Løse Corona-betragtninger

1. COVID-19, eller SARS-CoV-2, er den tredje coronavirus, der rammer i 2000-tallet efter SARS-CoV og MERS-CoV. Den er den første, som udløser en egentlig pandemi, men man kan overveje om der ikke har været forvarsler de sidste 20 år.

2. Hele COVID-19-situationen er en god illustration af forskellen på risici (hvor man kan beregne sandsynligheder for udfald) og usikkerhed (hvor det ikke er muligt). Den moderne regulering af samfund bygger på forestillingen om risikohåndtering, men COVID-19 er – i al fald på kort sigt – en udfordring til den tilgang. Spørgsmålet er hvad der sker når (!) vi får sikker viden om smitteveje (hvilke sociale og fysiske sammenhænge er mere henholdsvis mindre sikre), smitteopsporing og sygdomsforløb, inklusive dødelighed og forekomst af langvarige effekter.

3. Overbefolkning, eller i al fald udpining af habitater, synes at spille en væsentlig rolle i overførelsen af virus fra dyr (åbenbart først og fremmest flagermus) til mennesker. Dette er et strukturelt problem, som er koblet med den menneskelige udnyttelse af naturområder, og det forsvinder ikke, selv om vi får COVID-19 under kontrol.

3a. Dette vil i øvrigt kræve både nationale og internationale indsatser.

3b. Og det rejser desuden spørgsmålet om den eksisterende sociale ordens stabilitet. Vi skal – jf. erfaringerne fra de sidste 20 år – ikke spørge om den næste pandemi kommer, men hvornår den kommer.

4. Den nyliberale (jeg anvender udtrykket i mangel af bedre) økonomi hviler på skabelsen af gnidningsfrie globale just-in-time produktionskæder. En pandemi af COVID-19-typen svarer til at dele eller hele kørebanen på en motorvej bliver skyllet bort og skal genopbygges – og evt. skal vejen omlægges permanent.

4a. Globaliseringen de sidste 40 år har generelt haft store fordele for lande i Asien, Afrika og Sydamerika. Dermed bliver COVID-19 og sandsynlige kommende pandemier også et udviklingspolitisk problem.

5. Det ser ud som om en forudsætning for at håndtere COVID-19 på længere sigt er at de vestlige samfund på en lang række områder lærer af lande som Sydkorea, Taiwan og Japan. Dette kræver også at eurocentrismen (hvilket inkluderer Nordamerika) overvindes. Dette er ikke kun et akademisk, men også – og især – et kulturelt problem.

5a. Tænk fx på diskussionerne om ansigtsmasker og minkfarme. Men håndtering af smittesporing er også relevant.

6. Politologisk er der flere perspektiver på COVID-19, som er spændende. Fx synes der på et tidligt tidspunkt at være mobiliseret en konflikt mellem dem der helt grundlæggende antager at samfundet og økonomien uanset pandemien altid er i balance, og at enhver form for politiske indgreb blot ville forstyrre balancen, og dem der antager at systemet grundlæggende er i risiko for at komme ud af balance, hvorfor politiske indgreb er nødvendige. Her justerer aktørerne synet på COVID-19, så det stemmer overens med deres grundlæggende samfundssyn. Min tolkning er at det er herfra “det er bare en influenza”-argumentet henter sin næring, men måden Mette Frederiksen og regeringen har kørt processen på afspejler også nogle grundlæggende politiske forståelser.

6a. Her er vi så også inde på nogle af problemerne ved at lære af sociale og økonomiske kriser.

6b. I denne som så mange andre sager er det svært at finde ud af hvilken Lars Løkke, der taler: Statsmands-Lars, Privat-Lars eller Lobbyist-Lars.

7. Vi må se hvor maskedebatten ender i Danmark, nu der generelt er indført masketvang. Vi syntes ellers at være på vej mod en situation, hvor synet på masker var korreleret med de eksisterende politiske dimensioner – med en ureflekteret import af antimaske-argumentation fra amerikansk politik.

