Bogåret 2020

Pia Juul: Et af 2020s store tab

Opstillet kronologisk fra 1. januar til 31. december. Uafsluttede bøger og arbejdsrelateret læsning er ikke medtaget.

  • Henrik Pontoppidan – Lykke-Per
  • Thomas Mann – Et upolitisk menneskes betragtninger
  • Jana Hensel – Zonenkinder
  • Paul Veyne – Palmyra. Den uerstattelige skat
  • Anna Kinberg Batra – Inifrån
  • Karl Aage Rasmussen – En sørgmodig drøm om idyl. Uudgrundelige Johannes Brahms
  • Tove Ditlevsen – Kærlig hilsen, Tove
  • Olga Tokarczuk – Dagens hus, Nattens hus
  • Mathias Herup Nielsen – Optimismens politik
  • Georg Simmel – Die Großstädte und das Geistesleben
  • Georges Simenon – Maigret i Holland
  • Per Stig Møller – Sommeren ‘45. Fra overmod til mismod
  • Mats Alvesson – The Stupididy Paradox: The Power and Pitfalls of Functional Stupidity at Work
  • Manfred B. Steger – Neoliberalism: A Very Short Introduction
  • Cas Mudde – The Far Right Today
  • Erik Aschengreen – Som jeg kendte dem
  • Erik Aschengreen – Fra et liv med dans. Erindringsessays
  • Poul Smidt – Fredy: Klemt kronprins – glemt konge. En biografi om Frederik 8.
  • Henrik Pontoppidan – Isbjørnen: Et portræt
  • Anders Bodelsen – Rama Sama
  • Anders Bodelsen – Varm luft
  • Dorrit Willumsen – Løg trækker tårer
  • Jess Ørnsbo – 33 digte
  • Tove Ditlevsen – Gift
  • Erik Wiedemann / Christian Braad Thomsen – Jazzen i blodet
  • Tove Jansson – Pappan och havet
  • August Strindberg – Ægteskab
  • Richard Florida – The New Urban Crisis
  • Olga Ravn – De ansatte
  • Timothy Snyder – On Tyranny
  • Tove Jansson – Sommerbogen
  • Magnus Västerbro – Svälten: Hungeråren som formade Sverige
  • Ebba Witt-Brattström – Århundradets kärlekskrig
  • Horace Engdahl – Den sista grisen
  • Wendy Brown et al – Authoritarianism
  • Christian Ørsted – Fatale forandringer
  • Friedrich Nietzsche – Om vore dannelsesanstalters fremtid
  • Lars Løkke Rasmussen – Om de fleste – og det meste
  • Henrik Nordbrandt – Jetlag
  • Agatha Christie – Solen var vidne
  • Stine Pilgaard – Meter i sekundet
  • Bill Eddy – 5 Types of People Who Can Ruin Your Life
  • Anne Mette Kjeldsen mfl – Distribueret ledelse i den offentlige sektor
  • Per Helge Sørensen – Varmluftsstrategi for begyndere
  • Maria Sobolewska and Robert Ford – Brexitland
  • Kjell Westö – Tritonus
  • Ivan Krastev – Is It Tomorrow Yet?

Dirigenten og havet

En dag i efteråret gled jeg tilfældigvis ind på DR2’s kulturprogram K2, hvor Ditlev Tamm varmt anbefalede den finlandsksvenske forfatter Kjell Westös seneste roman Tritonus.

Jeg kendte pinligt nok ikke Westö i forvejen, men omtalen lød interessant, så jeg satte den på listen over “bøger, jeg burde læse”. Min gode veninde Néné Labeet kom mig i forkøbet. Hendes vurdering var noget mere tempereret.

Det var et problem, for hvem skulle jeg nu tro på: Tamm eller Néné? Men selvfølgelig kan forskellige mennesker sagtens se forskellige ting i og have forskellige bedømmelser af et kunstværk.

Lad os starte med genren. Dannelses- eller udviklingsromanen er en kendt genre: Den unge mand (sjældnere en kvinde) drager ud for at vinde Verdenen. Og Kvinderne. Man må selv overveje hvad der er vigtigst for protagonisten.

