Bjarne, Arne og pensionen

Hele processen omkring det socialdemokratiske forslag om en særlig tilbagetrækningspension (eller værdighedspension) er fascinerende, fordi den dels afslører nogle aktuelle brudlinjer i den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken, dels viser at nogle meget dybe lag i dansk velfærdspolitik stadig er relevante.

Lad os begynde med det aktuelle: Dansk økonomisk politik og beskæftigelsespolitik har siden begyndelsen af 1980’erne været præget af en bestemt form for reformtænkning – lidt afhængigt af temperament kan vi tale om arbejdsudbudspolitik, strukturpolitik eller for den sags skyld nyliberalisme. Pointen er i alle tilfælde at det grundlæggende sociale problem ses som en mangel på tilgængelig arbejdskraft.

Politisk har man søgt denne mangel afhjulpet på forskellig vis – ældre læsere vil vide at overenskomstsystemet, specielt på det private arbejdsmarked, fungerer anderledes i dag end omkring 1980 (her har der kort sagt været tale om en udvikling fra centrale til decentrale overenskomstforhandlinger), og dertil er adgangen til overførselsindkomster blevet begrænset (væsentligt højere krav til optjening af dagpengeret og en kraftig afkortning af dagpengeperioden i a-kassesystemet koblet med en beskæring af ydelsernes værdi kan tjene som eksempel her), ligesom stat og kommuner har opbygget et omfattende aktiveringsapparat, der skal kvalificere arbejdsløse borgere til arbejdsmarkedet gennem uddannelse og motivation (eller afskrækkelse, om man vil).

Tidligere statsminister Helle Thorning Schmidt anvendte det interessante udtryk, at hendes regering var gået reformamok – noget mange borgere og praktikere inden for beskæftigelsesområdet nok vil skrive under på. I denne sammenhæng er udfasningen af efterlønnen, førtidspensionsreformen og sygedagpengereformen specielt interessante: I princippet indebar de tre reformer, at ældre erhvervsaktive med helbredsproblemer, som tidligere kunne være gået på efterløn eller førtidspension, meget hurtigt kunne stå over for lange perioder på kontanthjælp eller ressourceforløbsydelse – ydelser der blev tildelt efter skøn, som var lave og i princippet midlertidige.

Her kunne reaktionerne på reformerne godt rejse spørgsmålet om arbejdsudbudslinjen med den forhenværende LO-formand Thomas Nielsens ord har sejret ad helvede til: Linjen blev drevet så langt og så hårdt i den kommunale praksis, at den underminerede troen på det offentlige velfærdssystem blandt centrale vælgergrupper (Egentlig sagde Nielsen forresten “ad helvede til godt” – den forkerte formulering er blevet stående, fordi hans udråb kom på et tidspunkt hvor efterkrigstidens socialdemokratiske model var kulmineret og ved at blive afløst af den nyliberale. Kolossen Nielsen og LO stod i den grad på lerfødder). Så: Kravet om en “værdighedspension” er født af dybe frustrationer blandt fagforeningerne og arbejdervælgere over udviklingen i velfærdssystemet de seneste 10-20 år.

Men den nuværende konflikt bygger også på meget dybe spor i dansk velfærdspolitik.

Alderspensionssystemet i Danmark har sin rod i alderdomsunderstøttelsen, som blev indført i 1891 efter et forlig mellem Højre og Det Forhandlende Venstre. Her var tale om en ydelse til værdigt trængende ældre. Man skulle være fyldt 60 år og kunne opvise ulastelig vandel, hvorefter kommunalbestyrelsen (sogneråd eller byråd) efter et skøn kunne tildele en årlig ydelse. Staten ydede et væsentligt bidrag, så for en kommune var det billigere at have en gammel på alderdomsydelse end på fattighjælp. Ordningen blev en stor succes, men stødte også på kritik, netop fordi tildeling og udmåling hvilede på kommunalbestyrelsens skøn.

