Er USA det samme eller anderledes?

Reaktionerne på drabet på George Floyd har rejst spørgsmålet om udviklingen i det amerikanske samfund og amerikansk politik i de sidste 50-60 år egentlig har ført nogen forandring i racerelationerne med sig.

En position består i at fremhæve kontinuiteterne i sorte amerikaneres (eller afrikansk-amerikaneres) position i samfundet generelt og myndighedernes behandling af gruppen specifikt i 2020 sammenlignet med situationen i 1950’erne og 1960’erne. Ud over decideret politivold kan man pege på en række områder, hvor der stadig er reel segregering i det amerikanske samfund, selv om den formaliserede eller åbne segregering er afskaffet.

Omvendt kan man stille spørgsmålet, om ikke USA på flere områder har undergået væsentlige forandringer, som også har haft konsekvenser for sorte og andre minoritetsgrupper – for eksempel havde det været utænkeligt i 1960, at landet havde haft en præsident med afrikansk baggrund, ligesom repræsentationen af borgere fra minoritetsgrupper i forskellige sektorer – politik, erhvervsliv, kultur – er stærkere i 2020 sammenlignet med 1960.

Billedet er naturligvis blandet. Der er kontinuiteter, men også store forandringer på flere områder i samfundet, samtidig med at USA er langt fra idealet om reel ligestilling uanset køn og etnicitet.

Etnicitet

Sat lidt firkantet op, kunne man beskrive USA i 1960 ud fra to etniske grupper – hvide og sorte amerikanere, hvor sorte amerikanere alt overvejende var efterkommere af slaver fra sydstaterne. Specielt i sydstaterne (de gamle slavestater, som også udgjorde Konføderationen) levede den formelle segregering videre, hvilket betød at sorte ikke alene var udelukket fra at stemme ved valg, men også blev holdt adskilt og underordnet inden for de fleste dele af hverdagslivet. Sorte amerikanere udgjorde cirka 10% af befolkningen på nationalt plan, så USA var alt overvejende et hvidt samfund. (Indianere eller native americans udgør kun 1,5% af befolkningen – samlet er der dog tale om en gruppe på størrelse med den danske befolkning)

Kender man lidt til amerikansk historie, vil man vide, at situationen var mere kompleks: Den hvide – eller kaukasiske – befolkningsgruppe var og er naturligvis sammensat af mange forskellige bølger af indvandrere, lige fra englændere og skotter i 1600-tallet og fremefter, til irere, italienere, tyskere, østeuropæere, russere og for den sags skyld også skandinaver i 1800-tallet og frem. Samlivet mellem disse grupper var ikke altid uden konflikter. Specielt fra anglosaksiske protestantiske gruppers side var der for eksempel stor modstand mod indvandring fra katolske lande. Ikke mindst i sydstaterne så og ser anglosaksiske protestanter sig som de eneste ægte amerikanere. Dog var irere, italienere og jøder stadig placeret over sorte amerikanere i det etniske hierarki. Teknisk set udgør tysk-amerikanere med 50 millioner indbyggere den største gruppe i USA.

I 2020 er billedet væsentligt mere blandet: Der har altid været latinamerikanske grupper i USA som en rest fra det spanske og mexicanske styres tid, men indvandringen fra Mellem- og Sydamerika er steget de sidste årtier, hvilket betyder, at (overvejende katolske) hispanics i dag udgør lidt under 20% af den amerikanske befolkning. Dertil kan man lægge indvandring fra Asien (6-7%). Aktuelle fremskrivninger viser at minoriteter i 2045 vil udgøre over halvdelen af den amerikanske befolkning: USA vil ikke længere være et hvidt flertalssamfund med etniske mindretal, men en blanding af etniciteter og kulturer.

Dette relative tab af position og magt for den hvide befolkning – og udsigten til en fortsættelse af udviklingen – skal også tages i betragtning, når man ser på hvides (og måske især protestantiske hvides) reaktioner på racebetinget undertrykkelse. Noget tilsvarende gælder Trump-administrationens indvandringspolitik, hvis mål er at holde ikke mindst latinamerikanere ude af landet.

Religion og sociale værdier

Amerikansk religiøsitet er et mærkeligt – på grænsen til uforståeligt – fænomen for de fleste vesteuropæere. USA synes så at sige at være blevet stående på et førmoderne stade, hvor den sekularisering af samfundet, der slog igennem i Europa i 1800- og 1900-tallet, aldrig rigtig synes at have slået rod. Omvendt er det religiøse liv præget af en betydeligt større diversitet end i de europæiske lande, idet USA ikke har nogen statskirke. Vi har snarere at gøre med en lang række protestantiske retninger og sekter, suppleret med den katolske kirke og i mindre omfang jøder og muslimer.

