Den radikale krise: Årsager og mulige løsninger

Det Radikale Venstre er i krise. Set i et radikalt perspektiv er det umiddelbart en lidt speciel krise, for partiet står ganske vist til en tilbagegang set i forhold til valget i 2019, men har stadig en historisk set respektabel andel af vælgerne bag sig.

Problemet ligger et andet sted: På den parlamentariske arena, hvor Socialdemokratiet har haft held til at neutralisere partiets indflydelse, ikke kun på integrationsområdet, men også inden for den økonomiske politik. Og selvfølgelig på den interne arena, hvor Morten Østergaard blev fældet på grund af sin optræden over for kvindelige partifæller, mens Sofie Carsten Nielsens håndtering af sagen både før og efter Østergaards fald har været præget af usikkerhed.

Den almindeligt accepterede forklaring blandt politiske kommentatorer er, at de radikale med deres forsvar for en retsbaseret (eller libertær) politik har placeret sig på en ekstrem position på den værdipolitiske dimension, hvor medianen i dansk politik efter 25 års tiltagende stramning ligger meget tæt på den autoritære pol, jf. Socialdemokratiets strategi om at lægge sig tæt op ad eller over Dansk Folkeparti på integrationsområdet.

Observationen er på den ene side korrekt – de radikale står alene med Enhedslisten (og resterne af Alternativet) på den libertære side, mens alle andre partier kæmper om at fremstå som mest autoritære på området – men den er på den anden side ufuldstændig: En opgivelse af den libertære integrationspolitik vil ikke nødvendigvis styrke den radikale position. Vi er også nødt til at se på den økonomiske politik, for den er historisk set vigtigere for partiet.

For at uddybe argumentet vil jeg gå tilbage i historien – både dansk politiks og min egen.

Da jeg i sin tid for mange år siden arbejdede på det som blev min PhD-afhandling, studsede jeg over forholdet mellem Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres positioner på velfærdsområdet i 1950’erne og 1960’erne.

Selv om de eksperter som introducerede tankerne bag de socialpolitiske reformer i efterkrigstiden, havde en tæt tilknytning til Socialdemokratiet, var de radikale på det parlamentariske plan ofte hurtigere end socialdemokraterne til at sætte den universelle socialpolitik i centrum.

En mulig forklaring kunne være, at Socialdemokratiet på forskellig vis var bundet op på hele det organisatoriske element i den eksisterende politik (a-kasser, sygekasser), en anden at partiets primære politiske mål var at skabe lige vilkår for arbejderklassen og middelklassen, mens underklassens vilkår (for nu at anvende den typologi AE-rådet senere har udviklet) var mindre central for socialdemokraterne.

Her stod de radikale mere frit interessemæssigt – partiet repræsenterede middelklasseinteresser og havde også et andet syn på social integration.

Men set i bakspejlet vil jeg lægge én faktor oveni: Det Radikale Venstre har en tradition for at placere sig, hvor den intellektuelle konsensus, eller ortodoksi, ligger.

I 1950’erne og 1960’erne var det keynesianisme og universelle velfærdspolitikker. I 1980’erne og 1990’erne var det omvendt nyliberalisme (taget som bred betegnelse) og inflationsbekæmpelse som kom i centrum.

Mit gæt er, at der er en ret god overensstemmelse mellem skiftene i OECD’s orientering og radikal politik. Og det er i det perspektiv ikke tilfældigt, at partiet kom ud i en livstruende lederkrise i midten af 1970’erne, hvor skiftet fra efterkrigstidens konsensus endnu ikke var fuldført.

Fogh Rasmussen-regeringernes økonomiske politik i 00’erne har været genstand for diskussion – de radikale var kraftige modstandere af regeringernes integrationspolitik, men man bør ikke glemme at Fogh faktisk førte pro-cyklisk finanspolitik i årene op til finanskrisen. Det var også et forhold der gjorde Fogh til Danmarks farligste mand set med radikale briller.

I perioden efter finanskrisen kunne de radikale igen spille rollen som ortodoksiens håndhævere med forløbet omkring dagpengeperiodens afkortning som det symbolske højdepunkt. Her var afstanden til Lars Løkke på de økonomisk-politiske område betydeligt kortere end afstanden til Fogh.

Den stramme budgetstyring og den hårde moderniseringspolitik som blev sat i værk under Thorning-regeringen passede fint ind i OECD-perspektivet. At det også var en måde at underminere SF på hører med i billedet.

Men skruer vi tiden frem til 2021, er situationen mindre entydig. 1980’ernes nyliberale dagsorden synes at være udtømt i 2020’erne, på samme måde som keynesianismen var løbet tør for kraft i 1970’erne.

Det gør det svært for de radikale at orientere sig politisk, for partiet har brug for en intellektuel ortodoksi at læne sig op ad. Indtil videre har Socialdemokratiet kunne besætte den politiske midte, også selv om partiets økonomiske dagsorden kan være svær at få øje på og mere virker nostalgisk og bagudskuende end fremadrettet.

Måske kan en løsning være at de radikale griber bedre fat i den uddannelses- og opkvalificeringsdagsorden, som fx Nina Smidt har givet antydninger af. Det kan blive det næste dominerende paradigme i den økonomiske politik. Her skal de radikale se bredere end blot på de akademiske uddannelser, og også komme med tydeligere bud på udviklingen af hele erhvervsuddannelsesområdet og efteruddannelsesområdet.

Der skal på længere sigt mere til end individuelle uddannelseskonti (som bliver svære at sælge til Socialdemokratiet) og en alternativ læreruddannelse, som blot bliver aflad for at partiet har stillet sig bag en stram statslig topstyring af skoleområdet. Partiet må sandsynligvis også arbejde på og formidle en bredere forståelse af det kreative element i uddannelse, udvikling og produktion. Dette kunne være kærnen i en håndtering af den aktuelle radikale krise.

Nytårssjov i Venstre: Løse betragtninger

Altsammen i løs rækkefølge. Der er stof til adskillige artikler, hvis nogen har lyst

1. Det er ekstremt sjældent at tidligere danske statsministre forlader deres parti. Før Løkke skal vi tilbage til Knud Kristensen.

2. Knud Kristensens ustyrlige Sydslesvigpolitik gav forresten Venstre en stor valgsejr i 1947. Desværre på bekostning af V’s potentielle samarbejdspartnere. Så blev socialdemokraten Hans Hedtoft statsminister. (Det med at vinde på samarbejdspartnernes bekostning var noget Poul Hartling gentog i 1975. Der blev Anker Jørgensen statsminister)

3. Venstre har gennem tiden overlevet flere alvorlige kriser.

3a. I 1905 fik J.C. Christensen presset de byliberale (og nogle husmænd) ud – men trods ihærdige forsøg fik han ikke taget livet af de radikale.

