Kommunalvalget 2021 for svenskere

Til en begyndelse kan det være værd at bemærke nogle forskelle på dansk og svensk kommunalpolitik, også selv om det lokale selvstyre er centralt i begge lande:

  • De danske kommuner er generelt større end de svenske mht. befolkning
  • Kommunalvalgene i Danmark finder sted adskilt fra folketingsvalgene
  • De danske kommuner styres af en borgmester, som vælges af byrådet for hele valgperioden. Borgmesteren kan kun afsættes i ekstraordinære tilfælde. Borgmesteren understøttes af udvalgsformænd og/eller rådmænd. Systemet med oppositionsborgarråd kendes ikke
  • Borgmestersystemet indebærer partierne kan have to mål for succes: Stemmeandel og antal borgmesterposter
  • Konstitueringerne på kommunalt niveau kan tit føre til usædvanlige konstellationer
  • Regionerne finansieres gennem statslige bloktilskud og har ikke selvstændig ret til skatteudskrivning. Dagsordenen for regionsrådsvalgene er derfor ret begrænset

Resultatet

Efter fintælling og foreløbige konstitueringer ser resultatet for kommunalvalget pr. 19/11 2021 således ud

Det kan tillægges at valgdeltagelsen faldt fra 70,8% til 67,2%

Ved et dansk kommunalvalg er der to forskellige strømninger i spil – den nationale opinion, hvor man regner med at opinionsforskydninger slår igennem med halv kraft på det kommunale niveau, og lokale temaer, som kan gælde alt fra personspørgsmål over kvaliteten af uddannelse og service på lokalt niveau til konflikter inden for kommunens grænser.

Regionerne

Valget til regionsrådene spejler kommunalvalget i stor udstrækning. Det mest bemærkelsesværdige ved valget tirsdag er nok, at Venstre kunne overtage posten som formand for regionsrådet i Nordjylland fra Socialdemokratiet. Her spekuleres også i at Nordjylland i efteråret 2020 blev hårdt ramt af indgrebene mod minkopdrættet i forbindelse med Covid19-pandemien. Til gengæld valgte Radikale Venstre at støtte socialdemokraten Anders Kühnau som formand for Danske Regioner, hvor han afløser V’s Stephanie Lose.

Vinderne

Valgets ene vinder, både målt i stemmeandel og antallet af borgmestre, var Det Konservative Folkeparti, som efterhånden ser ud til at være kommet ud af den lange periode med dårlige valgresultater, som blev indledt ved folketingsvalget i 1998 og forstærket under uroen i partiet frem mod folketingsvalget i 2011. Partiet er normalt ret regionalt baseret med højborge i kommunerne nord for København, men denne gang havde de konservative held til at vinde flere borgmesterposter i Jylland og på Bornholm.

Man bør nok i høj grad søge forklaringerne på den konservative fremgang på vælgerplan på det nationale niveau, hvor partiet i modsætning til Venstre har formået at holde orden internt, også selv om den politiske profil fremstår noget uklar.

Gennem godt forhandlingsarbejde på lokalt niveau formåede partiet desuden at øge antallet af borgmesterposter fra 8 til 12. KF tabte dog den symbolsk vigtige borgmesterpost i Frederiksberg Kommune.

Nye Borgerlige må fremstå som den anden store vinder. Partiet har ikke nogen speciel kommunalpolitisk profil, men nyder godt af den nationale opinion, hvor det har kunnet samle vælgere op fra specielt Dansk Folkeparti.

SF, Enhedslisten og Radikale Venstre kunne også notere fremgange. For RV var valgresultatet utvivlsomt en lettelse eftersom partiet har været præget af usikkerhed om den parlamentariske kurs og afhop krydret med skandalen om den tidligere politiske leder Morten Østergaard. Enhedslisten vandt ganske vist ingen borgmesterposter, men kan notere et gennembrud respektive konsolidering på det lokale niveau. Alle tre partier er desuden bypartier, som henvender sig til akademikere og funktionærer.

Taberne

Dansk Folkeparti var valgets ene store taber, og partiformand Kristian Thulesen Dahl meddelte sin afgang efter valget. Ved valgene i 2013 og 2017 havde DF store forhåbninger om et lokalpolitisk gennembrud, gerne krydret med et antal borgmesterposter, men begge gange gik partiet skuffet ud af valget. Set i bakspejlet kan valget i 2017, hvor partiet også tabte stemmer, ses som et forvarsel om det store sammenbrud, som indtraf ved folketingsvalget i 2019.

Man kan finde flere forklaringer på DF’s krise: Partiet har først og fremmest forsømt politikudviklingen i 2010’erne, ligesom forsøget på at erstatte modstand mod flygtninge og indvandrere med velfærdsnationalisme (og alliancer med Socialdemokratiet) ikke rigtig er lykkedes. Begge temaer har også kun begrænset betydning på det kommunale niveau.

Aktuelt befinder DF sig i noget, der bedst kan betegnes som en eksistenskamp.

Socialdemokratiet fik også et bemærkelsesværdigt dårligt valg. Vi kan her bemærke, at tilbagegangen på nationalt plan blev ekstra kraftig i de store bykommuner: København, Århus, Ålborg og Odense, hvor partiet tabte 10 procentpoint eller mere. Partiet havde heller ikke held med at erobre Esbjerg og Vejle.

Her kan der være grund til at se på udviklingen af partiets profil under Mette Frederiksen. Hvor S traditionelt var et byparti, har ledelsen under Frederiksen dels lagt fokus på vælgere i udkantsområder som fx Vestsjælland, dels angrebet akademikere og sektoren med videregående uddannelser – en vælgergruppe der har en basis i de større byer.

Analysen af folketingsvalget 2019 viste at landlig bevidsthed nu var blevet en vigtig faktor for valget af S, og denne forstækning af skillelinjen mellem by og land – som dels har rod i den økonomiske udvikling, dels i nedmonteringen af lokale offentlige tilbud i forbindelse med strukturreformen af 2007 – kan man se afspejlet i tirsdagens valg.

Socialdemokratiet kunne ganske vist beholde borgmesterposterne i alle de store byer, men risikerer nu konkurrence fra specielt Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti i landets økonomiske kraftcentre. Spørgsmålet er om en retorik og politik, der har angrebet de store byer og deres indbyggere, og som peger tilbage mod tidligere tiders industrisamfund på langt sigt er bæredygtig.

De tilfredse

Venstre kunne notere en mindre tilbagegang, men set i lyset af partiets problemer på det nationale niveau – der har været kraftige opgør om partiets politiske linje, ligesom fremtrædende politikere har forladt partiet – må tilbagegangen synes at være acceptabel. En fremgang på lidt under 2 procentpoint til SF er også tilfredsstillende for et parti, der har stået lidt i skyggen af S og Enhedslisten.

