Mette Frederiksen, akademikere og arbejde

Nogle tanker om Mette Frederiksens udtalelser om akademikere og arbejde, med anledning af regeringens argumenter for at beskære ydelsen til nyuddannede:

Man kan til en begyndelse påpege at politikere arbejder med in- og out-groups og at akademikere – specielt i de større byer – generelt er en out-group hos Socialdemokratiet under Mette Frederiksens ledelse.

Omvendt er der noget i hele historien, som kan sige noget om mere dybtliggende skillelinjer i hvad arbejde er, og hvordan forskellige grupper i befolkningen ser på arbejde.

Lad os begynde med Københavns beskæftigelsesborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard, der også gentagne gange har været ude med angreb på nyuddannede akademikere. Hendes angreb kan bedst forstås ud fra Venstres generelle syn på hvordan arbejdsmarkedet bør fungere:

Venstre er stadig grundlæggende et bondeparti, og i landbruget handler det om at få landarbejdere billigst muligt – faglige kvalifikationer er til gengæld ikke en vigtig parameter. Det vigtigste er at få et udbud der presser lønningerne.

Fra et mere systemisk perspektiv kan man så spørge om en økonomi der hviler på lavtkvalificeret, lavtlønnet arbejdskraft vil være en god ting for Danmarks samlede velfærd – sporene fra Storbritannien efter finanskrisen kan skræmme.

Ser vi på Socialdemokratiet og Mette Frederiksen, er der lidt andre ting i spil. Det handler også om livsformer.

Grundlæggende befinder traditionelle arbejdere sig på et arbejdsmarked der handler om at udveksle tilstedeværelse og løn. Arbejdet er noget man udfører et bestemt sted (idealtypisk: en fabrik), hvor andre bestemmer over rammerne. Sagt lidt forenklet: Man arbejder for at leve.

Man kan næsten sige at der er tale om en livsform hvor man har accepteret og indkorporeret fremmedgørelsen i arbejdslivet. Det Marx i sin tid kritiserede som umenneskeligt, er blevet en socialdemokratisk dyd.

Men hvad så med akademikerne?

Her er det en god idé at se på jobopslag eller Linkedin-profiler. Det er ikke tilstrækkeligt at møde på arbejdet 7.30 og udføre de opgaver, værkføreren sætter én til – man skal være passioneret og brænde for opgaverne.

Lønmodtagerne på denne del af arbejdsmarkedet sælger noget andet end (blot) deres tilstedeværelse: Det vigtige er om man sætter sin faglighed og personlighed på spil i arbejdet. Selvstændighed og udviklingsorientering er centrale værdier.

Det har nogle konsekvenser for hvordan relationerne på arbejdspladserne – og arbejdsmarkedet generelt – kommer til at se ud. Og det var det, Richard Florida tænkte på, da han introducerede begrebet “den kreative klasse”.

I Danmark bliver begrebet konsekvent (og bevidst?) misforstået som en beskrivelse af kunstnere, journalister og kommunikationsfolk, men gider man – i modsætning til danske politikere og debattører – læse hvad Florida skrev, handler det om brancher som it og biotech. Brancher med høj produktivitet og høje krav til uddannelse.

Vi er ovenikøbet også på STEM-området, som politikerne ellers omfatter med stor kærlighed. (Man kan også sige en del kritisk om Florida og teorien om den kreative klasse, men det vil jeg lade ligge her)

Det vigtige her er, at det mindre handler om at arbejdet skal være sjovt, og mere om hvad det er, man som arbejdssøgende skal sælge til en potentiel arbejdsgiver. Det handler mindre om at man vil udvikle og udtrykke sig selv og have det sjovt – og mere om at man er tvunget til det.

Oven i alt dette kommer en række interessante og komplekse spørgsmål om matchning på arbejdsmarkedet, som politikerne med statsministeren hopper let og elegant over. Forskning i søgning og matchning udløste engang en Nobelpris i økonomi.

Så det er måske ikke så sært at politikerne holder sig til at svine arbejdsløse til i stedet for at sætte sig ind i dynamikkerne.

