Kød på kommunalvalget

Konstitueringsprocesserne efter danske kommunalvalg kan have deres specielle sider. Den nationale opdeling i rød og blå blok giver ikke altid mening på det lokale niveau, ligesom man kan se såvel partier som individuelle politikkere hoppe af forud indgåede aftaler for at opnå attraktive poster.

Omvendt kan landspolitiske emner også slå igennem i lokalpolitikken, og her har Dansk Folkeparti haft en vis evne at få udbredt partiets anti-muslimske dagsorden lokalt. Et eksempel har været kravet om at servering af svinekød skulle være obligatorisk i kommunale institutioner, hvilket DF fik gennemført med støtte fra Venstre i Randers i 2016. Allerede i 2015 kunne DF dog notere tilsvarende sejre i de københavnske forstadskommuner Rødovre, Ishøj og Herlev med støtte fra Socialdemokratiet. Forbudet mod kønsopdelt svømning i Århus skyldtes et initiativ fra Venstre, støttet af Socialdemokratiet, og også her var den anti-muslimske vinkel tydelig, idet forbudet blev koblet til diskussionen om radikalisering i dele af de århusianske indvandrermiljøer. (Forbudet kunne dog kun dække offentlige svømmetider og ikke private foreninger)

Der er imidlertid tegn på at DF skyder fronterne frem i forbindelse med det kommende kommunalvalg. I Horsens og senest Odsherred kommune har DF gjort det til et vilkår for at indgå en konstitueringsaftale, at aftalepartnerne støtter et totalt forbud mod indkøb af halalslagtet fjerkræ og oksekød. Såvel V’s som S’s borgmesterkandidat i Horsens har foreløbig afvist kravet, mens V’s kandidat i Odsherred har udtalt støtte til DF.

Kampen mod religiøs slagtning har længe været en mærkesag for DF på landsplan, idet motiveringen generelt har været hensynet til dyrevelfærd. Argumentationen svækkes dog af at dyr der slagtes i Danmark, skal være bedøvet inden slagtningen. Man kan her i øvrigt notere at Venstre med støtten til hahalforbudet i Odsherred bringer sig selv i en krydspressituation, idet partiet traditionelt har meget tæt forbindelse til landbruget og dermed fødevareproducenter og slagteribranchen, hvor salget af specielt fjerkræ til Mellemøsten spiller en vis rolle for eksporten. Et sideargument fra DF har været at slagteribranchen ved at betale imamer for velsignelser af slagtet fjerkræ er med til at finansiere religiøs ekstremisme og voldelige regimer i Mellemøsten. Det har dog aldrig været muligt at påvise sådanne pengestrømme.

Når dyrevelfærd falder bort som en reel grund for DF’s kamp mod halalslagtninger, kan man spørge hvilke motiver der så ligger bag partiets politik. I den decideret islamofobe del af den politiske debat kan man støde på forestillingen om at den religiøse velsignelse på en eller anden måde forurener kødet, så ikke-muslimer så at sige inficeres med muslimsk tankegods. Det rene (kristne) kød stilles over for det urene, muslimske. I en vis forstand kan man her se en spejling af nogle religiøse forestillinger, som vil være uforståelige, men irrelevante i dagligdagen for sekulære eller traditionelt kristne. Forestillingen har paranoide elementer og det kan umiddelbart virke mærkeligt at den kan spille en rolle i nutidig, praktisk politik. På den anden side skal man ikke se bort fra at den anti-muslimske strømning i europæisk politik bygger på et mere eller mindre diffust ubehag ved mødet med det ukendte og fremmedartede, snarere end på en systematisk vurdering af indvandringens og integrationspolitikkens konsekvenser.

Det interessante er i alle tilfælde, at dele af Venstre er villige til at imødekomme DF på dette område. Man kan her pege på at partiet også nationalt viser tegn på splittelse mellem fraktioner der står DF nært idémæssigt, og andre fraktioner der står på et socialt liberalt udgangspunkt. Office seeking, eller opportunisme, om man vil, spiller naturligvis også en rolle her.

Det kan blive mere spændende at følge Socialdemokratiets håndtering af tilsvarende DF-krav ved de kommende kommunale konstitueringer, idet partiet nationalt i det seneste år tydeligt og bemærkelsesværdigt i integrationspolitikken har bevæget sig i retning af anti-muslimsk retorik og standpunkter. Anti-halal-vedtagelser kunne være en enkel måde at omsætte partiets afstandtagen til kommunal politik.

Apropos rejser

Det skal faktisk siges til Søren Pinds ros at han ikke har snakket om Harvard, Yale og Stanford i tide og utide. Men jeg blev mindet om et rant fra februar 2016 hvor Esben Lunde Larsen (remember?) havde været på banen:

Hver. Eneste. Gang.

Hver. EVIG. Eneste. Gang…

Ny uddannelsesminister. Ny uddannelsesminister skal markere sig. Ny uddannelsesminister der får den geniale og originale idé at USA’s eliteuniversiteter skal være inspirationskilde for danske universiteter. Stor delegation til de samme tre-fire universiteter efterfulgt af varm luft ved hjemkomsten.

Så skal vi ikke lige tage de basale fakta:

1. Eliteuniversiteterne (top research universities i US lingo) dækker måske 5-10% af sektoren

2. Eliteuniversiteterne har et meget begrænset antal studerende og en lav studerende/underviser-ratio

3. Eliteuniversiteternes fokus ligger på postgraduate niveau – svarende til vores kandidat- og phd-niveau

4. Eliteuniversiteterne er ofte private og har store endowments/formuer

Kort og godt: Forskningen og de meget snævre uddannelser ER VELFINANSIEREDE.

Og – alt taget i betragtning – præsterer de danske universiteter faktisk allerede meget godt i en international sammenligning.

Det amerikanske system for højere uddannelse er meget differentieret, så man har top research universities, research universities og colleges på en lang række niveauer – svarende fra vores bacheloruddannelser på universitetsniveau over professionshøjskoler til erhversakademier.

Og hvis Ministeren gad – men det tror jeg nu ikke han gør – så kunne han jo sætte sig ind i debatten om liberal arts colleges problemer, for slet ikke at tale om problemet med timeansatte undervisere, der skal pendle mellem 3-4 arbejdspladser for at skrabe et udkomme sammen. Hvordan passer det med kvalitet i højere uddannelse, Minister? Hvordan?

*sukker dybt*

Men for lige at slå budskabet fast endnu en gang: Hvis politikere vil tjene hurtige points på sammenligne det danske uddannelsessystem med udenlandske, vil jeg sætte stor pris på at de gennemfører en systematisk og fuldstændig sammenligning, og ikke bare plukker lidt her og der.