De skæve kommuner

Tendenserne på landsplan blev ikke altid afspejlet på det lokale niveau.

Socialdemokratiet kunne således fejre en bemærkelsesværdig sejr i Holbæk, hvor partiet under Christina Krzyrosiak Hansen – der blev valgt til borgmester i 2017 som kun 24-årig – fik en kraftig fremgang og vandt absolut flertal blandt vælgerne og i byrådet. Krzyrosiak viste sig at være en kompetent borgmester, som i løbet af valgperioden blandt andet fik rettet op på kommunens vaklende økonomi. Holbæk er ganske vist en del af Vestsjælland, som har nydt særlig bevågenhed fra regeringen, men valgresultatet viser, at borgmesterens personlige kompetence også spiller en stor rolle ved kommunale valg.

Modsat tabte de konservative i partiets traditionelle højborg Frederiksberg. Fokus lå umiddelbart på den nu afgående borgmester Simon Aggesen, der gennem lovlige, men i offentlighedens øjne lidt for smarte manøvrer tjente en mindre formue på ejendomshandler, mens han sad i embedet. Den konservative dominans har dog også været udfordret af demografiske forandringer, hvor den traditionelle borgerlige mellemklasse erstattes af yngre højtuddannede.

Kolding og Bornholm kan være eksempler på at evnen til at indgå alliancer er afgørende for borgmesterkandidater. Bornholm har traditionelt været socialdemokratisk styret, men borgmester Thomas Thors var ikke i stand til at holde fast i vælgerne. Det samme gjaldt i øvrigt for Venstre, det andet traditionelt dominerende parti på øen. Selv om Enhedslisten blev det største parti ved valget, hvilket i sig selv var bemærkelsesværdigt, valgte partiet at indgå i en konstitueringsaftale, der gjorde den konservative Jacob Trøst til borgmester

Kolding var udråbt til et præsidentvalg mellem SF’s tidligere formand Villy Søvndal og den landskendte V-politiker Eva Kjær Hansen. Den afgående V-borgmester ville dog ikke udtrykke klar støtte til Kjær Hansen før valget, og her endte konstitueringen med at den konservative Knud Erik Langhoff med støtte fra blandt andet SF blev udset til ny borgmester. Dette passer egentlig ind i et historisk mønster, hvor kandidater udefra ikke er populære lokalt.

København

Til sidst et par ord om København, der i modsætning til Stockholm traditionelt har været en sikker rød by. Overborgmester Frank Jensen, der havde siddet på posten siden 2010 og som ellers blev regnet som et sikkert kort ved valget, måtte forlade posten efter en MeToo-skandale. Den nye kandidat Sophie Hæstorp Andersen havde været formand for Region Hovedstaden, men havde ingen klar københavnerprofil.

Ved valget blev Enhedslisten klart største parti med 24,6% af stemmerne, mens S gik tilbage fra 27,6% til 17,2%. Alle partier til højre for EL havde dog på forhånd erklæret at de ikke ville støtte EL’s spidskandidat som overborgmester, så partiet måtte nøjes med to poster som ressortborgmestre (svarende til borgarråd i Stockholm).

På længere sigt er spørgsmålet om S ved sit fokus på udkantsområder og arbejdervælgere koblet med den hårde retorik mod akademikere og byerhvervene og -kulturen generelt er ved at tabe grebet om de større byer i almindelighed og København i særdeleshed. Tilsvarende er partiets fokus på – eller rettere: mod – indvandrere og flygtninge og uklare position på klima- og miljøområdet et handicap blandt yngre vælgere i byerne.

Kilder

KMDvalg – officiel side med lokale valgresultater

Wikipedia: Kommunal- og regionsrådsvalg 2021 – opgørelse over nationale resultater og fordelingen af borgmesterposter

Mette Frederiksen, akademikere og arbejde

Nogle tanker om Mette Frederiksens udtalelser om akademikere og arbejde, med anledning af regeringens argumenter for at beskære ydelsen til nyuddannede:

Man kan til en begyndelse påpege at politikere arbejder med in- og out-groups og at akademikere – specielt i de større byer – generelt er en out-group hos Socialdemokratiet under Mette Frederiksens ledelse.

Omvendt er der noget i hele historien, som kan sige noget om mere dybtliggende skillelinjer i hvad arbejde er, og hvordan forskellige grupper i befolkningen ser på arbejde.

Lad os begynde med Københavns beskæftigelsesborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard, der også gentagne gange har været ude med angreb på nyuddannede akademikere. Hendes angreb kan bedst forstås ud fra Venstres generelle syn på hvordan arbejdsmarkedet bør fungere:

Venstre er stadig grundlæggende et bondeparti, og i landbruget handler det om at få landarbejdere billigst muligt – faglige kvalifikationer er til gengæld ikke en vigtig parameter. Det vigtigste er at få et udbud der presser lønningerne.

Fra et mere systemisk perspektiv kan man så spørge om en økonomi der hviler på lavtkvalificeret, lavtlønnet arbejdskraft vil være en god ting for Danmarks samlede velfærd – sporene fra Storbritannien efter finanskrisen kan skræmme.

Ser vi på Socialdemokratiet og Mette Frederiksen, er der lidt andre ting i spil. Det handler også om livsformer.

Grundlæggende befinder traditionelle arbejdere sig på et arbejdsmarked der handler om at udveksle tilstedeværelse og løn. Arbejdet er noget man udfører et bestemt sted (idealtypisk: en fabrik), hvor andre bestemmer over rammerne. Sagt lidt forenklet: Man arbejder for at leve.

Man kan næsten sige at der er tale om en livsform hvor man har accepteret og indkorporeret fremmedgørelsen i arbejdslivet. Det Marx i sin tid kritiserede som umenneskeligt, er blevet en socialdemokratisk dyd.

Men hvad så med akademikerne?

Her er det en god idé at se på jobopslag eller Linkedin-profiler. Det er ikke tilstrækkeligt at møde på arbejdet 7.30 og udføre de opgaver, værkføreren sætter én til – man skal være passioneret og brænde for opgaverne.

Lønmodtagerne på denne del af arbejdsmarkedet sælger noget andet end (blot) deres tilstedeværelse: Det vigtige er om man sætter sin faglighed og personlighed på spil i arbejdet. Selvstændighed og udviklingsorientering er centrale værdier.

Det har nogle konsekvenser for hvordan relationerne på arbejdspladserne – og arbejdsmarkedet generelt – kommer til at se ud. Og det var det, Richard Florida tænkte på, da han introducerede begrebet “den kreative klasse”.

