Beethoven – et sommerprojekt

For mange år siden, da jeg var ung og energisk, fik jeg den idé, at jeg ville høre Beethovens symfonier fra ende til anden. Det var faktisk inden cd’ernes tid – og længe inden nogen havde hørt om streaming, så Beethovens samlede havde ikke kun lydligt, men også fysisk en vis udstrækning.

Og det var inden vi kom til den økonomiske side af sagen – en hurtig beregning viser at hvis en standard-lp kostede 100 kr i begyndelsen af 1980’erne, ville det svare til cirka 250 kr i 2021-priser. Og et sæt Beethoven fyldte 6-7 lp’er, så det ville være noget af en udskrivning at kaste sig ud i.

Heldigvis havde Gladsaxe et yderst velassorteret musikbibliotek – ud over klassisk kunne man også frådse i alle slags jazz og latinamerikansk musik – hvilket gjorde projektet en hel del mere overkommeligt.

Uanset den klassiske musikindustris problemer var antallet af indspilinger noget mere begrænset end i dag, så mit valg faldt ret forudsigeligt på Herbert von Karajans indspilinger med Berlinerfilharmonikerne fra 1970’erne.

Som jeg forstår det, mener De Rigtige Eksperter, at hvis det skal være Karajan i stereo, så skal det helst være indspilningerne fra 1960’erne, mens serien fra 1980’erne betragtes som udtryk for senromersk dekadence. Rigtige afficionados vil naturligvis fremhæve, at man skal høre hele molevitten i mono. Dertil kommer at Karajan-bashing er en genre for sig selv i den klassiske musikverden. Det skal ikke skjule at der er mere end én måde at spille Beethoven på.

Men selv om én dirigent næppe kunne eller kan yde alle Beethovens symfonier samme retfærdighed, havde projektet den store fordel, at jeg fik hørt de mindre kendte symfonier – og selvfølgelig også hørt de kendte brudstykker (starten af 6. symfoni, Ode an die Freude fra 9. symfoni) i deres sammenhæng. Og konsekvensen blev at de andre syv har fulgt mig de sidste cirka fyrre år.

For sjov skyld gentog jeg projektet sidste uge – dog var lp’erne erstattet af en streamningtjeneste (idagio, for de interesserede) og Herbert von Karajan med Claudio Abbado, som jo efterfulgte ham som chefdirigent.

Folk der ved mere om musik, musikhistorie og musikteori end jeg, har skrevet om Beethoven og hans symfonier, så jeg vil her henvise til den britiske dirigent Mark Wigglesworths korte introduktioner til symfonierne og argumentation for, hvorfor vi i det 21. århundrede bør lytte til Beethoven.

Men her er mine punkter:

  1. Beethovens ni symfonier er meget forskellige. Så er man det mindste til partiturmusik, er der noget at komme efter.
  2. Min personlige favorit er nr. 3, Eroica (eller “Beethovens Erotica”, som Thomas Mann lader en dannelsesudfordret tuberkulosepatient kalde den i Trolddomsbjerget). Vi kommer meget langt omkring i de fire satser – og der er intet tju-bang over det heoriske.
  3. Starten af nr. 5 og koret fra nr. 9 er spillet til døde, men der er altså tre satser efter starten af 5’eren og tre (og lidt til) inden vi kommer til koret i 9’eren.
  4. Tre af symfonierne er kriminelt undervurderede – nr. 2, 4 og 8 ville alle blive regnet som højdepunkter i det tidlige 19. århundredes musik, hvis enhver anden end Beethoven havde komponeret dem.
  5. Specielt nummer 4 kan være velegnet, hvis man vil komme forbi billedet af Den Store Beethoven. Prøv fx at få fat i Carlos Kleibers liveindspilning.
  6. Beethoven kan også være morsom. Manden opfandt trods alt scherzoen.
  7. Nummer 1, 6 og 7 skal selvfølgelig nævnes. Pastoralen var den første klassiske lp, jeg købte.

