Løkke som kongekobra: En stolt Venstretradition?

Altingets Jakob Nielsen diskuterede i en tråd på Twitter hvordan man skulle vurdere Lars Løkke Rasmussens indsats som statsminister og politisk leder i perioden 2015-2019. Han endte med, blandt andet med henvisning til at Venstres fremgang ved valget skete på bekostning af DF og LA, at karakterisere Løkke som en kongekobra – en giftslange der blandt andet lever af at spise mindre slanger. Spørgsmålet er dog om Løkke er helt enestående blandt Venstreledere, når vi ser på historien.

I den nyere historie kan man pege på konflikterne mellem V og KF i Poul Schlüters regeringstid, hvor Uffe Ellemann-Jensen og Anders Fogh Rasmussen præsenterede Venstre som “regering og opposition” på samme tid. Ellemann-Jensen og Fogh har ganske vist senere talt om profileringen som et forsøg på at undgå at regeringerne stillede sig tilfreds med status quo, men der er ingen tvivl om at den konservative ledelse så på Venstre-ledelsens optræden som grænsende til illoyalitet over for den større regeringspartner.

Den konservative skepsis over for Venstre havde blandt andet sin rod i at V under Henning Christophersen i 1978 saboterede det fremvoksende firkløversamarbejde ved at indgå i forhandlinger og senere et decideret regeringssamarbejde med Socialdemokratiet. Det tog nogle år efter SV-regeringens sammenbrud inden de tre øvrige partier for alvor var parate til at genoptage samarbejdet – denne gang under ledelse af et styrket konservativt parti.

Går vi nogle år længere tilbage, vandt Poul Hartling en af V’s største valgsejre i 1975, hvor partiet næsten fordoblede sin vælgertilslutning. Observatører kunne imidlertid ikke undgå at bemærke at sejren entydigt var vundet på bekostning af de øvrige borgerlige partier, idet KF led endnu et alvorligt nederlag, ligesom CD var tæt på at blive udslettet ved sit andet valg. Processen efter valget var ganske vist tæt på at lede til en firkløverregering, men følelserne og relationerne mellem de borgerlige partier var kølige efter 1975-valget. I 1977 tabte Hartling i øvrigt hele det vundne igen, hvilket næppe ledte til dyb sorg hos de øvrige borgerlige partier.

Valget i 1947 var endnu et eksempel på en Venstre-sejr der blev vundet på samarbejdsparternes bekostning: Knud Kristensen udnyttede en nationalistisk bølge og en alvorlig konservativ splittelse til at sikre en kraftig fremgang til sit parti. At fremgangen så viste sig at være uanvendelig politisk og at Venstre også her tabte hele det vundne ved næste valg, hører med til historien.

Går vi 18 år længere tilbage i historien, er giftgasvalget i 1929 måske det som har sat sig de længste aftryk i dansk politisk historie. Her tabte Venstre ganske vist både regeringsmagten og stemmeandele og mandater, men forhistorien var statsminister Thomas Madsen-Mygdal negligering af det konservative støtteparti. Resultatet af selvovervurderingen hos Venstre-ledelsen blev 11 års socialdemokratisk-radikalt styre.

Sammenfattende kan man pege på at Løkke i 2019 skrev sig ind i en lang tradition hos Venstre-ledere for at underminere samarbejdspartnerne i den borgerlige blok til fordel for kortsigtede vælgermæssige gevinster. Der synes altså at være noget mere end blot personlige egenskaber på spil: Partikulturen hos Venstre er også en del af historien.

PS: Man kan også finde eksempler på Venstre-ledere der har været mere forsigtige. Den snu Erik Eriksen forstod at vejen til mere stabil borgerlig indflydelse gik gennem et samarbejde med de konservative. Eriksens problem i 1950’erne bestod i at Det Radikale Venstre endnu var kraftig modstander af konservativ regeringsdeltagelse.