Assimilation og integration

Denne gang en note jeg skrev i 2015 efter at have læst Andreas Johansson Heinös Farväl till Folkhemmet. Det ser ud som om det ville være værd at genlæse bogen – og at danske politikere forholdt sig mere principielt til de ord de slynger rundt med:

Et par tanker om Andreas Johansson Heinös læseværdige bog om Sverige som indvandringsland:

1. Titlen kan godt være en smule forvirrende – de fleste vil nok umiddelbart associere “folkhem” med velfærdsstat og så notere at det er Timbro (inspiration for Cepos herhjemme) der har udgivet bogen, men det handler altså mere om det område vi lidt uklart kalder integrationspolitik. Man kan sige at spørgsmålet er hvilket folk Sverige skal være hjem for.

2. Hvis man ikke har fulgt den svenske debat via danske medier i stedet for direkte, kan man som dansker godt tro at svenskere enten alle er multikulturalister eller at indvandringsdebat er tabu i Sverige. Det er forkert, og bogen handler i forlængelse af Heinös tidligere bog “Gillar vi olika”, dels om hvordan man teoretisk kan håndtere integrationsspørgsmålet, dels om hvordan de svenske partier har håndteret spørgsmålet siden 1960’erne.

3. Kvantitativt har indvandringen til Sverige været større end til Danmark, men positionerne i debatterne i de to lande har faktisk en del paralleller. Det kan være værd at bemærke, at det svenske socialdemokrati ligesom det danske har haft meget svært ved at finde sine egne ben – som dansk læser genkender man umiddelbart konflikterne mellem Vestegnsborgmestrene (assimilationspolitik) og Auken-fløjen (multikulturalisme) i de svenske eksempler. Forskellen er at multikulturalisterne nu er marginaliseret i det danske Socialdemokrati, mens det svenske parti stadig kæmper med at finde sine egne ben.

4. Samtidig har svensk officiel politik flyttet sig meget siden 1970’erne: Fra en ekstremt assimilationspræget politik (der lige nøjagtigt åbnede plads for samerne) til – tjah, hvad: Integrationspolitik, multikulturalisme eller noget tredje? Måske er muddling through den bedste beskrivelse?

5. Det var Alliansen og Miljöpartiet der gennemtrumfede en mere liberal indvandringspolitik i 2000-tallet. (Hvilket forresten brød en gammel borgfred mellem S og M på området. Man kan måske sige at Svend Auken tilsvarende fik åbnet en panoras æske i samarbejdet med RV om flygtningepolitikken, hvilket den politiske overkyniker Erik Ninn-Hansen var hurtig til at udnytte. Ninn-Hansen tabte ganske vist slaget, men vandt i praksis krigen).

6. Såvel assimilationspolitikken som multikulturalismen kan hurtigt få sig malet ind i alvorlige modsigelser. Et klassisk eksempel er at multikulturalismen – sagt lidt kort – de facto fornægter eller legitimerer undertrykkelse, så længe den kan siges at være kulturelt forankret i grupper der kategoriseres som diskriminerede. Her er vi i øvrigt inde på det centrale problem om konflikten mellem individuelle og kollektive rettigheder (og det er fordi Heinö advokerer et liberalt syn på rettigheder, at bogen kommer hos Timbro): Hvis rettigheder er det der skal beskyttes i et mere heterogent samfund? (Og politiske teoretikere vil her melde sig på banen med en diskussion af forudsætningerne for samfundsmæssig solidaritet)

6a. Omvendt har det svenske samfund – ligesom det danske – forandret sig så meget i de seneste årtier, at assimileringsfortalerne anvender værdier, de egentlig er imod, som argumenter i kampen mod indvandring.

7. Heinös løsning er koblet til en højnelse af det formelle medborgerskabs (altså, statsborgerskabets) status, blandt andet gennem sprogtest og medborgerskabsceremonier. Det er nok mere USA end Danmark som er inspirationen her.

Det er komplicerede sager, og jeg er ikke helt overbevist om at Heinö har fundet den tilstrækkelige løsning i spørgsmålet om integration, men både Farväl til folkhemmet og Gillar vi olika er trods de svenske referencer genkendelige for danskere og peger på en position, jeg lidt savner i en polariseret og meget identitetsbaseret debat.

Helle Thorning som statsminister

Facebook meddeler mig at jeg i 2015 med anledning af et interview med Søren Mørch skrev et opslag om Helle Thorning-Schmidts indsats som statsminister. Jeg synes faktisk vurderingen holder:

Mørch har en betydelig underholdningsværdi, fordi han gerne udtaler sig arrogant og farverigt. Spørgsmålet er om han rammer rigtigt.

Mit perspektiv vil være følgende:

1. Det lykkedes for Thorning at holde Socialdemokratiet samlet, trods en besværlig parlamentarisk situation. Vi kan sammenligne med SF og RV der begge blev ramt af splittelser i valgperioden 2011-2015.

2. Som leder tabte Thorning to valg og vandt et tredje. Det mislykkedes for hende at genvinde regeringsmagten (trods fremgang i 2015).

3. Thornings store handikap blev policyen – eller omsætningen af Socialdemokratiets ideologiske mål til praktisk politik. Jeg har i anden sammenhæng sammenlignet Thorning med Hilmar Baunsgaard der blev statsminister på et løfte om at stoppe den offentlige sektors vækst. Det gik ikke så godt – Baunsgaards uformåenhed og splittelserne i RV og KF var en del af forklaringen, men han måtte også agere i en tid hvor den socialdemokratiske model var i sit zenit. Tilsvarende er de politiske konjunkturer i 2010’erne helt orienteret med reform- og sparepolitik. I det hele taget er 2010’erne Socialdemokratiets og den reformistiske venstrefløjs nadir.

4. Parlamentarisk fik Thorning gennemført en hel del reformer. Man kan jf. pkt 3 diskutere hvor socialdemokratiske de var, og specielt Bjarne Corydon var spektakulært dårlig til at sælge dem overfor vælgerne. Det er ikke helt forkert at sige at regeringen kom til at fremtræde som Finansministeriets politiske arm.

Efter 12-skalaen bliver det et svagt 7-tal.

Løkkes åbningstale 3/10 2017

En meget hurtig sammenfatning baseret på en gennemlæsning af teksten på regeringen.dk

Først og fremmest er teksten på grænsen til at være ulæselig – man har næsten på fornemmelsen af at talen er skrevet efter et cut-up-princip med løsrevne ord og sætninger, men som en kommunikationsekspert skriver på Twitter, er den social medie-venlig. Hvis jeg gik mere systematisk gennem teksten forventer jeg at jeg ville se en masse påstande, hvor præmisserne enten mangler eller er stærkt ufuldstændige. Husk på at manden har næsten en time til sin rådighed.

Dernæst passer det indhold der trods alt findes, ret godt ind i en traditionel højre-skabelon: Fokus er på skattelettelser (“det skal kunne betale sig at arbejde”og “passiv offentlig forsørgelse”-mantraene) sammen med en fremhævning af at det går økonomisk godt for Danmark. Det eneste store offentlige område der prioriteres generelt, er sundhedsområdet hvor Løkke lover en sammenhængsreform. Derudover behandles integration og sociale problemer grundlæggende som retspolitiske problemer, inklusive hvad der liger en de facto-sænkning af den kriminelle lavalder til 12 år.