Abortspørgsmålet har været koblet til den religiøse dimension. Her har USA været blandt de mest konservative lande – på linje med Irland og Nordirland i Europa – med en kraftig og til tider decideret voldelig antiabortbevægelse. Noget tilsvarende gælder synet på homoseksualitet: Transseksuelles adgang til kønsadskilte toiletter har ved siden af indvandring og retten til abort været et noget overraskende værdipolitisk konflikttema i amerikansk politik.

Undersøgelser af amerikaneres syn på religion generelt – og abortspørgsmålet specifikt – peger dog på nogle væsentlige forandringer blandt de yngre generationer. Amerikanske Millennials og Generation Z’ere er ikke blevet nordeuropæiske eller skandinaviske i deres holdning til religion, homoseksualitet og abort, men der er tydelige forskelle på indstillingen til religion og værdipolitiske spørgsmål mellem ældre generationer og de generationer, der er født efter 1980. Religion spiller en væsentligt mindre rolle, og der er betydeligt større accept af skilsmisser, abort og homoseksualitet mv. blandt yngre amerikanere.

Bemærk iøvrigt at uanset mange års republikanske arbejde for at besværliggøre eller ligefrem forbyde abort på delstatsniveau og føderalt niveau, er der faktisk et flertal for legal abort i den amerikanske befolkning. Igen kan man sige, at den traditionelle hvide protestantiske position er udfordret af udviklingerne på samfundsniveau.

Politi, retsvæsen og økonomi

Skal man pege på områder, hvor udviklingen er stået stille eller ligefrem er gået baglæns siden 1960’erne, er retsvæsenet og økonomien åbenlyse kandidater. USA er blevet et mere økonomisk ulige samfund i perioden fra 1970 til 2020 – specielt har den rigeste del af befolkningen vundet på udviklingen, mens middelklassen og underklassen har tabt. Andelen af amerikanere, som lever i lavindkomstfamilier, er steget fra 25 til 29%, mens andelen i middelklassefamilier er faldet fra 61 til 51%. Bemærkelsesværdigt nok synes et flertal af amerikanerne – selv blandt højindkomstfamilier – at det økonomiske system er uretfærdigt.

Her kan det iøvrigt være værd at overveje de forskydninger, som er sket internt i de etniske grupper siden 1970 – den økonomiske politik, der er ført siden 1980’erne, og øvrige udviklinger i økonomien har ikke bare ramt minoriteterne, men også den hvide arbejderklasse. Hvor en amerikansk (hvid) mand tidligere med stor sandsynlighed kunne etablere sig med fast og tilstrækkelig indkomst uden at have en high school-eksamen, er dette en langt mere usikker position for mænd født efter 1970. I dag er en videregående uddannelse (college) i praksis et krav for at kunne etablere sig i den amerikanske mellemklasse. Det er dog stadig sådan at der generelt er væsentlige forskelle mellem hvide og sorte, når det gælder indkomst og formue, og der er også stadig tydelig afstand mellem grupperne i uddannelsessystemet.

På retsvæsenets område er USA en ekstrem outlier blandt vestlige samfund, når det gælder andelen af indsatte i fængsler, og selv om der har været en bevægelse væk fra brugen af dødsstraf – et andet punkt, hvor USA adskiller sig væsentligt fra alle andre udviklede lande – er der stadig tydelige skævheder i behandlingen af sorte og andre grupper.

Man kan se, at der i 1990’erne – i øvrigt i Bill Clintons præsidentperiode, selv om udviklingen var begyndt under Reagan og Bush – var en kraftig stigning i andelen af indsatte i amerikanske fængsler, ligesom sorte mænd var kraftigt overrepræsenterede blandt gruppen af indsatte. Interessant nok har vi i løbet af 2010’erne set et fald i antallet af indsatte i fængsler – et fald som næsten udelukkende skyldtes at færre sorte blev fængslet. Også her er der dog stadig i 2020 en kraftig overrepræsentation af sorte.

Sammenfattende kan man sige, at der har været forandringer på mange dimensioner i det amerikanske samfund, men sorte udgør – selv med videregående uddannelse – en marginaliseret del af samfundet.

Men hvad så med politikken?

