Henrik Sass og (anti-)humanismen

Oprindeligt publiceret på Medium 23. maj 2016

Den socialdemokratiske gruppeformand Henrik Sass Larsen har under Mette Frederiksens ledelse også fået rollen som partiets reelle integrationspolitiske talsmand. I den egenskab har Sass Larsen givet en række interviews til danske medier, hvor hans Vestegnsbaggrund har spillet en stor rolle — med den teoretiske hat på kan man sige, at Socialdemokratiet her spiller habitus-kortet ved at fremstille Sass Larsen som en autentisk socialdemokrat: Hans ord får ekstra vægt fordi han er opvokset i et ægte arbejdermiljø — modsat Mette Frederiksens forgænger Helle Thorning Schmidt, der aldrig var i stand til at bygge politisk kapital af sin opvækst i Ishøj.

Vestegnen har en mytisk plads i det moderne Socialdemokrati. På den ene side står den københavnske Vestegn som udtryk for arbejderbevægelsens idealer om at skabe et nyt, sundt og rationelt, boligmiljø for arbejderklassen i efterkrigstiden. På den anden side førte koncentrationen af indvandrere og efterkommere fra 1970’erne til at Vestegnen blev udpeget som et problemområde, ligesom en række højtprofilerede borgmestre i 1980’erne og 1990’erne med Ishøjs Per Madsen og Brøndbys Keld Rasmussen som anførere angreb det nationale partis politik på flygtninge- og indvandrerområdet.

At fremhæve sine rødder i Vestegnen og linjen fra Per Madsen og Keld Rasmussen er en måde at fremhæve et brud med den linje der tilskrives Svend Auken, partiets næstformand i 1980’erne og formand 1987–1992, og i mindre udstrækning Poul Nyrup Rasmussen.

Som en sidebemærkning kan man i øvrigt notere, at Vestegnsborgmestrenes modstand mod forslaget om at indføre en betalingsring for biltrafikken i København både praktisk og symbolsk skabte store problemer for Helle Thorning Schmidt i begyndelsen af hendes periode om regeringschef.

Man kan se holdningen til betalingsringen som et centralt udtryk for politiske aktørers placering på GAL/TAN-dimensionen og vægtning af GAL/TAN-dimensionen over for den socioøkonomiske dimension: I Vestegnsborgmestrenes optik må miljøspørgsmål være underordnet klassiske socioøkonomiske spørgsmål, samtidig med at en begrænsning af biltrafikken også strider mod realiseringen af den forstadslivsstil, borgmestrene ønskede at fremme. Sammenfattende kan man sige, at Vestegnen i 2010’erne stadig står som udtryk for en klassisk socialdemokratisk position, hvor politikkens mål er at skabe rammerne for en homogen livsstil, der bygger på materiel velstand.

Men hvad har nu alt dette med humanisme at gøre?

Først og fremmest skal vi huske at Sass Larsen er politiker, ikke teoretiker. Det betyder at Sass Larsen sagtens kan benytte ordet “humanisme” på en måde der er flertydig og måske intet har med den akademiske forståelse af begrebet humanisme at gøre. Omvendt er det bemærkelsesværdigt at Sass Larsen tager et ord der normalt har en positiv betydning og giver det en stærkt negativ betydning. Samtidig er den negative brug af ordet humanisme noget vi ellers kun kender fra stærkt konservative eller nationalistiske kredse. Det er i den forbindelse ikke tilfældigt at Sass Larsen omtaler Karen Jespersen – som i dag er en af frontfigurerne i det islamofobe miljø – anerkendende. Dermed har vi placeret Sass Larsen – og Socialdemokratiet anno 2016 – til højre på GAL/TAN-skalaen på linje med Venstre og Dansk Folkeparti.

Strategisk kan vi finde to motiver for denne placering: Det ene består i at Socialdemokratiet vil appellere til de vælgere, som siden 1990’erne har forladt Socialdemokratiet til fordel for Venstre og Dansk Folkeparti. Her kan vi bemærke at Sass Larsen i interviewet med Politiken formulerer en direkte modsætning mellem indvandring og globalisering på den ene side og frihedfor (den danske) arbejderklasse på den anden.

Argumentet at globalisering og indvandring fører til såvel et økonomik som et kulturelt tab for den almindelige dansker – eller det der i Socialdemokratiets optik er den almindelige dansker – er et logisk svar på at arbejdere og lavtuddannede har flyttet sig til de højrepopulistiske partier i en lang række europæiske lande.

Et andet motiv kan være at Sass Larsen vil åbne for en parlamentarisk alliance med Dansk Folkeparti, så en kommende socialdemokratisk regering ikke vil være afhængig af Enhedslisten, Alternativet og Radikale Venstre. De tre partier er meget forskellige på den klassiske socioøkonomiske dimension, men ligger alle klart til venstre på GAL/TAN-dimensionen.

