Førtidspension og ressourceforløb (1)

Siden førtidspensionsreformen fra 2013 har specielt ressourceforløbene været udsat for voldsom kritik. Mange historier har fokuseret på meningsløse forløb – man kan fx lave en søgning på “sengepraktik” – og alvorligt syge borgere der efter lange forløb, har fået tilkendt førtidspension kort før deres død. Beskæftigelsesministeriet ser dog situationen i et mere positivt lys, selv om evalueringer viser at der er plads til forbedring af arbejdet med langtidssyge.

Umiddelbart førte implementeringen af reformen til et kraftigt fald i antallet af tilkendte førtidspensioner, men i et længere perspektiv er spørgsmålet, om reformen har ført til et større udbud af arbejdskraft, eller om man står med en ophobning af nye førtidspensionister, som blot har været tvunget ud i en lang omvej i ressourceforløb, inden de kunne få tilkendt pension.

Sandheden er nok mere kompleks, og en evaluering af førtidspensionens og ressourceforløbenes effekter kræver omfattende studier af data samt forløbsundersøgelser, men en hurtig gennemgang af statistikken og fortællingerne om ressourceforløbene kan belyse problematikken om ressourceforløbene. I denne post vil jeg se på lidt grundlæggende statistik om førtidspension og ressourceforløb.

Figur 1

Gennem Statistikbanken kan man finde data for antallet af førtidspensionister siden den oprindelige ordning blev indført som erstatning for invalidepensionen (og enkepensionen) i 1984. Der er nogle inkonsistenser mellem de tre tidsserier, men overordnet kan vi sige, at antallet af førtidspensionister steg fra 1984 til 1994 for derefter at stagnere. Stigningen var i og for sig ventet – førtidspensionen var en bredere ordning end invalidepensionen, ligesom arbejdsmarkedet var presset i slutningen af 1980’erne. Man kan også se, hvordan det kraftige fald i antallet nytilkendte pensioner efter 2013 afspejler sig i det samlede antal pensionister. Faktisk ser vi tendenser til et fald i antallet af pensionister allerede fra slutningen af 1990’erne – muligvis har praksis i tilkendelserne ændret sig i takt med udviklingen på arbejdsmarkedet, ligesom andre ordninger kan have substitueret pensionen for dele af målgruppen.

Figur 2

Databasen i jobindsats.dk giver mere detaljerede tal om førtidspensionisterne. Helt som forventet førte pensionsreformens implementering til et kraftigt fald i antallet af nye pensionister de første år efter 2013, men efter det første chok er vi nu tilbage på noget, der minder om niveauet før pensionsreformen og indførelsen af ressourceforløbene.

Figur 3

Ser vi på hvorfor borgere tilkendes førtidspension, har det hele tiden været psykiske lidelser og forskellige typer af sygdomme i bevægeapparatet (knogler, muskler og bindevæv), som stod ud som de største grupper, målt efter hoveddiagnose.* Diskussionen om de såkaldte sengepraktikker er mest relevant for den sidste gruppe, mens situationen for borgere med psykiske sygdomme måske har fået mindre opmærksomhed.

(*Man skal her være opmærksom på at der er tale om hoveddiagnoser. En borger kan altså sagtens høre hjemme i flere grupper samtidigt, ligesom afgrænsningen mellem grupperne ikke nødvendigvis er knivskarp over tid)

Figur 4

Man kan illustrere udviklingen for undergrupperne på lidt forskellige måder. Figur 4 viser, at andelen af borgere med psykiske lidelser som hoveddiagnose lå på omkring 50% af tilkendelserne inden 2013, men at den faldt til omkring 40% umiddelbart efter reformens ikrafttræden. Sagt lidt firkantet blev det relativt sværere at få førtidspension på grund af psykisk sygdom i årene efter 2013, men effekten er gradvis klinget af. I et kommende indlæg vil jeg se lidt mere på argumentationen omkring indsatsen for borgere med psykiske lidelser i forbindelse med reformen.

