Valgets dagsorden

Den radikale leder Morten Østergaards udspil hvor han gjorde et socialdemokratisk tilbagetog med hensyn til det såkaldte paradigmeskifte til en betingelse for at støtte en socialdemokratisk regering efter valget, har fået borgerlige kommentatorer til at håbe på at Østergaard og de radikale – efter at den første debat mellem Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen udmærkede sig ved slet ikke at berøre området – får bragt udlændingespørgsmålet tilbage på toppen af den politiske dagsorden.

Tanken er at V og DF så at sige har sejret sig ihjel ved efter at S har lagt sin udlændinge- og integrationspolitik så tæt op ad DF som muligt. Dermed er udlændingepolitikken forsvundet som parameter i konkurrencen mellem blokkene, idet et skift fra V til S ikke ville have nogle konsekvenser på flygtninge- og integrationspolitikken. Pres fra specielt R og EL ville derimod kunne trække S i en mere liberal retning, hvilket kan få vælgere til at flytte sig tilbage fra S til DF.

Det der taler for argumentet er at S har flyttet sig i retning af DF’s positioner på området – mere skeptiske observatører vil dog påpege at S’s strategi fx på spørgsmålet om kontanthjælpsloftet mest af alt består i at skyde problemstillingen foran sig. Vi kan også se at der har været en bevægelse af vælgere fra DF og – i mindre udstrækning V – til S, og denne bevægelse er sandsynligvis accelereret siden årsskiftet. Endelig er det et faktum at det er fokuseringen på udlændinge- og integrationspolitik der kendetegner DF’s vælgere.

Mod argumentet taler at sundhedspolitik samt klima- og miljøpolitik er klatret op på den politiske dagsorden, og dette er området hvor V og DF står svagere. Interessant nok synes V at have tabt ejerskabet til sundhedspolitikken, hvilket ellers var en meget vigtig medvirkende faktor til at partiet manifesterede sig som det ledende parti i 00’erne – forslaget til sundhedsreform har intet gjort for V’s og DF’s støtte i opinionsmålingerne.

De borgerlige strateger og debattører må sætte deres lid til at der skal ske noget højst usædvanligt i dansk politik, nemlig at den politiske dagsorden ændrer sig grundlæggende med en måneds varsel. Dette er mig bekendt ikke sket tidligere, ligesom beregninger af bevægelser i opinionsmålinger antyder at blå bloks chance for at generobre flertallet, også selv om Løkke skyder afholdelsen af valget så langt det går, er yderst små.

Et yderligere problem for den borgerlige side er konflikterne mellem V, DF og KF på den ene side og LA samt det ubekendte kort NB på den anden. Der er et segment på 5-10% af vælgerne (altså 10-20% af de borgerlige vælgere) som det er svært for de etablerede partier på den borgerlige side (her minus LA) at mobilisere og integrere i en stabil regeringsdannelse. Hvis Mette Frederiksen har problemer med at holde den røde koalition sammen, gælder det i lige så høj grad for Lars Løkke Rasmussen.

Link:

Altingets måling af vælgernes dagsorden, december 2018

Erik Gahner Larsens index af meningsmålinger

DR Nyheders beregning af vælgervandringer

Hans Redder/TV2 om mulighederne for at flytte vælgere

Et par tanker om læreruddannelsen

Jeg kender ikke læreruddannelsen i detaljer – (hvornår har ukendskab forresten forhindret nogen i at mene noget på internettet?) – men har et par tanker om ideerne om læreruddannelsen som universitetsuddannelse:

Tanke #1: Bag den store reform af universitetsuddannelserne i 1990’erne var ønsket om at flere skulle slutte uddannelserne med en bachelorgrad. Altså 3 år i stedet for 5 år. Hvordan passer forslaget om en 5-årig læreruddannelse til dette?

Tanke #2: Skal læreruddannelsen være praksisorienteret eller akademisk orienteret? Kommentarerne i fx Politikens dækning er svære at tyde: Jeg ser nogle som ønsker at bruge den ekstra tid til mere praktik i uddannelsen, andre som ønsker stærkere akademisk basering af uddannelsen.

Tanke #3: Det giver ikke nødvendigvis mere undervisning pr uge hvis læreruddannelsen flyttes fra PH’er til universiteter. Universitetsansatte er dyrere end PH-ansatte pga mere forskning, dvs. så kunne vi få et todelt underviserkorps: Studielektorer uden forskningspligt og lektorer med forskningsret og -pligt. Og er vi så ikke lige langt?

Tanke #4: Der tales om fremtidssikring af uddannelsen – men dette gælder jo for alle professionsuddannelser. En socialrådgiver skal fx kunne meget mere end lidt basal jura og det aktuelle journaliseringssystem, hvis hun skal kunne være i feltet i 45-50 år, som arbejdsmarkedspolitikken lægger op til (Også selv om en del kommunale chefer mener at socialfaglighed er irrelevant i det sociale og beskæftigelsesrettede arbejde).

