Bogåret 2020

Pia Juul: Et af 2020s store tab

Opstillet kronologisk fra 1. januar til 31. december. Uafsluttede bøger og arbejdsrelateret læsning er ikke medtaget.

  • Henrik Pontoppidan – Lykke-Per
  • Thomas Mann – Et upolitisk menneskes betragtninger
  • Jana Hensel – Zonenkinder
  • Paul Veyne – Palmyra. Den uerstattelige skat
  • Anna Kinberg Batra – Inifrån
  • Karl Aage Rasmussen – En sørgmodig drøm om idyl. Uudgrundelige Johannes Brahms
  • Tove Ditlevsen – Kærlig hilsen, Tove
  • Olga Tokarczuk – Dagens hus, Nattens hus
  • Mathias Herup Nielsen – Optimismens politik
  • Georg Simmel – Die Großstädte und das Geistesleben
  • Georges Simenon – Maigret i Holland
  • Per Stig Møller – Sommeren ‘45. Fra overmod til mismod
  • Mats Alvesson – The Stupididy Paradox: The Power and Pitfalls of Functional Stupidity at Work
  • Manfred B. Steger – Neoliberalism: A Very Short Introduction
  • Cas Mudde – The Far Right Today
  • Erik Aschengreen – Som jeg kendte dem
  • Erik Aschengreen – Fra et liv med dans. Erindringsessays
  • Poul Smidt – Fredy: Klemt kronprins – glemt konge. En biografi om Frederik 8.
  • Henrik Pontoppidan – Isbjørnen: Et portræt
  • Anders Bodelsen – Rama Sama
  • Anders Bodelsen – Varm luft
  • Dorrit Willumsen – Løg trækker tårer
  • Jess Ørnsbo – 33 digte
  • Tove Ditlevsen – Gift
  • Erik Wiedemann / Christian Braad Thomsen – Jazzen i blodet
  • Tove Jansson – Pappan och havet
  • August Strindberg – Ægteskab
  • Richard Florida – The New Urban Crisis
  • Olga Ravn – De ansatte
  • Timothy Snyder – On Tyranny
  • Tove Jansson – Sommerbogen
  • Magnus Västerbro – Svälten: Hungeråren som formade Sverige
  • Ebba Witt-Brattström – Århundradets kärlekskrig
  • Horace Engdahl – Den sista grisen
  • Wendy Brown et al – Authoritarianism
  • Christian Ørsted – Fatale forandringer
  • Friedrich Nietzsche – Om vore dannelsesanstalters fremtid
  • Lars Løkke Rasmussen – Om de fleste – og det meste
  • Henrik Nordbrandt – Jetlag
  • Agatha Christie – Solen var vidne
  • Stine Pilgaard – Meter i sekundet
  • Bill Eddy – 5 Types of People Who Can Ruin Your Life
  • Anne Mette Kjeldsen mfl – Distribueret ledelse i den offentlige sektor
  • Per Helge Sørensen – Varmluftsstrategi for begyndere
  • Maria Sobolewska and Robert Ford – Brexitland
  • Kjell Westö – Tritonus
  • Ivan Krastev – Is It Tomorrow Yet?

Dirigenten og havet

En dag i efteråret gled jeg tilfældigvis ind på DR2’s kulturprogram K2, hvor Ditlev Tamm varmt anbefalede den finlandsksvenske forfatter Kjell Westös seneste roman Tritonus.

Jeg kendte pinligt nok ikke Westö i forvejen, men omtalen lød interessant, så jeg satte den på listen over “bøger, jeg burde læse”. Min gode veninde Néné Labeet kom mig i forkøbet. Hendes vurdering var noget mere tempereret.

Det var et problem, for hvem skulle jeg nu tro på: Tamm eller Néné? Men selvfølgelig kan forskellige mennesker sagtens se forskellige ting i og have forskellige bedømmelser af et kunstværk.

Lad os starte med genren. Dannelses- eller udviklingsromanen er en kendt genre: Den unge mand (sjældnere en kvinde) drager ud for at vinde Verdenen. Og Kvinderne. Man må selv overveje hvad der er vigtigst for protagonisten.

Tiden har det jo med at gå i én retning, så på et tidspunkt er den unge mand ikke så ung længere. Han har nået det stadie i livet, hvor det handler om indvikling eller afvikling.

Således også Thomas Brander og Raidar Lindell. Brander er professionel musiker (dirigent, naturligvis. Vi er i Finland) og amatør på psykologiens område. Lindell er skolepsykolog og amatørmusiker. Brander rejste ud og vandt koncertsalene og kvinderne. Lindell blev i skærgården – en mindre scene, men dog med en defineret rolle som guitarist i et fritidsorkester.

Skal man blive i musikanalogierne er Brander og Lindell henholdsvis hoved- og bitema. Begge er sidst i 50’erne og i krise, men det er Brander der er motoren i fortællingen, når han træder ind på scenen i skærgårdssamfundet og for alvor forstyrrer både sit eget og andres liv.

