Nytårssjov i Venstre: Løse betragtninger

Altsammen i løs rækkefølge. Der er stof til adskillige artikler, hvis nogen har lyst

1. Det er ekstremt sjældent at tidligere danske statsministre forlader deres parti. Før Løkke skal vi tilbage til Knud Kristensen.

2. Knud Kristensens ustyrlige Sydslesvigpolitik gav forresten Venstre en stor valgsejr i 1947. Desværre på bekostning af V’s potentielle samarbejdspartnere. Så blev socialdemokraten Hans Hedtoft statsminister. (Det med at vinde på samarbejdspartnernes bekostning var noget Poul Hartling gentog i 1975. Der blev Anker Jørgensen statsminister)

3. Venstre har gennem tiden overlevet flere alvorlige kriser.

3a. I 1905 fik J.C. Christensen presset de byliberale (og nogle husmænd) ud – men trods ihærdige forsøg fik han ikke taget livet af de radikale.

3b. 1908-1910 bød på to år med totalt opbrud i partiet. Tæller vi de radikale med, var der valg som bød på fire Venstre-fraktioner. Roen lagde sig efter et forsvarsforlig, og fra 1910 havde Venstre kun én Rigsdagsgruppe.

3c. 1930’erne var en lang krisetid for partiet. Den parlamentariske ledelse måtte dels kæmpe med LS og Bondepartiet, dels Th. Madsen-Mygdal, der nok havde forladt Rigsdagen, men stadig sad som meget højlydt landsformand.

3d. Perioden 1960-1990 var én lang stagnationsperiode for Venstre. Alle regnede med at de konservative permanent ville overtage rollen som det dominerende borgerlige parti. Det tog Uffe Ellemann og co. fire-fem år at få deres projekt til at køre.

4. Sammenfattende skal man ikke undervurdere betydningen af en stærk partiorganisation med tilhørende talentrekruttering.

5. Venstres ledelse har været præget af intern ballade under Løkke (kamp med Kristian Jensen) og Ellemann (kamp med Støjberg). Hvor mange partier ville have overlevet ti år i den situation?

6. Ser vi på Lars Løkke, er hans habitus fascinerende. Uanset al snak om “Lille Lars fra Græsted” har han altid opført sig med en meget stærk sense of entitlement. Sådan en type er svær at have gående rundt.

6a. Løkke vil dog efterlade et par blivende aftryk på Danmark: Strukturreformen (hvis mål var at gøre velfærdsstaten til et supermarked for mellemklassen) og afskaffelsen af efterlønnen.

6b. Og i perioden 2015-2019 fik han vist at hverken LA eller DF rigtigt havde noget tøj på.

7. Inger Støjberg er også et fascinerende fænomen. Se tidligere blogpost. Men kort sagt vil jeg beskrive hende som en politiker hvis eneste kompetence er mobilisering.

8. Drømmen om den upolitiske regering (S-V, S-K, Martin Lidegaard, etc) er gammel. Den har aldrig haft nogen gang i virkeligheden. Det samme gælder drømmen om det upolitiske parti. (Sidst det blev forsøgt var i 2007 med Ny Alliance)

9. Hvis anti-integrationspolitik har været det gennemgående tema i dansk politik i 2000-tallet, så vandt Venstre (og DF) både slagene og krigen. Men det ser ud til at S har vundet freden ved at lægge sig til højre for DF. Det giver problemer for V og DF.

10. I det hele taget finder kampene i dansk politik anno 2021 sted i retning mod den autoritære pol (eller det værdipolitiske højre). Og ser vi på den kvadrant der rummer økonomisk og værdipolitisk højre, er fragmenteringen bemærkelsesværdig. Det minder lidt om venstrefløjen i 1970’erne.

10a. Men er der brug for/efterspørgsel efter endnu et parti i den kvadrant?

10b. Hvis vi vil lede efter politisk hjemløse i dansk politik, er det de grønne borgerlige, eller Connie Hedegaard-segmentet (værdipolitisk centrum-venstre, økonomisk højre). Segmentet udgør vist en cirka 5-10% af vælgerkorpset, men dækkes ikke af noget parti, efter at KF helt har opgivet den linje under Søren Pape, men går efter den autoritære borgerlighed.

11. Hvis jeg var Jakob Ellemann, ville jeg først tage en ordentlig whisky og fejre at jeg var sluppet af med to destruktive bagsædechauffører. Og efter en god nats søvn begynde arbejdet med at få formuleret et politisk projekt – også selv om 15% af vælgerne i første omgang er et realistisk mål.

12. Hvis jeg var politisk redaktør, ville jeg få mine journalister til at kontakte folk i Holland.

Inger Støjberg: En forestilling

I forbindelse med offentliggørelsen af Instrukskommissionens delberetning har Inger Støjberg igen domineret mediernes overskrifter. Selv om beretningens konklusioner næppe kommer belejligt for Støjberg, er overskrifterne et sted hun gerne befinder sig, og hun har siden sit gennembrud som Venstres politiske ordfører i 2007 konstant befundet sig i første række i dansk politik.

Støjberg er blevet beskrevet som en dansk pendent til Donald Trump. Det er en karakteristik, som er forståelig, men som også viser et manglende kendskab til dansk og europæisk højrefløjspolitik.

Først og fremmest dukkede Donald Trump først for alvor op på den amerikanske politiske scene i 2015-2016, mens Støjberg har været folketingsmedlem siden 2001 og som sagt i forreste række siden 2007. Så hvis nogen har efterlignet nogen, skulle det snarere være Trump, der havde ladet sig inspirere af Støjberg. (Selv har jeg altid opfattet Sarah Palin som den mest oplagte amerikanske parallel).

Omvendt er karakteristikken forståelig, fordi begge politikere repræsenterer en højrepopulistisk linje, der har vundet stort gennemslag i både europæisk og amerikansk politik. Trumps og Støjbergs forkærlighed for orange (i Trumps tilfælde er den måske snarere en bivirkning af overdreven anvendelse af selvbruner end en bevidst imagestrategi) er naturligvis også blevet bemærket.

Men det er højrepopulismen, der fører os til substansen. Hvis man vil søge paralleller til Støjberg er den hollandske politiker Geert Wilders et bedre valg end Trump. Wilders kom ligesom Støjberg fra en højreliberal position – Wilders var medlem af Venstres hollandske søsterparti VVD inden han brød ud og stiftede partiet PVV – inden han med stor succes gjorde verbale angreb på muslimer og indvandrings- og integrationsmodstand til sin politiske platform. Wilders’ frisure (blonderet) har i øvrigt ligesom Støjbergs (orangerød) været genstand for en del opmærksomhed gennem de seneste 20 år.

Frisuren er bare en del af Forestillingen Støjberg. Sammenligner man hende med den typiske kvindelige folketingspolitiker, bliver forskellene tydelige. Akademisk upåfaldenhed er et generelt kendetegn, uanset om man ser på sprogbrug, stemmeføring, påklædning eller generel opførsel – man kan tit være lidt usikker på om man står over for en gruppe af politikere eller en forsamling af kommunale mellemledere, når man tænder for nyhederne på tv. (For mændene er det mørke jakkesæt naturligvis de rigeur). Her står Støjberg ud på alle parametre med de sukkerfri colaer og den nordjyske dialekt som ekstra krydderier.