Højrepopulister og værdipolitisk venstre efter valget 5/6

En lille opsamling på det danske partisystems fløje efter valget. Den helt store overraskelse var Dansk Folkepartis tab af stemmer, som begyndte omkring nytår og accellererede frem til valgdagen. Tabet viste sig at blev så stort at DF fik sit dårligste valg siden 1998, og de nye partier Nye Borgerlige, Stram Kurs og Klaus Riskjær Petersen kunne ikke gøre op for DF’s tab. Man kan bemærke at SK underpræsterede noget sammenlignet med en hel del målinger før valget, der forudså at partiet ville komme over 2%-spærregrænsen.

Set under et står den højrepopulistiske fløj dog stadig forholdsvis stærkt med et samlet resultat der var på niveau med DF’s valgresultater i 00’erne. Fragmenteringen og den manglende repræsentation af SK og KRP indebærer dog at fløjen kommer til at stå noget svagere. Der er også et stykke vej ned til resultaterne fra perioden 1984-1994, hvor Fremskridtspartiet bortset fra valget i 1988 stod forholdsvis svagt.

Ser vi på det værdipolitiske venstre, er historien anderledes entydig: De fire partier står historisk stærkt trods valgnederlaget til Alternativet. Her bør man på den anden side heller ikke overdrive deres styrke, idet partier der grundlæggende er positive over for en mere lempelig flygtninge- og integrationspolitik kun har støtte fra lidt over en fjerdedel af vælgerkorpset. Der er dog paralleller med situationen efter valget i 2011 hvor det værdipolitiske venstre dels fik et historisk godt valg, dels samlet blev større end Socialdemokratiet.

Blokkene ved EP-valget

Lidt sjov med blokkenes status efter EP-valget søndag. Først rød og blå blok med modstanderbevægelserne (Folkebevægelsen og Junibevægelsen) som en selvstændig blok – også selv om de to lister nok fik flest vælgere fra EU-modstandere i rød blok.D7kZgb_W4AACE6J

Så opdelt efter tilhænger- og modstanderpartier, med den lille krølle at Liberal Alliance i 2015 anbefalede et nej til forslaget om at erstatte retsforbeholdet med en tilvalgsordningD7kZgb9WsAEAwSj

Status for højrepopulister og værdipolitisk venstre

Opdaterede diagrammer med udgangspunkt i det seneste Berlingske Barometer.

DF står nu til sit dårligste valg siden 1998. Tilkomsten af KRP, NB og SK kan ikke gøre op for DF’s tab, så vi ser både en fragmentering og en splittelse af det populistiske højre. Set som gruppe er partierne svagere end i 2015, men stærkere end ved øvrige valg i perioden 1990-2011.

For det værdipolitiske venstre er forholdet det, at de fire partier nu netop er større end S.

Det værdipolitiske venstre

I den politiske debat – og analyser af dansk politik – har Dansk Folkeparti de sidste 15-20 år fremstået som omdrejningspunktet i dansk politik, selv om partiet på de såkaldt “værdipolitiske” temaer rent faktisk indtager en ekstrem position, og selv om dagsordenen for partiets vælgere afviger tydeligt fra de øvrige partiers vælgeres dagsorden ved dens entydige fokus på indvandring og integration. Dette gælder også selv om partiet de seneste år har fået konkurrence fra højre side fra Nye Borgerlige. DF har så at sige været i stand til at definere sig som “the new normal”.

En vigtig del af forklaringen er naturligvis at DF har trukket vælgere fra S og dermed har gjort det muligt for højrefløjen ledet af Venstre at dominere dansk politik siden 2001. Valget i 2015 rejste også spørgsmålet om hvor grænsen for DF’s tiltrækningskraft gik, selv om 2015-valget også var præget af at DF nu begyndte at kannibalisere blandt blå bloks vælgere, så V og KF nu var udsat for direkte konkurrence fra deres parlamentariske samarbejdspartner.

