Statsministerkandidater

Udviklingen i antallet af statsministerkandidater har været et festligt indslag i dansk politik henover sommeren, hvor specielt “rød blok” har set Alternativet og Enhedslisten åbent betvivle Mette Frederiksens rolle som blokkens leder, efter at Socialdemokratiet erklærede at partiets mål var at danne en rent socialdemokratisk regering efter en eventuel valgsejr for venstrefløjen ved det kommende folketingsvalg. Dertil har Radikale Venstre ganske vist ikke udtrykt noget ønske om at besætte statsministerposten efter et valg, men partilederen har dog udtalt betydelige forbehold i støtten til Socialdemokratiet og Frederiksen.

Men hvad er sandsynligheden for at nogen anden end Socialdemokratiets eller Venstres formand bliver statsminister efter det kommende valg?

Hvis den danske politiske historie giver nogle retningslinjer, er svaret at Danmarks næste statsminister med den nuværende fordeling af stemmerne i opinionsmålingerne hedder enten Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussen.

Først og fremmest vil hhv. S og V have en fordel ved regeringsdannelsen – det er yderst sjældent at det ikke er det største parti i respektive side af det politiske spektrum, der danner regeringen og stillet med statsministeren.

Forholdene i den nuværende valgperiode er ganske vist usædvanlige, fordi DF som det største borgerlige parti står uden for regeringen. Man kan her pege på perioderne 1909-1910, 1913-1915 og 1973-1975, hhv. Socialdemokratiet og Fremskridtspartiet ikke udnyttede – eller var i stand til at udnytte – deres størrelse til at styre regeringsdannelsen. Der kan være flere gode grunde til at DF ikke deltager i regeringen, men situationen er strengt taget en anomali.

I forbindelse med dannelsen af Firkløverregeringen i 1982 er der talt og skrevet meget om hvordan Poul Schlüter blev statsminister, men man bør huske på at KF efter valget i 1981 rent faktisk var det største borgerlige parti, så det havde været en overraskelse hvis V og Henning Christophersen havde været i stand til at sikre sig posten. Schlüter havde fra starten en fordel i processen og undlod at tabe terrinen på gulvet undervejs.

Det eneste tilfælde i fredstid på en koalitionsregering hvor juniorpartneren besatte statsministerposten, er VKR-regeringen hvor KF’s ledelse valgte at pege på den radikale Hilmar Baunsgaard som statsminister for at sikre RV’s loyalitet mod den nye regering. Man kan her i øvrigt bemærke at den radikale sejr ved valget i 1968 havde givet partiet 15% af stemmerne, ligesom RV sad på medianlegislatoren.

Den eneste af de nuværende alternative statsministerkandidater der er i nærheden af 10% af stemmerne, er EL’s Pernille Skipper, og hun har det handikap at hendes parti er placeret langt fra medianlegislatoren, klart til venstre for midten.

Når dette er sagt, kan der selvfølgelig også være grund til at pege på at S og V tilsammen ikke når op på 50% af vælgerne i de aktuelle meningsmålinger. Hvis medierne vælger at dække valgkampen som et præsidentvalg med ensidigt fokus på S og V, ville de tabe over halvdelen at vælgerne med deres oplæg. Omvendt behøver det ikke betyde at andre partiers ledere skal dækkes som potentielle regeringschefer.

Den svenske valgkamp (4): Svenske kommentarer

Dette indlæg indeholder links til refleksioner over svensk politik og de svenske partier, skrevet af svenske kommentatorer.

Først Ola Nordebos gennemgang af partiernes stilling fra foråret. Nordebo er politisk redaktør på Västerbottens-Kuriren

Centerpartiet

Kristdemokraterne

Liberalerna

Moderaterna

Sverigedemokraterna

Miljöpartiet

Socialdemokratiet

Vänsterpartiet

Og til sidst om valgkampen generelt

Andreas Johansson Heinös krøniker i Borås Tidning. Heinö er forlagschef på Timbro men skrev sin PhD-afhandling om europæiske højrepopulistiske partier. Han er @johanssonheino på Twitter.

Centerpartiet

Moderaterna

Miljöpartiet

Kristdemokraterna

Socialdemokraterna

Liberalerna

Vänsterpartiet

Sverigedemokraterne

Til sidst Expressens Torbjörn Nilsson der byder på nogle finurlige historiske perspektiver. Han er @torbjornnilsso på Twitter.