Det utilpassede i forhold til det københavnske embedsmandsmiljø er – for nu at anvende marketingsprog – et Unique Selling Point. Og dertil et meget effektivt et, når man ser på Støjbergs personlige stemmetal.

Uanset om det var Støjberg eller hendes spindoktor Mark Thorsen, der fik ideen, passer kagen, der markerede 50 stramninger af udlændingelovgivningen, perfekt ind i denne markedsføring. For det første hører kager jo til fejringer, hvilket i sig selv kunne bringe Støjbergs politiske modstandere i det politiske miljø og de sociale medier i affekt. Intet er så effektivt i politisk mobilisering som at få modstanderne på banen.

“50” er for det andet et letforståeligt budskab. Prøv med “regeringen har i den forløbne periode successivt gennemført et antal reguleringer af integrationslovgivningen med det formål at begrænse indvandringen fra tredjelande” og se forskellen. I bedste fald får man billedet af Kristian Thulesen Dahl op for sit indre blik.

Hvis man som jeg er certificeret djøffer, vil man påpege at det er én ting at træffe politiske beslutninger. Det er en helt anden – og sværere – ting at omsætte dem til praksis. Og her kunne man spørge om strategien (hvor Støjberg ligger i forlængelse af samtlige regeringer siden 2001) med at omdanne integrationslovgivningen til et kludetæppe af uigennemskuelige regler egentlig er særlig hensigtsmæssig. Den kan i al fald give anledning til en del grå hår hos de embedsmænd og andre, der skal få lovgivningen til at fungere til daglig, og den er en vigtig del af forklaringen på de gentagne skandaler på området.

Djøfferen – med sit grå hår og mellemlederjakkesæt – ville påpege at en større, samlet reform med efterfølgende tid og ressourcer til implementering klart ville være at foretrække, hvis regeringen ville opnå sine substantielle politiske mål.

Her viser Støjbergs populistiske temperament sig: Det centrale kriterium for en politik eller et politisk udspil er om den mobiliserer vælgerne, ikke om den hjælper regeringen i det parlamentariske arbejde eller kan operationaliseres til effektiv forvaltning. Dette synes i øvrigt at være et generelt træk hos Støjberg – ikke kun på integrationsområdet.

En sidste bemærkning kan gælde sprogbrug og positioner. Støjberg og hendes støtter har konsekvent forsøgt at få slået navnet “Barnebrudskommissionen” fast i offentligheden. Det er ikke lykkedes, men det siger noget om den ideologiske verden, Støjberg færdes i.

Man skal ikke søge ret længe i det islamofobe univers på nettet for at finde ud af at henvisningen til Muhammeds ægteskab med den 13-årige Aisha er et gennemgående tema hos højreradikale debattører.

Nu var arrangerede ægteskaber med eller mellem børn – hvor ægteskabets seksuelle fuldbyrdelse blev udskudt til begge parter var kønsmodne – ikke ligefrem ukendte i den kristne verden langt op i tiden, men i den islamofobe version er det underforstået, at Muhammed var pædofil. Og i det hele taget fremstilles muslimske mænds seksualitet i dette miljø som grundlæggende perverteret – hvis man har lyst, kan man ud over Muhammed-historierne underholde sig med uendelige voldtægtshistorier med muslimske mænd i hovedrollen hos Den Korte “Avis” og tilsvarende kilder. Det er det segment, Støjberg mobiliserer.

Støjberg fremstillede – både i forbindelse med instruksen om at adskille asylansøgende par og hele vejen frem til nu – konsekvent indgrebet som rettet mod ældre mænd med barnebrude, og hun lagde sig dermed klart på linje med det højreradikale islamofobe miljø.

Og det er ikke kun i forbindelse med seksualitet at Støjberg fremstiller Muslimen (i bestemt ental og med stort forbogstav) som en dødbringende fare for det omgivende samfund. I forbindelse med Ramadanen har hun videregivet myten om at muslimske chauffører var til særlig fare for medtrafikanter eller mere eller mindre bevidst udsatte kollegaer for livsfare i produktionen.

Det er klassiske højreradikale temaer, som hun har ført fra internettets og andre islamofobe subkulturer ud i den politiske mainstream – og igen med stor personlig succes på vælgerarenaen.

Evidens spiller ingen rolle her – man kan komme med al den statistik og forskning om seksualitet, ægteskabsmønstre og generelle risici, man ønsker: Støjberg taler ind i en ældgammel frygt mod det fremmede og det anderledes hos den jævne befolkning uden tanke på de substantielle konsekvenser, og præsenterer sig selv som Folkets Sande Tribun.

Ser vi på sagen fra et djøf-perspektiv, kunne problemer med tvangsægteskaber og andre tilsvarende overgreb være identificeret og håndteret decentralt inden for de eksisterende juridiske og organisatoriske rammer. Men her glemmer man, at Støjbergs mål ikke var at forsvare flygtede kvinder, men at mobilisere Den Rene Danskhed. Den Urene Muslim var bare midlet.

Det var, ligesom frisuren, colaerne, tøjet, det nordjyske sprog, kagen og Ramadankronikkerne en forestilling beregnet på at skabe en effekt på vælgerarenaen. Problemerne opstår når vælgerarenaen støder sammen med den parlamentariske arena og det komplekse sæt af normer, som understøtter omsætningen af politiske beslutninger til praksis inden for retsstatens rammer.

Afsluttende kan man sige at der er nogle fascinerende paradokser forbundet med Støjberg og hendes position.

Hun er medlem af Venstre og fremtrædende Venstrepolitiker, men det er svært at forbinde hende med ideologisk liberale positioner. Måske er det snarere en blanding af tradition og anti-statslige holdninger, der har ført hende ind i og fastholdt hende i partiet? Venstre har dog også helt siden J.C. Christensens dage haft en klar kulturkonservativ strømning med stor opslutning i Vestjylland. Dermed bliver Støjbergs historie og vestjyske basis også en del af Venstres komplekse ideologiske tradition.

Endelig fremstår Støjberg på mange måder som et kunstprodukt (cola light må på alle parametre være den mest kunstige drik, man overhovedet kan forestille sig), samtidig med at hun præsenterer sig som repræsentant for Den Autentiske Sunde Danskhed. Måske er forklaringen at man skal se hendes både kvalitativt og kvantitativt bemærkelsesværdige forbrug af læskedrikken som en kontrær position i forhold til den kulturelle venstrefløjs prioritering af naturlighed, ikke mindst manifesteret gennem forbruget af økologiske fødevarer. (Økologisk livsførelse er også en forestilling – men her er vi ude i en ny blogpost, hvis vi skal gennem den diskussion)

Rotation

Nu er jeg ikke selv EL-menneske, så diskussionen i partiet om rotationsprincippet har ikke direkte relevans for mig, men der er alligevel nogle mere eller mindre generelle aspekter ved problematikken omkring Pernille Skippers politiske fremtid det kan være værd at se på.

Først og fremmest går kommentatorer i medierne ud fra at rotationsprincippet er et problem for EL: Hver gang partiet har fået opbygget en populær frontfigur, skal vedkommende træde tilbage. Antagelsen er at det svækker partiet – først og fremmest på vælgerarenaen, mens effekten på den parlamentariske arena er mindre klar.