Tiden har det jo med at gå i én retning, så på et tidspunkt er den unge mand ikke så ung længere. Han har nået det stadie i livet, hvor det handler om indvikling eller afvikling.

Således også Thomas Brander og Raidar Lindell. Brander er professionel musiker (dirigent, naturligvis. Vi er i Finland) og amatør på psykologiens område. Lindell er skolepsykolog og amatørmusiker. Brander rejste ud og vandt koncertsalene og kvinderne. Lindell blev i skærgården – en mindre scene, men dog med en defineret rolle som guitarist i et fritidsorkester.

Skal man blive i musikanalogierne er Brander og Lindell henholdsvis hoved- og bitema. Begge er sidst i 50’erne og i krise, men det er Brander der er motoren i fortællingen, når han træder ind på scenen i skærgårdssamfundet og for alvor forstyrrer både sit eget og andres liv.

Det lyder sikkert som en halvdårlig vittighed at sige at Brander er på grænsen til at være udbrændt. Hans seneste erobring har i den grad dumpet ham til fordel for en yngre model, og musikken er gledet ham af hænde. Hans koncerter bliver stive og livløse, orkestermusikerne gør nar af ham, indbydelserne udebliver (og når de kommer, er det tydeligt at han er andetvalg. Når nu ikke Alan Gilbert og co. har plads i kalenderen), og de yngre talenter kræver deres plads. Det er tid til afvikling.

Og så er der også den lille sag med terrorangrebet i Bruxelles, som Brander overlevede, fysisk uskadt. Og der er en pandemi, som gør sig diskret påmindet, samtidig med at vejret ikke er, som det plejede at være. Alt er kort sagt ude af vater.

Branders løsning er at opføre en kæmpevilla – et skrytbygge, ville man sige på svensk – med navnet Casa Tritonus i skærgården, hvor han kan … ja, hvad kan og skal han egentlig i det hus, som det ligger mellem landjorden og havet?

I en central scene i bogen kommer to gamle dirigentkollegaer på besøg og flår Brander i stumper og stykker, som kun venner kan.

Tritonus er en lang bog, og selv om den er forholdsvis letlæst, skal man holde godt styr på mylderet af personer omkring Brander og Lindell. Dødsfald og andre tab – og ikke mindst hvordan man forholder sig til dem – spiller en central rolle i fortællingen.

Behøver man kende til alle de (mange!) musikstykker, der refereres (ofte!) i bogen? Musikken er nu engang Branders håndværk og det, han forstår sig selv i forhold til, men mange læsere kan nok stå lige så fremmede over for henvisningerne, som naboen Lindell gør. Måske er det en pointe i sig selv?

Slutter bogen med en forsoning og ny balance? Både og.

Brander arbejder i hvert fald på at omdefinere sin egen rolle som musiker i en lokal musikfest (det menneskelige kan være lidt mere uklart), mens Lindell (vistnok) får forsonet sig med sin kones død.

Samtidig går naboøen op i flammer. Ur led är tiden.

Skal jeg sammenfatte, vil jeg sige at Tritonus er en lang – og måske også for lang – bog hvor der er dybe indsigter i mandlige frustrationer, når afviklingen begynder at melde sig. Fokus er på personerne, mens skærgården godt kan virke som lidt af en kulisse. Jeg ved ikke helt om det med vilje fra forfatterens side.

Men – hvis man vil læse en kortere, mere poetisk og mindst lige så dybsindig bog om livskriser, som i øvrigt også foregår i et skærgårdsmiljø med naturen som med- og modspiller, har finlandssvenskerne faktisk et bud: Tove Janssons Pappan och havet, hvor Mumifar i frustration over livet som sådan rykker sin familie ud til et fyrtårn, som han bruger bogen på at kæmpe med at få tændt.

Egentlig kunne jeg godt se for mig, hvordan Lille My (aldeles uimponeret, naturligvis) træder ind i Casa Tritonus, betragter byggeriet og Brander, for så med en replik fra Pappan och havet at sige til ham: “Du er vred på den forkerte måde”.

Bogåret 2019

Opstillet kronologisk fra 1. januar til 31. december. Arbejdsrelateret læsning er ikke taget med i listen.