3b. 1908-1910 bød på to år med totalt opbrud i partiet. Tæller vi de radikale med, var der valg som bød på fire Venstre-fraktioner. Roen lagde sig efter et forsvarsforlig, og fra 1910 havde Venstre kun én Rigsdagsgruppe.

3c. 1930’erne var en lang krisetid for partiet. Den parlamentariske ledelse måtte dels kæmpe med LS og Bondepartiet, dels Th. Madsen-Mygdal, der nok havde forladt Rigsdagen, men stadig sad som meget højlydt landsformand.

3d. Perioden 1960-1990 var én lang stagnationsperiode for Venstre. Alle regnede med at de konservative permanent ville overtage rollen som det dominerende borgerlige parti. Det tog Uffe Ellemann og co. fire-fem år at få deres projekt til at køre.

4. Sammenfattende skal man ikke undervurdere betydningen af en stærk partiorganisation med tilhørende talentrekruttering.

5. Venstres ledelse har været præget af intern ballade under Løkke (kamp med Kristian Jensen) og Ellemann (kamp med Støjberg). Hvor mange partier ville have overlevet ti år i den situation?

6. Ser vi på Lars Løkke, er hans habitus fascinerende. Uanset al snak om “Lille Lars fra Græsted” har han altid opført sig med en meget stærk sense of entitlement. Sådan en type er svær at have gående rundt.

6a. Løkke vil dog efterlade et par blivende aftryk på Danmark: Strukturreformen (hvis mål var at gøre velfærdsstaten til et supermarked for mellemklassen) og afskaffelsen af efterlønnen.

6b. Og i perioden 2015-2019 fik han vist at hverken LA eller DF rigtigt havde noget tøj på.

7. Inger Støjberg er også et fascinerende fænomen. Se tidligere blogpost. Men kort sagt vil jeg beskrive hende som en politiker hvis eneste kompetence er mobilisering.

8. Drømmen om den upolitiske regering (S-V, S-K, Martin Lidegaard, etc) er gammel. Den har aldrig haft nogen gang i virkeligheden. Det samme gælder drømmen om det upolitiske parti. (Sidst det blev forsøgt var i 2007 med Ny Alliance)

9. Hvis anti-integrationspolitik har været det gennemgående tema i dansk politik i 2000-tallet, så vandt Venstre (og DF) både slagene og krigen. Men det ser ud til at S har vundet freden ved at lægge sig til højre for DF. Det giver problemer for V og DF.

10. I det hele taget finder kampene i dansk politik anno 2021 sted i retning mod den autoritære pol (eller det værdipolitiske højre). Og ser vi på den kvadrant der rummer økonomisk og værdipolitisk højre, er fragmenteringen bemærkelsesværdig. Det minder lidt om venstrefløjen i 1970’erne.

10a. Men er der brug for/efterspørgsel efter endnu et parti i den kvadrant?

10b. Hvis vi vil lede efter politisk hjemløse i dansk politik, er det de grønne borgerlige, eller Connie Hedegaard-segmentet (værdipolitisk centrum-venstre, økonomisk højre). Segmentet udgør vist en cirka 5-10% af vælgerkorpset, men dækkes ikke af noget parti, efter at KF helt har opgivet den linje under Søren Pape, men går efter den autoritære borgerlighed.

11. Hvis jeg var Jakob Ellemann, ville jeg først tage en ordentlig whisky og fejre at jeg var sluppet af med to destruktive bagsædechauffører. Og efter en god nats søvn begynde arbejdet med at få formuleret et politisk projekt – også selv om 15% af vælgerne i første omgang er et realistisk mål.

12. Hvis jeg var politisk redaktør, ville jeg få mine journalister til at kontakte folk i Holland.

Inger Støjberg: En forestilling

I forbindelse med offentliggørelsen af Instrukskommissionens delberetning har Inger Støjberg igen domineret mediernes overskrifter. Selv om beretningens konklusioner næppe kommer belejligt for Støjberg, er overskrifterne et sted hun gerne befinder sig, og hun har siden sit gennembrud som Venstres politiske ordfører i 2007 konstant befundet sig i første række i dansk politik.

Støjberg er blevet beskrevet som en dansk pendent til Donald Trump. Det er en karakteristik, som er forståelig, men som også viser et manglende kendskab til dansk og europæisk højrefløjspolitik.

Først og fremmest dukkede Donald Trump først for alvor op på den amerikanske politiske scene i 2015-2016, mens Støjberg har været folketingsmedlem siden 2001 og som sagt i forreste række siden 2007. Så hvis nogen har efterlignet nogen, skulle det snarere være Trump, der havde ladet sig inspirere af Støjberg. (Selv har jeg altid opfattet Sarah Palin som den mest oplagte amerikanske parallel).

Omvendt er karakteristikken forståelig, fordi begge politikere repræsenterer en højrepopulistisk linje, der har vundet stort gennemslag i både europæisk og amerikansk politik. Trumps og Støjbergs forkærlighed for orange (i Trumps tilfælde er den måske snarere en bivirkning af overdreven anvendelse af selvbruner end en bevidst imagestrategi) er naturligvis også blevet bemærket.

Men det er højrepopulismen, der fører os til substansen. Hvis man vil søge paralleller til Støjberg er den hollandske politiker Geert Wilders et bedre valg end Trump. Wilders kom ligesom Støjberg fra en højreliberal position – Wilders var medlem af Venstres hollandske søsterparti VVD inden han brød ud og stiftede partiet PVV – inden han med stor succes gjorde verbale angreb på muslimer og indvandrings- og integrationsmodstand til sin politiske platform. Wilders’ frisure (blonderet) har i øvrigt ligesom Støjbergs (orangerød) været genstand for en del opmærksomhed gennem de seneste 20 år.

Frisuren er bare en del af Forestillingen Støjberg. Sammenligner man hende med den typiske kvindelige folketingspolitiker, bliver forskellene tydelige. Akademisk upåfaldenhed er et generelt kendetegn, uanset om man ser på sprogbrug, stemmeføring, påklædning eller generel opførsel – man kan tit være lidt usikker på om man står over for en gruppe af politikere eller en forsamling af kommunale mellemledere, når man tænder for nyhederne på tv. (For mændene er det mørke jakkesæt naturligvis de rigeur). Her står Støjberg ud på alle parametre med de sukkerfri colaer og den nordjyske dialekt som ekstra krydderier.