Uddannelse og forskning framer Løkke i talen som en opgave for erhvervslivet og i hvis udstrækning arbejdsmarkedets parter.

Internationalt prioriteres militær og sikkerhedspolitik over EU. Det er ikke så overraskende at Løkke igen afviser tanker om udvikling af EU – det er et standpunkt der holder indenrigspolitisk, men som kan give problemer i en europæisk sammenhæng. Brexit tages kun op i en bisætning, hvis nogen undrer.

Omtalen af regeringen som Danmarks grønneste vil sikkert vække en del munterhed i de kommende dage, men det er naturligvis interessant at han trods alt føler sig nødsaget til at tage temaet op.

Hvis man vil more sig med forudsigelser for det kommende folketingsår, bliver det spændende at se hvordan regeringen får skruet et skatteudspil der er acceptabelt for DF, sammen. Vi er inde i tredje omgang i denne valgperiode nu. Alt andet bør kunne klappes af med DF eller i nogle tilfælde S.

Organisatoriske valfarter

Oprindelig publiceret på Medium 1. november 2016

Inspireret af denne artikel i Altinget om at Ontario nu er stedet alle danske kommuner bare skal besøge

http://www.altinget.dk/artikel/kommunalpolitikere-og-embedsmaend-valfarter-paa-studieture-til-canada

Kommunalpolitikeres og embedsmænds rejser har altid været et kært emne for medierne, men jeg spørger mig selv om ikke Altinget helt tilfældigt rammer noget centralt ved at kalde rejserne til Ontario (som er dette års forbillede i skolepolitikken) for valfarter.

Normalt fokuserer medier på det vi kan kalde “rødvinsaspektet” – altså at politikere og embedsmænd nyder privilegier på borgernes bekostning, men det er næsten det mindst interessante i sammenhængen. Det virkelig problematiske er at valfaterne afspejler en meget almindelig, men uhensigtsmæssig form for organisatorisk læring.

Den første pointe er at alle rejser det samme sted hen, rejsemålet varierer bare over tid: I 1990’erne var det New Zeaeland, så Finland og nu Canada. Det er ikke sandsynligt at en stat skulle have knækket alle skolepolitikkens problemer, så der er snarere tale om en variant af den traditionelle fejl i læring, hvor man identificerer nogle påståede vindere (teknisk: selektion på den uafhængige variabel kombineret med anekdotisk evidens) og påstår at forbedre sig ved at efterligne dem.

Hvilken funktion fylder rejserne, hvis vi nu antager at politikere og embedsmænd ønsker at forbedre en eller anden virksomhedsgren?

En mulighed er at rejserne skal legitimere de politikere og embedsmænd, som har deltaget, over for underordnede og borgere. Modstand mod nye forslag kan besvares med argumentet: “Jeg har været i [dette års rejsemål] og har set at det fungerer.” Her går legitimeringsfunktionen primært på de deltagende personer, og mindre på de foreslåede tiltag.

En anden mulighed er, at politikere og ledende embedsmænd føler et behov for at tilpasse organisation og praksis til de herskende tendenser. Her vil logikken være noget i stil med: “Man skal følge best practice” – “[dette års rejsemål] er best practice” – “hvis jeg ikke har været i [dette års rejsemål] fremstår jeg ikke som en repræsentant for best practice”. Det kan muligvis virke sært, men pointen er her at politikere og embedsmænd føler sig presset til at besøge [dette års rejsemål] og importere løsninger for at opretholde den ydre legitimitet.

En yderligere komplikation består her i at de ydre aktører, politikere og embedsmænd skal legitimere sig overfor, ikke er borgere og professionelle, men Finans- og Undervisningsministerierne med tilhørende styrelser og tilsynsorganer.

Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre

Oprindeligt publiceret på Medium hhv. 12. februar og 26. februar 2017

Et par korte tanker siden Carsten for længere siden end jeg bryder mig om at tænke på, spurgte om mine tanker angående Ræsons interview med Bo Lidegaard om Socialdemokratiets politiske kurs.

Det første spørgsmål handler efter min opfattelse om relationen mellem S og R. Her siger Lidegaard følgende:

Der er et problem, men jeg vil bare minde om, at det, som har været fælles tankegods imellem Radikale Venstre og Socialdemokratiet hele vejen, er en villighed til at tage ansvar for en socialt afbalanceret vækstpolitik. Den ansvarlighed, reformiver og lyst og vilje til at udvikle velfærdsstaten er noget, de to partier har til fælles. Næsten alle store reformer i dansk økonomisk og social politik er blevet til i et samarbejde mellem de to partier.

Forholdet er noget mere kompliceret. Ser vi på den politiske historie siden R’s dannelse i 1905 tegner der sig et mønster af konflikter og koalitioner. De radikale regeringer 1909–10 og 1913–20 var selvfølgelig aldrig blevet dannet uden socialdemokratisk støtte og R var det åbenlyse støtteparti da S dannede sin første regering i 1924. Omvendt var det også R der væltede regeringen i 1926, på grund af uenighed om den økonomiske politik.

Historikere har her påpeget at der hos de radikale altid har været en splittelse mellem en fløj der orienterede sig mod Socialdemokratiet (P. Munch var den første store talsmand for denne linje), og en fløj der ønskede at R skulle stå frit og søge den størst mulige indflydelse (Ove Rode var en central figur i denne linje), hvilket kom til udtryk i det konfliktfyldte forhold mellem S og R i 1920’erne. Socialdemokratiet kan her muligvis være taknemmelige for at V under Th. Madsen-Mygdals reelle og formelle ledelse valgte en konfliktsøgende, agrar linje.

Under Stauning-regeringen fra 1929–40 var den økonomiske politik et mindre problem internt – her gik konflikterne i stedet på det retspolitiske og det forsvarspolitiske område, hvor S lagde større vægt end R på at mobilisere politi og efterretningsvæsen i kampen mod ekstreme bevægelser, ligesom S tidligere end R forlod den pacifistiske linje.

Efter 2.verdenskrig kan man pege på at R i flere tilfælde havde foretrukket en V-regering for en S-regering, havde det ikke været for partiets modvilje mod at se KF i regering. Regeringsdannelsen i 1957 står som det centrale eksempel her, men den radikale ledelses modvilje mod Hans Hedtoft er også velkendt.

Perioden fra cirka 1966 til 1992 rummer en række paradokser. R støttede ganske vist socialdemokratiske regeringer mellem 1975 og 1982, men partiet viste en grundlæggende præference for et borgerligt samarbejde på det økonomiske område. Dette gav udslag i VKR-regeringen 1968–71 og støtten til de forskellige Schlüter-regeringer mellem 1982 og 1993. Omvendt foretrak R på det som i dag er kendt som den værdipolitiske skala (eller GAL-TAN for at tale statskundskabssprog) samarbejdet med S – der så også på flere områder var placeret anderledes i 1970’erne og 1980’erne end i dag.

