Bjarne Corydon – nogle perspektiver

Finansministre er sjældent elskede, men det hører dog til sjældenhederne at en finansminister er så hadet at han bliver genstand for et smædeskrift længe efter at han er afgået og har forladt politik. Denne præstation er lykkedes for Bjarne Corydon, hvis man skal tro anmeldelserne af en netop udkommet biografi.

Den danske politiske historie kender en hel del fremtrædende finansministre – vittigheden om at Poul Nyrup Rasmussen var statsminister i Mogens Lykketofts regering, var således et af de festligere indslag i 1990’ernes politiske historie. Så i en vis forstand var det store historiske sko Bjarne Corydon skulle udfylde, da han blev udnævnt til finansminister i Helle Thorning-Schmidts regering i 2011.

Man kan dertil lægge at Finansministeriet siden 1980’erne har placeret sig som den centrale aktør ikke alene i den statslige økonomi- og budgetstyring, men også i udviklingen og gennemførelsen af statslige policies. Posterne som finansminister og departementschef i Finansministeriet har de sidste 30-40 år været helt centrale i dansk politik, og det er derfor naturligt at den til enhver tid siddende finansminister er en kontroversiel person.

Bjarne Corydon tog imidlertid kontroverserne til et usædvanligt højt niveau, hvor man bedst kan sammenligne ham med Henning Christophersen og Mogens Lykketoft.

Christophersen stod dels bag omlægningen af den makroøkonomiske politik fra den traditionelt keynesianske, dels bag det første moderniseringsprogram, som markerede det begyndende skift til det, en senere tid har kaldt New Public Management. Det var ikke populært på venstrefløjen, men Christophersen kunne regne med støtte fra Det Radikale Venstre og resten af partierne i den borgerlige blok.

Lykketofts navn vil være forbundet med 1990’ernes aktive arbejdsmarkedspolitik – der også betød et opgør med fagbevægelsens traditionelle rolle og politik – og en forstærket satsning på NPM i den statslige og lokale offentlige forvaltning. Tegneren Roald Als havde en fest med at tegne Lykketoft som kapitalist af Joakim von And-typen: Det kunne være svært at se det klassisk socialdemokratiske i Lykketoft – hvis man da ikke lige var en Knud Heinesen.

Set i dette perspektiv er Corydon mindre overraskende: Meget af hans indsats som finansminister fremstår som en fortsættelse af det økonomisk-politisk paradigme, der blev etableret i Danmark og andre lande i 1980’erne. I mangel af mere præcise termer kan vi tale om nyliberalisme på det generelle niveau og New Public Management på det på det mere specifikke.

Vi kan også placere Corydon i en socialdemokratisk tradition, hvor troen på at man politisk kunne skabe en progressiv udvikling af økonomien og samfundet gennem rationel politikformulering og styring af implementeringen. Sandsynligvis ville socialdemokratiske koryfæer som Viggo Kampmann og Jens Otto Krag nikke anerkendende til en stor del af Corydons og Finansministeriets tilgang.

At Mogens Lykketoft har ytret sig kritisk til Socialdemokratiets politik i 2010’erne kan så virke en smule ironisk – udover såret forfængelighed kan man måske pege på at Lykketofts kritik peger på en konflikt mellem en generation der stadig orienterede sig mod den keynesianske arv og en generation der helt var vokset op i en nyliberal epoke.

Alligevel gik noget – for ikke at sige rigtig meget – galt. Man kan søge en del af forklaringen i at Corydon var en dårligt forberedt finansminister: Hans hidtidige karriere havde været som funktionær i det socialdemokratiske parlamentariske apparat, og han blev først valgt ind i Folketinget i 2011. Dermed savnede han parlamentarisk erfaring. Viggo Kampmann kom også sidelæns ind i landspolitikken, men fik i det mindste nogle år til at forberede sig på sin store indsats. Man bør ikke undervurdere den betydning, praktisk erfaring med forhandlinger på det højeste politiske niveau har, hvis man skal have succes som toppolitiker.

Dertil kom et personligt uheld: Corydon blev kun finansminister fordi Henrik Sass Larsen blev sat ud af spillet efter et forløb som endnu er dårligt undersøgt. Oprindeligt synes Corydon at have været tiltænkt en rolle svarende til Martin Rossens i Mette Frederiksens regering – dog placeret i regeringen.