Det utilpassede i forhold til det københavnske embedsmandsmiljø er – for nu at anvende marketingsprog – et Unique Selling Point. Og dertil et meget effektivt et, når man ser på Støjbergs personlige stemmetal.

Uanset om det var Støjberg eller hendes spindoktor Mark Thorsen, der fik ideen, passer kagen, der markerede 50 stramninger af udlændingelovgivningen, perfekt ind i denne markedsføring. For det første hører kager jo til fejringer, hvilket i sig selv kunne bringe Støjbergs politiske modstandere i det politiske miljø og de sociale medier i affekt. Intet er så effektivt i politisk mobilisering som at få modstanderne på banen.

“50” er for det andet et letforståeligt budskab. Prøv med “regeringen har i den forløbne periode successivt gennemført et antal reguleringer af integrationslovgivningen med det formål at begrænse indvandringen fra tredjelande” og se forskellen. I bedste fald får man billedet af Kristian Thulesen Dahl op for sit indre blik.

Hvis man som jeg er certificeret djøffer, vil man påpege at det er én ting at træffe politiske beslutninger. Det er en helt anden – og sværere – ting at omsætte dem til praksis. Og her kunne man spørge om strategien (hvor Støjberg ligger i forlængelse af samtlige regeringer siden 2001) med at omdanne integrationslovgivningen til et kludetæppe af uigennemskuelige regler egentlig er særlig hensigtsmæssig. Den kan i al fald give anledning til en del grå hår hos de embedsmænd og andre, der skal få lovgivningen til at fungere til daglig, og den er en vigtig del af forklaringen på de gentagne skandaler på området.

Djøfferen – med sit grå hår og mellemlederjakkesæt – ville påpege at en større, samlet reform med efterfølgende tid og ressourcer til implementering klart ville være at foretrække, hvis regeringen ville opnå sine substantielle politiske mål.

Her viser Støjbergs populistiske temperament sig: Det centrale kriterium for en politik eller et politisk udspil er om den mobiliserer vælgerne, ikke om den hjælper regeringen i det parlamentariske arbejde eller kan operationaliseres til effektiv forvaltning. Dette synes i øvrigt at være et generelt træk hos Støjberg – ikke kun på integrationsområdet.

En sidste bemærkning kan gælde sprogbrug og positioner. Støjberg og hendes støtter har konsekvent forsøgt at få slået navnet “Barnebrudskommissionen” fast i offentligheden. Det er ikke lykkedes, men det siger noget om den ideologiske verden, Støjberg færdes i.

Man skal ikke søge ret længe i det islamofobe univers på nettet for at finde ud af at henvisningen til Muhammeds ægteskab med den 13-årige Aisha er et gennemgående tema hos højreradikale debattører.

Nu var arrangerede ægteskaber med eller mellem børn – hvor ægteskabets seksuelle fuldbyrdelse blev udskudt til begge parter var kønsmodne – ikke ligefrem ukendte i den kristne verden langt op i tiden, men i den islamofobe version er det underforstået, at Muhammed var pædofil. Og i det hele taget fremstilles muslimske mænds seksualitet i dette miljø som grundlæggende perverteret – hvis man har lyst, kan man ud over Muhammed-historierne underholde sig med uendelige voldtægtshistorier med muslimske mænd i hovedrollen hos Den Korte “Avis” og tilsvarende kilder. Det er det segment, Støjberg mobiliserer.

Støjberg fremstillede – både i forbindelse med instruksen om at adskille asylansøgende par og hele vejen frem til nu – konsekvent indgrebet som rettet mod ældre mænd med barnebrude, og hun lagde sig dermed klart på linje med det højreradikale islamofobe miljø.

Og det er ikke kun i forbindelse med seksualitet at Støjberg fremstiller Muslimen (i bestemt ental og med stort forbogstav) som en dødbringende fare for det omgivende samfund. I forbindelse med Ramadanen har hun videregivet myten om at muslimske chauffører var til særlig fare for medtrafikanter eller mere eller mindre bevidst udsatte kollegaer for livsfare i produktionen.

Det er klassiske højreradikale temaer, som hun har ført fra internettets og andre islamofobe subkulturer ud i den politiske mainstream – og igen med stor personlig succes på vælgerarenaen.

Evidens spiller ingen rolle her – man kan komme med al den statistik og forskning om seksualitet, ægteskabsmønstre og generelle risici, man ønsker: Støjberg taler ind i en ældgammel frygt mod det fremmede og det anderledes hos den jævne befolkning uden tanke på de substantielle konsekvenser, og præsenterer sig selv som Folkets Sande Tribun.

Ser vi på sagen fra et djøf-perspektiv, kunne problemer med tvangsægteskaber og andre tilsvarende overgreb være identificeret og håndteret decentralt inden for de eksisterende juridiske og organisatoriske rammer. Men her glemmer man, at Støjbergs mål ikke var at forsvare flygtede kvinder, men at mobilisere Den Rene Danskhed. Den Urene Muslim var bare midlet.

Det var, ligesom frisuren, colaerne, tøjet, det nordjyske sprog, kagen og Ramadankronikkerne en forestilling beregnet på at skabe en effekt på vælgerarenaen. Problemerne opstår når vælgerarenaen støder sammen med den parlamentariske arena og det komplekse sæt af normer, som understøtter omsætningen af politiske beslutninger til praksis inden for retsstatens rammer.

Afsluttende kan man sige at der er nogle fascinerende paradokser forbundet med Støjberg og hendes position.

Hun er medlem af Venstre og fremtrædende Venstrepolitiker, men det er svært at forbinde hende med ideologisk liberale positioner. Måske er det snarere en blanding af tradition og anti-statslige holdninger, der har ført hende ind i og fastholdt hende i partiet? Venstre har dog også helt siden J.C. Christensens dage haft en klar kulturkonservativ strømning med stor opslutning i Vestjylland. Dermed bliver Støjbergs historie og vestjyske basis også en del af Venstres komplekse ideologiske tradition.

