Undervisning under Corona-vilkår (1)

Jeg har – som andre undervisere på videregående uddannelser – været hjemsendt siden 12/3. Hjemsendt skal her forstås sådan, at jeg skal løse mine undervisningsopgaver og andre opgaver i fuldt omfang hjemmefra, så dette er en note om mine tanker og erfaringer med forberedelse og gennemførelse af undervisning under de vilkår, vi nu engang må arbejde med.

Først lidt kontekst:

I marts afsluttede jeg et obligatorisk modul på socialrådgiveruddannelsens 6. semester. Det skulle være afprøvet ved en mundtlig gruppeprøve på baggrund af et projektarbejde, men det måtte vi ændre til en individuel skriftlig afprøvning. Desuden havde jeg en undervisningsdag på et diplommodul 1/4.

Efter påske fortsætter diplommodulet, ligesom jeg er tovholder og underviser på et modul på socialrådgiveruddannelsens 2. semester og underviser på et valgmodul på 6. semester. Man skal her lige være opmærksom på at der er 4-8 undervisere på hvert modul.

Samtidig var jeg nok lidt bedre stillet end mange af mine kollegaer der måtte skifte fra campus- til netbaseret undervisning, fordi jeg

  1. …tidligere i min karriere har arbejdet med helt netbaserede moduler. Vi skal ganske vist tilbage til 00’erne hvor jeg underviste et modul på Umeå Universitets netbaserede socionomuddannelse
  2. …ved skæbnens gunst havde haft en pukkel af undervisning i februar (og december og januar…), mens jeg fra midten af marts og frem til påske “kun” havde en dag på et diplommodul og eksamen på det obligatoriske 6. semestermodul.

Tidspresset betød at vi alle måtte gribe tilbage på de redskaber vi havde i vores digitale værktøjskasser, samtidig med at et licensproblem betød at vi måtte skifte platform og med minimal introduktion anvende Google Meet (enterprise-udgaven af Hangouts) til møder og synkron undervisning. Så de studerende møder i sagens natur mange forskellige tilgange til undervisning over nettet og varierende grader af fortrolighed med forskellige platforme og tjenester.

Vores kalendre er i forvejen fyldte, hvilket påvirker mulighederne for at koordinere undervisningen, og tidspresset i forbindelse med nedlukningen betyder at der ikke har været mulighed for at koordinere omlægningen af forløbene. Vi prøver os frem, så godt vi kan, både individuelt og kollektivt. Heldigvis ser det ud til at vores studerende har forståelse for problematikkerne.

Samtidig skal vi huske på at vores studerende også befinder sig i en undtagelsestilstand – en del har børn som skal passes eller undervises ved siden at de omlagte studieaktiviteter, og hele usikkerheden omkring Corona-situation påvirker naturligvis også hverdagen.

Så til det mere konkrete: Jeg har valgt at arbejde med en blanding af asynkrone og synkrone aktiviteter på den måde at jeg har indspillet mine præsentationer som screencasts og så holder kortere synkrone sessioner.

Studerende på mit diplomhold har jo fuldtidsarbejde ved siden af, så her kørte jeg med sessioner af 30 minutters varighed afbrudt af offline-aktiviteter, hvor de enten kunne se præsentationerne (hvis de ikke havde gjort det i forvejen) eller skrive spørgsmål og refleksioner, som kunne kvalificere deres arbejde med modulopgaven.

Et problem her er at virtuelle mødeplatforme – i al fald hvis man ikke er meget vant til dem – ikke rigtig inviterer til gruppediskussioner og refleksioner, så de udvekslinger af praksiserfaringer som er prikken over i’et ved undervisning på diplomuddannelser, kom ikke frem i så stor grad som normalt. Som underviser kan man naturligvis overveje hvordan man bliver bedre til at få de studerende til at (turde) komme frem på banen – jeg tror noget af dette også har med graden af fortrolighed med platformen at gøre.

Grunduddannelsen er struktureret meget anderledes, men her prøver jeg i god tid at lægge introducerende materiale ud, som de studerende kan arbejde med, inden en afsluttende opsamling. Det der i skemaet normalt er en lektion på 3 timer, bliver så et antal screencasts koblet med en onlinesession på 1 time. (Man skal her tænke på at det faktisk tager en del tid at lave screencasts, og at det skal flettes ind i løbende arbejdsopgaver). Det er nok bedst hvis de studerende ikke ser videoer ud i én køre, men det skal også passes ind i deres øvrige lektioner og opgaver. På begge moduler skal de studerende desuden arbejde med opgaver, hvor vejledning og svar på spørgsmål også bliver en del af den synkrone virksomhed.