Nu giver streamingtjenesterne jo ubegrænset adgang til meget i vore dage, så jeg prøvede for sjovs skyld at parallellytte Abbado med Berlinerfilharmonikerne med indspilninger af Herbert Blomstedt og Gewandhausorchester fra 2010’erne. Selv om begge må regnes som mainstream i luksusklassen er der store forskelle – heldigvis findes den endegyldige opførelse eller indspilning af Beethovens symfonier ikke. (Jeg har været til koncert med Berlinerfilharmonikerne – Gewandhausorchester i Leipzig er helt klart på ønskelisten)

Min egen Beethoven-samling før streamingens dage var en blandet landhandel – og det er nok som det skal være.

  • Samlede sæt: George Szell og Cleveland Orchestra, Herbert von Karajan og Berlinerfilharmonikerne.
  • Nummer 3 (og 9) – Karl Böhm og Wienerfilharmonikerne
  • Nummer 5 og 7 – Carlos Kleiber og Wienerfilharmonikerne
  • Nummer 6 – Herbert von Karajan og Berlinerfilharmonikerne
  • Nummer 7 – Leonard Bernstein og Wienerfilharmonikerne

Nu er der jo kommet nye generationer af dirigenter til, og i 2022 er udvalget af indspilninger af enkelte symfonier eller hele sæt nærmest uoverskueligt.

PS: Ingen anelse om hvem der har tegnet karikaturen. Den er snuppet herfra.

Bogåret 2021

Opstillet kronologisk fra 1. januar til 31. december. Arbejdsrelateret læsning er ikke medtaget

  • Adam Przeworski – Crises of Democracy
  • Jan Heiberg Johansen – Paradoksledelse
  • Pia Juul – Asterisk
  • Alexander von Oettingen et al – Pissedårlig ledelse
  • Mikkel Vedby Rasmussen – Krisesamfundet
  • Søs Marie Serup og Mikkel Faurholdt – Skaberen, taberen, frelseren?
  • Kjell Westö – Drakarna över Helsingfors
  • Kristian Andersen – Den store dansker
  • Jens Smærup Sørensen – Klinten
  • Helle Helle – de
  • Simon Lund og Ralf Christensen – Dem jeg elsker, elsker jeg
  • Zygmunt Bauman – Flydende modernitet
  • Henrik Palle – Thomas Winding; en stemme i tiden
  • Alexander von Oettingen & Lars Hende Svensson (red) – Pissedårlig inklusion
  • Jan Teorell, Hanna Bäck, Johan Hellström & Johannes Lindvall – 134 dagar
  • Martin Jes Iversen – Udsyn, ØK, Danmark og verden
  • Jonathan Carr – The Wagner Clan
  • Graham Greene – Stamboul Train
  • Jens Kistrup – Kistrups teater
  • Richard Florida – The Great Reset
  • Jens Engberg – Den standhaftige tinsoldat
  • Jens Kistrup – Teatrets omrids
  • Andreas Reckwitz – Das Ende der Illusionen
  • Søren Ulrik Thomsen – Store Kongensgade 23
  • Marc Augé – Non-Places
  • Holger K. Nielsen – Det var det værd
  • Pernille Stensgaard – Selveste Gyldendal
  • Helle Thorning Schmidt – Blondinens betragtninger
  • Tove Jansson – Sent i november
  • K.E. Løgstrup – Martin Heidegger
  • Torbjörn Nilsson & Josefin Hägglund – Tvåkammarriksdagen 1867-1970
  • Norman Lebrecht – The Life and Death of Classical Music
  • Kasper Møller Hansen, Rune Stubager mfl – Klimavalget
  • Charlotte Mandrup – Vær professionel på jobbet
  • Andreas Bergh & Olof Hallonsten – Enhetslösningarnas tyranni
  • Karl Ove Knausgård – Morgenstjernen
  • Michel Houellebecq – At holde sig i live – og andre tekster
  • Magnus Barsøe – Gud bevare afdragsfriheden
  • Katrine Marie Guldager – Det samme og noget helt andet