Endelig fremstår Støjberg på mange måder som et kunstprodukt (cola light må på alle parametre være den mest kunstige drik, man overhovedet kan forestille sig), samtidig med at hun præsenterer sig som repræsentant for Den Autentiske Sunde Danskhed. Måske er forklaringen at man skal se hendes både kvalitativt og kvantitativt bemærkelsesværdige forbrug af læskedrikken som en kontrær position i forhold til den kulturelle venstrefløjs prioritering af naturlighed, ikke mindst manifesteret gennem forbruget af økologiske fødevarer. (Økologisk livsførelse er også en forestilling – men her er vi ude i en ny blogpost, hvis vi skal gennem den diskussion)

Rotation

Nu er jeg ikke selv EL-menneske, så diskussionen i partiet om rotationsprincippet har ikke direkte relevans for mig, men der er alligevel nogle mere eller mindre generelle aspekter ved problematikken omkring Pernille Skippers politiske fremtid det kan være værd at se på.

Først og fremmest går kommentatorer i medierne ud fra at rotationsprincippet er et problem for EL: Hver gang partiet har fået opbygget en populær frontfigur, skal vedkommende træde tilbage. Antagelsen er at det svækker partiet – først og fremmest på vælgerarenaen, mens effekten på den parlamentariske arena er mindre klar.

Ser vi på motivationen bag rotationsprincippet handler det om at forhindre fremvæksten af en klasse af professionelle politikere og dermed sikre folkets repræsentation i kommunalbestyrelser, regionsråd, Folketing og Europa-Parlamentet.

Man kan stille spørgsmålstegn ved begge argumenter.

For det første synes skiftet mellem frontfigurer hidtil at være foregået uden større problemer for partiet. Pernille Rosenkrantz-Theil og Johanne Schmidt Nielsen har givet plads for de næste i rækken. Man kan tillægge at B90/Grüne (som dog nu kun anvender princippet på ledelsesniveau) heller ikke synes at lide under de regelmæssige lederskift. Problemerne har omvendt været større for Miljöpartiet i Sverige.

Man kan for det andet tillægge at en begrænsning på godt to valgperioder måske i virkeligheden svarer meget godt til den typiske karriere for valgte politikere. Pt har kun 63 af Folketingets medlemmer siddet over ni år i tinget, svarende til at de blev indvalgt første gang før valget 2011, så EL’s handicap i forhold til andre partier er i praksis begrænset. Dertil kommer at de fleste partiledere kun holder fem-ti år i rollen, selv om de naturligvis skal have en oplæringsperiode inden.

Skal man være en smule ondskabsfuld, kan man desuden pege på at EL’s politikere ikke nødvendigvis forsvinder fra fuldtidspolitikken, når de fratræder deres valgte opdrag: Organisationen kan beholde dem på andre måder. Vi har eksempler på folk der veksler mellem valgte opdrag og funktionærposter. Så EL har i praksis sine professionelle, men de fremtræder bare på en anden måde end i de fleste andre partier.

Rotationsprincippet kan omvendt i virkeligheden være en styrke for EL, fordi partiet ikke kan hvile på laurbærene: Organisationen er tvunget til løbende at satse på rekruttering og oplæring af nye politikere, fordi man ved at den nuværende gruppe har en udløbsdato.

Man kan her pege på KF som eksempel på hvad der sker når en partiorganisation forsømmer denne helt centrale opgave – de interne kampe i 1990’erne svækkede partiet, men eftersom der ikke stod en stærk ny generation klar til at tage over, blev partiet permanent svækket (i det mindste så permanent, som noget kan være i dansk politik).

Når alt er lagt sammen, er jeg dog også på nogle punkter skeptisk over for princippet om obligatoriske begrænsninger for hvor længe politikere kan sidde. Et grundlæggende princip i repræsentativt demokrati er således muligheden for at fravælge politikere, hvis politik eller præstationer man er utilfreds med. Her kan man ikke sanktionere en politiker der i forvejen er ude på (foreløbigt) sidste omgang.

Man kan endelig pege på at valgte politikere står over for et mægtigt administrativt apparat, som det kræver ekspertise at modstå. Dette kræver en betydelig teoretisk uddannelse – og praktisk erfaring, ikke mindst hos de ledende politikere, og her kan manglende erfaring vise sig som et handicap.

Bjarne Corydon – nogle perspektiver

Finansministre er sjældent elskede, men det hører dog til sjældenhederne at en finansminister er så hadet at han bliver genstand for et smædeskrift længe efter at han er afgået og har forladt politik. Denne præstation er lykkedes for Bjarne Corydon, hvis man skal tro anmeldelserne af en netop udkommet biografi.

Den danske politiske historie kender en hel del fremtrædende finansministre – vittigheden om at Poul Nyrup Rasmussen var statsminister i Mogens Lykketofts regering, var således et af de festligere indslag i 1990’ernes politiske historie. Så i en vis forstand var det store historiske sko Bjarne Corydon skulle udfylde, da han blev udnævnt til finansminister i Helle Thorning-Schmidts regering i 2011.

Man kan dertil lægge at Finansministeriet siden 1980’erne har placeret sig som den centrale aktør ikke alene i den statslige økonomi- og budgetstyring, men også i udviklingen og gennemførelsen af statslige policies. Posterne som finansminister og departementschef i Finansministeriet har de sidste 30-40 år været helt centrale i dansk politik, og det er derfor naturligt at den til enhver tid siddende finansminister er en kontroversiel person.

Bjarne Corydon tog imidlertid kontroverserne til et usædvanligt højt niveau, hvor man bedst kan sammenligne ham med Henning Christophersen og Mogens Lykketoft.

Christophersen stod dels bag omlægningen af den makroøkonomiske politik fra den traditionelt keynesianske, dels bag det første moderniseringsprogram, som markerede det begyndende skift til det, en senere tid har kaldt New Public Management. Det var ikke populært på venstrefløjen, men Christophersen kunne regne med støtte fra Det Radikale Venstre og resten af partierne i den borgerlige blok.

Lykketofts navn vil være forbundet med 1990’ernes aktive arbejdsmarkedspolitik – der også betød et opgør med fagbevægelsens traditionelle rolle og politik – og en forstærket satsning på NPM i den statslige og lokale offentlige forvaltning. Tegneren Roald Als havde en fest med at tegne Lykketoft som kapitalist af Joakim von And-typen: Det kunne være svært at se det klassisk socialdemokratiske i Lykketoft – hvis man da ikke lige var en Knud Heinesen.

Set i dette perspektiv er Corydon mindre overraskende: Meget af hans indsats som finansminister fremstår som en fortsættelse af det økonomisk-politisk paradigme, der blev etableret i Danmark og andre lande i 1980’erne. I mangel af mere præcise termer kan vi tale om nyliberalisme på det generelle niveau og New Public Management på det på det mere specifikke.

