Statsministerkandidater

Udviklingen i antallet af statsministerkandidater har været et festligt indslag i dansk politik henover sommeren, hvor specielt “rød blok” har set Alternativet og Enhedslisten åbent betvivle Mette Frederiksens rolle som blokkens leder, efter at Socialdemokratiet erklærede at partiets mål var at danne en rent socialdemokratisk regering efter en eventuel valgsejr for venstrefløjen ved det kommende folketingsvalg. Dertil har Radikale Venstre ganske vist ikke udtrykt noget ønske om at besætte statsministerposten efter et valg, men partilederen har dog udtalt betydelige forbehold i støtten til Socialdemokratiet og Frederiksen.

Men hvad er sandsynligheden for at nogen anden end Socialdemokratiets eller Venstres formand bliver statsminister efter det kommende valg?

Hvis den danske politiske historie giver nogle retningslinjer, er svaret at Danmarks næste statsminister med den nuværende fordeling af stemmerne i opinionsmålingerne hedder enten Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussen.

Først og fremmest vil hhv. S og V have en fordel ved regeringsdannelsen – det er yderst sjældent at det ikke er det største parti i respektive side af det politiske spektrum, der danner regeringen og stillet med statsministeren.

Forholdene i den nuværende valgperiode er ganske vist usædvanlige, fordi DF som det største borgerlige parti står uden for regeringen. Man kan her pege på perioderne 1909-1910, 1913-1915 og 1973-1975, hhv. Socialdemokratiet og Fremskridtspartiet ikke udnyttede – eller var i stand til at udnytte – deres størrelse til at styre regeringsdannelsen. Der kan være flere gode grunde til at DF ikke deltager i regeringen, men situationen er strengt taget en anomali.

I forbindelse med dannelsen af Firkløverregeringen i 1982 er der talt og skrevet meget om hvordan Poul Schlüter blev statsminister, men man bør huske på at KF efter valget i 1981 rent faktisk var det største borgerlige parti, så det havde været en overraskelse hvis V og Henning Christophersen havde været i stand til at sikre sig posten. Schlüter havde fra starten en fordel i processen og undlod at tabe terrinen på gulvet undervejs.

Det eneste tilfælde i fredstid på en koalitionsregering hvor juniorpartneren besatte statsministerposten, er VKR-regeringen hvor KF’s ledelse valgte at pege på den radikale Hilmar Baunsgaard som statsminister for at sikre RV’s loyalitet mod den nye regering. Man kan her i øvrigt bemærke at den radikale sejr ved valget i 1968 havde givet partiet 15% af stemmerne, ligesom RV sad på medianlegislatoren.

Den eneste af de nuværende alternative statsministerkandidater der er i nærheden af 10% af stemmerne, er EL’s Pernille Skipper, og hun har det handikap at hendes parti er placeret langt fra medianlegislatoren, klart til venstre for midten.

Når dette er sagt, kan der selvfølgelig også være grund til at pege på at S og V tilsammen ikke når op på 50% af vælgerne i de aktuelle meningsmålinger. Hvis medierne vælger at dække valgkampen som et præsidentvalg med ensidigt fokus på S og V, ville de tabe over halvdelen at vælgerne med deres oplæg. Omvendt behøver det ikke betyde at andre partiers ledere skal dækkes som potentielle regeringschefer.

Udviklingen i uddannelsessystemet 2005-2018

Siden vi er på vej ind i den tid på året hvor optagene til de videregående uddannelser og effekterne af de mange reformer på området bliver et tema, er her et par tabeller der kan belyse udviklingen på uddannelsesområdet de sidste godt ti år

Først en oversigt over antallet af studerende eller elever. Der har været stor interesse for udviklingen på de erhvervsfaglige uddannelser, men det er nok svært at påstå at området generelt har været præget af manglende søgning, også inden 2015. Omvendt kan man se betydelige stigninger i studentertallet på de videregående uddannelser, ikke mindst de korte og mellemlange uddannelser.

Den anden tabel viser uddannelsesniveauet for befolkningen i den erhvervsaktive alder. Man skal naturligvis tage forbehold for at en stor del af befolkningen under 30 er i gang med en uddannelse, så andelen af de 25-34-årige med maksimalt grundskole eller gymnasium vil være noget lavere end tabellen umiddelbart lader ane. Dog kan man også her se stigningen i antallet (og andelen) med forskellige videregående uddannelser, mens antallet med en erhvervsfaglig uddannelse som højeste fuldførte uddannelse er stagneret siden 2006. Faldet i antallet med højst grundskole bør tilskrives at de ældre årgange der kun havde 7-9 års skolegang bag sig, er på vej ud af arbejdsmarkedet.

Til sammenligning kan man se på fordelingen for aldersgrupperne 30-34 og 60-64 år. Her er faldet i antallet (og andelen) med erhvervsfaglig uddannelse i den yngre aldersgruppe i perioden meget tydeligt:

Kilde: Danmarks Statistik

Hvordan går det med dansk økonomi og på arbejdsmarkedet?

I mangel af bedre sommerunderholdning har jeg kastet mig over forskellige indikatorer fra Danmarks Statistiks Statistikbanken for at se hvordan det går i dansk økonomi anno 2018.

En del af inspirationen kom fra et tweet fra Europa-Kommissionen, hvor Danmark blev placeret som et af de europæiske lande med den forventede laveste økonomiske vækst i 2018. Her bør man naturligvis være klar over at det dels er svært at forudsige økonomiske udviklinger, dels at den økonomiske vækst kan svinge meget fra år til år, så en lav vækst i 2018 er ikke i sig selv en indikator på grundlæggende problemer i dansk økonomi.