På samme måde som DF er blevet defineret som normalen, er det værdipolitiske venstre blevet defineret som afvigerne, der mest af alt er interessante fordi de kan forstyrre S’ forsøg på at lægge sig så tæt op ad DF som muligt i indvandrings- og integrationspolitikken. Derudover beskriver medierne netop gerne partierne som repræsentanter for en idealistisk (dvs. urealistisk) venstrefløj der ligger langt fra den politiske midte.

Men hvor stort er mindretallet? Tager man udgangspunkt i de politiske partier, er det ikke helt let at afgøre, men Enhedslisten og Radikale Venstre (så forskellige de nu er på den socioøkonomiske dimension) hører helt klart til i gruppen. Lidt forenklet kan man sige at partierne i rød blok minus S kan klassificeres som et værdipolitisk venstre, og går vi lidt tilbage i tiden, blev det nu hedengangne CD i 1990’erne set som repræsentant for en grøn borgerlighed – der i øvrigt helt synes at være forsvundet efter årtusindskiftet.

Tager vi det som udgangspunkt, får vi, at partierne på den værdipolitiske venstrefløj siden valget i 1990 har fået mellem 15 og 20% af stemmerne ved folketingsvalg. Man kan som sagt diskutere CD’s position – partiet ville i 1998 og 2001 støtte en V-ledet regering – ligesom Preben Møller Hansens Fælles Kurs i sin tid næppe udmærkede sig ved indvandrerpositive standpunkter. Men selv med dette forbehold er den værdipolitiske venstrefløj faktisk lige så stor som DF, selv ved 2015-valget.

Det kan yderligere være værd at bemærke at det der kendetegnede 2011-valget, og som sandsynligvis kommer til at kendetegne 2019-valget, er at S vinder regeringsmagten med hjælp fra en styrket værdipolitisk venstrefløj. I 2011 fik partierne, bla. takket være EL’s og RV’s gode valg, lidt over 25% af stemmerne, og i det aktuelle Berlingske Barometer står partierne også til en fremgang.

Nu udmærkede 2011-valget sig ved at være det hidtil eneste valg i 2000-tallet, hvor indvandring ikke stod øverst eller næstøverst på dagsordenen, og det samme kommer sandsynligvis til at gælde 2019-valget, men partiernes standpunkter mht. en række sociokulturelle temaer er i al fald velkendte.

Det korte af de lange er, at det værdipolitiske venstre på den ene side udgør et mindretal blandt vælgerne, men det er på den anden side ikke et marginalt mindretal. Det er ganske vist fordelt på fire meget forskellige partier i 2019 (EL, Å, SF, RV), men det er som blok betragtet på størrelse med eller større end det ekstreme højre.

Et kig på valgresultater og barometre peger på et andet interessant forhold. I 1990 var S entydigt storebroderen i forhold til den værdipolitiske venstrefløj, men efterhånden er magtbalancen skiftet, så fordelingen af stemmer mellem S og de værdipolitiske venstrefløjspartier er gået fra at være 2/3 til 1/3 til at være 50-50. Det kan give S’ nuværende strategi om at handle ud fra en forestillet styrkeposition nogle alvorlige udfordringer i det kommende Folketing

Berlingskes artikel om S’ integrationspolitiske strategi

DR’s oversigt over vælgervandringer 2015-2019

DF’s krise

I opløbet til valgkampen er der stort fokus på DF’s dårlige præstationer i meningsmålingerne, hvor partiet står til at miste mange vælgere (og mandater) sammenlignet med folketingsvalget i juni 2015. Af rapporteringen kan man få indtrykket at DF befinder sig i en dyb krise.

Ser man opbakningen til DF i et lidt længere perspektiv, er billedet noget mere blandet: Det aktuelle Berlingske Barometer (7/4 2019) har partiet på 14,4% af stemmerne, hvilket faktisk er over partiets resultat i samtlige valg fra 1998 til 2011. Lægger man Nye Borgerliges og Klaus Riskjær Petersens stemmer oveni, er de højrepopulistiske partier desuden kun et par procentpoint svagere end i 2015. DF’s krise skal altså forstås med udgangspunkt i partiets usædvanligt gode valgresultat i 2015.