I Danmark bliver begrebet konsekvent (og bevidst?) misforstået som en beskrivelse af kunstnere, journalister og kommunikationsfolk, men gider man – i modsætning til danske politikere og debattører – læse hvad Florida skrev, handler det om brancher som it og biotech. Brancher med høj produktivitet og høje krav til uddannelse.

Vi er ovenikøbet også på STEM-området, som politikerne ellers omfatter med stor kærlighed. (Man kan også sige en del kritisk om Florida og teorien om den kreative klasse, men det vil jeg lade ligge her)

Det vigtige her er, at det mindre handler om at arbejdet skal være sjovt, og mere om hvad det er, man som arbejdssøgende skal sælge til en potentiel arbejdsgiver. Det handler mindre om at man vil udvikle og udtrykke sig selv og have det sjovt – og mere om at man er tvunget til det.

Oven i alt dette kommer en række interessante og komplekse spørgsmål om matchning på arbejdsmarkedet, som politikerne med statsministeren hopper let og elegant over. Forskning i søgning og matchning udløste engang en Nobelpris i økonomi.

Så det er måske ikke så sært at politikerne holder sig til at svine arbejdsløse til i stedet for at sætte sig ind i dynamikkerne.

Forresten er der lavet empiriske undersøgelser af hvordan det går nyuddannede akademikere – søg fx hos Danmarks Statistik og DJØF.

Først og fremmest vil en forkortelse af dagpengeperioden for nyuddannede fra to til ét år næppe gøre nogen stor forskel – langt de fleste nyuddannede akademikere er i job efter ét år.

Tilsvarende er nyuddannede der er arbejdsløse i længere tid mere mobile, både sektormæssigt og geografisk. Politikernes myte om de dovne akademikere, der klynger sig til København og Århus holder ikke. (Men hvornår har evidens måske gendrevet politisk behagelige myter?)

Alt dette efterlader stadig nogle spørgsmål om overproduktion af kandidater på nogle områder, ligesom det større spørgsmål om humanioras krise (som ikke kun er et problem i Danmark) også lurer i baggrunden. Men det er en historie til en anden gang.

Nytteaktivering

(Sammenskrivning af en tråd på Twitter fra 8/9)

Hvordan skal vi vurdere forslaget om nytteaktivering af indvandrerkvinder?

Et spørgsmål er hvilke erfaringer der er fra den eksisterende nytteaktiveringsindsats. Der er forsket i det, og resultaterne er … blandede.

Hvis målet er at nyttejobberne skal arbejde hårdt og lære at man ikke har nogen særlig social værdi som kontanthjælpsmodtager, ser ordningen ud til at være mislykket.

Bringer ordningen nyttejobberne tættere på arbejdsmarkedet? Det er et godt spørgsmål.

Men: Sandsynligvis er vores kriterium det forkerte. Vi spørger ud fra en antagelse om aktivering skal forbedre borgernes kvalifikationer. Men det er ikke, og har aldrig været, aktiveringsordningernes centrale mål.

Her skal man se på to effekter, der længe har optrådt i teorier om og studier af aktivering: Sorteringseffekten og motivationseffekten.

Sorteringseffekten handler om at få borgerne til at vende i døren. Tænk fx. på da Peter Brixtofte tilbage i 1980’erne indførte straksaktivering af unge, der søgte kontanthjælp. Det virkede – også selv om vi ikke er sikre på hvor de unge blev af. Men de befandt sig i hvert fald ikke på en offentlig ydelse. Og tanken var at man sorterede dem, der ikke havde åbenlyst behov for kontant understøttelse fra.

Motivationseffekten handler om at få borgere til at framelde sig en offentlig ydelse, når de nærmer sig aktivering. Hvor borgerne bliver af? Det er vi ikke sikre på, men de befandt sig i al fald ikke på en offentlig ydelse. Termen “motivation” kan virke noget orwellsk i sammenhængen, for der er tale om afskrækkelse.

Så forslaget om nyttejob til indvandrerkvinder ligger i forlængelse af en lang tradition for at anvende aktivering som et middel til at afskrække potentielle eller aktuelle modtagere af kontantydelser.

Hvor effektivt er det hele set i et større perspektiv? Det er et godt spørgsmål, for der er store diskussioner om aktiveringsindsatsernes effekter. Men det centrale er, at målet er afskrækkelse, ikke opkvalificering. Og det er det kriterium, vi skal bedømme nytteaktiveringen ud fra.

Featured

En familiehistorie: Fra Larsen i Gørlev til Lassen i Åbenrå

Min mormor Johanne Olsen, gift Lassen, som urmagerlærling hos urmager Emborg, Gørlev

I et anfald af prokrastinering har jeg brugt lidt tid de seneste uger på at efterspore nogle af mine forfædre – eller måske skulle man sige formødre. Det er nemlig sådan, at der altid var været en vis ubalance i vores viden om min morfars og min mormors familier og herkomst.

En af min mors kusiner fik i begyndelsen af 1970’erne den gode idé at udspørge min morfar om familien Lassens medlemmer, så der har vi en god oversigt, som rækker tilbage til morfars farfar, og der er både de hårde data og morfars fortællinger om ham selv, hans søskende, hans far og hans brødre. Oldemor Cathrine døde desværre forholdsvis ung i barselsseng, hvorefter oldefar August Georg – der her ses i fuldt bagerudstyr – selv førte huset i Ullerup.

Men den meget korte historie om den slægtsgren er, at de var selvstændige håndværkere på Sydals og Sundeved. Det med det selvstændige håndværk kan man i øvrigt finde helt op i min generation, selv om mange af efterkommerne er flyttet fra Sønderjylland.

Det har ligget lidt tungere at få styr på mormors familie. Et brud mellem min morfar og hans svigermor indebar, at kontakterne bagud var begrænsede. Oldemor besøgte aldrig sin datter og svigersøn i Åbenrå, men mormor og nogle af mine mostre var faktisk på besøg hos oldemor og tipoldefar i Gørlev, mens de levede. Der har været historier og gisninger, men meget er aldrig belagt med hårde data.

Vi ved ikke med sikkerhed, hvad der gik galt mellem morfar og oldemor. Rygtet vil vide, at det handlede om penge – eller snarere ære. Oldemor skal have sendt penge til mormor – for en sikkerheds skyld, så hun kunne klare sig selv. At mormor og morfar, ud over at have et godt ægteskab, havde en god indkomst og væsentligt bedre økonomiske vilkår end oldemor, giver historien en nærmest surrealistisk drejning. Måske var det dybest set to ærekære mennesker, der stødte ind i hinanden under uheldige omstændigheder.