Teateråret 2021

Aarhus Teater

Hvem skulle have troet at der ville gå halvandet år fra mit sidste teaterbesøg – Ordet på Aarhus Teater i marts 2020 til Når vi døde vågner – også på Aarhus Teater i oktober 2021? Nedlukningen kostede hele forårssæsonen 2021, men jeg kom til fem forestillinger på fem scener i tre byer i efteråret. Søren Pilmarks præstation i En folkefjende var specielt bemærkelsesværdig.

  • Tre søstre – Odense Teater
  • Når vi døde vågner – Aarhus Teater
  • Den indbildt syge – Det Kgl. Teater, Skuespilhuset
  • Scavenius – Teater Momentum (gæstespil af Bådteatret)
  • En folkefjende – Odense Teater
  • Maskeballet – Det Kgl. Teater, Operahuset

Koncertåret 2021

Copenhagen Phil, Konservatoriets Koncertsal, 12/11-2021

2021 begyndte som 2020 sluttede: Aflysninger på grund af nedlukningen fra december. Koncert efter koncert forsvandt fra kalenderen eller blev udskudt, til koncertstederne åbnede igen. Heldigvis havde musikerne holdt gejsten oppe i de mørke måneder.

Maj og juni blev omvendt en hel myldretid af koncerter – ikke mindst fordi Odense Symfoniorkester havde gjort en beundringsværdig indsats for at flytte de koncerter, som måtte aflyses mellem december 2020 og maj 2021, og det lykkedes mig – bortset fra en forkølelse, der kostede en koncert med Shostakovitch – at komme gennem hele efterårssæsonen.

  • Dvorak – Karnevalsouverture, Gulda – Cellokoncert, Bartok – Koncert for orkester – Leonardo Altino, Rossen Gergov, Odense Symfoniorkester – Odense Koncerthus
  • Michael Dalgas Trio – Dexter
  • Jan Kaspersen Kvintet – Dexter
  • Stravinski- Pulcinella Suite, Ravel – Klaverkoncert i G-Dur, Mussorgski – Udstillingsbilleder – Jean-Efflam Bavouzet, Pierre Bleuse, Odense Symfoniorkester – Odense Koncerthus
  • J.S. Bach – Musikalisches Opfer, C.P.E. Bach – Sinfonia for strygere, nr. 1, Frederik II af Preussen – Fløjtekoncert, Stravinski – Historien om en soldat, musikere fra Odense Symfoniorkester, Odense Koncerthus
  • Schubert – Symfoni nr 3, Mozart – Exultate jubilate, Symfoni nr 41, Odense Symfoniorkester
  • Herbie Hancock – DR Koncerthuset
  • Dukas – Troldmandens lærling, Chausson – Poeme, Ravel – Tzigane, Berlioz – Symphonie Fantastique, Eugen Tichindeleanu, Pierre Bleuse, Odense Symfoniorkester, Odense Koncerthus
  • Francaix – Divertissement, Rasmussen – Kvintet i F, Aulin – Fyra akvareller (arr. Jerkert), Dvorak – Strygekvartet nr 12 “Den amerikanske”, musikere fra Odense Symfoniorkester/Qvindetta – Odense Koncerthus
  • Pachelbel – Canon og Gigue, J.S. Bach – Bondekantaten, Dont – Kvartet for violiner, musikere fra Odense Symfoniorkester, Lise Bech Bendix, Piet Larsen – Odense Koncerthus
  • C. Schumann – Tre romancer for violin og klaver (arr. for orkester), Sørensen – Klaverkoncert nr. 3, R. Schumann – Symfoni nr. 4, Katrine Gislinge, John Storgårds, Copenhagen Phil – Konservatoriets Koncertsal
  • Ravel – Ma Mere l’Oye, La Valse, Rossini/Respighi – La Boutique Fantasque – Pierre Bleuse, Odense Symfoniorkester – Odense Koncerthus
  • Wagner – Forspil til Parsifal, Siegfried-Idyll, Prokofiev – Askepot (uddrag) – Christian Reif, Odense Symfoniorkester – Odense Koncerthus

Druk: Nogle flydende tanker

Et par tanker siden jeg brugte lørdag aften på Druk (filmen altså, jeg sover elendigt med alkohol i kroppen): Det er jo gode skuespillere og udmærket underholdning, men rammer filmen helt 50+’eres situation anno 2020?