Det lyder sikkert som en halvdårlig vittighed at sige at Brander er på grænsen til at være udbrændt. Hans seneste erobring har i den grad dumpet ham til fordel for en yngre model, og musikken er gledet ham af hænde. Hans koncerter bliver stive og livløse, orkestermusikerne gør nar af ham, indbydelserne udebliver (og når de kommer, er det tydeligt at han er andetvalg. Når nu ikke Alan Gilbert og co. har plads i kalenderen), og de yngre talenter kræver deres plads. Det er tid til afvikling.

Og så er der også den lille sag med terrorangrebet i Bruxelles, som Brander overlevede, fysisk uskadt. Og der er en pandemi, som gør sig diskret påmindet, samtidig med at vejret ikke er, som det plejede at være. Alt er kort sagt ude af vater.

Branders løsning er at opføre en kæmpevilla – et skrytbygge, ville man sige på svensk – med navnet Casa Tritonus i skærgården, hvor han kan … ja, hvad kan og skal han egentlig i det hus, som det ligger mellem landjorden og havet?

I en central scene i bogen kommer to gamle dirigentkollegaer på besøg og flår Brander i stumper og stykker, som kun venner kan.

Tritonus er en lang bog, og selv om den er forholdsvis letlæst, skal man holde godt styr på mylderet af personer omkring Brander og Lindell. Dødsfald og andre tab – og ikke mindst hvordan man forholder sig til dem – spiller en central rolle i fortællingen.

Behøver man kende til alle de (mange!) musikstykker, der refereres (ofte!) i bogen? Musikken er nu engang Branders håndværk og det, han forstår sig selv i forhold til, men mange læsere kan nok stå lige så fremmede over for henvisningerne, som naboen Lindell gør. Måske er det en pointe i sig selv?

Slutter bogen med en forsoning og ny balance? Både og.

Brander arbejder i hvert fald på at omdefinere sin egen rolle som musiker i en lokal musikfest (det menneskelige kan være lidt mere uklart), mens Lindell (vistnok) får forsonet sig med sin kones død.

Samtidig går naboøen op i flammer. Ur led är tiden.

Skal jeg sammenfatte, vil jeg sige at Tritonus er en lang – og måske også for lang – bog hvor der er dybe indsigter i mandlige frustrationer, når afviklingen begynder at melde sig. Fokus er på personerne, mens skærgården godt kan virke som lidt af en kulisse. Jeg ved ikke helt om det med vilje fra forfatterens side.

Men – hvis man vil læse en kortere, mere poetisk og mindst lige så dybsindig bog om livskriser, som i øvrigt også foregår i et skærgårdsmiljø med naturen som med- og modspiller, har finlandssvenskerne faktisk et bud: Tove Janssons Pappan och havet, hvor Mumifar i frustration over livet som sådan rykker sin familie ud til et fyrtårn, som han bruger bogen på at kæmpe med at få tændt.

Egentlig kunne jeg godt se for mig, hvordan Lille My (aldeles uimponeret, naturligvis) træder ind i Casa Tritonus, betragter byggeriet og Brander, for så med en replik fra Pappan och havet at sige til ham: “Du er vred på den forkerte måde”.

Koncertåret 2020

Odense Symfoniorkester: Odense Koncerthus 27/11 2020

Corona satte også stop for koncertbesøgene, men jeg kom dog til en jazz- og en klassisk koncert i efteråret. Vi må se, hvornår koncerter igen bliver mulige at gennemføre igen.

Set

  • Dvorak: Cellokoncert, Tchaikovsky: 6. symfoni – Odense Symfoniorkester
  • Franck: Le Chasseur Maudit, Variations Symphoniques, Stravinsky: Petrushka – Odense Symfoniorkester
  • Carsten Dahl Trio – Dexter
  • Mozart: Klarinetkoncert, Mahler: 5. symfoni – Odense Symfoniorkester
  • Berio: Sinfona, Bartok: Koncert for orkester – Berliner Filharmonikerne og Simon Rattle, (via Digital Concert Hall)
  • Claus Waidtløv/Carsten Dahl – Dexter
  • Grieg: Per Gynt Suite, nr 2, Sibelius: Violinkoncert, 2. symfoni – Odense Symfoniorkester

Planlagt

  • Beethoven: Missa Solemnis – Odense Symfoniorkester
  • Herbie Hancock – DR Koncerthuset

Teateråret 2020

Mens vi ventede på Aarhus Teaters #denungewerther, januar 2020

Teateråret fik jo en brat ende kort efter, at jeg havde været i Århus for at se en fin opførelse af Kaj Munks Ordet. I løbet af foråret holdt jeg blandt andet humøret oppe ved at følge nogle tyske teatres digitale tilbud – ikke det samme som at være der fysisk, men bedre end intet.