Figur 5

I figur 5 har jeg prøvet at beregne udviklingen i tildelinger for de forskellige grupper med udgangspunkt i status for 2004. For overskuelighedens skyld har jeg fremhævet de to største grupper. Man kan se, hvordan det specielt var gruppen med psykiske lidelser som hoveddiagnose, der drev udviklingen frem mod 2013. Både gruppen med psykiske lidelser og sygdomme i bevægeapparatet viser nogle kraftige fald efter 2013, og ud fra figuren bliver fokus på “sengepraktikkerne” mere forståelig, idet antallet af borgere med tilkendt førtidspension i gruppen med sygdomme i bevægelsesapparatet i årene efter reformen lå på 20-40% af hvad det havde gjort inden. Igen kunne man spørge om forholdene for gruppen med psykiske lidelser har været noget underbelyst.

Figur 6

Ressourceforløbene har fyldt meget i debatten om førtidspensionen, men der kan være grund til at bemærke at gruppen målt i antal fuldtidspersoner ikke er specielt stor – der er tale om 20.000-25.000 personer på heltidsbasis. Jeg har lagt antallet af sygedagpengemodtagere omregnet til fuldtidspersoner ind som perspektivering.*

(*Eftersom de fleste sygedagpengeforløb er forholdsvis korte, er antallet af borgere der modtager sygedagpenge i løbet af et år væsentligt højere)

Figur 7

Ser man på antallet af førtidspensionister i forhold til arbejdsstyrken – her er tanken at arbejdsstyrken gennem skatterne (direkte og indirekte) betaler de offentlige forsørgelsesydelser, er den politiske bekymring over førtidspensionen mere forståelig. Inden reformen svarede antallet af førtidspensionister til cirka 9% af arbejdsstyrken – i årene efter reformen faldt andelen til lidt over 7% i 2018 for stå at stige igen i de seneste år, mens antallet af borgere i ressourceforløb ligger ret stabilt lidt under 1%.

Men sammenfattende kan man sige, at førtidspensionsreformen fra 2013 var designet til at beskære antallet (og andelen) af førtidspensionister og samtidig øge udbuddet af arbejdskraft. Udviklingen i de seneste år rejser dog spørgsmålet, om (eller rettere: i hvilken udstrækning) de nye regler om tilkendelse af førtidspension og indførelsen af ressourceforløbene varigt har begrænset tilgangen til førtidspensionen og øget udbuddet af arbejdskraft. Jeg vil se på nogle af disse perspektiver i et senere indlæg.

Kilder: Statistikbanken og Jobindsats.dk

Ejere og lejere

Uanset hvordan det går med økonomien i øvrigt, har priserne på boligmarkedet fortsat deres himmelflugt det seneste år. I det hele taget synes fast ejendom at have været langt det bedste valg at foretage investeringer i de sidste tyve år.

En del af forklaringerne på de generelle prisstigninger skal findes i det lave (og faldende) renteniveau, en anden i skattemæssige begunstigelser, specielt under Venstre-regeringerne 2001-2011. Endelig bør man også tage i betragtning, at et begrænset udbud af ejerboliger under corona-krisen er med til at holde priserne oppe.

Men ser man på den historiske statistik, er der ved at ske noget på det danske boligmarked. I en tidligere post undrede jeg mig over europæiske data der tydede på et kraftigt fald i andelen af boligejere i Danmark, men ser man på danske tal, synes udviklingen at være klar nok: Antallet af danskere, der bor i en ejerbolig, har været nogenlunde konstant siden 1980’erne, mens antallet, der bor til leje, er steget.

Forandringen kan illustreres med data fra Danmarks Statistik for perioden 1981-2006 samt 2010-2020:

Det samlede boligbyggeri har varieret en hel del gennem tiden, både hvad angår det samlede antal nybyggede boliger og fordelingen på forskellige boligformer. Nu er det ikke så enkelt at parcelhuse og rækkehuse er ejerboliger og etageboliger er lejeboliger, men 2010’ernes byggeboom har klart været inden for etageboligerne:

Sagt lidt forenklet, havde etageboligerne en første storhedstid i perioden 1950-1970 (hvilket også svarer meget godt til udbygningen af den almennyttige boligsektor), mens perioden 1960-1980 var parcelhusets årtier. Lejlighedsbyggeriet var ti år om at kollapse, mens sammenbruddet for parcelhusbyggerier kom i løbet af få år i slutningen af 1970’erne.

