Noget om navne. Eller: Hvordan et seminarium blev til et university college

Statsministerens åbningstale indeholdt et lidt usædvanligt afsnit om brugen af blandt andet engelske titler og navne, specielt i uddannelsessystemet:

Og noget andet har fået overtaget. 

New Public Management. Besparelser. Effektiviseringer.

Så længe jeg kan huske, har dansk politik handlet om et velfærdssamfund, der skulle køre længere på literen. 

Og der er også kommet en mærkelig udvikling. Som vi måske kan grine af. Men som jeg faktisk tror, er en del af problemet. 

Da jeg i august kiggede på min datters nye skoleskema, forstod jeg ikke forkortelserne. 

Et lærerseminarium er blevet til et University College. 

Og ved I for eksempel, hvad PLC er? 

Nej vel.

Det står for Pædagogisk Læringscenter. Engang hed det et skolebibliotek. Hvorfor er vi holdt op med at kalde ting det, de er?

Det er en helt unødvendig fremmedgørelse.

Der kan være et problem med nye betegnelser, hvad enten de er på engelsk eller en eller anden form for dansk, men det er næppe New Public Management, der er hele forklaringen endsige den vigtigste del af forklaringen.

I en dansk sammenhæng var det nok Handelshøjskolen i Københavns navneskifte til Copenhagen Business School, der var det første tegn på at noget var ved at ske i uddannelsesverdenen. Et motiv til navneskiftet var at Handelshøjskolen ønskede at markere sin internationale orientering, hvilket også afspejlede ændringer i det danske erhvervsliv (eller skulle jeg skrive business community?) som følge af den stigende globalisering, hvor engelsk er erhvervslivets lingua franca. Samtidig handlede det om at tiltrække udenlandske studerende, undervisere og forskere samt forskningsmidler.

Endelig havde skolen også et andet motiv i form af en strategi om at udvikle sig fra en meget praksisnær institution til et universitet på linje med de amerikanske business schools.

Så en kombination af forandringer internt i organisationen og eksternt i organisationens omgivelser kan altså forklare skiftet fra dansk til engelsk.

Man kan så i øvrigt notere at CBS, Columbia Business School i New York, åbenbart ikke har bemærket eksistensen af CBS i København. Og Handelshögskolan i Stockholm har ikke følt et tilsvarende behov for at skaffe sig af med sit svenske navn. Så danske mindreværdskomplekser kan også være en del af historien.

Hvad så med seminaret? Her er sagen den enkle at de korte og mellemlange videregående uddannelser fra slutningen af 1990’erne og frem til 2007 gennemgik en længere fusionsproces hvor en lang række specialiserede uddannelsesinstitutioner blev lagt sammen til erhvervsakademier – fortrinsvis korte videregående uddannelser rettet mod den private sektor – og professionshøjskoler – fortrinsvis mellemlange uddannelser rettet mod den offentlige sektor. Så seminarerne indgik altså i de nye professionshøjskoler sammen med fx sygeplejeskoler og sociale højskoler.

Parallelt med denne udvikling fulgte også en standardisering af de forskellige mellemlange uddannelser til professionsbacheloruddannelser.

Men hvor kom “university college” fra? Godt spørgsmål – og strengt taget skaber betegnelsen mere forvirring end klarhed på engelsk. Således er University College London absolut ikke en professionshøjskole, men et internationalt fremtrædende forskningsuniversitet. Søger man lidt rundt i de forskellige betegnelser, synes “university of applied sciences” eller “college” at være væsentligt bedre betegnelser på professionshøjskoler.

Man kan i den forbindelse spørge, om vi ikke her ser en tendens til at ville pynte sig med lidt flere fjer, end man egentlig er berettiget til. Forresten var det gamle skilt på UCL’s bygning i Vejle udformet, så der stod University (meget små bogstaver: College) Lillebælt.

Dog: Navneskiftet til professionshøjskole gav mening fordi de nye organisationer både kvantitativt og kvalitativt var anderledes end dem, de afløste.

Man vil så bemærke at der ikke var nogen konsistens i sprogbrugen mellem de enkelte institutioner. For at tage et eksempel var hovedstadsregionen oprindelig hjem for to professionshøjskoler – Professionshøjskolen Metropol og University College Capital. København fremgik ikke af navnet nogle af stederne – og Capital kunne henvise til en hvilken som helst hovedstad. En fusion af de to institutioner endte med at få det ikke specielt mundrette, men dog dækkende navn Københavns Professionshøjskole.

Professionshøjskolen, der dækker region Sjælland, begyndte sit liv som UC Sjælland, men hedder nu Professionshøjskolen Absalon. Lad være at Absalon var biskop i Roskilde, men i den danske historieskrivning er han især knyttet til oprettelsen af byen … København.

