Slægtshistorie – nu i database

Jeg har lagt informationerne om min slægtshistorie ind i en database, som kan findes via hjemmesiden genealogi.jacobchristensen.name. Mine egne søgninger rækker i de fleste tilfælde seks generationer tilbage (tiptiptipoldeforældre), men via sekundære kilder er det i nogle tilfælde muligt at komme otte generationer tilbage. Her har jeg dog ikke selv kontrolleret oplysningerne i andres slægtstræer, hjemmesider mv.

En pudsig historie: Mine tipoldeforældre på mormors side Maren Sofie Sørensen og Anders Olsson mødte hinanden i slutningen af 1870’erne som tjenestefolk på herregården Kattrup på Vestsjælland. Går vi lidt over 100 år tilbage i tiden, finder vi Dorthea Frydendahl, en tiptiptipoldemor på farmors side, som datter af Marie Kallager og steddatter af Peter Gommesen Erreboe, en proprietær der købte og solgte forskellige herregårde rundt om i landet, som stedets ejere.

Socialt finder man både opad- og nedadgående bevægelser blandt anerne: Dorthea blev ganske vist gift med købmanden Thomas Bruun i Skælskør, men begge døde tidligt. Datteren Thomasine (tiptipoldemor) kom som tjenestepige til Skarrild, hvor hun blev blev gift med degnen i Idom Christian Lustrup, der efter en eskapade havnede i Viborg Tugthus og tilsidst i fattiggården i Rind. Thomasine og Christians datter Dorthea Sophie (tipoldemor) blev som voksen husmandskone i Nørup og mor til min oldemor Ane Johanne Andersen.

En mere opløftende historie kan man finde på min morfars side, hvor tipoldefar Hans Peter Lassen blev født i Sønderborg i 1834 uden for ægteskab og på fattigkassens regning. Hans mor (tiptipoldemor) Anne synes i det hele taget at have levet et liv i samfundets nederste lag som tjenestepige og daglejerske. De af Hans Peters sønner der nåede voksen alder, endte dog med at placere sig solidt i samfundets øvre middelklasse – herunder min oldefar August Georg Lassen som giftede sig med Cathrine Bothilde, datter af en velstående gårdmandsfamilie fra Sundeved. August Georgs bror, Hans Peter Lassen den yngre, byggede i øvrigt efter at være vendt tilbage til Sønderjylland efter en karriere i Fransk Indokina Villa Nam-Loong i Augustenborg.

Den mest bemærkelsesværdige af anerne må dog uden tvivl være Cathrines tipoldemor Gunder Mathiesen (født Peters), hvis betydelige sociale gerninger i Ullerup i slutningen af 1700-tallet, man kan læse om i denne artikel fra et lokalt tidsskrift.

Familiehistorie III: Min fars aner

Egentlig havde jeg tænkt mig at min fars slægt – far havde i øvrigt fjorten søskende, født mellem 1921 og 1947, hvilket også har resulteret i at jeg har en hel del fætre og kusiner på den side – skulle være en opgave til en senere lejlighed, men nysgerrigheden fik overhånd, så jeg gjorde et forsøg på at grave i familiehistorien. Dette er en ufuldstændig rapport, med indbygget risiko for fejl og unøjagtigheder

Ud over det rent personalhistoriske, er min fars familie interessant i et socialhistorisk perspektiv: Min far var født og opvokset i Vejle, som er en af de traditionelle østjyske industribyer – tidligere kendt som Danmarks Manchester på grund af tekstilindustrien – så et spørgsmål kunne være, hvornår farmors og farfars familier kom til byen. Farfar var pensionist da jeg var barn, men havde inden da arbejdet mange år som fabriksarbejder på Vejle Møtrik- og Boltefabrik – i daglig tale Boltefabrikken.

Jeg vidste at farmor var indfødt vejlenser, mens farfar var “født vestpå, i nærheden af grænsen”. Hvornår og hvordan han så var kommet til Vejle, henstod lidt i det uklare.

Situationen var den, at farmors familie var meget let at opspore, mens farfars giver anledning til noget mere hovedbrud.