8. USA har håndteret COVID-19 spektakulært dårligt. Men hvad er den siddende føderale administrations fejl (helt ned på personniveau), hvad skyldes ideologi hos Republikanerne og hvad skyldes institutionelle svagheder?

8a. Tilsvarende for Storbritannien.

Er USA det samme eller anderledes?

Reaktionerne på drabet på George Floyd har rejst spørgsmålet om udviklingen i det amerikanske samfund og amerikansk politik i de sidste 50-60 år egentlig har ført nogen forandring i racerelationerne med sig.

En position består i at fremhæve kontinuiteterne i sorte amerikaneres (eller afrikansk-amerikaneres) position i samfundet generelt og myndighedernes behandling af gruppen specifikt i 2020 sammenlignet med situationen i 1950’erne og 1960’erne. Ud over decideret politivold kan man pege på en række områder, hvor der stadig er reel segregering i det amerikanske samfund, selv om den formaliserede eller åbne segregering er afskaffet.

Omvendt kan man stille spørgsmålet, om ikke USA på flere områder har undergået væsentlige forandringer, som også har haft konsekvenser for sorte og andre minoritetsgrupper – for eksempel havde det været utænkeligt i 1960, at landet havde haft en præsident med afrikansk baggrund, ligesom repræsentationen af borgere fra minoritetsgrupper i forskellige sektorer – politik, erhvervsliv, kultur – er stærkere i 2020 sammenlignet med 1960.

Billedet er naturligvis blandet. Der er kontinuiteter, men også store forandringer på flere områder i samfundet, samtidig med at USA er langt fra idealet om reel ligestilling uanset køn og etnicitet.

Etnicitet

Sat lidt firkantet op, kunne man beskrive USA i 1960 ud fra to etniske grupper – hvide og sorte amerikanere, hvor sorte amerikanere alt overvejende var efterkommere af slaver fra sydstaterne. Specielt i sydstaterne (de gamle slavestater, som også udgjorde Konføderationen) levede den formelle segregering videre, hvilket betød at sorte ikke alene var udelukket fra at stemme ved valg, men også blev holdt adskilt og underordnet inden for de fleste dele af hverdagslivet. Sorte amerikanere udgjorde cirka 10% af befolkningen på nationalt plan, så USA var alt overvejende et hvidt samfund. (Indianere eller native americans udgør kun 1,5% af befolkningen – samlet er der dog tale om en gruppe på størrelse med den danske befolkning)

Kender man lidt til amerikansk historie, vil man vide, at situationen var mere kompleks: Den hvide – eller kaukasiske – befolkningsgruppe var og er naturligvis sammensat af mange forskellige bølger af indvandrere, lige fra englændere og skotter i 1600-tallet og fremefter, til irere, italienere, tyskere, østeuropæere, russere og for den sags skyld også skandinaver i 1800-tallet og frem. Samlivet mellem disse grupper var ikke altid uden konflikter. Specielt fra anglosaksiske protestantiske gruppers side var der for eksempel stor modstand mod indvandring fra katolske lande. Ikke mindst i sydstaterne så og ser anglosaksiske protestanter sig som de eneste ægte amerikanere. Dog var irere, italienere og jøder stadig placeret over sorte amerikanere i det etniske hierarki. Teknisk set udgør tysk-amerikanere med 50 millioner indbyggere den største gruppe i USA.

I 2020 er billedet væsentligt mere blandet: Der har altid været latinamerikanske grupper i USA som en rest fra det spanske og mexicanske styres tid, men indvandringen fra Mellem- og Sydamerika er steget de sidste årtier, hvilket betyder, at (overvejende katolske) hispanics i dag udgør lidt under 20% af den amerikanske befolkning. Dertil kan man lægge indvandring fra Asien (6-7%). Aktuelle fremskrivninger viser at minoriteter i 2045 vil udgøre over halvdelen af den amerikanske befolkning: USA vil ikke længere være et hvidt flertalssamfund med etniske mindretal, men en blanding af etniciteter og kulturer.