Lad os først se på BNP og væksten i BNP. Den lange serie fra slutningen af 1960’erne og frem til i dag antyder hvor voldsomme effekterne af den finansielle krise har været på dansk økonomi. Målt i BNP/indbygger kan man godt tale om perioden 2008-2018 som et tabt årti, men nok så interessant er at dansk økonomi efter årtusindskiftet har haft svært ved at leve op til vækstraterne der blev nået i 1990’erne: Egentlig er det kun i perioden 2004-2007 at væksten generelt har ligget over 2% p.a, og 2010’erne minder generelt om årene efter kartoffelkuren, hvor dansk økonomi blev sendt i noget nær dvaletilstand i næsten otte år.

Hvor kartoffelkuren var udløst af interne ubalancer i dansk økonomi (betalingsbalance og løninflation), var lavvæksten siden 2008 udløst dels af finanskrisen, dels af en kontraktiv finanspolitik med meget hård styring af de offentlige udgifter i ØMU-landene. Herhjemme kan Løkkeregeringens indgreb fra 2010 sammen med budgetloven af 2012 stå som de centrale politiske beslutninger, der var med til at holde dansk økonomi på lavt blus.

Man kan her spørge om ikke finanspolitikken og den økonomiske styring generelt har trukket i modsat retning af de mange reformer siden 1990’erne på beskæftigelses- og arbejdsmarkedsområdet hvis formål har været at øge udbuddet af arbejdskraft. Med den svage økonomiske vækst in mente kan det i al fald ikke overraske at erhvervs- og især beskæftigelsesfrekvenserne faldt væsentligt efter 2008. Stigningerne efter 2013 skyldes snarere forbedringerne i den økonomiske situation end lavinen af stramninger på beskæftigelsesområdet.

I den forbindelse kan man bemærke at udsvingene i kvindernes erhvervsfrekvens har været begrænsede, mens vi hos mændene har set et fald fra ca. 84 i 2008 til ca. 82 % i 2017. Udsvingene har naturligvis været noget større for beskæftigelsesfrekvensens vedkommende, idet mændenes beskæftigelse blev hårdt ramt efter 2008. Også her ligger indikatoren cirka 2 procentpoint under værdierne fra 2000-tallet.

Nu er det sådan at Danmarks Statistik beregner erhvervs- og beskæftigelsesfrekvenser ud fra aldersgruppen 16-64 år, og her kunne man tage i betragtning at der gennem meget lang tid har været en stigende tendens til at de helt unge var under uddannelse i stedet for at træde ind på arbejdsmarkedet efter folkeskolen. Man kan ganske rigtigt se et betydeligt fald i andelene for både mænd og kvinder, i øvrigt med den lidt uventede effekt at de helt unge kvinder nu er mere erhvervsaktive end de unge mænd.

Mens faldet i aldersgruppen 16-24 år har været ventet og i nogen grad også ønsket, er det derimod straks mere betænkeligt at vi har set et betydeligt fald i beskæftigelsen for de 25-34-årige siden 2008 uden nogen egentlig tendens til forbedring af situationen. Her synes den generelle økonomiske udvikling og udgiftspolitikken på makroniveau decideret at have modvirket alle uddannelses- og beskæftigelsespolitiske reformer.

Udviklingen har været mindre dramatisk for de ældre aldersgrupper, hvor blandt andet den begyndende udfasning af efterlønnen har givet sig udslag i stigende erhvervs- og beskæftigelsesfrekvenser for gruppen mellem 55 og 64 år. Overordnet kan man nok sige at finanskrisens og den stramme finanspolitiks pris siden 2008 er blevet betalt af de 16-34 årige, mens effekterne har været mindre dramatiske for folk over 35.

Som en lille sidebemærkning kan man se at krisen på arbejdsmarkedet også ramte forskellige etniske grupper forskelligt. Hvor beskæftigelsesfrekvensen for folk med dansk oprindelse lå 2 procentpoint lavere i 2016 sammenlignet med 2008, er specielt indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande blevet ramt betydeligt hårdere. Det er grupper som af forskellige grunde er marginal arbejdskraft, men man bør huske på at de makroøkonomiske forhold har betydning for deres muligheder for at blive integreret på arbejdsmarkedet.

Til sidst kan vi notere at dansk økonomi er langt fra den løninflation, der var med til at sætte en stopper for opsvinget i 1980’erne. Vi ser ganske vist en stigning i lønningerne generelt, men er stadig meget langt fra niveauet inden finanskrisen. Tilsvarende er inflationen stadig på et historisk lavt niveau. Man kan i øvrigt bemærke effekterne af det korte og uholdbare boom 2006-2008.

Desværre savner Statistikbanken tidsserier for andelen af ledige stillinger fra før 2010, så det er ikke uden videre muligt at sammenligne situationen i 2017-2018 med situationen før 2008. Vi kan dog se at andelen af ledige stillinger er øget siden lavpunktet 2010-2012, men bør igen bemærke at stigningen ikke er koblet med dramatiske stigninger i lønninger og priser.

Min sammenfatning af alt dette er at 2010’erne, som også sagt ovenfor, på mange måder har været et tabt årti på grund af de makroøkonomiske forhold. Professionelt har jeg en vis interesse i de beskæftigelsespolitiske indsatser og her kan man efter min mening spørge om ikke den generelle udvikling og politikken på makroniveau har trukket i modsat retning af beskæftigelsespolitikken de sidste cirka ti år. Der er forskellige grunde til at den registrerede arbejdsløshed har været betydeligt lavere i 2010’erne sammenlignet med kriseårene i 1980’erne (først og fremmest er adgangen til kontanthjælp og ikke mindst arbejdsløshedsunderstøttelse strammet betydeligt), men man kan spørge hvad de tabte år har kostet på længere sigt med hensyn til arbejdsstyrkens størrelse og kvalitet.