Sverigedemokraterna

Socialdemokraterna

Moderaterna, Centerpartiet og Vänsterpartiet

Miljöpartiet

Moderaterna og Socialdemokraterna

Før den svenske valgkamp (3): Dimensioner og relationer

Danmark og Sverige har mange fællestræk. Ser man på nedenstående figur fra World Values Survey er Sverige efter Norge det land, Danmark ligger nærmest værdimæssigt, idet Sverige indtager en ekstrem position mht. sækularisme og self-expression. Man kunne måske se dansk politik som placeret i et spændingsfelt mellem sækularisme og rationalisme på den ene side (Sverige som forbillede) og traditionalisme på den anden (Storbritannien og Australien som forbilleder). Et typisk problem ved danske kommentarer om svenske forhold er at landet mere fungerer som en – positiv eller negativ – projektionsflade for danske forhold end som udgangspunkt for en egentlig sammenligning.

Bryder vi den overordnede placering ned efter partier, ser vi et billede der er præget af at de etablerede partier i snart 20 år har grupperet sig i to blokke. Figurerne nedenfor undervurderer således sandsynligvis de indholdsmæssige forskelle mellem partierne i blokkene, men viser omvendt hvordan man skal bruge to dimensioner for at opfange variationerne i det politiske rum.

Via Marie Demker har jeg fundet dette forsøg på at sammenfatte partiernes positioner i et todimensionelt system, hvor den vandrette akse svarer til den klassiske socioøkonomiske dimension, mens den lodrette angiver GAL/TAN-dimensionen eller den værdipolitiske dimension, som vi ville kalde den i Danmark. Her er forskellene mellem partierne i de enkelte blokke tydeligere.

Man kan se at Sverigedemokraterne, ligesom i plottene ovenfor, er placeret ret langt til højre på den socioøkonomisk skala, mens Centerpartiet og Liberalerna kvalificeret som det man i Danmark i 1990’erne kaldte “grønne borgerlige” – et segment det hedengangne CD konkurrerede med de grønne dele af Det Konservative Folkeparti om.

Man kan prøve at sammenligne med det vælgerkompas Kenneth Thue udarbejdede for Altinget og se at DF ser ud til at ligge til venstre for SD på den socioøkonomiske skala – men SD er altså stadig i stand til at tiltrække socialdemokratiske vælgere – ligesom Danmark savner partier der appellerer til gruppen af grønne borgerlige. Her kan man dog bemærke at Thue antager at denne vælgergruppe er ret lille i Danmark og kun omfatter ca 8% af vælgerne. En succes for C ved valget i efteråret kunne måske alligevel være en inspiration for KF. (GAL/TAN eller værdigskalaen er vendt på hovedet ifht de svenske figurer).

Sammenlignet med de danske partiet fremstår M som mere højreorienteret end V – partiet tiltrækker i modsætning til V heller ikke mange arbejderstemmer, mens de danske og svenske socialdemokratier indtager nogenlunde samme position i partirummet. Tilsvarende minder svenske V om EL, mens MP og RV indtager samme position.

SCB har beregnet hvordan vælgerne har flyttet sig mellem partierne fra efteråret 2014 til foråret 2018. Længst nede kan man se at Sverigedemokraterna ligesom DF nu udgør en udfordring til både S og M – svarende til S og V i Danmark, mens C har trukket vælgere fra de andre borgerlige partier og regeringspartiet MP. Det er altså SD og C der på forskellige dagsordener trækker vælgere over den etablerede politiske midte. Omvendt er et typisk problem for de partier der mister vælgere, at de taber i flere dimensioner – mod højre og venstre på den socioøkonomiske skala eller på GAL/TAN-skalaen, eller i alle retninger samtidig. Dette giver fx partier som KD eller MP problemer med at formulere en klar valgkampstrategi.

Kilder: Word Values Survey, SOM 2018 – Sprickor i fasaden, Per Oleskog Tryggvasson – Partirummet, SCB – Partisympatiundersökning våren 2018, Altinget – Vælgerkompas

Før den svenske valgkamp (2): Temaer og dimensioner

SOM-Institutet ved Göteborgs Universitet gennemfører regelmæssige undersøgelser af den politiske og sociale opinion i Sverige. Den seneste undersøgelse der blev publiceret i foråret 2018, giver os således et billede af hvilke temaer vælgerne aktuelt prioriterer – og ikke mindst hvordan prioriteringerne har skiftet over tid.

Man kan her se at den politiske dagsorden er skiftet siden valget i 2014, hvor skolepolitikken stod øverst på dagsordenen, fulgt af sundhedspolitik og indvandring. Set i et længere perspektiv er det værd at bemærke at indvandring i 2014 var et nyt punkt på dagsordenens top 3, mens beskæftigelsespolitikken som ellers havde været øverst på dagsordenen ved alle valg siden 1991 med undtagelse af valget i 2002, nu er lavere prioriteret.