Dette relative tab af position og magt for den hvide befolkning – og udsigten til en fortsættelse af udviklingen – skal også tages i betragtning, når man ser på hvides (og måske især protestantiske hvides) reaktioner på racebetinget undertrykkelse. Noget tilsvarende gælder Trump-administrationens indvandringspolitik, hvis mål er at holde ikke mindst latinamerikanere ude af landet.

Religion og sociale værdier

Amerikansk religiøsitet er et mærkeligt – på grænsen til uforståeligt – fænomen for de fleste vesteuropæere. USA synes så at sige at være blevet stående på et førmoderne stade, hvor den sekularisering af samfundet, der slog igennem i Europa i 1800- og 1900-tallet, aldrig rigtig synes at have slået rod. Omvendt er det religiøse liv præget af en betydeligt større diversitet end i de europæiske lande, idet USA ikke har nogen statskirke. Vi har snarere at gøre med en lang række protestantiske retninger og sekter, suppleret med den katolske kirke og i mindre omfang jøder og muslimer.

Abortspørgsmålet har været koblet til den religiøse dimension. Her har USA været blandt de mest konservative lande – på linje med Irland og Nordirland i Europa – med en kraftig og til tider decideret voldelig antiabortbevægelse. Noget tilsvarende gælder synet på homoseksualitet: Transseksuelles adgang til kønsadskilte toiletter har ved siden af indvandring og retten til abort været et noget overraskende værdipolitisk konflikttema i amerikansk politik.

Undersøgelser af amerikaneres syn på religion generelt – og abortspørgsmålet specifikt – peger dog på nogle væsentlige forandringer blandt de yngre generationer. Amerikanske Millennials og Generation Z’ere er ikke blevet nordeuropæiske eller skandinaviske i deres holdning til religion, homoseksualitet og abort, men der er tydelige forskelle på indstillingen til religion og værdipolitiske spørgsmål mellem ældre generationer og de generationer, der er født efter 1980. Religion spiller en væsentligt mindre rolle, og der er betydeligt større accept af skilsmisser, abort og homoseksualitet mv. blandt yngre amerikanere.

Bemærk iøvrigt at uanset mange års republikanske arbejde for at besværliggøre eller ligefrem forbyde abort på delstatsniveau og føderalt niveau, er der faktisk et flertal for legal abort i den amerikanske befolkning. Igen kan man sige, at den traditionelle hvide protestantiske position er udfordret af udviklingerne på samfundsniveau.

Politi, retsvæsen og økonomi

Skal man pege på områder, hvor udviklingen er stået stille eller ligefrem er gået baglæns siden 1960’erne, er retsvæsenet og økonomien åbenlyse kandidater. USA er blevet et mere økonomisk ulige samfund i perioden fra 1970 til 2020 – specielt har den rigeste del af befolkningen vundet på udviklingen, mens middelklassen og underklassen har tabt. Andelen af amerikanere, som lever i lavindkomstfamilier, er steget fra 25 til 29%, mens andelen i middelklassefamilier er faldet fra 61 til 51%. Bemærkelsesværdigt nok synes et flertal af amerikanerne – selv blandt højindkomstfamilier – at det økonomiske system er uretfærdigt.

Her kan det iøvrigt være værd at overveje de forskydninger, som er sket internt i de etniske grupper siden 1970 – den økonomiske politik, der er ført siden 1980’erne, og øvrige udviklinger i økonomien har ikke bare ramt minoriteterne, men også den hvide arbejderklasse. Hvor en amerikansk (hvid) mand tidligere med stor sandsynlighed kunne etablere sig med fast og tilstrækkelig indkomst uden at have en high school-eksamen, er dette en langt mere usikker position for mænd født efter 1970. I dag er en videregående uddannelse (college) i praksis et krav for at kunne etablere sig i den amerikanske mellemklasse. Det er dog stadig sådan at der generelt er væsentlige forskelle mellem hvide og sorte, når det gælder indkomst og formue, og der er også stadig tydelig afstand mellem grupperne i uddannelsessystemet.