Forresten er der lavet empiriske undersøgelser af hvordan det går nyuddannede akademikere – søg fx hos Danmarks Statistik og DJØF.

Først og fremmest vil en forkortelse af dagpengeperioden for nyuddannede fra to til ét år næppe gøre nogen stor forskel – langt de fleste nyuddannede akademikere er i job efter ét år.

Tilsvarende er nyuddannede der er arbejdsløse i længere tid mere mobile, både sektormæssigt og geografisk. Politikernes myte om de dovne akademikere, der klynger sig til København og Århus holder ikke. (Men hvornår har evidens måske gendrevet politisk behagelige myter?)

Alt dette efterlader stadig nogle spørgsmål om overproduktion af kandidater på nogle områder, ligesom det større spørgsmål om humanioras krise (som ikke kun er et problem i Danmark) også lurer i baggrunden. Men det er en historie til en anden gang.

Nytteaktivering

(Sammenskrivning af en tråd på Twitter fra 8/9)

Hvordan skal vi vurdere forslaget om nytteaktivering af indvandrerkvinder?

Et spørgsmål er hvilke erfaringer der er fra den eksisterende nytteaktiveringsindsats. Der er forsket i det, og resultaterne er … blandede.

Hvis målet er at nyttejobberne skal arbejde hårdt og lære at man ikke har nogen særlig social værdi som kontanthjælpsmodtager, ser ordningen ud til at være mislykket.

Bringer ordningen nyttejobberne tættere på arbejdsmarkedet? Det er et godt spørgsmål.

Men: Sandsynligvis er vores kriterium det forkerte. Vi spørger ud fra en antagelse om aktivering skal forbedre borgernes kvalifikationer. Men det er ikke, og har aldrig været, aktiveringsordningernes centrale mål.

Her skal man se på to effekter, der længe har optrådt i teorier om og studier af aktivering: Sorteringseffekten og motivationseffekten.

Sorteringseffekten handler om at få borgerne til at vende i døren. Tænk fx. på da Peter Brixtofte tilbage i 1980’erne indførte straksaktivering af unge, der søgte kontanthjælp. Det virkede – også selv om vi ikke er sikre på hvor de unge blev af. Men de befandt sig i hvert fald ikke på en offentlig ydelse. Og tanken var at man sorterede dem, der ikke havde åbenlyst behov for kontant understøttelse fra.

Motivationseffekten handler om at få borgere til at framelde sig en offentlig ydelse, når de nærmer sig aktivering. Hvor borgerne bliver af? Det er vi ikke sikre på, men de befandt sig i al fald ikke på en offentlig ydelse. Termen “motivation” kan virke noget orwellsk i sammenhængen, for der er tale om afskrækkelse.

Så forslaget om nyttejob til indvandrerkvinder ligger i forlængelse af en lang tradition for at anvende aktivering som et middel til at afskrække potentielle eller aktuelle modtagere af kontantydelser.

Hvor effektivt er det hele set i et større perspektiv? Det er et godt spørgsmål, for der er store diskussioner om aktiveringsindsatsernes effekter. Men det centrale er, at målet er afskrækkelse, ikke opkvalificering. Og det er det kriterium, vi skal bedømme nytteaktiveringen ud fra.

Førtidspension og ressourceforløb (1)

Siden førtidspensionsreformen fra 2013 har specielt ressourceforløbene været udsat for voldsom kritik. Mange historier har fokuseret på meningsløse forløb – man kan fx lave en søgning på “sengepraktik” – og alvorligt syge borgere der efter lange forløb, har fået tilkendt førtidspension kort før deres død. Beskæftigelsesministeriet ser dog situationen i et mere positivt lys, selv om evalueringer viser at der er plads til forbedring af arbejdet med langtidssyge.

Umiddelbart førte implementeringen af reformen til et kraftigt fald i antallet af tilkendte førtidspensioner, men i et længere perspektiv er spørgsmålet, om reformen har ført til et større udbud af arbejdskraft, eller om man står med en ophobning af nye førtidspensionister, som blot har været tvunget ud i en lang omvej i ressourceforløb, inden de kunne få tilkendt pension.