Nedenstående tabel giver en mere detaljeret oversigt over forandringerne i den politiske dagsorden fra 2014 til 2017. Man kan her bemærke at selv om spørgsmål om lov og orden ikke når ind i top 3, er det den anden store højdespringer ved siden af indvandrings- og integrationspolitikken.

Det er næppe forkert at antage at der her er en sammenhæng med de væbnede opgør, man i de senere år har set mellem kriminelle grupper i de større svenske byer, herunder ikke mindst Malmö. Omvendt ser man også hvordan beskæftigelsespolitikken er faldet tilbage på listen.

Det er normalt sådan at forskellige partier “ejer” bestemte politiske spørgsmål. Sverigedemokraterna har profileret sig på en anti-invandringspolitisk dagsorden, og man kan se at partiets potentielle vælgere afviger en hel del fra den gennemsnitlige svenske vælger med hensyn til prioriteringen af indvandring og integration, mens Moderaternas vælgere ligger højest blandt de gamle partier. Lov og orden er til gengæld et mere almenborgerligt emne.

Tabellen viser også at Vänsterpartiets og Centerpartiets potentielle vælgere lægger forholdsvis stor vægt på indvandring og integration, men her er der tale om to partier der traditionelt er positive over for hhv. flygtninge og arbejdskraftsindvandring. Man kan måske tale om at de to partier mobiliserer vælgere mod hhv. Socialdemokratiet, der har strammet sin udlændingepolitik væsentligt siden 2016, og Sverigedemokraterna.

Svensk politik har traditionelt været beskrevet som endimensionel hvor partierne var placeret klart på en højre-/venstreskala bestemt af socioøkonomiske temaer. Politologer har dog i et stykke tid diskuteret om det ikke er nødvendigt at operere med to dimensioner: Den klassiske socioøkonomiske og den såkaldte GAL/TAN-skala, hvor vælgere og partier fordeler sig ud fra det, vi i Danmark siden slutningen af 1990’erne har kaldt værdipolitiske temaer. Beregningen i figuren nedenfor er et forsøg på at vise hvordan blandt andet indvandrings- og integrationspolitiske spørgsmål i højere grad er blevet politiseret og strukturerer vælgernes og partiernes adfærd.

Man kan i den forbindelse tilføje at GAL/TAN handler om mere end integrationspolitik, idet fx spørgsmål om kønspolitik (SD udtrykker fx kritik af den svenske abortlovgivning) og miljøpolitik også er med til at definere dimensionen

Ser vi på synet på indvandring, er der flere måder at opgøre befolkningens holdninger på, og billederne er ikke så entydige som SD’s fremgang kunne antyde. Andelen af vælgere der synes man skal begrænse antallet af flygtninge der kommer til Sverige, er ganske vist steget væsentligt i de senere år, men det er langt fra at være historisk højt. Man kan måske tale om at SD fra 2010 og fremefter har været i stand til at mobilisere en latent modstand mod indvandrere og andre udtryk for normative forandringer i samfundet, snarere end at den svenske befolkning er rykket mod TAN-enden af GAL/TAN-skalaen.

Som en lille krølle på disse overvejelser er her et par tal om flygtninge og indvandrere i Sverige. Som man kan se, blev Sverige påvirker meget kraftigt af flygtningekrisen i 2015 efter nogle år med et stigende antal asylansøgere. En kombination af stramninger på europæisk og svensk niveau har været medvirkende til at det løbende antal af asylansøgere nu ligger under niveauet i perioden 2010-2014. Hele denne proces kostede i øvrigt Miljöpartiet dyrt i indre opgør og indrømmelser til regeringspartneren Socialdemokratiet, hvilket er en vigtig grund til faldet i partiets tilslutning. MP står ellers som det idealtypiske GAL-parti.

Sverige har i hele perioden siden 2. verdenskrig været et indvandringsland, hvorfor mange svenskere i dag har indvandrerbaggrund når man går én eller flere generationer tilbage.

Indvandringen er motiveret i en blanding af arbejdskraftsindvandring og modtagelse af politiske flygtninge, og den sidste figur viser at Sverige siden 2000 har haft en stor, løbende indvandring, hvilket i øvrigt også har ført til en kraftig befolkningstilvækst i de seneste årtier. (Indvandrede angives med den orange linje, udvandrede med den grå. Man regnes kun som indvandrer, når man har fået opholdstilladelse).

De generelle demografiske forandringer har både socioøkonomiske og sociale årsager og konsekvenser, og man bør naturligvis også tage dem i betragtning, når man forsøger at vurdere udviklingen blandt vælgerne og på det politiske niveau.

