Løse Corona-betragtninger

1. COVID-19, eller SARS-CoV-2, er den tredje coronavirus, der rammer i 2000-tallet efter SARS-CoV og MERS-CoV. Den er den første, som udløser en egentlig pandemi, men man kan overveje om der ikke har været forvarsler de sidste 20 år.

2. Hele COVID-19-situationen er en god illustration af forskellen på risici (hvor man kan beregne sandsynligheder for udfald) og usikkerhed (hvor det ikke er muligt). Den moderne regulering af samfund bygger på forestillingen om risikohåndtering, men COVID-19 er – i al fald på kort sigt – en udfordring til den tilgang. Spørgsmålet er hvad der sker når (!) vi får sikker viden om smitteveje (hvilke sociale og fysiske sammenhænge er mere henholdsvis mindre sikre), smitteopsporing og sygdomsforløb, inklusive dødelighed og forekomst af langvarige effekter.

3. Overbefolkning, eller i al fald udpining af habitater, synes at spille en væsentlig rolle i overførelsen af virus fra dyr (åbenbart først og fremmest flagermus) til mennesker. Dette er et strukturelt problem, som er koblet med den menneskelige udnyttelse af naturområder, og det forsvinder ikke, selv om vi får COVID-19 under kontrol.

3a. Dette vil i øvrigt kræve både nationale og internationale indsatser.

3b. Og det rejser desuden spørgsmålet om den eksisterende sociale ordens stabilitet. Vi skal – jf. erfaringerne fra de sidste 20 år – ikke spørge om den næste pandemi kommer, men hvornår den kommer.

4. Den nyliberale (jeg anvender udtrykket i mangel af bedre) økonomi hviler på skabelsen af gnidningsfrie globale just-in-time produktionskæder. En pandemi af COVID-19-typen svarer til at dele eller hele kørebanen på en motorvej bliver skyllet bort og skal genopbygges – og evt. skal vejen omlægges permanent.

4a. Globaliseringen de sidste 40 år har generelt haft store fordele for lande i Asien, Afrika og Sydamerika. Dermed bliver COVID-19 og sandsynlige kommende pandemier også et udviklingspolitisk problem.

5. Det ser ud som om en forudsætning for at håndtere COVID-19 på længere sigt er at de vestlige samfund på en lang række områder lærer af lande som Sydkorea, Taiwan og Japan. Dette kræver også at eurocentrismen (hvilket inkluderer Nordamerika) overvindes. Dette er ikke kun et akademisk, men også – og især – et kulturelt problem.

5a. Tænk fx på diskussionerne om ansigtsmasker og minkfarme. Men håndtering af smittesporing er også relevant.

6. Politologisk er der flere perspektiver på COVID-19, som er spændende. Fx synes der på et tidligt tidspunkt at være mobiliseret en konflikt mellem dem der helt grundlæggende antager at samfundet og økonomien uanset pandemien altid er i balance, og at enhver form for politiske indgreb blot ville forstyrre balancen, og dem der antager at systemet grundlæggende er i risiko for at komme ud af balance, hvorfor politiske indgreb er nødvendige. Her justerer aktørerne synet på COVID-19, så det stemmer overens med deres grundlæggende samfundssyn. Min tolkning er at det er herfra “det er bare en influenza”-argumentet henter sin næring, men måden Mette Frederiksen og regeringen har kørt processen på afspejler også nogle grundlæggende politiske forståelser.

6a. Her er vi så også inde på nogle af problemerne ved at lære af sociale og økonomiske kriser.

6b. I denne som så mange andre sager er det svært at finde ud af hvilken Lars Løkke, der taler: Statsmands-Lars, Privat-Lars eller Lobbyist-Lars.

7. Vi må se hvor maskedebatten ender i Danmark, nu der generelt er indført masketvang. Vi syntes ellers at være på vej mod en situation, hvor synet på masker var korreleret med de eksisterende politiske dimensioner – med en ureflekteret import af antimaske-argumentation fra amerikansk politik.

8. USA har håndteret COVID-19 spektakulært dårligt. Men hvad er den siddende føderale administrations fejl (helt ned på personniveau), hvad skyldes ideologi hos Republikanerne og hvad skyldes institutionelle svagheder?

8a. Tilsvarende for Storbritannien.