For mig lignede det en klassisk midtvejskrisefortælling, hvor manden med fast job, smuk kone og smukt hus pludselig bare ser den lige vej til kierkegaarden og savner Meningen med det hele (dvs. ekstasen), for på den hårde måde at lære at ekstasen eller det usædvanlige kan man kun finde glimtvis.

Men hvis vi nu ser på en mere typisk 50+-figur anno 2020, ville en virkelighedens Mads Mikkelsen have et par gymnasiereformer og OK13 bag sig. Og det er inden vi kommer til alt muligt digitaliseringshalløj.

Rektor ville ikke være en matriark (Susse Wold er vel lidt over pensionsalderen for gymnasierektorer?) men en yngre type med et par masteruddannelser og yderligere lederkurser bag sig og helt styr på DJØF-sproget og indstillingen at gamle narrøve i bedste fald er et underholdende indslag i hverdagen. For god ordens skyld kan vi lægge en eller to skilsmisser i bagagen. Og eleverne (forvirrede som teenagere nu er) er dem der har mest styr på hvad der egentlig foregår.

Altså, Zygmunt Bauman, flydende modernitet og så videre. Helt andre roller: Mikkelsens problem ville ikke være at alt var groet fast og forudsigeligt, men at alting (nåja) flyder – kønsroller, familie, arbejdsliv – og så skal man prøve at ro rundt i den suppedas.

Så måske er filmen lidt gammeldags? Mere 1970 end 2020?

Bogåret 2020

Pia Juul: Et af 2020s store tab

Opstillet kronologisk fra 1. januar til 31. december. Uafsluttede bøger og arbejdsrelateret læsning er ikke medtaget.

  • Henrik Pontoppidan – Lykke-Per
  • Thomas Mann – Et upolitisk menneskes betragtninger
  • Jana Hensel – Zonenkinder
  • Paul Veyne – Palmyra. Den uerstattelige skat
  • Anna Kinberg Batra – Inifrån
  • Karl Aage Rasmussen – En sørgmodig drøm om idyl. Uudgrundelige Johannes Brahms
  • Tove Ditlevsen – Kærlig hilsen, Tove
  • Olga Tokarczuk – Dagens hus, Nattens hus
  • Mathias Herup Nielsen – Optimismens politik
  • Georg Simmel – Die Großstädte und das Geistesleben
  • Georges Simenon – Maigret i Holland
  • Per Stig Møller – Sommeren ‘45. Fra overmod til mismod
  • Mats Alvesson – The Stupididy Paradox: The Power and Pitfalls of Functional Stupidity at Work
  • Manfred B. Steger – Neoliberalism: A Very Short Introduction
  • Cas Mudde – The Far Right Today
  • Erik Aschengreen – Som jeg kendte dem
  • Erik Aschengreen – Fra et liv med dans. Erindringsessays
  • Poul Smidt – Fredy: Klemt kronprins – glemt konge. En biografi om Frederik 8.
  • Henrik Pontoppidan – Isbjørnen: Et portræt
  • Anders Bodelsen – Rama Sama
  • Anders Bodelsen – Varm luft
  • Dorrit Willumsen – Løg trækker tårer
  • Jess Ørnsbo – 33 digte
  • Tove Ditlevsen – Gift
  • Erik Wiedemann / Christian Braad Thomsen – Jazzen i blodet
  • Tove Jansson – Pappan och havet
  • August Strindberg – Ægteskab
  • Richard Florida – The New Urban Crisis
  • Olga Ravn – De ansatte
  • Timothy Snyder – On Tyranny
  • Tove Jansson – Sommerbogen
  • Magnus Västerbro – Svälten: Hungeråren som formade Sverige
  • Ebba Witt-Brattström – Århundradets kärlekskrig
  • Horace Engdahl – Den sista grisen
  • Wendy Brown et al – Authoritarianism
  • Christian Ørsted – Fatale forandringer
  • Friedrich Nietzsche – Om vore dannelsesanstalters fremtid
  • Lars Løkke Rasmussen – Om de fleste – og det meste
  • Henrik Nordbrandt – Jetlag
  • Agatha Christie – Solen var vidne
  • Stine Pilgaard – Meter i sekundet
  • Bill Eddy – 5 Types of People Who Can Ruin Your Life
  • Anne Mette Kjeldsen mfl – Distribueret ledelse i den offentlige sektor
  • Per Helge Sørensen – Varmluftsstrategi for begyndere
  • Maria Sobolewska and Robert Ford – Brexitland
  • Kjell Westö – Tritonus
  • Ivan Krastev – Is It Tomorrow Yet?