Kilde: SOM 2018 – Sprickor i fasaden, SOM 2017 – Larmar och gör sig till.

Migrationsverket – statistik over asylansøgninger og indvandring.

Før den svenske valgkamp (1): Nogle generelle træk

Det svenske riksdagsvalg i september er ventet med spænding, fordi politikken på det nationale niveau er på vej ind i en ny situation. Valget i 2014 rykkede allerede ved de politiske strukturer som har været etableret siden 1970’erne og alt tyder på at valget i 2018 vil befæste udviklingen fra 2014.

Valgforskeren Henrik Oscarsson beregner løbende et kvalitetskontrolleret indeks for meningsmålinger – det betyder blandt andet at Sentios og YouGovs ofte bemærkelsesværdige målinger ikke indgår – som man kan læse på siden Datastory.se.

Når man er langt fra valget, bør målingerne ikke ses som forudsigelser, men indekset peger på nogle interessante forandringer i svensk politik. Fra et dansk perspektiv har fokus været på Sverigedemokraternes fremgang siden 2015. Der er et tydeligt sammenfald i tid med flygtningekrisen i 2015, men nok så bemærkelsesværdigt er at partiet i det store og hele har holdt sig på et niveau omkring 20%, hvilket skal sammenholdes med valgresultatet fra 2014, som i forvejen blev set som en stor sejr for partiet. Ser man målingerne i et nordisk perspektiv kan man pege på at Sverige nu har et højrepopulistisk parti, hvis styrke er på niveau med partierne i Danmark, Norge og Finland.

Nok så interessant er at Socialdemokratiet, hvis valgresultat i 2014 i forvejen var skuffende, er på vej mod sit dårligste resultat siden indførelsen af generel og lige valgret. Man vil måske kunne sammenligne 2018 med valgene i 2001 i Danmark og Norge, hvor Socialdemokratierne led store nederlag.

To andre mulige vindere er Vänsterpartiet, som nærmest kan sammenlignes med en blanding af SF og Enhedslisten i Danmark, og Centerpartiet, som i sin moderne form har træk fra Venstre og Liberal Alliance. Omvendt kan to partier som brød igennem i den nationale politik omkring 1990 – Miljöpartiet og Kristendemokraterna – risikere at falde for 4%-grænsen. Miljöpartiet, som har visse fællestræk med SF, Alternativet og Radikale Venstre, oplevede en højkonjunktur i begyndelsen af 2010’erne, kulminerende i regeringsdeltagelsen i 2014, men partiet har – ligesom SF i perioden 2011-2014 – lidt under en manglende evne til at tilpasse sig rollen som regeringsparti, og dette skyldes ikke kun at partiet måtte give køb på væsentlige integrations- og flygtningepolitiske standpunkter efter 2015.

Kristendemokraterne har under Ebba Busch Thor nærmest forsøgt at placere sig som et konservativt alternativ mellem Moderaterna og Sverigedemokraterna, men strategien har været uden succes. Partiet vil være afhængigt af støttestemmer fra Moderaterna, Liberalerna og Centerpartiet, hvis det skal have en chance for at opnå repræsentation i Riksdagen i valgperioden 2018-2022.

Mätningarnas mätning juni 2018Partierne 2014-2018

Strengt taget vil valget i september ikke føre til de store forandringer på den parlamentariske arena, når man sammenligner med valgperioden 2014-2018: Hverken venstreblokken (S-MP-V) eller Alliansen (her reduceret til M-C-L) vil være i nærheden af et flertal i Riksdagen. Perioden 2014-2018 indebar i praksis et samarbejde over midten, hvor SD blev udelukket fra det politiske arbejde. Partierne kan vælge at fortsætte denne linje, med enten S eller M som regeringsbærende parti, eller de tilbageværende Alliansen-partier kan indgå i et samarbejde med Sverigedemokraterna. Begge alternativer giver anledning til nogle alvorlige politiske dilemmaer, men i praksis vil udspillet ligge hos de tre Alliansen-partier individuelt og i fællesskab.

Regeringsalternativer

Nedenstående figur skal ikke tages som en forudsigelse, men den antyder at Centerpartiet kan få en central rolle i den kommende valgperiode. Sagt med politologsprog vil C sandsynligvis besidde medianlegislatoren i valgperioden 2018-2022. På mange områder er C det borgerlige parti der aktuelt ligger længst fra SD, men på den anden side har partiet også betydelige forbehold som Socialdemokratiet, hvorfor man næppe bør forudse en genoplivelse af samarbejdet mellem S og C som man senest så 1994-1998.

