Folketingsvalget 2022 – opsamling

1. Resultatet har et spændende twist, som vil interessere politologer og jurister med speciale i valgsystemer. Det er sådan at S denne gang vandt et kredsmandat for meget i forhold til den nationale stemmeandel, hvilket ikke kan udjævnes i tillægsmandaterne.

Forklaringen er dels fordelingen mellem kreds- og tillægsmandater (135/40), dels at valgsystemet anvender d’Hondt ved fordelingen af kredsmandater. Sjovt nok skiftede Danmark fra Sainte-Lagüe til d’Hondt i forbindelse med omlægningen af valgkredsene ved strukturreformen efter ønske fra Venstre, men *mod* Socialdemokratiets vilje. (Ændringen medførte også at valgkredsene blev større)

Det ekstra mandat, plus det forhold at tre ud af fire nordatlantiske mandater er “røde”, indebar at det meget sent på valgaftenen blev klart at rød blok havde vundet det smalleste af flertal, hvilket også giver S og Mette Frederiksen fordelen i første runde af regeringsdannelsen.

En sidebemærkning er at nogle V-politikere har været ude og klage over valgsystemet (de er så meget hurtigt blevet lukket ned af partiets ledelse), ligesom KF har markeret utilfredshed med de nordatlantiske mandaters betydning. Her hører det med at den konservative leder Søren Pape forud har trådt gevaldigt i spinaten over for Grønland og ikke har så meget kredit blandt grønlandske ledere.

2. Overordnet er resultatet ellers næsten som ventet – fragmentering, specielt på den borgerlige side. Men det betyder at en regeringsdannelse eller politiske forlig i den kommende valgperiode kræver 4-5 deltagere.

3. De store tabere var som ventet V, DF og RV, der alle har gennemlevet ledelsesopgør og splittelse i den forgangne valgperiode. Lidt mere uventet gik EL og KF også tilbage.

Specielt KF’s leder Søren Pape står noget forpjusket tilbage. RV’s politiske leder Sofie Carsten Nielsen afgik dagen efter valget og blev erstattet af den mere åbent centristiske Martin Lidegaard.

4. De store vindere var omvendt M/Lars Løkke (der præsterede langt bedre end nogen havde forudset), DD/Inger Støjberg og LA (som ser ud til at have tiltrukket mange unge vælgere – som i Sverige ser der ud til at være en borgerlig bølge blandt første- og andengangsvælgere).

5. Mht. M kan man sige, at Løkke på den ene side mislykkedes med at vinde medianlegislatoren (den fik, afhængigt af perspektiv, RV eller grønlandske IA), men han kan være svær at komme uden om i den økonomiske politik. Et åbent spørgsmål er om partiet kan holde sammen i valgperioden – det ser ud som om partiets program ligger en del til højre for en del kandidater.

Pt. er meldingerne at Løkke i bedste kommunalpolitikerstil forsøger sig som alternativ forhandlingsleder med V og RV. Den proces kan blive spændende.

6. Det lykkedes for Alternativet at blive i Folketinget, hvilket ingen ville have forudset før sommeren. Det skyldes muligvis en blanding af støttestemmer og af at der er kommet organisatorisk ro på partiet.

7. Det lykkedes ikke for udbryderpartiet fra Alternativet, Frie Grønne, at blive valgt ind. Partiet fik 0,9% af stemmerne. Men som med Nyans i Sverige (og DENK i Holland) så vi at partiet fik pæne resultater i valgdistrikter med mange indvandrervælgere. Partilederen Sikandar Siddique har et stort netværk i pakistanske miljøer. Det kan blive interessant at følge.

8. Jeg har ingen idé om hvor længe regeringsdannelsen kommer til at tage, eller hvad den ender med. I første runde er Mette Frederiksen forhandlingsleder, men som nævnt synes der at være forsøg fra M’s (og V’s) side på at trække RV væk fra den røde blok.

Det betyder næppe at man vil få RV til at støtte V’s Jakob Ellemann som forhandlingsleder/statsminister i en omgang 2, men det er velkendt at RV’s strategi bygger på at minimere SF/EL/A’s politiske indflydelse (se også under Thorning I, hvor RV under Vestager satte alt ind på at sabotere SF).

Så prisen for en ny Frederiksen-regering kunne være krav om kraftigere arbejdskraftsudbudsreformer end S egentlig ønsker. Spørgsmålet er så om det ville være klogt for det meget svækkede RV at gå i regering.

Forresten har RV lidt det samme dilemma som M – partiers vælgere og kandidater ligger til venstre for folketingsgruppen.

9. Ikke de store overraskelser angående temaer – økonomi, sundhedsvæsenet og specielt sygeplejerskernes lønforhold fyldte (hvilket rejser en lang række spørgsmål om rammerne for den frie løndannelse). Som svenske kommentatorer bemærkede, glimrede integrationspolitikken ved sit fravær.

10. Første partiskift kom seks dage efter valget, idet Mette Thiesen forlod Nye Borgerliges folketingsgruppe af personlige årsager. Umiddelbart har dette ikke betydning for regeringsdannelsen.

1973 – 2022: Ligheder og forskelle

Det ser ud til at folketingsvalget 2022 vil byde på den største omkalfatring af partisystemet siden 1973, hvilket rejser spørgsmålet om ligheder og forskelle mellem 1973 og 2022. Sandsynligvis er der mange faktorer i spil bag de ekstreme udfald (forventet ekstreme for 2022’s vedkommende)

Et fællestræk ved 1973 og 2022 er at valget kommer efter en lang periode med økonomisk opsving. I dag forbinder vi nok 1973 med den første oliekrise og 1970’ernes økonomiske krise, men Yom Kippur-krigen brød faktisk først ud tæt på udskrivelsen af valget. Perioderne frem til 1973 og 2022 var derimod præget af høj økonomisk vækst og meget lav arbejdsløshed.

Ser man på perioden 1953-1973, gennemgik Danmark den anden store bølge af urbanisering og industrialisering, mens landområderne oplevede en affolkning, som også var forbundet med landbrugets mekanisering efter 2. verdenskrig.

Forandringerne fra årtusindskiftet til 2020 er mere subtile, men man kan pege på, at de store byer er vokset, mens udviklingen i mindre byer og deciderede landområder har været præget af centraliseringen af handel, service og offentlige myndigheder. Så måske kan man tale om en tredje bølge af urbanisering og lægge digitaliseringen ind som en parallel til udviklingen af industri og servicesektor i 1950’erne og 1960’erne.

Der er dog også forskelle. Dansk økonomi var notorisk ustabil i årtierne frem til 1990 – den høje vækst og den lave arbejdsløshed blev akkompagneret af underskud på betalingsbalancen og bekymringer over skattesystemets holdbarhed. Her er dansk økonomi i 2020’ernes begyndelse anderledes stabil.

Tilsvarende var 1970’ernes begyndelse præget af en fornemmelse af at den offentlige sektor ikke kunne styres – i 1960 havde Danmark været et af de lavest beskattede lande i Vesteuropa. I 1973 var det et af de højest beskattede. Perfekt grogrund for et skatteoprør. I 2022 går bekymringerne mindre på størrelsen af de offentlige udgifter og mere på kvaliteten af de ydelser, kommuner, regioner og stat leverer.

Covid-19 og den russiske angrebskrig mod Ukraine er forhold, der savner paralleller i 1973, med mindre man vil give Yom Kippur-krigen samme vægt. Og som sagt kom Yom Kippur-krigen meget sent i forhold til 1973-valget.