Af forskellige grunde – udbuddet, arbejdsbelastning og problemerne med at rejse rundt i landet, selv inden smittesituationen gik amok i november – blev det ikke til noget med teaterbesøg efter sommeren

Og nu skal vi frem til april 2021, før jeg igen har en teaterforestilling i kalenderen – jeg håber, vi har styr på virussen til den tid.

Set live

  • Penthesilea – Det Kgl. Teater
  • Den unge Werthers lidelser – Århus Teater
  • Apokalypse – Teater Momentum, Odense
  • Helligtrekongersaften – Odense Teater
  • Ordet – Aarhus Teater

Set på video

  • Der Kaukasische Kreidekreis – Berliner Ensemble
  • Marat/Sade – Deutsches Theater Berlin (gensyn med en forestilling jeg så live i 2016)
  • Woyzeck (Wilson/Waits-versionen) – Thalia Theater Hamburg
  • Die Hamletmaschine – Deutsches Theater Berlin
  • Die Hamletmaschine – Thalia Theater Hamburg
  • Die Pest – Deutsches Theater Berlin
  • Spöksonaten – Dramaten
  • Macbeth (Heiner Müllers version) – Berliner Ensemble
  • Tre søstre (Drei Schwester) – Deutsches Theater Berlin

Planlagt/Aflyst pga Corona

  • Driving Miles – Teater Momentum, Odense
  • Bortførelsen fra Seraillet – Den Jyske Opera/Odense Koncerthus
  • Mutter Courage – Det Kgl. Teater
  • Der Kaukasische Kreidekreis – Berliner-Ensemble
  • Ariadne på Naxos – Den Kgl. Opera
  • Natten er dagens mor – Folketeatret

Musik til søndagen

Midt i alt muligt andet er jeg faldet i gryden med fransk musik. Her en lidt ældre sag med et retro-tema: Étienne Daho med Comme un igloo (1991), fra albummet Paris d’ailleurs, som selvfølgelig er indspillet i New York.

Daho er forresten født i (det som nu er) Algeriet og, så vidt jeg kan forstå af fransksprogede sider, søn af en kabylsk far og spansk mor. Typisk fransk, med andre ord.

Teater på nettet

Stina Ekblad og Hamadi Khemiri i Spöksonaten, Dramaten Play

Coronavirussen betød blandt meget andet at teatre og koncertsteder måtte indstille deres normale aktiviteter. Dertil kom naturligvis også at udlandsrejser blev umulige, så mine planlagte teater- og koncertture fra 13. marts og fremefter blev ikke til noget. Det kostede blandt andet Mutter Courage på Det Kgl. Teater og Den Kaukasiske Kridtcirkel på Berliner Ensemble.

Dog har vi nu internettet, hvilket betød at en del scener kunne præsentere nye og gamle opsætninger i forskellig form. Så helt uden teater blev jeg heldigvis ikke, og det har givet fine oplevelser – også selv om man naturligvis ikke kan sammenligne oplevelsen foran en skærm på 32″ med hele oplevelsen af at gå i teateret, aflevere sit overtøj i garderoben, den fælles venten og lysene, der slukkes inden handlingen på scenen begynder.

Jeg søgte ikke systematisk efter udbydere, men kiggede efter teatre jeg selv havde besøgt. Det resulterede i nogle virtuelle ture til Hamborg, Berlin og Stockholm. Meget rart i en tid, hvor man ellers ikke kunne komme nogle steder. Og jeg fik set nogle forestillinger, jeg næppe ellers ville have fået set – blandt andet to yderst forskellige bud på Heiner Müllers Hamletmaskine.

Den rent tekniske kvalitet af de forestillinger jeg har set de seneste måneder, har i sagens natur varieret. Mange er optagelser oprindeligt lavet til intern dokumentation, hvorfor specielt lyset ikke var tilpasset sening på en tv-skærm. I andre tilfælde var der tale om indspilninger lavet til tv, og Deutsches Theater Berlin kastede sig ud i en decideret særproduktion af dramatiseringen af Albert Camus’ Pesten (hvad ellers?), hvor den tomme teaterbygning blev scenen for skuespilleren Božidar Kocevskis rundtur i samarbejde med kameramanden Lorenz Haarmann. Forhåbentlig bliver den version tilgængelig igen på en eller anden måde, for den viser (i al fald for lægmænd) hvad en skuespiller kan – også uden et fysisk publikum. Kreativitet er ikke sådan at slå ned.

“Mine” teatre:

“Mine” forestillinger:

  • Der Kaukasische Kreidekreis – Berliner Ensemble
  • Marat/Sade – Deutsches Theater Berlin
  • Woyzeck (Wilson/Waits-versionen) – Thalia Theater Hamburg
  • Die Hamletmaschine – Deutsches Theater Berlin
  • Die Hamletmaschine – Thalia Theater Hamburg
  • Die Pest – Deutsches Theater Berlin
  • Spöksonaten – Dramaten