Teater på nettet

Stina Ekblad og Hamadi Khemiri i Spöksonaten, Dramaten Play

Coronavirussen betød blandt meget andet at teatre og koncertsteder måtte indstille deres normale aktiviteter. Dertil kom naturligvis også at udlandsrejser blev umulige, så mine planlagte teater- og koncertture fra 13. marts og fremefter blev ikke til noget. Det kostede blandt andet Mutter Courage på Det Kgl. Teater og Den Kaukasiske Kridtcirkel på Berliner Ensemble.

Dog har vi nu internettet, hvilket betød at en del scener kunne præsentere nye og gamle opsætninger i forskellig form. Så helt uden teater blev jeg heldigvis ikke, og det har givet fine oplevelser – også selv om man naturligvis ikke kan sammenligne oplevelsen foran en skærm på 32″ med hele oplevelsen af at gå i teateret, aflevere sit overtøj i garderoben, den fælles venten og lysene, der slukkes inden handlingen på scenen begynder.

Jeg søgte ikke systematisk efter udbydere, men kiggede efter teatre jeg selv havde besøgt. Det resulterede i nogle virtuelle ture til Hamborg, Berlin og Stockholm. Meget rart i en tid, hvor man ellers ikke kunne komme nogle steder. Og jeg fik set nogle forestillinger, jeg næppe ellers ville have fået set – blandt andet to yderst forskellige bud på Heiner Müllers Hamletmaskine.

Den rent tekniske kvalitet af de forestillinger jeg har set de seneste måneder, har i sagens natur varieret. Mange er optagelser oprindeligt lavet til intern dokumentation, hvorfor specielt lyset ikke var tilpasset sening på en tv-skærm. I andre tilfælde var der tale om indspilninger lavet til tv, og Deutsches Theater Berlin kastede sig ud i en decideret særproduktion af dramatiseringen af Albert Camus’ Pesten (hvad ellers?), hvor den tomme teaterbygning blev scenen for skuespilleren Božidar Kocevskis rundtur i samarbejde med kameramanden Lorenz Haarmann. Forhåbentlig bliver den version tilgængelig igen på en eller anden måde, for den viser (i al fald for lægmænd) hvad en skuespiller kan – også uden et fysisk publikum. Kreativitet er ikke sådan at slå ned.

“Mine” teatre:

“Mine” forestillinger:

  • Der Kaukasische Kreidekreis – Berliner Ensemble
  • Marat/Sade – Deutsches Theater Berlin
  • Woyzeck (Wilson/Waits-versionen) – Thalia Theater Hamburg
  • Die Hamletmaschine – Deutsches Theater Berlin
  • Die Hamletmaschine – Thalia Theater Hamburg
  • Die Pest – Deutsches Theater Berlin
  • Spöksonaten – Dramaten

Undervisning under Corona-vilkår (1)

Jeg har – som andre undervisere på videregående uddannelser – været hjemsendt siden 12/3. Hjemsendt skal her forstås sådan, at jeg skal løse mine undervisningsopgaver og andre opgaver i fuldt omfang hjemmefra, så dette er en note om mine tanker og erfaringer med forberedelse og gennemførelse af undervisning under de vilkår, vi nu engang må arbejde med.

Først lidt kontekst:

I marts afsluttede jeg et obligatorisk modul på socialrådgiveruddannelsens 6. semester. Det skulle være afprøvet ved en mundtlig gruppeprøve på baggrund af et projektarbejde, men det måtte vi ændre til en individuel skriftlig afprøvning. Desuden havde jeg en undervisningsdag på et diplommodul 1/4.

Efter påske fortsætter diplommodulet, ligesom jeg er tovholder og underviser på et modul på socialrådgiveruddannelsens 2. semester og underviser på et valgmodul på 6. semester. Man skal her lige være opmærksom på at der er 4-8 undervisere på hvert modul.

Samtidig var jeg nok lidt bedre stillet end mange af mine kollegaer der måtte skifte fra campus- til netbaseret undervisning, fordi jeg

  1. …tidligere i min karriere har arbejdet med helt netbaserede moduler. Vi skal ganske vist tilbage til 00’erne hvor jeg underviste et modul på Umeå Universitets netbaserede socionomuddannelse
  2. …ved skæbnens gunst havde haft en pukkel af undervisning i februar (og december og januar…), mens jeg fra midten af marts og frem til påske “kun” havde en dag på et diplommodul og eksamen på det obligatoriske 6. semestermodul.

Tidspresset betød at vi alle måtte gribe tilbage på de redskaber vi havde i vores digitale værktøjskasser, samtidig med at et licensproblem betød at vi måtte skifte platform og med minimal introduktion anvende Google Meet (enterprise-udgaven af Hangouts) til møder og synkron undervisning. Så de studerende møder i sagens natur mange forskellige tilgange til undervisning over nettet og varierende grader af fortrolighed med forskellige platforme og tjenester.

