Sommeren 2020: Forskellige betragtninger

1. For nu at parafrasere Jens Otto Krag har jeg gennem længere tid overvejet at deaktivere Twitter – i det mindste som aktiv bruger. Nu slettede jeg mine apps før jeg tog på ferie (fordi jeg kun ville have telefon og iPad til disposition i ferien og det er bøvlet at skrive i webinterfacet), og har ikke det store savn af de regelmæssige opdateringer.

1a. Twitter er stadig en ok platform at følge opdateringer om politik, forskning og Corona, nu hvor rss desværre er blevet en marginal teknologi. Resten kan man mute og blokere, når det bliver for træls. (Det hører med at de fleste af dem jeg lærte at kende for nogle år siden, nu kun er yderst begrænset aktive på platformen).

2. Normalt sørger jeg for at få set nogle udstillinger i løbet af sommeren, men museernes information (specielt: hvordan undgår man ventetid eller store menneskemængder) har været reelt ikke-eksistererende. Så: Ingen udstillinger i år. I stedet blev det til ture rundt i parkanlæggene omkring Gladsaxe

3. USA er mere f**ked end selv jeg forestillede mig. Hvis nu ikke Finansministeriet havde taget livet af Udenrigsministeriet, burde sidstnævnte have nedsat en arbejdsgruppe, der så på hvad Europa kan gøre i den nuværende situation, hvor USA og UK ikke længere er pålidelige partnere. (Finansministeriet tror stadig at McKinsey kan levere alle svar).

4. DF er igang med den sædvanlige sommeroffensiv (dog på baggrund af at partiet er i kraftig intern og ekstern krise). Hvornår begynder danske medier at forholde sig til partiets højreradikale ideologi i stedet for blot at diskutere strategi? (Dog: Politiken)

5. Læselisten i sommerferien hidtil: Tove Jansson – Pappan och havet; August Strindberg – Ægteskab; Richard Florida – The New Urban Crisis; Timothy Snyder – On Tyranny; Olga Ravn – De ansatte; Tove Jansson – Sommerbogen; Magnus Västerbro – Svälten: Hungaråren som formade Sverige.

6. Jeg er stadig spændt på hvordan mit arbejdsefterår kommer til at se ud. Forhåbentlig kan vi nøjes med punktvise nedlukninger, men risikoen er selvfølgelig at epidemien bryder ud igen. Dog må storholdsundervisning nok i alle tilfælde omlægges – et problem for vores brug af gæsteundervisere. (Og det er hvad jeg har tænkt på mit arbejde de sidste tre uger).

6a. Fynbus’ linje 61 og 62 kan være ret fyldte. Nok ikke et hensigtsmæssigt førstevalg fremover. Især når myndighederne ikke mener ansigtsbeskyttelse er nødvendigt.

7. Læring og adfærdsændringer er ikke lineære processer. Apropos Corona

Noget om forskningsverdenen og universitetskarrierer

Lige et par tanker i anledning af Lone Koefoeds tråde på Twitter om akademiske karriereveje:

Universitetesverdenen er sær sammenlignet med andre arbejdsverdener: Meget individualiseret, meget konkurrencepræget og meget usikker.

Så første pointe: Politikere og debattører der nedladende taler om “elfenbenstårnet” demonstrerer først og fremmest deres egen uvidenhed og arrogance. (Måske lidt undervisning i Luhmann kunne hjælpe, selv om jeg ofte aner at uvidenheden er strategisk bestemt).

Anyway – inden for det samfundsvidenskabelige område er der lettere og mere behagelige karriereveje, ikke mindst inden for det administrative område og organisationsområdet,så det der gør en forskel på folk der tager forskervejen og folk der tager administrationsvejen er det, vi i mangel af bedre kan kalde en entreprenørindstilling.

For, ja, meget af det man kan som forsker(uddannet) er faktisk det samme som selvstændige/entreprenører kan. Og i vore dage er en professor mest af alt en fundraiser og projektleder.

Og når #dkpol og #dkerhverv råber op om innovation, entrepreneurship og hvad ved jeg, er det egentlig fantastisk at der ikke er større respekt for den akademiske verden (som i stedet pakkes ind i en stadigt tungere og tungere dyne af NPM og lag på lag af organisatoriske chefer)

De færreste administrative chefer eller politikere (om nogen overhovedet) ville acceptere så store usikkerheder og krav i deres egne karrierer som de forventer af forskere og universitetsfolk. Omvendt er det entreprenørielle og muligheden for at skabe noget selvstændigt (trods politikeres og administratorers evige benspænd) det som motiverer folk til at blive i systemet, trods omkostningerne.

Det, og så frygten for at ens … hrmm … kompetencer ikke er noget værd uden for universitetssystemet.

Forresten stod jeg selv i 1993 med en ph.d.-grad og valget mellem en stilling i et departement og en 3-årig forskningsbevilling. Jeg valgte forskningsbevillingen, i øvrigt uden rigtig at tænke over hvad der ville komme bagefter. Det var lidt uventet at det blev næsten 10 år i Sverige der fulgte bagefter, men hånden på hjertet: Det er næppe sandsynligt at jeg havde haft en tilsvarende mulighed uden for universitetsverdenen.

Hvis der er noget jeg fortryder, er det at jeg ikke lagde større energi på at finde tilbud/muligheder uden for universitetsverdenen i 2007/08 da jeg røg ind i en nedskæringsrunde i Umeå. Havde jeg det, havde jeg nok siddet i et analytiker- eller konsulentjob i Stockhom i dag, og det havde egentlig været helt okay 🇸🇪

Skiftet fra universitets- til professionshøjskoleverdenen er stort (det var en fordel at jeg kunne trække på en meget stor undervisningsprotefølje 1992-2009), men for mig var det tiltrængt. Og, ærligt talt, statskundskabs- og historiefelterne savner ikke mine beskedne bidrag.

Nåja – glemte jeg at sige at der gik fra 1989 til 1999 før jeg fik min første ikke-tidsbegrænsede ansættelse? Poul Taankvist og de andre i #moderniseringsstyrelsen ville aldrig selv have accepteret så stor usikkerhed i deres egne jobvilkår eller karrierer.

Om hele den affære så også har haft omkostninger, fx i form af (manglende) ægteskab og børn? Det kan man ikke udelukke. Jeg overvejer også selv i dag risikoerne ved at eje bolig, når man skal være fleksibel økonomisk og geografisk. Jobusikkerheden sidder dybt.

Okay, måske lige en ting til. I mit nuværende arbejde på en professionsuddannelse diskuterer vi ofte arbejdsbelastninger, og her er det gået op for mig at jeg helt enkelt har en anden målestok end de af mine kollegaer der kommer fra den administrative verden. Det er måske ikke så meget antallet af timer man anvender, som forholdet mellem arbejde/ikke-arbejde, kravene til individuel arbejdstilrettelæggelse mv. der giver forskellen.

Men som jeg siger til mine kollegaer der kommer fra administrative jobs (hej, Poul Taankvist: Du er faktisk en low performer): Jeg er af og til lidt fartblind efter at jeg var i universitetsverdenen i nogle og 20 år. For administratorer (der jo takket være NPM bestemmer, og det med Moderniseringsstyrelsens velsignelse) er de specielle udfordringer og belastninger ved uddannelsesarbejde bemærkelsesværdigt usynlige. Det er måske også værd at tænke på.

Og som sagt, så kan jeg have internaliseret dem i en sådan grad, at de heller ikke er helt tydelige for mig. Håber dog at jeg ikke slider mine kollegaer i graven.