Asger Aamund og antipolitikken

Asger Aamund har længe været fast inventar i medierne – herunder Mads og Monopolet og Berlingskes debatsektion – med kommentarer til alle mulige samfundsfænomener. Det er i sig selv ikke bemærkelsesværdigt: Mere interessant er, at Aamund selv efter 6. januar er én af de få danskere som støtter og forsvarer Donald Trump.

Carsten Fogh Nielsen har i en tråd på Twitter pillet Aamunds argumentation med hensyn til 6. januar fra hinanden og vist, at den ikke hænger sammen, men jeg mener, at der er mere ved fænomenet Aamund, som er værd at kigge på.

Først og fremmest synes nogen i medierne, at Aamund er værd at give taletid: Berlingske (og Jyllands-Posten mv) har debatredaktører. Så uanset om Aamunds argumentation er logisk sammenhængende eller ej, må der være et publikum – eller i internettets tidsalder: klik – til udtalelserne. Noget af engagementet kommer sikkert fra folk, der synes Aamund er helt til hest, men en hel del læsere vil sikkert nikke anerkendende til påstandende.

Her kom jeg i tanke om at jeg for en del år siden læste en af tidligere konservative finansminister Poul Møllers bøger om hans liv i politik. Her skrev Møller, at den mest fjendtlige modtagelse han fik som politiker mærkeligt nok ikke var fra politiske modstandere. Ved valgmøder i B&W’s kantine bestod publikum af kommunister og socialdemokrater, der nok kunne give Møller svar på tiltale, men indstillingen var noget i retning af “han er en af modstanderne, men det er politik, det handler om, så vi tager debatten”. I de lokale Rotary-klubber var stemningen snarere “han siger ganske vist at han én af os, men han er politiker, og dem har vi grundlæggende ingen respekt for”.

Aamund hører som person hjemme i Rotary-segmentet (her er det mindre vigtigt om han er med i Rotary eller ej), og det er værd at overveje forholdet mellem politik og erhvervsliv mere generelt. Jeg har gennem tiden læst et utal af interviews i erhvervssektioner med erhvervsledere, der har præsenteret sig således: “Jeg er Den Stærke Leder, der Skærer Igennem og Bestemmer (og i øvrigt burde samfundet ledes på samme måde uden hensyn til politisk kævl)”.

Den indstilling passer dårligt til den politiske verden, hvor forhandlinger og kompromisser er helt essentielle: Samfund er konfliktfyldte, og en af det politiske systems – og politikernes – vigtige opgaver er at integrere og balancere forskellige interesser. Man kan sige at politikken og erhvervslivet er forskellige systemer, der opererer efter forskellige koder. Politisk ledelse og erhvervsledelse er to forskellige ting.

Men forestillingen om politik og politikere som noget fejlbehæftet synes at være stærk i Aamund-segmentet. Man kan pege på at erhvervsledere gennem tiden ved forskellige lejligheder har interveneret i dansk politik for at få politikere erstattet med erhvervsledere eller i det mindste “upolitiske” figurer – spillet omkring Påskekrisen 1920 eller Højgaardkredsens intriger i 1940 kan være eksempler. Hvis Aamund kan fremstå som en smule løjerlig, er det fordi han ikke er en H.N. Andersen eller A.P. Møller. (Det skal her nævnes at det danske erhvervsliv har et tæt samarbejde med det politiske system gennem de forskellige interesseorganisationer, så der er også en accept i miljøet af modparten, og af at man har modparter, der spiller efter andre regler).

Der kan være mange gode grunde til at man ikke foretrækker en demokratisk eller en socialdemokratisk ledet regering – Danmark har som de fleste europæiske lande oppositionspartier der står på markedsøkonomiens og det liberale demokratis grund, mens forholdet er mere problematisk i USA. Problemet opstår, når man støtter en leder eller en politisk bevægelse, der som Donald Trump og Republikanerne underminerer centrale aspekter af det liberale demokrati.

Jeg vil hævde, at der er et rationale i Asger Aamunds fortsatte støtte til Donald Trump. Trump fremstår jo netop som den Succesrige Forretningsmand, der fejer alle de kævlende, kompromissøgende politikere af banen. Med Trump kan erhvervslivet desuden underkende politikkens gyldighed. Netop det det antipolitiske segment i erhvervslivet drømmer om.

Drømmen er så i øvrigt stærk, at Aamund overser at Trump faktisk ikke var en specielt succesrig forretningsmand – men han var god til at iscenesætte sig som sådan. Det er ikke noget tilfælde at det var et reality-tv-program var det, som bragte Trump det sidste stykke af vejen helt frem på den nationale arena. Og hvad kendetegner måske en Stærk Leder bedre end at han kan afslutte en seance med at råbe “DU ER FYRET”?

For at sammenfatte er min påstand, at Asger Aamunds argumentation ikke hænger sammen, fordi Trump er et idealbillede som Aamund projicerer sin antiparlamentariske og antipolitiske position på. Aamund går ud fra konklusionen at USA (og dermed også Danmark) skal ledes af en Stærk Leder fra Erhvervslivet, som ikke behøver tage sig af alt muligt kævl, og så søger han efter de brokker, der kan understøtte den. Det bliver lidt som et byggeri uden fundament og med vinduer der hænger frit i luften.

Aamund er også en påmindelse om et bredere fænomen i politik: Vi tænker som regel at støtten til antipolitiske standpunkter findes i marginaliserede kredse – jf. diskussionen af DF som udkantens parti. Det er ikke i sig selv forkert, men billedet er nok mere komplekst. Vi kan også finde tilsvarende positioner i elitekredse – men uden for den etablerede politiske elite. At Danmark med først Liberal Alliance og senest Nye Borgerlige har fået partier, der prøver at samle et borgerligt, antipolitisk segment op, kan også ses i dette perspektiv.