Kravene til professionerne er komplekse – de skal både have aktuelle erhvervsrettede kompetencer som nyuddannede, og være orienteret mod at tilegne sig og omsætte ny viden på området i et par menneskealdre

Tanke #5: Der er folk som gerne vil have en videregående uddannelse – men som netop ikke tiltrækkes af universitetsverdenen. Hvordan med dem?

Tanke #6: Universiteterne har været gennem en centraliseringsproces. Hvordan vil en akademisering af læreruddannelsen spille sammen med et politisk ønske om decentralisering?

Tanke #7: Læreruddannelsen ligger faktisk også på universiteter i Sverige. Deeeet…

Tanke #8: Hvordan med praksisorienteret videreuddannelse? Altså diplomområdet.

Sammenfattende: Der kan være god grund til at man ikke bare kaster sig ud i (endnu) en reform af læreruddannelsen, men underkaster tanker og udviklingsforslag en grundig behandling. Så kunne man dog spørge om ikke hele det mellemlange område og dets organisering også skulle tages i behandling – men med fokusset at der skal være plads til praksisorienterede, mellemlange videregående uddannelser, både af hensyn til de studerende og arbejdsmarkedet.

Hvor lang tid kommer det til at tage at danne en dansk regering?

Traditionelt har danske regeringsdannelser været kortvarige affærer. Sagaen om det Sorte Tårn i 2011 illustrerer dette på bedste vis, idet forhandlingerne om dannelsen af Helle Thorning-Schmidts første regering stod på i 16 dage, hvilket generelt blev tolket som udtryk for en større regeringskrise. Der var den sandhed i tolkningerne, at RV under ledelse af Margrethe Vestager kørte en meget hård forhandlingslinje, hvis formål ikke mindst var at minimere SF’s indflydelse på regeringens økonomiske politik, men i international sammenligning fremstod regeringsdannelsen ikke som specielt langtrukken.

Valget i 2015 resulterede i en mere traditionel proces hvor Lars Løkke Rasmussen efter et par dronningerunder dannede en smal V-regering, der efter det dramatiske forløb om finansloven i efteråret 2016 noget overraskende blev udvidet med LA og KF. Man kan dog sige at V-regeringen var en afvigelse fra normen siden 1982, hvor alle regeringer frem til 2015 har været koalitioner af to til fire partier – dertil kommer at kun Poul Nyrup Rasmussens første regering (1993-1994) rådede over et flertal i Folketinget, mens alle andre regeringer har været minoritetskoalitioner.

Når regeringsdannelsen i Sverige har trukket ud efter valget i september 2018, er en af forklaringerne at de borgerlige partier stadig kæmper med at finde en strategi over for Sverigedemokraterne: Skal man fortsætte isolationen af SD eller acceptere partiet som grundlag for en borgerlig regering? Her kan man påpege at de danske partier i højere grad har villet og kunnet integrere fløjpartier i regeringsdannelsen – forholdet mellem S og Enhedslisten kan dog stadig diskuteres, men S har dog regnet EL’s mandater med i forbindelse med regeringsdannelser, ligesom partiet er indgået i aftaler om finansloven. DF har siden 2001 været en fast del af de borgerlige regeringers parlamentariske grundlag, men i forbindelse med valget i 2019 kan de borgerlige partier blive stillet over for spørgsmålet om hvordan de skal forholde sig til det højreekstreme Nye Borgerlige, hvis partiet opnår repræsentation i Folketinget.

Ser vi på de aktuelle indeks over meningsmålinger – Berlingskes Barometer fra 16/12 og den aktuelle Poll of Polls (fra 17/12) – synes centrum-venstre at have efter en danske forhold klar fordel. Teknisk set kan man regne KD som del af den blå blok, men partiet er langt fra at passere spærregrænsen, hvorimod indeksene har Nye Borgerlige i Folketinget.

Omregnet til mandater ser de aktuelle indeks sådan ud, idet de nordatlantiske mandater er placeret uden for de danske blokke. I 2015 resulterede valgene på Færøerne og i Grønland forresten i fire “røde” mandater.

Umiddelbart synes spørgsmålet om regeringsdannelsen efter 2019-valget at være afgjort til Socialdemokratiets og Mette Frederiksens fordel, men der er komplikationer, selv hvis S kan vælge mellem et S-EL-RV-SF-Å- og et S-DF-SF-flertal.