Resultatet blev aldersrenten, som blev indført i 1922 – her under en Venstre-regering. Nu blev ydelsen en ret, idet modtagerens andre indkomster blev modregnet ved udmålingen efter faste takster. Set fra Socialdemokratiets og fagbevægelsens perspektiv var det dog et væsentligt tilbageskridt, at aldersgrænsen samtidig blev hævet fra 60 til 65 år. Dermed begyndte en kamp om pensionsalderen, som stadig pågår – i 1936 fik Socialdemokratiet sænket aldersgrænsen til 60 år med henvisning til den høje arbejdsløshed*, 1946 hævede Venstre atter grænsen til 65 år, og prisen for indførelsen af den generelle folkepension i 1957 blev, at aldersgrænsen blev sat op til 67 år.

Dette var faktisk en høj alder i europæisk sammenligning, og gennem 1960’erne og 1970’erne var der en løbende konflikt mellem LO på den ene side og Christiansborg på den anden om pensionsalderen. I en vis forstand fandt konflikten sin løsning med indførelsen af efterlønnen i 1979. Også her hjulpet på vej af en arbejdsløshedskrise.

Set fra LO’s og specielt SiD’s (et af forløberforbundene for 3F) side var fordelen ved efterlønnen, at den knyttede pensionsretten til a-kassesystemet. Her skal vi tænke på, at a-kasserne op i 1970’erne primært dækkede LO-området – funktionærer var som regel ikke dækket af dagpengesystemet – så efterlønnen skabte kort sagt et system, der var regel- og ikke skønsbaseret, og som gav en pensionsalder på 60 år for LO-medlemmer, mens FTF’ere, akademikere og andre måtte vente til de fyldte 67 år. At efterlønnen så gav arbejdere en yderligere motivation til at melde sig ind i en a-kasse – og dermed i fagforeningen – var en ikke uvelkommen sidegevinst for SiD og resten af LO.

Nu var der bare det, at a-kassesystemet havde undergået en kraftig udvikling i 1970’erne, så i 1980 var næsten alle erhvervsaktive medlemmer af en a-kasse. Systemet der var designet til LO-medlemmer, var blevet et system for næsten hele arbejdsmarkedet, og erhvervsaktiviteten for de 60-67 årige faldt som en sten. SiD’s sejr blev en hovedpine for det politiske system, og kampen om efterlønnen var med til at definere social- og beskæftigelsespolitikken mellem 1990 og 2010. Efterlønsforliget i 1998 blev dødsstødet for den tredje vejs Socialdemokrati i Danmark og banede vejen for Venstres dominans mellem 2001 og 2019.

I en vis forstand er det 1970’ernes kamp om pensionsalderen, vi nu ser gentaget – men inden for nogle institutionelle rammer, der er helt forandrede: Specielt står fagbevægelsen svagere i 2020 sammenlignet med 1979, og a-kasserne har en meget mere begrænset rolle end for 40 år siden. Samtidig er selv socialdemokratiske politikere forsigtige med at rokke for meget ved aftalerne om pensionsalderen.

Man kunne spørge hvorfor regeringen ikke fortsatte vejen med kommunal tildeling af seniorførtidspension. Her er en forklaring nok at erfaringerne og fortællingerne fra implementeringen af førtidspensionsreformen og ressourceforløbene simpelthen har undermineret de kommunale jobcentres legitimitet blandt arbejderne. Kommunerne har så at sige sejret ad helvede til.

Vi kan i øvrigt bemærke, at Socialdemokratiet nu har genindført værdighed – et begreb som ellers var forsvundet ud af det socialpolitiske sprog i 1960’erne – som et kriterium i diskussionen. Det retter sig både mod jobcentrenes sagsbehandling (processen skal være værdig) og mod grupper der ikke har gjort sig fortjent til tidlig pension på lempeligere vilkår (arbejderen er værdig – flygtninge, indvandrere, alkoholikere og narkomaner og andre suspekte typer er ikke).