Det er således egentlig først med dannelsen af Poul Nyrups første regering i 1993 at R i moderne tid bliver en fast part i det man med 2000-tallets udtryk kan kalde den røde blok – dog sådan at partiet fik trukket KrF og CD med i regeringen. SF var og er i radikale øjne økonomisk upålideligt. Således fortsætter R fra 2001 som et udpræget oppositionsparti – hvilket i nok så høj grad kan skyldes samarbejdet mellem VK-regeringerne og DF. På det økonomiske område er der siden 2009 en vis affinitet mellem R under Margrethe Vestager og senere Morten Østergaard og V under Lars Løkkes ledelse. Sabotagen af S og SF’s arbejdsmarkedspolitik med støtten til efterløns- og dagpengereformerne kan ses som det yderste udtryk for denne linje. I en vis forstand er det Ove Rodes tanker der har vundet, også selv om de ydre forhold har gjort R til en fast del af den røde blok.

Nu er dette dansk politik, og derfor er der yderligere faktorer som komplicerer sagerne, i spil. R’s liberale baggrund har altid haft betydning inden for retspolitikken, hvilket kan forklare nogle af knasterne i samarbejdet mellem R og S. I en vis forstand kan man måske argumentere for at S siden 1990’erne er vendt tilbage til en mere kollektivistisk orienteret retspolitik med fokus på samfundets homogenitet og sikkerhed snarere end på individuelle rettigheder. I det perspektiv er konflikterne på udlændingeområdet snarere en ny udgave af konflikter der går tilbage til mellemkrigstiden end udtryk for en ny konfliktlinje mellem de to partier.

Samtidig er dette en analyse som har fokuseret på det parlamentariske niveau – og i vis udstrækning R’ interne arena. Partiets position på vælgerarenaen skaber nemlig nogle alvorlige dilemmaer for R’s ledelse. Valget i 1990 kan tjene som det første eksempel: Her led Niels Helveg Petersen et alvorligt nederlag efter at han havde ført R ind i en regering med KF og V. Kort fortalt ønskede partiets vælgere et klart fokus på samarbejde til venstre, og vælgermæssigt har R siden 2001 klart været placeret i rød blok. Dette sætter grænser for partiledelsens muligheder for at skabe et fast samarbejde med V.

Citat Bo Lidegaard:

Velfærdsstaten er udviklet som et instrumentarium til at få så mange som muligt til at arbejde så meget som muligt så højt oppe af værdikæden som muligt

Det er ikke svært at genkende Ove Kaj Pedersens Konkurrencestat bag Bo Lidegaards definition af velfærdsstaten. Citatet indeholder naturligvis også en polemik mod opfattelsen af velfærdsstaten som et instrument til omfordeling:

Det er som om, at der i de senere år har bredt sig en opfattelse af, at velfærdspolitikken først og fremmest er socialpolitik, at velfærd handler om, hvad vi kan gøre for hinanden i forhold til overførselsindkomster.

Dette fører igen til påstanden om at reformer historisk og i nutiden skal forstås som en produktudvikling (Lidegaards udtryk), hvis formål er at øge den danske konkurrencedygtighed i en globaliseret verden. Man kan i øvrigt her bemærke at der sker et niveaumæssigt skift hvor staterne, og ikke virksomhederne, bliver de centrale aktører i den internationale økonomi. Tilsvarende forsvinder sociale klasser og for den sags skyld også individerne ud af den politiske og økonomiske analyse.

Spørgsmålet er i alle tilfælde om produktudviklingsmodellen er en korrekt forståelse af Socialdemokratiets politik i et historisk perspektiv. Som altid er fortællingen mere kompliceret end som så når man prøver at brede perspektivet ud både historisk og tematisk.

Socialdemokratiets historiske baggrund er i den reformistiske socialisme. Man kan her bemærke at det store skisma mellem revolutionære og reformister i det sene 1800- og tidlige 1900-tal ikke handlede om hvorvidtden kapitalistiske samfundsorden på et tidspunkt ville overgå i en socialistiske men hvordan overgangen skulle ske: Gennem en eller anden form for revolution (enten ved at gribe chancen når den livstruende krise viste sig eller ved aktivt at fremskynde sammenbruddet) eller gennem gradvise reformer af den kapitalistiske økonomi og politik. Man kan her også tænke på at selv de skandinaviske og anglosaksiske lande langt op i tiden formelt opererede med klasseskel når det gjaldt politiske, sociale og økonomiske rettigheder. En af de væsentlige socialdemokratiske målsætninger var at overvinde disse skel.

Kampen om stemmeretten blev i Danmark vundet med grundloven af 1915 men arbejdsretten og de forskellige sociale sikringssystemer opererede stadig med forskellige rettigheder for arbejdere og funktionærer. I en vis forstand skal man helt frem til indførelsen af de generelle arbejdsmarkedspensioner i 1990’erne før der var noget nær en gennemført ligestilling mellem arbejdere og andre grupper i Danmark.

Dette perspektiv leder naturligvis vejen til T.H. Marshalls diskussion af forskellige typer af rettigheder – en diskussion, som via Richard Titmuss blev ført videre af Gøsta Esping-Andersen i hans analyse af velfærdsstatsregimer. Det centrale begreb hos Esping-Andersen var dekommodificering hvilket kort kan oversættes til den udtrækning, en persons politiske, sociale og økonomiske rettigheder ikke er knyttet til hans eller hendes position på arbejdsmarkedet.

På den anden side er det også klart at Socialdemokratiets generelle politik, ikke mindst siden 1945, samtidig har sigtet mod at fremme den generelle velstandsudvikling. Dette har regelmæssigt givet anledning til konflikter i dele af fagbevægelsen, startende med opgørene om rationaliseringspolitikken i 1950’erne. Tilsvarende kan man se 1960’ernes socialpolitik i et dobbelt lys: På den ene side tilstræbte den en udligning af de forskellige befolkningsgruppers sociale og økonomiske rettigheder, på den anden side var den også orienteret mod revalidering og en aktiv indsats over for de mennesker der enten var faldet eller stod i fare for at falde ud af arbejdsmarkedet. Endelig har uddannelse af arbejdsstyrken i hele perioden siden 1945 været et centralt element i socialdemokratisk arbejdsmarkedspolitik – om ikke andet, så fordi parti og fagbevægelse var opmærksomme på at ufaglærte fik det stadig sværere på et arbejdsmarked der i mindre udstrækning efterspurgte manuelt arbejde.

Det store dilemma for Socialdemokratiet siden 1980’erne kan nok bedst beskrives sådan, at hvor reformer før 1980 indebar en udvidelse af sociale og økonomiske rettigheder, ligesom reformer kunne ses som en forudsætningfor den fortsatte udvikling af økonomien, har reformer efter 1980 fået en anden betydning: Nu ses sociale og økonomiske rettigheder – og her specielt arbejderklassens rettigheder – som en hindring for økonomiens udvikling.