Alternativet og regeringsdannelsen

Ugens underholdende indslag i dansk politik var udmeldingen fra Alternativets formand Uffe Elbæk om at han efter et kommende valg vil pege på sig selv som kandidat til statsministerposten i stedet for Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen. Spørgsmålet er nu om og hvordan udmeldingen kan påvirke regeringsdannelsen efter det kommende folketingsvalg, hvis vi antager at den nuværende regering mister flertallet med DF.

Tager vi mandatfordelingen på baggrund af Berlingskes barometer ville resultatet af en dronningerunde se sådan ud at 84 mandater (V-DF-LA-KF) vil pege på Lars Løkke som regeringsdanner, 84 (S-EL-RV-SF) på Mette Frederiksen og 7 på Uffe Elbæk. Det er altså usandsynligt at Elbæk i første runde skulle få til opgave at danne regering.

Elbæk sætter imidlertid Dronningen – eller snarere hendes rådgivere – i en ubehagelig situation, hvor de skal vurdere hvem af Løkke eller Frederiksen der har størst mulighed for at danne en regering, der ikke bliver mødt med et flertal i Folketinget.

Det er muligt at Dronningen i denne situation i første omgang vil udse en undersøger, der får til opgave at forhandle med partierne om et muligt regeringsgrundlag og eventuelt fremkomme med et forslag til hvem der skal få i opdrag at danne en ny regering på baggrund af forhandlingerne. En pointe er her at partierne bliver nødt til at konkretisere deres krav til en ny regerings politik, og herunder ikke mindst hvilke forslag der kan risikere at blive stemt ned i Folketinget. En anden at runden med en undersøger kan blive fulgt af en anden runde, hvor partierne skal udtale sig om deres foretrukne statsministerkandidat. Det er også muligt at man skal igennem flere dronningerunder, inden en statsminister kan udnævnes. I alle tilfælde gælder at Dronningen ikke må blive sat i en situation, hvor en regering bliver væltet kort efter sin tiltræden.

Danske regeringsdannelser er generelt hurtige processer, hvor der går 1-2 uger fra Folketingsvalget til udnævnelsen af en ny regering, men der findes undtagelser. Under den nuværende grundlov gælder det således regeringsdannelsen i 1957, hvor S og RV skulle finde en måde at optage Retsforbundet i en flertalsregering, 1975, hvor Folketinget først udtalte mistillid til V-regeringen og derefter måtte gennem flere runder med forhandlinger inden Anker Jørgensen kunne danne en S-regering og endelig 1988, der også efter flere runder af sonderinger og forhandlinger noget uventet endte med dannelsen af en KVR-regering, hvor CD og KrF blev sendt ud af firkløversamarbejdet. En situation med flere runder vil således være usædvanlig, men ikke være uden fortilfælde i dansk politik.

Man kan så også pege på at Elbæk følger en radikal tradition, idet partiet i 1988 og 2006 søgte at placere sig uden for de etablerede blokke for at maksimere sin indflydelse. Beskedenhed er ikke en udpræget radikal dyd. Man kan dog diskutere om ikke forbillederne burde afskrække. I 1988 måtte Niels Helveg Petersen konstatere at hverken vælgerne eller de øvrige partier i Folketinget var interesserede i at give partiet et dominerende rolle i regeringsdannelsen. KVR-regeringen gav muligvis mening i et Helveg Petersensk perspektiv, men førte til et voldsomt nederlag for partiet ved folketingsvalget i 1990 og enden på Helveg Petersens ledelse af partiet. Tilsvarende endte Marianne Jelveds kandidatur i stærke interne konflikter i folketingsgruppen, en splittelse af partiet og et nederlag ved valget i 2007.

Omvendt kan man sige at Mette Frederiksens og Socialdemokratiets udmeldinger der går i retning af at gøre DF til partiets foretrukne samarbejdspartner med SF som støtte, sætter RV og Å under et strategisk pres, hvor de to partier ikke ønsker at gå til valg som stemmekvæg for Socialdemokratiet. En strategi kan her være at lægge større vægt på at profilere sig policymæssigt i forhold til Socialdemokratiet over for vælgerne, en anden at true med at gå imod en S-DF-SF-alliance og dermed hæve prisen for parlamentarisk understøttelse, også selv om prisen bliver en regeringskrise efter det kommende valg.

Kunsten at danne en dansk regering

Mette Frederiksens erklæring om at Socialdemokratiet efter det kommende folketingsvalg ønsker at danne en et-partiregering, var på en og samme tid både forudsigelig og overraskende. Forudsigelig, fordi Socialdemokratiet siden Frederiksen tiltrådte som formand i 2015 er kommet med mange udspil, hvis formål var at placere partiet så tæt på Venstre og især Dansk Folkeparti og så langt fra Radikale Venstre på udlændinge- og integrationsområdet som muligt. Overraskende, fordi partiet allerede nu lukker nogle døre og alliancemuligheder som måske kunne komme en fremtidig socialdemokratisk ledet regering til hjælp.

Ser man lidt længere tilbage i historien, aner man dog også en vis kontinuitet: Inden valget i 2011 bestod Socialdemokratiets strategi i at marginalisere Radikale Venstre gennem en alliance med SF – her var det mere den økonomiske politik som var i centrum, ligesom Socialdemokratiets daværende ledelse søgte at demontere RV’s muligheder for at få indflydelse gennem en formel alliance med SF. Man kan måske sige at midlerne skifter, mens målet om størst mulig uafhængighed af RV består.