Først oversigten – som kun giver en del af historien:

fars aner

Farmor Elviras forældre var førstegenerations byboer. De var født i husmands- og småhåndværkerfamilier i landsbyer vest for Vejle, men flyttede som unge ind til byen for at finde arbejde. De blev gift i Vejle i 1899, og vi ved at oldemor Ane Johanne sandsynligvis døde af den spanske syge, mens oldefar Jens Peder blev en hel del ældre. (Desværre har jeg lidt problemer med at finde indførslerne i kirkebøgernes registreringer af dødsfald).

Begge familier gemmer dog nogle interessante historier. Man kan bemærke at oldefars mor var fra Knebel på Mols, og der er en linje tilbage til Randersegnen. Småfolkene på landet var mobile.

Oldemors mor Dorthea gav anledning til et mindre detektivarbejde – ved hendes konfirmation er anført at hun var datter af skolelærer Lystrup (bemærk stavemåden), som ikke lige var til at identificere.

Søger man lidt rundt, finder man degnen Christen Lustrup, hvis liv synes at have været omtumlet. Han dukker først op i folketællingerne som degn og kirkesanger, senere som enkemand og indsidder, og til sidst som gift anden gang og sammen med kone nummer to beboer i et fattighus. Hvorfor det gik så ilde, melder historien intet om, men Dorthea blev sat i pleje og endte i Nørup. Hendes mor Thomasine var i øvrigt datter af købmanden i Skælskør.

Og så til farfar Thomas’ aner. Da jeg først havde identificeret hans mor Anes (her er der lidt uenighed om hendes navn – hun var kendt som Anna i familien, mens Kristine også er set stavet Kirstine – og dette er inden vi kommer til de forskellige måder at stave Mouritsen på) fødesogn var resten ret enkelt: Vi er ude i gårde på Skjernegnen. Ane var altså vestjyde og af bondeslægt.

Men nu begynder festen.

For det første var farfar Thomas ganske rigtigt født ovre vestpå, nær grænsen. Men han var født i Hviding syd for 1864-grænsen, så man finder hans fødsel registreret (på tysk) i Standesamt Reisby i Kreis Tondern. Logisk nok finder man så indførslen i kirkebogen i forbindelse med hans dåb (på dansk) i arkiverne fra Ribe Amt. Landskabet Slesvig skuffer aldrig, når det gælder administrative finurligheder – genforeningen i 1920 flyttede mere end landegrænser, og strukturreformen i 2007 er også en del af den slesvigske administrative historie.

Oldefar Christian var tilsvarende lidt af en hvirvelvind, og der er tydeligvis ting, vi stadig ikke kan finde rundt i – en del af forklaringen er, at han også døde i forbindelse med den spanske syge.

Det lette er at notere hans fødsel i en husmandsfamilie i Kyvling ved Lønborg (vi er også på Skjern-egnen her) i 1864. Herefter bliver det rigtig kompliceret, men hans bane gennem livet kan så nogenlunde rekonstrueres gennem hans ægteskaber og børn.

Farfars storebror Thorvalds fødsel er således registreret i Esbjerg – med oldefars første kone Nikoline.(*) Nikoline døde dog allerede i januar 1899 i Århus, hvorefter oldefar gifter sig anden gang med Ane Kristine i Skjern i november 1899. Begge skal dog være bosiddende i Ribe på det tidspunkt.

Herefter bliver Niels Sigvardt født i Ribe i 1900, mens barn nummer tre, min farfar Thomas, bliver født i Hviding i 1901. Folketællingen af 1921 anfører dog at familien var flyttet til Vejle i 1903 og at resten af børneflokken – Anna, Carlo, Frederik og Christian (eller Kristian) – er født i Vejle. (**)

Tjekker man kirkebøgerne, finder man dog en ny adresse forskellige steder i Vejle ved dåben af hvert af de fire børn, ligesom oldefar Christian gennem tiden optræder som formand, direktør, bogholder, værtshusholder (!) og til sidst handelsrejsende i arkiverne. Her synes også at gemme sig en interessant, men ikke altid lige munter, historie om oldefars og oldemors liv. Ligesom farmors forældre var de dog første generations byboer.