Det radikale perspektiv er noget anderledes, specielt efter at problemerne med stemmeretten og Landstingets status blev løst. På det økonomiske område har Det Radikale Venstre historisk været kendetegnet af en spænding mellem et ønske om at bryde store produktionsenheder op i mindre, uanset de makroøkonomiske konsekvenser – dette var specielt tydeligt i landbrugspolitikken hvor de radikale også efter at de små jordbrug havde mistet deres økonomiske bæredygtighed holdt fast ved husmandspolitikken, men selv op i 1970’erne finder man en tydelig tro på at små virksomheder skal bære den danske økonomi frem – og en orientering mod den til enhver tid gældende økonomiske ortodoksi, uanset dens konkrete indhold.

Det faldt således ikke partiet svært at antage 1960’ernes velfærdspolitik, så længe den var hyldet i teknokratiske klæder, eller at skifte fra en efterspørgsels- til en udbudsorienteret økonomisk politik i 1980’erne, når de akademiske vinde – og budskaberne fra OECD – skiftede. Med landmændenes og de mindre erhvervsdrivendes stadig faldende indflydelse hos Det Radikale Venstre kan man også siden 1970’erne se en bevægelse hvor den statslige – og her især den finansministerielle – logik bliver politikkens egentlige udgangspunkt. Den partipolitiske opgave bliver herefter at formidle den statslige politik til vælgerne. Med Richard Katz og Peter Mairs begreb kan man i nyere tid tale om Det Radikale Venstre som det prototypiske kartelparti, hvor Socialdemokratiet stadig søger at håndtere dilemmaet mellem massepartiet og kartelpartiets logik.

Den radikale tilgang til aktiveringslinjen rejser en række spørgsmål. For at tage et enkelt: Skyldtes skiftet til en pligtbaseret politik i slutningen af 1980’erne i større udstrækning et fokus på risiciene for marginaliserede grupper i kontanthjælpssystemet eller et fokus på a-kassemedlemmernes angivelige privilegier? (Bo Lidegaard viger elegant uden om det faktum at Det Radikale Venstre historisk har været næsten lige så skeptiske over for fagbevægelsen som Venstre. Her gemmer sig en konfliktlinje mellem S og RV).

I den forbindelse kan man også spørge om partiet har været i stand til at give et generelt svar på hvordan forholdet mellem politiske, økonomiske og sociale rettigheder burde være for alle grupper i samfundet, eller om fokus de sidste 30 år helt har ligget på den makroøkonomiske politik, mens rettighedsdiskussionen så er blevet forbeholdt udlændingeområdet.

Men for at sammenfatte: Spørgsmålet om rettigheder i velfærdsstaten går, specielt for Socialdemokratiet, væsentligt dybere end blot spørgsmålet om overførselsindkomster, og velfærdsstaten er i dette perspektiv mere end blot et redskab til udvikling af de menneskelige produktionsfaktorer. Vi kan imidlertid konstatere at hvor udbredelsen af politiske, økonomiske og sociale rettigheder frem til 1980’erne kunne kombineres med en generel vækstpolitik, er rettigheder og vækst i nyere tid sat mod hinanden. Det Radikale Venstre har, kort sagt, løst dilemmaet ved at fokusere på produktionsfaktordelen og skyde rettighedsdiskussionerne over på en anden politisk arena, mens Socialdemokratiet kæmper med at forene de to mål.

Kostede de radikale rød blok valgsejren i 2015?

Oprindelig publiceret på Medium 23. oktober 2016

Det er i al fald det budskab Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen forsøger at accepteret. Argumentet er, kort sammenfattet, at RV ved at stå hårdt på dagpengeforliget fra 2010 tilføjede Socialdemokratiet et nederlag allerede ved regeringsdannelsen og tvang regeringen ud i en lang række ineffektive tiltag, der skulle holde folk der faldt ud af dagpengesystemet væk fra kontanthjælpssystemet. Konsekvensen var at røde vælgere i 2015 gik til Dansk Folkeparti.

Man kunne her ønske at de danske medier havde kontrolleret Frederiksens påstand mod resultaterne af valgundersøgelsen af 2015-valget, hvis første resultater netop er udkommet i bogform. I denne note bryder jeg så også mod ønsket – jeg har bogen, men har ikke fået den læst endnu, så dette bygger på nogle mere generelle overvejelser.

For det første er det et faktum at rød blok samlet tabte valget i 2015, mens Dansk Folkeparti var den største vinder målt i stemmer. S kunne altså have en kraftig motivation til at forsøge at hente vælgere fra DF. Hvis vi bryder blokkene ned i deres bestanddele, bliver billedet noget mere kompliceret. Den mest principielle og konsistente modstander af dagpengeforliget fra 2010 var Enhedslisten, som da også gik frem ved valgene i 2011 og 2015, men hvis dagpengeforliget havde været den afgørende faktor kunne vi have forventet at S og SF også var gået frem, eller i det mindste havde holdt skansen ved valget i 2011. I stedet var det RV som sammen med EL gik frem, og nok så væsentligt i den parlamentariske logik var det RV der sad på den afgørende medianlegislator mellem 2011 og 2015.

Frederiksen klager over at RV ikke gav plads til og viste respekt for S. Her bliver situationen mere kompliceret: Radikale politikere kan pege på at S (og ikke mindst SF) måtte bøje sig for RV i den økonomiske politik, mens RV måtte give køb på flere dele af flygtninge- og indvandringspolitikken.

Dette betyder ikke at RV’s position i den økonomiske politik i perioden efter 2008 er uinteressant eller uproblematisk. Sagt kort, lagde RV under Margrethe Vestager og senere Morten Østergaards ledelse sig tæt op ad den økonomiske ortodoksi som bestemte den økonomiske politik i den Økonomisk-Monetære Union. Her er det vigtigt at dagpengereformen i 2010 var en del af et større økonomisk indgreb der langsigtet skulle stramme finanspolitikken, fordi man i ØMU’en frygtede store statslige underskud og stigende inflation. Resultatet var at et svagt opsving blev erstattet af flere års stilstand i økonomien. I første omgang blev RV dog vindere, idet valget i 2011 som det første i 2000-tallet blev domineret af en økonomisk dagsorden.

Man kan også se på beskæftigelsesstatistikken og bemærke at perioden fra 2010 til efteråret 2014 var præget af en meget svag udvikling på arbejdsmarkedet. Vi skal frem til årsskiftet 2014–2015 før vi igen ser en positiv udvikling i erhvervs- og beskæftigelsesfrekvenserne. Man kan diskutere årsag og virkning, men stramningerne i finanspolitikken og beskæftigelsespolitikken – hvor RV var en drivende kraft i at omsætte den europæiske politik i Danmark – blev gennemført på et tidspunkt hvis dansk økonomi var historisk svag set i et vækst- og beskæftigelsesperspektiv.