  • Karl Peder Pedersen – Kontrol med København
  • Jens Smærup Sørensen – Mærkedag
  • Gert J.J. Biesta – Undervisningens genopdagelse
  • Heidi Vad Jørgensen – Indvandring i velfærdsstaten
  • Agatha Christie – Bertrams hotel
  • Jørgen Grønnegaard Christensen og Peter Bjerre Mortensen – Overmod og afmagt
  • Niels Gunder Hansen – Danske tidsånder 1945-2010
  • Kirsten Jacobsen – Befrielsens øjeblik. Samtaler med Lars Løkke Rasmussen
  • Carl Holst – Carl. Prisen for et liv i politik
  • Markus Bernsen – Danmark disruptet
  • Villy Sørensen – Uden mål og med
  • Torben M. Andersen – Har velfærdsstaten en fremtid?
  • Alexander von Oettingen – Pissedårlig undervisning
  • Heinrich Greiselberger – Der grosse Regression
  • Christopher Bertram – Do States Have the Right to Exclude Immigrants
  • Maj Sjöwall och Per Wahlöö – Den vedervärdiga mannen från Säffle
  • Alexander von Oettingen – Undervisning er dannelse
  • Jørgen Leth – Det bliver ikke væk
  • Thilo Wesche – Adorno. Eine Einführung
  • Agi Csonka – Hvordan får vi mere lighed i uddannelse
  • Thomas Bauer – Der Vereindeutung der Welt
  • Lina Röstlund och Anna Gustafsson – Konsulterna. Kampen om Karolinska
  • Theodor W. Adorno – Aspekte des neuen Rechtsradikalismus
  • Elisabeth Gjerluff Nielsen – Store børn
  • Søren Pind – Frie ord
  • Katrine Marie Guldager – Et rigtigt liv
  • Mikkel Helle – Byen
  • Haruki Murakami – Biblioteket
  • August Strindberg – Inferno
  • Mathilda Gustavsson – Klubben
  • Klaus Rifbjerg – Konfrontation
  • Klaus Rifbjerg – Under vejr med mig selv
  • Klaus Rifbjerg -Amagerdigte
  • Henrik Pontoppidan – Undervejs til mig selv

Philip Ther: Die Aussenseiter

Burde havde brugt de seneste dage på at læse undervisningsbøger, men fik i stedet afsluttet Philip Thers Die Aussenseiter, hvor han på 350 (indrømmet, tætskrevne) sider hvortil kommer noter, arbejder sig igennem europæisk flygtningehistorie fra fordrivelsen af jøder og muslimer (herunder også folk der var konverterede til kristendommen, og som derfor blev anset som særligt mistænkelige) fra Spanien og frem til Syrien-krisens efterdønninger.

Ther har ikke en stor, overgribende tese, men viser i stedet blandt andet den meget store variation såvel i push- og pull-faktorer (dvs. det som fik folk til at flygte, og det som styrede valget af destination) som i staternes politik over for flygtninge (alt lige fra opmuntring til parallelsamfund over intergration og assimilation til udstødelse).

Af og til kunne man se store skift inden for få år – alene udsvingene i de tyske politikker over for flygtninge/fordrevne (selv betegnelserne skiftede) fra Øst- og Centraleuropa fra 1945 til 1969 er bemærkelsesværdige. Man kunne måske sige at han effektivt demonterer det udbredte argument at Genevekonventionen ikke er anvendelig i dag, fordi den angiveligt kom til i en tid med få flygtninge, som var tydeligt individuelt forfulgt – fakta er stort set det modsatte. (Ikke at jeg tror det vil få den mindste effekt på debatsektionernes faste bidragydere)

Bogen indeholder også gennemgange af flygtningestrømme som er glemt eller overset i den vesteuropæiske debat (bare perioden op til og efter 1. verdenskrig er enormt kompleks), heruder store fordrivelser og “udbytte” af befolkninger på Balkan og Lilleasien.

Kort og godt: Anbefalelsesværdig hvis man kan læse tysk – Ther er professor i Wien, og det centraleuropæiske blik gør nok at en oversættelse til engelsk desværre næppe er sandsynlig.