Vores kalendre er i forvejen fyldte, hvilket påvirker mulighederne for at koordinere undervisningen, og tidspresset i forbindelse med nedlukningen betyder at der ikke har været mulighed for at koordinere omlægningen af forløbene. Vi prøver os frem, så godt vi kan, både individuelt og kollektivt. Heldigvis ser det ud til at vores studerende har forståelse for problematikkerne.

Samtidig skal vi huske på at vores studerende også befinder sig i en undtagelsestilstand – en del har børn som skal passes eller undervises ved siden at de omlagte studieaktiviteter, og hele usikkerheden omkring Corona-situation påvirker naturligvis også hverdagen.

Så til det mere konkrete: Jeg har valgt at arbejde med en blanding af asynkrone og synkrone aktiviteter på den måde at jeg har indspillet mine præsentationer som screencasts og så holder kortere synkrone sessioner.

Studerende på mit diplomhold har jo fuldtidsarbejde ved siden af, så her kørte jeg med sessioner af 30 minutters varighed afbrudt af offline-aktiviteter, hvor de enten kunne se præsentationerne (hvis de ikke havde gjort det i forvejen) eller skrive spørgsmål og refleksioner, som kunne kvalificere deres arbejde med modulopgaven.

Et problem her er at virtuelle mødeplatforme – i al fald hvis man ikke er meget vant til dem – ikke rigtig inviterer til gruppediskussioner og refleksioner, så de udvekslinger af praksiserfaringer som er prikken over i’et ved undervisning på diplomuddannelser, kom ikke frem i så stor grad som normalt. Som underviser kan man naturligvis overveje hvordan man bliver bedre til at få de studerende til at (turde) komme frem på banen – jeg tror noget af dette også har med graden af fortrolighed med platformen at gøre.

Grunduddannelsen er struktureret meget anderledes, men her prøver jeg i god tid at lægge introducerende materiale ud, som de studerende kan arbejde med, inden en afsluttende opsamling. Det der i skemaet normalt er en lektion på 3 timer, bliver så et antal screencasts koblet med en onlinesession på 1 time. (Man skal her tænke på at det faktisk tager en del tid at lave screencasts, og at det skal flettes ind i løbende arbejdsopgaver). Det er nok bedst hvis de studerende ikke ser videoer ud i én køre, men det skal også passes ind i deres øvrige lektioner og opgaver. På begge moduler skal de studerende desuden arbejde med opgaver, hvor vejledning og svar på spørgsmål også bliver en del af den synkrone virksomhed.

Bortset fra det, er mine – indtil videre begrænsede erfaringer – at de studerende bliver mere modtagende end aktivt deltagende sammenlignet med normalt. Ud over utvivlsomme mangler på underviserside med hensyn til stilladsering af online-møderne, skal man også tage hensyn til deres begrænsede erfaring med den konkrete platform og det vi med et begreb hentet fra ANT-verdenen kan kalde platformens affordans mht. social interaktion.

Til sidst: Eksaminationer over nettet. Her har jeg haft et par stykker, hvor det fælles indtryk er at procedurerne omkring eksamen tager en del længere tid (der skal sættes et møde op, fysiske omgivelser skal kontrolleres, man skal logge ind og ud i forbindelse med votering, etc). Tilsvarende bliver eksaminators og censors rolle anderledes – det er svært at have en trepartsdialog, ikke mindst i en situation der helt naturligt er presset for den studerende – så vores valg har været at have eksaminator som udspørger og dialogstyrer, mens censor (respektive intern eksaminator nr. 2) klart for rollen som tilhører og som den der dokumenterer forløbet.

I normale tilfælde kan det godt virke lidt mærkeligt for en eksaminand med en næsten passiv censor/eksaminator nr. 2, men her tror jeg eksamen bliver for kompleks for den studerende.

PS: Jesper Balslev fra KEA delte nogle interessante artikler om hvorfor mødet i virtuelle sammenhænge kan være udmattende:

https://theconvivialsociety.substack.com/p/a-theory-of-zoom-fatigue

https://thesocietypages.org/teaching/2020/04/15/three-reasons-you-might-be-exhausted-right-now/

Pandemier og social læring

Navnet Anthony Fauci har næppe sagt ret mange i en bredere offentlighed ret meget før Corona-pandemien ramte USA med fuld kraft. Som leder af National Institute of Allergies and Infectious Diseases har han dog i en menneskealder været i frontlinien i arbejdet med at forebygge og bekæmpe infektionssygdomme samt formindske den skade, de kan påføre samfundet – en opgave der ikke kun er blevet gjort sværere af COVID-19’s egenskaber, men også af en inkompetent og selvoptaget føderal politisk ledelse under Donald Trump.