Ser vi på motivationen bag rotationsprincippet handler det om at forhindre fremvæksten af en klasse af professionelle politikere og dermed sikre folkets repræsentation i kommunalbestyrelser, regionsråd, Folketing og Europa-Parlamentet.

Man kan stille spørgsmålstegn ved begge argumenter.

For det første synes skiftet mellem frontfigurer hidtil at være foregået uden større problemer for partiet. Pernille Rosenkrantz-Theil og Johanne Schmidt Nielsen har givet plads for de næste i rækken. Man kan tillægge at B90/Grüne (som dog nu kun anvender princippet på ledelsesniveau) heller ikke synes at lide under de regelmæssige lederskift. Problemerne har omvendt været større for Miljöpartiet i Sverige.

Man kan for det andet tillægge at en begrænsning på godt to valgperioder måske i virkeligheden svarer meget godt til den typiske karriere for valgte politikere. Pt har kun 63 af Folketingets medlemmer siddet over ni år i tinget, svarende til at de blev indvalgt første gang før valget 2011, så EL’s handicap i forhold til andre partier er i praksis begrænset. Dertil kommer at de fleste partiledere kun holder fem-ti år i rollen, selv om de naturligvis skal have en oplæringsperiode inden.

Skal man være en smule ondskabsfuld, kan man desuden pege på at EL’s politikere ikke nødvendigvis forsvinder fra fuldtidspolitikken, når de fratræder deres valgte opdrag: Organisationen kan beholde dem på andre måder. Vi har eksempler på folk der veksler mellem valgte opdrag og funktionærposter. Så EL har i praksis sine professionelle, men de fremtræder bare på en anden måde end i de fleste andre partier.

Rotationsprincippet kan omvendt i virkeligheden være en styrke for EL, fordi partiet ikke kan hvile på laurbærene: Organisationen er tvunget til løbende at satse på rekruttering og oplæring af nye politikere, fordi man ved at den nuværende gruppe har en udløbsdato.

Man kan her pege på KF som eksempel på hvad der sker når en partiorganisation forsømmer denne helt centrale opgave – de interne kampe i 1990’erne svækkede partiet, men eftersom der ikke stod en stærk ny generation klar til at tage over, blev partiet permanent svækket (i det mindste så permanent, som noget kan være i dansk politik).

Når alt er lagt sammen, er jeg dog også på nogle punkter skeptisk over for princippet om obligatoriske begrænsninger for hvor længe politikere kan sidde. Et grundlæggende princip i repræsentativt demokrati er således muligheden for at fravælge politikere, hvis politik eller præstationer man er utilfreds med. Her kan man ikke sanktionere en politiker der i forvejen er ude på (foreløbigt) sidste omgang.

Man kan endelig pege på at valgte politikere står over for et mægtigt administrativt apparat, som det kræver ekspertise at modstå. Dette kræver en betydelig teoretisk uddannelse – og praktisk erfaring, ikke mindst hos de ledende politikere, og her kan manglende erfaring vise sig som et handicap.

Bjarne, Arne og pensionen

Hele processen omkring det socialdemokratiske forslag om en særlig tilbagetrækningspension (eller værdighedspension) er fascinerende, fordi den dels afslører nogle aktuelle brudlinjer i den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken, dels viser at nogle meget dybe lag i dansk velfærdspolitik stadig er relevante.

Lad os begynde med det aktuelle: Dansk økonomisk politik og beskæftigelsespolitik har siden begyndelsen af 1980’erne været præget af en bestemt form for reformtænkning – lidt afhængigt af temperament kan vi tale om arbejdsudbudspolitik, strukturpolitik eller for den sags skyld nyliberalisme. Pointen er i alle tilfælde at det grundlæggende sociale problem ses som en mangel på tilgængelig arbejdskraft.

Politisk har man søgt denne mangel afhjulpet på forskellig vis – ældre læsere vil vide at overenskomstsystemet, specielt på det private arbejdsmarked, fungerer anderledes i dag end omkring 1980 (her har der kort sagt været tale om en udvikling fra centrale til decentrale overenskomstforhandlinger), og dertil er adgangen til overførselsindkomster blevet begrænset (væsentligt højere krav til optjening af dagpengeret og en kraftig afkortning af dagpengeperioden i a-kassesystemet koblet med en beskæring af ydelsernes værdi kan tjene som eksempel her), ligesom stat og kommuner har opbygget et omfattende aktiveringsapparat, der skal kvalificere arbejdsløse borgere til arbejdsmarkedet gennem uddannelse og motivation (eller afskrækkelse, om man vil).

Tidligere statsminister Helle Thorning Schmidt anvendte det interessante udtryk, at hendes regering var gået reformamok – noget mange borgere og praktikere inden for beskæftigelsesområdet nok vil skrive under på. I denne sammenhæng er udfasningen af efterlønnen, førtidspensionsreformen og sygedagpengereformen specielt interessante: I princippet indebar de tre reformer, at ældre erhvervsaktive med helbredsproblemer, som tidligere kunne være gået på efterløn eller førtidspension, meget hurtigt kunne stå over for lange perioder på kontanthjælp eller ressourceforløbsydelse – ydelser der blev tildelt efter skøn, som var lave og i princippet midlertidige.

Her kunne reaktionerne på reformerne godt rejse spørgsmålet om arbejdsudbudslinjen med den forhenværende LO-formand Thomas Nielsens ord har sejret ad helvede til: Linjen blev drevet så langt og så hårdt i den kommunale praksis, at den underminerede troen på det offentlige velfærdssystem blandt centrale vælgergrupper (Egentlig sagde Nielsen forresten “ad helvede til godt” – den forkerte formulering er blevet stående, fordi hans udråb kom på et tidspunkt hvor efterkrigstidens socialdemokratiske model var kulmineret og ved at blive afløst af den nyliberale. Kolossen Nielsen og LO stod i den grad på lerfødder). Så: Kravet om en “værdighedspension” er født af dybe frustrationer blandt fagforeningerne og arbejdervælgere over udviklingen i velfærdssystemet de seneste 10-20 år.

Men den nuværende konflikt bygger også på meget dybe spor i dansk velfærdspolitik.

Alderspensionssystemet i Danmark har sin rod i alderdomsunderstøttelsen, som blev indført i 1891 efter et forlig mellem Højre og Det Forhandlende Venstre. Her var tale om en ydelse til værdigt trængende ældre. Man skulle være fyldt 60 år og kunne opvise ulastelig vandel, hvorefter kommunalbestyrelsen (sogneråd eller byråd) efter et skøn kunne tildele en årlig ydelse. Staten ydede et væsentligt bidrag, så for en kommune var det billigere at have en gammel på alderdomsydelse end på fattighjælp. Ordningen blev en stor succes, men stødte også på kritik, netop fordi tildeling og udmåling hvilede på kommunalbestyrelsens skøn.

Resultatet blev aldersrenten, som blev indført i 1922 – her under en Venstre-regering. Nu blev ydelsen en ret, idet modtagerens andre indkomster blev modregnet ved udmålingen efter faste takster. Set fra Socialdemokratiets og fagbevægelsens perspektiv var det dog et væsentligt tilbageskridt, at aldersgrænsen samtidig blev hævet fra 60 til 65 år. Dermed begyndte en kamp om pensionsalderen, som stadig pågår – i 1936 fik Socialdemokratiet sænket aldersgrænsen til 60 år med henvisning til den høje arbejdsløshed*, 1946 hævede Venstre atter grænsen til 65 år, og prisen for indførelsen af den generelle folkepension i 1957 blev, at aldersgrænsen blev sat op til 67 år.