På den parlamentariske arena kan man pege på at der både i 1973 og 2022 var en rød og en blå blok – og en fornemmelse af at der var store problemer med samarbejdet i begge blokke.

Sociale forandringer går hånd i hånd med opløsning og genskabelse af båndene mellem befolkning og politiske institutioner. Det kan være de politiske entreprenørers time – i 1973 Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen (hvortil også kan lægges partierne til venstre for SF), i 2022 er det Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg, der spiller samme rolle.

Regeringsdannelsen i 1973 var ikke helt let, og løsningen – en smal V-regering, hvor Poul Hartling kørte de hidtidige samarbejdspartnere KF og RV over – viste sig ikke holdbar. Så måske er det rimeligt at forestille sig at det Folketing, der bliver valgt 1/11 2022, kun kommer til at sidde 1-2 år.

Dansk politik 2019-2022/23 (iii)

COVID og Minkkommissionen

Valgperioden blev præget af COVID-19-pandemien. På den ene side forstyrrede pandemien regeringens politiske planer, fordi fokus fra foråret 2020 i stor udstrækning kom til at ligge på den akutte håndtering af de tre smittebølger. På den anden side slap Danmark forholdsvis let gennem pandemien med indgreb, som var begrænsede sammenlignet med, hvad man så i det sydlige og vestlige Europa.

Allerede fra pandemiens begyndelse blev der dog rejst kritik af statsministerens meget centraliserede og hierarkiske ledelsesstil – understøttet af Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen – som iøvrigt også havde manifesteret sig på andre politikområder siden regeringsskiftet i sommeren 2019.

Krisestyringen udløste et politisk opgør efter at det viste sig, at regeringen i november 2020 med henvisning til en sandsynlig fare for spredning af en COVID-mutation gennem minkfarme lukkede samtlige danske minkfarme og gennemførte aflivning af alle mink uden på forhånd at have sikret sig at der var lovhjemmel for indgrebet.

Regeringen fik ganske vist i løbet af et par uger indgået en aftale med SF, RV, EL og Alternativet, som sikrede hjemlen, ligesom fødevareminister Mogens Jensen påtog sig det politiske ansvar og afgik, men der var allerede på det tidspunkt rejst spørgsmål om statsministerens og Statsministeriets rolle som drivende og kontrollerende i processen.

Som konsekvens af indgrebet besluttede Folketinget i foråret 2021 at nedsætte en granskningskommission, som afgav sin betækning i slutningen af juni 2022. Kommissionen konkluderede at Statsministeriet reelt havde haft en central rolle i processen op til beslutningen om at aflive alle mink og at en række højtstående embedsmænd – herunder Statsministeriets departementschef – havde handlet kritisabelt.

Politisk interessant var at kommissionen konkluderede at Mette Frederiksen objektivt, men ikke overlagt, havde vildledt Folketinget i sine orienteringer, idet vildledningen skyldtes mangelfuld rådgivning fra embedsværket.

Reaktioner på kommissionen og optakt til valgkamp

Kommissionens rapport fik de forventede reaktioner, hvor Socialdemokratiet søgte at skærme statsministeren mod kritik, støttepartierne EL og SF var forholdsvis afdæmpede, og de borgerlige oppositionspartier fokuserede deres kritik på statsministeren. Et forhold, som komplicerede situationen, var at de borgerlige partier i foråret 2021, længe inden rapportens offentliggørelse, havde støttet et borgerforslag, der krævede statsministeren stillet for en rigsret.

For udenforstående lignede specielt V’s og KF’s optræden et forsøg på parlamentarisk gengældelse for beslutningen om at rejse rigsretssag mod tidligere integrationsminister Inger Støjberg, som på det tidspunkt endnu ikke var blevet dømt for overtrædelse af ministeransvarlighedsloven.

I første omgang kom reaktionerne dog til at handle om, hvorvidt Folketinget ligesom efter offentliggørelsen af Instrukskommissionens rapport skulle bestille en redegørelse fra advokater om muligheden for at rejse tiltale mod statsministeren ved en rigsret, eller om sanktionerne skulle være af parlamentarisk art i form af kritik af (på dansk kaldet “en næse”) statsministeren.

Også her delte Folketinget sig efter de politiske blokke, idet Radikale Venstre stod med de afgørende stemmer, idet regeringen og dens øvrige støttepartier ville afværge kritikken, mens de borgerlige partier krævede en advokatundersøgelse – sandsynligvis i håbet om at kunne starte en rigsretssag

RV valgte at placere sig mellem regering og opposition, idet partiet på den ene side ikke ville støtte en advokatundersøgelse, men mente at parlamentarisk kritik af statsministeren var en tilstrækkelig sanktion. På den anden side udtalte partiet også, at det ikke havde tillid til statsministeren i den nuværende konstellation, og at det ville vælte regeringen ved en mistillidsafstemning, hvis ikke statsministeren udskrev valg til Folketinget senest ved tingets åbning i oktober 2022.

Manøvren er svær at gennemskue for folk uden for snævre Christiansborg-cirkler, men RV har i princippet trukket sig fra regeringens parlamentariske grundlag med forsinket udløsning. Normalt besidder statsministeren (juridisk: monarken) alene retten til at udskrive folketingsvalg, men her fratager RV – hvis partiet gør alvor af truslen – statsministerens mulighed for at time et valg, så det er mest fordelagtigt for Socialdemokratiet.

Det hele kompliceres dog af, at RV har antydet, at partiet vil støtte Mette Frederiksen efter valget – dog under forudsætning af, at den nuværende et-partiregering erstattes af en koalitionsregering med radikal deltagelse.

Ud over de forhindringer det besværlige forhold mellem Socialdemokratiet og Radikale Venstre under Mette Frederiksen kan give for en sådan konstellation, står RV med udfordringen at formidle til vælgerne, at partiets træk ikke kun handler om ministerposter (office, i politologisk jargon), men også om at forbedre mulighederne for at gennemføre centrale dele af partiets politik (policy, i politologisk jargon).

Temaer i valgkampen

Valgkampe kan være svære at forudsige. En aktuel måling fra Politiken viser dog at sundhedspolitik (herunder hospitaler) sammen med miljø og klima og generel økonomi, er de temaer, der står højst på vælgernes dagsorden. Miljø og klima vil normalt give venstresiden en fordel (om end Socialdemokratiet er splittet mellem klimapolitik og traditionelle industrihensyn), mens betydningen af sundhedspolitik og økonomi kan være sværere at vurdere – venstresiden vandt valget i 2011, som var det første siden 1990’erne, hvor økonomi var højt på dagsordenen, mens sundhedspolitikken (sammen med indvandring og integration, der er længere nede på dagsordenen nu) gav højresiden fordele ved valgene i 2000-tallet.

Fragmenteringen – især på højrefløjen, men også i dele af venstrefløjen – gør dog ligesom spørgsmålet om centre/periferi-dimensionens betydning i en valgkamp resultatet af en valgkamp og den efterfølgende regeringsdannelse vanskelig at forudsige.

Tillæg: Første måling efter sommeren og udviklingen i Mette Frederiksens popularitet.

Dansk politik 2019-2022/23 (i)

Dansk politik 2019-2022/23 (ii)

Dansk politik 2019-2022/23 (ii)

Socialdemokratiet og regeringen

Et andet usædvanligt træk ved valgperioden fra 2019 er at den har budt på den første et-partiregering siden Anker Jørgensens fjerde regering 1979-1981, der har bestået uændret gennem en valgperiode – Lars Løkke Rasmussen omdannede som bekendt sin et-partiregering til en minoritetskoalition halvandet år inde i valgperioden 2015-2019. Ellers har traditionen siden 1982 været minoritetskoalitioner.