Vi kan også placere Corydon i en socialdemokratisk tradition, hvor troen på at man politisk kunne skabe en progressiv udvikling af økonomien og samfundet gennem rationel politikformulering og styring af implementeringen. Sandsynligvis ville socialdemokratiske koryfæer som Viggo Kampmann og Jens Otto Krag nikke anerkendende til en stor del af Corydons og Finansministeriets tilgang.

At Mogens Lykketoft har ytret sig kritisk til Socialdemokratiets politik i 2010’erne kan så virke en smule ironisk – udover såret forfængelighed kan man måske pege på at Lykketofts kritik peger på en konflikt mellem en generation der stadig orienterede sig mod den keynesianske arv og en generation der helt var vokset op i en nyliberal epoke.

Alligevel gik noget – for ikke at sige rigtig meget – galt. Man kan søge en del af forklaringen i at Corydon var en dårligt forberedt finansminister: Hans hidtidige karriere havde været som funktionær i det socialdemokratiske parlamentariske apparat, og han blev først valgt ind i Folketinget i 2011. Dermed savnede han parlamentarisk erfaring. Viggo Kampmann kom også sidelæns ind i landspolitikken, men fik i det mindste nogle år til at forberede sig på sin store indsats. Man bør ikke undervurdere den betydning, praktisk erfaring med forhandlinger på det højeste politiske niveau har, hvis man skal have succes som toppolitiker.

Dertil kom et personligt uheld: Corydon blev kun finansminister fordi Henrik Sass Larsen blev sat ud af spillet efter et forløb som endnu er dårligt undersøgt. Oprindeligt synes Corydon at have været tiltænkt en rolle svarende til Martin Rossens i Mette Frederiksens regering – dog placeret i regeringen.

Man kan overveje hvordan overenskomstforhandlingerne i 2013 var forløbet med en mere erfaren politiker i Finansministeriet. Regeringens udspil byggede på en finansministeriel styringslogik, men konflikten med folkeskolelærerne kunne have udviklet sig mindre giftigt med en højere grad af politisk fingerspidsfornemmelse for hvad der var muligt at gennemføre i kort og langt perspektiv.

Initiativet med trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedets parter – ellers en klassisk socialdemokratisk paradedisciplin – brød sammen, inden det var begyndt. En fatal fejl for en socialdemokratisk ledelse – også selv om man skal huske at Anker Jørgensen brugte det meste af sin tid som statsminister med at ligge i konflikt med LO.

I stedet havnede vi i perioden 2011-2015 i en situation hvor regeringen søgte at skyde sig igennem, hvor forhandlinger havde været en bedre strategi, og hvor Corydon ofte kom til at lyde som Finansministeriets – noget tonedøve – agent end som dets politiske leder.

Og måske minder Corydon mest af alt mere om 1960’ernes plagede finansministre end om Christophersen og Lykketoft, idet han dog ikke satte liv og helbred på spil. Et af problemerne i 1960’erne var at organisations- og politikforståelsen i det daglige arbejde var helt ude af takt med velfærdssamfundets krav – sagt lidt firkantet brugte man stadig 1920’ernes instrumenter til at styre 1960’ernes samfund.

Tilsvarende er spørgsmålet om ikke Corydon præsiderede over et forsøg på at løse 2010’ernes problemer med 1980’ernes instrumenter – omend 2010’ernes Finansministerium og styrelser naturligvis var langt mere sofistikerede teknisk end 1960’ernes.

Socialdemokratiet I: Retro

Socialdemokratiets linje under Mette Frederiksens formandskab rejser en række spørgsmål om de store venstrefløjspartiers strategier efter finanskrisen. I en række europæiske lande er socialdemokratierne i dyb krise – mest tydeligt Frankrig og Holland, hvor henholdsvis PS og PvdA har lidt valgnederlag der grænser til totale sammenbrud på vælgerarenaen, men også Tyskland hvor SPD efter et historisk dårligt valg i 2017 nu ligger klart under 20% i meningsmålingerne, og i Sverige hvor SAP efter fire år i opposition led et alvorligt nederlag ved valget i 2010 og hvor det historisk statsbærende parti ikke har været i stand til at forbedre sin position ved valgene i 2014 og 2018. Både i Tyskland og Sverige ser det i stedet ud til at medvinden for AfD og Sverigedemokraterna har givet den populistisk-højreradikale fløj en permanent stærk position i partisystemerne.

Sammenlignet med de nævnte lande fremstår Socialdemokratiet umiddelbart som en succeshistorie, idet partiet på vælgerarenaen har været i stand til at fastholde tilslutningen, ligesom det på den parlamentariske arena har været i stand til at danne regering efter valgene i 2011 og 2019. I modsætning til PS, PvdA og SPD er S altså en reel konkurrent for de borgerlige partier, når det gælder regeringsmagten.

Situationen er dog mere kompliceret hvis vi ser på Socialdemokratiets styrke i et historisk perspektiv: Resultatet ved 2019-valget var muligvis pænt i en europæisk sammenligning, men ligger i forlængelse af en række valg med historisk dårlige resultater. Grafen nedenfor viser, at S i 2010’erne ligger klart under de svage år i 1980’erne, så det kun er fordi de øvrige partier på venstrefløjen (SF og Enhedslisten) og rød blok (Radikale Venstre og Alternativet) har styrket deres position, at S har været i stand til at erobre regeringsmagten. Man kan i øvrigt bemærke at tilslutningen til de såkaldte arbejderpartier i 2010’erne ligger på niveau med, eller lidt under, tilslutningen i de første efterkrigsår.

Dette har imidlertid ikke forhindret S i at slå ind på en linje, der på mange måder kan kaldes Socialdemokratiet Classic – dvs. en linje hvor man skærer 1990’ernes og 2000-tallets “tredje vejs”-politik bort fra historien for i stedet at hævde en kontinuitet med 1960’ernes og 1970’ernes socialdemokratiske politik med fokus på traditionelle arbejdermiljøer.

Ideologisk kan strategien ses omsat i bøger skrevet af ledende socialdemokrater – mest tydeligt Mattias Tesfayes Kloge hænder og Velkommen Mustafa samt Kaare Dybvads Udkantsmyten og De lærdes tyranni.

De lærdes tyranni er fascinerende fordi den præsenterer et fjendebillede hvor højtuddannede storbyboer – her tænkes specielt på indbyggerne i København og omegn – sættes overfor provinsboer med erhvervsuddannelse. Selv om Dybvad i bogen plæderer for en traditionel arbejderlivsstil, er det således uddannelse snarere end økonomisk kapital der definerer den grundlæggende skillelinje i hans fortolkning af dansk politik. Det er Det Radikale Venstre, snarere end Venstre og Det Konservative Folkeparti, der fremstår som Socialdemokratiets hovedfjende på det politiske niveau, mens retorikken mod arbejdsgiverne, som ellers var central i arbejderbevægelsens retorik, forpasses til sidelinjerne.