Det kan nævnes at farfar Thomas holdt sig til Vejle og Boltefabrikken og ikke mindst farmor Elvira, og at familien de sidste mange år boede i et rækkehus på Florasvej på Søndermarken.

Første del om min mormors baggrund og familie er her.

Anden del om min mormors baggrund og familie er her.

(*) Bare for at gøre forvirringen komplet, anfører kirkebogen i Egvad anno 1887 navnet på Nikoline Marie Laugesens gom som Kristian Kristensen. Men krydshenvisningerne til oldefar passer.

(**) Ane skal i følge mundtlig overlevering også have haft et barn med ind i ægteskabet med Christian ved navn … Christian.

Familiehistorie II: Stamtræer og svenske forbindelser mv.

Lidt mere i forlængelse af historien om min mormor Johanne. Bruger man hende som udgangspunkt, er det i mange tilfælde ikke så svært at komme nogle generationer længere tilbage, så her er hendes stamtavle, som jeg har rekonstrueret den pt – vi er i nogle linjer tilbage til mormors tipoldeforældre, hvor de ældste er født omkring 1770:

Lidt uddybende kommentarer til de enkelte grene. Linjen tilbage til Jens Jensen er alle husmænd og bødkere på Slibestenen uden for Gørlev, og i det hele taget synes familiens liv at være vævet tæt sammen med Ågård, som stadig ligger lidt nord for Gørlev. Af kirkebøgerne at dømme har en del par i den linje mødt hinanden, mens de arbejdede som tjenestefolk på Ågård.

Mormors mormors linje (altså min tipoldemor Hanne Jørgensen eller Jørgensdatter) skiller sig lidt ud, fordi Hanne var gårdmandsdatter fra Kjelstrup – folketællingerne fortæller os at hun var ret sen i børneflokken. Men socialt var vi en eller to tænder højere end husmændene fra Gørlev.

Mormors far og hans forfædre havde derimod en baggrund som landarbejdere i Nordvestsjælland. Tipoldefar Anders og tipoldemor Maren Sofie må have mødt hinanden som tjenestefolk på gården Kattrup, hvorefter Anders forpagtede et husmandssted i Tømmerup (sandsynligvis af sin svoger, Maren Sofies søsters mand).

Det kan virke lidt pudsigt at tiptipoldefar Olas familienavn Plym ikke blev givet videre i Danmark, så sønnen Anders og sønnesønnen Jens Christian “kun” fik navnet Olsson. Søger man i de svenske kilder fra Hofterup, virker det som om de søskende der blev i Skåne og deres efterkommere holdt fast i navnet Plym. Måske var det for sært i en dansk sammenhæng – jeg gætter på at det er et soldaternavn: Plym er en forsvenskning af det franske plume, hvilket er betegnelsen for en (pynte)fjer.

Som en krølle på den historie finder man i øvrigt ved en søgning i telefonbogen en del med efternavnet Plym rundt om i Sverige – familien Plym Forshell er dog en gammel præstefamilie og har næppe noget med mine forfædre og fjerne slægtninge at gøre. Men i Malmø og omegn er der nogle Plym’er, som kunne være Olas efterkommere og dermed fjerne slægtninge.

En anden krølle er, at kirkebøger og folketællinger viser at mormors bror Alfred tog navneforandring fra Olsen til Olsen-Plejn. Hvor den tilføjelse kommer fra, kan jeg ikke lige regne ud – skånsk er dog vist en sær dialekt og ikke let at forstå for danskere, så måske er det Alfred og Johannes svenske oldefar, der via Anders Olsson kom til at give navn til den side af familien. Alfred havde dog kun døtre, så om navnet egentlig er overleveret, henstår lidt i det uvisse.

En familiehistorie: Fra Larsen i Gørlev til Lassen i Åbenrå

Min mormor Johanne Olsen, gift Lassen, som urmagerlærling hos urmager Emborg, Gørlev

I et anfald af prokrastinering har jeg brugt lidt tid de seneste uger på at efterspore nogle af mine forfædre – eller måske skulle man sige formødre. Det er nemlig sådan, at der altid var været en vis ubalance i vores viden om min morfars og min mormors familier og herkomst.