Alt er dog ikke fryd og gammen: Et kraftigt tab af stemmer er aldrig godt for en partiledelse, ligesom fragmenteringen af højrefløjen også kan have effekter på partisystemet som helhed. En parallel kunne her være Holland hvor Geert Wilders’ PVV nu er udsat for kraftig konkurrence fra Thierry Baudets FvD.

Endelig kan man pege på at DF’s nedgang ikke nødvendigvis stopper ved de 14,4%. Oversigter over tendenserne i meningsmålingerne peger på at DF – i øvrigt ligesom V – er inde i en nedgangsperiode der begyndte i efteråret, og spørgsmålet er om nedgangen bliver bremset eller fortsætter frem til valget.

Vestager II?

En løbende historie i danske (og i nogen udstrækning europæiske) medier er Margrethe Vestagers chance for at få en anden periode som dansk europakommissær. Af og til diskuteres også muligheden for at Vestager kunne blive kommissionsformand som ALDE-repræsentant.

Historien maner til forsigtighed på Vestagers vegne. Ser vi på de danske kommissærer siden 1973, ser listen således ud

  • Finn Gundelach (up), 1973-1981
  • Poul Dalsager (S), 1981-1985
  • Henning Christophersen (V), 1985-1995
  • Ritt Bjerregaard (S), 1995-1999
  • Poul Nielson (S), 1999-2004
  • Mariann Fischer Boel (V), 2004-2010
  • Connie Hedegaard (KF), 2010-2014
  • Margrethe Vestager (RV), 2014-2019

Det første vi kan notere, er, at Finn Gundelach og Henning Christophersen er de eneste danske kommissærer som er blevet genudnævnt. En grund er naturligvis, at regeringerne i flere tilfælde har skiftet farve mellem kommissærudnævnelserne – dette gælder skiftet Dalsager/Christophersen, Christophersen/Bjerregaard, Nielson/Boel og Hedegaard/Vestager.

Med undtagelse af Finn Gundelach har kommissærerne alle haft baggrund i et af de aktuelle regeringspartier, og sammen med Ritt Bjerregaard den eneste kommissær som ikke var medlem af regeringen på tidspunktet for udnævnelsen. Strengt taget udgør Henning Christophersens sidste kommissærperiode en anomali, men det var her forudsat at Delors III kun ville sidde til det nyvalgte Europa-Parlament kunne bekræfte en tiltrædende kommission efter reglerne i Maastrichttraktaten.

Bjerregaard/Nielson og Boel/Hedegaard repræsenterer således skift inden for regeringskoalitionen, mens Gundelach døde i embedet, hvorefter Poul Dalsager overtog kommissærposten.

Gundelach repræsenterer som sagt undtagelsen fra reglen om at kommissæren findes blandt politikere med ministererfaring. I 1973 var han dog en af de danske diplomater der havde størst indsigt i EF-maskineriet. Den daværende socialdemokratiske markedsminister Ivar Nørgaard kunne måske teoretisk have været et politisk alternativ til Gundelach.

Listen afslører imidlertid også at det ikke er helt usædvanligt at kommissærposten er gået til regeringens juniorpartner – det gælder Christophersen, Hedegaard og Vestager.

Hvis vi går ud fra at de nuværende tendenser i meningsmålingerne holder frem til valget i maj eller juni, får Danmark en socialdemokratisk ledet regering, og dermed kan vi forudsige at den næste danske kommissær kommer fra et af partierne S, RV, SF, EL eller Å. Dermed er det første kriterium for en genudnævnelse af Vestager opfyldt.

Normalt vil det næste kriterium være at kommissæreren kommer fra et af regeringspartierne, og her har S på,forhånd erklæret at partiets mål er at danne en ren S-regering. Bliver det udfaldet af regeringsdannelsen, synker Vestagers chancer naturligvis til noget nær nul.