Man kan overveje hvordan overenskomstforhandlingerne i 2013 var forløbet med en mere erfaren politiker i Finansministeriet. Regeringens udspil byggede på en finansministeriel styringslogik, men konflikten med folkeskolelærerne kunne have udviklet sig mindre giftigt med en højere grad af politisk fingerspidsfornemmelse for hvad der var muligt at gennemføre i kort og langt perspektiv.

Initiativet med trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedets parter – ellers en klassisk socialdemokratisk paradedisciplin – brød sammen, inden det var begyndt. En fatal fejl for en socialdemokratisk ledelse – også selv om man skal huske at Anker Jørgensen brugte det meste af sin tid som statsminister med at ligge i konflikt med LO.

I stedet havnede vi i perioden 2011-2015 i en situation hvor regeringen søgte at skyde sig igennem, hvor forhandlinger havde været en bedre strategi, og hvor Corydon ofte kom til at lyde som Finansministeriets – noget tonedøve – agent end som dets politiske leder.

Og måske minder Corydon mest af alt mere om 1960’ernes plagede finansministre end om Christophersen og Lykketoft, idet han dog ikke satte liv og helbred på spil. Et af problemerne i 1960’erne var at organisations- og politikforståelsen i det daglige arbejde var helt ude af takt med velfærdssamfundets krav – sagt lidt firkantet brugte man stadig 1920’ernes instrumenter til at styre 1960’ernes samfund.

Tilsvarende er spørgsmålet om ikke Corydon præsiderede over et forsøg på at løse 2010’ernes problemer med 1980’ernes instrumenter – omend 2010’ernes Finansministerium og styrelser naturligvis var langt mere sofistikerede teknisk end 1960’ernes.

Socialdemokratiet I: Retro

Socialdemokratiets linje under Mette Frederiksens formandskab rejser en række spørgsmål om de store venstrefløjspartiers strategier efter finanskrisen. I en række europæiske lande er socialdemokratierne i dyb krise – mest tydeligt Frankrig og Holland, hvor henholdsvis PS og PvdA har lidt valgnederlag der grænser til totale sammenbrud på vælgerarenaen, men også Tyskland hvor SPD efter et historisk dårligt valg i 2017 nu ligger klart under 20% i meningsmålingerne, og i Sverige hvor SAP efter fire år i opposition led et alvorligt nederlag ved valget i 2010 og hvor det historisk statsbærende parti ikke har været i stand til at forbedre sin position ved valgene i 2014 og 2018. Både i Tyskland og Sverige ser det i stedet ud til at medvinden for AfD og Sverigedemokraterna har givet den populistisk-højreradikale fløj en permanent stærk position i partisystemerne.

Sammenlignet med de nævnte lande fremstår Socialdemokratiet umiddelbart som en succeshistorie, idet partiet på vælgerarenaen har været i stand til at fastholde tilslutningen, ligesom det på den parlamentariske arena har været i stand til at danne regering efter valgene i 2011 og 2019. I modsætning til PS, PvdA og SPD er S altså en reel konkurrent for de borgerlige partier, når det gælder regeringsmagten.

Situationen er dog mere kompliceret hvis vi ser på Socialdemokratiets styrke i et historisk perspektiv: Resultatet ved 2019-valget var muligvis pænt i en europæisk sammenligning, men ligger i forlængelse af en række valg med historisk dårlige resultater. Grafen nedenfor viser, at S i 2010’erne ligger klart under de svage år i 1980’erne, så det kun er fordi de øvrige partier på venstrefløjen (SF og Enhedslisten) og rød blok (Radikale Venstre og Alternativet) har styrket deres position, at S har været i stand til at erobre regeringsmagten. Man kan i øvrigt bemærke at tilslutningen til de såkaldte arbejderpartier i 2010’erne ligger på niveau med, eller lidt under, tilslutningen i de første efterkrigsår.

Dette har imidlertid ikke forhindret S i at slå ind på en linje, der på mange måder kan kaldes Socialdemokratiet Classic – dvs. en linje hvor man skærer 1990’ernes og 2000-tallets “tredje vejs”-politik bort fra historien for i stedet at hævde en kontinuitet med 1960’ernes og 1970’ernes socialdemokratiske politik med fokus på traditionelle arbejdermiljøer.

