En dag i efteråret gled jeg tilfældigvis ind på DR2’s kulturprogram K2, hvor Ditlev Tamm varmt anbefalede den finlandsksvenske forfatter Kjell Westös seneste roman Tritonus.

Jeg kendte pinligt nok ikke Westö i forvejen, men omtalen lød interessant, så jeg satte den på listen over “bøger, jeg burde læse”. Min gode veninde Néné Labeet kom mig i forkøbet. Hendes vurdering var noget mere tempereret.

Det var et problem, for hvem skulle jeg nu tro på: Tamm eller Néné? Men selvfølgelig kan forskellige mennesker sagtens se forskellige ting i og have forskellige bedømmelser af et kunstværk.

Lad os starte med genren. Dannelses- eller udviklingsromanen er en kendt genre: Den unge mand (sjældnere en kvinde) drager ud for at vinde Verdenen. Og Kvinderne. Man må selv overveje hvad der er vigtigst for protagonisten.

Tiden har det jo med at gå i én retning, så på et tidspunkt er den unge mand ikke så ung længere. Han har nået det stadie i livet, hvor det handler om indvikling eller afvikling.

Således også Thomas Brander og Raidar Lindell. Brander er professionel musiker (dirigent, naturligvis. Vi er i Finland) og amatør på psykologiens område. Lindell er skolepsykolog og amatørmusiker. Brander rejste ud og vandt koncertsalene og kvinderne. Lindell blev i skærgården – en mindre scene, men dog med en defineret rolle som guitarist i et fritidsorkester.

Skal man blive i musikanalogierne er Brander og Lindell henholdsvis hoved- og bitema. Begge er sidst i 50’erne og i krise, men det er Brander der er motoren i fortællingen, når han træder ind på scenen i skærgårdssamfundet og for alvor forstyrrer både sit eget og andres liv.

Det lyder sikkert som en halvdårlig vittighed at sige at Brander er på grænsen til at være udbrændt. Hans seneste erobring har i den grad dumpet ham til fordel for en yngre model, og musikken er gledet ham af hænde. Hans koncerter bliver stive og livløse, orkestermusikerne gør nar af ham, indbydelserne udebliver (og når de kommer, er det tydeligt at han er andetvalg. Når nu ikke Alan Gilbert og co. har plads i kalenderen), og de yngre talenter kræver deres plads. Det er tid til afvikling.

Og så er der også den lille sag med terrorangrebet i Bruxelles, som Brander overlevede, fysisk uskadt. Og der er en pandemi, som gør sig diskret påmindet, samtidig med at vejret ikke er, som det plejede at være. Alt er kort sagt ude af vater.

Branders løsning er at opføre en kæmpevilla – et skrytbygge, ville man sige på svensk – med navnet Casa Tritonus i skærgården, hvor han kan … ja, hvad kan og skal han egentlig i det hus, som det ligger mellem landjorden og havet?

I en central scene i bogen kommer to gamle dirigentkollegaer på besøg og flår Brander i stumper og stykker, som kun venner kan.

Tritonus er en lang bog, og selv om den er forholdsvis letlæst, skal man holde godt styr på mylderet af personer omkring Brander og Lindell. Dødsfald og andre tab – og ikke mindst hvordan man forholder sig til dem – spiller en central rolle i fortællingen.

Behøver man kende til alle de (mange!) musikstykker, der refereres (ofte!) i bogen? Musikken er nu engang Branders håndværk og det, han forstår sig selv i forhold til, men mange læsere kan nok stå lige så fremmede over for henvisningerne, som naboen Lindell gør. Måske er det en pointe i sig selv?

Slutter bogen med en forsoning og ny balance? Både og.

Brander arbejder i hvert fald på at omdefinere sin egen rolle som musiker i en lokal musikfest (det menneskelige kan være lidt mere uklart), mens Lindell (vistnok) får forsonet sig med sin kones død.

Samtidig går naboøen op i flammer. Ur led är tiden.

Skal jeg sammenfatte, vil jeg sige at Tritonus er en lang – og måske også for lang – bog hvor der er dybe indsigter i mandlige frustrationer, når afviklingen begynder at melde sig. Fokus er på personerne, mens skærgården godt kan virke som lidt af en kulisse. Jeg ved ikke helt om det med vilje fra forfatterens side.

Men – hvis man vil læse en kortere, mere poetisk og mindst lige så dybsindig bog om livskriser, som i øvrigt også foregår i et skærgårdsmiljø med naturen som med- og modspiller, har finlandssvenskerne faktisk et bud: Tove Janssons Pappan och havet, hvor Mumifar i frustration over livet som sådan rykker sin familie ud til et fyrtårn, som han bruger bogen på at kæmpe med at få tændt.

Egentlig kunne jeg godt se for mig, hvordan Lille My (aldeles uimponeret, naturligvis) træder ind i Casa Tritonus, betragter byggeriet og Brander, for så med en replik fra Pappan och havet at sige til ham: “Du er vred på den forkerte måde”.