Et-partiregeringen var et aktivt valg for Socialdemokratiet under Mette Frederiksen: Formålet var at sikre maksimal parlamentarisk handlefrihed ved at holde Radikale Venstre ude af regeringsdannelsen. Ser man på Socialdemokratiets strategiske placering siden 2015 i et todimensionelt rum, kan man beskrive den som til venstre på den socioøkonomiske dimension – her var indførelsen af en speciel pensionsordning (“Arne-pensionen”) for arbejdere med mere end 40 år på arbejdsmarkedet et centralt element – og til højre på det, som i Danmark kaldes den værdipolitiske dimension (i Sverige vil man tale om TAN-siden af GAL/TAN-dimensionen).

For helt at forstå S’ position skal man dog supplere den værdipolitiske dimension med en geografisk (by/land eller center/periferi). Ved folketingsvalget i 2015 byggede DF’s fremgange også på partiets evne til at tiltrække vælgere uden for de økonomiske og administrative centre, og Socialdemokratiet har under Mette Frederiksen taget linjen op med kraftige angreb på en uddannelsesmæssig – snarere end økonomisk – elite (især identificeret med Socialdemokratiets traditionelle koalitionspartner Radikale Venstre, som har været placeret modsat DF på den værdipolitiske dimension).

Socialdemokratiets skift fra at være et storbyparti til et parti præget af landlig identifikation – for at bruge valgforskningens begreber – er koblet med forandringerne i den økonomiske struktur, hvor de større byer er præget af en vidensøkonomi, mens mere traditionel produktion er flyttet til mindre byer. Mobiliseringen omkring en center/periferi-dimension skal dog også ses som en konsekvens af strukturreformen fra 2007, hvor myndigheder og offentlig service blev koncentreret omkring større byer.

Rent praktisk har politikken på denne dimension især manifesteret sig som en fortsættelse af Løkke-regeringernes udlændingepolitik og beskæringer af udbuddet af pladser på videregående uddannelser i de fire store byer.

Prisen for fokuseringen på vælgere i periferien og den hårde retorik mod langvarigt uddannede i byerne viste sig ved kommunalvalget i 2021, hvor Socialdemokratiet gik kraftigt tilbage i alle de større byer. Partiet var ganske vist i stand til at beholde borgmesterposterne i København, Århus, Odense og Ålborg, men mistede stillingen som det største parti i København til Enhedslisten, og med tanke på de større byers økonomiske og demografiske position ligger her en langsigtet udfordring til Socialdemokratiet.

Venstres dilemmaer

Venstres situation efter valget i 2019 er en yderligere demonstration af de problemer, de større partier står overfor. På den ene side vandt V valget målt i stemmeandele, men da det skete på bekostning af specielt DF og LA, kunne valgsejren ikke omsættes til parlamentarisk indflydelse, og Lars Løkke Rasmussen måtte afgive statsministerposten.

Man kan se den første del af perioden efter valget som en proces hvor partiet skulle skille sig af med den gruppe, som i forskellige konstellationer havde ledet partiet siden slutningen af 1990’erne, for at kunne formulere en ny position.

Resultatet blev en ustabil alliance mellem de byliberale og landkonservative dele af partiet, repræsenteret af den nye partiformand Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg. Samtidig med processen mod Støjberg, som resulterede i at Ellemann-Jensen afsatte hende som næstformand, mistede V – historisk uhørt på Folketingsniveau – to MF’ere til Det Konservative Folkeparti.

I den anden side af spektret forlod den tidligere formand Lars Løkke Rasmussen partiet for at danne sit eget centristiske parti Moderaterne. Som konsekvens af den interne uro og usikkerhed om partiets kurs har Venstre tabt opbakning blandt vælgerne og står til at midste positionen som det største regeringsbærende borgerlige parti.

Man kan muligvis se Venstres situation som en effekt af at partiet står over for spørgsmålet om hvordan det i 2020’erne skal bygge bro mellem tre forskellige strømninger i og omkring partiet: En markedsliberal linje, som trækker tråde tilbage til linjen under Jakob Ellemann-Jensens far Uffe Ellemann-Jensen i 1980’erne, en socialkonservativ værdikampslinje, som bygger på linjen under Anders Fogh Rasmussen i 2000-tallet, og en velfærdsteknokratisk linje, udviklet omkring Lars Løkke Rasmussen og en mere eller mindre indflydelsesrig linje i partiet siden 1990’erne.

De tre linjer appellerer til forskellige grupper i vælgerkorpset og kan på forskellige områder være i konflikt med hinanden. Samtidig står ledelsen over for spørgsmålet om hvordan man prioriterer det som kan mobilisere afgrænsede grupper af vælgerkorpset (Støjberg og til dels Jakob Ellemann-Jensens styrke over for forskellige segmenter), det som kan mobilisere bredt (Fogh Rasmussens styrke) og det som kan gennemføres parlamentarisk – om nødvendigt med smalle flertal (Fogh Rasmussens og Løkke Rasmussens styrke).

Selv om V på kort sigt kunne drage fordel af DF’s sammenbrud – jf. fremgangen ved valget i 2019 – rejser DF’s sammenbrud spørgsmålet om de politiske succesformler, som blev udviklet i 1990’erne, og som har båret V-ledede regeringer fra 2001 til 2019, også vil fungere i 2020’erne.

Del i: Ustabile partier og DF’s sammenbrud

Del iii: Minkkommissionen og tiden frem til valget

Dansk politik 2019-2022/23 (i)

Teksten er skrevet til gamle svenske kollegaer. Eftersom hele redegørelsen blev ret lang, deler jeg den op i tre poster, som kommer i løbet af ugen.

Dansk politik befinder sig ved indgangen til folketingsåret 2022-23 i en speciel situation, hvor såvel tidspunktet for valgets udskrivelse og afholdelse som valgets resultat og den følgende regeringsdannelse er svære at forudsige. Tilsvarende har valgperioden 2019-2022/23 også været speciel sammenlignet med de foregående valgperioder.

Ustabile partier

På det parlamentariske niveau har Folketinget siden 2019 været præget af et usædvanligt højt antal partiskift, hvor folketingsmedlemmer enten har sluttet sig til et nyt parti eller er blevet løsgængere. Sammenbruddene i Alternativet – hvor fire af fem MF’ere forlod partiet i forbindelse med en konflikt over valget af partistifteren Uffe Elbæks efterfølger som leder – og Dansk Folkeparti – som mistede 11 af 16 MF’ere i foråret 2022 efter valget af Morten Messerschmidt som ny formand – forklarer en stor del af partiskiftene, men alle partier med undtagelse af Enhedslisten og Nye Borgerlige har enten mistet eller fået MF’ere i løbet af valgperioden.

Kommentatorer har overvejet om ustabiliteten er resultatet af en ny politisk kultur, hvor politikere kortsigtet vælger partier efter hvad de mener, fremmer deres politiske karriere (Ida Aukens skift fra SF til RV til S kan måske stå som eksempel her) i stedet for at bygge karrierer ud fra loyalitet over for partiorganisationer. Man kan også pege på at flere moderne partier bliver dannet omkring en leder, mens forankringen i en masseorganisation er mindre vigtig.

