Løse Corona-betragtninger

1. COVID-19, eller SARS-CoV-2, er den tredje coronavirus, der rammer i 2000-tallet efter SARS-CoV og MERS-CoV. Den er den første, som udløser en egentlig pandemi, men man kan overveje om der ikke har været forvarsler de sidste 20 år.

2. Hele COVID-19-situationen er en god illustration af forskellen på risici (hvor man kan beregne sandsynligheder for udfald) og usikkerhed (hvor det ikke er muligt). Den moderne regulering af samfund bygger på forestillingen om risikohåndtering, men COVID-19 er – i al fald på kort sigt – en udfordring til den tilgang. Spørgsmålet er hvad der sker når (!) vi får sikker viden om smitteveje (hvilke sociale og fysiske sammenhænge er mere henholdsvis mindre sikre), smitteopsporing og sygdomsforløb, inklusive dødelighed og forekomst af langvarige effekter.

3. Overbefolkning, eller i al fald udpining af habitater, synes at spille en væsentlig rolle i overførelsen af virus fra dyr (åbenbart først og fremmest flagermus) til mennesker. Dette er et strukturelt problem, som er koblet med den menneskelige udnyttelse af naturområder, og det forsvinder ikke, selv om vi får COVID-19 under kontrol.

3a. Dette vil i øvrigt kræve både nationale og internationale indsatser.

3b. Og det rejser desuden spørgsmålet om den eksisterende sociale ordens stabilitet. Vi skal – jf. erfaringerne fra de sidste 20 år – ikke spørge om den næste pandemi kommer, men hvornår den kommer.

4. Den nyliberale (jeg anvender udtrykket i mangel af bedre) økonomi hviler på skabelsen af gnidningsfrie globale just-in-time produktionskæder. En pandemi af COVID-19-typen svarer til at dele eller hele kørebanen på en motorvej bliver skyllet bort og skal genopbygges – og evt. skal vejen omlægges permanent.

4a. Globaliseringen de sidste 40 år har generelt haft store fordele for lande i Asien, Afrika og Sydamerika. Dermed bliver COVID-19 og sandsynlige kommende pandemier også et udviklingspolitisk problem.

5. Det ser ud som om en forudsætning for at håndtere COVID-19 på længere sigt er at de vestlige samfund på en lang række områder lærer af lande som Sydkorea, Taiwan og Japan. Dette kræver også at eurocentrismen (hvilket inkluderer Nordamerika) overvindes. Dette er ikke kun et akademisk, men også – og især – et kulturelt problem.

5a. Tænk fx på diskussionerne om ansigtsmasker og minkfarme. Men håndtering af smittesporing er også relevant.

6. Politologisk er der flere perspektiver på COVID-19, som er spændende. Fx synes der på et tidligt tidspunkt at være mobiliseret en konflikt mellem dem der helt grundlæggende antager at samfundet og økonomien uanset pandemien altid er i balance, og at enhver form for politiske indgreb blot ville forstyrre balancen, og dem der antager at systemet grundlæggende er i risiko for at komme ud af balance, hvorfor politiske indgreb er nødvendige. Her justerer aktørerne synet på COVID-19, så det stemmer overens med deres grundlæggende samfundssyn. Min tolkning er at det er herfra “det er bare en influenza”-argumentet henter sin næring, men måden Mette Frederiksen og regeringen har kørt processen på afspejler også nogle grundlæggende politiske forståelser.

6a. Her er vi så også inde på nogle af problemerne ved at lære af sociale og økonomiske kriser.

6b. I denne som så mange andre sager er det svært at finde ud af hvilken Lars Løkke, der taler: Statsmands-Lars, Privat-Lars eller Lobbyist-Lars.

7. Vi må se hvor maskedebatten ender i Danmark, nu der generelt er indført masketvang. Vi syntes ellers at være på vej mod en situation, hvor synet på masker var korreleret med de eksisterende politiske dimensioner – med en ureflekteret import af antimaske-argumentation fra amerikansk politik.

8. USA har håndteret COVID-19 spektakulært dårligt. Men hvad er den siddende føderale administrations fejl (helt ned på personniveau), hvad skyldes ideologi hos Republikanerne og hvad skyldes institutionelle svagheder?

8a. Tilsvarende for Storbritannien.

Pandemier og social læring

Navnet Anthony Fauci har næppe sagt ret mange i en bredere offentlighed ret meget før Corona-pandemien ramte USA med fuld kraft. Som leder af National Institute of Allergies and Infectious Diseases har han dog i en menneskealder været i frontlinien i arbejdet med at forebygge og bekæmpe infektionssygdomme samt formindske den skade, de kan påføre samfundet – en opgave der ikke kun er blevet gjort sværere af COVID-19’s egenskaber, men også af en inkompetent og selvoptaget føderal politisk ledelse under Donald Trump.