Ideologisk kan strategien ses omsat i bøger skrevet af ledende socialdemokrater – mest tydeligt Mattias Tesfayes Kloge hænder og Velkommen Mustafa samt Kaare Dybvads Udkantsmyten og De lærdes tyranni.

De lærdes tyranni er fascinerende fordi den præsenterer et fjendebillede hvor højtuddannede storbyboer – her tænkes specielt på indbyggerne i København og omegn – sættes overfor provinsboer med erhvervsuddannelse. Selv om Dybvad i bogen plæderer for en traditionel arbejderlivsstil, er det således uddannelse snarere end økonomisk kapital der definerer den grundlæggende skillelinje i hans fortolkning af dansk politik. Det er Det Radikale Venstre, snarere end Venstre og Det Konservative Folkeparti, der fremstår som Socialdemokratiets hovedfjende på det politiske niveau, mens retorikken mod arbejdsgiverne, som ellers var central i arbejderbevægelsens retorik, forpasses til sidelinjerne.

Man kan tillægge at fokuseringen på arbejderlivsstilen også indebærer at det ikke bare er arbejderen men den mandlige arbejder, Dybvad fremhæver som det sociale forbillede – kvinderne dukker først op sent i bogen, og her uddannet og beskæftiget inden for traditionelle – kvindelige – omsorgsfag: Den produktive arbejder er mand, arbejder i traditionelle industri- og håndværksfag og bruger sin fritid på traditionelle foreningsbaserede sportsaktiviteter. Læser man De lærdes tyranni er det som om hele kvindefrigørelsen og opbruddet i de traditionelle kønsroller som har været en central drivkraft i den sociale og politiske udvikling i Danmark siden 1970’erne, aldrig har fundet sted i bogens univers.

Omvendt kan man se en kontinuitet fra den arbejderistiske strategi hos SF i Søvndal-æraen og fokuseringen på Blå Bjarner (sindbilledet på den mandlige arbejder der ønsker orden i økonomien, en udbygget social sikring for arbejdere, lov-og-orden-politik og stram udlændingepolitik, og som har stemt V eller DF i 2000-tallet) under den senere del af Helle Thorning Schmidts formandskab.

Flere elementer i Mette Frederiksens retorik som statsminister uddyber billedet. Kommentatorer undrede sig over den mørke tone i Mette Frederiksens åbningstale i oktober, hvor hun koncentrerede sig forhold der truede den danske idyl – jordbærstadet ved vejkanten blev her det centrale billede af en truet tillidskultur – snarere end om udvikling af det danske samfund. Talen havde træk man snarere ville forbinde med højrepopulister som Donald Trump eller Jimmie Åkesson, end klassisk socialdemokratisk fremskridtsoptimisme. Også her kan man se Frederiksens retorik som et forsøg på at tiltrække vælgere med en appel til traditionelle værdier og et løfte om at fastholde den sociale struktur eller genskabe tidligere tiders normer og strukturer.

Som en sidebemærkning kan man spørge om strategien er realistisk på langt sigt. Ser man fx på arbejdsmarkedsstatistikken, synes faldet i beskæftigelsen inden for industrisektoren at have bidt sig fast, selv efter at finanskrisens umiddelbare effekter er klinget af.

Tilsvarende kan man pege på at efterkrigstidens klassiske socialdemokratiske velfærdspolitik blev skabt i et – ikke altid konfliktfrit – samspil mellem Socialdemokratiet på den parlamentariske arena og DsF/LO-forbundene på den arbejdsmarkedspolitiske. Her er forholdet imidlertid det, at LO-forbundene siden 1990’erne er blevet svækket medlemsmæssigt, ligesom båndene mellem fagbevægelsen og partiet formelt er blevet kappet. Fusionen mellem LO og FTF – hvis medlemsorganisationer LO oprindeligt anså som en trussel mod arbejderbevægelsens enhed – kan ses som den foreløbige kulmination på en grundlæggende omkalfatring af arbejdsmarkedets organisatoriske struktur. Den traditionelle base er smallere og mere usikker i 2020’erne end i 1960’erne.

Endelig kan man fremhæve at den socialdemokratiske strategi op til 2019-valget byggede på en delvis udskiftning af partiets vælgerkorps: S vandt vælgere fra DF og V, men måtte også afgive vælgere til SF og RV. Sagt lidt firkantet ser det ud til at de Blå Bjarner erstattede de Røde Rosaer hos S.