Erhard Jakobsens CD (1973-2001) kan ses som en forløber, men Dansk Folkeparti omkring Pia Kjærsgaard, Alternativet (og senere Frie Grønne) omkring Uffe Albæk, Nye Borgerlige omkring Pernille Vermund og Moderaterne omkring tidligere statsminister og V-formand Lars Løkke Rasmussen er aktuelle eksempler. Liberal Alliance blev ganske vist dannet af trekløveret Anders Samuelsen, Gitte Seeberg og Naser Khader, men udviklede sig snart til Anders Samuelsens projekt. Her bliver det spændende at se om partiet ved det kommende valg overlever Samuelsens fald i 2019 og skiftet af partileder.

Det kommende valg vil desuden byde på en sort hest i form af Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne, som blev opstillingsberettigede før sommeren 2022. Støjberg kom fra en solid karriere i Venstre, som kulminerede med posterne som integrationsminister 2015-2019 og næstformand for Venstre 2019-2020. Støjberg blev efter en rigsretssag i 2021 idømt fængselsstraf for overtrædelse af ministeransvarlighedsloven og efterfølgende kendt uværdig som medlem af Folketinget – endnu et usædvanligt træk ved den aktuelle valgperiode – men satser på at blive indvalgt ved det kommende valg, hvor hun har afsonet sin straf. Her spekulerer kommentatorer i i hvilken udstrækning Støjberg vil åbne partiets kandidatlister for tidligere DF-politikere.

Specielt Støjbergs og Danmarksdemokraternes entré gør det svært at forudsige det kommende valg med nogen sikkerhed. De første målinger har vist en tilslutning til Støjbergs parti på omkring 10% – hvilket til dels opnås på DF’s, NB’s, V’s og KF’s bekostning – men det er svært at afgøre om tilslutningen vil holde i en valgkamp. Dertil kommer at tre yderligere nye partier er opstillingsberettigede ved det kommende valg – Veganerpartiet og Frie Grønne (udbrydere fra Alternativet) på venstrefløjen, Moderaterne i centrum samt Danmarksdemokraterne på højrefløjen.

Dansk Folkepartis sammenbrud

Dansk Folkeparti var frem til og med valget i 2015 en succeshistorie, hvor partiet under først Pia Kjærsgaards og siden 2012 Kristian Thulesen Dahls ledelse viste at det i modsætning til Fremskridtspartiet var i stand til at fungere som et troværdigt parlamentarisk grundlag for borgerlige regeringer med en stabil organisation. Partiet var også i stand til at sætte dagsordnerne på det udlændingepolitiske område – værdipolitik i dansk politisk sprogbrug.

Siden efteråret 2018 har partiet imidlertid befundet sig i en accelererende krise. Det er lidt uklart i hvilken udstrækning krisen skyldes politiske, personlige eller strategiske forhold – kommentatorer har peget på, at DF har undladt at foretage en systematisk politikudvikling, hvilket åbnede feltet for mere professionelt drevne partier som Socialdemokratiet, ligesom spørgsmålet om hvilken rolle generationen efter Thulesen Dahl mfl. skulle spille på længere sigt, ikke var afklaret. Endelig åbnede tilnærmelserne mellem S og DF på pensionsområdet op til valget i 2019 også for en strategisk usikkerhed om DF’s parlamentariske rolle.

Efter det kraftige nederlag ved valget i 2019 – hvor DF også blev udsat for konkurrence på udlændingeområdet fra Nye Borgerlige – blev ledelseskrisen kronisk, men Kristian Thulesen Dahl formåede at forblive som formand frem til kommunalvalget i 2021, der blev endnu et klart nederlag for partiet. Morten Messerschmidt, Pia Kjærsgaards foretrukne kandidat som Thulesen Dahls efterfølger, var belastet af en retssag om misbrug af EU-midler i fiktive partier og kontroversiel internt i partiet. Processen op til og efterveerne efter Thulesen Dahls afgang og valget af Messerschmidt som ny formand i januar 2022 bragte dybe interne konflikter op til overfladen, og viste at Kjærsgaard havde mistet sin magt over partiet. Resultatet blev en masseudmeldelse af MF’ere, så partiet som nævnt blev reduceret fra 16 til 5 MF’ere, ligesom meningsmålinger antyder at partiet nu ligger i nærheden af spærregrænsen på 2%.

Seneste meningsmåling før sommerferien 2022

Altinget: Risbjerg-snittet juni 2022 (kræver evt. indlogning)

Del ii: Socialdemokratiet og Venstre

Del iii: Minkkommissionen og tiden frem til valget

Kommunalvalget 2021 for svenskere

Til en begyndelse kan det være værd at bemærke nogle forskelle på dansk og svensk kommunalpolitik, også selv om det lokale selvstyre er centralt i begge lande:

  • De danske kommuner er generelt større end de svenske mht. befolkning
  • Kommunalvalgene i Danmark finder sted adskilt fra folketingsvalgene
  • De danske kommuner styres af en borgmester, som vælges af byrådet for hele valgperioden. Borgmesteren kan kun afsættes i ekstraordinære tilfælde. Borgmesteren understøttes af udvalgsformænd og/eller rådmænd. Systemet med oppositionsborgarråd kendes ikke
  • Borgmestersystemet indebærer partierne kan have to mål for succes: Stemmeandel og antal borgmesterposter
  • Konstitueringerne på kommunalt niveau kan tit føre til usædvanlige konstellationer
  • Regionerne finansieres gennem statslige bloktilskud og har ikke selvstændig ret til skatteudskrivning. Dagsordenen for regionsrådsvalgene er derfor ret begrænset

Resultatet

Efter fintælling og foreløbige konstitueringer ser resultatet for kommunalvalget pr. 19/11 2021 således ud

Det kan tillægges at valgdeltagelsen faldt fra 70,8% til 67,2%

Ved et dansk kommunalvalg er der to forskellige strømninger i spil – den nationale opinion, hvor man regner med at opinionsforskydninger slår igennem med halv kraft på det kommunale niveau, og lokale temaer, som kan gælde alt fra personspørgsmål over kvaliteten af uddannelse og service på lokalt niveau til konflikter inden for kommunens grænser.

Regionerne

Valget til regionsrådene spejler kommunalvalget i stor udstrækning. Det mest bemærkelsesværdige ved valget tirsdag er nok, at Venstre kunne overtage posten som formand for regionsrådet i Nordjylland fra Socialdemokratiet. Her spekuleres også i at Nordjylland i efteråret 2020 blev hårdt ramt af indgrebene mod minkopdrættet i forbindelse med Covid19-pandemien. Til gengæld valgte Radikale Venstre at støtte socialdemokraten Anders Kühnau som formand for Danske Regioner, hvor han afløser V’s Stephanie Lose.

Vinderne

Valgets ene vinder, både målt i stemmeandel og antallet af borgmestre, var Det Konservative Folkeparti, som efterhånden ser ud til at være kommet ud af den lange periode med dårlige valgresultater, som blev indledt ved folketingsvalget i 1998 og forstærket under uroen i partiet frem mod folketingsvalget i 2011. Partiet er normalt ret regionalt baseret med højborge i kommunerne nord for København, men denne gang havde de konservative held til at vinde flere borgmesterposter i Jylland og på Bornholm.

Man bør nok i høj grad søge forklaringerne på den konservative fremgang på vælgerplan på det nationale niveau, hvor partiet i modsætning til Venstre har formået at holde orden internt, også selv om den politiske profil fremstår noget uklar.

Gennem godt forhandlingsarbejde på lokalt niveau formåede partiet desuden at øge antallet af borgmesterposter fra 8 til 12. KF tabte dog den symbolsk vigtige borgmesterpost i Frederiksberg Kommune.