Flertalsdannelse

Kilde: Datastory.se

Alternativet og regeringsdannelsen

Ugens underholdende indslag i dansk politik var udmeldingen fra Alternativets formand Uffe Elbæk om at han efter et kommende valg vil pege på sig selv som kandidat til statsministerposten i stedet for Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen. Spørgsmålet er nu om og hvordan udmeldingen kan påvirke regeringsdannelsen efter det kommende folketingsvalg, hvis vi antager at den nuværende regering mister flertallet med DF.

Tager vi mandatfordelingen på baggrund af Berlingskes barometer ville resultatet af en dronningerunde se sådan ud at 84 mandater (V-DF-LA-KF) vil pege på Lars Løkke som regeringsdanner, 84 (S-EL-RV-SF) på Mette Frederiksen og 7 på Uffe Elbæk. Det er altså usandsynligt at Elbæk i første runde skulle få til opgave at danne regering.

Elbæk sætter imidlertid Dronningen – eller snarere hendes rådgivere – i en ubehagelig situation, hvor de skal vurdere hvem af Løkke eller Frederiksen der har størst mulighed for at danne en regering, der ikke bliver mødt med et flertal i Folketinget.

Det er muligt at Dronningen i denne situation i første omgang vil udse en undersøger, der får til opgave at forhandle med partierne om et muligt regeringsgrundlag og eventuelt fremkomme med et forslag til hvem der skal få i opdrag at danne en ny regering på baggrund af forhandlingerne. En pointe er her at partierne bliver nødt til at konkretisere deres krav til en ny regerings politik, og herunder ikke mindst hvilke forslag der kan risikere at blive stemt ned i Folketinget. En anden at runden med en undersøger kan blive fulgt af en anden runde, hvor partierne skal udtale sig om deres foretrukne statsministerkandidat. Det er også muligt at man skal igennem flere dronningerunder, inden en statsminister kan udnævnes. I alle tilfælde gælder at Dronningen ikke må blive sat i en situation, hvor en regering bliver væltet kort efter sin tiltræden.

Danske regeringsdannelser er generelt hurtige processer, hvor der går 1-2 uger fra Folketingsvalget til udnævnelsen af en ny regering, men der findes undtagelser. Under den nuværende grundlov gælder det således regeringsdannelsen i 1957, hvor S og RV skulle finde en måde at optage Retsforbundet i en flertalsregering, 1975, hvor Folketinget først udtalte mistillid til V-regeringen og derefter måtte gennem flere runder med forhandlinger inden Anker Jørgensen kunne danne en S-regering og endelig 1988, der også efter flere runder af sonderinger og forhandlinger noget uventet endte med dannelsen af en KVR-regering, hvor CD og KrF blev sendt ud af firkløversamarbejdet. En situation med flere runder vil således være usædvanlig, men ikke være uden fortilfælde i dansk politik.

Man kan så også pege på at Elbæk følger en radikal tradition, idet partiet i 1988 og 2006 søgte at placere sig uden for de etablerede blokke for at maksimere sin indflydelse. Beskedenhed er ikke en udpræget radikal dyd. Man kan dog diskutere om ikke forbillederne burde afskrække. I 1988 måtte Niels Helveg Petersen konstatere at hverken vælgerne eller de øvrige partier i Folketinget var interesserede i at give partiet et dominerende rolle i regeringsdannelsen. KVR-regeringen gav muligvis mening i et Helveg Petersensk perspektiv, men førte til et voldsomt nederlag for partiet ved folketingsvalget i 1990 og enden på Helveg Petersens ledelse af partiet. Tilsvarende endte Marianne Jelveds kandidatur i stærke interne konflikter i folketingsgruppen, en splittelse af partiet og et nederlag ved valget i 2007.

Omvendt kan man sige at Mette Frederiksens og Socialdemokratiets udmeldinger der går i retning af at gøre DF til partiets foretrukne samarbejdspartner med SF som støtte, sætter RV og Å under et strategisk pres, hvor de to partier ikke ønsker at gå til valg som stemmekvæg for Socialdemokratiet. En strategi kan her være at lægge større vægt på at profilere sig policymæssigt i forhold til Socialdemokratiet over for vælgerne, en anden at true med at gå imod en S-DF-SF-alliance og dermed hæve prisen for parlamentarisk understøttelse, også selv om prisen bliver en regeringskrise efter det kommende valg.