Man kan tillægge at fokuseringen på arbejderlivsstilen også indebærer at det ikke bare er arbejderen men den mandlige arbejder, Dybvad fremhæver som det sociale forbillede – kvinderne dukker først op sent i bogen, og her uddannet og beskæftiget inden for traditionelle – kvindelige – omsorgsfag: Den produktive arbejder er mand, arbejder i traditionelle industri- og håndværksfag og bruger sin fritid på traditionelle foreningsbaserede sportsaktiviteter. Læser man De lærdes tyranni er det som om hele kvindefrigørelsen og opbruddet i de traditionelle kønsroller som har været en central drivkraft i den sociale og politiske udvikling i Danmark siden 1970’erne, aldrig har fundet sted i bogens univers.

Omvendt kan man se en kontinuitet fra den arbejderistiske strategi hos SF i Søvndal-æraen og fokuseringen på Blå Bjarner (sindbilledet på den mandlige arbejder der ønsker orden i økonomien, en udbygget social sikring for arbejdere, lov-og-orden-politik og stram udlændingepolitik, og som har stemt V eller DF i 2000-tallet) under den senere del af Helle Thorning Schmidts formandskab.

Flere elementer i Mette Frederiksens retorik som statsminister uddyber billedet. Kommentatorer undrede sig over den mørke tone i Mette Frederiksens åbningstale i oktober, hvor hun koncentrerede sig forhold der truede den danske idyl – jordbærstadet ved vejkanten blev her det centrale billede af en truet tillidskultur – snarere end om udvikling af det danske samfund. Talen havde træk man snarere ville forbinde med højrepopulister som Donald Trump eller Jimmie Åkesson, end klassisk socialdemokratisk fremskridtsoptimisme. Også her kan man se Frederiksens retorik som et forsøg på at tiltrække vælgere med en appel til traditionelle værdier og et løfte om at fastholde den sociale struktur eller genskabe tidligere tiders normer og strukturer.

Som en sidebemærkning kan man spørge om strategien er realistisk på langt sigt. Ser man fx på arbejdsmarkedsstatistikken, synes faldet i beskæftigelsen inden for industrisektoren at have bidt sig fast, selv efter at finanskrisens umiddelbare effekter er klinget af.

Tilsvarende kan man pege på at efterkrigstidens klassiske socialdemokratiske velfærdspolitik blev skabt i et – ikke altid konfliktfrit – samspil mellem Socialdemokratiet på den parlamentariske arena og DsF/LO-forbundene på den arbejdsmarkedspolitiske. Her er forholdet imidlertid det, at LO-forbundene siden 1990’erne er blevet svækket medlemsmæssigt, ligesom båndene mellem fagbevægelsen og partiet formelt er blevet kappet. Fusionen mellem LO og FTF – hvis medlemsorganisationer LO oprindeligt anså som en trussel mod arbejderbevægelsens enhed – kan ses som den foreløbige kulmination på en grundlæggende omkalfatring af arbejdsmarkedets organisatoriske struktur. Den traditionelle base er smallere og mere usikker i 2020’erne end i 1960’erne.

Endelig kan man fremhæve at den socialdemokratiske strategi op til 2019-valget byggede på en delvis udskiftning af partiets vælgerkorps: S vandt vælgere fra DF og V, men måtte også afgive vælgere til SF og RV. Sagt lidt firkantet ser det ud til at de Blå Bjarner erstattede de Røde Rosaer hos S.

Og dermed kommer vi til det, der kan være en afgørende forskel på 1960’ernes og 2020’ernes Socialdemokrati. Helt fra Staunings tid byggede Socialdemokratiets strategi på en forståelse af at partiet måtte tiltrække vælgere uden for de egentlige arbejdermiljøer – som på den tid ironisk nok var koncentreret i de større byer. Det var ved også at appellere til funktionærer og kvinder i og uden for erhverv at Socialdemokratiet blev til et folkeparti.

Mette Frederiksens Socialdemokrati ser ud til at gå i den modsatte retning med et fokus på mandlige arbejdere – partiet er altså mere et sektor- end et folkeparti. Man kan måske sammenligne med den historiske hovedmodstander Venstre, der traditionelt havde sin kerneidentitet som interesseparti for landbruget, koblet med forsøg på at tiltrække funktionærer og selvstændige i byerne.

Strategien kan give mening hvis vi ser på partisystemets struktur, for hvor dansk politik frem til 2001 var præget af et system hvor ét stort parti – Socialdemokratiet – stod over for nogle mellemstore borgerlige partier og en række mindre partier, er dynamikken i 2010’erne og 2020’erne anderledes. Det danske partisystem anno 2020 er måske ikke helt så fragmenteret som det hollandske, men fragmenteringen er – bortset fra situationen efter valget i 1973 – historisk høj, og der er ikke noget tydeligt dominerende parti.

Her kunne man se Socialdemokratiets strategi – hvor man vælger appellen til funktionærer og storbyboer fra – som et forsøg på at håndtere den systemiske kompleksitet – både på samfundsniveauet og det parlamentariske niveau.

Hvor det traditionelle Socialdemokrati søgte at reducere den sociale kompleksitet ved at rumme den i partiet, så opgaven med at integrere de forskellige sociale interesser i stor udstrækning lå internt i partiorganisationen, kan man se Retro-Socialdemokratiet som udtryk for en strategi hvor partiet søger at reducere den interne kompleksitet, så opgaven med at integrere de sociale interesse i højere grad kommer til at ligge eksternt på den parlamentariske arena.

DF’s overraskende sammenbrud ved først EP- og siden Folketingsvalget i 2019 betød at den socialdemokratiske ønskesituation, hvor partiet kunne maksimere sit politiske manøvrerum ved balancere en rød (SF, EL, RV) og en gul (SF, DF) flertalsmulighed, ikke lod sig realisere. Markus Knuths afhop fra Venstre sætter også grænser for brugen af kombinationen S-V. Her bliver det spændende at se konsekvenserne for Socialdemokratiets mulighed for at gennemføre den arbejderistiske politik i den tilbageværende del af valgperioden.

Mette Frederiksens parlamentariske grundlag

Jeg morer mig i anden sammenhæng med at se på Socialdemokratiets aktuelle politik under Mette Frederiksen. I den forbindelse lavede jeg en opdatering af en beregning over de danske regeringers parlamentariske grundlag (i Folketinget) siden 1915-grundlovens ikrafttræden.