Sandheden er nok mere kompleks, og en evaluering af førtidspensionens og ressourceforløbenes effekter kræver omfattende studier af data samt forløbsundersøgelser, men en hurtig gennemgang af statistikken og fortællingerne om ressourceforløbene kan belyse problematikken om ressourceforløbene. I denne post vil jeg se på lidt grundlæggende statistik om førtidspension og ressourceforløb.

Figur 1

Gennem Statistikbanken kan man finde data for antallet af førtidspensionister siden den oprindelige ordning blev indført som erstatning for invalidepensionen (og enkepensionen) i 1984. Der er nogle inkonsistenser mellem de tre tidsserier, men overordnet kan vi sige, at antallet af førtidspensionister steg fra 1984 til 1994 for derefter at stagnere. Stigningen var i og for sig ventet – førtidspensionen var en bredere ordning end invalidepensionen, ligesom arbejdsmarkedet var presset i slutningen af 1980’erne. Man kan også se, hvordan det kraftige fald i antallet nytilkendte pensioner efter 2013 afspejler sig i det samlede antal pensionister. Faktisk ser vi tendenser til et fald i antallet af pensionister allerede fra slutningen af 1990’erne – muligvis har praksis i tilkendelserne ændret sig i takt med udviklingen på arbejdsmarkedet, ligesom andre ordninger kan have substitueret pensionen for dele af målgruppen.

Figur 2

Databasen i jobindsats.dk giver mere detaljerede tal om førtidspensionisterne. Helt som forventet førte pensionsreformens implementering til et kraftigt fald i antallet af nye pensionister de første år efter 2013, men efter det første chok er vi nu tilbage på noget, der minder om niveauet før pensionsreformen og indførelsen af ressourceforløbene.

Figur 3

Ser vi på hvorfor borgere tilkendes førtidspension, har det hele tiden været psykiske lidelser og forskellige typer af sygdomme i bevægeapparatet (knogler, muskler og bindevæv), som stod ud som de største grupper, målt efter hoveddiagnose.* Diskussionen om de såkaldte sengepraktikker er mest relevant for den sidste gruppe, mens situationen for borgere med psykiske sygdomme måske har fået mindre opmærksomhed.

(*Man skal her være opmærksom på at der er tale om hoveddiagnoser. En borger kan altså sagtens høre hjemme i flere grupper samtidigt, ligesom afgrænsningen mellem grupperne ikke nødvendigvis er knivskarp over tid)

Figur 4

Man kan illustrere udviklingen for undergrupperne på lidt forskellige måder. Figur 4 viser, at andelen af borgere med psykiske lidelser som hoveddiagnose lå på omkring 50% af tilkendelserne inden 2013, men at den faldt til omkring 40% umiddelbart efter reformens ikrafttræden. Sagt lidt firkantet blev det relativt sværere at få førtidspension på grund af psykisk sygdom i årene efter 2013, men effekten er gradvis klinget af. I et kommende indlæg vil jeg se lidt mere på argumentationen omkring indsatsen for borgere med psykiske lidelser i forbindelse med reformen.

Figur 5

I figur 5 har jeg prøvet at beregne udviklingen i tildelinger for de forskellige grupper med udgangspunkt i status for 2004. For overskuelighedens skyld har jeg fremhævet de to største grupper. Man kan se, hvordan det specielt var gruppen med psykiske lidelser som hoveddiagnose, der drev udviklingen frem mod 2013. Både gruppen med psykiske lidelser og sygdomme i bevægeapparatet viser nogle kraftige fald efter 2013, og ud fra figuren bliver fokus på “sengepraktikkerne” mere forståelig, idet antallet af borgere med tilkendt førtidspension i gruppen med sygdomme i bevægelsesapparatet i årene efter reformen lå på 20-40% af hvad det havde gjort inden. Igen kunne man spørge om forholdene for gruppen med psykiske lidelser har været noget underbelyst.