Og måske kan det, vi kan finde frem om oldemor Sidse Maries historie, kaste en smule lys over det hele. Kirkebøgerne fra Gørlev viser, at mormors storebror var født i 1904 af “ugift Sidse Marie Ingeborg Larsen”, mens Jens Kristian Olsen er udlagt som barnets fader. Barnet får da også efternavnet Olsen. I øvrigt stod min tipoldefar Jens Larsen fadder til drengen sammen med den udlagte barnefader Jens Kristian Olsen og Anders Olsen – Jens Kristians fader.

Der indgås ægteskab senere på året, men da min mormor bliver døbt i slutningen af 1905, er forældrene angivet som “separerede ægtefolk Jens Christian (sic!) Olsen og Sidse Marie Ingeborg Larsen”. Forholdet – og ægteskabet – må have været stormfuldt.

Senere tilgængelige folketællinger viser oldemor Sidse Marie som husholder for sin far på husmandsstedet på Slibestenen uden for Gørlev, mens oldefar Jens Christian forsvinder ud af familiesagaen. Han dør som 43-årig i Kalundborg i 1925, sandsynligvis uden andre efterkommere. Man kan antage, at hele forløbet efterlod oldemor med en vis mistillid til mænd, hvilket min pæne og ordentlige morfar så blev ramt af 25 år senere.

Men lad os lige runde oldefar og hans familie. Jens Kristian synes at være en fejlskrivning, idet han andre steder optræder med navnet Jens Christian. Men efternavnet er heller ikke korrekt: Jens Christian og hans far Anders hed nemlig Olsson, for tipoldefar Anders var som yngre udvandret fra Skåne. I Danmark fik Anders tjeneste som karl på herregården Kattrup, hvor han mødte den noget ældre Maren Sofie. Senere forpagtede han et landbrug – sandsynligvis et husmandssted – ved Tømmerup. Efter Maren Sofies død i 1916 finder folketællingerne ham samlevende, men ikke gift, med den lidt yngre Johanne Marie.

Der er meget, som er typisk i denne historie: Landarbejdere – og såmænd også bønder og håndværkere – udvandrede i stor stil fra Sverige i 1800-tallets anden halvdel. Det er nok udvandringen til Amerika, som er mest kendt, men en del danskere – og herunder også jeg og mine fætre og kusiner – kan påberåbe sig svensk afstamning af samme årsager. Pelle Erobreren var jo også søn af en svensk udvandrer.

Går vi bagud i Sidse Maries familie, er det også det typiske, der falder mig i øjnene: Husmænd – eller mere præcis husfæste – der, ud over at leve af jorden ved husmandsstedet, har tjent penge som bødkere og ved at arbejde for landbruget på Ågård ved Gørlev. Det gjaldt tipoldefar Jens Larsen, tiptipoldefar Lars Jensen og tiptiptipoldefar Jens Jensen, som alle let lader sig finde i kirkebøgerne for Gørlev.

Og så er der alligevel nogle detaljer, som fortjener at blive nævnt. Jens Larsen og hans kone Hanne havde fire børn – ud over Sidse Marie var det døtrene Maren Kirstine og Laurine og sønnen Jørgen. Jørgen emigrerede til USA omkring 1905, etablerede sig i Midtvesten under det angliserede navn George Larsen, og hans efterkommere har blandt andet lagt oversættelser af hans bevarede notesbøger ud på en hjemmeside.

På siden finder man desuden noter og billeder fra Georges børnebørns besøg i Danmark – herunder et billede af min mormor som lille pige sammen med hendes storebror, mor og morfar foran husmandsstedet på Slibestenen. Der er også et foto af tipoldemor Hanne. (1)

Jens Larsens liv har en bitter slutning. Kirkebogen meddeler, at han døde for egen hånd som 83-årig i 1937. Men hvorfor? Der er ikke indikationer på psykisk sygdom hos ham eller hans aner – de har levet deres, ofte meget lange, liv på husmandsstedet.

Kunne forklaringen være, at Jens Larsen efterhånden var blevet affældig og ikke længere i stand til selv at tjene til livets opretholdelse ved at arbejde? Ganske vist var aldersrenten blevet indført som en ret for fattige gamle i 1922, men var vejen til socialkontoret helt enkelt for ydmygende for den gamle mand? (2)

Vi kan ikke sige mere ud fra det foreliggende materiale, ud over at han ved folketællingen i 1930 i en alder af 75 år stod opført som landmand og ikke, som den jævnaldrende Anders Olsson i Tømmerup, som aldersrentenyder.

Men vi vil slutte med lidt mere positive toner. Billedet af min mormor øverst i posten er taget, mens hun var urmagerlærling hos urmager Emborg i Gørlev i begyndelsen af 1920’erne. Så mormor fik ikke alene en håndværksuddannelse med svendebrev: Hun var ovenikøbet en af de første kvinder, der blev udlært som urmager.

Her kunne det have været interessant at vide mere om oldemor Sidse Maries rolle i den historie – lagde hun med baggrund i sine egne erfaringer vægt på at mormor skulle kunne klare sig selv økonomisk? Urmager Emborg var høj- og friskolemand, og har måske også været mere åben end de fleste for at give kvinder nye muligheder.

Der er i alle tilfælde et brud med en traditionel kvinderolle, også selv om mormor stoppede med at arbejde som urmager og blev hjemmegående husmor efter ægteskabet med morfar. Her måtte det endelige brud med traditionen vente til min mors generation.

Dog: Mormors livsbane er fascinerende. Den begynder som skilsmissebarn i et fæstet husmandssted uden for Gørlev i en familie, der må trække på forskellige kilder til indkomst, og slutter i veletableret familie i Åbenrå i en moderne villa med spise- og dagligstue, fire soveværelser og ikke mindst køkken og fuldt udstyret badeværelse.

En mere systematisk og omfattende søgning kunne sikkert bringe flere informationer om livsbanerne og flere afdøde og nulevende familiemedlemmer for dagen, men for mig er hovedlinjerne i denne del af familiehistorien nu afdækket tilbage til 1800-tallets begyndelse.

Sidse Marie er der stadig nogle få, der mindes direkte, selv om hendes fødsel ligger 140 år tilbage i tiden, mens Jens Larsen og de tidligere generationer er dækket af historiens tåge: Vi kan måske gætte på, hvordan de var som mennesker, men vi vil aldrig kunne vide det sikkert.

Fortsættes her


(1) Et forsøg på kontakt til Jørgen (George) Larsens amerikanske efterkommere via hjemmesiden gav desværre intet resultat. Sandsynligvis fordi ingen vedligeholder databasen og opsætningerne.