På retsvæsenets område er USA en ekstrem outlier blandt vestlige samfund, når det gælder andelen af indsatte i fængsler, og selv om der har været en bevægelse væk fra brugen af dødsstraf – et andet punkt, hvor USA adskiller sig væsentligt fra alle andre udviklede lande – er der stadig tydelige skævheder i behandlingen af sorte og andre grupper.

Man kan se, at der i 1990’erne – i øvrigt i Bill Clintons præsidentperiode, selv om udviklingen var begyndt under Reagan og Bush – var en kraftig stigning i andelen af indsatte i amerikanske fængsler, ligesom sorte mænd var kraftigt overrepræsenterede blandt gruppen af indsatte. Interessant nok har vi i løbet af 2010’erne set et fald i antallet af indsatte i fængsler – et fald som næsten udelukkende skyldtes at færre sorte blev fængslet. Også her er der dog stadig i 2020 en kraftig overrepræsentation af sorte.

Sammenfattende kan man sige, at der har været forandringer på mange dimensioner i det amerikanske samfund, men sorte udgør – selv med videregående uddannelse – en marginaliseret del af samfundet.

Men hvad så med politikken?

Ikke alle de temaer, jeg har nævnt ovenfor, er direkte koblet til skillelinjen mellem hvide og sorte, men de er alle med til at strukturere de politiske skillelinjer i USA. Stort set alle meningsmålinger viser klare forskelle mellem demokratiske og republikanske vælgere i synet på økonomisk politik og omfordeling, indvandring og integration, mindretalsrettigheder, religionens rolle i samfundet, abort, uddannelse og retspolitik. Nærmest som prikken over i’et har politologen Pippa Norris kunnet vise, at det Republikanske Parti mere minder om partier som det polske PiS eller det tyrkiske AKP (Recep Tayyep Erdogans parti) end om traditionelle europæiske konservative eller kristeligt demokratiske partier i synet på demokratiske rettigheder og mindretalsbeskyttelse.

Donald Trumps form er muligvis excentrisk, men på mange områder er han på linje med hovedstrømningerne i det republikanske parti, som det har udviklet sig siden 1980’erne, og måske især siden Newt Gingrichs tid som de facto-leder af partiet i 1990’erne. Det republikanske vælgerkorps udmærker sig også ved at have sin basis ikke bare blandt hvide protestanter, men blandt hvide evangeliske protestanter – som altså udgør mere en radikal retning inden for protestantismen. Som en ekstra krølle har republikanerne også kunnet etablere en basis hos vælgerne i den hvide mellemklasse – der som vi så ovenfor, er presset på forskellige leder økonomisk og socialt.

Man kan på den baggrund se den republikanske politik som et forsøg på at fastholde et traditionelt hvidt overherredømme – mindre for økonomiske og kulturelle eliter, selv om partiet har solid opbakning fra dele af erhvervslivet, og mere for den hvide mellemklasse uden for de større byområder. Modstanden mod statslig regulering af økonomien – herunder en generel sygeforsikring -og ønsket om socialpolitisk retrenchment kan også ses i sammenhæng med, at Lyndon B. Johnsons “Great Society” og i nogen udstrækning også Roosevelts New Deal var redskaber til at bryde den racemæssige segregering.

I det seneste årti har vi også set en genkomst af tidligere tiders strategier for at begrænse eller helt forhindre ikke-hvides politiske deltagelse. Hvor Sydstaterne efter borgerkrigen med held blokerede sortes ellers nyvundne adgang til at stemme med krav om bevis for skattebetaling eller læsefærdigheder, har våbnet i 2000-tallet været krav om regler om, at vælgere skulle fremvise bestemte former for legitimation med henvisning til påstået omfattende valgsvindel. Ingen har kunnet eftervise svindel som et udbredt problem, men legitimationskravene ville – pga. udgiften til pas eller anden billedlegitimation – især ramme minoriteter og herunder ikke mindst sorte.