Nærlæser man Mette Frederiksens kronik er der forskellige ting som falder i øjnene – det gælder specielt udeladelserne: For det første nævnes en socialdemokratisk kongerække af Hans Hedtoft, H.C. Hansen, J.O. Krag og Anker Jørgensen, mens Poul Nyrup Rasmussen og Helle Thorning Schmidt ikke værdiges omtale. Man kan naturligvis påpege at både Nyrup og Thorning ledede koalitioner, men udeladelsen af de to falder godt i tråd med Socialdemokratiets bevægelse væk fra “den tredje vejs” politik – for slet ikke at tale om “den nødvendige politik” som de to seneste socialdemokratiske statsministre blev bannerførere for, og som indebar et opgør med en række velerhvervede sociale rettigheder. Historisk var hverken Hansen, Krag eller Jørgensen i øvrigt modstandere af koalitioner, hvis omstændighederne ellers var de rette og samarbejdspartnerne interesserede. Hedtoft havde måske heller ikke været uvillig, men blev mødt med stor modvilje af RV’s daværende ledelse – hvilket også kan være en påmindelse om at det komplicerede forhold mellem S og RV ikke er af ny dato.

For det andet omtaler Mette Frederiksen ikke Dansk Folkeparti et eneste sted i kronikken, selv om argumentationen kun giver mening hvis man læser teksten som et forsøg på at åbne for et mere formaliseret samarbejde mellem S og DF på en række områder – her først og fremmest social- og arbejdsmarkedspolitikken og udlændinge- og integrationspolitikken. Selv om S-ledelsen åbent har sendt invitationer til DF, er det muligvis sådan at DF stadig er så kontroversielt i dele af Socialdemokratiets organisation at man undgår at tale for højt om form og indhold i et S-DF-samarbejde.

Endelig undlader Frederiksen helt at tage spørgsmålet om den mere langsigtede økonomiske politik op til diskussion. Det gælder både spørgsmålet om politikkens indhold – hvordan vil en kommende S-regering for eksempel forholde sig til de dele af ØMU-samarbejdets krav der omfatter Danmark? – og dens form – skal der føres økonomisk politik med venstrefløjen og DF eller med RV og V?

Omvendt kan man pege på, at Mette Frederiksen forholder sig til den samme problematik som Lars Løkke Rasmussen måtte forholde sig til efter valget i 2015: Folketinget indeholder et fragmenteret partisystem, hvor det ikke er muligt at samle et fast flertal bag et regeringsprogram.

I 2015 var EU den største anstødssten, hvor DF og LA trak i den euroskeptiske retning, mens V og KF var mere europositive. Samtidig lå DF til venstre for regeringen i den økonomiske politik, mens partiet lå til højre i europa- og værdipolitikken. Lagde man partisystemets to dimensioner sammen var V således det parti som lå nærmest medianlegislatoren, så en V-regering ville kunne samarbejde med S i europapolitikken og med DF i den økonomiske politik og udlændinge- og integrationspolitikken.

Noget tilsvarende kunne gælde efter det kommende valg, forudsat et flertal vil pege på Mette Frederiksen som statsminister, idet S ville stå som partiet der lå nærmest medianlegislatoren: S kunne således føre udlændingepolitik med V og DF, arbejdsmarkedspolitik med SF og DF, miljøpolitik med EL, SF, Å og RV, europapolitik med V og RV, osv. Skiftende flertal er ikke noget nyt i dansk politik, idet de fx var meget almindelige i Anker Jørgensens anden periode som statsminister fra 1975 til 1982.

Man kan her pege på, at både Løkke Rasmussens anden regering og Anker Jørgensens regeringer efter 1975 levede livet farligt – regeringerne levede i en konstant risiko for parlamentariske nederlag, ligesom politikkens retning kunne blive utydelig. Der var gode grunde til at Jørgensen i 1978 søgte et mere fast samarbejde med V – idet man bestemt ikke skal se bort fra hans ønske om samtidig at forhindre de fire centrum-højrepartier i at udvikle et formelt samarbejde der kunne blive en trussel mod Socialdemokratiets førsteret til regeringsmagten – ligesom Løkke i 2016 fik optaget LA og KF i sin regering.

Med to undtagelser har alle danske regeringer siden 1982 været mindretalskoalitioner, og der er god grund til at se dem som den mest hensigtsmæssige måde at håndtere problemet med regeringsdannelse i et fragmenteret og flerdimensionelt partisystem. Mette Frederiksen træder således nye veje med sit udspil om at se bort fra formelle regeringsaftaler efter det kommende valg. Spørgsmålet kan her være om det er en hensigtsmæssig reaktion på en situation hvor fragmenteringen er blevet endnu mere udtalt, eller om en kommende statsminister Frederiksen ligesom Løkke efter et stykke tid må optage et eller flere partier i sin regering.

Et par ord om Moderniseringsstyrelsen

Det er næppe nogen hemmelighed at jeg ikke er blandt Moderniseringsstyrelsens største fans, men eftersom Twitter ikke er stedet hvor man kan udvikle et lidt længere ræsonnement, er her nogle overvejelser over hvad problemerne med Styrelsen efter min mening består i.

Først dog et par præmisser. Først og fremmest befinder vi os i en konfliktsituation hvor der pågår forhandlinger om de kommende overenskomster på det offentlige område. Det betyder at parterne samtidig arbejder på at mobilisere tilslutning hos fagforeningsmedlemmer og offentligheden, men det er generelt ikke særligt hensigtsmæssigt at forhandle ud gennem vinduerne, fordi forhandlerne vil være nødt til at komme med indrømmelser hvis processen skal resultere i et forlig. Dog skal vi være opmærksomme på at der for tiden siges ting i et ophidset toneleje.