(2) Ved folkepensionens indførelse i 1956 fik Det Radikale Venstre indført, at ældre der kun søgte folkepensionens mindstebeløb kunne sende ansøgningen til kommunalbestyrelsen i stedet for til socialudvalget. Der var tydeligvis et stigma – ikke mindst på landet – ved at modtage aldersrente.

Førtidspension og ressourceforløb (1)

Siden førtidspensionsreformen fra 2013 har specielt ressourceforløbene været udsat for voldsom kritik. Mange historier har fokuseret på meningsløse forløb – man kan fx lave en søgning på “sengepraktik” – og alvorligt syge borgere der efter lange forløb, har fået tilkendt førtidspension kort før deres død. Beskæftigelsesministeriet ser dog situationen i et mere positivt lys, selv om evalueringer viser at der er plads til forbedring af arbejdet med langtidssyge.

Umiddelbart førte implementeringen af reformen til et kraftigt fald i antallet af tilkendte førtidspensioner, men i et længere perspektiv er spørgsmålet, om reformen har ført til et større udbud af arbejdskraft, eller om man står med en ophobning af nye førtidspensionister, som blot har været tvunget ud i en lang omvej i ressourceforløb, inden de kunne få tilkendt pension.

Sandheden er nok mere kompleks, og en evaluering af førtidspensionens og ressourceforløbenes effekter kræver omfattende studier af data samt forløbsundersøgelser, men en hurtig gennemgang af statistikken og fortællingerne om ressourceforløbene kan belyse problematikken om ressourceforløbene. I denne post vil jeg se på lidt grundlæggende statistik om førtidspension og ressourceforløb.

Figur 1

Gennem Statistikbanken kan man finde data for antallet af førtidspensionister siden den oprindelige ordning blev indført som erstatning for invalidepensionen (og enkepensionen) i 1984. Der er nogle inkonsistenser mellem de tre tidsserier, men overordnet kan vi sige, at antallet af førtidspensionister steg fra 1984 til 1994 for derefter at stagnere. Stigningen var i og for sig ventet – førtidspensionen var en bredere ordning end invalidepensionen, ligesom arbejdsmarkedet var presset i slutningen af 1980’erne. Man kan også se, hvordan det kraftige fald i antallet nytilkendte pensioner efter 2013 afspejler sig i det samlede antal pensionister. Faktisk ser vi tendenser til et fald i antallet af pensionister allerede fra slutningen af 1990’erne – muligvis har praksis i tilkendelserne ændret sig i takt med udviklingen på arbejdsmarkedet, ligesom andre ordninger kan have substitueret pensionen for dele af målgruppen.

Figur 2

Databasen i jobindsats.dk giver mere detaljerede tal om førtidspensionisterne. Helt som forventet førte pensionsreformens implementering til et kraftigt fald i antallet af nye pensionister de første år efter 2013, men efter det første chok er vi nu tilbage på noget, der minder om niveauet før pensionsreformen og indførelsen af ressourceforløbene.

Figur 3

Ser vi på hvorfor borgere tilkendes førtidspension, har det hele tiden været psykiske lidelser og forskellige typer af sygdomme i bevægeapparatet (knogler, muskler og bindevæv), som stod ud som de største grupper, målt efter hoveddiagnose.* Diskussionen om de såkaldte sengepraktikker er mest relevant for den sidste gruppe, mens situationen for borgere med psykiske sygdomme måske har fået mindre opmærksomhed.

(*Man skal her være opmærksom på at der er tale om hoveddiagnoser. En borger kan altså sagtens høre hjemme i flere grupper samtidigt, ligesom afgrænsningen mellem grupperne ikke nødvendigvis er knivskarp over tid)

Figur 4

Man kan illustrere udviklingen for undergrupperne på lidt forskellige måder. Figur 4 viser, at andelen af borgere med psykiske lidelser som hoveddiagnose lå på omkring 50% af tilkendelserne inden 2013, men at den faldt til omkring 40% umiddelbart efter reformens ikrafttræden. Sagt lidt firkantet blev det relativt sværere at få førtidspension på grund af psykisk sygdom i årene efter 2013, men effekten er gradvis klinget af. I et kommende indlæg vil jeg se lidt mere på argumentationen omkring indsatsen for borgere med psykiske lidelser i forbindelse med reformen.

Figur 5

I figur 5 har jeg prøvet at beregne udviklingen i tildelinger for de forskellige grupper med udgangspunkt i status for 2004. For overskuelighedens skyld har jeg fremhævet de to største grupper. Man kan se, hvordan det specielt var gruppen med psykiske lidelser som hoveddiagnose, der drev udviklingen frem mod 2013. Både gruppen med psykiske lidelser og sygdomme i bevægeapparatet viser nogle kraftige fald efter 2013, og ud fra figuren bliver fokus på “sengepraktikkerne” mere forståelig, idet antallet af borgere med tilkendt førtidspension i gruppen med sygdomme i bevægelsesapparatet i årene efter reformen lå på 20-40% af hvad det havde gjort inden. Igen kunne man spørge om forholdene for gruppen med psykiske lidelser har været noget underbelyst.

Figur 6

Ressourceforløbene har fyldt meget i debatten om førtidspensionen, men der kan være grund til at bemærke at gruppen målt i antal fuldtidspersoner ikke er specielt stor – der er tale om 20.000-25.000 personer på heltidsbasis. Jeg har lagt antallet af sygedagpengemodtagere omregnet til fuldtidspersoner ind som perspektivering.*

(*Eftersom de fleste sygedagpengeforløb er forholdsvis korte, er antallet af borgere der modtager sygedagpenge i løbet af et år væsentligt højere)

Figur 7

Ser man på antallet af førtidspensionister i forhold til arbejdsstyrken – her er tanken at arbejdsstyrken gennem skatterne (direkte og indirekte) betaler de offentlige forsørgelsesydelser, er den politiske bekymring over førtidspensionen mere forståelig. Inden reformen svarede antallet af førtidspensionister til cirka 9% af arbejdsstyrken – i årene efter reformen faldt andelen til lidt over 7% i 2018 for stå at stige igen i de seneste år, mens antallet af borgere i ressourceforløb ligger ret stabilt lidt under 1%.

Men sammenfattende kan man sige, at førtidspensionsreformen fra 2013 var designet til at beskære antallet (og andelen) af førtidspensionister og samtidig øge udbuddet af arbejdskraft. Udviklingen i de seneste år rejser dog spørgsmålet, om (eller rettere: i hvilken udstrækning) de nye regler om tilkendelse af førtidspension og indførelsen af ressourceforløbene varigt har begrænset tilgangen til førtidspensionen og øget udbuddet af arbejdskraft. Jeg vil se på nogle af disse perspektiver i et senere indlæg.