Republikanerne har også kæmpet på det værdipolitiske område – her står specielt kampen mod retten til abort (en kamp som ved flere tilfælde har antaget voldelig karakter) og mod kontrol af adgangen til skydevåben centralt. Her er den amerikanske Højesteret en central aktør – hvilket igen betyder at præsidentposten og specielt kontrollen med det føderale Senat er central for en aktør, der vil bruge retsvæsenet som våben. Dette forklarer Republikanernes blokering af Barack Obamas sidste kandidat til en post som højesteretsdommer – Mitch McConnells motivering var opfundet til lejligheden og havde ingen basis i praksis, men afspejlede en republikansk strategi om at etablere et konservativt flertal i Højesteret, som vil kunne blokere demokratisk reformlovgivning langt ud i fremtiden. Man skal her huske at demokraterne på grund af den demografiske udvikling alt andet lige vil have en vælgermæssig fordel – så længe USA har fri og lige adgang til at stemme ved valg.

Spørgsmålet er, om Republikanerne vil have succes med deres strategi. På den ene side har partiet fjernet sig fra en social konsensus – specielt blandt yngre og medlemmer af etniske minoriteter – for i stedet at bygge på en ekstrem base. Her kunne vi forvente at Demokraterne på længere sigt havde en fordel, og at Republikanerne på et tidspunkt vil begynde at tilpasse deres politik for igen at tiltrække vælgere på den politiske midte.

På den anden side åbner det amerikanske politiske system for mange måder at blokere flertal – lige fra opbygningen af Senatet, hvor små stater har en klar fordel, over muligheden for at opbygge Højesteret som en blokerende kraft, til slet kamuflerede forsøg på at hindre sorte og andre minoriteter i at udøve deres politiske rettigheder – og Republikanerne har siden 1980’erne vist en klar vilje til at udnytte alle disse instrumenter.

En mulighed er, at det lykkes for Republikanerne gennem brugen af politiske institutioner, politi og retsvæsen at pacificere deres politiske modstandere og dermed opretholde det hvide overherredømme. Risikoen er, at konflikterne som i 1860’erne sprænger de politiske institutioner – ikke nødvendigvis i en direkte borgerkrig, men dog i et delvist sammenbrud i den politiske orden.

PS: Et særligt spørgsmål er hvilke konsekvenser undermineringen af føderale forvaltningsstrukturer under Trump vil få

Pandemier og social læring

Navnet Anthony Fauci har næppe sagt ret mange i en bredere offentlighed ret meget før Corona-pandemien ramte USA med fuld kraft. Som leder af National Institute of Allergies and Infectious Diseases har han dog i en menneskealder været i frontlinien i arbejdet med at forebygge og bekæmpe infektionssygdomme samt formindske den skade, de kan påføre samfundet – en opgave der ikke kun er blevet gjort sværere af COVID-19’s egenskaber, men også af en inkompetent og selvoptaget føderal politisk ledelse under Donald Trump.

I et interview med Wall Street Journal denne uge argumenterede Fauci for at vi også fremover skulle være ekstremt opmærksomme på vores personlige hygiejne i omgangen med andre. Dette indebar ikke bare omhyggelig og hyppig håndvask, men også at vi undlader at give hånd i sociale sammenhænge.

Fra et medicinsk perspektiv giver dette god mening: Vores hænder er i kontakt med mange ting i løbet af dagen – herunder ikke mindst vores egne øjne, næse og mund, hvilket jo er transmissionsvejene for mange luftvejs- og mave-/tarm-infektioner. Egentlig trak Fauci her bare på en erkendelse som den østrigske læge Ignaz Semmelweis havde gjort for mere end 150 år siden i sit arbejde med barselskvinder.

I en dansk sammenhæng er Faucis råd ironisk: Håndtrykket er jo blevet ophøjet til en national social norm i en sådan grad, at man politisk kræver at ansøgere til dansk statsborgerskab skal give hånd til en myndighedsrepræsentant for at de kan anerkendes som danske statsborgere. At der ligger politisk understøttet islamofobi bag kravet, er naturligvis ingen hemmelighed.