Samtidig – og koblet med dette – bygger førtidspensionen på et visitationsprincip, hvor borgerens arbejdsevne skal vurderes. Efterlønnen var retsbaseret – man skulle opvise medlemsskab i en a-kasse i et vist tidsrum. Derefter blev der ikke stillet spørgsmål om ens personlige og private forhold. Som nævnt har implementeringen af førtidspensionsreformen efterladt sig blivende spor her. Men problemet er dels at finde et værdighedskriterium, der ikke medfører en udredning af borgerens personlige forhold, dels at begrænse den nye ordning til de traditionelle arbejdergrupper, når a-kassemedlemsskab ikke rigtig fungerer som automatisk kriterium. Når man ikke kan eller vil skrive at ordningen er forbeholdt en begrænset del af arbejdsmarkedet – det man på engelsk kalder “blue-collar workers” og det vi traditionelt kaldte LO-området i Danmark – bliver udmøntningen juridisk og administrativt meget kompleks.

Men problemstillingerne er kendt i dansk politik siden 1891 – hvem skal havde adgang, og ud fra hvilke kriterier, hvis ikke alle skal have adgang?

PS: Arne ved alle hvem er. Bjarne er selvfølgelig Bjarne Corydon, som næsten mere end Helle Thorning er blevet sindbilledet på den politik, den nuværende regering positionerer sig imod.

*Inden for økonomien taler man om et eksempel på “the lump of labour fallacy“, når aktører argumenterer for at det vil løse problemer med ungdomsarbejdsløshed, hvis ældre får mulighed for at trække sig fra arbejdsmarkedet. Argumentet ligger også bag forslag om arbejdsdeling. Fejlen består i at tro at mængden af arbejde i samfundet er konstant. Omvendt kan man kritisere arbejdsudbudslinjen for at se bort fra sammenhængene mellem den makroøkonomiske politik og udviklingen på arbejdsmarkedet – således blev der ført en sparepolitik i Danmark og de fleste øvrige vestlige lande efter finanskrisen i 2008, hvilket påvirkede efterspørgslen efter arbejdskraft.

Boomer

Generationsmærkater er tillokkende, men også problematiske. Tillokkende, fordi de giver overblik over udviklinger og tendenser som ellers kan være forvirrende eller komplekse. Problematiske, fordi forenklinger udvisker væsentlige variationer eller tilskriver mennesker egenskaber eller holdninger, de slet ikke har.

Og dermed til decembers store trend – i al fald på internettet: Tilråbet “ok boomer” der angiveligt er blevet millenials-generationens måde at affærdige babyboomerne på. Og eftersom babyboomerne angiveligt har set sig selv som evigt unge og progressive, har det sandsynligvis gjort ondt på nogle boomere at se sig selv udstillet som irrelevante oldsager.

Så er spørgsmålet naturligvis om boomerne egentlig findes som en meningsfuld enhed, når vi forflytter os fra USA, hvor begrebet kommer fra til Danmark.

Først en graf over antallet af fødsler i Danmark siden 1901:

Som man ser, er det rent demografiske billede noget mere kompliceret i Danmark. Faktisk var der tre, forholdsvis korte, boom i antallet af fødsler i løbet af det 20. århundrede – mod slutningen af og lige efter 1. verdenskrig, under 2. verdenskrig og i midten af 1960’erne. Omvendt så man fald i 1920’erne og 1930’erne, i 1950’erne og igen fra starten af 1970’erne. Udsvingene skyldes sandsynligvis en blanding af kohorteeffekter og reaktioner på de økonomiske konjunkturer: De store årgange under krigen var i vis udstrækning et ekko af boomet i de sene 1910’ere, og de fik deres eget ekko i 1960’erne.

Det store fald i antallet af fødsler mellem 1975 og 1985 kan vi tilsvarende tilskrive en blanding af demografi og økonomi, og noget tilsvarende gælder faldet i fødsler efter finanskrisen 2007-2008.

Men hvordan med de danske generationer? Som sagt kan vi næppe tale om én boomer-generation i Danmark: 1940’erne, 1950’erne og 1960’erne er simpelthen for forskellige.

Krigsgenerationen gav oprindelig anledning til store bekymringer, fordi man politisk frygtede arbejdsløshed og social uro, når de unge skulle ud på arbejdsmarkedet – erfaringerne fra 1920’erne (som var alt andet end brølende i Danmark) og 1930’erne prægede tidens politikere. Det hele udviklede sig dog anderledes, fordi den danske økonomi kom ind i en lang højkonjunktur fra slutningen af 1950’erne. Skal vi tale om en boomer-generation i Danmark, må det være de nu 70-80-årige, som længe har forladt arbejdsmarkedet og – med få undtagelser – politiske, økonomiske og sociale topposter.