I et interview med Wall Street Journal denne uge argumenterede Fauci for at vi også fremover skulle være ekstremt opmærksomme på vores personlige hygiejne i omgangen med andre. Dette indebar ikke bare omhyggelig og hyppig håndvask, men også at vi undlader at give hånd i sociale sammenhænge.

Fra et medicinsk perspektiv giver dette god mening: Vores hænder er i kontakt med mange ting i løbet af dagen – herunder ikke mindst vores egne øjne, næse og mund, hvilket jo er transmissionsvejene for mange luftvejs- og mave-/tarm-infektioner. Egentlig trak Fauci her bare på en erkendelse som den østrigske læge Ignaz Semmelweis havde gjort for mere end 150 år siden i sit arbejde med barselskvinder.

I en dansk sammenhæng er Faucis råd ironisk: Håndtrykket er jo blevet ophøjet til en national social norm i en sådan grad, at man politisk kræver at ansøgere til dansk statsborgerskab skal give hånd til en myndighedsrepræsentant for at de kan anerkendes som danske statsborgere. At der ligger politisk understøttet islamofobi bag kravet, er naturligvis ingen hemmelighed.

Politiseringen af håndtrykket – som naturligvis rækker ud over den specifikke og i øvrigt yderst detaljerede regulering i integrationslovgivningen – rejser imidlertid spørgsmålet om Danmark – og andre lande – vil være i stand til at reagere hensigtsmæssigt på truslen fra Coronavirussen: Uden politiseringen havde danskerne måske i begyndelsen fundet det akavet at omgås, inden alternative hilsener havde vundet hævd med udgangspunkt i hensynet til folkesundheden.

Med politiseringen bliver afvisningen af håndtryk i hverdagen derimod til en politisk handling, hvor man defineres som en person der tager afstand fra grundlæggende danske værdier, og ikke som en person der tager hensyn til ens egen og andres sundhed.

I stedet for at foretage en forholdsvis enkel og effektiv ændring af adfærd, kan vi i Danmark ende med at stå med krav om omfattende kontroller og regulering af andre former for menneskelig interaktion. Alt sammen for at opretholde sociale normer uden nogen tydelig nytteværdi.

Noget tilsvarende ramte forresten Semmelweis: Hans påvisning af at lægernes håndhygiejne – eller mangel på samme – var en sundhedsfare blev mødt med hån, spot og latterliggørelse i et sådant omfang at det kostede ham karriere og liv. Det var først senere og gradvist – blandt andet gennem en øget forståelse af hvordan infektioner overføres mellem mennesker – at den medicinske profession tog de strikte krav om håndhygiejne til sig.

Alt dette har i øvrigt videre perspektiver: Den viden vi har nu, peger på at Coronavirussen blev overført fra dyr til mennesker på et kinesisk fødevaremarked – et såkaldt “wet market“. Wet markets synes generelt at være et stort sundhedsmæssigt problem, og man kan spørge hvorfor østasiatiske regeringer ikke griber ind og regulerer markederne.

En del af forklaringen skal findes i kulturelle normer omkring køb og salg af fødevarer – ligesom vi i Vesten er vænnet til at animalske fødevarer skal sælges indpakket, efter en proces med dokumenterede dyrlæge- og fødevarekontroller, er de levende dyr en kvalitetsgaranti i (dele af) Østasien.

Et forbud mod bestemte måder at opbevare og sælge dyr til fortæring på, griber dybt ind i kultur og identitet, og vil derfor blive mødt med mere eller mindre åben modstand – dette er sandsynligvis også en grund til at den kinesiske stat slækkede på tidligere forsøg på at forbyde eller regulere salg af vilde dyr på denne typer markeder.

Tilbage står, at selv om både håndtryk og markedspladser udgør en risiko for folkesundheden, er de også integreret i et netværk af sociale og politiske normer. Dette er forhold som gør det svært direkte at oversætte en sundhedsvidenskabelig erkendelse – ovenikøbet en erkendelse vi kan sige, bygger på evidens – til anvisninger for social handlen.

Fertilitet og CO2

Dagens Jyllands-Posten indeholder en stor historie hvor tre klimaforskere foreslår indførelse af en tvungen ét-barnspolitik i udviklingslande efter kinesisk forbillede som løsning på problemerne med stigende CO2-udledninger. Lidt søgning viser at selv om en af forskerne er medlem af FN’s klimapanel, har ingen af de tre kompetencer inden for demografi.