2000-årenes byggeboom var i virkeligheden ret beskedent, mens byggeriet af lejligheder efter 2015 har set et opsving på linje med 1960’ernes højkonjunktur.

Uddannelse i 100 år: Fra et folk af ufaglærte til et broget mønster

Danmarks Statistik har offentliggjort den seneste opgørelse over befolkningens uddannelsesstatus. Grafen for perioden 2010-2020 giver et interessant indblik i, hvor dramatiske udviklingerne på uddannelsesområdet – og her specielt de kompetencegivende uddannelser – har været i de seneste årtier.

Når man ser grafen, skal man specielt være opmærksom på, at de ældste generationer på arbejdsmarkedet i 2010 var født i begyndelsen og midten af 1940’erne og uddannet i 1950’erne og første halvdel af 1960’erne. I 2020 er de ældste generationer født i første halvdel af 1950’erne og uddannet i 1960’erne og første halvdel af 1970’erne. Uddannelseseksplosionen har sat sine tydelige spor.

Det kan være sjovt at gå lidt længere tilbage i tiden. Tager man de forskellige opgørelser fra 1991 og frem, kan man se, hvordan arbejdsstyrken er gået fra at være overvejende ufaglært til at være domineret af faglærte og forskellige videregående uddannelser. For overskuelighedens skyld har jeg taget de yngste årgange (15-29 år) ud af figurerne – også med den tanke at vi ser noget der ligner den endelige fordeling, når folk er fyldt 30 år.

Figuren for 1991 viser et arbejdsmarked der er meget forskelligt fra det nuværende. Den typiske dansker årgang 1922 sluttede således sin formelle uddannelse med grundskolen, mens hans eller hendes børn, født i 1940’erne, typisk fik en erhvervsuddannelse. Her fandt der da også en kraftig udbygning af erhvervsskoleområdet sted i efterkrigstiden.

1991: Ældste generation er født 1922-1926
2001: Ældste generation er født 1932-1936
2011: Ældste generation er født 1942-1946

Der har været talt meget om erhvervsuddannelsernes krise de seneste år, og opgørelsen for 2020 viser da også, at antallet (og andelen) med erhvervsuddannelse som højeste uddannelse er faldet for de yngre generationer – her generationerne der er født i 1970 og senere. Til gengæld har vi set en vækst for de lange videregående uddannelser.

Så lidt forenklet kan man sige at hvis den typiske dansker årgang 1922 var ufaglært og årgang 1942 faglært, er billedet mere broget når vi ser på generationerne der er født i 1970’erne og 1980’erne: For de yngre generationer udgør faglærte og folk med mellemlange og lange videregående uddannelser næsten lige store andele af befolkningen på arbejdsmarkedet.

2020: Ældste generation er født 1951-1955

Danmarks Statistik har i øvrigt også opgjort den geografiske fordeling af uddannelsesniveauet. Her, som på mange andre områder, fremstår Vestsjælland og Lolland-Falster som et område, der afviger fra det generelle mønster i Danmark. Lokalt er der dog også bemærkelsesværdige forskelle – idet kommunerne omkring København bedst kan sammenlignes med kvarterer i Odense, Ålborg og Århus. Hvis man vil lave en helt retvisende sammenligning af kommunerne, bør man dog også tage forskellene i befolkningernes aldersmæssige sammensætning i betragtning.

Den radikale krise: Årsager og mulige løsninger

Det Radikale Venstre er i krise. Set i et radikalt perspektiv er det umiddelbart en lidt speciel krise, for partiet står ganske vist til en tilbagegang set i forhold til valget i 2019, men har stadig en historisk set respektabel andel af vælgerne bag sig.