Politiseringen af håndtrykket – som naturligvis rækker ud over den specifikke og i øvrigt yderst detaljerede regulering i integrationslovgivningen – rejser imidlertid spørgsmålet om Danmark – og andre lande – vil være i stand til at reagere hensigtsmæssigt på truslen fra Coronavirussen: Uden politiseringen havde danskerne måske i begyndelsen fundet det akavet at omgås, inden alternative hilsener havde vundet hævd med udgangspunkt i hensynet til folkesundheden.

Med politiseringen bliver afvisningen af håndtryk i hverdagen derimod til en politisk handling, hvor man defineres som en person der tager afstand fra grundlæggende danske værdier, og ikke som en person der tager hensyn til ens egen og andres sundhed.

I stedet for at foretage en forholdsvis enkel og effektiv ændring af adfærd, kan vi i Danmark ende med at stå med krav om omfattende kontroller og regulering af andre former for menneskelig interaktion. Alt sammen for at opretholde sociale normer uden nogen tydelig nytteværdi.

Noget tilsvarende ramte forresten Semmelweis: Hans påvisning af at lægernes håndhygiejne – eller mangel på samme – var en sundhedsfare blev mødt med hån, spot og latterliggørelse i et sådant omfang at det kostede ham karriere og liv. Det var først senere og gradvist – blandt andet gennem en øget forståelse af hvordan infektioner overføres mellem mennesker – at den medicinske profession tog de strikte krav om håndhygiejne til sig.

Alt dette har i øvrigt videre perspektiver: Den viden vi har nu, peger på at Coronavirussen blev overført fra dyr til mennesker på et kinesisk fødevaremarked – et såkaldt “wet market“. Wet markets synes generelt at være et stort sundhedsmæssigt problem, og man kan spørge hvorfor østasiatiske regeringer ikke griber ind og regulerer markederne.

En del af forklaringen skal findes i kulturelle normer omkring køb og salg af fødevarer – ligesom vi i Vesten er vænnet til at animalske fødevarer skal sælges indpakket, efter en proces med dokumenterede dyrlæge- og fødevarekontroller, er de levende dyr en kvalitetsgaranti i (dele af) Østasien.

Et forbud mod bestemte måder at opbevare og sælge dyr til fortæring på, griber dybt ind i kultur og identitet, og vil derfor blive mødt med mere eller mindre åben modstand – dette er sandsynligvis også en grund til at den kinesiske stat slækkede på tidligere forsøg på at forbyde eller regulere salg af vilde dyr på denne typer markeder.

Tilbage står, at selv om både håndtryk og markedspladser udgør en risiko for folkesundheden, er de også integreret i et netværk af sociale og politiske normer. Dette er forhold som gør det svært direkte at oversætte en sundhedsvidenskabelig erkendelse – ovenikøbet en erkendelse vi kan sige, bygger på evidens – til anvisninger for social handlen.

Fertilitet og CO2

Dagens Jyllands-Posten indeholder en stor historie hvor tre klimaforskere foreslår indførelse af en tvungen ét-barnspolitik i udviklingslande efter kinesisk forbillede som løsning på problemerne med stigende CO2-udledninger. Lidt søgning viser at selv om en af forskerne er medlem af FN’s klimapanel, har ingen af de tre kompetencer inden for demografi.

Det er hvad det er, men lidt søgning i relevante databaser viser, at forskerne relativt let kunne have finde data som antyder at 1) deres forståelse af befolkningsudviklingen og udviklingen i fertiliteten globalt og i enkelte lande og regioner er forældet og 2) der ikke er nogen direkte sammenhæng mellem befolkningsudvikling og fertilitet på den ene side og CO2-udledning på den anden.