Og dermed kommer vi til det, der kan være en afgørende forskel på 1960’ernes og 2020’ernes Socialdemokrati. Helt fra Staunings tid byggede Socialdemokratiets strategi på en forståelse af at partiet måtte tiltrække vælgere uden for de egentlige arbejdermiljøer – som på den tid ironisk nok var koncentreret i de større byer. Det var ved også at appellere til funktionærer og kvinder i og uden for erhverv at Socialdemokratiet blev til et folkeparti.

Mette Frederiksens Socialdemokrati ser ud til at gå i den modsatte retning med et fokus på mandlige arbejdere – partiet er altså mere et sektor- end et folkeparti. Man kan måske sammenligne med den historiske hovedmodstander Venstre, der traditionelt havde sin kerneidentitet som interesseparti for landbruget, koblet med forsøg på at tiltrække funktionærer og selvstændige i byerne.

Strategien kan give mening hvis vi ser på partisystemets struktur, for hvor dansk politik frem til 2001 var præget af et system hvor ét stort parti – Socialdemokratiet – stod over for nogle mellemstore borgerlige partier og en række mindre partier, er dynamikken i 2010’erne og 2020’erne anderledes. Det danske partisystem anno 2020 er måske ikke helt så fragmenteret som det hollandske, men fragmenteringen er – bortset fra situationen efter valget i 1973 – historisk høj, og der er ikke noget tydeligt dominerende parti.

Her kunne man se Socialdemokratiets strategi – hvor man vælger appellen til funktionærer og storbyboer fra – som et forsøg på at håndtere den systemiske kompleksitet – både på samfundsniveauet og det parlamentariske niveau.

Hvor det traditionelle Socialdemokrati søgte at reducere den sociale kompleksitet ved at rumme den i partiet, så opgaven med at integrere de forskellige sociale interesser i stor udstrækning lå internt i partiorganisationen, kan man se Retro-Socialdemokratiet som udtryk for en strategi hvor partiet søger at reducere den interne kompleksitet, så opgaven med at integrere de sociale interesse i højere grad kommer til at ligge eksternt på den parlamentariske arena.

DF’s overraskende sammenbrud ved først EP- og siden Folketingsvalget i 2019 betød at den socialdemokratiske ønskesituation, hvor partiet kunne maksimere sit politiske manøvrerum ved balancere en rød (SF, EL, RV) og en gul (SF, DF) flertalsmulighed, ikke lod sig realisere. Markus Knuths afhop fra Venstre sætter også grænser for brugen af kombinationen S-V. Her bliver det spændende at se konsekvenserne for Socialdemokratiets mulighed for at gennemføre den arbejderistiske politik i den tilbageværende del af valgperioden.

Mette Frederiksens parlamentariske grundlag

Jeg morer mig i anden sammenhæng med at se på Socialdemokratiets aktuelle politik under Mette Frederiksen. I den forbindelse lavede jeg en opdatering af en beregning over de danske regeringers parlamentariske grundlag (i Folketinget) siden 1915-grundlovens ikrafttræden.

Det er ikke så overraskende, at samlingsregeringerne under og umiddelbart efter besættelsen udgør det ene ekstrem med over 90% af mandaterne i Folketinget bag sig, mens Poul Hartlings V-regering (1973-1975) udgør det andet. Lars Løkke Rasmussens anden regering (2015-2016) var den næstsvageste målt i antal mandater siden 1918, mens Mette Frederiksens S-regering er den fjerdesvageste efter Hartling, Løkke Rasmussen II og Knud Kristensen (1945-1947).

Årstallene kan snyde lidt, men alle tre nævnte regeringer holdt kun i kort tid, idet Kristensens regering som den længst siddende lige netop passerede 24-månedersmærket. Løkke Rasmussen II holdt 17 måneder og Hartling godt 13 måneder. Det kan derfor blive spændende at se, hvor holdbar den nuværende regering viser sig at være.*

*Teknisk set betød dødsfald og partilederskift at regeringerne Hedtoft III, Kampmann I samt Krag IV og Jørgensen I blev meget kortvarige. Her var regeringens tekniske afgang dog ikke forårsaget af parlamentariske forhold – modsat situationen i 1950, hvor Hans Hedtoft trods en teoretisk set styrket parlamentarisk støtte valgte at afgå kort tid efter valget.