Dette var faktisk en høj alder i europæisk sammenligning, og gennem 1960’erne og 1970’erne var der en løbende konflikt mellem LO på den ene side og Christiansborg på den anden om pensionsalderen. I en vis forstand fandt konflikten sin løsning med indførelsen af efterlønnen i 1979. Også her hjulpet på vej af en arbejdsløshedskrise.

Set fra LO’s og specielt SiD’s (et af forløberforbundene for 3F) side var fordelen ved efterlønnen, at den knyttede pensionsretten til a-kassesystemet. Her skal vi tænke på, at a-kasserne op i 1970’erne primært dækkede LO-området – funktionærer var som regel ikke dækket af dagpengesystemet – så efterlønnen skabte kort sagt et system, der var regel- og ikke skønsbaseret, og som gav en pensionsalder på 60 år for LO-medlemmer, mens FTF’ere, akademikere og andre måtte vente til de fyldte 67 år. At efterlønnen så gav arbejdere en yderligere motivation til at melde sig ind i en a-kasse – og dermed i fagforeningen – var en ikke uvelkommen sidegevinst for SiD og resten af LO.

Nu var der bare det, at a-kassesystemet havde undergået en kraftig udvikling i 1970’erne, så i 1980 var næsten alle erhvervsaktive medlemmer af en a-kasse. Systemet der var designet til LO-medlemmer, var blevet et system for næsten hele arbejdsmarkedet, og erhvervsaktiviteten for de 60-67 årige faldt som en sten. SiD’s sejr blev en hovedpine for det politiske system, og kampen om efterlønnen var med til at definere social- og beskæftigelsespolitikken mellem 1990 og 2010. Efterlønsforliget i 1998 blev dødsstødet for den tredje vejs Socialdemokrati i Danmark og banede vejen for Venstres dominans mellem 2001 og 2019.

I en vis forstand er det 1970’ernes kamp om pensionsalderen, vi nu ser gentaget – men inden for nogle institutionelle rammer, der er helt forandrede: Specielt står fagbevægelsen svagere i 2020 sammenlignet med 1979, og a-kasserne har en meget mere begrænset rolle end for 40 år siden. Samtidig er selv socialdemokratiske politikere forsigtige med at rokke for meget ved aftalerne om pensionsalderen.

Man kunne spørge hvorfor regeringen ikke fortsatte vejen med kommunal tildeling af seniorførtidspension. Her er en forklaring nok at erfaringerne og fortællingerne fra implementeringen af førtidspensionsreformen og ressourceforløbene simpelthen har undermineret de kommunale jobcentres legitimitet blandt arbejderne. Kommunerne har så at sige sejret ad helvede til.

Vi kan i øvrigt bemærke, at Socialdemokratiet nu har genindført værdighed – et begreb som ellers var forsvundet ud af det socialpolitiske sprog i 1960’erne – som et kriterium i diskussionen. Det retter sig både mod jobcentrenes sagsbehandling (processen skal være værdig) og mod grupper der ikke har gjort sig fortjent til tidlig pension på lempeligere vilkår (arbejderen er værdig – flygtninge, indvandrere, alkoholikere og narkomaner og andre suspekte typer er ikke).

Samtidig – og koblet med dette – bygger førtidspensionen på et visitationsprincip, hvor borgerens arbejdsevne skal vurderes. Efterlønnen var retsbaseret – man skulle opvise medlemsskab i en a-kasse i et vist tidsrum. Derefter blev der ikke stillet spørgsmål om ens personlige og private forhold. Som nævnt har implementeringen af førtidspensionsreformen efterladt sig blivende spor her. Men problemet er dels at finde et værdighedskriterium, der ikke medfører en udredning af borgerens personlige forhold, dels at begrænse den nye ordning til de traditionelle arbejdergrupper, når a-kassemedlemsskab ikke rigtig fungerer som automatisk kriterium. Når man ikke kan eller vil skrive at ordningen er forbeholdt en begrænset del af arbejdsmarkedet – det man på engelsk kalder “blue-collar workers” og det vi traditionelt kaldte LO-området i Danmark – bliver udmøntningen juridisk og administrativt meget kompleks.

Men problemstillingerne er kendt i dansk politik siden 1891 – hvem skal havde adgang, og ud fra hvilke kriterier, hvis ikke alle skal have adgang?

PS: Arne ved alle hvem er. Bjarne er selvfølgelig Bjarne Corydon, som næsten mere end Helle Thorning er blevet sindbilledet på den politik, den nuværende regering positionerer sig imod.

*Inden for økonomien taler man om et eksempel på “the lump of labour fallacy“, når aktører argumenterer for at det vil løse problemer med ungdomsarbejdsløshed, hvis ældre får mulighed for at trække sig fra arbejdsmarkedet. Argumentet ligger også bag forslag om arbejdsdeling. Fejlen består i at tro at mængden af arbejde i samfundet er konstant. Omvendt kan man kritisere arbejdsudbudslinjen for at se bort fra sammenhængene mellem den makroøkonomiske politik og udviklingen på arbejdsmarkedet – således blev der ført en sparepolitik i Danmark og de fleste øvrige vestlige lande efter finanskrisen i 2008, hvilket påvirkede efterspørgslen efter arbejdskraft.

Undervisning under Corona-vilkår (1)

Jeg har – som andre undervisere på videregående uddannelser – været hjemsendt siden 12/3. Hjemsendt skal her forstås sådan, at jeg skal løse mine undervisningsopgaver og andre opgaver i fuldt omfang hjemmefra, så dette er en note om mine tanker og erfaringer med forberedelse og gennemførelse af undervisning under de vilkår, vi nu engang må arbejde med.

Først lidt kontekst:

I marts afsluttede jeg et obligatorisk modul på socialrådgiveruddannelsens 6. semester. Det skulle være afprøvet ved en mundtlig gruppeprøve på baggrund af et projektarbejde, men det måtte vi ændre til en individuel skriftlig afprøvning. Desuden havde jeg en undervisningsdag på et diplommodul 1/4.

Efter påske fortsætter diplommodulet, ligesom jeg er tovholder og underviser på et modul på socialrådgiveruddannelsens 2. semester og underviser på et valgmodul på 6. semester. Man skal her lige være opmærksom på at der er 4-8 undervisere på hvert modul.

Samtidig var jeg nok lidt bedre stillet end mange af mine kollegaer der måtte skifte fra campus- til netbaseret undervisning, fordi jeg

  1. …tidligere i min karriere har arbejdet med helt netbaserede moduler. Vi skal ganske vist tilbage til 00’erne hvor jeg underviste et modul på Umeå Universitets netbaserede socionomuddannelse
  2. …ved skæbnens gunst havde haft en pukkel af undervisning i februar (og december og januar…), mens jeg fra midten af marts og frem til påske “kun” havde en dag på et diplommodul og eksamen på det obligatoriske 6. semestermodul.