En af min mors kusiner fik i begyndelsen af 1970’erne den gode idé at udspørge min morfar om familien Lassens medlemmer, så der har vi en god oversigt, som rækker tilbage til morfars farfar, og der er både de hårde data og morfars fortællinger om ham selv, hans søskende, hans far og hans brødre. Oldemor Cathrine døde desværre forholdsvis ung i barselsseng, hvorefter oldefar August Georg – der her ses i fuldt bagerudstyr – selv førte huset i Ullerup.

Men den meget korte historie om den slægtsgren er, at de var selvstændige håndværkere på Sydals og Sundeved. Det med det selvstændige håndværk kan man i øvrigt finde helt op i min generation, selv om mange af efterkommerne er flyttet fra Sønderjylland.

Det har ligget lidt tungere at få styr på mormors familie. Et brud mellem min morfar og hans svigermor indebar, at kontakterne bagud var begrænsede. Oldemor besøgte aldrig sin datter og svigersøn i Åbenrå, men mormor og nogle af mine mostre var faktisk på besøg hos oldemor og tipoldefar i Gørlev, mens de levede. Der har været historier og gisninger, men meget er aldrig belagt med hårde data.

Vi ved ikke med sikkerhed, hvad der gik galt mellem morfar og oldemor. Rygtet vil vide, at det handlede om penge – eller snarere ære. Oldemor skal have sendt penge til mormor – for en sikkerheds skyld, så hun kunne klare sig selv. At mormor og morfar, ud over at have et godt ægteskab, havde en god indkomst og væsentligt bedre økonomiske vilkår end oldemor, giver historien en nærmest surrealistisk drejning. Måske var det dybest set to ærekære mennesker, der stødte ind i hinanden under uheldige omstændigheder.

Og måske kan det, vi kan finde frem om oldemor Sidse Maries historie, kaste en smule lys over det hele. Kirkebøgerne fra Gørlev viser, at mormors storebror var født i 1904 af “ugift Sidse Marie Ingeborg Larsen”, mens Jens Kristian Olsen er udlagt som barnets fader. Barnet får da også efternavnet Olsen. I øvrigt stod min tipoldefar Jens Larsen fadder til drengen sammen med den udlagte barnefader Jens Kristian Olsen og Anders Olsen – Jens Kristians fader.

Der indgås ægteskab senere på året, men da min mormor bliver døbt i slutningen af 1905, er forældrene angivet som “separerede ægtefolk Jens Christian (sic!) Olsen og Sidse Marie Ingeborg Larsen”. Forholdet – og ægteskabet – må have været stormfuldt.

Senere tilgængelige folketællinger viser oldemor Sidse Marie som husholder for sin far på husmandsstedet på Slibestenen uden for Gørlev, mens oldefar Jens Christian forsvinder ud af familiesagaen. Han dør som 43-årig i Kalundborg i 1925, sandsynligvis uden andre efterkommere. Man kan antage, at hele forløbet efterlod oldemor med en vis mistillid til mænd, hvilket min pæne og ordentlige morfar så blev ramt af 25 år senere.

Men lad os lige runde oldefar og hans familie. Jens Kristian synes at være en fejlskrivning, idet han andre steder optræder med navnet Jens Christian. Men efternavnet er heller ikke korrekt: Jens Christian og hans far Anders hed nemlig Olsson, for tipoldefar Anders var som yngre udvandret fra Skåne. I Danmark fik Anders tjeneste som karl på herregården Kattrup, hvor han mødte den noget ældre Maren Sofie. Senere forpagtede han et landbrug – sandsynligvis et husmandssted – ved Tømmerup. Efter Maren Sofies død i 1916 finder folketællingerne ham samlevende, men ikke gift, med den lidt yngre Johanne Marie.

Der er meget, som er typisk i denne historie: Landarbejdere – og såmænd også bønder og håndværkere – udvandrede i stor stil fra Sverige i 1800-tallets anden halvdel. Det er nok udvandringen til Amerika, som er mest kendt, men en del danskere – og herunder også jeg og mine fætre og kusiner – kan påberåbe sig svensk afstamning af samme årsager. Pelle Erobreren var jo også søn af en svensk udvandrer.