Bevæger vi os fra det strategiske til det substantielle bliver sagen mere kompliceret, for der kan være en konflikt i forståelsen af hvad “humanisme” betyder på mindst tre dimensioner.

Den første dimension handler om pligtetik over for konsekvensetik. Her kan vi rekonstruere Sass Larsens angreb på følgende måde: Det kan være meget godt at give flygtninge og indvandrere rettigheder, men det er forkert hvis resultatet bliver et tab i velfærd for de hidtidige indbyggere. Man kan udvide argumentet ved at spørge om muligheden for at få opholdstilladelse – og arbejdstilladelse – i Danmark er noget der øger indvandrernes og flygtningenes velfærd. Kan man svare benægtende på ét eller begge kriterier, har vi et konsekvensetisk argument for at begrænse indvandringen til Danmark.

Tilsvarende kan man spørge om de institutioner der skal stå for integrationen af indvandrere i Danmark, er i stand til at løfte opgaven, så der finder en vellykket integration sted. Dette vil også være et konsekvensetisk argument mod indvandring – i det mindste hvis man kan svare benægtende – idet det dog skal bemærkes at det er tvivlsomt om man kan sætte et klart kvantitativt kriterium for institutionernes bæreevne.

Af det ovenstående følger at “humanisme” i Sass Larsens sprogbrug kan være et andet ord for pligtetik, hvor pligten til at hjælpe flygtninge – i det mindste i den ekstreme form af pligtetik – ikke skal ses i forhold til handlingens eventuelle konsekvenser. Appeller til “anstændighed” i debatten og flygtninge og indvandrere gemmer ikke sjældent på et pligtetisk element.

Den anden dimension handler om universalisme over for partikularisme. Den liberale tradition bygger i vid udstrækning på ideen om at alle mennesker skal have lige rettigheder. Liberalismen blev ganske vist udviklet i en national sammenhæng, men den moderne internationale ret kan ses som et forsøg på at udvikle universalismen på globalt plan. I det perspektiv skal fx en statsløs palæstinenser ideelt set have samme rettigheder – i det mindste proceduralt – som en dansk statsborger. Partikularismen vil omvendt hævde at rettigheder er knyttet til den sociale position, specielt som statsborger i et bestemt land. Danskere vil således have særlige rettigheder, der hverken kan eller skal udstrækkes til andre.

I denne dimension vil “humanisme” være et synonym for universalisme, mens Socialdemokratiet i Sass Larsens aftapning står for en national partikularisme. Om partikularismen så kan begrænses til GAL/TAN-dimensionen eller om den også slår over i den socioøkonomiske, er et tema Sass Larsen lader stå ubesvaret.

Tilbage står den tredje dimension der handler om multikulturalisme over for assimilation. Multikulturalisme er et notorisk komplekst begreb, og brugen af det har i de sidste 30 år ført til megen forvirring både i samfundsdebatten og i praktisk politik. Vi kan dog sige at multikulturel politik kræver at samfundet i stor udstrækning skal anderkende og ikke gribe ind i sociale gruppers praksis og kultur. Omvendt har problemet for multikulturelt orienterede partier og andre aktører været at koble en universalistisk og en multikulturel tankegang og praksis, når sociale grupper har krævet særlige rettigheder med henvisning til traditioner, samfundet generelt anser for undertrykkende.

Det er dog ikke så svært at se at Sass Larsen vil placere Socialdemokratiet anno 2016 på assimilationssiden, idet han henviser til en lang række – angiveligt – danske traditioner og handlemåder, som indvandrere ubetinget skal tilegne sig i tanke og handling. Assimilationstanken har i øvrigt en lang historie i socialdemokratisk tænkning, idet det nordiske socialdemokratiers mål gennem en stor del af efterkrigstiden var at assimilere indenlandske og tilvandrede til en rationel, moderne livsstil. Det nye i det 21. århundrede er at opretholdelsen af traditioner har overtrumfet udbredelsen af det moderne som politikkens mål. Dermed bevæger Socialdemokratiet mod en position der førhen har været besat af Det Konservative Folkeparti. Dette indebærer også at “humanisme” i den tredje dimension får to betydninger – dels er humanisme synonymt med multikulturalisme, dels med modernisme.

For at sammenfatte: Henrik Sass Larsens – og dermed Mette Frederiksens – udmeldinger er både strategisk og ideologisk væsentlige fordi de markerer et forsøg med at bryde med partiets linje fra 1980’erne for i stedet at placere partiet til højre på GAL/TAN-dimensionen.