I et interview med Wall Street Journal denne uge argumenterede Fauci for at vi også fremover skulle være ekstremt opmærksomme på vores personlige hygiejne i omgangen med andre. Dette indebar ikke bare omhyggelig og hyppig håndvask, men også at vi undlader at give hånd i sociale sammenhænge.

Fra et medicinsk perspektiv giver dette god mening: Vores hænder er i kontakt med mange ting i løbet af dagen – herunder ikke mindst vores egne øjne, næse og mund, hvilket jo er transmissionsvejene for mange luftvejs- og mave-/tarm-infektioner. Egentlig trak Fauci her bare på en erkendelse som den østrigske læge Ignaz Semmelweis havde gjort for mere end 150 år siden i sit arbejde med barselskvinder.

I en dansk sammenhæng er Faucis råd ironisk: Håndtrykket er jo blevet ophøjet til en national social norm i en sådan grad, at man politisk kræver at ansøgere til dansk statsborgerskab skal give hånd til en myndighedsrepræsentant for at de kan anerkendes som danske statsborgere. At der ligger politisk understøttet islamofobi bag kravet, er naturligvis ingen hemmelighed.

Politiseringen af håndtrykket – som naturligvis rækker ud over den specifikke og i øvrigt yderst detaljerede regulering i integrationslovgivningen – rejser imidlertid spørgsmålet om Danmark – og andre lande – vil være i stand til at reagere hensigtsmæssigt på truslen fra Coronavirussen: Uden politiseringen havde danskerne måske i begyndelsen fundet det akavet at omgås, inden alternative hilsener havde vundet hævd med udgangspunkt i hensynet til folkesundheden.

Med politiseringen bliver afvisningen af håndtryk i hverdagen derimod til en politisk handling, hvor man defineres som en person der tager afstand fra grundlæggende danske værdier, og ikke som en person der tager hensyn til ens egen og andres sundhed.

I stedet for at foretage en forholdsvis enkel og effektiv ændring af adfærd, kan vi i Danmark ende med at stå med krav om omfattende kontroller og regulering af andre former for menneskelig interaktion. Alt sammen for at opretholde sociale normer uden nogen tydelig nytteværdi.

Noget tilsvarende ramte forresten Semmelweis: Hans påvisning af at lægernes håndhygiejne – eller mangel på samme – var en sundhedsfare blev mødt med hån, spot og latterliggørelse i et sådant omfang at det kostede ham karriere og liv. Det var først senere og gradvist – blandt andet gennem en øget forståelse af hvordan infektioner overføres mellem mennesker – at den medicinske profession tog de strikte krav om håndhygiejne til sig.

Alt dette har i øvrigt videre perspektiver: Den viden vi har nu, peger på at Coronavirussen blev overført fra dyr til mennesker på et kinesisk fødevaremarked – et såkaldt “wet market“. Wet markets synes generelt at være et stort sundhedsmæssigt problem, og man kan spørge hvorfor østasiatiske regeringer ikke griber ind og regulerer markederne.

En del af forklaringen skal findes i kulturelle normer omkring køb og salg af fødevarer – ligesom vi i Vesten er vænnet til at animalske fødevarer skal sælges indpakket, efter en proces med dokumenterede dyrlæge- og fødevarekontroller, er de levende dyr en kvalitetsgaranti i (dele af) Østasien.

Et forbud mod bestemte måder at opbevare og sælge dyr til fortæring på, griber dybt ind i kultur og identitet, og vil derfor blive mødt med mere eller mindre åben modstand – dette er sandsynligvis også en grund til at den kinesiske stat slækkede på tidligere forsøg på at forbyde eller regulere salg af vilde dyr på denne typer markeder.

Tilbage står, at selv om både håndtryk og markedspladser udgør en risiko for folkesundheden, er de også integreret i et netværk af sociale og politiske normer. Dette er forhold som gør det svært direkte at oversætte en sundhedsvidenskabelig erkendelse – ovenikøbet en erkendelse vi kan sige, bygger på evidens – til anvisninger for social handlen.