Problemet ligger et andet sted: På den parlamentariske arena, hvor Socialdemokratiet har haft held til at neutralisere partiets indflydelse, ikke kun på integrationsområdet, men også inden for den økonomiske politik. Og selvfølgelig på den interne arena, hvor Morten Østergaard blev fældet på grund af sin optræden over for kvindelige partifæller, mens Sofie Carsten Nielsens håndtering af sagen både før og efter Østergaards fald har været præget af usikkerhed.

Den almindeligt accepterede forklaring blandt politiske kommentatorer er, at de radikale med deres forsvar for en retsbaseret (eller libertær) politik har placeret sig på en ekstrem position på den værdipolitiske dimension, hvor medianen i dansk politik efter 25 års tiltagende stramning ligger meget tæt på den autoritære pol, jf. Socialdemokratiets strategi om at lægge sig tæt op ad eller over Dansk Folkeparti på integrationsområdet.

Observationen er på den ene side korrekt – de radikale står alene med Enhedslisten (og resterne af Alternativet) på den libertære side, mens alle andre partier kæmper om at fremstå som mest autoritære på området – men den er på den anden side ufuldstændig: En opgivelse af den libertære integrationspolitik vil ikke nødvendigvis styrke den radikale position. Vi er også nødt til at se på den økonomiske politik, for den er historisk set vigtigere for partiet.

For at uddybe argumentet vil jeg gå tilbage i historien – både dansk politiks og min egen.

Da jeg i sin tid for mange år siden arbejdede på det som blev min PhD-afhandling, studsede jeg over forholdet mellem Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres positioner på velfærdsområdet i 1950’erne og 1960’erne.

Selv om de eksperter som introducerede tankerne bag de socialpolitiske reformer i efterkrigstiden, havde en tæt tilknytning til Socialdemokratiet, var de radikale på det parlamentariske plan ofte hurtigere end socialdemokraterne til at sætte den universelle socialpolitik i centrum.

En mulig forklaring kunne være, at Socialdemokratiet på forskellig vis var bundet op på hele det organisatoriske element i den eksisterende politik (a-kasser, sygekasser), en anden at partiets primære politiske mål var at skabe lige vilkår for arbejderklassen og middelklassen, mens underklassens vilkår (for nu at anvende den typologi AE-rådet senere har udviklet) var mindre central for socialdemokraterne.

Her stod de radikale mere frit interessemæssigt – partiet repræsenterede middelklasseinteresser og havde også et andet syn på social integration.

Men set i bakspejlet vil jeg lægge én faktor oveni: Det Radikale Venstre har en tradition for at placere sig, hvor den intellektuelle konsensus, eller ortodoksi, ligger.

I 1950’erne og 1960’erne var det keynesianisme og universelle velfærdspolitikker. I 1980’erne og 1990’erne var det omvendt nyliberalisme (taget som bred betegnelse) og inflationsbekæmpelse som kom i centrum.

Mit gæt er, at der er en ret god overensstemmelse mellem skiftene i OECD’s orientering og radikal politik. Og det er i det perspektiv ikke tilfældigt, at partiet kom ud i en livstruende lederkrise i midten af 1970’erne, hvor skiftet fra efterkrigstidens konsensus endnu ikke var fuldført.

Fogh Rasmussen-regeringernes økonomiske politik i 00’erne har været genstand for diskussion – de radikale var kraftige modstandere af regeringernes integrationspolitik, men man bør ikke glemme at Fogh faktisk førte pro-cyklisk finanspolitik i årene op til finanskrisen. Det var også et forhold der gjorde Fogh til Danmarks farligste mand set med radikale briller.

I perioden efter finanskrisen kunne de radikale igen spille rollen som ortodoksiens håndhævere med forløbet omkring dagpengeperiodens afkortning som det symbolske højdepunkt. Her var afstanden til Lars Løkke på de økonomisk-politiske område betydeligt kortere end afstanden til Fogh.