Medisterpølsen og den krænkede DF’er

De seneste udspil fra det kriseramte Dansk Folkeparti er interessante på flere måder. Et eksempel er det opslag, Peter Skaarup for nylig lavede på Facebook, hvor han beklager sig over en medisterpølse fra Aldi. Medisterpølsen følger blandt andet i sporet på klager fra forskellige aktører på det radikale højre over Ikeas vinterudsmykning, vinterboller fra Føtex og tilsvarende, men lad os se på opslaget (det er et screengrab, så man risikerer ikke at blive sporet af Facebook):

For nu at begynde med det nederste: Det virker mærkeligt at Skaarup siger at han ikke vil starte en konflikt, når vi har en serie af opslag fra DF’ere over temaet “vi må ikke sige jul, fordi muslimer”. Påstanden giver dog mening når man erindrer at Skaarup arbejder i et populistisk perspektiv, hvor han repræsenterer Folket (i bestemt ental), og dermed er den eneste som legitimt kan udtale sig i sagen. Med det udgangspunkt er det den der modsiger Skaarup, der skaber konflikten.

Så har vi et eksempel på det man på engelsk kalder “dog-whiste politics” i formuleringen. Skaarup nævner jo ikke muslimer nogen steder, blot at “det er for meget med de hensyn man skal tage”. Man behøver dog ikke være specielt indviet for at regne ud, at hans påstand er at Aldi ikke sælger julemedisterpølser for ikke at støde muslimer.

Der er så en logisk fejlslutning i Skaarup argument, fordi medisterpølsen indeholder svinekød, som jo er tabu for muslimer. Vi må trods alt antage at hvis en muslim kan læse deklarationen “Vintermedister”, så kan hun nok også læse indholdsdeklarationen. Her har krænkelsesfølelsen vundet over logikken hos Skaarup.

Her må vi lige hæve blikket fra køledisken og se mere generelt på den aktuelle DF-kampagne. Den er nemlig ikke specielt dansk, men en aflægger af den kampagne demagoger på den ekstreme højrefløj i USA har ført de seneste cirka 20 år, med påstanden om at liberale, multikulturelle eliter (her har vi tre af de værste skældsord i DF-universet samlet) konspirerer om at underminere kristne, amerikanske traditioner.*

Der er nogle problemer med argumentet: For det første skal man finde bevis for at julen som sådan er trængt ud af den offentlige sfære i USA, og for det andet at den yderste venstrefløj succesfuldt har konspireret med dybt kapitalistiske foretagener. Tanken om en multikulturel marxistisk-kapitalistisk konspiration mod Folket er forresten hentet fra det tidlige 1900-tals antisemitiske tankegods, men i det hele taget er det svært at finde eksempler på større protester mod markedsføring af juleting i USA eller Danmark. Om noget er perioden op mod jul blevet mere kommercialiseret de seneste 20 år.

Nogle vil sikkert pege på den amerikanske brug at formuleringerne “Season’s greetings” og “Happy Holidays” som et eksempel på islams og hele den skadelige multikulturalismes infektion af offentligheden, men udtrykkene stammer nu tilbage fra den viktorianske tidsalder. Igen er det snarere massekonsumptionens logik end noget andet, vi skal bruge som forklaring.

Og dermed er vi tilbage ved vintermedisteren, vinterbollen og vinterudsmykningen. Ser man på medisterpølsens indholdsdeklaration, er det faktisk svært at se hvad der adskiller den fra en almindelig medisterpølse. Vinterbollen erstatter ikke julebollen, men er et selvstændigt produkt. Og Ikea motiverer navngivningen af kollektionen Vinterfest med at kunderne så kan bruge tingene uden for december måned.

Det fælles træk er kort og godt forsøg på at skabe nye markeder – præcis som vi i de senere årtier har set skabelsen af nye “traditioner”, hvis funktion først og fremmest er at få os til at forbruge mere. Tænk på den efterhånden etablerede Hallowe’en, Black Friday og senest Singles’ Day. Hvis noget udfordrer julen, er det snarere en amerikansk inspireret kommercialisme. (Forresten er julesweatre åbenbart årets nye hit – og med tanke på hvad vi efterhånden ved om modeindustriens belastning af miljøet lokalt og globalt kunne man spørge om det er særligt hensigtsmæssigt at promovere tøj der kun bruges en kort tid, og måske kun et enkelt år).