Udtrykt lidt malende forsøgte Løkke- og senere Thorning-regeringerne – de sidste kraftigt ansporet af RV – at tø dansk økonomi op ved at sprøjte flydende kvælstof på den. Det er svært ikke at tolke Thorning-regeringens svage stilling i opinionsmålingerne efter valget i 2011 i dette lys.

Går man dybere ind i Thorning-regeringens historie kan man bemærke flere komplikationer, ikke mindst i samarbejdet – eller rettere manglen på samme – mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen, hvor Bjarne Corydon i store dele af perioden var på direkte kollisionskurs med fagbevægelsen i almindelighed og de offentligt ansattes fagforeninger i særdeleshed. Dette har næppe hjulpet partiet i perioden frem til valget i 2015.

Mht. valget i 2015 er der dog yderligere et problem: Den politiske dagsorden var ikke nødvendigvis den samme i 2015 som i 2011. Hvis DF’s valgsejr i 2015 afspejler at vælgerkorpsets dagsorden var domineret af DF’s klassiske tema om indvandringsmodstand, var det næppe dagpengeforliget, men snarere udlændingepolitikken, som kostede rød blok flertallet. Her stod RV ganske vist klart på partiets traditionelle standpunkt om en generøs indvandringspolitik og støtte til arbejdskraftens frie bevægelighed, mens de indre konflikter hos S og SF var mere udprægede.

Her kan man bemærke at S efter 2015-valget har bevæget sig i retning af DF og distancere sig fra RV, dels i et forsøg på at hente vælgere fra DF, dels i et forsøg på at skabe muligheder for en parlamentarisk alliance med DF. I hvilken udstrækning det fører til at S kan agere parlamentarisk uden om RV vil naturligvis afhænge af udfaldet af det næste folketingsvalg.

Sammenfattende: RV var sandsynligvis en afgørende faktor i at rød blok sikrede sig et flertal i 2011, og partiet udnyttede positionen maksimalt på den økonomiske politiks område mellem 2011 og 2015, men det er tvivlsomt om partiets politik gavnede beskæftigelsen og dermed S i perioden. Omvendt skal vi også være opmærksomme på de interne spændinger i S, ligesom et skift i den politiske dagsorden mellem 2011 og 2015 kan have svækket rød blok.

Henrik Sass og (anti-)humanismen

Oprindeligt publiceret på Medium 23. maj 2016

Den socialdemokratiske gruppeformand Henrik Sass Larsen har under Mette Frederiksens ledelse også fået rollen som partiets reelle integrationspolitiske talsmand. I den egenskab har Sass Larsen givet en række interviews til danske medier, hvor hans Vestegnsbaggrund har spillet en stor rolle — med den teoretiske hat på kan man sige, at Socialdemokratiet her spiller habitus-kortet ved at fremstille Sass Larsen som en autentisk socialdemokrat: Hans ord får ekstra vægt fordi han er opvokset i et ægte arbejdermiljø — modsat Mette Frederiksens forgænger Helle Thorning Schmidt, der aldrig var i stand til at bygge politisk kapital af sin opvækst i Ishøj.

Vestegnen har en mytisk plads i det moderne Socialdemokrati. På den ene side står den københavnske Vestegn som udtryk for arbejderbevægelsens idealer om at skabe et nyt, sundt og rationelt, boligmiljø for arbejderklassen i efterkrigstiden. På den anden side førte koncentrationen af indvandrere og efterkommere fra 1970’erne til at Vestegnen blev udpeget som et problemområde, ligesom en række højtprofilerede borgmestre i 1980’erne og 1990’erne med Ishøjs Per Madsen og Brøndbys Keld Rasmussen som anførere angreb det nationale partis politik på flygtninge- og indvandrerområdet.

At fremhæve sine rødder i Vestegnen og linjen fra Per Madsen og Keld Rasmussen er en måde at fremhæve et brud med den linje der tilskrives Svend Auken, partiets næstformand i 1980’erne og formand 1987–1992, og i mindre udstrækning Poul Nyrup Rasmussen.

Som en sidebemærkning kan man i øvrigt notere, at Vestegnsborgmestrenes modstand mod forslaget om at indføre en betalingsring for biltrafikken i København både praktisk og symbolsk skabte store problemer for Helle Thorning Schmidt i begyndelsen af hendes periode om regeringschef.

Man kan se holdningen til betalingsringen som et centralt udtryk for politiske aktørers placering på GAL/TAN-dimensionen og vægtning af GAL/TAN-dimensionen over for den socioøkonomiske dimension: I Vestegnsborgmestrenes optik må miljøspørgsmål være underordnet klassiske socioøkonomiske spørgsmål, samtidig med at en begrænsning af biltrafikken også strider mod realiseringen af den forstadslivsstil, borgmestrene ønskede at fremme. Sammenfattende kan man sige, at Vestegnen i 2010’erne stadig står som udtryk for en klassisk socialdemokratisk position, hvor politikkens mål er at skabe rammerne for en homogen livsstil, der bygger på materiel velstand.

Men hvad har nu alt dette med humanisme at gøre?

Først og fremmest skal vi huske at Sass Larsen er politiker, ikke teoretiker. Det betyder at Sass Larsen sagtens kan benytte ordet “humanisme” på en måde der er flertydig og måske intet har med den akademiske forståelse af begrebet humanisme at gøre. Omvendt er det bemærkelsesværdigt at Sass Larsen tager et ord der normalt har en positiv betydning og giver det en stærkt negativ betydning. Samtidig er den negative brug af ordet humanisme noget vi ellers kun kender fra stærkt konservative eller nationalistiske kredse. Det er i den forbindelse ikke tilfældigt at Sass Larsen omtaler Karen Jespersen – som i dag er en af frontfigurerne i det islamofobe miljø – anerkendende. Dermed har vi placeret Sass Larsen – og Socialdemokratiet anno 2016 – til højre på GAL/TAN-skalaen på linje med Venstre og Dansk Folkeparti.

Strategisk kan vi finde to motiver for denne placering: Det ene består i at Socialdemokratiet vil appellere til de vælgere, som siden 1990’erne har forladt Socialdemokratiet til fordel for Venstre og Dansk Folkeparti. Her kan vi bemærke at Sass Larsen i interviewet med Politiken formulerer en direkte modsætning mellem indvandring og globalisering på den ene side og frihedfor (den danske) arbejderklasse på den anden.

Argumentet at globalisering og indvandring fører til såvel et økonomik som et kulturelt tab for den almindelige dansker – eller det der i Socialdemokratiets optik er den almindelige dansker – er et logisk svar på at arbejdere og lavtuddannede har flyttet sig til de højrepopulistiske partier i en lang række europæiske lande.