Tidspresset betød at vi alle måtte gribe tilbage på de redskaber vi havde i vores digitale værktøjskasser, samtidig med at et licensproblem betød at vi måtte skifte platform og med minimal introduktion anvende Google Meet (enterprise-udgaven af Hangouts) til møder og synkron undervisning. Så de studerende møder i sagens natur mange forskellige tilgange til undervisning over nettet og varierende grader af fortrolighed med forskellige platforme og tjenester.

Vores kalendre er i forvejen fyldte, hvilket påvirker mulighederne for at koordinere undervisningen, og tidspresset i forbindelse med nedlukningen betyder at der ikke har været mulighed for at koordinere omlægningen af forløbene. Vi prøver os frem, så godt vi kan, både individuelt og kollektivt. Heldigvis ser det ud til at vores studerende har forståelse for problematikkerne.

Samtidig skal vi huske på at vores studerende også befinder sig i en undtagelsestilstand – en del har børn som skal passes eller undervises ved siden at de omlagte studieaktiviteter, og hele usikkerheden omkring Corona-situation påvirker naturligvis også hverdagen.

Så til det mere konkrete: Jeg har valgt at arbejde med en blanding af asynkrone og synkrone aktiviteter på den måde at jeg har indspillet mine præsentationer som screencasts og så holder kortere synkrone sessioner.

Studerende på mit diplomhold har jo fuldtidsarbejde ved siden af, så her kørte jeg med sessioner af 30 minutters varighed afbrudt af offline-aktiviteter, hvor de enten kunne se præsentationerne (hvis de ikke havde gjort det i forvejen) eller skrive spørgsmål og refleksioner, som kunne kvalificere deres arbejde med modulopgaven.

Et problem her er at virtuelle mødeplatforme – i al fald hvis man ikke er meget vant til dem – ikke rigtig inviterer til gruppediskussioner og refleksioner, så de udvekslinger af praksiserfaringer som er prikken over i’et ved undervisning på diplomuddannelser, kom ikke frem i så stor grad som normalt. Som underviser kan man naturligvis overveje hvordan man bliver bedre til at få de studerende til at (turde) komme frem på banen – jeg tror noget af dette også har med graden af fortrolighed med platformen at gøre.

Grunduddannelsen er struktureret meget anderledes, men her prøver jeg i god tid at lægge introducerende materiale ud, som de studerende kan arbejde med, inden en afsluttende opsamling. Det der i skemaet normalt er en lektion på 3 timer, bliver så et antal screencasts koblet med en onlinesession på 1 time. (Man skal her tænke på at det faktisk tager en del tid at lave screencasts, og at det skal flettes ind i løbende arbejdsopgaver). Det er nok bedst hvis de studerende ikke ser videoer ud i én køre, men det skal også passes ind i deres øvrige lektioner og opgaver. På begge moduler skal de studerende desuden arbejde med opgaver, hvor vejledning og svar på spørgsmål også bliver en del af den synkrone virksomhed.

Bortset fra det, er mine – indtil videre begrænsede erfaringer – at de studerende bliver mere modtagende end aktivt deltagende sammenlignet med normalt. Ud over utvivlsomme mangler på underviserside med hensyn til stilladsering af online-møderne, skal man også tage hensyn til deres begrænsede erfaring med den konkrete platform og det vi med et begreb hentet fra ANT-verdenen kan kalde platformens affordans mht. social interaktion.

Til sidst: Eksaminationer over nettet. Her har jeg haft et par stykker, hvor det fælles indtryk er at procedurerne omkring eksamen tager en del længere tid (der skal sættes et møde op, fysiske omgivelser skal kontrolleres, man skal logge ind og ud i forbindelse med votering, etc). Tilsvarende bliver eksaminators og censors rolle anderledes – det er svært at have en trepartsdialog, ikke mindst i en situation der helt naturligt er presset for den studerende – så vores valg har været at have eksaminator som udspørger og dialogstyrer, mens censor (respektive intern eksaminator nr. 2) klart for rollen som tilhører og som den der dokumenterer forløbet.

I normale tilfælde kan det godt virke lidt mærkeligt for en eksaminand med en næsten passiv censor/eksaminator nr. 2, men her tror jeg eksamen bliver for kompleks for den studerende.

PS: Jesper Balslev fra KEA delte nogle interessante artikler om hvorfor mødet i virtuelle sammenhænge kan være udmattende:

https://theconvivialsociety.substack.com/p/a-theory-of-zoom-fatigue

https://thesocietypages.org/teaching/2020/04/15/three-reasons-you-might-be-exhausted-right-now/

Middelklassen, boligejere og selvstændige erhvervsdrivende

Inspireret af en diskussion om husejerskab – hvilket her også omfatter lejligheder – på Twitter, har jeg kigget lidt på tal om andelene af boligejere og selvstændige erhvervsdrivende. Som Christian Egander Skov påpegede har der i Danmark blandt borgerlige politikere været en indstilling om at husejerskab var en måde at skabe og fastholde en stabil, borgerlig middelklasse. Begrebet “ownership society” er vist møntet senere, men peger på opfattelsen, at et samfund hvor store dele af befolkningen ejer deres egen bolig har opsparing placeret i aktier, og tilsvarende, ville fremme borgerlige, individualistiske normer.

Tilsvarende ser man også beklagelser over at Danmark har udviklet sig til en lønmodtagerkultur – her med antagelsen at borgerne i et samfund med en stor andel af selvstændige erhvervsdrivende ville vise større initiativ til at løse økonomiske problemer uden statens mellemkomst.

Spørgsmålet er om der er en klar sammenhæng mellem husejerskab og selvstændighed på den ene side og økonomisk og social udvikling på den anden.

Ser vi på husejerskab – igen bredt defineret – viser Eurostats data at andelen af befolkningen der bor i ejerbolig er faldet gennem de seneste år. Vi kan også se at Danmark ligger noget under gennemsnittet i EU-28.

En kommentar til figuren er at et fald fra 68,7% i 2011 til 60,8% i 2019 virker meget stort. Spørgsmålet er om tallene er helt pålidelige i sig selv.

Billedet bliver i alle tilfælde mere broget, når vi ser på tallene fra de europæiske lande. Her ligger Danmark i gruppen med den relativt mindste andel bosatte i ejerboliger, men listen ledes af lande, vi normalt ikke vil sige er præget af en stabil middelklasse. Hvis der er en sammenhæng mellem individualisme og ejerskab, synes den snarere at være omvendt – velorganiserede lande med en stor middelklasse har en større andel af lejere. Det er Schweiz – middelklasselandet over alle – der har den højeste andel af lejere.

Måske er forholdet det, at et velorganiseret og stabilt juridisk system gør det lettere at være lejer, mens husejerskab kan være en fordel i situationer hvor det juridiske system er mere usikkert. Dertil kommer naturligvis strukturen i realkreditsystemet – her ser boligkarriererne traditionelt helt anderledes ud i Tyskland sammenlignet med Danmark og Sverige.

Som prikken over i’et kan man forresten påpege at lande som Kina og Cuba synes at have en ejerboligandel der er på højde med Rumæniens.

Ser vi på andelen af selvstændige erhvervsaktive, bliver billedet endnu mere forvirrende. Danmark ligger ifølge OECD’s data i den lave ende med 8,1% selvstændige – men denne andel er faktisk højere end andelen i USA, som sammen med Norge og Rusland (!) ligger lavest i OECD’s sample. I Europa er det lande som Italien og Grækenland – næppe kendt for økonomisk og politisk stabilitet eller velstand – der har den højeste andel af selvstændige. Schweiz og Storbritannien ligger her nogenlunde i midten.