Peter Skaarups og de øvrige højrefløjsdebattørers kampagne rejser dog yderligere et vigtigt spørgsmål, nemlig om identitetspolitik og krænkelsesparathed i dansk politik. I den almindelige debat – især i borgerlige avisers debatsektioner – kobles identitetspolitik og angivelig krænkelsesparathed med venstreorienterede og – endnu værre – multikulturelle standpunkter, men hvis vi ser på hvilke politisk indflydelsesrige aktører i Danmark, der bygger på et identitetspolitisk fundament og som anvender henvisninger til krænkelser som det af deres agitation, står Dansk Folkeparti som pragteksemplet.

Den højt besungne værdipolitik, som har domineret dansk politik siden årtusindskiftet, er netop identitetspolitik – med et formål at ekskludere individer, der ikke fuldt ud tilhører et påstået dansk folkefælleskab – og man vil kunne finde mange eksempler på DF’ere der giver udtryk for at være krænkede eller forulempede, når de møder fænomener uden for deres kulturelle referenceramme. Her er det ikke kun muslimer, der vækker DF’ernes krænkelsesparathed: Tænk fx. på partiets tidligere leder Pia Kjærsgaard, der i foråret klagede over at der var for mange bøsser i det Europæiske Melodigrandprix. Behovet for at være krænket ligger dybt i DF-kulturen og den øvrige højrefløjskultur, og den er ikke et specielt dansk fænomen.

PS: Vi finder også krænkelsesparatheden andre steder på den danske højrefløj end hos DF. Sidste jul havde Venstrepolitikere travlt med at flashe hamburgerrygge og medisterpølser på de sociale medier i deres kamp mod den angivelige islamisering, og V-MF’eren Mads Fuglede stillede sig helt bag Peter Skaarup i angrebet på Ikea. Inger Støjbjergs åbne og skjulte angreb på muslimer vil være velkendte.

Løkke som kongekobra: En stolt Venstretradition?

Altingets Jakob Nielsen diskuterede i en tråd på Twitter hvordan man skulle vurdere Lars Løkke Rasmussens indsats som statsminister og politisk leder i perioden 2015-2019. Han endte med, blandt andet med henvisning til at Venstres fremgang ved valget skete på bekostning af DF og LA, at karakterisere Løkke som en kongekobra – en giftslange der blandt andet lever af at spise mindre slanger. Spørgsmålet er dog om Løkke er helt enestående blandt Venstreledere, når vi ser på historien.

I den nyere historie kan man pege på konflikterne mellem V og KF i Poul Schlüters regeringstid, hvor Uffe Ellemann-Jensen og Anders Fogh Rasmussen præsenterede Venstre som “regering og opposition” på samme tid. Ellemann-Jensen og Fogh har ganske vist senere talt om profileringen som et forsøg på at undgå at regeringerne stillede sig tilfreds med status quo, men der er ingen tvivl om at den konservative ledelse så på Venstre-ledelsens optræden som grænsende til illoyalitet over for den større regeringspartner.

Den konservative skepsis over for Venstre havde blandt andet sin rod i at V under Henning Christophersen i 1978 saboterede det fremvoksende firkløversamarbejde ved at indgå i forhandlinger og senere et decideret regeringssamarbejde med Socialdemokratiet. Det tog nogle år efter SV-regeringens sammenbrud inden de tre øvrige partier for alvor var parate til at genoptage samarbejdet – denne gang under ledelse af et styrket konservativt parti.

Går vi nogle år længere tilbage, vandt Poul Hartling en af V’s største valgsejre i 1975, hvor partiet næsten fordoblede sin vælgertilslutning. Observatører kunne imidlertid ikke undgå at bemærke at sejren entydigt var vundet på bekostning af de øvrige borgerlige partier, idet KF led endnu et alvorligt nederlag, ligesom CD var tæt på at blive udslettet ved sit andet valg. Processen efter valget var ganske vist tæt på at lede til en firkløverregering, men følelserne og relationerne mellem de borgerlige partier var kølige efter 1975-valget. I 1977 tabte Hartling i øvrigt hele det vundne igen, hvilket næppe ledte til dyb sorg hos de øvrige borgerlige partier.