1950’er-generationen er fascinerende, fordi den udmærker sig ved at være danmarkshistoriens mest venstreorienterede. Det var også den generation der for alvor mærkede effekterne af den store udbygning af uddannelsessystemet i 1960’erne. “1950’erne” var for unge til at være “68’ere”, men det er hos dem, man for alvor finder starten til det post-industrielle samfunds store værdimæssige skift. Omvendt fik disse årgange også fornøjelsen af at komme ud på arbejdsmarkedet, da 1970’ernes krise ramte Danmark, så ungdomsarbejdsløshed igen blev et stort politisk og socialt problem.

For 1960’er-generationen er det netop oliekriserne, de kroniske balanceproblemer i dansk økonomi og arbejdsløshed, der var de formative erfaringer. Dansk økonomi begyndte først varigt at stabilisere sig i midten af 1990’erne, hvor 1960’er-generationen var mellem 25 og 35 år. Det er måske forståeligt, hvis man ikke finder den store idealisme hos mine generationsfæller. At generationen fremstår som højreorienteret skal dog også ses i forhold til den (forholdsvis) ekstreme grad af venstreorientering hos 1950’er-generationen.

Kort sagt: Det giver næppe mening at tale om en stor dansk boomer-generation. Både de demografiske fakta, de formative erfaringer og for den sags skyld de politiske og sociale værdier var for forskellige for danskere født i 1940’erne, 1950’erne og 1960’erne til at man kan samle os under én hat.

At de (vi) i 2020 så er over livets midte og har kulmineret hvad angår direkte social, økonomisk og politisk indflydelse, er en anden sag. Vi er ved at være nogle gamle narhatte.

Kommunerne, konsulenter og handicappolitikken

Historien om at en række danske kommuner systematisk hyrer eksterne konsulentfirmaer til at gennemgå sager om ydelser til handicappede, rejser en række spørgsmål om servicelovens forvaltning:

For det første bygger kontrakterne med konsulentfirmaerne på resultatbetaling, hvilket betyder at firmaernes betaling udgøres af en procentdel af det beløb, kommunen sparer ved gennemgang af konkrete sager. Kender man en smule til effekterne af økonomiske incitamenter, er det indlysende, at kommunernes målsætning – uanset hvad konsulentfirmaer og kommunerne selv påstår – er at spare på udgifterne på området for fysisk og psykisk handicappede, når andre kvalitetsmarkører ikke indgår i aftalen. Dette ligger da også på linje med tendensen hos kommunerne til at ville “udfordre” lovgivningen på området – omsat til almindeligt dansk betyder det kommunerne vil sætte serviceniveauet og de konkrete ydelser så lavt som muligt.

Man skal her pege på at kommunerne siden 2010 – og ikke mindst siden budgetlovens gennemførelse – har været underlagt en hård økonomisk styring fra statens side med et pres for at holde de kommunale udgifter i ro. I den sammenhæng har KL længe haft fokus på udgifterne til voksne med fysiske og psykiske handicap som et særligt problem. Social- og Indenrigsministeriets kommunale nøgletal giver desværre kun data for voksen- og ældreområdet samlet, men man kan i alle tilfælde se nogle store variationer mellem kommunerne i udgiftsudviklingen siden 2007. (Der synes dog ikke at være nogen klar sammenhæng mellem udgiftsudvikling og tilbøjeligheden til at købe konsulenttjenester.)

For det andet rejser brugen af konsulenter i sagsbehandlingen spørgsmålet om kommunernes håndtering af myndighedsopgaver. Her har eksperter påpeget, at det er usikkert om kommunerne i deres brug af konsulenterne krydser grænsen til at overlade myndighedsopgaver til private. For borgerne kan det også blive uklart om deres modpart er den kommunale sagsbehandler eller en konsulent, som de aldrig kommer til at møde eller kommunikere direkte med. Man skal dog være opmærksom på, at konsulenternes bidrag i nogle tilfælde har bestået i at gennemgå kontrakterne mellem kommunerne og leverandørerne af ydelser til de enkelte handicappede.