Et andet motiv kan være at Sass Larsen vil åbne for en parlamentarisk alliance med Dansk Folkeparti, så en kommende socialdemokratisk regering ikke vil være afhængig af Enhedslisten, Alternativet og Radikale Venstre. De tre partier er meget forskellige på den klassiske socioøkonomiske dimension, men ligger alle klart til venstre på GAL/TAN-dimensionen.

Bevæger vi os fra det strategiske til det substantielle bliver sagen mere kompliceret, for der kan være en konflikt i forståelsen af hvad “humanisme” betyder på mindst tre dimensioner.

Den første dimension handler om pligtetik over for konsekvensetik. Her kan vi rekonstruere Sass Larsens angreb på følgende måde: Det kan være meget godt at give flygtninge og indvandrere rettigheder, men det er forkert hvis resultatet bliver et tab i velfærd for de hidtidige indbyggere. Man kan udvide argumentet ved at spørge om muligheden for at få opholdstilladelse – og arbejdstilladelse – i Danmark er noget der øger indvandrernes og flygtningenes velfærd. Kan man svare benægtende på ét eller begge kriterier, har vi et konsekvensetisk argument for at begrænse indvandringen til Danmark.

Tilsvarende kan man spørge om de institutioner der skal stå for integrationen af indvandrere i Danmark, er i stand til at løfte opgaven, så der finder en vellykket integration sted. Dette vil også være et konsekvensetisk argument mod indvandring – i det mindste hvis man kan svare benægtende – idet det dog skal bemærkes at det er tvivlsomt om man kan sætte et klart kvantitativt kriterium for institutionernes bæreevne.

Af det ovenstående følger at “humanisme” i Sass Larsens sprogbrug kan være et andet ord for pligtetik, hvor pligten til at hjælpe flygtninge – i det mindste i den ekstreme form af pligtetik – ikke skal ses i forhold til handlingens eventuelle konsekvenser. Appeller til “anstændighed” i debatten og flygtninge og indvandrere gemmer ikke sjældent på et pligtetisk element.

Den anden dimension handler om universalisme over for partikularisme. Den liberale tradition bygger i vid udstrækning på ideen om at alle mennesker skal have lige rettigheder. Liberalismen blev ganske vist udviklet i en national sammenhæng, men den moderne internationale ret kan ses som et forsøg på at udvikle universalismen på globalt plan. I det perspektiv skal fx en statsløs palæstinenser ideelt set have samme rettigheder – i det mindste proceduralt – som en dansk statsborger. Partikularismen vil omvendt hævde at rettigheder er knyttet til den sociale position, specielt som statsborger i et bestemt land. Danskere vil således have særlige rettigheder, der hverken kan eller skal udstrækkes til andre.

I denne dimension vil “humanisme” være et synonym for universalisme, mens Socialdemokratiet i Sass Larsens aftapning står for en national partikularisme. Om partikularismen så kan begrænses til GAL/TAN-dimensionen eller om den også slår over i den socioøkonomiske, er et tema Sass Larsen lader stå ubesvaret.

Tilbage står den tredje dimension der handler om multikulturalisme over for assimilation. Multikulturalisme er et notorisk komplekst begreb, og brugen af det har i de sidste 30 år ført til megen forvirring både i samfundsdebatten og i praktisk politik. Vi kan dog sige at multikulturel politik kræver at samfundet i stor udstrækning skal anderkende og ikke gribe ind i sociale gruppers praksis og kultur. Omvendt har problemet for multikulturelt orienterede partier og andre aktører været at koble en universalistisk og en multikulturel tankegang og praksis, når sociale grupper har krævet særlige rettigheder med henvisning til traditioner, samfundet generelt anser for undertrykkende.

Det er dog ikke så svært at se at Sass Larsen vil placere Socialdemokratiet anno 2016 på assimilationssiden, idet han henviser til en lang række – angiveligt – danske traditioner og handlemåder, som indvandrere ubetinget skal tilegne sig i tanke og handling. Assimilationstanken har i øvrigt en lang historie i socialdemokratisk tænkning, idet det nordiske socialdemokratiers mål gennem en stor del af efterkrigstiden var at assimilere indenlandske og tilvandrede til en rationel, moderne livsstil. Det nye i det 21. århundrede er at opretholdelsen af traditioner har overtrumfet udbredelsen af det moderne som politikkens mål. Dermed bevæger Socialdemokratiet mod en position der førhen har været besat af Det Konservative Folkeparti. Dette indebærer også at “humanisme” i den tredje dimension får to betydninger – dels er humanisme synonymt med multikulturalisme, dels med modernisme.

For at sammenfatte: Henrik Sass Larsens – og dermed Mette Frederiksens – udmeldinger er både strategisk og ideologisk væsentlige fordi de markerer et forsøg med at bryde med partiets linje fra 1980’erne for i stedet at placere partiet til højre på GAL/TAN-dimensionen.

Strategisk kan motivet være at tiltrække vælgere fra Dansk Folkeparti eller at åbne for et samarbejde med DF for at gøre Socialdemokratiet uafhængigt at Enhedslisten, Alternativet og Radikale Venstre. Ideologisk bygger Sass Larsen tilsvarende Socialdemokratiets politik anno 2016 op på en kobling af konsekvensetisk argumentation, partikularisme og assimilationstænkning. I hvilken udstrækning politikken er realistisk på vælger- og parlamentsarenaerne og i hvilken udstrækning partiet kan kombinere realiseringen af en moderniseringsdagsorden på den socioøkonomiske dimension med en partikularistisk assimileringsdagsorden på GAL/TAN-dimensionen står tilbage at se.

Konkurrencestaten og velfærdsprofessionerne

Oprindeligt publiceret på Medium 2. maj 2016

Politiken havde lørdag den 30. april 2016 et interview med professor Ove Kaj Pedersen, der er blevet verdensberømt i Danmark på formuleringen af begrebet “konkurrencestaten”, som fik stort gennemslag under den socialdemokratisk ledede regering 2011–2015. Ikke mindst den daværende finansminister Bjarne Corydon — som senere er skiftet til konsulentbranchen med en ansættelse hos McKinsey — var stærkt begejstret for Pedersens analyser og begrebsapparat.

Eftersom Corydon var ministeren bag folkeskolereformen og afskaffelsen af skolelærernes kollektive arbejdstidsaftaler, indebærer det naturligvis også at Corydon og Pedersen blev set som fjender af velfærdsprofessionerne inden for social-, uddannelses- og sundhedsområderne. Corydons forslag om at gennemføre en kvantitativt baseret præstationsstyring og -evaluering ned på individniveau fordybede denne konflikt. Dette er temaet for lørdagens interview, hvor Pedersen udbyggede sin kritik af professionsgrupperne.

 

Man kan efter min mening dele Pedersens argumentation i tre, hvor den første del handler om den offentlige sektors rolle i samfundsøkonomien, den anden om professionerne i den demokratiske proces og den tredje om professionernes rolle mellem fagpolitik og fagforeningspolitik. Jeg vil kommentere argumentationen i den rækkefølge.