Kommissærposten kunne dog komme i spil hvis regeringsdannelsen trods alt ender i en koalitionsregering hvor RV og måske oven i købet SF indgår – det er mindre sandsynligt at EL og Å indgår i en regering, og EL er ikke del af den europapolitiske koalition. Selv om kommissæren ikke repræsenterer Danmark, tæller posten alligevel på linje med en ministerpost, og i det tilfælde kunne en genudnævnelse af Vestager indgå som led i en aftale mellem S og RV, idet det som sagt ikke er usædvanligt at juniorpartneren stiller med kommissæren. Her er vi inde på mere usikkert territorium, hvor meget afhænger af forløbet af regeringsforhandlingerne.

Vestagers chancer som kommissionsformand vurderer jeg som små: Vestager repræsenterer ALDE og Spitzenkandidat-systemet giver de kristelige demokrater/EPP en strukturel fordel ved udpegningen af kommissionens formand, ligesom de danske undtagelser vil stille Vestager i en akavet position på flere, centrale politikområder.

Valgets dagsorden

Den radikale leder Morten Østergaards udspil hvor han gjorde et socialdemokratisk tilbagetog med hensyn til det såkaldte paradigmeskifte til en betingelse for at støtte en socialdemokratisk regering efter valget, har fået borgerlige kommentatorer til at håbe på at Østergaard og de radikale – efter at den første debat mellem Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen udmærkede sig ved slet ikke at berøre området – får bragt udlændingespørgsmålet tilbage på toppen af den politiske dagsorden.

Tanken er at V og DF så at sige har sejret sig ihjel ved efter at S har lagt sin udlændinge- og integrationspolitik så tæt op ad DF som muligt. Dermed er udlændingepolitikken forsvundet som parameter i konkurrencen mellem blokkene, idet et skift fra V til S ikke ville have nogle konsekvenser på flygtninge- og integrationspolitikken. Pres fra specielt R og EL ville derimod kunne trække S i en mere liberal retning, hvilket kan få vælgere til at flytte sig tilbage fra S til DF.

Det der taler for argumentet er at S har flyttet sig i retning af DF’s positioner på området – mere skeptiske observatører vil dog påpege at S’s strategi fx på spørgsmålet om kontanthjælpsloftet mest af alt består i at skyde problemstillingen foran sig. Vi kan også se at der har været en bevægelse af vælgere fra DF og – i mindre udstrækning V – til S, og denne bevægelse er sandsynligvis accelereret siden årsskiftet. Endelig er det et faktum at det er fokuseringen på udlændinge- og integrationspolitik der kendetegner DF’s vælgere.

Mod argumentet taler at sundhedspolitik samt klima- og miljøpolitik er klatret op på den politiske dagsorden, og dette er området hvor V og DF står svagere. Interessant nok synes V at have tabt ejerskabet til sundhedspolitikken, hvilket ellers var en meget vigtig medvirkende faktor til at partiet manifesterede sig som det ledende parti i 00’erne – forslaget til sundhedsreform har intet gjort for V’s og DF’s støtte i opinionsmålingerne.

De borgerlige strateger og debattører må sætte deres lid til at der skal ske noget højst usædvanligt i dansk politik, nemlig at den politiske dagsorden ændrer sig grundlæggende med en måneds varsel. Dette er mig bekendt ikke sket tidligere, ligesom beregninger af bevægelser i opinionsmålinger antyder at blå bloks chance for at generobre flertallet, også selv om Løkke skyder afholdelsen af valget så langt det går, er yderst små.

Et yderligere problem for den borgerlige side er konflikterne mellem V, DF og KF på den ene side og LA samt det ubekendte kort NB på den anden. Der er et segment på 5-10% af vælgerne (altså 10-20% af de borgerlige vælgere) som det er svært for de etablerede partier på den borgerlige side (her minus LA) at mobilisere og integrere i en stabil regeringsdannelse. Hvis Mette Frederiksen har problemer med at holde den røde koalition sammen, gælder det i lige så høj grad for Lars Løkke Rasmussen.