Lad os først antage at den blå blok (inklusive NB) uanset de aktuelle meningsmålinger får held til at vinde flertallet. Her kan NB pege på Lars Løkke Rasmussen som forhandlingsleder ved den første dronningerunde, stille betingelser mht. en ny regerings sammensætning eller dens politik, som gør det svært før Løkke at argumentere for at en V-ledet regering ikke bliver mødt med et mistillidsvotum i Folketinget. Tilsvarende kan DF have krav til regeringens sammensætning – specielt at LA eller KF ikke skal indgå i regeringen – som gør Løkkes opgave besværlig. Et DF-krav om en dansk folkeafstemning om EU-medlemskabet kan også forhindre en hurtig regeringsdannelse.

Det er sandsynligt at Løkke som i 2015 kan blive udset som regeringsdanner efter en dronningerunde nummer to, hvor DF og NB slækker på de krav, partierne fremsatte i første omgang. Som nyt parti, hvis ledelse ikke er integreret i den parlamentariske praksis, er NB dog en uforudsigelig faktor. Alt taget i betragtning vil Løkke og Venstre foretrække en situation hvor NB havner under spærregrænsen.

Ligeledes er spørgsmålet om Løkke vil kunne fortsætte med den nuværende trepartiregering, eller om han må tilbage til modellen fra 2015-2016 med en smal V-regering. EU-politikken vil sandsynligvis forhindre DF-deltagelse i regeringen, også selv om V vil kunne se fordele ved at placere DF i en situation hvor det har direkte ansvar for den førte politik. I alle tilfælde vil en etpartiregering ikke kræve forhandleringer om regeringsgrundlaget, hvorfor Løkke vil kunne danne en sådan regering forholdsvis hurtigt efter dronningerunde nummer to. En koalitionsregering kan derimod kræve en eller to ugers forhandlinger.

Hvis valget falder ud som de aktuelle meningsmålinger angiver, er det ikke givet at Mette Frederiksen hurtigt kan danne den S-regering, hun har angivet som sit mål. Det første problem opstår, hvis Enhedslisten og Alternativet skulle foreslå deres respektive partiledere som forhandlingsledere ved den første dronningerunde. I så fald har ingen af de mulige kandidater over 88 (90) mandater bag sig – med den aktuelle stilling ville Lars Løkke Rasmussen have 80 eller 84 mandater bag sig, Mette Frederiksen 68, Pernille Skipper 16 og Uffe Elbæk 7. Dronningen kunne i denne situation vælge at udse Lars Løkke som forhandlingsleder, vel vidende at resultatet af hans sonderinger ville blive at EL og Å ikke ville støtte en regering ledet af V. Efter dette svinkeærinde ville man formode at partierne peger på Frederiksen i en anden runde.

Her opstår det næste problem, fordi EL, RV og Å kan sætte betingelser på deres støtte til Frederiksen, der har mere end antydet at en S-ledet regering ønsker at føre økonomisk politik og indvandringspolitik med SF og DF. Ikke mindst det første kan støde hos betydelig modstand hos RV.

Selv om S satser på at en tredje dronningerunde fører til en mindretalsregering kun bestående af S, vil der stadig være usikkerhed om regeringens chancer i Folketinget. Så længe bare ét af partierne EL, RV (hvis evne til at udnytte komplekse parlamentariske situationer selv Henrik Sass Larsen gør klogt i at være opmærksom på) eller Å beslutter sig til at sætte hårdt mod hårdt, hvis ikke S kan opnå en forståelse med DF – hvilket igen kan koste betydelige indrømmelser på fx Europapolitikken, sundhedspolitikken eller klima- og miljøpolitikken. Målinger antyder at de to sidste politikområder står højt på den politiske dagsorden, så uklarhed om den socialdemokratiske linje kan koste i valgkampen eller efter valget.

Følger S Sass-linjen, vil partiet sandsynligvis satse på en hurtig regeringsdannelse for derefter at skyde sig gennem Folketinget. Spørgsmålet er dog om ikke et arbejde med at forankre regeringens politik hos EL, RV, SF og Å vil give en mere stabil regering, også selv om processen ender med en ren S-regering. Hele dette forløb kan godt tage et par uger.

Man kan til sidst bemærke at en S-regering med 47 mandater bag sig vil være den fjerdesmalleste regering efter 1945 efter Hartlings regering 1973-1975, Løkkes 2015-2016 og Knud Kristensens 1945-1947 – alle regeringer, der er blandt de kortest siddende i efterkrigstiden, hvilket igen kan rejse spørgsmålet om konstruktionens stabilitet.

Hvorfor tager det så lang tid at danne en regering i Sverige?