Nye Borgerlige må fremstå som den anden store vinder. Partiet har ikke nogen speciel kommunalpolitisk profil, men nyder godt af den nationale opinion, hvor det har kunnet samle vælgere op fra specielt Dansk Folkeparti.

SF, Enhedslisten og Radikale Venstre kunne også notere fremgange. For RV var valgresultatet utvivlsomt en lettelse eftersom partiet har været præget af usikkerhed om den parlamentariske kurs og afhop krydret med skandalen om den tidligere politiske leder Morten Østergaard. Enhedslisten vandt ganske vist ingen borgmesterposter, men kan notere et gennembrud respektive konsolidering på det lokale niveau. Alle tre partier er desuden bypartier, som henvender sig til akademikere og funktionærer.

Taberne

Dansk Folkeparti var valgets ene store taber, og partiformand Kristian Thulesen Dahl meddelte sin afgang efter valget. Ved valgene i 2013 og 2017 havde DF store forhåbninger om et lokalpolitisk gennembrud, gerne krydret med et antal borgmesterposter, men begge gange gik partiet skuffet ud af valget. Set i bakspejlet kan valget i 2017, hvor partiet også tabte stemmer, ses som et forvarsel om det store sammenbrud, som indtraf ved folketingsvalget i 2019.

Man kan finde flere forklaringer på DF’s krise: Partiet har først og fremmest forsømt politikudviklingen i 2010’erne, ligesom forsøget på at erstatte modstand mod flygtninge og indvandrere med velfærdsnationalisme (og alliancer med Socialdemokratiet) ikke rigtig er lykkedes. Begge temaer har også kun begrænset betydning på det kommunale niveau.

Aktuelt befinder DF sig i noget, der bedst kan betegnes som en eksistenskamp.

Socialdemokratiet fik også et bemærkelsesværdigt dårligt valg. Vi kan her bemærke, at tilbagegangen på nationalt plan blev ekstra kraftig i de store bykommuner: København, Århus, Ålborg og Odense, hvor partiet tabte 10 procentpoint eller mere. Partiet havde heller ikke held med at erobre Esbjerg og Vejle.

Her kan der være grund til at se på udviklingen af partiets profil under Mette Frederiksen. Hvor S traditionelt var et byparti, har ledelsen under Frederiksen dels lagt fokus på vælgere i udkantsområder som fx Vestsjælland, dels angrebet akademikere og sektoren med videregående uddannelser – en vælgergruppe der har en basis i de større byer.

Analysen af folketingsvalget 2019 viste at landlig bevidsthed nu var blevet en vigtig faktor for valget af S, og denne forstækning af skillelinjen mellem by og land – som dels har rod i den økonomiske udvikling, dels i nedmonteringen af lokale offentlige tilbud i forbindelse med strukturreformen af 2007 – kan man se afspejlet i tirsdagens valg.

Socialdemokratiet kunne ganske vist beholde borgmesterposterne i alle de store byer, men risikerer nu konkurrence fra specielt Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti i landets økonomiske kraftcentre. Spørgsmålet er om en retorik og politik, der har angrebet de store byer og deres indbyggere, og som peger tilbage mod tidligere tiders industrisamfund på langt sigt er bæredygtig.

De tilfredse

Venstre kunne notere en mindre tilbagegang, men set i lyset af partiets problemer på det nationale niveau – der har været kraftige opgør om partiets politiske linje, ligesom fremtrædende politikere har forladt partiet – må tilbagegangen synes at være acceptabel. En fremgang på lidt under 2 procentpoint til SF er også tilfredsstillende for et parti, der har stået lidt i skyggen af S og Enhedslisten.

De skæve kommuner

Tendenserne på landsplan blev ikke altid afspejlet på det lokale niveau.

Socialdemokratiet kunne således fejre en bemærkelsesværdig sejr i Holbæk, hvor partiet under Christina Krzyrosiak Hansen – der blev valgt til borgmester i 2017 som kun 24-årig – fik en kraftig fremgang og vandt absolut flertal blandt vælgerne og i byrådet. Krzyrosiak viste sig at være en kompetent borgmester, som i løbet af valgperioden blandt andet fik rettet op på kommunens vaklende økonomi. Holbæk er ganske vist en del af Vestsjælland, som har nydt særlig bevågenhed fra regeringen, men valgresultatet viser, at borgmesterens personlige kompetence også spiller en stor rolle ved kommunale valg.

Modsat tabte de konservative i partiets traditionelle højborg Frederiksberg. Fokus lå umiddelbart på den nu afgående borgmester Simon Aggesen, der gennem lovlige, men i offentlighedens øjne lidt for smarte manøvrer tjente en mindre formue på ejendomshandler, mens han sad i embedet. Den konservative dominans har dog også været udfordret af demografiske forandringer, hvor den traditionelle borgerlige mellemklasse erstattes af yngre højtuddannede.

Kolding og Bornholm kan være eksempler på at evnen til at indgå alliancer er afgørende for borgmesterkandidater. Bornholm har traditionelt været socialdemokratisk styret, men borgmester Thomas Thors var ikke i stand til at holde fast i vælgerne. Det samme gjaldt i øvrigt for Venstre, det andet traditionelt dominerende parti på øen. Selv om Enhedslisten blev det største parti ved valget, hvilket i sig selv var bemærkelsesværdigt, valgte partiet at indgå i en konstitueringsaftale, der gjorde den konservative Jacob Trøst til borgmester

Kolding var udråbt til et præsidentvalg mellem SF’s tidligere formand Villy Søvndal og den landskendte V-politiker Eva Kjær Hansen. Den afgående V-borgmester ville dog ikke udtrykke klar støtte til Kjær Hansen før valget, og her endte konstitueringen med at den konservative Knud Erik Langhoff med støtte fra blandt andet SF blev udset til ny borgmester. Dette passer egentlig ind i et historisk mønster, hvor kandidater udefra ikke er populære lokalt.

København

Til sidst et par ord om København, der i modsætning til Stockholm traditionelt har været en sikker rød by. Overborgmester Frank Jensen, der havde siddet på posten siden 2010 og som ellers blev regnet som et sikkert kort ved valget, måtte forlade posten efter en MeToo-skandale. Den nye kandidat Sophie Hæstorp Andersen havde været formand for Region Hovedstaden, men havde ingen klar københavnerprofil.

Ved valget blev Enhedslisten klart største parti med 24,6% af stemmerne, mens S gik tilbage fra 27,6% til 17,2%. Alle partier til højre for EL havde dog på forhånd erklæret at de ikke ville støtte EL’s spidskandidat som overborgmester, så partiet måtte nøjes med to poster som ressortborgmestre (svarende til borgarråd i Stockholm).

På længere sigt er spørgsmålet om S ved sit fokus på udkantsområder og arbejdervælgere koblet med den hårde retorik mod akademikere og byerhvervene og -kulturen generelt er ved at tabe grebet om de større byer i almindelighed og København i særdeleshed. Tilsvarende er partiets fokus på – eller rettere: mod – indvandrere og flygtninge og uklare position på klima- og miljøområdet et handicap blandt yngre vælgere i byerne.

Kilder

KMDvalg – officiel side med lokale valgresultater

Wikipedia: Kommunal- og regionsrådsvalg 2021 – opgørelse over nationale resultater og fordelingen af borgmesterposter

Mette Frederiksen, akademikere og arbejde

Nogle tanker om Mette Frederiksens udtalelser om akademikere og arbejde, med anledning af regeringens argumenter for at beskære ydelsen til nyuddannede:

Man kan til en begyndelse påpege at politikere arbejder med in- og out-groups og at akademikere – specielt i de større byer – generelt er en out-group hos Socialdemokratiet under Mette Frederiksens ledelse.