Link:

Altingets måling af vælgernes dagsorden, december 2018

Erik Gahner Larsens index af meningsmålinger

DR Nyheders beregning af vælgervandringer

Hans Redder/TV2 om mulighederne for at flytte vælgere

Hvor lang tid kommer det til at tage at danne en dansk regering?

Traditionelt har danske regeringsdannelser været kortvarige affærer. Sagaen om det Sorte Tårn i 2011 illustrerer dette på bedste vis, idet forhandlingerne om dannelsen af Helle Thorning-Schmidts første regering stod på i 16 dage, hvilket generelt blev tolket som udtryk for en større regeringskrise. Der var den sandhed i tolkningerne, at RV under ledelse af Margrethe Vestager kørte en meget hård forhandlingslinje, hvis formål ikke mindst var at minimere SF’s indflydelse på regeringens økonomiske politik, men i international sammenligning fremstod regeringsdannelsen ikke som specielt langtrukken.

Valget i 2015 resulterede i en mere traditionel proces hvor Lars Løkke Rasmussen efter et par dronningerunder dannede en smal V-regering, der efter det dramatiske forløb om finansloven i efteråret 2016 noget overraskende blev udvidet med LA og KF. Man kan dog sige at V-regeringen var en afvigelse fra normen siden 1982, hvor alle regeringer frem til 2015 har været koalitioner af to til fire partier – dertil kommer at kun Poul Nyrup Rasmussens første regering (1993-1994) rådede over et flertal i Folketinget, mens alle andre regeringer har været minoritetskoalitioner.

Når regeringsdannelsen i Sverige har trukket ud efter valget i september 2018, er en af forklaringerne at de borgerlige partier stadig kæmper med at finde en strategi over for Sverigedemokraterne: Skal man fortsætte isolationen af SD eller acceptere partiet som grundlag for en borgerlig regering? Her kan man påpege at de danske partier i højere grad har villet og kunnet integrere fløjpartier i regeringsdannelsen – forholdet mellem S og Enhedslisten kan dog stadig diskuteres, men S har dog regnet EL’s mandater med i forbindelse med regeringsdannelser, ligesom partiet er indgået i aftaler om finansloven. DF har siden 2001 været en fast del af de borgerlige regeringers parlamentariske grundlag, men i forbindelse med valget i 2019 kan de borgerlige partier blive stillet over for spørgsmålet om hvordan de skal forholde sig til det højreekstreme Nye Borgerlige, hvis partiet opnår repræsentation i Folketinget.

Ser vi på de aktuelle indeks over meningsmålinger – Berlingskes Barometer fra 16/12 og den aktuelle Poll of Polls (fra 17/12) – synes centrum-venstre at have efter en danske forhold klar fordel. Teknisk set kan man regne KD som del af den blå blok, men partiet er langt fra at passere spærregrænsen, hvorimod indeksene har Nye Borgerlige i Folketinget.

Omregnet til mandater ser de aktuelle indeks sådan ud, idet de nordatlantiske mandater er placeret uden for de danske blokke. I 2015 resulterede valgene på Færøerne og i Grønland forresten i fire “røde” mandater.

Umiddelbart synes spørgsmålet om regeringsdannelsen efter 2019-valget at være afgjort til Socialdemokratiets og Mette Frederiksens fordel, men der er komplikationer, selv hvis S kan vælge mellem et S-EL-RV-SF-Å- og et S-DF-SF-flertal.

Lad os først antage at den blå blok (inklusive NB) uanset de aktuelle meningsmålinger får held til at vinde flertallet. Her kan NB pege på Lars Løkke Rasmussen som forhandlingsleder ved den første dronningerunde, stille betingelser mht. en ny regerings sammensætning eller dens politik, som gør det svært før Løkke at argumentere for at en V-ledet regering ikke bliver mødt med et mistillidsvotum i Folketinget. Tilsvarende kan DF have krav til regeringens sammensætning – specielt at LA eller KF ikke skal indgå i regeringen – som gør Løkkes opgave besværlig. Et DF-krav om en dansk folkeafstemning om EU-medlemskabet kan også forhindre en hurtig regeringsdannelse.