For det tredje peger kommunernes adfærd på en problemstilling som har været aktuel siden det specialiserede socialområde blev flyttet fra amterne til kommunerne i forbindelse med strukturreformen i 2007: Har kommunerne egentlig tilstrækkelig professionel kompetence til at håndtere handicapområdet? Meget peger på at en af strukturreformens effekter var at ødelægge den viden og kompetence, amterne havde bygget op siden 1970’erne. (Som en sidebemærkning kan man her spørge hvilke konsekvenser en nedlæggelse af regionerne som foreslået af den tidligere regering ville have haft for det specialiserede sundhedsvæsen og behandlingen af komplekse sygdomstilfælde.)

Lægger man dertil at kommunalpolitikerne i deres prioriteringer orienterer sig mod de bredere vælgergruppers behov og ønsker – de fylder helt enkelt mere ved stemmeurnerne – rejser der sig billedet af et specialiseret område der er under pres af både politiske, økonomiske og strukturelle årsager.

Digitalisering og socialt arbejde – Indtryk fra FORSA Danmarks konference 8.-9. oktober 2019

Som overskriften antyder, deltog jeg i FORSA Danmarks konference 8. og 9. oktober, hvor temaet var digitalisering og socialt arbejde. Min tanke med indlægget er ikke at give et referat af de enkelte oplæg og sessioner på konferencen – man kan finde slides fra oplæggene på FORSAs hjemmeside – men snarere at sammenfatte mine indtryk og overvejelser.

Den første pointe handler om selve forståelsen af hvad digitalisering omfatter. Pointen er her at digitalisering indebærer mere og andet end blot at flytte administrative dokumenter eller andre materialer fra papir til harddiske: Når politiske og administrative ledelser de seneste årtier har drevet en digitaliseringsdagsorden, er det sket ud fra en forventning om at man ikke bare kan effektivisere, men også automatisere en stor del af opgaveløsningen i den offentlige sektor. Og dette gælder ikke bare klassiske administrative opgaver, men også opgaver inden for sundhed, uddannelse og socialt arbejde.

I forlængelse af dette følger den anden pointe, som er at den danske stat og kommunerne allerede arbejder aktivt på at bygge opgaveløsningen inden for SUS-området (Sundhed, uddannelse, socialt arbejde) på samkøring af registerdata og andre data, som borgerne selv fodrer de digitale systemer med.

Et eksempel på dette er STAR’s arbejde med platformen ASTA, der skaber automatiske profiler af store grupper af borgere til brug for sagsbehandlerne i de kommunale jobcentre. Et andet er “Gladsaxe-modellen” hvor Gladsaxe Kommunes Børne- og Ungeforvaltning ønskede at skabe digitale profiler af alle børn baseret på registreringer af barnets møder med alle sider af det offentlige system for på den måde at opspore potentielt udsatte børn.

Når Gladsaxe-modellen i første omgang ikke blev til virkelighed, skyldtes det ikke principielle politiske betænkeligheder ved den omfattende samkøring af registre og den automatiske profilering, men snarere konkrete konflikter mellem modellen og den eksisterende lovgivning om behandlingen af persondata. KL’s kritik af de begrænsninger GDPR giver for digitalisering og automatisering bør også ses i dette perspektiv.

Af dette følger den tredje pointe, som er, at digitaliseringen sætter velfærdsprofessionernes og de professionelles rolle i opgaveløsningen på spil. Set fra de politiske og administrative ledelsers perspektiv er digitalisering inden for sundhedsvæsenet, uddannelsessystemet, beskæftigelsesområdet og det øvrige sociale område netop attraktivt, fordi det – i det mindste teoretisk – kan gøre en stor del af det professionelle skøn og relationsarbejdet mellem professionelle og borgere overflødigt. De digitale systemer kan i dette perspektiv opspore eksisterende eller truende problemer, træffe beslutninger om indsatser og ideelt set også stå for, om ikke hele, så dog en stor del af leveringen af tjenesteydelserne. Dermed åbner digitaliseringen og automatiseringen også for en mere effektiv hierarkisk politisk og administrativ styring af forvaltningen og borgerne – igen: I det mindste i teorien.