Billedet er kort sagt forvirrende, men det er ikke utænkeligt at der er en generel sammenhæng mellem økonomiens produktivitet og organisering – store enheder er helt enkelt mere produktive end én- eller fåmandsvirksomheder.

Bjarne Corydon – nogle perspektiver

Finansministre er sjældent elskede, men det hører dog til sjældenhederne at en finansminister er så hadet at han bliver genstand for et smædeskrift længe efter at han er afgået og har forladt politik. Denne præstation er lykkedes for Bjarne Corydon, hvis man skal tro anmeldelserne af en netop udkommet biografi.

Den danske politiske historie kender en hel del fremtrædende finansministre – vittigheden om at Poul Nyrup Rasmussen var statsminister i Mogens Lykketofts regering, var således et af de festligere indslag i 1990’ernes politiske historie. Så i en vis forstand var det store historiske sko Bjarne Corydon skulle udfylde, da han blev udnævnt til finansminister i Helle Thorning-Schmidts regering i 2011.

Man kan dertil lægge at Finansministeriet siden 1980’erne har placeret sig som den centrale aktør ikke alene i den statslige økonomi- og budgetstyring, men også i udviklingen og gennemførelsen af statslige policies. Posterne som finansminister og departementschef i Finansministeriet har de sidste 30-40 år været helt centrale i dansk politik, og det er derfor naturligt at den til enhver tid siddende finansminister er en kontroversiel person.

Bjarne Corydon tog imidlertid kontroverserne til et usædvanligt højt niveau, hvor man bedst kan sammenligne ham med Henning Christophersen og Mogens Lykketoft.

Christophersen stod dels bag omlægningen af den makroøkonomiske politik fra den traditionelt keynesianske, dels bag det første moderniseringsprogram, som markerede det begyndende skift til det, en senere tid har kaldt New Public Management. Det var ikke populært på venstrefløjen, men Christophersen kunne regne med støtte fra Det Radikale Venstre og resten af partierne i den borgerlige blok.

Lykketofts navn vil være forbundet med 1990’ernes aktive arbejdsmarkedspolitik – der også betød et opgør med fagbevægelsens traditionelle rolle og politik – og en forstærket satsning på NPM i den statslige og lokale offentlige forvaltning. Tegneren Roald Als havde en fest med at tegne Lykketoft som kapitalist af Joakim von And-typen: Det kunne være svært at se det klassisk socialdemokratiske i Lykketoft – hvis man da ikke lige var en Knud Heinesen.

Set i dette perspektiv er Corydon mindre overraskende: Meget af hans indsats som finansminister fremstår som en fortsættelse af det økonomisk-politisk paradigme, der blev etableret i Danmark og andre lande i 1980’erne. I mangel af mere præcise termer kan vi tale om nyliberalisme på det generelle niveau og New Public Management på det på det mere specifikke.

Vi kan også placere Corydon i en socialdemokratisk tradition, hvor troen på at man politisk kunne skabe en progressiv udvikling af økonomien og samfundet gennem rationel politikformulering og styring af implementeringen. Sandsynligvis ville socialdemokratiske koryfæer som Viggo Kampmann og Jens Otto Krag nikke anerkendende til en stor del af Corydons og Finansministeriets tilgang.

At Mogens Lykketoft har ytret sig kritisk til Socialdemokratiets politik i 2010’erne kan så virke en smule ironisk – udover såret forfængelighed kan man måske pege på at Lykketofts kritik peger på en konflikt mellem en generation der stadig orienterede sig mod den keynesianske arv og en generation der helt var vokset op i en nyliberal epoke.

Alligevel gik noget – for ikke at sige rigtig meget – galt. Man kan søge en del af forklaringen i at Corydon var en dårligt forberedt finansminister: Hans hidtidige karriere havde været som funktionær i det socialdemokratiske parlamentariske apparat, og han blev først valgt ind i Folketinget i 2011. Dermed savnede han parlamentarisk erfaring. Viggo Kampmann kom også sidelæns ind i landspolitikken, men fik i det mindste nogle år til at forberede sig på sin store indsats. Man bør ikke undervurdere den betydning, praktisk erfaring med forhandlinger på det højeste politiske niveau har, hvis man skal have succes som toppolitiker.

Dertil kom et personligt uheld: Corydon blev kun finansminister fordi Henrik Sass Larsen blev sat ud af spillet efter et forløb som endnu er dårligt undersøgt. Oprindeligt synes Corydon at have været tiltænkt en rolle svarende til Martin Rossens i Mette Frederiksens regering – dog placeret i regeringen.

Man kan overveje hvordan overenskomstforhandlingerne i 2013 var forløbet med en mere erfaren politiker i Finansministeriet. Regeringens udspil byggede på en finansministeriel styringslogik, men konflikten med folkeskolelærerne kunne have udviklet sig mindre giftigt med en højere grad af politisk fingerspidsfornemmelse for hvad der var muligt at gennemføre i kort og langt perspektiv.

Initiativet med trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedets parter – ellers en klassisk socialdemokratisk paradedisciplin – brød sammen, inden det var begyndt. En fatal fejl for en socialdemokratisk ledelse – også selv om man skal huske at Anker Jørgensen brugte det meste af sin tid som statsminister med at ligge i konflikt med LO.

I stedet havnede vi i perioden 2011-2015 i en situation hvor regeringen søgte at skyde sig igennem, hvor forhandlinger havde været en bedre strategi, og hvor Corydon ofte kom til at lyde som Finansministeriets – noget tonedøve – agent end som dets politiske leder.

Og måske minder Corydon mest af alt mere om 1960’ernes plagede finansministre end om Christophersen og Lykketoft, idet han dog ikke satte liv og helbred på spil. Et af problemerne i 1960’erne var at organisations- og politikforståelsen i det daglige arbejde var helt ude af takt med velfærdssamfundets krav – sagt lidt firkantet brugte man stadig 1920’ernes instrumenter til at styre 1960’ernes samfund.

Tilsvarende er spørgsmålet om ikke Corydon præsiderede over et forsøg på at løse 2010’ernes problemer med 1980’ernes instrumenter – omend 2010’ernes Finansministerium og styrelser naturligvis var langt mere sofistikerede teknisk end 1960’ernes.

Socialdemokratiet I: Retro

Socialdemokratiets linje under Mette Frederiksens formandskab rejser en række spørgsmål om de store venstrefløjspartiers strategier efter finanskrisen. I en række europæiske lande er socialdemokratierne i dyb krise – mest tydeligt Frankrig og Holland, hvor henholdsvis PS og PvdA har lidt valgnederlag der grænser til totale sammenbrud på vælgerarenaen, men også Tyskland hvor SPD efter et historisk dårligt valg i 2017 nu ligger klart under 20% i meningsmålingerne, og i Sverige hvor SAP efter fire år i opposition led et alvorligt nederlag ved valget i 2010 og hvor det historisk statsbærende parti ikke har været i stand til at forbedre sin position ved valgene i 2014 og 2018. Både i Tyskland og Sverige ser det i stedet ud til at medvinden for AfD og Sverigedemokraterna har givet den populistisk-højreradikale fløj en permanent stærk position i partisystemerne.