Valget i 1947 var endnu et eksempel på en Venstre-sejr der blev vundet på samarbejdsparternes bekostning: Knud Kristensen udnyttede en nationalistisk bølge og en alvorlig konservativ splittelse til at sikre en kraftig fremgang til sit parti. At fremgangen så viste sig at være uanvendelig politisk og at Venstre også her tabte hele det vundne ved næste valg, hører med til historien.

Går vi 18 år længere tilbage i historien, er giftgasvalget i 1929 måske det som har sat sig de længste aftryk i dansk politisk historie. Her tabte Venstre ganske vist både regeringsmagten og stemmeandele og mandater, men forhistorien var statsminister Thomas Madsen-Mygdal negligering af det konservative støtteparti. Resultatet af selvovervurderingen hos Venstre-ledelsen blev 11 års socialdemokratisk-radikalt styre.

Sammenfattende kan man pege på at Løkke i 2019 skrev sig ind i en lang tradition hos Venstre-ledere for at underminere samarbejdspartnerne i den borgerlige blok til fordel for kortsigtede vælgermæssige gevinster. Der synes altså at være noget mere end blot personlige egenskaber på spil: Partikulturen hos Venstre er også en del af historien.

PS: Man kan også finde eksempler på Venstre-ledere der har været mere forsigtige. Den snu Erik Eriksen forstod at vejen til mere stabil borgerlig indflydelse gik gennem et samarbejde med de konservative. Eriksens problem i 1950’erne bestod i at Det Radikale Venstre endnu var kraftig modstander af konservativ regeringsdeltagelse.

Højrepopulister og værdipolitisk venstre efter valget 5/6

En lille opsamling på det danske partisystems fløje efter valget. Den helt store overraskelse var Dansk Folkepartis tab af stemmer, som begyndte omkring nytår og accellererede frem til valgdagen. Tabet viste sig at blev så stort at DF fik sit dårligste valg siden 1998, og de nye partier Nye Borgerlige, Stram Kurs og Klaus Riskjær Petersen kunne ikke gøre op for DF’s tab. Man kan bemærke at SK underpræsterede noget sammenlignet med en hel del målinger før valget, der forudså at partiet ville komme over 2%-spærregrænsen.

Set under et står den højrepopulistiske fløj dog stadig forholdsvis stærkt med et samlet resultat der var på niveau med DF’s valgresultater i 00’erne. Fragmenteringen og den manglende repræsentation af SK og KRP indebærer dog at fløjen kommer til at stå noget svagere. Der er også et stykke vej ned til resultaterne fra perioden 1984-1994, hvor Fremskridtspartiet bortset fra valget i 1988 stod forholdsvis svagt.

Ser vi på det værdipolitiske venstre, er historien anderledes entydig: De fire partier står historisk stærkt trods valgnederlaget til Alternativet. Her bør man på den anden side heller ikke overdrive deres styrke, idet partier der grundlæggende er positive over for en mere lempelig flygtninge- og integrationspolitik kun har støtte fra lidt over en fjerdedel af vælgerkorpset. Der er dog paralleller med situationen efter valget i 2011 hvor det værdipolitiske venstre dels fik et historisk godt valg, dels samlet blev større end Socialdemokratiet.

Blokkene ved EP-valget

Lidt sjov med blokkenes status efter EP-valget søndag. Først rød og blå blok med modstanderbevægelserne (Folkebevægelsen og Junibevægelsen) som en selvstændig blok – også selv om de to lister nok fik flest vælgere fra EU-modstandere i rød blok.D7kZgb_W4AACE6J

Så opdelt efter tilhænger- og modstanderpartier, med den lille krølle at Liberal Alliance i 2015 anbefalede et nej til forslaget om at erstatte retsforbeholdet med en tilvalgsordningD7kZgb9WsAEAwSj

Status for højrepopulister og værdipolitisk venstre

Opdaterede diagrammer med udgangspunkt i det seneste Berlingske Barometer.

DF står nu til sit dårligste valg siden 1998. Tilkomsten af KRP, NB og SK kan ikke gøre op for DF’s tab, så vi ser både en fragmentering og en splittelse af det populistiske højre. Set som gruppe er partierne svagere end i 2015, men stærkere end ved øvrige valg i perioden 1990-2011.

For det værdipolitiske venstre er forholdet det, at de fire partier nu netop er større end S.

