viste sig at blev så stort at DF fik sit dårligste valg siden 1998, og de nye partier Nye Borgerlige, Stram Kurs og Klaus Riskjær Petersen kunne ikke gøre op for DF’s tab. Man kan bemærke at SK underpræsterede noget sammenlignet med en hel del målinger før valget, der forudså at partiet ville komme over 2%-spærregrænsen.

Set under et står den højrepopulistiske fløj dog stadig forholdsvis stærkt med et samlet resultat der var på niveau med DF’s valgresultater i 00’erne. Fragmenteringen og den manglende repræsentation af SK og KRP indebærer dog at fløjen kommer til at stå noget svagere. Der er også et stykke vej ned til resultaterne fra perioden 1984-1994, hvor Fremskridtspartiet bortset fra valget i 1988 stod forholdsvis svagt.

Ser vi på det værdipolitiske venstre, er historien anderledes entydig: De fire partier står historisk stærkt trods valgnederlaget til Alternativet. Her bør man på den anden side heller ikke overdrive deres styrke, idet partier der grundlæggende er positive over for en mere lempelig flygtninge- og integrationspolitik kun har støtte fra lidt over en fjerdedel af vælgerkorpset. Der er dog paralleller med situationen efter valget i 2011 hvor det værdipolitiske venstre dels fik et historisk godt valg, dels samlet blev større end Socialdemokratiet.

Status for højrepopulister og værdipolitisk venstre

Opdaterede diagrammer med udgangspunkt i det seneste Berlingske Barometer.

DF står nu til sit dårligste valg siden 1998. Tilkomsten af KRP, NB og SK kan ikke gøre op for DF’s tab, så vi ser både en fragmentering og en splittelse af det populistiske højre. Set som gruppe er partierne svagere end i 2015, men stærkere end ved øvrige valg i perioden 1990-2011.

For det værdipolitiske venstre er forholdet det, at de fire partier nu netop er større end S.

Det værdipolitiske venstre

I den politiske debat – og analyser af dansk politik – har Dansk Folkeparti de sidste 15-20 år fremstået som omdrejningspunktet i dansk politik, selv om partiet på de såkaldt “værdipolitiske” temaer rent faktisk indtager en ekstrem position, og selv om dagsordenen for partiets vælgere afviger tydeligt fra de øvrige partiers vælgeres dagsorden ved dens entydige fokus på indvandring og integration. Dette gælder også selv om partiet de seneste år har fået konkurrence fra højre side fra Nye Borgerlige. DF har så at sige været i stand til at definere sig som “the new normal”.

En vigtig del af forklaringen er naturligvis at DF har trukket vælgere fra S og dermed har gjort det muligt for højrefløjen ledet af Venstre at dominere dansk politik siden 2001. Valget i 2015 rejste også spørgsmålet om hvor grænsen for DF’s tiltrækningskraft gik, selv om 2015-valget også var præget af at DF nu begyndte at kannibalisere blandt blå bloks vælgere, så V og KF nu var udsat for direkte konkurrence fra deres parlamentariske samarbejdspartner.

På samme måde som DF er blevet defineret som normalen, er det værdipolitiske venstre blevet defineret som afvigerne, der mest af alt er interessante fordi de kan forstyrre S’ forsøg på at lægge sig så tæt op ad DF som muligt i indvandrings- og integrationspolitikken. Derudover beskriver medierne netop gerne partierne som repræsentanter for en idealistisk (dvs. urealistisk) venstrefløj der ligger langt fra den politiske midte.

Men hvor stort er mindretallet? Tager man udgangspunkt i de politiske partier, er det ikke helt let at afgøre, men Enhedslisten og Radikale Venstre (så forskellige de nu er på den socioøkonomiske dimension) hører helt klart til i gruppen. Lidt forenklet kan man sige at partierne i rød blok minus S kan klassificeres som et værdipolitisk venstre, og går vi lidt tilbage i tiden, blev det nu hedengangne CD i 1990’erne set som repræsentant for en grøn borgerlighed – der i øvrigt helt synes at være forsvundet efter årtusindskiftet.

Tager vi det som udgangspunkt, får vi, at partierne på den værdipolitiske venstrefløj siden valget i 1990 har fået mellem 15 og 20% af stemmerne ved folketingsvalg. Man kan som sagt diskutere CD’s position – partiet ville i 1998 og 2001 støtte en V-ledet regering – ligesom Preben Møller Hansens Fælles Kurs i sin tid næppe udmærkede sig ved indvandrerpositive standpunkter. Men selv med dette forbehold er den værdipolitiske venstrefløj faktisk lige så stor som DF, selv ved 2015-valget.

Det kan yderligere være værd at bemærke at det der kendetegnede 2011-valget, og som sandsynligvis kommer til at kendetegne 2019-valget, er at S vinder regeringsmagten med hjælp fra en styrket værdipolitisk venstrefløj. I 2011 fik partierne, bla. takket være EL’s og RV’s gode valg, lidt over 25% af stemmerne, og i det aktuelle Berlingske Barometer står partierne også til en fremgang.

Nu udmærkede 2011-valget sig ved at være det hidtil eneste valg i 2000-tallet, hvor indvandring ikke stod øverst eller næstøverst på dagsordenen, og det samme kommer sandsynligvis til at gælde 2019-valget, men partiernes standpunkter mht. en række sociokulturelle temaer er i al fald velkendte.

Det korte af de lange er, at det værdipolitiske venstre på den ene side udgør et mindretal blandt vælgerne, men det er på den anden side ikke et marginalt mindretal. Det er ganske vist fordelt på fire meget forskellige partier i 2019 (EL, Å, SF, RV), men det er som blok betragtet på størrelse med eller større end det ekstreme højre.