Kunsten at danne en dansk regering

Mette Frederiksens erklæring om at Socialdemokratiet efter det kommende folketingsvalg ønsker at danne en et-partiregering, var på en og samme tid både forudsigelig og overraskende. Forudsigelig, fordi Socialdemokratiet siden Frederiksen tiltrådte som formand i 2015 er kommet med mange udspil, hvis formål var at placere partiet så tæt på Venstre og især Dansk Folkeparti og så langt fra Radikale Venstre på udlændinge- og integrationsområdet som muligt. Overraskende, fordi partiet allerede nu lukker nogle døre og alliancemuligheder som måske kunne komme en fremtidig socialdemokratisk ledet regering til hjælp.

Ser man lidt længere tilbage i historien, aner man dog også en vis kontinuitet: Inden valget i 2011 bestod Socialdemokratiets strategi i at marginalisere Radikale Venstre gennem en alliance med SF – her var det mere den økonomiske politik som var i centrum, ligesom Socialdemokratiets daværende ledelse søgte at demontere RV’s muligheder for at få indflydelse gennem en formel alliance med SF. Man kan måske sige at midlerne skifter, mens målet om størst mulig uafhængighed af RV består.

Nærlæser man Mette Frederiksens kronik er der forskellige ting som falder i øjnene – det gælder specielt udeladelserne: For det første nævnes en socialdemokratisk kongerække af Hans Hedtoft, H.C. Hansen, J.O. Krag og Anker Jørgensen, mens Poul Nyrup Rasmussen og Helle Thorning Schmidt ikke værdiges omtale. Man kan naturligvis påpege at både Nyrup og Thorning ledede koalitioner, men udeladelsen af de to falder godt i tråd med Socialdemokratiets bevægelse væk fra “den tredje vejs” politik – for slet ikke at tale om “den nødvendige politik” som de to seneste socialdemokratiske statsministre blev bannerførere for, og som indebar et opgør med en række velerhvervede sociale rettigheder. Historisk var hverken Hansen, Krag eller Jørgensen i øvrigt modstandere af koalitioner, hvis omstændighederne ellers var de rette og samarbejdspartnerne interesserede. Hedtoft havde måske heller ikke været uvillig, men blev mødt med stor modvilje af RV’s daværende ledelse – hvilket også kan være en påmindelse om at det komplicerede forhold mellem S og RV ikke er af ny dato.

For det andet omtaler Mette Frederiksen ikke Dansk Folkeparti et eneste sted i kronikken, selv om argumentationen kun giver mening hvis man læser teksten som et forsøg på at åbne for et mere formaliseret samarbejde mellem S og DF på en række områder – her først og fremmest social- og arbejdsmarkedspolitikken og udlændinge- og integrationspolitikken. Selv om S-ledelsen åbent har sendt invitationer til DF, er det muligvis sådan at DF stadig er så kontroversielt i dele af Socialdemokratiets organisation at man undgår at tale for højt om form og indhold i et S-DF-samarbejde.

Endelig undlader Frederiksen helt at tage spørgsmålet om den mere langsigtede økonomiske politik op til diskussion. Det gælder både spørgsmålet om politikkens indhold – hvordan vil en kommende S-regering for eksempel forholde sig til de dele af ØMU-samarbejdets krav der omfatter Danmark? – og dens form – skal der føres økonomisk politik med venstrefløjen og DF eller med RV og V?

Omvendt kan man pege på, at Mette Frederiksen forholder sig til den samme problematik som Lars Løkke Rasmussen måtte forholde sig til efter valget i 2015: Folketinget indeholder et fragmenteret partisystem, hvor det ikke er muligt at samle et fast flertal bag et regeringsprogram.

I 2015 var EU den største anstødssten, hvor DF og LA trak i den euroskeptiske retning, mens V og KF var mere europositive. Samtidig lå DF til venstre for regeringen i den økonomiske politik, mens partiet lå til højre i europa- og værdipolitikken. Lagde man partisystemets to dimensioner sammen var V således det parti som lå nærmest medianlegislatoren, så en V-regering ville kunne samarbejde med S i europapolitikken og med DF i den økonomiske politik og udlændinge- og integrationspolitikken.

Noget tilsvarende kunne gælde efter det kommende valg, forudsat et flertal vil pege på Mette Frederiksen som statsminister, idet S ville stå som partiet der lå nærmest medianlegislatoren: S kunne således føre udlændingepolitik med V og DF, arbejdsmarkedspolitik med SF og DF, miljøpolitik med EL, SF, Å og RV, europapolitik med V og RV, osv. Skiftende flertal er ikke noget nyt i dansk politik, idet de fx var meget almindelige i Anker Jørgensens anden periode som statsminister fra 1975 til 1982.