Ikke alle de temaer, jeg har nævnt ovenfor, er direkte koblet til skillelinjen mellem hvide og sorte, men de er alle med til at strukturere de politiske skillelinjer i USA. Stort set alle meningsmålinger viser klare forskelle mellem demokratiske og republikanske vælgere i synet på økonomisk politik og omfordeling, indvandring og integration, mindretalsrettigheder, religionens rolle i samfundet, abort, uddannelse og retspolitik. Nærmest som prikken over i’et har politologen Pippa Norris kunnet vise, at det Republikanske Parti mere minder om partier som det polske PiS eller det tyrkiske AKP (Recep Tayyep Erdogans parti) end om traditionelle europæiske konservative eller kristeligt demokratiske partier i synet på demokratiske rettigheder og mindretalsbeskyttelse.

Donald Trumps form er muligvis excentrisk, men på mange områder er han på linje med hovedstrømningerne i det republikanske parti, som det har udviklet sig siden 1980’erne, og måske især siden Newt Gingrichs tid som de facto-leder af partiet i 1990’erne. Det republikanske vælgerkorps udmærker sig også ved at have sin basis ikke bare blandt hvide protestanter, men blandt hvide evangeliske protestanter – som altså udgør mere en radikal retning inden for protestantismen. Som en ekstra krølle har republikanerne også kunnet etablere en basis hos vælgerne i den hvide mellemklasse – der som vi så ovenfor, er presset på forskellige leder økonomisk og socialt.

Man kan på den baggrund se den republikanske politik som et forsøg på at fastholde et traditionelt hvidt overherredømme – mindre for økonomiske og kulturelle eliter, selv om partiet har solid opbakning fra dele af erhvervslivet, og mere for den hvide mellemklasse uden for de større byområder. Modstanden mod statslig regulering af økonomien – herunder en generel sygeforsikring -og ønsket om socialpolitisk retrenchment kan også ses i sammenhæng med, at Lyndon B. Johnsons “Great Society” og i nogen udstrækning også Roosevelts New Deal var redskaber til at bryde den racemæssige segregering.

I det seneste årti har vi også set en genkomst af tidligere tiders strategier for at begrænse eller helt forhindre ikke-hvides politiske deltagelse. Hvor Sydstaterne efter borgerkrigen med held blokerede sortes ellers nyvundne adgang til at stemme med krav om bevis for skattebetaling eller læsefærdigheder, har våbnet i 2000-tallet været krav om regler om, at vælgere skulle fremvise bestemte former for legitimation med henvisning til påstået omfattende valgsvindel. Ingen har kunnet eftervise svindel som et udbredt problem, men legitimationskravene ville – pga. udgiften til pas eller anden billedlegitimation – især ramme minoriteter og herunder ikke mindst sorte.

Republikanerne har også kæmpet på det værdipolitiske område – her står specielt kampen mod retten til abort (en kamp som ved flere tilfælde har antaget voldelig karakter) og mod kontrol af adgangen til skydevåben centralt. Her er den amerikanske Højesteret en central aktør – hvilket igen betyder at præsidentposten og specielt kontrollen med det føderale Senat er central for en aktør, der vil bruge retsvæsenet som våben. Dette forklarer Republikanernes blokering af Barack Obamas sidste kandidat til en post som højesteretsdommer – Mitch McConnells motivering var opfundet til lejligheden og havde ingen basis i praksis, men afspejlede en republikansk strategi om at etablere et konservativt flertal i Højesteret, som vil kunne blokere demokratisk reformlovgivning langt ud i fremtiden. Man skal her huske at demokraterne på grund af den demografiske udvikling alt andet lige vil have en vælgermæssig fordel – så længe USA har fri og lige adgang til at stemme ved valg.

Spørgsmålet er, om Republikanerne vil have succes med deres strategi. På den ene side har partiet fjernet sig fra en social konsensus – specielt blandt yngre og medlemmer af etniske minoriteter – for i stedet at bygge på en ekstrem base. Her kunne vi forvente at Demokraterne på længere sigt havde en fordel, og at Republikanerne på et tidspunkt vil begynde at tilpasse deres politik for igen at tiltrække vælgere på den politiske midte.

På den anden side åbner det amerikanske politiske system for mange måder at blokere flertal – lige fra opbygningen af Senatet, hvor små stater har en klar fordel, over muligheden for at opbygge Højesteret som en blokerende kraft, til slet kamuflerede forsøg på at hindre sorte og andre minoriteter i at udøve deres politiske rettigheder – og Republikanerne har siden 1980’erne vist en klar vilje til at udnytte alle disse instrumenter.

En mulighed er, at det lykkes for Republikanerne gennem brugen af politiske institutioner, politi og retsvæsen at pacificere deres politiske modstandere og dermed opretholde det hvide overherredømme. Risikoen er, at konflikterne som i 1860’erne sprænger de politiske institutioner – ikke nødvendigvis i en direkte borgerkrig, men dog i et delvist sammenbrud i den politiske orden.