Dernæst skal vi være opmærksomme på at relationen mellem arbejdsgivere og ansatte altid vil være præget af et element af konflikt. Man behøver ikke være specielt indsat i økonomi eller sociologi for at indse at arbejdsgivere vil købe en ydelse så billigt som muligt, mens arbejderne omvendt vil sælge deres arbejdskraft så dyrt som muligt. Som den direkte repræsentant for arbejdsgiversiden vil Moderniseringsstyrelsen derfor altid være udsat for kritik fra de ansattes side.

Tilsvarende må man ved leverancen af offentlige ydelser altid forholde sig til at der aldrig er ressourcer til alt, så nogen må på forskellige tidspunkter og måder foretage prioriteringer. Det bliver som regel en opgave for Finansministeriet og tilsvarende organisationer på det regionale og kommunale område. Der vil altid være et kynisk Finansministerium der står over for velvillige sektorinteresser. At den nuværende regering arbejder ud fra en forudsætning at man uden videre kan skære 10% af de fleste offentlige budgetter – og ikke mindst forvente at de ansatte leverer samme mængde og kvalitet af ydelser – er dog med til at skærpe modsætningerne.

Når det så er sagt, ser jeg en hel del problemer ved Finansministeriets og specielt Moderniseringsstyrelsens måde at håndtere sine opgaver, hvilket igen giver problemer længere nede i systemet.

For at begynde et sted vil jeg se på “low performer-gate” som blev udløst af en turné som Styrelsens medarbejdere gennemførte blandt offentlige ledere. Styrelsen påstod at der i enhver organisation fandtes 10% low performers, som det var de lokale lederes opgave at skille sig af med. Oplægget blev ledsaget af en powerpoint-slide med et antal personer der lå og sov over et bord.

Kender man bare en smule til organisationsteori – og specielt teori om organisationskultur – kender man til begrebet artefakter. Artefekter er interessante fordi de er udtryk for de værdier, organisationen lægger vægt på, og jeg vil mene at Styrelsens oplæg og powerpointen netop er artefakter der siger noget centralt om Styrelsens syn på offentligt ansatte.

Først og fremmest er sliden ment som en morsomhed: Her skal forsamlingen grine. Nu er humor aldrig uskyldig, for den kan blandt andet anvendes til at skabe en in- og en out-gruppe hvor in-gruppen bekræfter sit fælleskab og overlegenhed over for out-gruppen gennem vittigheder. Tænk fx på vittigheder om blondiner eller fodbolddommere. Så for Styrelsen handler det om at skabe et fælleskab blandt lederne mod de ansatte – men ikke nok med det: Det handler også om at sætte flittige og loyale ledere op over for dovne ansatte der udnytter systemet.

Kender man bare en smule til de teorier som ligger bag det vi i mangel af bedre kan kalde New Public Management (se fx William Niskanens teori om offentlige organisationer), vil man vide at de er gennemsyret af en grundlæggende mistro til offentligt ansatte: Principal-Agent teorien bygger på antagelsen at de der er sat til at udføre opgaver i virkeligheden orienterer sig mod deres egne dagsordener, og at shirking (dvs det at ansatte unddrager sig udførelsen af deres opgaver) er et centralt problem. Så powerpointen er – sagt kort – det yderste udtryk af et værdikompleks hvor offentligt ansatte ikke bliver set som aktører der bidrager konstruktivt til løsningen af offentlige opgaver, men tværtimod som agenter der skal overvåges og sanktioneres.

For at det ikke skal være løgn, gravede Moderniseringsstyrelsens direktør Poul Taankvist hullet dybere da han påstod at udsagnet om de 10% low performers var “anerkendt organisationsteori”. Hvis man gad gøre en minimal indsats kunne man finde ud af at 10%-reglen var et styringsredskab udtænkt at General Electrics daværende direktør Jack Welch. Welch havde i GE indført et system med ranking af alle ledere og et princip om hvert år at fyre de 10% der præsterede dårligst i forhold til de opsatte mål. Man kan her pege på at GE er en privat virksomhed der styres af en profitmålsætning, ligesom Welch opererede med et relativt præstationsmål.

Hvis Tannkvist havde taget et kursus i offentlig organisation (eller i det mindste hørt efter i timerne, da han gik på universitetet), ville han vide at et problem i alle offentlige organisationer består i at det offentlige i modsætning til private virksomheder ikke har en enkel bundlinje, men skal forholde sig et komplekst system af værdier som virksomheden blive bedømt efter.

Jeg mener dog vi rent faktisk kan gå ud fra at Taankvist og Styrelsen forestiller sig at man kan anvende enkle præstationsmålingsværktøjer overalt i den offentlige sektor og på den måde lave endimensionelle rangordninger af alle offentligt ansatte. Faktisk præsenterede McKinsey et sådant projekt i slutningen af Bjarne Corydons tid som finansminister, så tankerne og planerne findes i systemet. (Tjekker man Styrelsens hjemmeside, er det netop præstationsmålings- og benchmarkingsværktøjer, man finder).

Dermed har vi to grundlæggende problemer ved Moderniseringsstyrelsen og dens arbejde: For det første arbejder den aktivt på at skabe et billede af offentligt ansatte som en byrde for organisationerne, og for det andet ønsker den at reducere kompleks opgaveløsning til endimensionelle præsationsmålinger. Alt dette fører en række konflikter med sig som i virkeligheden er langt vigtigere end spørgsmålet om hvilken status bestemte kotymer i den offentlige sektor skal have.