Capital, Absalon og VIAUC peger på et andet forhold: Det som på nudansk kaldes branding. Et brand (udtales på engelsk) svarer nogenlunde til det, man i gamle dage kaldte et varemærke, og pointen er her at institutionerne i konkurrencen om studerende søger at skabe USP’er (Unique Selling Points, hvis nogen undrer – altså det som får en mulig kunde til at vælge netop ét produkt eller én udbyder frem for en anden).

Her kan både NPM og globalisering tjene som forklaring: Dels lever institutionerne i en taxameterfinansieret verden af at kunne tiltrække studerende i konkurrence med andre, dels har det været en politisk strategi at danske uddannelsesinstitutioner skulle tiltrække udenlandske studerende. Det sidste gør man naturligvis med engelske navne, det første med titler der på en eller anden måde skulle fremhæve noget andet end den geografiske placering – Capital henviser således ikke bare til hovedstaden i Danmark, men også den kapital de studerende får med sig, og som må formodes at forøge deres værdi på det danske og internationale arbejdsmarked.

Brugen af engelske titler afspejler desuden en generel tendens der drives af såvel amerikanisering som globalisering. I Danmark er “udsalg” således erstattet af det amerikanske “sale” (jeg antager at tanken er at forbrugerne skal tro at de handler i amerikanske butikker og stormagasiner), den administrerende direktør er blevet CEO (Chief Executive Officer) og sælgeren Key Account Manager.

Det ville måske være mere overraskende, hvis forandringerne i omverdenen ikke blev afspejlet i uddannelsesverdenen.

For at sammenfatte: Der er flere forhold som ligger bag udviklingen i sprogbrugen. For det første har uddannelsesinstitutionernes opgaver forandret sig kvalitativt, for det andet har der været et politisk ønske om at skabe kvantitativt større institutioner, for det tredje har man politisk ønsket at uddannelsesinstitutionerne skulle operere efter en markedslogik og endelig har man for det fjerde (igen) politisk ønsket at skabe et marked for udenlandske studerende i Danmark.

Update: Nu er aviskommentaren som fik mig til at skrive posten, lagt online.

Studerendes boligsituation i København

Det er i og for sig en interessant undersøgelse – og en spændende visualisering af studerendes boligforhold i København, som DR har gennemført. Men der er efter min mening nogle problemer i undersøgelsen og fremstillingen:

1. Det defineres aldrig, hvad der er en studerende. Ser man på nogle af de “rige” forstadskommuner, har de en meget høj andel studerende – betyder det at hjemmeboende gymnasieelever regnes med?

2. Det antages implicit at studerende går på KU. Men hvis argumentet er at man skal bo tæt på sin uddannelsesinstitution, hvad så med studerende på Roskilde Universitet? Her er det vel snarere et problem hvis de bor i København N eller NV i stedet for i Tåstrup eller Roskilde?

3. Og vi skal også huske at professions-, akademi- og erhvervsuddannelser ligger meget mere spredt uden for København K. Så egentlig skal grafikken suppleres med en grafik om hvor de enkelte uddannelsesinstitutioners studerende bor.

4. Sammenfattende: Der kan være gode grunde til at overveje boligforholdene for studerende og unge – men jeg kan ikke se et argument for at gruppen skal koncentreres i de københavnske brokvarterer.

Et par tanker om læreruddannelsen

Jeg kender ikke læreruddannelsen i detaljer – (hvornår har ukendskab forresten forhindret nogen i at mene noget på internettet?) – men har et par tanker om ideerne om læreruddannelsen som universitetsuddannelse:

Tanke #1: Bag den store reform af universitetsuddannelserne i 1990’erne var ønsket om at flere skulle slutte uddannelserne med en bachelorgrad. Altså 3 år i stedet for 5 år. Hvordan passer forslaget om en 5-årig læreruddannelse til dette?

Tanke #2: Skal læreruddannelsen være praksisorienteret eller akademisk orienteret? Kommentarerne i fx Politikens dækning er svære at tyde: Jeg ser nogle som ønsker at bruge den ekstra tid til mere praktik i uddannelsen, andre som ønsker stærkere akademisk basering af uddannelsen.

Tanke #3: Det giver ikke nødvendigvis mere undervisning pr uge hvis læreruddannelsen flyttes fra PH’er til universiteter. Universitetsansatte er dyrere end PH-ansatte pga mere forskning, dvs. så kunne vi få et todelt underviserkorps: Studielektorer uden forskningspligt og lektorer med forskningsret og -pligt. Og er vi så ikke lige langt?

Tanke #4: Der tales om fremtidssikring af uddannelsen – men dette gælder jo for alle professionsuddannelser. En socialrådgiver skal fx kunne meget mere end lidt basal jura og det aktuelle journaliseringssystem, hvis hun skal kunne være i feltet i 45-50 år, som arbejdsmarkedspolitikken lægger op til (Også selv om en del kommunale chefer mener at socialfaglighed er irrelevant i det sociale og beskæftigelsesrettede arbejde).