Sammenlignet med de nævnte lande fremstår Socialdemokratiet umiddelbart som en succeshistorie, idet partiet på vælgerarenaen har været i stand til at fastholde tilslutningen, ligesom det på den parlamentariske arena har været i stand til at danne regering efter valgene i 2011 og 2019. I modsætning til PS, PvdA og SPD er S altså en reel konkurrent for de borgerlige partier, når det gælder regeringsmagten.

Situationen er dog mere kompliceret hvis vi ser på Socialdemokratiets styrke i et historisk perspektiv: Resultatet ved 2019-valget var muligvis pænt i en europæisk sammenligning, men ligger i forlængelse af en række valg med historisk dårlige resultater. Grafen nedenfor viser, at S i 2010’erne ligger klart under de svage år i 1980’erne, så det kun er fordi de øvrige partier på venstrefløjen (SF og Enhedslisten) og rød blok (Radikale Venstre og Alternativet) har styrket deres position, at S har været i stand til at erobre regeringsmagten. Man kan i øvrigt bemærke at tilslutningen til de såkaldte arbejderpartier i 2010’erne ligger på niveau med, eller lidt under, tilslutningen i de første efterkrigsår.

Dette har imidlertid ikke forhindret S i at slå ind på en linje, der på mange måder kan kaldes Socialdemokratiet Classic – dvs. en linje hvor man skærer 1990’ernes og 2000-tallets “tredje vejs”-politik bort fra historien for i stedet at hævde en kontinuitet med 1960’ernes og 1970’ernes socialdemokratiske politik med fokus på traditionelle arbejdermiljøer.

Ideologisk kan strategien ses omsat i bøger skrevet af ledende socialdemokrater – mest tydeligt Mattias Tesfayes Kloge hænder og Velkommen Mustafa samt Kaare Dybvads Udkantsmyten og De lærdes tyranni.

De lærdes tyranni er fascinerende fordi den præsenterer et fjendebillede hvor højtuddannede storbyboer – her tænkes specielt på indbyggerne i København og omegn – sættes overfor provinsboer med erhvervsuddannelse. Selv om Dybvad i bogen plæderer for en traditionel arbejderlivsstil, er det således uddannelse snarere end økonomisk kapital der definerer den grundlæggende skillelinje i hans fortolkning af dansk politik. Det er Det Radikale Venstre, snarere end Venstre og Det Konservative Folkeparti, der fremstår som Socialdemokratiets hovedfjende på det politiske niveau, mens retorikken mod arbejdsgiverne, som ellers var central i arbejderbevægelsens retorik, forpasses til sidelinjerne.

Man kan tillægge at fokuseringen på arbejderlivsstilen også indebærer at det ikke bare er arbejderen men den mandlige arbejder, Dybvad fremhæver som det sociale forbillede – kvinderne dukker først op sent i bogen, og her uddannet og beskæftiget inden for traditionelle – kvindelige – omsorgsfag: Den produktive arbejder er mand, arbejder i traditionelle industri- og håndværksfag og bruger sin fritid på traditionelle foreningsbaserede sportsaktiviteter. Læser man De lærdes tyranni er det som om hele kvindefrigørelsen og opbruddet i de traditionelle kønsroller som har været en central drivkraft i den sociale og politiske udvikling i Danmark siden 1970’erne, aldrig har fundet sted i bogens univers.

Omvendt kan man se en kontinuitet fra den arbejderistiske strategi hos SF i Søvndal-æraen og fokuseringen på Blå Bjarner (sindbilledet på den mandlige arbejder der ønsker orden i økonomien, en udbygget social sikring for arbejdere, lov-og-orden-politik og stram udlændingepolitik, og som har stemt V eller DF i 2000-tallet) under den senere del af Helle Thorning Schmidts formandskab.

Flere elementer i Mette Frederiksens retorik som statsminister uddyber billedet. Kommentatorer undrede sig over den mørke tone i Mette Frederiksens åbningstale i oktober, hvor hun koncentrerede sig forhold der truede den danske idyl – jordbærstadet ved vejkanten blev her det centrale billede af en truet tillidskultur – snarere end om udvikling af det danske samfund. Talen havde træk man snarere ville forbinde med højrepopulister som Donald Trump eller Jimmie Åkesson, end klassisk socialdemokratisk fremskridtsoptimisme. Også her kan man se Frederiksens retorik som et forsøg på at tiltrække vælgere med en appel til traditionelle værdier og et løfte om at fastholde den sociale struktur eller genskabe tidligere tiders normer og strukturer.

Som en sidebemærkning kan man spørge om strategien er realistisk på langt sigt. Ser man fx på arbejdsmarkedsstatistikken, synes faldet i beskæftigelsen inden for industrisektoren at have bidt sig fast, selv efter at finanskrisens umiddelbare effekter er klinget af.

Tilsvarende kan man pege på at efterkrigstidens klassiske socialdemokratiske velfærdspolitik blev skabt i et – ikke altid konfliktfrit – samspil mellem Socialdemokratiet på den parlamentariske arena og DsF/LO-forbundene på den arbejdsmarkedspolitiske. Her er forholdet imidlertid det, at LO-forbundene siden 1990’erne er blevet svækket medlemsmæssigt, ligesom båndene mellem fagbevægelsen og partiet formelt er blevet kappet. Fusionen mellem LO og FTF – hvis medlemsorganisationer LO oprindeligt anså som en trussel mod arbejderbevægelsens enhed – kan ses som den foreløbige kulmination på en grundlæggende omkalfatring af arbejdsmarkedets organisatoriske struktur. Den traditionelle base er smallere og mere usikker i 2020’erne end i 1960’erne.

Endelig kan man fremhæve at den socialdemokratiske strategi op til 2019-valget byggede på en delvis udskiftning af partiets vælgerkorps: S vandt vælgere fra DF og V, men måtte også afgive vælgere til SF og RV. Sagt lidt firkantet ser det ud til at de Blå Bjarner erstattede de Røde Rosaer hos S.

Og dermed kommer vi til det, der kan være en afgørende forskel på 1960’ernes og 2020’ernes Socialdemokrati. Helt fra Staunings tid byggede Socialdemokratiets strategi på en forståelse af at partiet måtte tiltrække vælgere uden for de egentlige arbejdermiljøer – som på den tid ironisk nok var koncentreret i de større byer. Det var ved også at appellere til funktionærer og kvinder i og uden for erhverv at Socialdemokratiet blev til et folkeparti.

Mette Frederiksens Socialdemokrati ser ud til at gå i den modsatte retning med et fokus på mandlige arbejdere – partiet er altså mere et sektor- end et folkeparti. Man kan måske sammenligne med den historiske hovedmodstander Venstre, der traditionelt havde sin kerneidentitet som interesseparti for landbruget, koblet med forsøg på at tiltrække funktionærer og selvstændige i byerne.

Strategien kan give mening hvis vi ser på partisystemets struktur, for hvor dansk politik frem til 2001 var præget af et system hvor ét stort parti – Socialdemokratiet – stod over for nogle mellemstore borgerlige partier og en række mindre partier, er dynamikken i 2010’erne og 2020’erne anderledes. Det danske partisystem anno 2020 er måske ikke helt så fragmenteret som det hollandske, men fragmenteringen er – bortset fra situationen efter valget i 1973 – historisk høj, og der er ikke noget tydeligt dominerende parti.