Dirigenten og havet

En dag i efteråret gled jeg tilfældigvis ind på DR2’s kulturprogram K2, hvor Ditlev Tamm varmt anbefalede den finlandsksvenske forfatter Kjell Westös seneste roman Tritonus.

Jeg kendte pinligt nok ikke Westö i forvejen, men omtalen lød interessant, så jeg satte den på listen over “bøger, jeg burde læse”. Min gode veninde Néné Labeet kom mig i forkøbet. Hendes vurdering var noget mere tempereret.

Det var et problem, for hvem skulle jeg nu tro på: Tamm eller Néné? Men selvfølgelig kan forskellige mennesker sagtens se forskellige ting i og have forskellige bedømmelser af et kunstværk.

Lad os starte med genren. Dannelses- eller udviklingsromanen er en kendt genre: Den unge mand (sjældnere en kvinde) drager ud for at vinde Verdenen. Og Kvinderne. Man må selv overveje hvad der er vigtigst for protagonisten.

Tiden har det jo med at gå i én retning, så på et tidspunkt er den unge mand ikke så ung længere. Han har nået det stadie i livet, hvor det handler om indvikling eller afvikling.

Således også Thomas Brander og Raidar Lindell. Brander er professionel musiker (dirigent, naturligvis. Vi er i Finland) og amatør på psykologiens område. Lindell er skolepsykolog og amatørmusiker. Brander rejste ud og vandt koncertsalene og kvinderne. Lindell blev i skærgården – en mindre scene, men dog med en defineret rolle som guitarist i et fritidsorkester.

Skal man blive i musikanalogierne er Brander og Lindell henholdsvis hoved- og bitema. Begge er sidst i 50’erne og i krise, men det er Brander der er motoren i fortællingen, når han træder ind på scenen i skærgårdssamfundet og for alvor forstyrrer både sit eget og andres liv.

Det lyder sikkert som en halvdårlig vittighed at sige at Brander er på grænsen til at være udbrændt. Hans seneste erobring har i den grad dumpet ham til fordel for en yngre model, og musikken er gledet ham af hænde. Hans koncerter bliver stive og livløse, orkestermusikerne gør nar af ham, indbydelserne udebliver (og når de kommer, er det tydeligt at han er andetvalg. Når nu ikke Alan Gilbert og co. har plads i kalenderen), og de yngre talenter kræver deres plads. Det er tid til afvikling.

Og så er der også den lille sag med terrorangrebet i Bruxelles, som Brander overlevede, fysisk uskadt. Og der er en pandemi, som gør sig diskret påmindet, samtidig med at vejret ikke er, som det plejede at være. Alt er kort sagt ude af vater.