Af forskellige grunde har bloggen været i dvale i efteråret, men her er et blik på den svenske regeringsdannelse, der stadig ikke er afsluttet

Det var ventet at forhandlingerne om dannelse af en regering efter riksdagsvalget i september ville blive besværlige, men der var næppe mange som havde forudset at Sverige ville gå ind i 2019 ledet af et forretningsministerium. Faktisk er processen efter 2018–valget ikke bare den længste i svensk parlamentarisk historie, Sverige er også på vej ind på listerne over de længste regeringskriser, selv om der er et stykke vej til den belgiske rekord. Spørgsmålet er aktuelt om Riksdagen i det hele taget kan få valgt en statsminister ved de afstemninger, talman Andreas Norlén har bekendtgjort, eller om man skal ud i det første ekstravalg siden 1958 (idet valget i 1970, der markerede overgangen fra to- til étkammerparlament, ikke tælles med).

I en vis forstand er svaret enkelt: Efter valget i 2018 kendetegnes det svenske partisystem både af en høj grad af fragmentering og af en høj grad af ideologisk polarisering, hvilket skyldes Sverigedemokraternes indtog på den politiske scene.

Fragmentering har ikke kun med antallet af partier at gøre – her er antallet konstant siden SD kom ind i Riksdagen i 2010 -, men også deres relative størrelse. Der er flere måder at beregne fragmenteringsindeks på, men anvender man målet for effektivt antal partier, kan man se hvordan partisystemet er blevet mere opsplittet i løbet af 2010’erne

Det kan straks være lidt sværere at måle den ideologiske polarisering – skal man måle ud fra vælgernes positionering, partiernes valgprogrammer eller afstemningsadfærden i parlamentet? – men billedet er i alle tilfælde at de to midterpartier Centerpartiet og Liberalerna agerer ud fra det udgangspunkt at den ideologiske distance til SD mod højre og V mod venstre er for stor. Det er da også C og L – og her er C specielt interessant, fordi partiet sidder på medianlegislatoren eller mandat nr. 175 – som ad flere omgange har blokeret forsøg på regeringsdannelse.

Man kan måske sige at svensk politik er fanget mellem en blokpolitisk logik som har rødder tilbage til 1970’erne, og en opløsning af traditionelle bånd mellem partier og vælgere. Ser man lidt på matematikken, er situationen som følger, idet 175 er det magiske tal i svensk politik (beregningerne uden L er lavet for at fremhæve C’s aktuelle centrale position)

Som man kan se, skal en kommende statsminister på en eller anden måde opnå en forståelse med en blok der strækker sig fra V til C/L eller fra C/L til SD.

Ser vi derefter på C og L’s strategier, er der nok ikke tvivl om at de to partier ville foretrække en firpartiregering af Alliansen-partierne som blev tolereret af S (i modsætning til perioden 2010-2014 har man ikke valget mellem S og MP). Dette vil selvfølgelig gå imod S’ politiske DNA, selv om partiet i perioden 1991-1994 indgik i store økonomisk-politiske forlig med Carl Bildts firpartiregering, som egentlig havde Ny Demokrati som parlamentarisk basis.

Spørgsmålet er om C alternativt kan acceptere en S-regering, der samarbejder til højre: Både ved sonderingsrunde nummer to og den anden statsministerafstemning var C-leder Annie Lööfs påstand at S ikke havde gjort tilstrækkeligt store politiske indrømmelser inden fo erhvervs- og arbejdsmarkedspolitikken.

Billedet bliver så endnu mere kompliceret når man ser på C og L’s adfærd ved afstemningen om statsbudgettet for 2019. Her undlod partierne ganske vist at stemme, men resultatet var at de slap budgetforslaget fra M og KD støttet af SD igennem. Budgetforslaget var ganske vist ikke resultatet af et forlig mellem M, KD og SD, men for udenforstående fremstår C og L’s modstand mod SD måske ikke helt klart.

En del af problemet kan bestå i at C og L endnu ikke har fået afklaret situationen på vælgerarenaen og de interne organisatoriske arenaer. Partierne har ved valgene i 2006, 2010, 2014 og 2018 (og for så vidt også i 2002) indgået som medlemmer af en borgerlig firpartiblok, og hvis de vil undgå negative reaktioner blandt medlemmer og vælgere ved at tolerere en S- eller S/MP-regering, skal det i alle tilfælde stå helt klart at en ny Alliansen-regering ikke er en realistisk mulighed – og nok så vigtigt hvorfor.

Annie Lööf og i vis udstrækning Jan Björklund har siden september kørt et meget hårdt chicken race for realisere deres prioriteter, og man bør ikke helt udelukke muligheden for at det kan føre Sverige ud i et ekstravalg i foråret 2019 – også selv om et sådant valg ikke umiddelbart i sig selv vil afklare de låsninger som har kendetegnet svensk politik de sidste måneder.