Omvendt er der noget i hele historien, som kan sige noget om mere dybtliggende skillelinjer i hvad arbejde er, og hvordan forskellige grupper i befolkningen ser på arbejde.

Lad os begynde med Københavns beskæftigelsesborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard, der også gentagne gange har været ude med angreb på nyuddannede akademikere. Hendes angreb kan bedst forstås ud fra Venstres generelle syn på hvordan arbejdsmarkedet bør fungere:

Venstre er stadig grundlæggende et bondeparti, og i landbruget handler det om at få landarbejdere billigst muligt – faglige kvalifikationer er til gengæld ikke en vigtig parameter. Det vigtigste er at få et udbud der presser lønningerne.

Fra et mere systemisk perspektiv kan man så spørge om en økonomi der hviler på lavtkvalificeret, lavtlønnet arbejdskraft vil være en god ting for Danmarks samlede velfærd – sporene fra Storbritannien efter finanskrisen kan skræmme.

Ser vi på Socialdemokratiet og Mette Frederiksen, er der lidt andre ting i spil. Det handler også om livsformer.

Grundlæggende befinder traditionelle arbejdere sig på et arbejdsmarked der handler om at udveksle tilstedeværelse og løn. Arbejdet er noget man udfører et bestemt sted (idealtypisk: en fabrik), hvor andre bestemmer over rammerne. Sagt lidt forenklet: Man arbejder for at leve.

Man kan næsten sige at der er tale om en livsform hvor man har accepteret og indkorporeret fremmedgørelsen i arbejdslivet. Det Marx i sin tid kritiserede som umenneskeligt, er blevet en socialdemokratisk dyd.

Men hvad så med akademikerne?

Her er det en god idé at se på jobopslag eller Linkedin-profiler. Det er ikke tilstrækkeligt at møde på arbejdet 7.30 og udføre de opgaver, værkføreren sætter én til – man skal være passioneret og brænde for opgaverne.

Lønmodtagerne på denne del af arbejdsmarkedet sælger noget andet end (blot) deres tilstedeværelse: Det vigtige er om man sætter sin faglighed og personlighed på spil i arbejdet. Selvstændighed og udviklingsorientering er centrale værdier.

Det har nogle konsekvenser for hvordan relationerne på arbejdspladserne – og arbejdsmarkedet generelt – kommer til at se ud. Og det var det, Richard Florida tænkte på, da han introducerede begrebet “den kreative klasse”.

I Danmark bliver begrebet konsekvent (og bevidst?) misforstået som en beskrivelse af kunstnere, journalister og kommunikationsfolk, men gider man – i modsætning til danske politikere og debattører – læse hvad Florida skrev, handler det om brancher som it og biotech. Brancher med høj produktivitet og høje krav til uddannelse.

Vi er ovenikøbet også på STEM-området, som politikerne ellers omfatter med stor kærlighed. (Man kan også sige en del kritisk om Florida og teorien om den kreative klasse, men det vil jeg lade ligge her)

Det vigtige her er, at det mindre handler om at arbejdet skal være sjovt, og mere om hvad det er, man som arbejdssøgende skal sælge til en potentiel arbejdsgiver. Det handler mindre om at man vil udvikle og udtrykke sig selv og have det sjovt – og mere om at man er tvunget til det.

Oven i alt dette kommer en række interessante og komplekse spørgsmål om matchning på arbejdsmarkedet, som politikerne med statsministeren hopper let og elegant over. Forskning i søgning og matchning udløste engang en Nobelpris i økonomi.

Så det er måske ikke så sært at politikerne holder sig til at svine arbejdsløse til i stedet for at sætte sig ind i dynamikkerne.

Forresten er der lavet empiriske undersøgelser af hvordan det går nyuddannede akademikere – søg fx hos Danmarks Statistik og DJØF.

Først og fremmest vil en forkortelse af dagpengeperioden for nyuddannede fra to til ét år næppe gøre nogen stor forskel – langt de fleste nyuddannede akademikere er i job efter ét år.

Tilsvarende er nyuddannede der er arbejdsløse i længere tid mere mobile, både sektormæssigt og geografisk. Politikernes myte om de dovne akademikere, der klynger sig til København og Århus holder ikke. (Men hvornår har evidens måske gendrevet politisk behagelige myter?)

Alt dette efterlader stadig nogle spørgsmål om overproduktion af kandidater på nogle områder, ligesom det større spørgsmål om humanioras krise (som ikke kun er et problem i Danmark) også lurer i baggrunden. Men det er en historie til en anden gang.

Nytteaktivering

(Sammenskrivning af en tråd på Twitter fra 8/9)

Hvordan skal vi vurdere forslaget om nytteaktivering af indvandrerkvinder?

Et spørgsmål er hvilke erfaringer der er fra den eksisterende nytteaktiveringsindsats. Der er forsket i det, og resultaterne er … blandede.

Hvis målet er at nyttejobberne skal arbejde hårdt og lære at man ikke har nogen særlig social værdi som kontanthjælpsmodtager, ser ordningen ud til at være mislykket.

Bringer ordningen nyttejobberne tættere på arbejdsmarkedet? Det er et godt spørgsmål.

Men: Sandsynligvis er vores kriterium det forkerte. Vi spørger ud fra en antagelse om aktivering skal forbedre borgernes kvalifikationer. Men det er ikke, og har aldrig været, aktiveringsordningernes centrale mål.

Her skal man se på to effekter, der længe har optrådt i teorier om og studier af aktivering: Sorteringseffekten og motivationseffekten.

Sorteringseffekten handler om at få borgerne til at vende i døren. Tænk fx. på da Peter Brixtofte tilbage i 1980’erne indførte straksaktivering af unge, der søgte kontanthjælp. Det virkede – også selv om vi ikke er sikre på hvor de unge blev af. Men de befandt sig i hvert fald ikke på en offentlig ydelse. Og tanken var at man sorterede dem, der ikke havde åbenlyst behov for kontant understøttelse fra.

Motivationseffekten handler om at få borgere til at framelde sig en offentlig ydelse, når de nærmer sig aktivering. Hvor borgerne bliver af? Det er vi ikke sikre på, men de befandt sig i al fald ikke på en offentlig ydelse. Termen “motivation” kan virke noget orwellsk i sammenhængen, for der er tale om afskrækkelse.

Så forslaget om nyttejob til indvandrerkvinder ligger i forlængelse af en lang tradition for at anvende aktivering som et middel til at afskrække potentielle eller aktuelle modtagere af kontantydelser.

Hvor effektivt er det hele set i et større perspektiv? Det er et godt spørgsmål, for der er store diskussioner om aktiveringsindsatsernes effekter. Men det centrale er, at målet er afskrækkelse, ikke opkvalificering. Og det er det kriterium, vi skal bedømme nytteaktiveringen ud fra.

En familiehistorie: Fra Larsen i Gørlev til Lassen i Åbenrå

Min mormor Johanne Olsen, gift Lassen, som urmagerlærling hos urmager Emborg, Gørlev

I et anfald af prokrastinering har jeg brugt lidt tid de seneste uger på at efterspore nogle af mine forfædre – eller måske skulle man sige formødre. Det er nemlig sådan, at der altid var været en vis ubalance i vores viden om min morfars og min mormors familier og herkomst.