Branders løsning er at opføre en kæmpevilla – et skrytbygge, ville man sige på svensk – med navnet Casa Tritonus i skærgården, hvor han kan … ja, hvad kan og skal han egentlig i det hus, som det ligger mellem landjorden og havet?

I en central scene i bogen kommer to gamle dirigentkollegaer på besøg og flår Brander i stumper og stykker, som kun venner kan.

Tritonus er en lang bog, og selv om den er forholdsvis letlæst, skal man holde godt styr på mylderet af personer omkring Brander og Lindell. Dødsfald og andre tab – og ikke mindst hvordan man forholder sig til dem – spiller en central rolle i fortællingen.

Behøver man kende til alle de (mange!) musikstykker, der refereres (ofte!) i bogen? Musikken er nu engang Branders håndværk og det, han forstår sig selv i forhold til, men mange læsere kan nok stå lige så fremmede over for henvisningerne, som naboen Lindell gør. Måske er det en pointe i sig selv?

Slutter bogen med en forsoning og ny balance? Både og.

Brander arbejder i hvert fald på at omdefinere sin egen rolle som musiker i en lokal musikfest (det menneskelige kan være lidt mere uklart), mens Lindell (vistnok) får forsonet sig med sin kones død.

Samtidig går naboøen op i flammer. Ur led är tiden.

Skal jeg sammenfatte, vil jeg sige at Tritonus er en lang – og måske også for lang – bog hvor der er dybe indsigter i mandlige frustrationer, når afviklingen begynder at melde sig. Fokus er på personerne, mens skærgården godt kan virke som lidt af en kulisse. Jeg ved ikke helt om det med vilje fra forfatterens side.

Men – hvis man vil læse en kortere, mere poetisk og mindst lige så dybsindig bog om livskriser, som i øvrigt også foregår i et skærgårdsmiljø med naturen som med- og modspiller, har finlandssvenskerne faktisk et bud: Tove Janssons Pappan och havet, hvor Mumifar i frustration over livet som sådan rykker sin familie ud til et fyrtårn, som han bruger bogen på at kæmpe med at få tændt.

Egentlig kunne jeg godt se for mig, hvordan Lille My (aldeles uimponeret, naturligvis) træder ind i Casa Tritonus, betragter byggeriet og Brander, for så med en replik fra Pappan och havet at sige til ham: “Du er vred på den forkerte måde”.

Teateråret 2020

Set live

  • Jeg og mig – Teater Momentum, Odense
  • Penthesilea – Det Kgl. Teater
  • Den unge Werthers lidelser – Århus Teater
  • Apokalypse – Teater Momentum, Odense
  • Helligtrekongersaften – Odense Teater
  • Ordet – Aarhus Teater

Set på video

  • Der Kaukasische Kreidekreis – Berliner Ensemble
  • Marat/Sade – Deutsches Theater Berlin (gensyn med en forestilling jeg så live i 2016)
  • Woyzeck (Wilson/Waits-versionen) – Thalia Theater Hamburg
  • Die Hamletmaschine – Deutsches Theater Berlin
  • Die Hamletmaschine – Thalia Theater Hamburg
  • Die Pest – Deutsches Theater Berlin
  • Spöksonaten – Dramaten
  • Macbeth (Heiner Müllers version) – Berliner Ensemble

Planlagt/Aflyst pga Corona

  • Driving Miles – Teater Momentum, Odense
  • Bortførelsen fra Seraillet – Den Jyske Opera/Odense Koncerthus
  • Mutter Courage – Det Kgl. Teater
  • Der Kaukasische Kreidekreis – Berliner-Ensemble
  • Ariadne på Naxos – Den Kgl. Opera
  • Natten er dagens mor – Folketeatret

Koncertåret 2020

Odense Symfoniorkester: Odense Koncerthus 27/11 2020

Corona satte også stop for koncertbesøgene, men jeg kom dog til en jazz- og en klassisk koncert i efteråret. Vi må se, hvornår koncerter igen bliver mulige at gennemføre igen.