Går vi bagud i Sidse Maries familie, er det også det typiske, der falder mig i øjnene: Husmænd – eller mere præcis husfæste – der, ud over at leve af jorden ved husmandsstedet, har tjent penge som bødkere og ved at arbejde for landbruget på Ågård ved Gørlev. Det gjaldt tipoldefar Jens Larsen, tiptipoldefar Lars Jensen og tiptiptipoldefar Jens Jensen, som alle let lader sig finde i kirkebøgerne for Gørlev.

Og så er der alligevel nogle detaljer, som fortjener at blive nævnt. Jens Larsen og hans kone Hanne havde fire børn – ud over Sidse Marie var det døtrene Maren Kirstine og Laurine og sønnen Jørgen. Jørgen emigrerede til USA omkring 1905, etablerede sig i Midtvesten under det angliserede navn George Larsen, og hans efterkommere har blandt andet lagt oversættelser af hans bevarede notesbøger ud på en hjemmeside.

På siden finder man desuden noter og billeder fra Georges børnebørns besøg i Danmark – herunder et billede af min mormor som lille pige sammen med hendes storebror, mor og morfar foran husmandsstedet på Slibestenen. Der er også et foto af tipoldemor Hanne. (1)

Jens Larsens liv har en bitter slutning. Kirkebogen meddeler, at han døde for egen hånd som 83-årig i 1937. Men hvorfor? Der er ikke indikationer på psykisk sygdom hos ham eller hans aner – de har levet deres, ofte meget lange, liv på husmandsstedet.

Kunne forklaringen være, at Jens Larsen efterhånden var blevet affældig og ikke længere i stand til selv at tjene til livets opretholdelse ved at arbejde? Ganske vist var aldersrenten blevet indført som en ret for fattige gamle i 1922, men var vejen til socialkontoret helt enkelt for ydmygende for den gamle mand? (2)

Vi kan ikke sige mere ud fra det foreliggende materiale, ud over at han ved folketællingen i 1930 i en alder af 75 år stod opført som landmand og ikke, som den jævnaldrende Anders Olsson i Tømmerup, som aldersrentenyder.

Men vi vil slutte med lidt mere positive toner. Billedet af min mormor øverst i posten er taget, mens hun var urmagerlærling hos urmager Emborg i Gørlev i begyndelsen af 1920’erne. Så mormor fik ikke alene en håndværksuddannelse med svendebrev: Hun var ovenikøbet en af de første kvinder, der blev udlært som urmager.

Her kunne det have været interessant at vide mere om oldemor Sidse Maries rolle i den historie – lagde hun med baggrund i sine egne erfaringer vægt på at mormor skulle kunne klare sig selv økonomisk? Urmager Emborg var høj- og friskolemand, og har måske også været mere åben end de fleste for at give kvinder nye muligheder.

Der er i alle tilfælde et brud med en traditionel kvinderolle, også selv om mormor stoppede med at arbejde som urmager og blev hjemmegående husmor efter ægteskabet med morfar. Her måtte det endelige brud med traditionen vente til min mors generation.

Dog: Mormors livsbane er fascinerende. Den begynder som skilsmissebarn i et fæstet husmandssted uden for Gørlev i en familie, der må trække på forskellige kilder til indkomst, og slutter i veletableret familie i Åbenrå i en moderne villa med spise- og dagligstue, fire soveværelser og ikke mindst køkken og fuldt udstyret badeværelse.

En mere systematisk og omfattende søgning kunne sikkert bringe flere informationer om livsbanerne og flere afdøde og nulevende familiemedlemmer for dagen, men for mig er hovedlinjerne i denne del af familiehistorien nu afdækket tilbage til 1800-tallets begyndelse.

Sidse Marie er der stadig nogle få, der mindes direkte, selv om hendes fødsel ligger 140 år tilbage i tiden, mens Jens Larsen og de tidligere generationer er dækket af historiens tåge: Vi kan måske gætte på, hvordan de var som mennesker, men vi vil aldrig kunne vide det sikkert.