Bortset fra det, er mine – indtil videre begrænsede erfaringer – at de studerende bliver mere modtagende end aktivt deltagende sammenlignet med normalt. Ud over utvivlsomme mangler på underviserside med hensyn til stilladsering af online-møderne, skal man også tage hensyn til deres begrænsede erfaring med den konkrete platform og det vi med et begreb hentet fra ANT-verdenen kan kalde platformens affordans mht. social interaktion.

Til sidst: Eksaminationer over nettet. Her har jeg haft et par stykker, hvor det fælles indtryk er at procedurerne omkring eksamen tager en del længere tid (der skal sættes et møde op, fysiske omgivelser skal kontrolleres, man skal logge ind og ud i forbindelse med votering, etc). Tilsvarende bliver eksaminators og censors rolle anderledes – det er svært at have en trepartsdialog, ikke mindst i en situation der helt naturligt er presset for den studerende – så vores valg har været at have eksaminator som udspørger og dialogstyrer, mens censor (respektive intern eksaminator nr. 2) klart for rollen som tilhører og som den der dokumenterer forløbet.

I normale tilfælde kan det godt virke lidt mærkeligt for en eksaminand med en næsten passiv censor/eksaminator nr. 2, men her tror jeg eksamen bliver for kompleks for den studerende.

PS: Jesper Balslev fra KEA delte nogle interessante artikler om hvorfor mødet i virtuelle sammenhænge kan være udmattende:

https://theconvivialsociety.substack.com/p/a-theory-of-zoom-fatigue

https://thesocietypages.org/teaching/2020/04/15/three-reasons-you-might-be-exhausted-right-now/

Middelklassen, boligejere og selvstændige erhvervsdrivende

Inspireret af en diskussion om husejerskab – hvilket her også omfatter lejligheder – på Twitter, har jeg kigget lidt på tal om andelene af boligejere og selvstændige erhvervsdrivende. Som Christian Egander Skov påpegede har der i Danmark blandt borgerlige politikere været en indstilling om at husejerskab var en måde at skabe og fastholde en stabil, borgerlig middelklasse. Begrebet “ownership society” er vist møntet senere, men peger på opfattelsen, at et samfund hvor store dele af befolkningen ejer deres egen bolig har opsparing placeret i aktier, og tilsvarende, ville fremme borgerlige, individualistiske normer.

Tilsvarende ser man også beklagelser over at Danmark har udviklet sig til en lønmodtagerkultur – her med antagelsen at borgerne i et samfund med en stor andel af selvstændige erhvervsdrivende ville vise større initiativ til at løse økonomiske problemer uden statens mellemkomst.

Spørgsmålet er om der er en klar sammenhæng mellem husejerskab og selvstændighed på den ene side og økonomisk og social udvikling på den anden.

Ser vi på husejerskab – igen bredt defineret – viser Eurostats data at andelen af befolkningen der bor i ejerbolig er faldet gennem de seneste år. Vi kan også se at Danmark ligger noget under gennemsnittet i EU-28.

En kommentar til figuren er at et fald fra 68,7% i 2011 til 60,8% i 2019 virker meget stort. Spørgsmålet er om tallene er helt pålidelige i sig selv.

Billedet bliver i alle tilfælde mere broget, når vi ser på tallene fra de europæiske lande. Her ligger Danmark i gruppen med den relativt mindste andel bosatte i ejerboliger, men listen ledes af lande, vi normalt ikke vil sige er præget af en stabil middelklasse. Hvis der er en sammenhæng mellem individualisme og ejerskab, synes den snarere at være omvendt – velorganiserede lande med en stor middelklasse har en større andel af lejere. Det er Schweiz – middelklasselandet over alle – der har den højeste andel af lejere.

Måske er forholdet det, at et velorganiseret og stabilt juridisk system gør det lettere at være lejer, mens husejerskab kan være en fordel i situationer hvor det juridiske system er mere usikkert. Dertil kommer naturligvis strukturen i realkreditsystemet – her ser boligkarriererne traditionelt helt anderledes ud i Tyskland sammenlignet med Danmark og Sverige.

Som prikken over i’et kan man forresten påpege at lande som Kina og Cuba synes at have en ejerboligandel der er på højde med Rumæniens.

Ser vi på andelen af selvstændige erhvervsaktive, bliver billedet endnu mere forvirrende. Danmark ligger ifølge OECD’s data i den lave ende med 8,1% selvstændige – men denne andel er faktisk højere end andelen i USA, som sammen med Norge og Rusland (!) ligger lavest i OECD’s sample. I Europa er det lande som Italien og Grækenland – næppe kendt for økonomisk og politisk stabilitet eller velstand – der har den højeste andel af selvstændige. Schweiz og Storbritannien ligger her nogenlunde i midten.

Billedet er kort sagt forvirrende, men det er ikke utænkeligt at der er en generel sammenhæng mellem økonomiens produktivitet og organisering – store enheder er helt enkelt mere produktive end én- eller fåmandsvirksomheder.