PS: Hvorfor førte valget i 2014 ikke til en tilsvarende langvarig regeringskrise? En forklaring er at Fredrik Reinfeldt ved at afgå på valgnatten blokerede for en fortsættelse af firpartiregeringen med SD’s støtte, idet M blev sendt ud i en længere proces med valg af ny formand. Samtidig kan man argumentere for at perioden 2014-2018 egentlig var én lang regeringskrise, hvor Stefan Löfven blev statsminister på afbud, ligesom Sverige efter afstemningen om budgettet for 2015 rent faktisk var tæt på et ekstravalg.

PPS: De svenske kollektivblogs Politologerna og Makt och politik har fulgt processen hele vejen og er værd at følge.

Statsministerkandidater

Udviklingen i antallet af statsministerkandidater har været et festligt indslag i dansk politik henover sommeren, hvor specielt “rød blok” har set Alternativet og Enhedslisten åbent betvivle Mette Frederiksens rolle som blokkens leder, efter at Socialdemokratiet erklærede at partiets mål var at danne en rent socialdemokratisk regering efter en eventuel valgsejr for venstrefløjen ved det kommende folketingsvalg. Dertil har Radikale Venstre ganske vist ikke udtrykt noget ønske om at besætte statsministerposten efter et valg, men partilederen har dog udtalt betydelige forbehold i støtten til Socialdemokratiet og Frederiksen.

Men hvad er sandsynligheden for at nogen anden end Socialdemokratiets eller Venstres formand bliver statsminister efter det kommende valg?

Hvis den danske politiske historie giver nogle retningslinjer, er svaret at Danmarks næste statsminister med den nuværende fordeling af stemmerne i opinionsmålingerne hedder enten Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussen.

Først og fremmest vil hhv. S og V have en fordel ved regeringsdannelsen – det er yderst sjældent at det ikke er det største parti i respektive side af det politiske spektrum, der danner regeringen og stillet med statsministeren.

Forholdene i den nuværende valgperiode er ganske vist usædvanlige, fordi DF som det største borgerlige parti står uden for regeringen. Man kan her pege på perioderne 1909-1910, 1913-1915 og 1973-1975, hhv. Socialdemokratiet og Fremskridtspartiet ikke udnyttede – eller var i stand til at udnytte – deres størrelse til at styre regeringsdannelsen. Der kan være flere gode grunde til at DF ikke deltager i regeringen, men situationen er strengt taget en anomali.

I forbindelse med dannelsen af Firkløverregeringen i 1982 er der talt og skrevet meget om hvordan Poul Schlüter blev statsminister, men man bør huske på at KF efter valget i 1981 rent faktisk var det største borgerlige parti, så det havde været en overraskelse hvis V og Henning Christophersen havde været i stand til at sikre sig posten. Schlüter havde fra starten en fordel i processen og undlod at tabe terrinen på gulvet undervejs.

Det eneste tilfælde i fredstid på en koalitionsregering hvor juniorpartneren besatte statsministerposten, er VKR-regeringen hvor KF’s ledelse valgte at pege på den radikale Hilmar Baunsgaard som statsminister for at sikre RV’s loyalitet mod den nye regering. Man kan her i øvrigt bemærke at den radikale sejr ved valget i 1968 havde givet partiet 15% af stemmerne, ligesom RV sad på medianlegislatoren.

Den eneste af de nuværende alternative statsministerkandidater der er i nærheden af 10% af stemmerne, er EL’s Pernille Skipper, og hun har det handikap at hendes parti er placeret langt fra medianlegislatoren, klart til venstre for midten.

Når dette er sagt, kan der selvfølgelig også være grund til at pege på at S og V tilsammen ikke når op på 50% af vælgerne i de aktuelle meningsmålinger. Hvis medierne vælger at dække valgkampen som et præsidentvalg med ensidigt fokus på S og V, ville de tabe over halvdelen at vælgerne med deres oplæg. Omvendt behøver det ikke betyde at andre partiers ledere skal dækkes som potentielle regeringschefer.

Den svenske valgkamp (4): Svenske kommentarer

Dette indlæg indeholder links til refleksioner over svensk politik og de svenske partier, skrevet af svenske kommentatorer.

Først Ola Nordebos gennemgang af partiernes stilling fra foråret. Nordebo er politisk redaktør på Västerbottens-Kuriren

Centerpartiet

Kristdemokraterne

Liberalerna

Moderaterna

Sverigedemokraterna

Miljöpartiet

Socialdemokratiet

Vänsterpartiet

Og til sidst om valgkampen generelt

Andreas Johansson Heinös krøniker i Borås Tidning. Heinö er forlagschef på Timbro men skrev sin PhD-afhandling om europæiske højrepopulistiske partier. Han er @johanssonheino på Twitter.

Centerpartiet

Moderaterna

Miljöpartiet

Kristdemokraterna

Socialdemokraterna

Liberalerna

Vänsterpartiet

Sverigedemokraterne

Til sidst Expressens Torbjörn Nilsson der byder på nogle finurlige historiske perspektiver. Han er @torbjornnilsso på Twitter.