Strategisk kan motivet være at tiltrække vælgere fra Dansk Folkeparti eller at åbne for et samarbejde med DF for at gøre Socialdemokratiet uafhængigt at Enhedslisten, Alternativet og Radikale Venstre. Ideologisk bygger Sass Larsen tilsvarende Socialdemokratiets politik anno 2016 op på en kobling af konsekvensetisk argumentation, partikularisme og assimilationstænkning. I hvilken udstrækning politikken er realistisk på vælger- og parlamentsarenaerne og i hvilken udstrækning partiet kan kombinere realiseringen af en moderniseringsdagsorden på den socioøkonomiske dimension med en partikularistisk assimileringsdagsorden på GAL/TAN-dimensionen står tilbage at se.

Konkurrencestaten og velfærdsprofessionerne

Oprindeligt publiceret på Medium 2. maj 2016

Politiken havde lørdag den 30. april 2016 et interview med professor Ove Kaj Pedersen, der er blevet verdensberømt i Danmark på formuleringen af begrebet “konkurrencestaten”, som fik stort gennemslag under den socialdemokratisk ledede regering 2011–2015. Ikke mindst den daværende finansminister Bjarne Corydon — som senere er skiftet til konsulentbranchen med en ansættelse hos McKinsey — var stærkt begejstret for Pedersens analyser og begrebsapparat.

Eftersom Corydon var ministeren bag folkeskolereformen og afskaffelsen af skolelærernes kollektive arbejdstidsaftaler, indebærer det naturligvis også at Corydon og Pedersen blev set som fjender af velfærdsprofessionerne inden for social-, uddannelses- og sundhedsområderne. Corydons forslag om at gennemføre en kvantitativt baseret præstationsstyring og -evaluering ned på individniveau fordybede denne konflikt. Dette er temaet for lørdagens interview, hvor Pedersen udbyggede sin kritik af professionsgrupperne.

 

Man kan efter min mening dele Pedersens argumentation i tre, hvor den første del handler om den offentlige sektors rolle i samfundsøkonomien, den anden om professionerne i den demokratiske proces og den tredje om professionernes rolle mellem fagpolitik og fagforeningspolitik. Jeg vil kommentere argumentationen i den rækkefølge.

Velfærdsstatens økonomiske krise og konkurrencestaten

Her har vi at gøre med en grundlæggende præmis for Ove Kaj Pedersen: Den moderne velfærdsstat, som blev udviklet gennem 1950’erne og 1960’erne, viste sig økonomisk uholdbar, da vækstkrisen satte ind i 1970’erne. Den økonomiske krise er ikke den eneste forklaring på velfærdsstatens sammenbrud og transformation efter 1980 — her skal globaliseringens effekter også tages i betragtning — men den indgår med betydelig vægt.

Mod Pedersens argumentation kunne man stille spørgsmålet, om det reelt er umuligt at styre den offentlige sektors økonomi. Den økonomiske og politologiske forskning fokuserede meget på dette perspektiv i 1970’erne, hvilket også kan være med til at forklare økonomisk og public choice-baserede modellers gennemslag både i analysen og styringen af den offentlige sektor. Her kan man for Danmarks vedkommende dog pege på, at den eksplosive vækst i de offentlige udgifter var begrænset til perioden 1965–1975.

Efter 1975 har det i stor udstrækning været de økonomiske konjunkturer og stigningen i antallet af folkepensionister, der har drevet udviklingen. At økonomistyringen under Anders Fogh Rasmussens regeringer lod en hel del tilbage at ønske bør tilskrives kortsigtede partipolitiske strategier — Fogh Rasmussens politik havde til formål at fastholde vælgerne som brugere, ikke producenterne af offentlige ydelser. Den økonomiske krise, som gentagne kommissioner har arbejdet ud fra i 2000’erne og 2010’erne, har været koblet til den demografiske transition, som er koblet til en voksende andel af ældre i den danske befolkning.

Mere overordnet kunne man spørge, om ikke konkurrencestaten i Ove Kaj Pedersens aftapning er tilbageskuende: Der er tale om en politisk og økonomisk orden, hvis formål var at overvinde 1970’ernes krise, ligesom velfærdsstaten kan ses som en reaktion på 1930’ernes politiske og økonomiske krise. 2010’ernes politiske og økonomiske krise har en anden baggrund, og skal sandsynligvis håndteres med andre midler.

Flertallet, det fælles bedste og professionerne

Ove Kaj Pedersens model af konkurrencestaten har en anden præmis, som kun delvis kommer frem i interviewet. Sagt lidt forenklet, går Pedersen ud fra at der er sket en grundlæggende magtforskydning i det danske samfund, så de kræfter, der tidligere kunne konkurrere med de politiske partier, nu er blevet underlagt den parlamentariske orden. Dette gælder interesseorganisationerne – hvorfor tidligere tiders korporatisme er blevet irrelevant – men også den offentlige forvaltning, som Pedersen har omtalt som et levn fra enevældens tid. Der eksisterer – og skal ikke eksistere – nogen særlig raison d’état eller en professionel etos: Kun forpligtelsen til uden afvigelser at omsætte beslutninger vedtaget af et flertal i Folketinget – hvilket Pedersen antager er en direkte repræsentation af befolkningens vilje – i praksis står tilbage som forvaltningens og professionernes opgave.