På et mere overordnet plan kan man desuden pege på at Moderniseringsstyrelsens organisationsforståelse og rolle i styringen og udviklingen af den offentlige sektor er uheldig. Sagt lidt firkantet synes Styrelsen at betragte offentlige organisationer – og jeg vil her gå så langt som til at sige alle offentlige organisationer (McKinsey-styringen er jo tænkt som total) – som det organisationsteoretikeren Henry Mintzberg kalder maskinbureaukratier. To af maskinbureaukratiets kendetegn er et stærkt hierarki hvor styring sker oppefra og ned samtidig med at opgaverne er standardiserede, og det er let at se parallellerne til udviklingen i styringen af offentlige organisationer i Danmark. Mange reformer – fx på uddannelsesområdet – er også præget af en overbevisning om Den Stærke Leder som den centrale faktor for styring og udvikling.

Mintzberg peger imidlertid på at der findes andre organisationsformer hvor rollefordelingerne er anderledes, blandt andet fordi opgaverne har en anden karakter. Man kunne her fremhæve det professionelle bureaukrati der er tilpasset løsningen af komplekse problemstillinger, og hvor den hierarkiske styring må suppleres med kollegial tilpasning og udøvelse af professionelle skøn. Endelig lægger den nuværende regering – i det mindste i ord – stærkt vægt på udvikling og innovation, og her vil Mintzberg påpege at maskinbureaukratiet kommer uhjælpeligt til kort.

Det vil føre for langt her at gå videre ind i problematikken med maskinbureaukrati og professionelle bureaukratier, så jeg vil blot påpege at Moderniseringsstyrelsen i Mintzbergs optik kan ses som det ekstreme udtryk for en overudviklet teknostruktur, der mener at den kan initiere og styre komplekse organisationer uden at gå i dialog med dem der løser opgaverne på løbende basis. De – eller vi – har ingen værdifuld viden at bidrage med, men er udelukkende målepunkter. At Taankvist og den øvrige direktion i øvrigt har cv’er der viser at de i deres karrierer udelukkende har befundet sig i det teknostrukturelle kredsløb og aldrig har været i kontakt med opgaveløsning, siger også noget om den ideverden der gennemsyrer Styrelsen.

Socialdemokratiets opgang og fald

Figuren her giver et interessant perspektiv på de vesteuropæiske socialdemokratiers opgang og fald siden 1950. Man bør bemærke at der er tale om et index så partier der er kommet fra et meget lavt niveau i 1950’erne påvirker indekset i positiv retning selv om de stadig ligger under traditionelt stærke socialdemokratier som det svenske eller norske. Tilsvarende er y-aksen skåret af ved indexværdien 80 så partierne er altså (endnu) ikke truet af udslettelse.

Der er dog samtidig nogle overraskende tendenser. Således er det 1980’erne og 1990’erne der fremstår som socialdemokratiernes storhedstid, hvor 1980’erne ellers traditionelt ses som nyliberalismens årti med Margaret Thatchers regeringer som gallionsfiguren. Omvendt så vi i den latinske verden et stort gennembrud for de socialdemokratiske partier (specielt Frankrig og Spanien) ligesom det svenske socialdemokrati dominerede svensk politik i 1980’erne. Her fremstår Danmark nærmest som en outlier, idet det danske socialdemokratis seneste (sidste) storhedstid faldt i perioden 1990-1998. New Labours storhedstid ligger også i slutningen af den socialdemokratiske kulmination.

Det er samtidig bemærkelsesværdigt at sammenbruddet for socialdemokratierne kommer samtidig med finanskrisens gennemslag. Man skulle her have troet at den traditionelle socialdemokratiske politik burde have haft gode kår som svar på krisens effekter og årsager. Dog var valget i Danmark i 2011 det eneste i 2000-tallet hvor økonomi stod øverst på dagsordenen og selv om Socialdemokratiet fortsatte sin tilbagegang, resulterede valget dog i det eneste venstreflertal i Folketinget siden 2001.

Kampen mod DR – en redigeret Tweetstorm

Af en eller anden grund fik jeg for et par dage siden lavet en længere tweetstorm om den politiske kamp for at afmontere DR. Her er den sammenskrevet til mere almindelig tekst:

Siden vi diskuterer DR, så lige et par tanker. De er næppe originale, men hvad pokker.

DR og tilsvarende organisationer bliver som regel diskuteret ud fra økonomiske (statsstøttede monopoler) eller ideologiske (røde lejesvende) perspektiver, men der er mere:

Et argument for at oprette DR og tilsvarende (BBC!) har typisk været begrænsningerne i sendekapaciteten. Altså et teknisk argument.  I de europæiske lande førte det til oprettelsen af statslige radio- og senere tv-stationer i 1920’erne, i USA til triopolet ABC, CBS og NBC hvor licenser blev solgt.

Hvis teknikken var løsningen, er det naturligt at tænke at teknologiske forandringer gør de store anstalter overflødige, jf først kabel-tv og senere internettet.

Det er nok mere kompliceret. Diskussionen om netneutralitet giver fx kun mening hvis www’s kapacitet er begrænset.

Anyway – der er noget med timingen. Sagen er at 1920’erne også var demokratiseringens store årti hvor almen stemmeret var blevet indført i de fleste vestlige lande. Så der var også et spørgsmål om hvordan man skaber politisk og social integration i samfund hvor traditionelle hierarkier nu var afløst af massekultur og massepolitik.

I Europa var løsningen statslig kontrol – idet opgaven så blev enten oplysning (BBC-modellen) eller propaganda (Goebbels-modellen). Efter 2. verdenskrig blev BBC-modellen så helt dominerende i Vesteuropa.  I USA blev det en blanding af statslig kontrol og markedsstyring og reklamefinansiering gennem licenssystemet. Men stadig med grænser for konkurrencen.