Sverigedemokraterna

Socialdemokraterna

Moderaterna, Centerpartiet og Vänsterpartiet

Miljöpartiet

Moderaterna og Socialdemokraterna

Før den svenske valgkamp (3): Dimensioner og relationer

Danmark og Sverige har mange fællestræk. Ser man på nedenstående figur fra World Values Survey er Sverige efter Norge det land, Danmark ligger nærmest værdimæssigt, idet Sverige indtager en ekstrem position mht. sækularisme og self-expression. Man kunne måske se dansk politik som placeret i et spændingsfelt mellem sækularisme og rationalisme på den ene side (Sverige som forbillede) og traditionalisme på den anden (Storbritannien og Australien som forbilleder). Et typisk problem ved danske kommentarer om svenske forhold er at landet mere fungerer som en – positiv eller negativ – projektionsflade for danske forhold end som udgangspunkt for en egentlig sammenligning.

Bryder vi den overordnede placering ned efter partier, ser vi et billede der er præget af at de etablerede partier i snart 20 år har grupperet sig i to blokke. Figurerne nedenfor undervurderer således sandsynligvis de indholdsmæssige forskelle mellem partierne i blokkene, men viser omvendt hvordan man skal bruge to dimensioner for at opfange variationerne i det politiske rum.

Via Marie Demker har jeg fundet dette forsøg på at sammenfatte partiernes positioner i et todimensionelt system, hvor den vandrette akse svarer til den klassiske socioøkonomiske dimension, mens den lodrette angiver GAL/TAN-dimensionen eller den værdipolitiske dimension, som vi ville kalde den i Danmark. Her er forskellene mellem partierne i de enkelte blokke tydeligere.

Man kan se at Sverigedemokraterne, ligesom i plottene ovenfor, er placeret ret langt til højre på den socioøkonomisk skala, mens Centerpartiet og Liberalerna kvalificeret som det man i Danmark i 1990’erne kaldte “grønne borgerlige” – et segment det hedengangne CD konkurrerede med de grønne dele af Det Konservative Folkeparti om.

Man kan prøve at sammenligne med det vælgerkompas Kenneth Thue udarbejdede for Altinget og se at DF ser ud til at ligge til venstre for SD på den socioøkonomiske skala – men SD er altså stadig i stand til at tiltrække socialdemokratiske vælgere – ligesom Danmark savner partier der appellerer til gruppen af grønne borgerlige. Her kan man dog bemærke at Thue antager at denne vælgergruppe er ret lille i Danmark og kun omfatter ca 8% af vælgerne. En succes for C ved valget i efteråret kunne måske alligevel være en inspiration for KF. (GAL/TAN eller værdigskalaen er vendt på hovedet ifht de svenske figurer).

Sammenlignet med de danske partiet fremstår M som mere højreorienteret end V – partiet tiltrækker i modsætning til V heller ikke mange arbejderstemmer, mens de danske og svenske socialdemokratier indtager nogenlunde samme position i partirummet. Tilsvarende minder svenske V om EL, mens MP og RV indtager samme position.

SCB har beregnet hvordan vælgerne har flyttet sig mellem partierne fra efteråret 2014 til foråret 2018. Længst nede kan man se at Sverigedemokraterna ligesom DF nu udgør en udfordring til både S og M – svarende til S og V i Danmark, mens C har trukket vælgere fra de andre borgerlige partier og regeringspartiet MP. Det er altså SD og C der på forskellige dagsordener trækker vælgere over den etablerede politiske midte. Omvendt er et typisk problem for de partier der mister vælgere, at de taber i flere dimensioner – mod højre og venstre på den socioøkonomiske skala eller på GAL/TAN-skalaen, eller i alle retninger samtidig. Dette giver fx partier som KD eller MP problemer med at formulere en klar valgkampstrategi.

Kilder: Word Values Survey, SOM 2018 – Sprickor i fasaden, Per Oleskog Tryggvasson – Partirummet, SCB – Partisympatiundersökning våren 2018, Altinget – Vælgerkompas

Før den svenske valgkamp (2): Temaer og dimensioner

SOM-Institutet ved Göteborgs Universitet gennemfører regelmæssige undersøgelser af den politiske og sociale opinion i Sverige. Den seneste undersøgelse der blev publiceret i foråret 2018, giver os således et billede af hvilke temaer vælgerne aktuelt prioriterer – og ikke mindst hvordan prioriteringerne har skiftet over tid.