Kilder: Statistikbanken og Jobindsats.dk

Ejere og lejere

Uanset hvordan det går med økonomien i øvrigt, har priserne på boligmarkedet fortsat deres himmelflugt det seneste år. I det hele taget synes fast ejendom at have været langt det bedste valg at foretage investeringer i de sidste tyve år.

En del af forklaringerne på de generelle prisstigninger skal findes i det lave (og faldende) renteniveau, en anden i skattemæssige begunstigelser, specielt under Venstre-regeringerne 2001-2011. Endelig bør man også tage i betragtning, at et begrænset udbud af ejerboliger under corona-krisen er med til at holde priserne oppe.

Men ser man på den historiske statistik, er der ved at ske noget på det danske boligmarked. I en tidligere post undrede jeg mig over europæiske data der tydede på et kraftigt fald i andelen af boligejere i Danmark, men ser man på danske tal, synes udviklingen at være klar nok: Antallet af danskere, der bor i en ejerbolig, har været nogenlunde konstant siden 1980’erne, mens antallet, der bor til leje, er steget.

Forandringen kan illustreres med data fra Danmarks Statistik for perioden 1981-2006 samt 2010-2020:

Det samlede boligbyggeri har varieret en hel del gennem tiden, både hvad angår det samlede antal nybyggede boliger og fordelingen på forskellige boligformer. Nu er det ikke så enkelt at parcelhuse og rækkehuse er ejerboliger og etageboliger er lejeboliger, men 2010’ernes byggeboom har klart været inden for etageboligerne:

Sagt lidt forenklet, havde etageboligerne en første storhedstid i perioden 1950-1970 (hvilket også svarer meget godt til udbygningen af den almennyttige boligsektor), mens perioden 1960-1980 var parcelhusets årtier. Lejlighedsbyggeriet var ti år om at kollapse, mens sammenbruddet for parcelhusbyggerier kom i løbet af få år i slutningen af 1970’erne.

2000-årenes byggeboom var i virkeligheden ret beskedent, mens byggeriet af lejligheder efter 2015 har set et opsving på linje med 1960’ernes højkonjunktur.

Uddannelse i 100 år: Fra et folk af ufaglærte til et broget mønster

Danmarks Statistik har offentliggjort den seneste opgørelse over befolkningens uddannelsesstatus. Grafen for perioden 2010-2020 giver et interessant indblik i, hvor dramatiske udviklingerne på uddannelsesområdet – og her specielt de kompetencegivende uddannelser – har været i de seneste årtier.

Når man ser grafen, skal man specielt være opmærksom på, at de ældste generationer på arbejdsmarkedet i 2010 var født i begyndelsen og midten af 1940’erne og uddannet i 1950’erne og første halvdel af 1960’erne. I 2020 er de ældste generationer født i første halvdel af 1950’erne og uddannet i 1960’erne og første halvdel af 1970’erne. Uddannelseseksplosionen har sat sine tydelige spor.

Det kan være sjovt at gå lidt længere tilbage i tiden. Tager man de forskellige opgørelser fra 1991 og frem, kan man se, hvordan arbejdsstyrken er gået fra at være overvejende ufaglært til at være domineret af faglærte og forskellige videregående uddannelser. For overskuelighedens skyld har jeg taget de yngste årgange (15-29 år) ud af figurerne – også med den tanke at vi ser noget der ligner den endelige fordeling, når folk er fyldt 30 år.

Figuren for 1991 viser et arbejdsmarked der er meget forskelligt fra det nuværende. Den typiske dansker årgang 1922 sluttede således sin formelle uddannelse med grundskolen, mens hans eller hendes børn, født i 1940’erne, typisk fik en erhvervsuddannelse. Her fandt der da også en kraftig udbygning af erhvervsskoleområdet sted i efterkrigstiden.

1991: Ældste generation er født 1922-1926
2001: Ældste generation er født 1932-1936
2011: Ældste generation er født 1942-1946

Der har været talt meget om erhvervsuddannelsernes krise de seneste år, og opgørelsen for 2020 viser da også, at antallet (og andelen) med erhvervsuddannelse som højeste uddannelse er faldet for de yngre generationer – her generationerne der er født i 1970 og senere. Til gengæld har vi set en vækst for de lange videregående uddannelser.

Så lidt forenklet kan man sige at hvis den typiske dansker årgang 1922 var ufaglært og årgang 1942 faglært, er billedet mere broget når vi ser på generationerne der er født i 1970’erne og 1980’erne: For de yngre generationer udgør faglærte og folk med mellemlange og lange videregående uddannelser næsten lige store andele af befolkningen på arbejdsmarkedet.

2020: Ældste generation er født 1951-1955

Danmarks Statistik har i øvrigt også opgjort den geografiske fordeling af uddannelsesniveauet. Her, som på mange andre områder, fremstår Vestsjælland og Lolland-Falster som et område, der afviger fra det generelle mønster i Danmark. Lokalt er der dog også bemærkelsesværdige forskelle – idet kommunerne omkring København bedst kan sammenlignes med kvarterer i Odense, Ålborg og Århus. Hvis man vil lave en helt retvisende sammenligning af kommunerne, bør man dog også tage forskellene i befolkningernes aldersmæssige sammensætning i betragtning.

Den radikale krise: Årsager og mulige løsninger

Det Radikale Venstre er i krise. Set i et radikalt perspektiv er det umiddelbart en lidt speciel krise, for partiet står ganske vist til en tilbagegang set i forhold til valget i 2019, men har stadig en historisk set respektabel andel af vælgerne bag sig.

Problemet ligger et andet sted: På den parlamentariske arena, hvor Socialdemokratiet har haft held til at neutralisere partiets indflydelse, ikke kun på integrationsområdet, men også inden for den økonomiske politik. Og selvfølgelig på den interne arena, hvor Morten Østergaard blev fældet på grund af sin optræden over for kvindelige partifæller, mens Sofie Carsten Nielsens håndtering af sagen både før og efter Østergaards fald har været præget af usikkerhed.

Den almindeligt accepterede forklaring blandt politiske kommentatorer er, at de radikale med deres forsvar for en retsbaseret (eller libertær) politik har placeret sig på en ekstrem position på den værdipolitiske dimension, hvor medianen i dansk politik efter 25 års tiltagende stramning ligger meget tæt på den autoritære pol, jf. Socialdemokratiets strategi om at lægge sig tæt op ad eller over Dansk Folkeparti på integrationsområdet.