Her kunne man se Socialdemokratiets strategi – hvor man vælger appellen til funktionærer og storbyboer fra – som et forsøg på at håndtere den systemiske kompleksitet – både på samfundsniveauet og det parlamentariske niveau.

Hvor det traditionelle Socialdemokrati søgte at reducere den sociale kompleksitet ved at rumme den i partiet, så opgaven med at integrere de forskellige sociale interesser i stor udstrækning lå internt i partiorganisationen, kan man se Retro-Socialdemokratiet som udtryk for en strategi hvor partiet søger at reducere den interne kompleksitet, så opgaven med at integrere de sociale interesse i højere grad kommer til at ligge eksternt på den parlamentariske arena.

DF’s overraskende sammenbrud ved først EP- og siden Folketingsvalget i 2019 betød at den socialdemokratiske ønskesituation, hvor partiet kunne maksimere sit politiske manøvrerum ved balancere en rød (SF, EL, RV) og en gul (SF, DF) flertalsmulighed, ikke lod sig realisere. Markus Knuths afhop fra Venstre sætter også grænser for brugen af kombinationen S-V. Her bliver det spændende at se konsekvenserne for Socialdemokratiets mulighed for at gennemføre den arbejderistiske politik i den tilbageværende del af valgperioden.

Boomer

Generationsmærkater er tillokkende, men også problematiske. Tillokkende, fordi de giver overblik over udviklinger og tendenser som ellers kan være forvirrende eller komplekse. Problematiske, fordi forenklinger udvisker væsentlige variationer eller tilskriver mennesker egenskaber eller holdninger, de slet ikke har.

Og dermed til decembers store trend – i al fald på internettet: Tilråbet “ok boomer” der angiveligt er blevet millenials-generationens måde at affærdige babyboomerne på. Og eftersom babyboomerne angiveligt har set sig selv som evigt unge og progressive, har det sandsynligvis gjort ondt på nogle boomere at se sig selv udstillet som irrelevante oldsager.

Så er spørgsmålet naturligvis om boomerne egentlig findes som en meningsfuld enhed, når vi forflytter os fra USA, hvor begrebet kommer fra til Danmark.

Først en graf over antallet af fødsler i Danmark siden 1901:

Som man ser, er det rent demografiske billede noget mere kompliceret i Danmark. Faktisk var der tre, forholdsvis korte, boom i antallet af fødsler i løbet af det 20. århundrede – mod slutningen af og lige efter 1. verdenskrig, under 2. verdenskrig og i midten af 1960’erne. Omvendt så man fald i 1920’erne og 1930’erne, i 1950’erne og igen fra starten af 1970’erne. Udsvingene skyldes sandsynligvis en blanding af kohorteeffekter og reaktioner på de økonomiske konjunkturer: De store årgange under krigen var i vis udstrækning et ekko af boomet i de sene 1910’ere, og de fik deres eget ekko i 1960’erne.

Det store fald i antallet af fødsler mellem 1975 og 1985 kan vi tilsvarende tilskrive en blanding af demografi og økonomi, og noget tilsvarende gælder faldet i fødsler efter finanskrisen 2007-2008.

Men hvordan med de danske generationer? Som sagt kan vi næppe tale om én boomer-generation i Danmark: 1940’erne, 1950’erne og 1960’erne er simpelthen for forskellige.

Krigsgenerationen gav oprindelig anledning til store bekymringer, fordi man politisk frygtede arbejdsløshed og social uro, når de unge skulle ud på arbejdsmarkedet – erfaringerne fra 1920’erne (som var alt andet end brølende i Danmark) og 1930’erne prægede tidens politikere. Det hele udviklede sig dog anderledes, fordi den danske økonomi kom ind i en lang højkonjunktur fra slutningen af 1950’erne. Skal vi tale om en boomer-generation i Danmark, må det være de nu 70-80-årige, som længe har forladt arbejdsmarkedet og – med få undtagelser – politiske, økonomiske og sociale topposter.

1950’er-generationen er fascinerende, fordi den udmærker sig ved at være danmarkshistoriens mest venstreorienterede. Det var også den generation der for alvor mærkede effekterne af den store udbygning af uddannelsessystemet i 1960’erne. “1950’erne” var for unge til at være “68’ere”, men det er hos dem, man for alvor finder starten til det post-industrielle samfunds store værdimæssige skift. Omvendt fik disse årgange også fornøjelsen af at komme ud på arbejdsmarkedet, da 1970’ernes krise ramte Danmark, så ungdomsarbejdsløshed igen blev et stort politisk og socialt problem.

For 1960’er-generationen er det netop oliekriserne, de kroniske balanceproblemer i dansk økonomi og arbejdsløshed, der var de formative erfaringer. Dansk økonomi begyndte først varigt at stabilisere sig i midten af 1990’erne, hvor 1960’er-generationen var mellem 25 og 35 år. Det er måske forståeligt, hvis man ikke finder den store idealisme hos mine generationsfæller. At generationen fremstår som højreorienteret skal dog også ses i forhold til den (forholdsvis) ekstreme grad af venstreorientering hos 1950’er-generationen.

Kort sagt: Det giver næppe mening at tale om en stor dansk boomer-generation. Både de demografiske fakta, de formative erfaringer og for den sags skyld de politiske og sociale værdier var for forskellige for danskere født i 1940’erne, 1950’erne og 1960’erne til at man kan samle os under én hat.

At de (vi) i 2020 så er over livets midte og har kulmineret hvad angår direkte social, økonomisk og politisk indflydelse, er en anden sag. Vi er ved at være nogle gamle narhatte.

Mette Frederiksens parlamentariske grundlag

Jeg morer mig i anden sammenhæng med at se på Socialdemokratiets aktuelle politik under Mette Frederiksen. I den forbindelse lavede jeg en opdatering af en beregning over de danske regeringers parlamentariske grundlag (i Folketinget) siden 1915-grundlovens ikrafttræden.

Det er ikke så overraskende, at samlingsregeringerne under og umiddelbart efter besættelsen udgør det ene ekstrem med over 90% af mandaterne i Folketinget bag sig, mens Poul Hartlings V-regering (1973-1975) udgør det andet. Lars Løkke Rasmussens anden regering (2015-2016) var den næstsvageste målt i antal mandater siden 1918, mens Mette Frederiksens S-regering er den fjerdesvageste efter Hartling, Løkke Rasmussen II og Knud Kristensen (1945-1947).

Årstallene kan snyde lidt, men alle tre nævnte regeringer holdt kun i kort tid, idet Kristensens regering som den længst siddende lige netop passerede 24-månedersmærket. Løkke Rasmussen II holdt 17 måneder og Hartling godt 13 måneder. Det kan derfor blive spændende at se, hvor holdbar den nuværende regering viser sig at være.*

*Teknisk set betød dødsfald og partilederskift at regeringerne Hedtoft III, Kampmann I samt Krag IV og Jørgensen I blev meget kortvarige. Her var regeringens tekniske afgang dog ikke forårsaget af parlamentariske forhold – modsat situationen i 1950, hvor Hans Hedtoft trods en teoretisk set styrket parlamentarisk støtte valgte at afgå kort tid efter valget.