PS: Et særligt spørgsmål er hvilke konsekvenser undermineringen af føderale forvaltningsstrukturer under Trump vil få

Teater på nettet

Stina Ekblad og Hamadi Khemiri i Spöksonaten, Dramaten Play

Coronavirussen betød blandt meget andet at teatre og koncertsteder måtte indstille deres normale aktiviteter. Dertil kom naturligvis også at udlandsrejser blev umulige, så mine planlagte teater- og koncertture fra 13. marts og fremefter blev ikke til noget. Det kostede blandt andet Mutter Courage på Det Kgl. Teater og Den Kaukasiske Kridtcirkel på Berliner Ensemble.

Dog har vi nu internettet, hvilket betød at en del scener kunne præsentere nye og gamle opsætninger i forskellig form. Så helt uden teater blev jeg heldigvis ikke, og det har givet fine oplevelser – også selv om man naturligvis ikke kan sammenligne oplevelsen foran en skærm på 32″ med hele oplevelsen af at gå i teateret, aflevere sit overtøj i garderoben, den fælles venten og lysene, der slukkes inden handlingen på scenen begynder.

Jeg søgte ikke systematisk efter udbydere, men kiggede efter teatre jeg selv havde besøgt. Det resulterede i nogle virtuelle ture til Hamborg, Berlin og Stockholm. Meget rart i en tid, hvor man ellers ikke kunne komme nogle steder. Og jeg fik set nogle forestillinger, jeg næppe ellers ville have fået set – blandt andet to yderst forskellige bud på Heiner Müllers Hamletmaskine.

Den rent tekniske kvalitet af de forestillinger jeg har set de seneste måneder, har i sagens natur varieret. Mange er optagelser oprindeligt lavet til intern dokumentation, hvorfor specielt lyset ikke var tilpasset sening på en tv-skærm. I andre tilfælde var der tale om indspilninger lavet til tv, og Deutsches Theater Berlin kastede sig ud i en decideret særproduktion af dramatiseringen af Albert Camus’ Pesten (hvad ellers?), hvor den tomme teaterbygning blev scenen for skuespilleren Božidar Kocevskis rundtur i samarbejde med kameramanden Lorenz Haarmann. Forhåbentlig bliver den version tilgængelig igen på en eller anden måde, for den viser (i al fald for lægmænd) hvad en skuespiller kan – også uden et fysisk publikum. Kreativitet er ikke sådan at slå ned.

“Mine” teatre:

“Mine” forestillinger:

  • Der Kaukasische Kreidekreis – Berliner Ensemble
  • Marat/Sade – Deutsches Theater Berlin
  • Woyzeck (Wilson/Waits-versionen) – Thalia Theater Hamburg
  • Die Hamletmaschine – Deutsches Theater Berlin
  • Die Hamletmaschine – Thalia Theater Hamburg
  • Die Pest – Deutsches Theater Berlin
  • Spöksonaten – Dramaten

Undervisning under Corona-vilkår (1)

Jeg har – som andre undervisere på videregående uddannelser – været hjemsendt siden 12/3. Hjemsendt skal her forstås sådan, at jeg skal løse mine undervisningsopgaver og andre opgaver i fuldt omfang hjemmefra, så dette er en note om mine tanker og erfaringer med forberedelse og gennemførelse af undervisning under de vilkår, vi nu engang må arbejde med.

Først lidt kontekst:

I marts afsluttede jeg et obligatorisk modul på socialrådgiveruddannelsens 6. semester. Det skulle være afprøvet ved en mundtlig gruppeprøve på baggrund af et projektarbejde, men det måtte vi ændre til en individuel skriftlig afprøvning. Desuden havde jeg en undervisningsdag på et diplommodul 1/4.

Efter påske fortsætter diplommodulet, ligesom jeg er tovholder og underviser på et modul på socialrådgiveruddannelsens 2. semester og underviser på et valgmodul på 6. semester. Man skal her lige være opmærksom på at der er 4-8 undervisere på hvert modul.

Samtidig var jeg nok lidt bedre stillet end mange af mine kollegaer der måtte skifte fra campus- til netbaseret undervisning, fordi jeg

  1. …tidligere i min karriere har arbejdet med helt netbaserede moduler. Vi skal ganske vist tilbage til 00’erne hvor jeg underviste et modul på Umeå Universitets netbaserede socionomuddannelse
  2. …ved skæbnens gunst havde haft en pukkel af undervisning i februar (og december og januar…), mens jeg fra midten af marts og frem til påske “kun” havde en dag på et diplommodul og eksamen på det obligatoriske 6. semestermodul.