Inden man sætter den onde digitalisering entydigt op over for den gode professionalisme, skal man være opmærksom på, at det professionelle skøn heller ikke er uden problemer: Undersøgelser har vist at der er tydelige bias i professionelles vurderinger af børns situation, ligesom man vil kunne finde mange tilfælde, hvor udsatte børn og voksne er faldet mellem de administrative stole.

Omvendt skal man også være opmærksom på, at digitaliseringen – ikke mindst som de politiske og administrative ledelser ser den – lover mere end den kan holde:

For det første er algoritmer – selv med omfattende indslag af kunstig intelligens – aldrig bedre end de koder og data, som bliver lagt ind i modellerne. Et klassisk eksempel er at stereotyper om hvide og farvede amerikanere er blevet ført med ind i programmer, myndighederne anvender til at bedømme indsattes risiko for tilbagefald i kriminalitet. Herhjemme har brugen af ASTA på jobcentrene rejst spørgsmålet om stempling af bestemte grupper af arbejdsløse. Her er problemet for borgerne, at de bliver stillet i en magtesløs position, når computeren først har sagt nej, samtidig med at politik og forvaltning ikke anerkender digitaliseringens grænser.

For det andet er data aldrig rene: Folk der arbejder med kvantitative analyser på ekspertniveau ved at de indsamlede data kræver en omfattende sortering og bearbejdning, inden de kan anvendes i valide analyser. Dette står mod den politiske og administrative forventning om at indsamling af big data giver en billig og enkel vej til uangribelig viden om sociale problemstillinger.

Endelig skal man huske på at statistiske og algoritmebaserede modeller går fra fortiden til nutiden og fra det generelle til det specifikke. Man kan som professionel sagens overse nogle generelle mønstre i de målgrupper, man arbejder med, men omvendt er det et kendetegn ved mange sociale problematikker, at der er tale om såkaldt vilde problemer, som ikke har nogen indlysende optimal løsning, ligesom de konkrete problematikker vil være forskellige fra individ til individ. Her bygger digitaliseringen på en antagelse om at sociale problemer er tamme problemer, som kan løses ved brug af generelle, tekniske instrumenter.

Lægger man disse tre forhold sammen, peger argumenterne også på et mere generelt problem ved digitaliseringen. På den ene side taler den ind i en meget stærk effektiviserings- og hierarkiseringstankegang inden for styringen af den offentlige sektor og statens styring af borgerne. Det er med til at forklare dens attraktivitet for politikere og ledere inden for stat, regioner og kommuner.

På den anden side er spørgsmålet om automatiseringen af det sociale arbejde kan levere de forventede resultater, eller om borgerne snarere vil opleve et møde med den offentlige sektor, der er dårligere til at løse deres problemer, samtidig med at de bliver stillet svagere, fordi man per definition ikke kan gøre indsigelse mod tilsyneladende objektive modeller.

Som nævnt ovenfor var et gennemgående tema i konferencen, at digitaliseringen sætter professionerne – her specielt socialrådgivere og socialpædagoger – under et betydeligt pres. Spørgsmålet er her, om det ikke ud over jurister, der arbejder med etik og regulering af brugen af data, i virkeligheden er den faggruppe man kalder “data scientists” – hvilket netop er noget andet end klassiske programmører – kan være professionernes bedste allierede, fordi de i højere grad end de politiske og administrative ledere har øje for kompleksiteterne i indsamlingen og bearbejdningen af data og begrænsningerne i brugen af algoritmer og automatiserede systemer.

PS: Markus Bernsens Danmark disruptet behandler ikke det sociale område, men kan være en god introduktion til den ideologi om digitalisering, som dominerer i dansk politik og offentlig forvaltning.

Hvordan går det med dansk økonomi og på arbejdsmarkedet?

I mangel af bedre sommerunderholdning har jeg kastet mig over forskellige indikatorer fra Danmarks Statistiks Statistikbanken for at se hvordan det går i dansk økonomi anno 2018.