Kravene til professionerne er komplekse – de skal både have aktuelle erhvervsrettede kompetencer som nyuddannede, og være orienteret mod at tilegne sig og omsætte ny viden på området i et par menneskealdre

Tanke #5: Der er folk som gerne vil have en videregående uddannelse – men som netop ikke tiltrækkes af universitetsverdenen. Hvordan med dem?

Tanke #6: Universiteterne har været gennem en centraliseringsproces. Hvordan vil en akademisering af læreruddannelsen spille sammen med et politisk ønske om decentralisering?

Tanke #7: Læreruddannelsen ligger faktisk også på universiteter i Sverige. Deeeet…

Tanke #8: Hvordan med praksisorienteret videreuddannelse? Altså diplomområdet.

Sammenfattende: Der kan være god grund til at man ikke bare kaster sig ud i (endnu) en reform af læreruddannelsen, men underkaster tanker og udviklingsforslag en grundig behandling. Så kunne man dog spørge om ikke hele det mellemlange område og dets organisering også skulle tages i behandling – men med fokusset at der skal være plads til praksisorienterede, mellemlange videregående uddannelser, både af hensyn til de studerende og arbejdsmarkedet.

Udviklingen i uddannelsessystemet 2005-2018

Siden vi er på vej ind i den tid på året hvor optagene til de videregående uddannelser og effekterne af de mange reformer på området bliver et tema, er her et par tabeller der kan belyse udviklingen på uddannelsesområdet de sidste godt ti år

Først en oversigt over antallet af studerende eller elever. Der har været stor interesse for udviklingen på de erhvervsfaglige uddannelser, men det er nok svært at påstå at området generelt har været præget af manglende søgning, også inden 2015. Omvendt kan man se betydelige stigninger i studentertallet på de videregående uddannelser, ikke mindst de korte og mellemlange uddannelser.

Den anden tabel viser uddannelsesniveauet for befolkningen i den erhvervsaktive alder. Man skal naturligvis tage forbehold for at en stor del af befolkningen under 30 er i gang med en uddannelse, så andelen af de 25-34-årige med maksimalt grundskole eller gymnasium vil være noget lavere end tabellen umiddelbart lader ane. Dog kan man også her se stigningen i antallet (og andelen) med forskellige videregående uddannelser, mens antallet med en erhvervsfaglig uddannelse som højeste fuldførte uddannelse er stagneret siden 2006. Faldet i antallet med højst grundskole bør tilskrives at de ældre årgange der kun havde 7-9 års skolegang bag sig, er på vej ud af arbejdsmarkedet.

Til sammenligning kan man se på fordelingen for aldersgrupperne 30-34 og 60-64 år. Her er faldet i antallet (og andelen) med erhvervsfaglig uddannelse i den yngre aldersgruppe i perioden meget tydeligt:

Kilde: Danmarks Statistik

Apropos rejser

Det skal faktisk siges til Søren Pinds ros at han ikke har snakket om Harvard, Yale og Stanford i tide og utide. Men jeg blev mindet om et rant fra februar 2016 hvor Esben Lunde Larsen (remember?) havde været på banen:

Hver. Eneste. Gang.

Hver. EVIG. Eneste. Gang…

Ny uddannelsesminister. Ny uddannelsesminister skal markere sig. Ny uddannelsesminister der får den geniale og originale idé at USA’s eliteuniversiteter skal være inspirationskilde for danske universiteter. Stor delegation til de samme tre-fire universiteter efterfulgt af varm luft ved hjemkomsten.

Så skal vi ikke lige tage de basale fakta:

1. Eliteuniversiteterne (top research universities i US lingo) dækker måske 5-10% af sektoren

2. Eliteuniversiteterne har et meget begrænset antal studerende og en lav studerende/underviser-ratio

3. Eliteuniversiteternes fokus ligger på postgraduate niveau – svarende til vores kandidat- og phd-niveau

4. Eliteuniversiteterne er ofte private og har store endowments/formuer

Kort og godt: Forskningen og de meget snævre uddannelser ER VELFINANSIEREDE.

Og – alt taget i betragtning – præsterer de danske universiteter faktisk allerede meget godt i en international sammenligning.

Det amerikanske system for højere uddannelse er meget differentieret, så man har top research universities, research universities og colleges på en lang række niveauer – svarende fra vores bacheloruddannelser på universitetsniveau over professionshøjskoler til erhversakademier.

Og hvis Ministeren gad – men det tror jeg nu ikke han gør – så kunne han jo sætte sig ind i debatten om liberal arts colleges problemer, for slet ikke at tale om problemet med timeansatte undervisere, der skal pendle mellem 3-4 arbejdspladser for at skrabe et udkomme sammen. Hvordan passer det med kvalitet i højere uddannelse, Minister? Hvordan?

*sukker dybt*

Men for lige at slå budskabet fast endnu en gang: Hvis politikere vil tjene hurtige points på sammenligne det danske uddannelsessystem med udenlandske, vil jeg sætte stor pris på at de gennemfører en systematisk og fuldstændig sammenligning, og ikke bare plukker lidt her og der.