Tidspresset betød at vi alle måtte gribe tilbage på de redskaber vi havde i vores digitale værktøjskasser, samtidig med at et licensproblem betød at vi måtte skifte platform og med minimal introduktion anvende Google Meet (enterprise-udgaven af Hangouts) til møder og synkron undervisning. Så de studerende møder i sagens natur mange forskellige tilgange til undervisning over nettet og varierende grader af fortrolighed med forskellige platforme og tjenester.

Vores kalendre er i forvejen fyldte, hvilket påvirker mulighederne for at koordinere undervisningen, og tidspresset i forbindelse med nedlukningen betyder at der ikke har været mulighed for at koordinere omlægningen af forløbene. Vi prøver os frem, så godt vi kan, både individuelt og kollektivt. Heldigvis ser det ud til at vores studerende har forståelse for problematikkerne.

Samtidig skal vi huske på at vores studerende også befinder sig i en undtagelsestilstand – en del har børn som skal passes eller undervises ved siden at de omlagte studieaktiviteter, og hele usikkerheden omkring Corona-situation påvirker naturligvis også hverdagen.

Så til det mere konkrete: Jeg har valgt at arbejde med en blanding af asynkrone og synkrone aktiviteter på den måde at jeg har indspillet mine præsentationer som screencasts og så holder kortere synkrone sessioner.

Studerende på mit diplomhold har jo fuldtidsarbejde ved siden af, så her kørte jeg med sessioner af 30 minutters varighed afbrudt af offline-aktiviteter, hvor de enten kunne se præsentationerne (hvis de ikke havde gjort det i forvejen) eller skrive spørgsmål og refleksioner, som kunne kvalificere deres arbejde med modulopgaven.

Et problem her er at virtuelle mødeplatforme – i al fald hvis man ikke er meget vant til dem – ikke rigtig inviterer til gruppediskussioner og refleksioner, så de udvekslinger af praksiserfaringer som er prikken over i’et ved undervisning på diplomuddannelser, kom ikke frem i så stor grad som normalt. Som underviser kan man naturligvis overveje hvordan man bliver bedre til at få de studerende til at (turde) komme frem på banen – jeg tror noget af dette også har med graden af fortrolighed med platformen at gøre.

Grunduddannelsen er struktureret meget anderledes, men her prøver jeg i god tid at lægge introducerende materiale ud, som de studerende kan arbejde med, inden en afsluttende opsamling. Det der i skemaet normalt er en lektion på 3 timer, bliver så et antal screencasts koblet med en onlinesession på 1 time. (Man skal her tænke på at det faktisk tager en del tid at lave screencasts, og at det skal flettes ind i løbende arbejdsopgaver). Det er nok bedst hvis de studerende ikke ser videoer ud i én køre, men det skal også passes ind i deres øvrige lektioner og opgaver. På begge moduler skal de studerende desuden arbejde med opgaver, hvor vejledning og svar på spørgsmål også bliver en del af den synkrone virksomhed.

Bortset fra det, er mine – indtil videre begrænsede erfaringer – at de studerende bliver mere modtagende end aktivt deltagende sammenlignet med normalt. Ud over utvivlsomme mangler på underviserside med hensyn til stilladsering af online-møderne, skal man også tage hensyn til deres begrænsede erfaring med den konkrete platform og det vi med et begreb hentet fra ANT-verdenen kan kalde platformens affordans mht. social interaktion.

Til sidst: Eksaminationer over nettet. Her har jeg haft et par stykker, hvor det fælles indtryk er at procedurerne omkring eksamen tager en del længere tid (der skal sættes et møde op, fysiske omgivelser skal kontrolleres, man skal logge ind og ud i forbindelse med votering, etc). Tilsvarende bliver eksaminators og censors rolle anderledes – det er svært at have en trepartsdialog, ikke mindst i en situation der helt naturligt er presset for den studerende – så vores valg har været at have eksaminator som udspørger og dialogstyrer, mens censor (respektive intern eksaminator nr. 2) klart for rollen som tilhører og som den der dokumenterer forløbet.

I normale tilfælde kan det godt virke lidt mærkeligt for en eksaminand med en næsten passiv censor/eksaminator nr. 2, men her tror jeg eksamen bliver for kompleks for den studerende.

PS: Jesper Balslev fra KEA delte nogle interessante artikler om hvorfor mødet i virtuelle sammenhænge kan være udmattende:

https://theconvivialsociety.substack.com/p/a-theory-of-zoom-fatigue

https://thesocietypages.org/teaching/2020/04/15/three-reasons-you-might-be-exhausted-right-now/