Et kig på valgresultater og barometre peger på et andet interessant forhold. I 1990 var S entydigt storebroderen i forhold til den værdipolitiske venstrefløj, men efterhånden er magtbalancen skiftet, så fordelingen af stemmer mellem S og de værdipolitiske venstrefløjspartier er gået fra at være 2/3 til 1/3 til at være 50-50. Det kan give S’ nuværende strategi om at handle ud fra en forestillet styrkeposition nogle alvorlige udfordringer i det kommende Folketing

Berlingskes artikel om S’ integrationspolitiske strategi

DR’s oversigt over vælgervandringer 2015-2019

DF’s krise

I opløbet til valgkampen er der stort fokus på DF’s dårlige præstationer i meningsmålingerne, hvor partiet står til at miste mange vælgere (og mandater) sammenlignet med folketingsvalget i juni 2015. Af rapporteringen kan man få indtrykket at DF befinder sig i en dyb krise.

Ser man opbakningen til DF i et lidt længere perspektiv, er billedet noget mere blandet: Det aktuelle Berlingske Barometer (7/4 2019) har partiet på 14,4% af stemmerne, hvilket faktisk er over partiets resultat i samtlige valg fra 1998 til 2011. Lægger man Nye Borgerliges og Klaus Riskjær Petersens stemmer oveni, er de højrepopulistiske partier desuden kun et par procentpoint svagere end i 2015. DF’s krise skal altså forstås med udgangspunkt i partiets usædvanligt gode valgresultat i 2015.

Alt er dog ikke fryd og gammen: Et kraftigt tab af stemmer er aldrig godt for en partiledelse, ligesom fragmenteringen af højrefløjen også kan have effekter på partisystemet som helhed. En parallel kunne her være Holland hvor Geert Wilders’ PVV nu er udsat for kraftig konkurrence fra Thierry Baudets FvD.

Endelig kan man pege på at DF’s nedgang ikke nødvendigvis stopper ved de 14,4%. Oversigter over tendenserne i meningsmålingerne peger på at DF – i øvrigt ligesom V – er inde i en nedgangsperiode der begyndte i efteråret, og spørgsmålet er om nedgangen bliver bremset eller fortsætter frem til valget.

Valgets dagsorden

Den radikale leder Morten Østergaards udspil hvor han gjorde et socialdemokratisk tilbagetog med hensyn til det såkaldte paradigmeskifte til en betingelse for at støtte en socialdemokratisk regering efter valget, har fået borgerlige kommentatorer til at håbe på at Østergaard og de radikale – efter at den første debat mellem Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen udmærkede sig ved slet ikke at berøre området – får bragt udlændingespørgsmålet tilbage på toppen af den politiske dagsorden.

Tanken er at V og DF så at sige har sejret sig ihjel ved efter at S har lagt sin udlændinge- og integrationspolitik så tæt op ad DF som muligt. Dermed er udlændingepolitikken forsvundet som parameter i konkurrencen mellem blokkene, idet et skift fra V til S ikke ville have nogle konsekvenser på flygtninge- og integrationspolitikken. Pres fra specielt R og EL ville derimod kunne trække S i en mere liberal retning, hvilket kan få vælgere til at flytte sig tilbage fra S til DF.

Det der taler for argumentet er at S har flyttet sig i retning af DF’s positioner på området – mere skeptiske observatører vil dog påpege at S’s strategi fx på spørgsmålet om kontanthjælpsloftet mest af alt består i at skyde problemstillingen foran sig. Vi kan også se at der har været en bevægelse af vælgere fra DF og – i mindre udstrækning V – til S, og denne bevægelse er sandsynligvis accelereret siden årsskiftet. Endelig er det et faktum at det er fokuseringen på udlændinge- og integrationspolitik der kendetegner DF’s vælgere.

Mod argumentet taler at sundhedspolitik samt klima- og miljøpolitik er klatret op på den politiske dagsorden, og dette er området hvor V og DF står svagere. Interessant nok synes V at have tabt ejerskabet til sundhedspolitikken, hvilket ellers var en meget vigtig medvirkende faktor til at partiet manifesterede sig som det ledende parti i 00’erne – forslaget til sundhedsreform har intet gjort for V’s og DF’s støtte i opinionsmålingerne.

De borgerlige strateger og debattører må sætte deres lid til at der skal ske noget højst usædvanligt i dansk politik, nemlig at den politiske dagsorden ændrer sig grundlæggende med en måneds varsel. Dette er mig bekendt ikke sket tidligere, ligesom beregninger af bevægelser i opinionsmålinger antyder at blå bloks chance for at generobre flertallet, også selv om Løkke skyder afholdelsen af valget så langt det går, er yderst små.

Et yderligere problem for den borgerlige side er konflikterne mellem V, DF og KF på den ene side og LA samt det ubekendte kort NB på den anden. Der er et segment på 5-10% af vælgerne (altså 10-20% af de borgerlige vælgere) som det er svært for de etablerede partier på den borgerlige side (her minus LA) at mobilisere og integrere i en stabil regeringsdannelse. Hvis Mette Frederiksen har problemer med at holde den røde koalition sammen, gælder det i lige så høj grad for Lars Løkke Rasmussen.

Link:

Altingets måling af vælgernes dagsorden, december 2018

Erik Gahner Larsens index af meningsmålinger

DR Nyheders beregning af vælgervandringer

Hans Redder/TV2 om mulighederne for at flytte vælgere