Observationen er på den ene side korrekt – de radikale står alene med Enhedslisten (og resterne af Alternativet) på den libertære side, mens alle andre partier kæmper om at fremstå som mest autoritære på området – men den er på den anden side ufuldstændig: En opgivelse af den libertære integrationspolitik vil ikke nødvendigvis styrke den radikale position. Vi er også nødt til at se på den økonomiske politik, for den er historisk set vigtigere for partiet.

For at uddybe argumentet vil jeg gå tilbage i historien – både dansk politiks og min egen.

Da jeg i sin tid for mange år siden arbejdede på det som blev min PhD-afhandling, studsede jeg over forholdet mellem Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres positioner på velfærdsområdet i 1950’erne og 1960’erne.

Selv om de eksperter som introducerede tankerne bag de socialpolitiske reformer i efterkrigstiden, havde en tæt tilknytning til Socialdemokratiet, var de radikale på det parlamentariske plan ofte hurtigere end socialdemokraterne til at sætte den universelle socialpolitik i centrum.

En mulig forklaring kunne være, at Socialdemokratiet på forskellig vis var bundet op på hele det organisatoriske element i den eksisterende politik (a-kasser, sygekasser), en anden at partiets primære politiske mål var at skabe lige vilkår for arbejderklassen og middelklassen, mens underklassens vilkår (for nu at anvende den typologi AE-rådet senere har udviklet) var mindre central for socialdemokraterne.

Her stod de radikale mere frit interessemæssigt – partiet repræsenterede middelklasseinteresser og havde også et andet syn på social integration.

Men set i bakspejlet vil jeg lægge én faktor oveni: Det Radikale Venstre har en tradition for at placere sig, hvor den intellektuelle konsensus, eller ortodoksi, ligger.

I 1950’erne og 1960’erne var det keynesianisme og universelle velfærdspolitikker. I 1980’erne og 1990’erne var det omvendt nyliberalisme (taget som bred betegnelse) og inflationsbekæmpelse som kom i centrum.

Mit gæt er, at der er en ret god overensstemmelse mellem skiftene i OECD’s orientering og radikal politik. Og det er i det perspektiv ikke tilfældigt, at partiet kom ud i en livstruende lederkrise i midten af 1970’erne, hvor skiftet fra efterkrigstidens konsensus endnu ikke var fuldført.

Fogh Rasmussen-regeringernes økonomiske politik i 00’erne har været genstand for diskussion – de radikale var kraftige modstandere af regeringernes integrationspolitik, men man bør ikke glemme at Fogh faktisk førte pro-cyklisk finanspolitik i årene op til finanskrisen. Det var også et forhold der gjorde Fogh til Danmarks farligste mand set med radikale briller.

I perioden efter finanskrisen kunne de radikale igen spille rollen som ortodoksiens håndhævere med forløbet omkring dagpengeperiodens afkortning som det symbolske højdepunkt. Her var afstanden til Lars Løkke på de økonomisk-politiske område betydeligt kortere end afstanden til Fogh.

Den stramme budgetstyring og den hårde moderniseringspolitik som blev sat i værk under Thorning-regeringen passede fint ind i OECD-perspektivet. At det også var en måde at underminere SF på hører med i billedet.

Men skruer vi tiden frem til 2021, er situationen mindre entydig. 1980’ernes nyliberale dagsorden synes at være udtømt i 2020’erne, på samme måde som keynesianismen var løbet tør for kraft i 1970’erne.

Det gør det svært for de radikale at orientere sig politisk, for partiet har brug for en intellektuel ortodoksi at læne sig op ad. Indtil videre har Socialdemokratiet kunne besætte den politiske midte, også selv om partiets økonomiske dagsorden kan være svær at få øje på og mere virker nostalgisk og bagudskuende end fremadrettet.

Måske kan en løsning være at de radikale griber bedre fat i den uddannelses- og opkvalificeringsdagsorden, som fx Nina Smidt har givet antydninger af. Det kan blive det næste dominerende paradigme i den økonomiske politik. Her skal de radikale se bredere end blot på de akademiske uddannelser, og også komme med tydeligere bud på udviklingen af hele erhvervsuddannelsesområdet og efteruddannelsesområdet.

Der skal på længere sigt mere til end individuelle uddannelseskonti (som bliver svære at sælge til Socialdemokratiet) og en alternativ læreruddannelse, som blot bliver aflad for at partiet har stillet sig bag en stram statslig topstyring af skoleområdet. Partiet må sandsynligvis også arbejde på og formidle en bredere forståelse af det kreative element i uddannelse, udvikling og produktion. Dette kunne være kærnen i en håndtering af den aktuelle radikale krise.

Mette Stalin – eller kunsten at sidestille ting der ikke kan sidestilles

Berlingskes erhvervsredaktør Thomas Bernt Henriksens klummer er ofte fascinerende læsning – relevante temaer blandes med nogle besynderlige fejlskud og overdrivelser. Måske skal man sige, at etablerede medier kan lige så godt som de sociale medier i den polemiske genre?

Men – kan man problematisere den måde, Socialdemokratiet bedriver historieskrivning på?

Jo, det kan man i høj grad – det er bemærkelsesværdigt, hvordan nogle-og-tredive års socialdemokratisk historie fuldstændig udviskes eller affærdiges som et historisk fejltrin, og hvordan Frederiksens ideologiske garde systematisk har opbygget et nostalgisk billede af Det Ægte Socialdemokrati fra dengang det blev ledet af En Rigtig Arbejder – Anker Jørgensen, hvis nogen tvivler. Men fortæl for guds skyld ikke Tesfaye, Dybvad mfl. at Jørgensen læste digte (GYS!), og oven i købet modernistiske digte (DOBBELT GYS OG KORSETS TEGN!!). Eller at Jørgensen var formand for S i 1983, hvor den-der-lov-I-ved-nok-blev-vedtaget.

Men – kan man så sidestille den frederiksenske historieskrivning med Stalins?

Mig bekendt lever Helle Thorning og Bjarne Corydon i bedste velgående. Og Corydon kan vist oven i købet udtale sig offentligt uden frygt for natlige forsvindinger eller nakkeskud.

At Frederiksens brug af propagandainstrumenter (Facebook, Instagram, Aftenshowet) og afvisning af at stille sig til rådighed for kritisk debat er betænkelig, hører med i sammenhængen. Men vi er dog stadig et godt stykke vej fra Lubjanka-fængslet.

Er det så ok, at S tager afstand fra den økonomiske politik, der blev ført efter finanskrisen?