Figur 6

Ressourceforløbene har fyldt meget i debatten om førtidspensionen, men der kan være grund til at bemærke at gruppen målt i antal fuldtidspersoner ikke er specielt stor – der er tale om 20.000-25.000 personer på heltidsbasis. Jeg har lagt antallet af sygedagpengemodtagere omregnet til fuldtidspersoner ind som perspektivering.*

(*Eftersom de fleste sygedagpengeforløb er forholdsvis korte, er antallet af borgere der modtager sygedagpenge i løbet af et år væsentligt højere)

Figur 7

Ser man på antallet af førtidspensionister i forhold til arbejdsstyrken – her er tanken at arbejdsstyrken gennem skatterne (direkte og indirekte) betaler de offentlige forsørgelsesydelser, er den politiske bekymring over førtidspensionen mere forståelig. Inden reformen svarede antallet af førtidspensionister til cirka 9% af arbejdsstyrken – i årene efter reformen faldt andelen til lidt over 7% i 2018 for stå at stige igen i de seneste år, mens antallet af borgere i ressourceforløb ligger ret stabilt lidt under 1%.

Men sammenfattende kan man sige, at førtidspensionsreformen fra 2013 var designet til at beskære antallet (og andelen) af førtidspensionister og samtidig øge udbuddet af arbejdskraft. Udviklingen i de seneste år rejser dog spørgsmålet, om (eller rettere: i hvilken udstrækning) de nye regler om tilkendelse af førtidspension og indførelsen af ressourceforløbene varigt har begrænset tilgangen til førtidspensionen og øget udbuddet af arbejdskraft. Jeg vil se på nogle af disse perspektiver i et senere indlæg.

Kilder: Statistikbanken og Jobindsats.dk

Uddannelse i 100 år: Fra et folk af ufaglærte til et broget mønster

Danmarks Statistik har offentliggjort den seneste opgørelse over befolkningens uddannelsesstatus. Grafen for perioden 2010-2020 giver et interessant indblik i, hvor dramatiske udviklingerne på uddannelsesområdet – og her specielt de kompetencegivende uddannelser – har været i de seneste årtier.

Når man ser grafen, skal man specielt være opmærksom på, at de ældste generationer på arbejdsmarkedet i 2010 var født i begyndelsen og midten af 1940’erne og uddannet i 1950’erne og første halvdel af 1960’erne. I 2020 er de ældste generationer født i første halvdel af 1950’erne og uddannet i 1960’erne og første halvdel af 1970’erne. Uddannelseseksplosionen har sat sine tydelige spor.

Det kan være sjovt at gå lidt længere tilbage i tiden. Tager man de forskellige opgørelser fra 1991 og frem, kan man se, hvordan arbejdsstyrken er gået fra at være overvejende ufaglært til at være domineret af faglærte og forskellige videregående uddannelser. For overskuelighedens skyld har jeg taget de yngste årgange (15-29 år) ud af figurerne – også med den tanke at vi ser noget der ligner den endelige fordeling, når folk er fyldt 30 år.

Figuren for 1991 viser et arbejdsmarked der er meget forskelligt fra det nuværende. Den typiske dansker årgang 1922 sluttede således sin formelle uddannelse med grundskolen, mens hans eller hendes børn, født i 1940’erne, typisk fik en erhvervsuddannelse. Her fandt der da også en kraftig udbygning af erhvervsskoleområdet sted i efterkrigstiden.

1991: Ældste generation er født 1922-1926
2001: Ældste generation er født 1932-1936
2011: Ældste generation er født 1942-1946

Der har været talt meget om erhvervsuddannelsernes krise de seneste år, og opgørelsen for 2020 viser da også, at antallet (og andelen) med erhvervsuddannelse som højeste uddannelse er faldet for de yngre generationer – her generationerne der er født i 1970 og senere. Til gengæld har vi set en vækst for de lange videregående uddannelser.

Så lidt forenklet kan man sige at hvis den typiske dansker årgang 1922 var ufaglært og årgang 1942 faglært, er billedet mere broget når vi ser på generationerne der er født i 1970’erne og 1980’erne: For de yngre generationer udgør faglærte og folk med mellemlange og lange videregående uddannelser næsten lige store andele af befolkningen på arbejdsmarkedet.