En del af inspirationen kom fra et tweet fra Europa-Kommissionen, hvor Danmark blev placeret som et af de europæiske lande med den forventede laveste økonomiske vækst i 2018. Her bør man naturligvis være klar over at det dels er svært at forudsige økonomiske udviklinger, dels at den økonomiske vækst kan svinge meget fra år til år, så en lav vækst i 2018 er ikke i sig selv en indikator på grundlæggende problemer i dansk økonomi.

Lad os først se på BNP og væksten i BNP. Den lange serie fra slutningen af 1960’erne og frem til i dag antyder hvor voldsomme effekterne af den finansielle krise har været på dansk økonomi. Målt i BNP/indbygger kan man godt tale om perioden 2008-2018 som et tabt årti, men nok så interessant er at dansk økonomi efter årtusindskiftet har haft svært ved at leve op til vækstraterne der blev nået i 1990’erne: Egentlig er det kun i perioden 2004-2007 at væksten generelt har ligget over 2% p.a, og 2010’erne minder generelt om årene efter kartoffelkuren, hvor dansk økonomi blev sendt i noget nær dvaletilstand i næsten otte år.

Hvor kartoffelkuren var udløst af interne ubalancer i dansk økonomi (betalingsbalance og løninflation), var lavvæksten siden 2008 udløst dels af finanskrisen, dels af en kontraktiv finanspolitik med meget hård styring af de offentlige udgifter i ØMU-landene. Herhjemme kan Løkkeregeringens indgreb fra 2010 sammen med budgetloven af 2012 stå som de centrale politiske beslutninger, der var med til at holde dansk økonomi på lavt blus.

Man kan her spørge om ikke finanspolitikken og den økonomiske styring generelt har trukket i modsat retning af de mange reformer siden 1990’erne på beskæftigelses- og arbejdsmarkedsområdet hvis formål har været at øge udbuddet af arbejdskraft. Med den svage økonomiske vækst in mente kan det i al fald ikke overraske at erhvervs- og især beskæftigelsesfrekvenserne faldt væsentligt efter 2008. Stigningerne efter 2013 skyldes snarere forbedringerne i den økonomiske situation end lavinen af stramninger på beskæftigelsesområdet.

I den forbindelse kan man bemærke at udsvingene i kvindernes erhvervsfrekvens har været begrænsede, mens vi hos mændene har set et fald fra ca. 84 i 2008 til ca. 82 % i 2017. Udsvingene har naturligvis været noget større for beskæftigelsesfrekvensens vedkommende, idet mændenes beskæftigelse blev hårdt ramt efter 2008. Også her ligger indikatoren cirka 2 procentpoint under værdierne fra 2000-tallet.

Nu er det sådan at Danmarks Statistik beregner erhvervs- og beskæftigelsesfrekvenser ud fra aldersgruppen 16-64 år, og her kunne man tage i betragtning at der gennem meget lang tid har været en stigende tendens til at de helt unge var under uddannelse i stedet for at træde ind på arbejdsmarkedet efter folkeskolen. Man kan ganske rigtigt se et betydeligt fald i andelene for både mænd og kvinder, i øvrigt med den lidt uventede effekt at de helt unge kvinder nu er mere erhvervsaktive end de unge mænd.

Mens faldet i aldersgruppen 16-24 år har været ventet og i nogen grad også ønsket, er det derimod straks mere betænkeligt at vi har set et betydeligt fald i beskæftigelsen for de 25-34-årige siden 2008 uden nogen egentlig tendens til forbedring af situationen. Her synes den generelle økonomiske udvikling og udgiftspolitikken på makroniveau decideret at have modvirket alle uddannelses- og beskæftigelsespolitiske reformer.

Udviklingen har været mindre dramatisk for de ældre aldersgrupper, hvor blandt andet den begyndende udfasning af efterlønnen har givet sig udslag i stigende erhvervs- og beskæftigelsesfrekvenser for gruppen mellem 55 og 64 år. Overordnet kan man nok sige at finanskrisens og den stramme finanspolitiks pris siden 2008 er blevet betalt af de 16-34 årige, mens effekterne har været mindre dramatiske for folk over 35.