Den første store omvæltning kom i 1970’erne og 1980’erne, og det er næppe tilfældigt at vi ikke kun havde en teknologisk udvikling men også et ideologisk skift mod en højere grad af individualisme, så snarere end oplysning blev kundeorientering og entreprenørskab kodeordene for de nye medier.

Det blev Murdochs og Berlusconis store chance. Bemærk at sammenfiltringen mellem politik og medier ikke forsvandt – den fik bare en anden karakter. Det er gået lidt fredeligere for sig i Norden, fordi Stenbecksfæren (TV3) ikke på samme måde har haft tydelige politiske dagsordener.

Det er tankevækkende at angrebet på DR spejler udviklingen i Storbritannien hvor BBC også er under voldsom beskydning. De tweeps jeg følger er ikke repræsentative, men der tegner sig et billede af et BBC der politisk nu er meget underdanigt over for den konservative højrefløj. For DR’s vedkommende er der nok snarere sket det at organisationen prøver at tænke mere kommercielt i sine formater end kommercielle medier.

(Lige en sidebemærkning: Organisationer som DR, SR/SVT og BBC er ikke socialdemokratiske i deres DNA – de blev oprettet inden socialdemokratierne fik en dominerende position i de skandinaviske lande, ligesom Labour aldrig har haft den samme plads i statsapparatet i Storbritannien. Deres organisatoriske DNA er oplysningsorienteret)

Det hjælper altsammen ikke – BBC og DR fremstilles stadig som venstreorienterede elitære skolelærerorganisationer, som ikke hører hjemme i det 21. århundrede. Og måske er det sandt: Deres legitimitet stammer fra en tid hvor man fra de politiske og sociale eliters side var nervøs for hvad der skete når de brede masser blev mobiliseret og så et behov for samlende kulturelle institutioner. Nu er massen mobiliseret, og har været det i snart 100 år, så det er sværere at argumentere for behovet for samlende kulturelle institutioner.

Kritikken af DR’s position er forresten ikke ny. Gå tilbage til 1960’erne og man vil læse masser af klager fra medieselskaber over DR’s position og krav om indførelsen af reklame-tv og -radio. Men det er i 2010’erne at rammerne er ændret så meget at det afgørende angreb (efter forspillet i 1980’erne med kabel- og satellit-tv) kan sættes ind.

Jeg ved ikke hvor vi ender henne og hvad konsekvenserne bliver, men Danmark følger som regel Storbritannien i kultur- og forvaltningspolitik. Det eneste som er lidt pudsigt er at de partier som ellers råber højest om assimilation og kulturel homogenitet, også er først til at skyde på DR.

Og vi kan naturligvis spørge om danske medieselskaber er bevidste om at News Corp, Google og Facebook står uden for døren, eller om politikerne tænker på at nye medieselskaber ikke nødvendigvis orienterer sig mod danske normer. Kampen mod DR vil være barnemad i sammenligning. Men her gælder det i begge tilfælde, at diskussioner om “the unanticipated consequences of social action” er klassiske inden for samfundsvidenskaben.

En tanke om arbejdsprøvninger

Et opslag jeg lavede på Facebook med anledning af artiklen, der linkes til

Where we are as a nation: Arbejdsprøvning af Alzheimer-ramte der er ved at miste sproget.

Her kan man overveje hvad der er gået galt – mit bud er

1) at førtidspensionsreformen bygger på en antagelse om at arbejdsevnen hos syge og invalide altid kan udvikles. Progressive sygdomme som tidlig Alzheimer passer helt enkelt ikke ind i paradigmet – ergo er det sygdommen der er forkert, når lovgivningen har ret

2) at refusionssystemet opmuntrer kommunerne til korte forløb, uanset borgerens tilstand. Det er meget få organisationer der er så intelligente at de kan arbejde med mere komplekse beslutningsrationaler, så enkle indikatorer og tommelfingerregler tager over i disse tilfælde.

Resultatet er i alle tilfælde en hel del forløb der i bedste fald er meningsløse og i værste skadelige for borgerne og deres pårørende. Man kan også rejse spørgsmålet om det egentlig er en hensigtsmæssig brug af de ressourcer der ligger hos socialrådgiverne og andre ansatte i jobcentre og de forskellige dele af sundhedsvæsenet, og som kunne bruges bedre til at udvikle indsatserne for de borgere der har en permanent begrænset arbejdsevne eller hvis arbejdsevne kan udvikles – med mindre der selvfølgelig ligger en politisk dagsorden om at gøre systemet så uudholdeligt at ansvaret for syge og handikappede skubbes over på deres familie og netværk (hvilket i øvrigt også kan føre negative eksternaliteter med sig)

PS: Førtidspensionsreformen er SRSF’s barn, så det politiske ansvar falder på alle sider af det politiske kompas.

PPS: KL stiller naturligvis ikke op til interview men sender en preseemeddelelse. Magtstrategien som ledere lærer på kommunikationskurser.

Kommunalvalget 2017 – en oversigt

Kommunal- og regionalrådsvalget blev afholdt den 21. november 2017. Det var det tredje valg efter strukturreformen af 2007 og det fjerde valg til de nuværende kommunalbestyrelser og regionsrådene. I denne post vil jeg koncentrere mig om kommunalvalget som også tiltrak sig mest opmærksomhed i medierne.