Det er ikke så overraskende, at samlingsregeringerne under og umiddelbart efter besættelsen udgør det ene ekstrem med over 90% af mandaterne i Folketinget bag sig, mens Poul Hartlings V-regering (1973-1975) udgør det andet. Lars Løkke Rasmussens anden regering (2015-2016) var den næstsvageste målt i antal mandater siden 1918, mens Mette Frederiksens S-regering er den fjerdesvageste efter Hartling, Løkke Rasmussen II og Knud Kristensen (1945-1947).

Årstallene kan snyde lidt, men alle tre nævnte regeringer holdt kun i kort tid, idet Kristensens regering som den længst siddende lige netop passerede 24-månedersmærket. Løkke Rasmussen II holdt 17 måneder og Hartling godt 13 måneder. Det kan derfor blive spændende at se, hvor holdbar den nuværende regering viser sig at være.*

*Teknisk set betød dødsfald og partilederskift at regeringerne Hedtoft III, Kampmann I samt Krag IV og Jørgensen I blev meget kortvarige. Her var regeringens tekniske afgang dog ikke forårsaget af parlamentariske forhold – modsat situationen i 1950, hvor Hans Hedtoft trods en teoretisk set styrket parlamentarisk støtte valgte at afgå kort tid efter valget.

Medisterpølsen og den krænkede DF’er

De seneste udspil fra det kriseramte Dansk Folkeparti er interessante på flere måder. Et eksempel er det opslag, Peter Skaarup for nylig lavede på Facebook, hvor han beklager sig over en medisterpølse fra Aldi. Medisterpølsen følger blandt andet i sporet på klager fra forskellige aktører på det radikale højre over Ikeas vinterudsmykning, vinterboller fra Føtex og tilsvarende, men lad os se på opslaget (det er et screengrab, så man risikerer ikke at blive sporet af Facebook):

For nu at begynde med det nederste: Det virker mærkeligt at Skaarup siger at han ikke vil starte en konflikt, når vi har en serie af opslag fra DF’ere over temaet “vi må ikke sige jul, fordi muslimer”. Påstanden giver dog mening når man erindrer at Skaarup arbejder i et populistisk perspektiv, hvor han repræsenterer Folket (i bestemt ental), og dermed er den eneste som legitimt kan udtale sig i sagen. Med det udgangspunkt er det den der modsiger Skaarup, der skaber konflikten.

Så har vi et eksempel på det man på engelsk kalder “dog-whiste politics” i formuleringen. Skaarup nævner jo ikke muslimer nogen steder, blot at “det er for meget med de hensyn man skal tage”. Man behøver dog ikke være specielt indviet for at regne ud, at hans påstand er at Aldi ikke sælger julemedisterpølser for ikke at støde muslimer.

Der er så en logisk fejlslutning i Skaarup argument, fordi medisterpølsen indeholder svinekød, som jo er tabu for muslimer. Vi må trods alt antage at hvis en muslim kan læse deklarationen “Vintermedister”, så kan hun nok også læse indholdsdeklarationen. Her har krænkelsesfølelsen vundet over logikken hos Skaarup.

Her må vi lige hæve blikket fra køledisken og se mere generelt på den aktuelle DF-kampagne. Den er nemlig ikke specielt dansk, men en aflægger af den kampagne demagoger på den ekstreme højrefløj i USA har ført de seneste cirka 20 år, med påstanden om at liberale, multikulturelle eliter (her har vi tre af de værste skældsord i DF-universet samlet) konspirerer om at underminere kristne, amerikanske traditioner.*

Der er nogle problemer med argumentet: For det første skal man finde bevis for at julen som sådan er trængt ud af den offentlige sfære i USA, og for det andet at den yderste venstrefløj succesfuldt har konspireret med dybt kapitalistiske foretagener. Tanken om en multikulturel marxistisk-kapitalistisk konspiration mod Folket er forresten hentet fra det tidlige 1900-tals antisemitiske tankegods, men i det hele taget er det svært at finde eksempler på større protester mod markedsføring af juleting i USA eller Danmark. Om noget er perioden op mod jul blevet mere kommercialiseret de seneste 20 år.

Nogle vil sikkert pege på den amerikanske brug at formuleringerne “Season’s greetings” og “Happy Holidays” som et eksempel på islams og hele den skadelige multikulturalismes infektion af offentligheden, men udtrykkene stammer nu tilbage fra den viktorianske tidsalder. Igen er det snarere massekonsumptionens logik end noget andet, vi skal bruge som forklaring.

Og dermed er vi tilbage ved vintermedisteren, vinterbollen og vinterudsmykningen. Ser man på medisterpølsens indholdsdeklaration, er det faktisk svært at se hvad der adskiller den fra en almindelig medisterpølse. Vinterbollen erstatter ikke julebollen, men er et selvstændigt produkt. Og Ikea motiverer navngivningen af kollektionen Vinterfest med at kunderne så kan bruge tingene uden for december måned.

Det fælles træk er kort og godt forsøg på at skabe nye markeder – præcis som vi i de senere årtier har set skabelsen af nye “traditioner”, hvis funktion først og fremmest er at få os til at forbruge mere. Tænk på den efterhånden etablerede Hallowe’en, Black Friday og senest Singles’ Day. Hvis noget udfordrer julen, er det snarere en amerikansk inspireret kommercialisme. (Forresten er julesweatre åbenbart årets nye hit – og med tanke på hvad vi efterhånden ved om modeindustriens belastning af miljøet lokalt og globalt kunne man spørge om det er særligt hensigtsmæssigt at promovere tøj der kun bruges en kort tid, og måske kun et enkelt år).

Peter Skaarups og de øvrige højrefløjsdebattørers kampagne rejser dog yderligere et vigtigt spørgsmål, nemlig om identitetspolitik og krænkelsesparathed i dansk politik. I den almindelige debat – især i borgerlige avisers debatsektioner – kobles identitetspolitik og angivelig krænkelsesparathed med venstreorienterede og – endnu værre – multikulturelle standpunkter, men hvis vi ser på hvilke politisk indflydelsesrige aktører i Danmark, der bygger på et identitetspolitisk fundament og som anvender henvisninger til krænkelser som det af deres agitation, står Dansk Folkeparti som pragteksemplet.