Som en lille sidebemærkning kan man se at krisen på arbejdsmarkedet også ramte forskellige etniske grupper forskelligt. Hvor beskæftigelsesfrekvensen for folk med dansk oprindelse lå 2 procentpoint lavere i 2016 sammenlignet med 2008, er specielt indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande blevet ramt betydeligt hårdere. Det er grupper som af forskellige grunde er marginal arbejdskraft, men man bør huske på at de makroøkonomiske forhold har betydning for deres muligheder for at blive integreret på arbejdsmarkedet.

Til sidst kan vi notere at dansk økonomi er langt fra den løninflation, der var med til at sætte en stopper for opsvinget i 1980’erne. Vi ser ganske vist en stigning i lønningerne generelt, men er stadig meget langt fra niveauet inden finanskrisen. Tilsvarende er inflationen stadig på et historisk lavt niveau. Man kan i øvrigt bemærke effekterne af det korte og uholdbare boom 2006-2008.

Desværre savner Statistikbanken tidsserier for andelen af ledige stillinger fra før 2010, så det er ikke uden videre muligt at sammenligne situationen i 2017-2018 med situationen før 2008. Vi kan dog se at andelen af ledige stillinger er øget siden lavpunktet 2010-2012, men bør igen bemærke at stigningen ikke er koblet med dramatiske stigninger i lønninger og priser.

Min sammenfatning af alt dette er at 2010’erne, som også sagt ovenfor, på mange måder har været et tabt årti på grund af de makroøkonomiske forhold. Professionelt har jeg en vis interesse i de beskæftigelsespolitiske indsatser og her kan man efter min mening spørge om ikke den generelle udvikling og politikken på makroniveau har trukket i modsat retning af beskæftigelsespolitikken de sidste cirka ti år. Der er forskellige grunde til at den registrerede arbejdsløshed har været betydeligt lavere i 2010’erne sammenlignet med kriseårene i 1980’erne (først og fremmest er adgangen til kontanthjælp og ikke mindst arbejdsløshedsunderstøttelse strammet betydeligt), men man kan spørge hvad de tabte år har kostet på længere sigt med hensyn til arbejdsstyrkens størrelse og kvalitet.

En tanke om arbejdsprøvninger

Et opslag jeg lavede på Facebook med anledning af artiklen, der linkes til

Where we are as a nation: Arbejdsprøvning af Alzheimer-ramte der er ved at miste sproget.

Her kan man overveje hvad der er gået galt – mit bud er

1) at førtidspensionsreformen bygger på en antagelse om at arbejdsevnen hos syge og invalide altid kan udvikles. Progressive sygdomme som tidlig Alzheimer passer helt enkelt ikke ind i paradigmet – ergo er det sygdommen der er forkert, når lovgivningen har ret

2) at refusionssystemet opmuntrer kommunerne til korte forløb, uanset borgerens tilstand. Det er meget få organisationer der er så intelligente at de kan arbejde med mere komplekse beslutningsrationaler, så enkle indikatorer og tommelfingerregler tager over i disse tilfælde.

Resultatet er i alle tilfælde en hel del forløb der i bedste fald er meningsløse og i værste skadelige for borgerne og deres pårørende. Man kan også rejse spørgsmålet om det egentlig er en hensigtsmæssig brug af de ressourcer der ligger hos socialrådgiverne og andre ansatte i jobcentre og de forskellige dele af sundhedsvæsenet, og som kunne bruges bedre til at udvikle indsatserne for de borgere der har en permanent begrænset arbejdsevne eller hvis arbejdsevne kan udvikles – med mindre der selvfølgelig ligger en politisk dagsorden om at gøre systemet så uudholdeligt at ansvaret for syge og handikappede skubbes over på deres familie og netværk (hvilket i øvrigt også kan føre negative eksternaliteter med sig)

PS: Førtidspensionsreformen er SRSF’s barn, så det politiske ansvar falder på alle sider af det politiske kompas.

PPS: KL stiller naturligvis ikke op til interview men sender en preseemeddelelse. Magtstrategien som ledere lærer på kommunikationskurser.