Det er hvad det er, men lidt søgning i relevante databaser viser, at forskerne relativt let kunne have finde data som antyder at 1) deres forståelse af befolkningsudviklingen og udviklingen i fertiliteten globalt og i enkelte lande og regioner er forældet og 2) der ikke er nogen direkte sammenhæng mellem befolkningsudvikling og fertilitet på den ene side og CO2-udledning på den anden.

Lad os først se på den globale fertilitet. Her viser Verdensbankens data at fertiliteten siden 1960 er faldet globalt, så den nu ligger tæt på et niveau hvor verdens befolkning på lidt længere sigt vil være stabil:

Forskerne fremhæver så Kina som et forbillede, og her er fertiliteten ganske rigtigt faldet væsentligt siden 1960’erne. Sammenligner man med Indien viser det sig imidlertid at selv om Indien ligger noget højere i fertilitet, finder vi også et væsentligt, omend mere gradvist, fald her:

Forresten har både Sydkorea og Nordkorea oplevet dramatiske fald i fertiliteten. De politiske og økonomiske systemer er, ligesom velstandsniveauet, meget forskellige i de to lande, men man kunne spørge om ét-barnspolitikken var er en nødvendig forudsætning for faldet i den kinesiske fertilitet.

Hvad så med den muslimske verden? Her er det måske ikke så meget CO2-emissioner som angsten for masseindvandring af muslimer, der har vakt bekymring i de vesteuropæiske lande, men ser vi på de store nordafrikanske lande Algeriet og Egypten, finder vi også her væsentlige fald i fertiliteten, selv om den i et 2016-perspektiv er forholdsvis høj:

Rigtigt morsomt bliver det hvis vi ser på to stater der ledes af fundamentalistiske islamistiske regimer. Faktisk er fertilitetsraten i Iran i 2016 den samme som i Danmark:

I et globalt perspektiv er det – næppe helt overraskende – Afrika syd for Sahara der udmærker sig ved det højeste fertilitetsrater. For at gøre en lang historie kort synes det således mere end noget andet at være økonomisk velstand, sandsynligvis koblet med politisk stabilitet, der forklarer – og måske ligefrem forårsager – fald i fertiliteten.

Hvad så med CO2-udledningerne? Globalt har vi set en meget voldsom stigning i udledningerne siden 1960, men koblingerne til befolkningstilvækst og velstandsudvikling er komplicerede. Her er først de globale udledninger, hvor man kan bemærke at den øgede viden og bevidsthed om klimaproblemerne efter år 2000 ikke har manifesteret sig i et fald i udledningerne:

Rent faktisk har USA i de senere årtier haft succes med at bremse stigningerne – trods befolkningstilvækst og stigende BNP. Set i bagklogskabens lys fremstår 1990’erne som et tabt årti:

Men hvad så med klimaforskernes foregangsland Kina? Her må vi konstatere at étbarnspolitikkens effekter på CO2-udledningerne ser ud til at have været begrænsede. Den økonomiske vækst i Kina har haft alvorlige konsekvenser for det globale klima – især efter årtusindskiftet, mens udviklingen i Indien har været noget mere afdæmpet:

Når alt er lagt til og trukket fra, vil det på trods af opbremsningen i USA dog næppe være holdbart hvis Kina eller Indien følger det amerikanske spor med CO2-udledninger.

Men for at gøre en lang historie kort: Det ser ud som om de tre klimaforskere er på vildspor. Sammenhængene mellem fertilitet og CO2-emissioner er langtfra indlysende, og befolkningstilvæksten er et mindre problem sammenlignet med de problemer en økonomisk udvikling der energimæssigt følger sporene fra perioden 1980-2010, giver for det globale klima. At der så er en sammenhæng mellem øget velstand og faldende fertilitet, gør kun problemstillingen mere kompleks rent praktisk og fascinerende intellektuelt.

Et sidste perspektiv kan være at Jyllands-Postens artikel og de tre forskeres udtalelser føjer sig ind i en velkendt fortælling hvor arabere, afrikanere og asiater fremstilles som en trussel mod den globale stabilitet og velfærd i almindelighed og hvide menneskers livsstil og velfærd i særdeleshed.

Artiklen i Jyllands-Posten (låst) med de tre klimaforskere. Referat hos DR.

Verdensbanken – tabeller over fertilitet og CO2-udledninger.

Our World in Data har en side om CO2-udledninger.

PS: Graferne er lavet som skærmbilledet fra Verdensbankens database. Y-aksen starter derfor ikke ved 0 i alle tilfælde.