Set

  • Dvorak: Cellokoncert, Tchaikovsky: 6. symfoni – Henri Demarquette, Odense Symfoniorkester, Eivind Gullberg Jensen
  • Franck: Le Chasseur Maudit, Variations Symphoniques, Stravinsky: Petrushka – Andrei Korobeinikov, Odense Symfoniorkester, Pierre Bleuse
  • Carsten Dahl Trio – Dexter
  • Mozart: Klarinetkoncert, Mahler: 5. symfoni – Sergei Eletsky, Odense Symfoniorkester, Jamie Philips
  • Berio: Sinfona, Bartok: Koncert for orkester – Berliner Filharmonikerne og Simon Rattle, (via Digital Concert Hall)
  • Claus Waidtløv/Carsten Dahl – Dexter
  • Grieg: Per Gynt Suite, nr 2, Sibelius: Violinkoncert, 2. symfoni – Johan Dalene, Odense Symfoniorkester, Andreas Delfs

Planlagt

  • Beethoven: Missa Solemnis – Odense Symfoniorkester
  • Herbie Hancock – DR Koncerthuset

Teater på nettet

Stina Ekblad og Hamadi Khemiri i Spöksonaten, Dramaten Play

Coronavirussen betød blandt meget andet at teatre og koncertsteder måtte indstille deres normale aktiviteter. Dertil kom naturligvis også at udlandsrejser blev umulige, så mine planlagte teater- og koncertture fra 13. marts og fremefter blev ikke til noget. Det kostede blandt andet Mutter Courage på Det Kgl. Teater og Den Kaukasiske Kridtcirkel på Berliner Ensemble.

Dog har vi nu internettet, hvilket betød at en del scener kunne præsentere nye og gamle opsætninger i forskellig form. Så helt uden teater blev jeg heldigvis ikke, og det har givet fine oplevelser – også selv om man naturligvis ikke kan sammenligne oplevelsen foran en skærm på 32″ med hele oplevelsen af at gå i teateret, aflevere sit overtøj i garderoben, den fælles venten og lysene, der slukkes inden handlingen på scenen begynder.

Jeg søgte ikke systematisk efter udbydere, men kiggede efter teatre jeg selv havde besøgt. Det resulterede i nogle virtuelle ture til Hamborg, Berlin og Stockholm. Meget rart i en tid, hvor man ellers ikke kunne komme nogle steder. Og jeg fik set nogle forestillinger, jeg næppe ellers ville have fået set – blandt andet to yderst forskellige bud på Heiner Müllers Hamletmaskine.

Den rent tekniske kvalitet af de forestillinger jeg har set de seneste måneder, har i sagens natur varieret. Mange er optagelser oprindeligt lavet til intern dokumentation, hvorfor specielt lyset ikke var tilpasset sening på en tv-skærm. I andre tilfælde var der tale om indspilninger lavet til tv, og Deutsches Theater Berlin kastede sig ud i en decideret særproduktion af dramatiseringen af Albert Camus’ Pesten (hvad ellers?), hvor den tomme teaterbygning blev scenen for skuespilleren Božidar Kocevskis rundtur i samarbejde med kameramanden Lorenz Haarmann. Forhåbentlig bliver den version tilgængelig igen på en eller anden måde, for den viser (i al fald for lægmænd) hvad en skuespiller kan – også uden et fysisk publikum. Kreativitet er ikke sådan at slå ned.

“Mine” teatre:

“Mine” forestillinger:

  • Der Kaukasische Kreidekreis – Berliner Ensemble
  • Marat/Sade – Deutsches Theater Berlin
  • Woyzeck (Wilson/Waits-versionen) – Thalia Theater Hamburg
  • Die Hamletmaschine – Deutsches Theater Berlin
  • Die Hamletmaschine – Thalia Theater Hamburg
  • Die Pest – Deutsches Theater Berlin
  • Spöksonaten – Dramaten