Man kan her se at den politiske dagsorden er skiftet siden valget i 2014, hvor skolepolitikken stod øverst på dagsordenen, fulgt af sundhedspolitik og indvandring. Set i et længere perspektiv er det værd at bemærke at indvandring i 2014 var et nyt punkt på dagsordenens top 3, mens beskæftigelsespolitikken som ellers havde været øverst på dagsordenen ved alle valg siden 1991 med undtagelse af valget i 2002, nu er lavere prioriteret.

Nedenstående tabel giver en mere detaljeret oversigt over forandringerne i den politiske dagsorden fra 2014 til 2017. Man kan her bemærke at selv om spørgsmål om lov og orden ikke når ind i top 3, er det den anden store højdespringer ved siden af indvandrings- og integrationspolitikken.

Det er næppe forkert at antage at der her er en sammenhæng med de væbnede opgør, man i de senere år har set mellem kriminelle grupper i de større svenske byer, herunder ikke mindst Malmö. Omvendt ser man også hvordan beskæftigelsespolitikken er faldet tilbage på listen.

Det er normalt sådan at forskellige partier “ejer” bestemte politiske spørgsmål. Sverigedemokraterna har profileret sig på en anti-invandringspolitisk dagsorden, og man kan se at partiets potentielle vælgere afviger en hel del fra den gennemsnitlige svenske vælger med hensyn til prioriteringen af indvandring og integration, mens Moderaternas vælgere ligger højest blandt de gamle partier. Lov og orden er til gengæld et mere almenborgerligt emne.

Tabellen viser også at Vänsterpartiets og Centerpartiets potentielle vælgere lægger forholdsvis stor vægt på indvandring og integration, men her er der tale om to partier der traditionelt er positive over for hhv. flygtninge og arbejdskraftsindvandring. Man kan måske tale om at de to partier mobiliserer vælgere mod hhv. Socialdemokratiet, der har strammet sin udlændingepolitik væsentligt siden 2016, og Sverigedemokraterna.

Svensk politik har traditionelt været beskrevet som endimensionel hvor partierne var placeret klart på en højre-/venstreskala bestemt af socioøkonomiske temaer. Politologer har dog i et stykke tid diskuteret om det ikke er nødvendigt at operere med to dimensioner: Den klassiske socioøkonomiske og den såkaldte GAL/TAN-skala, hvor vælgere og partier fordeler sig ud fra det, vi i Danmark siden slutningen af 1990’erne har kaldt værdipolitiske temaer. Beregningen i figuren nedenfor er et forsøg på at vise hvordan blandt andet indvandrings- og integrationspolitiske spørgsmål i højere grad er blevet politiseret og strukturerer vælgernes og partiernes adfærd.

Man kan i den forbindelse tilføje at GAL/TAN handler om mere end integrationspolitik, idet fx spørgsmål om kønspolitik (SD udtrykker fx kritik af den svenske abortlovgivning) og miljøpolitik også er med til at definere dimensionen

Ser vi på synet på indvandring, er der flere måder at opgøre befolkningens holdninger på, og billederne er ikke så entydige som SD’s fremgang kunne antyde. Andelen af vælgere der synes man skal begrænse antallet af flygtninge der kommer til Sverige, er ganske vist steget væsentligt i de senere år, men det er langt fra at være historisk højt. Man kan måske tale om at SD fra 2010 og fremefter har været i stand til at mobilisere en latent modstand mod indvandrere og andre udtryk for normative forandringer i samfundet, snarere end at den svenske befolkning er rykket mod TAN-enden af GAL/TAN-skalaen.

Som en lille krølle på disse overvejelser er her et par tal om flygtninge og indvandrere i Sverige. Som man kan se, blev Sverige påvirker meget kraftigt af flygtningekrisen i 2015 efter nogle år med et stigende antal asylansøgere. En kombination af stramninger på europæisk og svensk niveau har været medvirkende til at det løbende antal af asylansøgere nu ligger under niveauet i perioden 2010-2014. Hele denne proces kostede i øvrigt Miljöpartiet dyrt i indre opgør og indrømmelser til regeringspartneren Socialdemokratiet, hvilket er en vigtig grund til faldet i partiets tilslutning. MP står ellers som det idealtypiske GAL-parti.

Sverige har i hele perioden siden 2. verdenskrig været et indvandringsland, hvorfor mange svenskere i dag har indvandrerbaggrund når man går én eller flere generationer tilbage.

Indvandringen er motiveret i en blanding af arbejdskraftsindvandring og modtagelse af politiske flygtninge, og den sidste figur viser at Sverige siden 2000 har haft en stor, løbende indvandring, hvilket i øvrigt også har ført til en kraftig befolkningstilvækst i de seneste årtier. (Indvandrede angives med den orange linje, udvandrede med den grå. Man regnes kun som indvandrer, når man har fået opholdstilladelse).