Man kan her pege på, at både Løkke Rasmussens anden regering og Anker Jørgensens regeringer efter 1975 levede livet farligt – regeringerne levede i en konstant risiko for parlamentariske nederlag, ligesom politikkens retning kunne blive utydelig. Der var gode grunde til at Jørgensen i 1978 søgte et mere fast samarbejde med V – idet man bestemt ikke skal se bort fra hans ønske om samtidig at forhindre de fire centrum-højrepartier i at udvikle et formelt samarbejde der kunne blive en trussel mod Socialdemokratiets førsteret til regeringsmagten – ligesom Løkke i 2016 fik optaget LA og KF i sin regering.

Med to undtagelser har alle danske regeringer siden 1982 været mindretalskoalitioner, og der er god grund til at se dem som den mest hensigtsmæssige måde at håndtere problemet med regeringsdannelse i et fragmenteret og flerdimensionelt partisystem. Mette Frederiksen træder således nye veje med sit udspil om at se bort fra formelle regeringsaftaler efter det kommende valg. Spørgsmålet kan her være om det er en hensigtsmæssig reaktion på en situation hvor fragmenteringen er blevet endnu mere udtalt, eller om en kommende statsminister Frederiksen ligesom Løkke efter et stykke tid må optage et eller flere partier i sin regering.

Socialdemokratiets opgang og fald

Figuren her giver et interessant perspektiv på de vesteuropæiske socialdemokratiers opgang og fald siden 1950. Man bør bemærke at der er tale om et index så partier der er kommet fra et meget lavt niveau i 1950’erne påvirker indekset i positiv retning selv om de stadig ligger under traditionelt stærke socialdemokratier som det svenske eller norske. Tilsvarende er y-aksen skåret af ved indexværdien 80 så partierne er altså (endnu) ikke truet af udslettelse.

Der er dog samtidig nogle overraskende tendenser. Således er det 1980’erne og 1990’erne der fremstår som socialdemokratiernes storhedstid, hvor 1980’erne ellers traditionelt ses som nyliberalismens årti med Margaret Thatchers regeringer som gallionsfiguren. Omvendt så vi i den latinske verden et stort gennembrud for de socialdemokratiske partier (specielt Frankrig og Spanien) ligesom det svenske socialdemokrati dominerede svensk politik i 1980’erne. Her fremstår Danmark nærmest som en outlier, idet det danske socialdemokratis seneste (sidste) storhedstid faldt i perioden 1990-1998. New Labours storhedstid ligger også i slutningen af den socialdemokratiske kulmination.

Det er samtidig bemærkelsesværdigt at sammenbruddet for socialdemokratierne kommer samtidig med finanskrisens gennemslag. Man skulle her have troet at den traditionelle socialdemokratiske politik burde have haft gode kår som svar på krisens effekter og årsager. Dog var valget i Danmark i 2011 det eneste i 2000-tallet hvor økonomi stod øverst på dagsordenen og selv om Socialdemokratiet fortsatte sin tilbagegang, resulterede valget dog i det eneste venstreflertal i Folketinget siden 2001.

Kommunalvalget 2017 – en oversigt

Kommunal- og regionalrådsvalget blev afholdt den 21. november 2017. Det var det tredje valg efter strukturreformen af 2007 og det fjerde valg til de nuværende kommunalbestyrelser og regionsrådene. I denne post vil jeg koncentrere mig om kommunalvalget som også tiltrak sig mest opmærksomhed i medierne.

Valgresultatet målt i stemmeandele

2017p angiver beregningerne fra en prognose udarbejdet af valgforskere ved Københavns Universitet. 2017r angiver resultatet af valget 21. november 2017

Man kan til en begyndelse notere at valgdeltagelsen i 2017 var marginalt lavere end i 2013, men højere end i 2005 og 2009. Dette er interessant fordi der efter valget i 2009 var bekymring for at indførelsen af de nye, større enheder også havde ført til et fald i befolkningens interesse for lokalpolitik. Set i et lidt længere perspektiv synes faldet i valgdeltagelsen i 2009 dog at have været en engangsforeteelse, som i øvrigt har en parallel i udviklingen efter kommunalreformen af 1970, hvor valgdeltagelsen også faldt ved det andet valg efter reformen for derefter at stige til et niveau omkring 70%. Det er normalt at valgdeltagelsen ved kommunalvalg i Danmark ligger cirka 10-15 procentpoint under valgdeltagelsen ved folketingsvalg.

Ser vi på resultaterne for de enkelte partier, er det mest bemærkelsesværdige at Dansk Folkeparti ikke var i stand til at omsætte sin betydelige fremgang på nationalt niveau ved folketingsvalget i 2015 til en fremgang på lokalt niveau. Partiet tabte tværtimod stemmeandele fra 2013 til 2017 og blev overhalet af Det Konservative Folkeparti som det tredjestørste parti på det lokale niveau. Vi kan notere at DF også var det parti, hvis resultat valgforskerne havde sværest ved at forudsige – der er næsten seks procentpoints forskel på prognosen og valgresultatet.