Den højt besungne værdipolitik, som har domineret dansk politik siden årtusindskiftet, er netop identitetspolitik – med et formål at ekskludere individer, der ikke fuldt ud tilhører et påstået dansk folkefælleskab – og man vil kunne finde mange eksempler på DF’ere der giver udtryk for at være krænkede eller forulempede, når de møder fænomener uden for deres kulturelle referenceramme. Her er det ikke kun muslimer, der vækker DF’ernes krænkelsesparathed: Tænk fx. på partiets tidligere leder Pia Kjærsgaard, der i foråret klagede over at der var for mange bøsser i det Europæiske Melodigrandprix. Behovet for at være krænket ligger dybt i DF-kulturen og den øvrige højrefløjskultur, og den er ikke et specielt dansk fænomen.

PS: Vi finder også krænkelsesparatheden andre steder på den danske højrefløj end hos DF. Sidste jul havde Venstrepolitikere travlt med at flashe hamburgerrygge og medisterpølser på de sociale medier i deres kamp mod den angivelige islamisering, og V-MF’eren Mads Fuglede stillede sig helt bag Peter Skaarup i angrebet på Ikea. Inger Støjbjergs åbne og skjulte angreb på muslimer vil være velkendte.

Løkke som kongekobra: En stolt Venstretradition?

Altingets Jakob Nielsen diskuterede i en tråd på Twitter hvordan man skulle vurdere Lars Løkke Rasmussens indsats som statsminister og politisk leder i perioden 2015-2019. Han endte med, blandt andet med henvisning til at Venstres fremgang ved valget skete på bekostning af DF og LA, at karakterisere Løkke som en kongekobra – en giftslange der blandt andet lever af at spise mindre slanger. Spørgsmålet er dog om Løkke er helt enestående blandt Venstreledere, når vi ser på historien.

I den nyere historie kan man pege på konflikterne mellem V og KF i Poul Schlüters regeringstid, hvor Uffe Ellemann-Jensen og Anders Fogh Rasmussen præsenterede Venstre som “regering og opposition” på samme tid. Ellemann-Jensen og Fogh har ganske vist senere talt om profileringen som et forsøg på at undgå at regeringerne stillede sig tilfreds med status quo, men der er ingen tvivl om at den konservative ledelse så på Venstre-ledelsens optræden som grænsende til illoyalitet over for den større regeringspartner.

Den konservative skepsis over for Venstre havde blandt andet sin rod i at V under Henning Christophersen i 1978 saboterede det fremvoksende firkløversamarbejde ved at indgå i forhandlinger og senere et decideret regeringssamarbejde med Socialdemokratiet. Det tog nogle år efter SV-regeringens sammenbrud inden de tre øvrige partier for alvor var parate til at genoptage samarbejdet – denne gang under ledelse af et styrket konservativt parti.

Går vi nogle år længere tilbage, vandt Poul Hartling en af V’s største valgsejre i 1975, hvor partiet næsten fordoblede sin vælgertilslutning. Observatører kunne imidlertid ikke undgå at bemærke at sejren entydigt var vundet på bekostning af de øvrige borgerlige partier, idet KF led endnu et alvorligt nederlag, ligesom CD var tæt på at blive udslettet ved sit andet valg. Processen efter valget var ganske vist tæt på at lede til en firkløverregering, men følelserne og relationerne mellem de borgerlige partier var kølige efter 1975-valget. I 1977 tabte Hartling i øvrigt hele det vundne igen, hvilket næppe ledte til dyb sorg hos de øvrige borgerlige partier.

Valget i 1947 var endnu et eksempel på en Venstre-sejr der blev vundet på samarbejdsparternes bekostning: Knud Kristensen udnyttede en nationalistisk bølge og en alvorlig konservativ splittelse til at sikre en kraftig fremgang til sit parti. At fremgangen så viste sig at være uanvendelig politisk og at Venstre også her tabte hele det vundne ved næste valg, hører med til historien.

Går vi 18 år længere tilbage i historien, er giftgasvalget i 1929 måske det som har sat sig de længste aftryk i dansk politisk historie. Her tabte Venstre ganske vist både regeringsmagten og stemmeandele og mandater, men forhistorien var statsminister Thomas Madsen-Mygdal negligering af det konservative støtteparti. Resultatet af selvovervurderingen hos Venstre-ledelsen blev 11 års socialdemokratisk-radikalt styre.

Sammenfattende kan man pege på at Løkke i 2019 skrev sig ind i en lang tradition hos Venstre-ledere for at underminere samarbejdspartnerne i den borgerlige blok til fordel for kortsigtede vælgermæssige gevinster. Der synes altså at være noget mere end blot personlige egenskaber på spil: Partikulturen hos Venstre er også en del af historien.

PS: Man kan også finde eksempler på Venstre-ledere der har været mere forsigtige. Den snu Erik Eriksen forstod at vejen til mere stabil borgerlig indflydelse gik gennem et samarbejde med de konservative. Eriksens problem i 1950’erne bestod i at Det Radikale Venstre endnu var kraftig modstander af konservativ regeringsdeltagelse.

Højrepopulister og værdipolitisk venstre efter valget 5/6

En lille opsamling på det danske partisystems fløje efter valget. Den helt store overraskelse var Dansk Folkepartis tab af stemmer, som begyndte omkring nytår og accellererede frem til valgdagen. Tabet viste sig at blev så stort at DF fik sit dårligste valg siden 1998, og de nye partier Nye Borgerlige, Stram Kurs og Klaus Riskjær Petersen kunne ikke gøre op for DF’s tab. Man kan bemærke at SK underpræsterede noget sammenlignet med en hel del målinger før valget, der forudså at partiet ville komme over 2%-spærregrænsen.

Set under et står den højrepopulistiske fløj dog stadig forholdsvis stærkt med et samlet resultat der var på niveau med DF’s valgresultater i 00’erne. Fragmenteringen og den manglende repræsentation af SK og KRP indebærer dog at fløjen kommer til at stå noget svagere. Der er også et stykke vej ned til resultaterne fra perioden 1984-1994, hvor Fremskridtspartiet bortset fra valget i 1988 stod forholdsvis svagt.

Ser vi på det værdipolitiske venstre, er historien anderledes entydig: De fire partier står historisk stærkt trods valgnederlaget til Alternativet. Her bør man på den anden side heller ikke overdrive deres styrke, idet partier der grundlæggende er positive over for en mere lempelig flygtninge- og integrationspolitik kun har støtte fra lidt over en fjerdedel af vælgerkorpset. Der er dog paralleller med situationen efter valget i 2011 hvor det værdipolitiske venstre dels fik et historisk godt valg, dels samlet blev større end Socialdemokratiet.