En af min mors kusiner fik i begyndelsen af 1970’erne den gode idé at udspørge min morfar om familien Lassens medlemmer, så der har vi en god oversigt, som rækker tilbage til morfars farfar, og der er både de hårde data og morfars fortællinger om ham selv, hans søskende, hans far og hans brødre. Oldemor Cathrine døde desværre forholdsvis ung i barselsseng, hvorefter oldefar August Georg – der her ses i fuldt bagerudstyr – selv førte huset i Ullerup.

Men den meget korte historie om den slægtsgren er, at de var selvstændige håndværkere på Sydals og Sundeved. Det med det selvstændige håndværk kan man i øvrigt finde helt op i min generation, selv om mange af efterkommerne er flyttet fra Sønderjylland.

Det har ligget lidt tungere at få styr på mormors familie. Et brud mellem min morfar og hans svigermor indebar, at kontakterne bagud var begrænsede. Oldemor besøgte aldrig sin datter og svigersøn i Åbenrå, men mormor og nogle af mine mostre var faktisk på besøg hos oldemor og tipoldefar i Gørlev, mens de levede. Der har været historier og gisninger, men meget er aldrig belagt med hårde data.

Vi ved ikke med sikkerhed, hvad der gik galt mellem morfar og oldemor. Rygtet vil vide, at det handlede om penge – eller snarere ære. Oldemor skal have sendt penge til mormor – for en sikkerheds skyld, så hun kunne klare sig selv. At mormor og morfar, ud over at have et godt ægteskab, havde en god indkomst og væsentligt bedre økonomiske vilkår end oldemor, giver historien en nærmest surrealistisk drejning. Måske var det dybest set to ærekære mennesker, der stødte ind i hinanden under uheldige omstændigheder.

Og måske kan det, vi kan finde frem om oldemor Sidse Maries historie, kaste en smule lys over det hele. Kirkebøgerne fra Gørlev viser, at mormors storebror var født i 1904 af “ugift Sidse Marie Ingeborg Larsen”, mens Jens Kristian Olsen er udlagt som barnets fader. Barnet får da også efternavnet Olsen. I øvrigt stod min tipoldefar Jens Larsen fadder til drengen sammen med den udlagte barnefader Jens Kristian Olsen og Anders Olsen – Jens Kristians fader.

Der indgås ægteskab senere på året, men da min mormor bliver døbt i slutningen af 1905, er forældrene angivet som “separerede ægtefolk Jens Christian (sic!) Olsen og Sidse Marie Ingeborg Larsen”. Forholdet – og ægteskabet – må have været stormfuldt.

Senere tilgængelige folketællinger viser oldemor Sidse Marie som husholder for sin far på husmandsstedet på Slibestenen uden for Gørlev, mens oldefar Jens Christian forsvinder ud af familiesagaen. Han dør som 43-årig i Kalundborg i 1925, sandsynligvis uden andre efterkommere. Man kan antage, at hele forløbet efterlod oldemor med en vis mistillid til mænd, hvilket min pæne og ordentlige morfar så blev ramt af 25 år senere.

Men lad os lige runde oldefar og hans familie. Jens Kristian synes at være en fejlskrivning, idet han andre steder optræder med navnet Jens Christian. Men efternavnet er heller ikke korrekt: Jens Christian og hans far Anders hed nemlig Olsson, for tipoldefar Anders var som yngre udvandret fra Skåne. I Danmark fik Anders tjeneste som karl på herregården Kattrup, hvor han mødte den noget ældre Maren Sofie. Senere forpagtede han et landbrug – sandsynligvis et husmandssted – ved Tømmerup. Efter Maren Sofies død i 1916 finder folketællingerne ham samlevende, men ikke gift, med den lidt yngre Johanne Marie.

Der er meget, som er typisk i denne historie: Landarbejdere – og såmænd også bønder og håndværkere – udvandrede i stor stil fra Sverige i 1800-tallets anden halvdel. Det er nok udvandringen til Amerika, som er mest kendt, men en del danskere – og herunder også jeg og mine fætre og kusiner – kan påberåbe sig svensk afstamning af samme årsager. Pelle Erobreren var jo også søn af en svensk udvandrer.

Går vi bagud i Sidse Maries familie, er det også det typiske, der falder mig i øjnene: Husmænd – eller mere præcis husfæste – der, ud over at leve af jorden ved husmandsstedet, har tjent penge som bødkere og ved at arbejde for landbruget på Ågård ved Gørlev. Det gjaldt tipoldefar Jens Larsen, tiptipoldefar Lars Jensen og tiptiptipoldefar Jens Jensen, som alle let lader sig finde i kirkebøgerne for Gørlev.

Og så er der alligevel nogle detaljer, som fortjener at blive nævnt. Jens Larsen og hans kone Hanne havde fire børn – ud over Sidse Marie var det døtrene Maren Kirstine og Laurine og sønnen Jørgen. Jørgen emigrerede til USA omkring 1905, etablerede sig i Midtvesten under det angliserede navn George Larsen, og hans efterkommere har blandt andet lagt oversættelser af hans bevarede notesbøger ud på en hjemmeside.

På siden finder man desuden noter og billeder fra Georges børnebørns besøg i Danmark – herunder et billede af min mormor som lille pige sammen med hendes storebror, mor og morfar foran husmandsstedet på Slibestenen. Der er også et foto af tipoldemor Hanne. (1)

Jens Larsens liv har en bitter slutning. Kirkebogen meddeler, at han døde for egen hånd som 83-årig i 1937. Men hvorfor? Der er ikke indikationer på psykisk sygdom hos ham eller hans aner – de har levet deres, ofte meget lange, liv på husmandsstedet.

Kunne forklaringen være, at Jens Larsen efterhånden var blevet affældig og ikke længere i stand til selv at tjene til livets opretholdelse ved at arbejde? Ganske vist var aldersrenten blevet indført som en ret for fattige gamle i 1922, men var vejen til socialkontoret helt enkelt for ydmygende for den gamle mand? (2)

Vi kan ikke sige mere ud fra det foreliggende materiale, ud over at han ved folketællingen i 1930 i en alder af 75 år stod opført som landmand og ikke, som den jævnaldrende Anders Olsson i Tømmerup, som aldersrentenyder.

Men vi vil slutte med lidt mere positive toner. Billedet af min mormor øverst i posten er taget, mens hun var urmagerlærling hos urmager Emborg i Gørlev i begyndelsen af 1920’erne. Så mormor fik ikke alene en håndværksuddannelse med svendebrev: Hun var ovenikøbet en af de første kvinder, der blev udlært som urmager.

Her kunne det have været interessant at vide mere om oldemor Sidse Maries rolle i den historie – lagde hun med baggrund i sine egne erfaringer vægt på at mormor skulle kunne klare sig selv økonomisk? Urmager Emborg var høj- og friskolemand, og har måske også været mere åben end de fleste for at give kvinder nye muligheder.

Der er i alle tilfælde et brud med en traditionel kvinderolle, også selv om mormor stoppede med at arbejde som urmager og blev hjemmegående husmor efter ægteskabet med morfar. Her måtte det endelige brud med traditionen vente til min mors generation.

Dog: Mormors livsbane er fascinerende. Den begynder som skilsmissebarn i et fæstet husmandssted uden for Gørlev i en familie, der må trække på forskellige kilder til indkomst, og slutter i veletableret familie i Åbenrå i en moderne villa med spise- og dagligstue, fire soveværelser og ikke mindst køkken og fuldt udstyret badeværelse.