2020: Ældste generation er født 1951-1955

Danmarks Statistik har i øvrigt også opgjort den geografiske fordeling af uddannelsesniveauet. Her, som på mange andre områder, fremstår Vestsjælland og Lolland-Falster som et område, der afviger fra det generelle mønster i Danmark. Lokalt er der dog også bemærkelsesværdige forskelle – idet kommunerne omkring København bedst kan sammenlignes med kvarterer i Odense, Ålborg og Århus. Hvis man vil lave en helt retvisende sammenligning af kommunerne, bør man dog også tage forskellene i befolkningernes aldersmæssige sammensætning i betragtning.

Middelklassen, boligejere og selvstændige erhvervsdrivende

Inspireret af en diskussion om husejerskab – hvilket her også omfatter lejligheder – på Twitter, har jeg kigget lidt på tal om andelene af boligejere og selvstændige erhvervsdrivende. Som Christian Egander Skov påpegede har der i Danmark blandt borgerlige politikere været en indstilling om at husejerskab var en måde at skabe og fastholde en stabil, borgerlig middelklasse. Begrebet “ownership society” er vist møntet senere, men peger på opfattelsen, at et samfund hvor store dele af befolkningen ejer deres egen bolig har opsparing placeret i aktier, og tilsvarende, ville fremme borgerlige, individualistiske normer.

Tilsvarende ser man også beklagelser over at Danmark har udviklet sig til en lønmodtagerkultur – her med antagelsen at borgerne i et samfund med en stor andel af selvstændige erhvervsdrivende ville vise større initiativ til at løse økonomiske problemer uden statens mellemkomst.

Spørgsmålet er om der er en klar sammenhæng mellem husejerskab og selvstændighed på den ene side og økonomisk og social udvikling på den anden.

Ser vi på husejerskab – igen bredt defineret – viser Eurostats data at andelen af befolkningen der bor i ejerbolig er faldet gennem de seneste år. Vi kan også se at Danmark ligger noget under gennemsnittet i EU-28.

En kommentar til figuren er at et fald fra 68,7% i 2011 til 60,8% i 2019 virker meget stort. Spørgsmålet er om tallene er helt pålidelige i sig selv.

Billedet bliver i alle tilfælde mere broget, når vi ser på tallene fra de europæiske lande. Her ligger Danmark i gruppen med den relativt mindste andel bosatte i ejerboliger, men listen ledes af lande, vi normalt ikke vil sige er præget af en stabil middelklasse. Hvis der er en sammenhæng mellem individualisme og ejerskab, synes den snarere at være omvendt – velorganiserede lande med en stor middelklasse har en større andel af lejere. Det er Schweiz – middelklasselandet over alle – der har den højeste andel af lejere.

Måske er forholdet det, at et velorganiseret og stabilt juridisk system gør det lettere at være lejer, mens husejerskab kan være en fordel i situationer hvor det juridiske system er mere usikkert. Dertil kommer naturligvis strukturen i realkreditsystemet – her ser boligkarriererne traditionelt helt anderledes ud i Tyskland sammenlignet med Danmark og Sverige.

Som prikken over i’et kan man forresten påpege at lande som Kina og Cuba synes at have en ejerboligandel der er på højde med Rumæniens.

Ser vi på andelen af selvstændige erhvervsaktive, bliver billedet endnu mere forvirrende. Danmark ligger ifølge OECD’s data i den lave ende med 8,1% selvstændige – men denne andel er faktisk højere end andelen i USA, som sammen med Norge og Rusland (!) ligger lavest i OECD’s sample. I Europa er det lande som Italien og Grækenland – næppe kendt for økonomisk og politisk stabilitet eller velstand – der har den højeste andel af selvstændige. Schweiz og Storbritannien ligger her nogenlunde i midten.

Billedet er kort sagt forvirrende, men det er ikke utænkeligt at der er en generel sammenhæng mellem økonomiens produktivitet og organisering – store enheder er helt enkelt mere produktive end én- eller fåmandsvirksomheder.