Musik til lørdagen

Efter at have indtalt præsentationer hele eftermiddagen kan man have brug for lidt afveksling. Her Jimmy Page og Robert Plant (ikke Led Zeppelin, uanset hvad der står på videoen): When the Levee Breaks i et alternativt arrangement

Pandemier og social læring

Navnet Anthony Fauci har næppe sagt ret mange i en bredere offentlighed ret meget før Corona-pandemien ramte USA med fuld kraft. Som leder af National Institute of Allergies and Infectious Diseases har han dog i en menneskealder været i frontlinien i arbejdet med at forebygge og bekæmpe infektionssygdomme samt formindske den skade, de kan påføre samfundet – en opgave der ikke kun er blevet gjort sværere af COVID-19’s egenskaber, men også af en inkompetent og selvoptaget føderal politisk ledelse under Donald Trump.

I et interview med Wall Street Journal denne uge argumenterede Fauci for at vi også fremover skulle være ekstremt opmærksomme på vores personlige hygiejne i omgangen med andre. Dette indebar ikke bare omhyggelig og hyppig håndvask, men også at vi undlader at give hånd i sociale sammenhænge.

Fra et medicinsk perspektiv giver dette god mening: Vores hænder er i kontakt med mange ting i løbet af dagen – herunder ikke mindst vores egne øjne, næse og mund, hvilket jo er transmissionsvejene for mange luftvejs- og mave-/tarm-infektioner. Egentlig trak Fauci her bare på en erkendelse som den østrigske læge Ignaz Semmelweis havde gjort for mere end 150 år siden i sit arbejde med barselskvinder.

I en dansk sammenhæng er Faucis råd ironisk: Håndtrykket er jo blevet ophøjet til en national social norm i en sådan grad, at man politisk kræver at ansøgere til dansk statsborgerskab skal give hånd til en myndighedsrepræsentant for at de kan anerkendes som danske statsborgere. At der ligger politisk understøttet islamofobi bag kravet, er naturligvis ingen hemmelighed.

Politiseringen af håndtrykket – som naturligvis rækker ud over den specifikke og i øvrigt yderst detaljerede regulering i integrationslovgivningen – rejser imidlertid spørgsmålet om Danmark – og andre lande – vil være i stand til at reagere hensigtsmæssigt på truslen fra Coronavirussen: Uden politiseringen havde danskerne måske i begyndelsen fundet det akavet at omgås, inden alternative hilsener havde vundet hævd med udgangspunkt i hensynet til folkesundheden.

Med politiseringen bliver afvisningen af håndtryk i hverdagen derimod til en politisk handling, hvor man defineres som en person der tager afstand fra grundlæggende danske værdier, og ikke som en person der tager hensyn til ens egen og andres sundhed.

I stedet for at foretage en forholdsvis enkel og effektiv ændring af adfærd, kan vi i Danmark ende med at stå med krav om omfattende kontroller og regulering af andre former for menneskelig interaktion. Alt sammen for at opretholde sociale normer uden nogen tydelig nytteværdi.

Noget tilsvarende ramte forresten Semmelweis: Hans påvisning af at lægernes håndhygiejne – eller mangel på samme – var en sundhedsfare blev mødt med hån, spot og latterliggørelse i et sådant omfang at det kostede ham karriere og liv. Det var først senere og gradvist – blandt andet gennem en øget forståelse af hvordan infektioner overføres mellem mennesker – at den medicinske profession tog de strikte krav om håndhygiejne til sig.

Alt dette har i øvrigt videre perspektiver: Den viden vi har nu, peger på at Coronavirussen blev overført fra dyr til mennesker på et kinesisk fødevaremarked – et såkaldt “wet market“. Wet markets synes generelt at være et stort sundhedsmæssigt problem, og man kan spørge hvorfor østasiatiske regeringer ikke griber ind og regulerer markederne.

En del af forklaringen skal findes i kulturelle normer omkring køb og salg af fødevarer – ligesom vi i Vesten er vænnet til at animalske fødevarer skal sælges indpakket, efter en proces med dokumenterede dyrlæge- og fødevarekontroller, er de levende dyr en kvalitetsgaranti i (dele af) Østasien.

Et forbud mod bestemte måder at opbevare og sælge dyr til fortæring på, griber dybt ind i kultur og identitet, og vil derfor blive mødt med mere eller mindre åben modstand – dette er sandsynligvis også en grund til at den kinesiske stat slækkede på tidligere forsøg på at forbyde eller regulere salg af vilde dyr på denne typer markeder.

Tilbage står, at selv om både håndtryk og markedspladser udgør en risiko for folkesundheden, er de også integreret i et netværk af sociale og politiske normer. Dette er forhold som gør det svært direkte at oversætte en sundhedsvidenskabelig erkendelse – ovenikøbet en erkendelse vi kan sige, bygger på evidens – til anvisninger for social handlen.