Fortsættes her


(1) Et forsøg på kontakt til Jørgen (George) Larsens amerikanske efterkommere via hjemmesiden gav desværre intet resultat. Sandsynligvis fordi ingen vedligeholder databasen og opsætningerne.

(2) Ved folkepensionens indførelse i 1956 fik Det Radikale Venstre indført, at ældre der kun søgte folkepensionens mindstebeløb kunne sende ansøgningen til kommunalbestyrelsen i stedet for til socialudvalget. Der var tydeligvis et stigma – ikke mindst på landet – ved at modtage aldersrente.

Sommeren 2020: Forskellige betragtninger

1. For nu at parafrasere Jens Otto Krag har jeg gennem længere tid overvejet at deaktivere Twitter – i det mindste som aktiv bruger. Nu slettede jeg mine apps før jeg tog på ferie (fordi jeg kun ville have telefon og iPad til disposition i ferien og det er bøvlet at skrive i webinterfacet), og har ikke det store savn af de regelmæssige opdateringer.

1a. Twitter er stadig en ok platform at følge opdateringer om politik, forskning og Corona, nu hvor rss desværre er blevet en marginal teknologi. Resten kan man mute og blokere, når det bliver for træls. (Det hører med at de fleste af dem jeg lærte at kende for nogle år siden, nu kun er yderst begrænset aktive på platformen).

2. Normalt sørger jeg for at få set nogle udstillinger i løbet af sommeren, men museernes information (specielt: hvordan undgår man ventetid eller store menneskemængder) har været reelt ikke-eksistererende. Så: Ingen udstillinger i år. I stedet blev det til ture rundt i parkanlæggene omkring Gladsaxe

3. USA er mere f**ked end selv jeg forestillede mig. Hvis nu ikke Finansministeriet havde taget livet af Udenrigsministeriet, burde sidstnævnte have nedsat en arbejdsgruppe, der så på hvad Europa kan gøre i den nuværende situation, hvor USA og UK ikke længere er pålidelige partnere. (Finansministeriet tror stadig at McKinsey kan levere alle svar).

4. DF er igang med den sædvanlige sommeroffensiv (dog på baggrund af at partiet er i kraftig intern og ekstern krise). Hvornår begynder danske medier at forholde sig til partiets højreradikale ideologi i stedet for blot at diskutere strategi? (Dog: Politiken)

5. Læselisten i sommerferien hidtil: Tove Jansson – Pappan och havet; August Strindberg – Ægteskab; Richard Florida – The New Urban Crisis; Timothy Snyder – On Tyranny; Olga Ravn – De ansatte; Tove Jansson – Sommerbogen; Magnus Västerbro – Svälten: Hungaråren som formade Sverige.

6. Jeg er stadig spændt på hvordan mit arbejdsefterår kommer til at se ud. Forhåbentlig kan vi nøjes med punktvise nedlukninger, men risikoen er selvfølgelig at epidemien bryder ud igen. Dog må storholdsundervisning nok i alle tilfælde omlægges – et problem for vores brug af gæsteundervisere. (Og det er hvad jeg har tænkt på mit arbejde de sidste tre uger).

6a. Fynbus’ linje 61 og 62 kan være ret fyldte. Nok ikke et hensigtsmæssigt førstevalg fremover. Især når myndighederne ikke mener ansigtsbeskyttelse er nødvendigt.

7. Læring og adfærdsændringer er ikke lineære processer. Apropos Corona

Noget om forskningsverdenen og universitetskarrierer

Lige et par tanker i anledning af Lone Koefoeds tråde på Twitter om akademiske karriereveje:

Universitetesverdenen er sær sammenlignet med andre arbejdsverdener: Meget individualiseret, meget konkurrencepræget og meget usikker.

Så første pointe: Politikere og debattører der nedladende taler om “elfenbenstårnet” demonstrerer først og fremmest deres egen uvidenhed og arrogance. (Måske lidt undervisning i Luhmann kunne hjælpe, selv om jeg ofte aner at uvidenheden er strategisk bestemt).