Valgresultatet målt i stemmeandele

2017p angiver beregningerne fra en prognose udarbejdet af valgforskere ved Københavns Universitet. 2017r angiver resultatet af valget 21. november 2017

Man kan til en begyndelse notere at valgdeltagelsen i 2017 var marginalt lavere end i 2013, men højere end i 2005 og 2009. Dette er interessant fordi der efter valget i 2009 var bekymring for at indførelsen af de nye, større enheder også havde ført til et fald i befolkningens interesse for lokalpolitik. Set i et lidt længere perspektiv synes faldet i valgdeltagelsen i 2009 dog at have været en engangsforeteelse, som i øvrigt har en parallel i udviklingen efter kommunalreformen af 1970, hvor valgdeltagelsen også faldt ved det andet valg efter reformen for derefter at stige til et niveau omkring 70%. Det er normalt at valgdeltagelsen ved kommunalvalg i Danmark ligger cirka 10-15 procentpoint under valgdeltagelsen ved folketingsvalg.

Ser vi på resultaterne for de enkelte partier, er det mest bemærkelsesværdige at Dansk Folkeparti ikke var i stand til at omsætte sin betydelige fremgang på nationalt niveau ved folketingsvalget i 2015 til en fremgang på lokalt niveau. Partiet tabte tværtimod stemmeandele fra 2013 til 2017 og blev overhalet af Det Konservative Folkeparti som det tredjestørste parti på det lokale niveau. Vi kan notere at DF også var det parti, hvis resultat valgforskerne havde sværest ved at forudsige – der er næsten seks procentpoints forskel på prognosen og valgresultatet.

Socialdemokratiet og Venstre var og er de dominerende partier i dansk kommunalpolitik og begge partier har traditionelt præsteret noget bedre på lokalt end på nationalt niveau, idet man kan se et gennemslag af den nationale politiske opinion i Socialdemokratiets fremgang og Venstres tilbagegang mellem 2013 og 2017. Man kan i øvrigt bemærke at valgforskernes prognose havde forudsagt stagnation i tilslutningen til S, mens valgresultatet gav partiet en fremgang på tre procentpoint.

Tilsvarende er det helt som forventet at partier som Liberal Alliance og Alternativet ligger langt fra den vælgertilslutning, de vil kunne opnå ved folketingsvalg. Alternativets resultat var dog over forventning hvilket især skyldtes en stærk præstation i de største bykommuner.

Oversigten over resultatet på landsplan skjuler en interessant forskydning mellem 2013 og 2017: I 2013 havde 10 kommunalbestyrelser et flertal bestående af ét parti. I 2017 var antallet steget til 20. Man ser her flere tilfælde af en borgmestereffekt hvor en populær borgmester trækker stemmer til sit parti. De lokale forhold har stadig betydning efter strukturreformen – dette er også en faktor som har betydning når man skal forklare hvorfor valgforskerne havde så svært ved at forudsige de enkelte partiers resultater lokalt og nationalt.

Fordelingen af borgmesterposter

Der er ingen automatisk sammenhæng mellem partiernes stemmeandele og antallet af borgmesterposter. S og V’s dominans viser sig her i ekstrem grad idet de to partier efter valget sidder på 84 af 98 borgmesterposter. Dette afspejler at ét af de to partier er det største i næsten alle kommunalbestyrelser hvorfor partiet har en fordel ved forhandlingerne om de politiske poster i den nye kommunalbestyrelse.

Borgmesteren vælges for fire år af den nye kommunalbestyrelse ved det konstituerende møde i december 2017, men de konstitueringsaftaler partierne indgår efter valget omfatter også en fordeling af viceborgmesterposter samt posterne som udvalgsformænd og – i de store bykommuner – rådmænd. Man kan her bemærke at Socialdemokratiet var i stand til at omsætte en forholdsvis lille fremgang i stemmeandele til en markant stigning i antallet af borgmestre, mens det modsatte var tilfældet for Venstre.

I modsætning til i Sverige hvor flertallet i Stockholm Kommune skifter regelmæssigt, har Københavns Kommune altid været en socialdemokratisk højborg. Partiet er dog blevet udfordret fra venstrefløjen i de seneste årtier og der var spekulationer om Enhedslisten ved valget ville være i stand til at vriste overborgmesterposten fra Socialdemokratiets Frank Jensen. I sidste instans blev S det klart største parti og Frank Jensen kunne beholde sin post i en konstitueringsaftale med centrum-venstre-partierne. Dansk Folkeparti mistede i øvrigt sin borgmesterpost i København – svarende til en rådmandspost i de øvrige store kommuner – efter en valgperiode til Alternativet.

S har på landsplan flirtet kraftigt med DF i den seneste tid, men tilnærmelserne resulterede ikke i en S-DF-alliance på kommunalt plan. Her valgte DF generelt at indgå aftaler med de øvrige borgerlige partier. Det – kombineret med DF’s generelt dårlige valg – betød også at DF ikke fik sit gennembrud som borgmesterparti ved valget idet partiet måtte nøjes med en borgmesterpost i den lille Læsø Kommune.

På trods af fremgangen på nationalt plan og successerne i de lokale konstitueringsaftaler lykkedes det heller ikke for S at genvinde borgmesterposten i den gamle højborg Esbjerg eller i Vejle Kommune.

Som altid gav konstitueringsprocesserne i nogle kommuner anledning til konflikter mellem partierne – mest udpræget i Slagelse kommune hvor der inden valget var et belastet forhold mellem den siddende borgmester Stén Knuth (V) og LA’s Villum Christensen. Processen endte med at LA indgik en konstitueringsaftale med S mod et løfte om at kunne overtage borgmesterposten midtvejs i den kommende valgperiode. En sådan aftale er højst usædvanlig, idet der dog findes nogle få tilfælde på at partier har delt borgmesterposten mellem sig.

Generelt var konstitueringsprocesserne dog hurtigt overstået – i mange tilfælde havde partierne indgået konstitueringsaftale på selve valgnatten eller dagen efter – og ret udramatiske.