Det er sandsynligt at Løkke som i 2015 kan blive udset som regeringsdanner efter en dronningerunde nummer to, hvor DF og NB slækker på de krav, partierne fremsatte i første omgang. Som nyt parti, hvis ledelse ikke er integreret i den parlamentariske praksis, er NB dog en uforudsigelig faktor. Alt taget i betragtning vil Løkke og Venstre foretrække en situation hvor NB havner under spærregrænsen.

Ligeledes er spørgsmålet om Løkke vil kunne fortsætte med den nuværende trepartiregering, eller om han må tilbage til modellen fra 2015-2016 med en smal V-regering. EU-politikken vil sandsynligvis forhindre DF-deltagelse i regeringen, også selv om V vil kunne se fordele ved at placere DF i en situation hvor det har direkte ansvar for den førte politik. I alle tilfælde vil en etpartiregering ikke kræve forhandleringer om regeringsgrundlaget, hvorfor Løkke vil kunne danne en sådan regering forholdsvis hurtigt efter dronningerunde nummer to. En koalitionsregering kan derimod kræve en eller to ugers forhandlinger.

Hvis valget falder ud som de aktuelle meningsmålinger angiver, er det ikke givet at Mette Frederiksen hurtigt kan danne den S-regering, hun har angivet som sit mål. Det første problem opstår, hvis Enhedslisten og Alternativet skulle foreslå deres respektive partiledere som forhandlingsledere ved den første dronningerunde. I så fald har ingen af de mulige kandidater over 88 (90) mandater bag sig – med den aktuelle stilling ville Lars Løkke Rasmussen have 80 eller 84 mandater bag sig, Mette Frederiksen 68, Pernille Skipper 16 og Uffe Elbæk 7. Dronningen kunne i denne situation vælge at udse Lars Løkke som forhandlingsleder, vel vidende at resultatet af hans sonderinger ville blive at EL og Å ikke ville støtte en regering ledet af V. Efter dette svinkeærinde ville man formode at partierne peger på Frederiksen i en anden runde.

Her opstår det næste problem, fordi EL, RV og Å kan sætte betingelser på deres støtte til Frederiksen, der har mere end antydet at en S-ledet regering ønsker at føre økonomisk politik og indvandringspolitik med SF og DF. Ikke mindst det første kan støde hos betydelig modstand hos RV.

Selv om S satser på at en tredje dronningerunde fører til en mindretalsregering kun bestående af S, vil der stadig være usikkerhed om regeringens chancer i Folketinget. Så længe bare ét af partierne EL, RV (hvis evne til at udnytte komplekse parlamentariske situationer selv Henrik Sass Larsen gør klogt i at være opmærksom på) eller Å beslutter sig til at sætte hårdt mod hårdt, hvis ikke S kan opnå en forståelse med DF – hvilket igen kan koste betydelige indrømmelser på fx Europapolitikken, sundhedspolitikken eller klima- og miljøpolitikken. Målinger antyder at de to sidste politikområder står højt på den politiske dagsorden, så uklarhed om den socialdemokratiske linje kan koste i valgkampen eller efter valget.

Følger S Sass-linjen, vil partiet sandsynligvis satse på en hurtig regeringsdannelse for derefter at skyde sig gennem Folketinget. Spørgsmålet er dog om ikke et arbejde med at forankre regeringens politik hos EL, RV, SF og Å vil give en mere stabil regering, også selv om processen ender med en ren S-regering. Hele dette forløb kan godt tage et par uger.

Man kan til sidst bemærke at en S-regering med 47 mandater bag sig vil være den fjerdesmalleste regering efter 1945 efter Hartlings regering 1973-1975, Løkkes 2015-2016 og Knud Kristensens 1945-1947 – alle regeringer, der er blandt de kortest siddende i efterkrigstiden, hvilket igen kan rejse spørgsmålet om konstruktionens stabilitet.