Her kan man pege på en mærkelig konflikt i Pedersens tænkning. På den ene side ser han staterne som de grundlæggende aktører, hvorfor det globale økonomiske system er sammensat af de suveræne stater. Befolkningernes rolle er at underkaste sig de politiske beslutninger, der maksimerer respektive stats konkurrenceevne. På den anden side anlægger han en radikal tolkning af modellen med den parlamentariske styringskæde. Den ene forståelse er ekstremt elitistisk – og peger egentlig på Finansministeriet som Konkurrenceevnens, og dermed det fælles bedstes, yderste forsvarer – men den anden er ekstremt populistisk i Robert A. Dahls forståelse af begrebet.

Hverken den elitistiske eller den populistiske forståelse åbner dog mulighed for at andre aktører legitimt kan bidrage selvstændigt i omsætningen af politiske beslutninger. Ud over at definere det fælles bedste har Finansministeriet opgaven at fastlægge rammen for fuldstændig kontrol af alle offentlige organisationer helt ned på individniveau.

Professionelle interesser og fagforeningsinteresser

Hvilken rolle efterlader dette for velfærdsprofessionerne? I princippet ingen: Den fuldstændige gennemførelse af centralt definerede præstationsindikatorer er en måde at forhindre enhver selvstændig handlen i de underliggende niveauer i en strikt hierarkisk orden.

Moderne styringsteknik har dog det raffinement at man fra det overordnede niveau gennem incitamenter, indikatorer og evaluering styrer underliggende niveauer sådan at de har ansvaret, men ingen magt. Dette sker både på organisationsniveau og individuelt niveau. Denne manglende kobling af magt og ansvar er den moderne offentlige forvaltnings paradoks – med mindre man er ansat i Finansministeriet og besidder den ansvarsfrie magt.

Omvendt fremstår enhver afvigelse fra de udstukne planer som en illegitim varetagelse af særinteresser – og her primært de ansattes egne særinteresser. Man skal her medgive at Pedersen peger på en sær dobbelthed i velfærdsprofessionernes foreninger: På den ene side er de faglige sammenslutninger og dermed centrale arenaer for og aktører i debatter om mål og metoder i implementeringen af offentlige policies, på den anden side er de fagforeninger, der varetager ansattes løn- og ansættelsesvilkår over for en arbejdsgiver. Dette gælder i øvrigt for DJØF i lige så høj udstrækning som for Danmarks Lærerforening.

Fagligt opstår der en konflikt, når faglige interesser glider over i fagforeningsinteresser. Så længe professionernes foreninger fremtræder – eller kan fremtræde – som talsmænd for den offentlige sektors brugere, kan de opretholde deres position. Derimod er de truede når de fremtræder som fagforeninger.

Politisk forstærkes konflikten når en socialdemokratisk regering, der i princippet skulle være velvilligt indstillet over for lønmodtagerinteresser, også er arbejdsgiver. Det bemærkelsesværdige ved Bjarne Corydons tid som finansminister var, at regeringen her opgav enhver illusion om at varetage lønmodtagerinteresser såvel i som uden for den offentlige sektor.

Et centralt spørgsmål er så om Finansministeriet indtager den privilegerede position uden for de samfundsmæssige interessemodsætninger, som Bjarne Corydon og Ove Kaj Pedersen vil have os til at tro, eller om Finansministeriet indgår i konflikterne som en helt almindelig arbejdsgiver – dog med den fordel, at Ministeriet (også gennem kommuner og regioner) de facto har monopol som arbejdskøber på professionsområderne. Tilbage for professionerne bliver i denne model i alle tilfælde kun at udøve konstant offentlig selvkritik, der kan bringe dem på linje med Finansministeriets præstationsindikatorer – en praksis der i øvrigt bedst kendes fra Kulturrevolutionens Kina.

De første opdateringer

I løbet af juli og august genposter jeg her på siden hver fredag nogle noter, jeg tidligere har publiceret på Medium. De er altså ikke nye, men de kan forhåbentlig stadig være værd at læse.

Og hvorfor flytte opslag? Tjah, publiceringsplatforme kommer og går, og egentlig kan jeg bedst lide selv at have kontrol over mit materiale.

Miszellen?

På tysk: “Kleine Aufsätze verschiedenen Inhalts, besonders in wissenschaftlichen Zeitschriften”

Afledt af: lateinisch miscellanea, zu: miscellaneus = vermischt, zu: miscellus = gemischt, zu: miscere = mischen

Altså – en side med forskellige mindre tekster.