Anyway – inden for det samfundsvidenskabelige område er der lettere og mere behagelige karriereveje, ikke mindst inden for det administrative område og organisationsområdet,så det der gør en forskel på folk der tager forskervejen og folk der tager administrationsvejen er det, vi i mangel af bedre kan kalde en entreprenørindstilling.

For, ja, meget af det man kan som forsker(uddannet) er faktisk det samme som selvstændige/entreprenører kan. Og i vore dage er en professor mest af alt en fundraiser og projektleder.

Og når #dkpol og #dkerhverv råber op om innovation, entrepreneurship og hvad ved jeg, er det egentlig fantastisk at der ikke er større respekt for den akademiske verden (som i stedet pakkes ind i en stadigt tungere og tungere dyne af NPM og lag på lag af organisatoriske chefer)

De færreste administrative chefer eller politikere (om nogen overhovedet) ville acceptere så store usikkerheder og krav i deres egne karrierer som de forventer af forskere og universitetsfolk. Omvendt er det entreprenørielle og muligheden for at skabe noget selvstændigt (trods politikeres og administratorers evige benspænd) det som motiverer folk til at blive i systemet, trods omkostningerne.

Det, og så frygten for at ens … hrmm … kompetencer ikke er noget værd uden for universitetssystemet.

Forresten stod jeg selv i 1993 med en ph.d.-grad og valget mellem en stilling i et departement og en 3-årig forskningsbevilling. Jeg valgte forskningsbevillingen, i øvrigt uden rigtig at tænke over hvad der ville komme bagefter. Det var lidt uventet at det blev næsten 10 år i Sverige der fulgte bagefter, men hånden på hjertet: Det er næppe sandsynligt at jeg havde haft en tilsvarende mulighed uden for universitetsverdenen.

Hvis der er noget jeg fortryder, er det at jeg ikke lagde større energi på at finde tilbud/muligheder uden for universitetsverdenen i 2007/08 da jeg røg ind i en nedskæringsrunde i Umeå. Havde jeg det, havde jeg nok siddet i et analytiker- eller konsulentjob i Stockhom i dag, og det havde egentlig været helt okay 🇸🇪

Skiftet fra universitets- til professionshøjskoleverdenen er stort (det var en fordel at jeg kunne trække på en meget stor undervisningsprotefølje 1992-2009), men for mig var det tiltrængt. Og, ærligt talt, statskundskabs- og historiefelterne savner ikke mine beskedne bidrag.

Nåja – glemte jeg at sige at der gik fra 1989 til 1999 før jeg fik min første ikke-tidsbegrænsede ansættelse? Poul Taankvist og de andre i #moderniseringsstyrelsen ville aldrig selv have accepteret så stor usikkerhed i deres egne jobvilkår eller karrierer.

Om hele den affære så også har haft omkostninger, fx i form af (manglende) ægteskab og børn? Det kan man ikke udelukke. Jeg overvejer også selv i dag risikoerne ved at eje bolig, når man skal være fleksibel økonomisk og geografisk. Jobusikkerheden sidder dybt.

Okay, måske lige en ting til. I mit nuværende arbejde på en professionsuddannelse diskuterer vi ofte arbejdsbelastninger, og her er det gået op for mig at jeg helt enkelt har en anden målestok end de af mine kollegaer der kommer fra den administrative verden. Det er måske ikke så meget antallet af timer man anvender, som forholdet mellem arbejde/ikke-arbejde, kravene til individuel arbejdstilrettelæggelse mv. der giver forskellen.

Men som jeg siger til mine kollegaer der kommer fra administrative jobs (hej, Poul Taankvist: Du er faktisk en low performer): Jeg er af og til lidt fartblind efter at jeg var i universitetsverdenen i nogle og 20 år. For administratorer (der jo takket være NPM bestemmer, og det med Moderniseringsstyrelsens velsignelse) er de specielle udfordringer og belastninger ved uddannelsesarbejde bemærkelsesværdigt usynlige. Det er måske også værd at tænke på.

Og som sagt, så kan jeg have internaliseret dem i en sådan grad, at de heller ikke er helt tydelige for mig. Håber dog at jeg ikke slider mine kollegaer i graven.