De generelle demografiske forandringer har både socioøkonomiske og sociale årsager og konsekvenser, og man bør naturligvis også tage dem i betragtning, når man forsøger at vurdere udviklingen blandt vælgerne og på det politiske niveau.

Kilde: SOM 2018 – Sprickor i fasaden, SOM 2017 – Larmar och gör sig till.

Migrationsverket – statistik over asylansøgninger og indvandring.

Før den svenske valgkamp (1): Nogle generelle træk

Det svenske riksdagsvalg i september er ventet med spænding, fordi politikken på det nationale niveau er på vej ind i en ny situation. Valget i 2014 rykkede allerede ved de politiske strukturer som har været etableret siden 1970’erne og alt tyder på at valget i 2018 vil befæste udviklingen fra 2014.

Valgforskeren Henrik Oscarsson beregner løbende et kvalitetskontrolleret indeks for meningsmålinger – det betyder blandt andet at Sentios og YouGovs ofte bemærkelsesværdige målinger ikke indgår – som man kan læse på siden Datastory.se.

Når man er langt fra valget, bør målingerne ikke ses som forudsigelser, men indekset peger på nogle interessante forandringer i svensk politik. Fra et dansk perspektiv har fokus været på Sverigedemokraternes fremgang siden 2015. Der er et tydeligt sammenfald i tid med flygtningekrisen i 2015, men nok så bemærkelsesværdigt er at partiet i det store og hele har holdt sig på et niveau omkring 20%, hvilket skal sammenholdes med valgresultatet fra 2014, som i forvejen blev set som en stor sejr for partiet. Ser man målingerne i et nordisk perspektiv kan man pege på at Sverige nu har et højrepopulistisk parti, hvis styrke er på niveau med partierne i Danmark, Norge og Finland.

Nok så interessant er at Socialdemokratiet, hvis valgresultat i 2014 i forvejen var skuffende, er på vej mod sit dårligste resultat siden indførelsen af generel og lige valgret. Man vil måske kunne sammenligne 2018 med valgene i 2001 i Danmark og Norge, hvor Socialdemokratierne led store nederlag.

To andre mulige vindere er Vänsterpartiet, som nærmest kan sammenlignes med en blanding af SF og Enhedslisten i Danmark, og Centerpartiet, som i sin moderne form har træk fra Venstre og Liberal Alliance. Omvendt kan to partier som brød igennem i den nationale politik omkring 1990 – Miljöpartiet og Kristendemokraterna – risikere at falde for 4%-grænsen. Miljöpartiet, som har visse fællestræk med SF, Alternativet og Radikale Venstre, oplevede en højkonjunktur i begyndelsen af 2010’erne, kulminerende i regeringsdeltagelsen i 2014, men partiet har – ligesom SF i perioden 2011-2014 – lidt under en manglende evne til at tilpasse sig rollen som regeringsparti, og dette skyldes ikke kun at partiet måtte give køb på væsentlige integrations- og flygtningepolitiske standpunkter efter 2015.

Kristendemokraterne har under Ebba Busch Thor nærmest forsøgt at placere sig som et konservativt alternativ mellem Moderaterna og Sverigedemokraterna, men strategien har været uden succes. Partiet vil være afhængigt af støttestemmer fra Moderaterna, Liberalerna og Centerpartiet, hvis det skal have en chance for at opnå repræsentation i Riksdagen i valgperioden 2018-2022.

Mätningarnas mätning juni 2018Partierne 2014-2018

Strengt taget vil valget i september ikke føre til de store forandringer på den parlamentariske arena, når man sammenligner med valgperioden 2014-2018: Hverken venstreblokken (S-MP-V) eller Alliansen (her reduceret til M-C-L) vil være i nærheden af et flertal i Riksdagen. Perioden 2014-2018 indebar i praksis et samarbejde over midten, hvor SD blev udelukket fra det politiske arbejde. Partierne kan vælge at fortsætte denne linje, med enten S eller M som regeringsbærende parti, eller de tilbageværende Alliansen-partier kan indgå i et samarbejde med Sverigedemokraterna. Begge alternativer giver anledning til nogle alvorlige politiske dilemmaer, men i praksis vil udspillet ligge hos de tre Alliansen-partier individuelt og i fællesskab.

Regeringsalternativer

Nedenstående figur skal ikke tages som en forudsigelse, men den antyder at Centerpartiet kan få en central rolle i den kommende valgperiode. Sagt med politologsprog vil C sandsynligvis besidde medianlegislatoren i valgperioden 2018-2022. På mange områder er C det borgerlige parti der aktuelt ligger længst fra SD, men på den anden side har partiet også betydelige forbehold som Socialdemokratiet, hvorfor man næppe bør forudse en genoplivelse af samarbejdet mellem S og C som man senest så 1994-1998.

Flertalsdannelse

Kilde: Datastory.se