Modspørgsmål – hvordan ville dagens V- og KF-politikere mon reagere hvis man stillede dem til ansvar for VKR-regeringens politik? At S behændigt glemmer sin egen rolle 2011-2015 bør give anledning til almindelige politiske drillerier, og S’ ledelse skal naturligvis forsvare at partiet har skiftet politik. Dette gælder alle politiske partier.

Endelig er der et tema, Thomas Bernt Henriksen ikke adresserer, nemlig den omfattende diskussion, der føres både politisk og akademisk, om hvorvidt den økonomiske politik, Danmark og andre lande slog ind på fra 2010, var for stram og dermed forsinkede opsvinget efter finanskrisen væsentligt til skade for økonomien i almindelighed og beskæftigelsen i særdeleshed. Den socialdemokratiske glemsomhed kan ses som et politisk svar i denne diskussion – også selv om det er et svar, man ikke nødvendigvis finder korrekt eller tilfredsstillende, eller selv om man finder den måde, svaret bliver præsenteret på, problematisk.

Asger Aamund og antipolitikken

Asger Aamund har længe været fast inventar i medierne – herunder Mads og Monopolet og Berlingskes debatsektion – med kommentarer til alle mulige samfundsfænomener. Det er i sig selv ikke bemærkelsesværdigt: Mere interessant er, at Aamund selv efter 6. januar er én af de få danskere som støtter og forsvarer Donald Trump.

Carsten Fogh Nielsen har i en tråd på Twitter pillet Aamunds argumentation med hensyn til 6. januar fra hinanden og vist, at den ikke hænger sammen, men jeg mener, at der er mere ved fænomenet Aamund, som er værd at kigge på.

Først og fremmest synes nogen i medierne, at Aamund er værd at give taletid: Berlingske (og Jyllands-Posten mv) har debatredaktører. Så uanset om Aamunds argumentation er logisk sammenhængende eller ej, må der være et publikum – eller i internettets tidsalder: klik – til udtalelserne. Noget af engagementet kommer sikkert fra folk, der synes Aamund er helt til hest, men en hel del læsere vil sikkert nikke anerkendende til påstandende.

Her kom jeg i tanke om at jeg for en del år siden læste en af tidligere konservative finansminister Poul Møllers bøger om hans liv i politik. Her skrev Møller, at den mest fjendtlige modtagelse han fik som politiker mærkeligt nok ikke var fra politiske modstandere. Ved valgmøder i B&W’s kantine bestod publikum af kommunister og socialdemokrater, der nok kunne give Møller svar på tiltale, men indstillingen var noget i retning af “han er en af modstanderne, men det er politik, det handler om, så vi tager debatten”. I de lokale Rotary-klubber var stemningen snarere “han siger ganske vist at han én af os, men han er politiker, og dem har vi grundlæggende ingen respekt for”.

Aamund hører som person hjemme i Rotary-segmentet (her er det mindre vigtigt om han er med i Rotary eller ej), og det er værd at overveje forholdet mellem politik og erhvervsliv mere generelt. Jeg har gennem tiden læst et utal af interviews i erhvervssektioner med erhvervsledere, der har præsenteret sig således: “Jeg er Den Stærke Leder, der Skærer Igennem og Bestemmer (og i øvrigt burde samfundet ledes på samme måde uden hensyn til politisk kævl)”.

Den indstilling passer dårligt til den politiske verden, hvor forhandlinger og kompromisser er helt essentielle: Samfund er konfliktfyldte, og en af det politiske systems – og politikernes – vigtige opgaver er at integrere og balancere forskellige interesser. Man kan sige at politikken og erhvervslivet er forskellige systemer, der opererer efter forskellige koder. Politisk ledelse og erhvervsledelse er to forskellige ting.

Men forestillingen om politik og politikere som noget fejlbehæftet synes at være stærk i Aamund-segmentet. Man kan pege på at erhvervsledere gennem tiden ved forskellige lejligheder har interveneret i dansk politik for at få politikere erstattet med erhvervsledere eller i det mindste “upolitiske” figurer – spillet omkring Påskekrisen 1920 eller Højgaardkredsens intriger i 1940 kan være eksempler. Hvis Aamund kan fremstå som en smule løjerlig, er det fordi han ikke er en H.N. Andersen eller A.P. Møller. (Det skal her nævnes at det danske erhvervsliv har et tæt samarbejde med det politiske system gennem de forskellige interesseorganisationer, så der er også en accept i miljøet af modparten, og af at man har modparter, der spiller efter andre regler).

Der kan være mange gode grunde til at man ikke foretrækker en demokratisk eller en socialdemokratisk ledet regering – Danmark har som de fleste europæiske lande oppositionspartier der står på markedsøkonomiens og det liberale demokratis grund, mens forholdet er mere problematisk i USA. Problemet opstår, når man støtter en leder eller en politisk bevægelse, der som Donald Trump og Republikanerne underminerer centrale aspekter af det liberale demokrati.

Jeg vil hævde, at der er et rationale i Asger Aamunds fortsatte støtte til Donald Trump. Trump fremstår jo netop som den Succesrige Forretningsmand, der fejer alle de kævlende, kompromissøgende politikere af banen. Med Trump kan erhvervslivet desuden underkende politikkens gyldighed. Netop det det antipolitiske segment i erhvervslivet drømmer om.

Drømmen er så i øvrigt stærk, at Aamund overser at Trump faktisk ikke var en specielt succesrig forretningsmand – men han var god til at iscenesætte sig som sådan. Det er ikke noget tilfælde at det var et reality-tv-program var det, som bragte Trump det sidste stykke af vejen helt frem på den nationale arena. Og hvad kendetegner måske en Stærk Leder bedre end at han kan afslutte en seance med at råbe “DU ER FYRET”?

For at sammenfatte er min påstand, at Asger Aamunds argumentation ikke hænger sammen, fordi Trump er et idealbillede som Aamund projicerer sin antiparlamentariske og antipolitiske position på. Aamund går ud fra konklusionen at USA (og dermed også Danmark) skal ledes af en Stærk Leder fra Erhvervslivet, som ikke behøver tage sig af alt muligt kævl, og så søger han efter de brokker, der kan understøtte den. Det bliver lidt som et byggeri uden fundament og med vinduer der hænger frit i luften.

Aamund er også en påmindelse om et bredere fænomen i politik: Vi tænker som regel at støtten til antipolitiske standpunkter findes i marginaliserede kredse – jf. diskussionen af DF som udkantens parti. Det er ikke i sig selv forkert, men billedet er nok mere komplekst. Vi kan også finde tilsvarende positioner i elitekredse – men uden for den etablerede politiske elite. At Danmark med først Liberal Alliance og senest Nye Borgerlige har fået partier, der prøver at samle et borgerligt, antipolitisk segment op, kan også ses i dette perspektiv.