Lad os først se på den globale fertilitet. Her viser Verdensbankens data at fertiliteten siden 1960 er faldet globalt, så den nu ligger tæt på et niveau hvor verdens befolkning på lidt længere sigt vil være stabil:

Forskerne fremhæver så Kina som et forbillede, og her er fertiliteten ganske rigtigt faldet væsentligt siden 1960’erne. Sammenligner man med Indien viser det sig imidlertid at selv om Indien ligger noget højere i fertilitet, finder vi også et væsentligt, omend mere gradvist, fald her:

Forresten har både Sydkorea og Nordkorea oplevet dramatiske fald i fertiliteten. De politiske og økonomiske systemer er, ligesom velstandsniveauet, meget forskellige i de to lande, men man kunne spørge om ét-barnspolitikken var er en nødvendig forudsætning for faldet i den kinesiske fertilitet.

Hvad så med den muslimske verden? Her er det måske ikke så meget CO2-emissioner som angsten for masseindvandring af muslimer, der har vakt bekymring i de vesteuropæiske lande, men ser vi på de store nordafrikanske lande Algeriet og Egypten, finder vi også her væsentlige fald i fertiliteten, selv om den i et 2016-perspektiv er forholdsvis høj:

Rigtigt morsomt bliver det hvis vi ser på to stater der ledes af fundamentalistiske islamistiske regimer. Faktisk er fertilitetsraten i Iran i 2016 den samme som i Danmark:

I et globalt perspektiv er det – næppe helt overraskende – Afrika syd for Sahara der udmærker sig ved det højeste fertilitetsrater. For at gøre en lang historie kort synes det således mere end noget andet at være økonomisk velstand, sandsynligvis koblet med politisk stabilitet, der forklarer – og måske ligefrem forårsager – fald i fertiliteten.

Hvad så med CO2-udledningerne? Globalt har vi set en meget voldsom stigning i udledningerne siden 1960, men koblingerne til befolkningstilvækst og velstandsudvikling er komplicerede. Her er først de globale udledninger, hvor man kan bemærke at den øgede viden og bevidsthed om klimaproblemerne efter år 2000 ikke har manifesteret sig i et fald i udledningerne:

Rent faktisk har USA i de senere årtier haft succes med at bremse stigningerne – trods befolkningstilvækst og stigende BNP. Set i bagklogskabens lys fremstår 1990’erne som et tabt årti:

Men hvad så med klimaforskernes foregangsland Kina? Her må vi konstatere at étbarnspolitikkens effekter på CO2-udledningerne ser ud til at have været begrænsede. Den økonomiske vækst i Kina har haft alvorlige konsekvenser for det globale klima – især efter årtusindskiftet, mens udviklingen i Indien har været noget mere afdæmpet:

Når alt er lagt til og trukket fra, vil det på trods af opbremsningen i USA dog næppe være holdbart hvis Kina eller Indien følger det amerikanske spor med CO2-udledninger.

Men for at gøre en lang historie kort: Det ser ud som om de tre klimaforskere er på vildspor. Sammenhængene mellem fertilitet og CO2-emissioner er langtfra indlysende, og befolkningstilvæksten er et mindre problem sammenlignet med de problemer en økonomisk udvikling der energimæssigt følger sporene fra perioden 1980-2010, giver for det globale klima. At der så er en sammenhæng mellem øget velstand og faldende fertilitet, gør kun problemstillingen mere kompleks rent praktisk og fascinerende intellektuelt.

Et sidste perspektiv kan være at Jyllands-Postens artikel og de tre forskeres udtalelser føjer sig ind i en velkendt fortælling hvor arabere, afrikanere og asiater fremstilles som en trussel mod den globale stabilitet og velfærd i almindelighed og hvide menneskers livsstil og velfærd i særdeleshed.

Artiklen i Jyllands-Posten (låst) med de tre klimaforskere. Referat hos DR.

Verdensbanken – tabeller over fertilitet og CO2-udledninger.

Our World in Data har en side om CO2-udledninger.

PS: Graferne er lavet som skærmbilledet fra Verdensbankens database. Y-aksen starter derfor ikke ved 0 i alle tilfælde.