En mere systematisk og omfattende søgning kunne sikkert bringe flere informationer om livsbanerne og flere afdøde og nulevende familiemedlemmer for dagen, men for mig er hovedlinjerne i denne del af familiehistorien nu afdækket tilbage til 1800-tallets begyndelse.

Sidse Marie er der stadig nogle få, der mindes direkte, selv om hendes fødsel ligger 140 år tilbage i tiden, mens Jens Larsen og de tidligere generationer er dækket af historiens tåge: Vi kan måske gætte på, hvordan de var som mennesker, men vi vil aldrig kunne vide det sikkert.

Fortsættes her


(1) Et forsøg på kontakt til Jørgen (George) Larsens amerikanske efterkommere via hjemmesiden gav desværre intet resultat. Sandsynligvis fordi ingen vedligeholder databasen og opsætningerne.

(2) Ved folkepensionens indførelse i 1956 fik Det Radikale Venstre indført, at ældre der kun søgte folkepensionens mindstebeløb kunne sende ansøgningen til kommunalbestyrelsen i stedet for til socialudvalget. Der var tydeligvis et stigma – ikke mindst på landet – ved at modtage aldersrente.

Førtidspension og ressourceforløb (1)

Siden førtidspensionsreformen fra 2013 har specielt ressourceforløbene været udsat for voldsom kritik. Mange historier har fokuseret på meningsløse forløb – man kan fx lave en søgning på “sengepraktik” – og alvorligt syge borgere der efter lange forløb, har fået tilkendt førtidspension kort før deres død. Beskæftigelsesministeriet ser dog situationen i et mere positivt lys, selv om evalueringer viser at der er plads til forbedring af arbejdet med langtidssyge.

Umiddelbart førte implementeringen af reformen til et kraftigt fald i antallet af tilkendte førtidspensioner, men i et længere perspektiv er spørgsmålet, om reformen har ført til et større udbud af arbejdskraft, eller om man står med en ophobning af nye førtidspensionister, som blot har været tvunget ud i en lang omvej i ressourceforløb, inden de kunne få tilkendt pension.

Sandheden er nok mere kompleks, og en evaluering af førtidspensionens og ressourceforløbenes effekter kræver omfattende studier af data samt forløbsundersøgelser, men en hurtig gennemgang af statistikken og fortællingerne om ressourceforløbene kan belyse problematikken om ressourceforløbene. I denne post vil jeg se på lidt grundlæggende statistik om førtidspension og ressourceforløb.

Figur 1

Gennem Statistikbanken kan man finde data for antallet af førtidspensionister siden den oprindelige ordning blev indført som erstatning for invalidepensionen (og enkepensionen) i 1984. Der er nogle inkonsistenser mellem de tre tidsserier, men overordnet kan vi sige, at antallet af førtidspensionister steg fra 1984 til 1994 for derefter at stagnere. Stigningen var i og for sig ventet – førtidspensionen var en bredere ordning end invalidepensionen, ligesom arbejdsmarkedet var presset i slutningen af 1980’erne. Man kan også se, hvordan det kraftige fald i antallet nytilkendte pensioner efter 2013 afspejler sig i det samlede antal pensionister. Faktisk ser vi tendenser til et fald i antallet af pensionister allerede fra slutningen af 1990’erne – muligvis har praksis i tilkendelserne ændret sig i takt med udviklingen på arbejdsmarkedet, ligesom andre ordninger kan have substitueret pensionen for dele af målgruppen.

Figur 2

Databasen i jobindsats.dk giver mere detaljerede tal om førtidspensionisterne. Helt som forventet førte pensionsreformens implementering til et kraftigt fald i antallet af nye pensionister de første år efter 2013, men efter det første chok er vi nu tilbage på noget, der minder om niveauet før pensionsreformen og indførelsen af ressourceforløbene.

Figur 3

Ser vi på hvorfor borgere tilkendes førtidspension, har det hele tiden været psykiske lidelser og forskellige typer af sygdomme i bevægeapparatet (knogler, muskler og bindevæv), som stod ud som de største grupper, målt efter hoveddiagnose.* Diskussionen om de såkaldte sengepraktikker er mest relevant for den sidste gruppe, mens situationen for borgere med psykiske sygdomme måske har fået mindre opmærksomhed.

(*Man skal her være opmærksom på at der er tale om hoveddiagnoser. En borger kan altså sagtens høre hjemme i flere grupper samtidigt, ligesom afgrænsningen mellem grupperne ikke nødvendigvis er knivskarp over tid)

Figur 4

Man kan illustrere udviklingen for undergrupperne på lidt forskellige måder. Figur 4 viser, at andelen af borgere med psykiske lidelser som hoveddiagnose lå på omkring 50% af tilkendelserne inden 2013, men at den faldt til omkring 40% umiddelbart efter reformens ikrafttræden. Sagt lidt firkantet blev det relativt sværere at få førtidspension på grund af psykisk sygdom i årene efter 2013, men effekten er gradvis klinget af. I et kommende indlæg vil jeg se lidt mere på argumentationen omkring indsatsen for borgere med psykiske lidelser i forbindelse med reformen.

Figur 5

I figur 5 har jeg prøvet at beregne udviklingen i tildelinger for de forskellige grupper med udgangspunkt i status for 2004. For overskuelighedens skyld har jeg fremhævet de to største grupper. Man kan se, hvordan det specielt var gruppen med psykiske lidelser som hoveddiagnose, der drev udviklingen frem mod 2013. Både gruppen med psykiske lidelser og sygdomme i bevægeapparatet viser nogle kraftige fald efter 2013, og ud fra figuren bliver fokus på “sengepraktikkerne” mere forståelig, idet antallet af borgere med tilkendt førtidspension i gruppen med sygdomme i bevægelsesapparatet i årene efter reformen lå på 20-40% af hvad det havde gjort inden. Igen kunne man spørge om forholdene for gruppen med psykiske lidelser har været noget underbelyst.

Figur 6

Ressourceforløbene har fyldt meget i debatten om førtidspensionen, men der kan være grund til at bemærke at gruppen målt i antal fuldtidspersoner ikke er specielt stor – der er tale om 20.000-25.000 personer på heltidsbasis. Jeg har lagt antallet af sygedagpengemodtagere omregnet til fuldtidspersoner ind som perspektivering.*

(*Eftersom de fleste sygedagpengeforløb er forholdsvis korte, er antallet af borgere der modtager sygedagpenge i løbet af et år væsentligt højere)

Figur 7

Ser man på antallet af førtidspensionister i forhold til arbejdsstyrken – her er tanken at arbejdsstyrken gennem skatterne (direkte og indirekte) betaler de offentlige forsørgelsesydelser, er den politiske bekymring over førtidspensionen mere forståelig. Inden reformen svarede antallet af førtidspensionister til cirka 9% af arbejdsstyrken – i årene efter reformen faldt andelen til lidt over 7% i 2018 for stå at stige igen i de seneste år, mens antallet af borgere i ressourceforløb ligger ret stabilt lidt under 1%.

Men sammenfattende kan man sige, at førtidspensionsreformen fra 2013 var designet til at beskære antallet (og andelen) af førtidspensionister og samtidig øge udbuddet af arbejdskraft. Udviklingen i de seneste år rejser dog spørgsmålet, om (eller rettere: i hvilken udstrækning) de nye regler om tilkendelse af førtidspension og indførelsen af ressourceforløbene varigt har begrænset tilgangen til førtidspensionen og øget udbuddet af arbejdskraft. Jeg vil se på nogle af disse perspektiver i et senere indlæg.

Kilder: Statistikbanken og Jobindsats.dk