Velfærdsstatens økonomiske krise og konkurrencestaten

Her har vi at gøre med en grundlæggende præmis for Ove Kaj Pedersen: Den moderne velfærdsstat, som blev udviklet gennem 1950’erne og 1960’erne, viste sig økonomisk uholdbar, da vækstkrisen satte ind i 1970’erne. Den økonomiske krise er ikke den eneste forklaring på velfærdsstatens sammenbrud og transformation efter 1980 — her skal globaliseringens effekter også tages i betragtning — men den indgår med betydelig vægt.

Mod Pedersens argumentation kunne man stille spørgsmålet, om det reelt er umuligt at styre den offentlige sektors økonomi. Den økonomiske og politologiske forskning fokuserede meget på dette perspektiv i 1970’erne, hvilket også kan være med til at forklare økonomisk og public choice-baserede modellers gennemslag både i analysen og styringen af den offentlige sektor. Her kan man for Danmarks vedkommende dog pege på, at den eksplosive vækst i de offentlige udgifter var begrænset til perioden 1965–1975.

Efter 1975 har det i stor udstrækning været de økonomiske konjunkturer og stigningen i antallet af folkepensionister, der har drevet udviklingen. At økonomistyringen under Anders Fogh Rasmussens regeringer lod en hel del tilbage at ønske bør tilskrives kortsigtede partipolitiske strategier — Fogh Rasmussens politik havde til formål at fastholde vælgerne som brugere, ikke producenterne af offentlige ydelser. Den økonomiske krise, som gentagne kommissioner har arbejdet ud fra i 2000’erne og 2010’erne, har været koblet til den demografiske transition, som er koblet til en voksende andel af ældre i den danske befolkning.

Mere overordnet kunne man spørge, om ikke konkurrencestaten i Ove Kaj Pedersens aftapning er tilbageskuende: Der er tale om en politisk og økonomisk orden, hvis formål var at overvinde 1970’ernes krise, ligesom velfærdsstaten kan ses som en reaktion på 1930’ernes politiske og økonomiske krise. 2010’ernes politiske og økonomiske krise har en anden baggrund, og skal sandsynligvis håndteres med andre midler.

Flertallet, det fælles bedste og professionerne

Ove Kaj Pedersens model af konkurrencestaten har en anden præmis, som kun delvis kommer frem i interviewet. Sagt lidt forenklet, går Pedersen ud fra at der er sket en grundlæggende magtforskydning i det danske samfund, så de kræfter, der tidligere kunne konkurrere med de politiske partier, nu er blevet underlagt den parlamentariske orden. Dette gælder interesseorganisationerne – hvorfor tidligere tiders korporatisme er blevet irrelevant – men også den offentlige forvaltning, som Pedersen har omtalt som et levn fra enevældens tid. Der eksisterer – og skal ikke eksistere – nogen særlig raison d’état eller en professionel etos: Kun forpligtelsen til uden afvigelser at omsætte beslutninger vedtaget af et flertal i Folketinget – hvilket Pedersen antager er en direkte repræsentation af befolkningens vilje – i praksis står tilbage som forvaltningens og professionernes opgave.

Her kan man pege på en mærkelig konflikt i Pedersens tænkning. På den ene side ser han staterne som de grundlæggende aktører, hvorfor det globale økonomiske system er sammensat af de suveræne stater. Befolkningernes rolle er at underkaste sig de politiske beslutninger, der maksimerer respektive stats konkurrenceevne. På den anden side anlægger han en radikal tolkning af modellen med den parlamentariske styringskæde. Den ene forståelse er ekstremt elitistisk – og peger egentlig på Finansministeriet som Konkurrenceevnens, og dermed det fælles bedstes, yderste forsvarer – men den anden er ekstremt populistisk i Robert A. Dahls forståelse af begrebet.

Hverken den elitistiske eller den populistiske forståelse åbner dog mulighed for at andre aktører legitimt kan bidrage selvstændigt i omsætningen af politiske beslutninger. Ud over at definere det fælles bedste har Finansministeriet opgaven at fastlægge rammen for fuldstændig kontrol af alle offentlige organisationer helt ned på individniveau.

Professionelle interesser og fagforeningsinteresser

Hvilken rolle efterlader dette for velfærdsprofessionerne? I princippet ingen: Den fuldstændige gennemførelse af centralt definerede præstationsindikatorer er en måde at forhindre enhver selvstændig handlen i de underliggende niveauer i en strikt hierarkisk orden.

Moderne styringsteknik har dog det raffinement at man fra det overordnede niveau gennem incitamenter, indikatorer og evaluering styrer underliggende niveauer sådan at de har ansvaret, men ingen magt. Dette sker både på organisationsniveau og individuelt niveau. Denne manglende kobling af magt og ansvar er den moderne offentlige forvaltnings paradoks – med mindre man er ansat i Finansministeriet og besidder den ansvarsfrie magt.

Omvendt fremstår enhver afvigelse fra de udstukne planer som en illegitim varetagelse af særinteresser – og her primært de ansattes egne særinteresser. Man skal her medgive at Pedersen peger på en sær dobbelthed i velfærdsprofessionernes foreninger: På den ene side er de faglige sammenslutninger og dermed centrale arenaer for og aktører i debatter om mål og metoder i implementeringen af offentlige policies, på den anden side er de fagforeninger, der varetager ansattes løn- og ansættelsesvilkår over for en arbejdsgiver. Dette gælder i øvrigt for DJØF i lige så høj udstrækning som for Danmarks Lærerforening.

Fagligt opstår der en konflikt, når faglige interesser glider over i fagforeningsinteresser. Så længe professionernes foreninger fremtræder – eller kan fremtræde – som talsmænd for den offentlige sektors brugere, kan de opretholde deres position. Derimod er de truede når de fremtræder som fagforeninger.

Politisk forstærkes konflikten når en socialdemokratisk regering, der i princippet skulle være velvilligt indstillet over for lønmodtagerinteresser, også er arbejdsgiver. Det bemærkelsesværdige ved Bjarne Corydons tid som finansminister var, at regeringen her opgav enhver illusion om at varetage lønmodtagerinteresser såvel i som uden for den offentlige sektor.

Et centralt spørgsmål er så om Finansministeriet indtager den privilegerede position uden for de samfundsmæssige interessemodsætninger, som Bjarne Corydon og Ove Kaj Pedersen vil have os til at tro, eller om Finansministeriet indgår i konflikterne som en helt almindelig arbejdsgiver – dog med den fordel, at Ministeriet (også gennem kommuner og regioner) de facto har monopol som arbejdskøber på professionsområderne. Tilbage for professionerne bliver i denne model i alle tilfælde kun at udøve konstant offentlig selvkritik, der kan bringe dem på linje med Finansministeriets præstationsindikatorer – en praksis der i øvrigt bedst kendes fra Kulturrevolutionens Kina.