Det værdipolitiske venstre

I den politiske debat – og analyser af dansk politik – har Dansk Folkeparti de sidste 15-20 år fremstået som omdrejningspunktet i dansk politik, selv om partiet på de såkaldt “værdipolitiske” temaer rent faktisk indtager en ekstrem position, og selv om dagsordenen for partiets vælgere afviger tydeligt fra de øvrige partiers vælgeres dagsorden ved dens entydige fokus på indvandring og integration. Dette gælder også selv om partiet de seneste år har fået konkurrence fra højre side fra Nye Borgerlige. DF har så at sige været i stand til at definere sig som “the new normal”.

En vigtig del af forklaringen er naturligvis at DF har trukket vælgere fra S og dermed har gjort det muligt for højrefløjen ledet af Venstre at dominere dansk politik siden 2001. Valget i 2015 rejste også spørgsmålet om hvor grænsen for DF’s tiltrækningskraft gik, selv om 2015-valget også var præget af at DF nu begyndte at kannibalisere blandt blå bloks vælgere, så V og KF nu var udsat for direkte konkurrence fra deres parlamentariske samarbejdspartner.

På samme måde som DF er blevet defineret som normalen, er det værdipolitiske venstre blevet defineret som afvigerne, der mest af alt er interessante fordi de kan forstyrre S’ forsøg på at lægge sig så tæt op ad DF som muligt i indvandrings- og integrationspolitikken. Derudover beskriver medierne netop gerne partierne som repræsentanter for en idealistisk (dvs. urealistisk) venstrefløj der ligger langt fra den politiske midte.

Men hvor stort er mindretallet? Tager man udgangspunkt i de politiske partier, er det ikke helt let at afgøre, men Enhedslisten og Radikale Venstre (så forskellige de nu er på den socioøkonomiske dimension) hører helt klart til i gruppen. Lidt forenklet kan man sige at partierne i rød blok minus S kan klassificeres som et værdipolitisk venstre, og går vi lidt tilbage i tiden, blev det nu hedengangne CD i 1990’erne set som repræsentant for en grøn borgerlighed – der i øvrigt helt synes at være forsvundet efter årtusindskiftet.

Tager vi det som udgangspunkt, får vi, at partierne på den værdipolitiske venstrefløj siden valget i 1990 har fået mellem 15 og 20% af stemmerne ved folketingsvalg. Man kan som sagt diskutere CD’s position – partiet ville i 1998 og 2001 støtte en V-ledet regering – ligesom Preben Møller Hansens Fælles Kurs i sin tid næppe udmærkede sig ved indvandrerpositive standpunkter. Men selv med dette forbehold er den værdipolitiske venstrefløj faktisk lige så stor som DF, selv ved 2015-valget.

Det kan yderligere være værd at bemærke at det der kendetegnede 2011-valget, og som sandsynligvis kommer til at kendetegne 2019-valget, er at S vinder regeringsmagten med hjælp fra en styrket værdipolitisk venstrefløj. I 2011 fik partierne, bla. takket være EL’s og RV’s gode valg, lidt over 25% af stemmerne, og i det aktuelle Berlingske Barometer står partierne også til en fremgang.

Nu udmærkede 2011-valget sig ved at være det hidtil eneste valg i 2000-tallet, hvor indvandring ikke stod øverst eller næstøverst på dagsordenen, og det samme kommer sandsynligvis til at gælde 2019-valget, men partiernes standpunkter mht. en række sociokulturelle temaer er i al fald velkendte.

Det korte af de lange er, at det værdipolitiske venstre på den ene side udgør et mindretal blandt vælgerne, men det er på den anden side ikke et marginalt mindretal. Det er ganske vist fordelt på fire meget forskellige partier i 2019 (EL, Å, SF, RV), men det er som blok betragtet på størrelse med eller større end det ekstreme højre.

Et kig på valgresultater og barometre peger på et andet interessant forhold. I 1990 var S entydigt storebroderen i forhold til den værdipolitiske venstrefløj, men efterhånden er magtbalancen skiftet, så fordelingen af stemmer mellem S og de værdipolitiske venstrefløjspartier er gået fra at være 2/3 til 1/3 til at være 50-50. Det kan give S’ nuværende strategi om at handle ud fra en forestillet styrkeposition nogle alvorlige udfordringer i det kommende Folketing

Berlingskes artikel om S’ integrationspolitiske strategi

DR’s oversigt over vælgervandringer 2015-2019