Socialdemokratiet og Venstre var og er de dominerende partier i dansk kommunalpolitik og begge partier har traditionelt præsteret noget bedre på lokalt end på nationalt niveau, idet man kan se et gennemslag af den nationale politiske opinion i Socialdemokratiets fremgang og Venstres tilbagegang mellem 2013 og 2017. Man kan i øvrigt bemærke at valgforskernes prognose havde forudsagt stagnation i tilslutningen til S, mens valgresultatet gav partiet en fremgang på tre procentpoint.

Tilsvarende er det helt som forventet at partier som Liberal Alliance og Alternativet ligger langt fra den vælgertilslutning, de vil kunne opnå ved folketingsvalg. Alternativets resultat var dog over forventning hvilket især skyldtes en stærk præstation i de største bykommuner.

Oversigten over resultatet på landsplan skjuler en interessant forskydning mellem 2013 og 2017: I 2013 havde 10 kommunalbestyrelser et flertal bestående af ét parti. I 2017 var antallet steget til 20. Man ser her flere tilfælde af en borgmestereffekt hvor en populær borgmester trækker stemmer til sit parti. De lokale forhold har stadig betydning efter strukturreformen – dette er også en faktor som har betydning når man skal forklare hvorfor valgforskerne havde så svært ved at forudsige de enkelte partiers resultater lokalt og nationalt.

Fordelingen af borgmesterposter

Der er ingen automatisk sammenhæng mellem partiernes stemmeandele og antallet af borgmesterposter. S og V’s dominans viser sig her i ekstrem grad idet de to partier efter valget sidder på 84 af 98 borgmesterposter. Dette afspejler at ét af de to partier er det største i næsten alle kommunalbestyrelser hvorfor partiet har en fordel ved forhandlingerne om de politiske poster i den nye kommunalbestyrelse.

Borgmesteren vælges for fire år af den nye kommunalbestyrelse ved det konstituerende møde i december 2017, men de konstitueringsaftaler partierne indgår efter valget omfatter også en fordeling af viceborgmesterposter samt posterne som udvalgsformænd og – i de store bykommuner – rådmænd. Man kan her bemærke at Socialdemokratiet var i stand til at omsætte en forholdsvis lille fremgang i stemmeandele til en markant stigning i antallet af borgmestre, mens det modsatte var tilfældet for Venstre.

I modsætning til i Sverige hvor flertallet i Stockholm Kommune skifter regelmæssigt, har Københavns Kommune altid været en socialdemokratisk højborg. Partiet er dog blevet udfordret fra venstrefløjen i de seneste årtier og der var spekulationer om Enhedslisten ved valget ville være i stand til at vriste overborgmesterposten fra Socialdemokratiets Frank Jensen. I sidste instans blev S det klart største parti og Frank Jensen kunne beholde sin post i en konstitueringsaftale med centrum-venstre-partierne. Dansk Folkeparti mistede i øvrigt sin borgmesterpost i København – svarende til en rådmandspost i de øvrige store kommuner – efter en valgperiode til Alternativet.

S har på landsplan flirtet kraftigt med DF i den seneste tid, men tilnærmelserne resulterede ikke i en S-DF-alliance på kommunalt plan. Her valgte DF generelt at indgå aftaler med de øvrige borgerlige partier. Det – kombineret med DF’s generelt dårlige valg – betød også at DF ikke fik sit gennembrud som borgmesterparti ved valget idet partiet måtte nøjes med en borgmesterpost i den lille Læsø Kommune.

På trods af fremgangen på nationalt plan og successerne i de lokale konstitueringsaftaler lykkedes det heller ikke for S at genvinde borgmesterposten i den gamle højborg Esbjerg eller i Vejle Kommune.

Som altid gav konstitueringsprocesserne i nogle kommuner anledning til konflikter mellem partierne – mest udpræget i Slagelse kommune hvor der inden valget var et belastet forhold mellem den siddende borgmester Stén Knuth (V) og LA’s Villum Christensen. Processen endte med at LA indgik en konstitueringsaftale med S mod et løfte om at kunne overtage borgmesterposten midtvejs i den kommende valgperiode. En sådan aftale er højst usædvanlig, idet der dog findes nogle få tilfælde på at partier har delt borgmesterposten mellem sig.

Generelt var konstitueringsprocesserne dog hurtigt overstået – i mange tilfælde havde partierne indgået konstitueringsaftale på selve valgnatten eller dagen efter – og ret udramatiske.