Den stramme budgetstyring og den hårde moderniseringspolitik som blev sat i værk under Thorning-regeringen passede fint ind i OECD-perspektivet. At det også var en måde at underminere SF på hører med i billedet.

Men skruer vi tiden frem til 2021, er situationen mindre entydig. 1980’ernes nyliberale dagsorden synes at være udtømt i 2020’erne, på samme måde som keynesianismen var løbet tør for kraft i 1970’erne.

Det gør det svært for de radikale at orientere sig politisk, for partiet har brug for en intellektuel ortodoksi at læne sig op ad. Indtil videre har Socialdemokratiet kunne besætte den politiske midte, også selv om partiets økonomiske dagsorden kan være svær at få øje på og mere virker nostalgisk og bagudskuende end fremadrettet.

Måske kan en løsning være at de radikale griber bedre fat i den uddannelses- og opkvalificeringsdagsorden, som fx Nina Smidt har givet antydninger af. Det kan blive det næste dominerende paradigme i den økonomiske politik. Her skal de radikale se bredere end blot på de akademiske uddannelser, og også komme med tydeligere bud på udviklingen af hele erhvervsuddannelsesområdet og efteruddannelsesområdet.

Der skal på længere sigt mere til end individuelle uddannelseskonti (som bliver svære at sælge til Socialdemokratiet) og en alternativ læreruddannelse, som blot bliver aflad for at partiet har stillet sig bag en stram statslig topstyring af skoleområdet. Partiet må sandsynligvis også arbejde på og formidle en bredere forståelse af det kreative element i uddannelse, udvikling og produktion. Dette kunne være kærnen i en håndtering af den aktuelle radikale krise.

Mette Stalin – eller kunsten at sidestille ting der ikke kan sidestilles

Berlingskes erhvervsredaktør Thomas Bernt Henriksens klummer er ofte fascinerende læsning – relevante temaer blandes med nogle besynderlige fejlskud og overdrivelser. Måske skal man sige, at etablerede medier kan lige så godt som de sociale medier i den polemiske genre?

Men – kan man problematisere den måde, Socialdemokratiet bedriver historieskrivning på?

Jo, det kan man i høj grad – det er bemærkelsesværdigt, hvordan nogle-og-tredive års socialdemokratisk historie fuldstændig udviskes eller affærdiges som et historisk fejltrin, og hvordan Frederiksens ideologiske garde systematisk har opbygget et nostalgisk billede af Det Ægte Socialdemokrati fra dengang det blev ledet af En Rigtig Arbejder – Anker Jørgensen, hvis nogen tvivler. Men fortæl for guds skyld ikke Tesfaye, Dybvad mfl. at Jørgensen læste digte (GYS!), og oven i købet modernistiske digte (DOBBELT GYS OG KORSETS TEGN!!). Eller at Jørgensen var formand for S i 1983, hvor den-der-lov-I-ved-nok-blev-vedtaget.

Men – kan man så sidestille den frederiksenske historieskrivning med Stalins?

Mig bekendt lever Helle Thorning og Bjarne Corydon i bedste velgående. Og Corydon kan vist oven i købet udtale sig offentligt uden frygt for natlige forsvindinger eller nakkeskud.

At Frederiksens brug af propagandainstrumenter (Facebook, Instagram, Aftenshowet) og afvisning af at stille sig til rådighed for kritisk debat er betænkelig, hører med i sammenhængen. Men vi er dog stadig et godt stykke vej fra Lubjanka-fængslet.

Er det så ok, at S tager afstand fra den økonomiske politik, der blev ført efter finanskrisen?

Modspørgsmål – hvordan ville dagens V- og KF-politikere mon reagere hvis man stillede dem til ansvar for VKR-regeringens politik? At S behændigt glemmer sin egen rolle 2011-2015 bør give anledning til almindelige politiske drillerier, og S’ ledelse skal naturligvis forsvare at partiet har skiftet politik. Dette gælder alle politiske partier.

Endelig er der et tema, Thomas Bernt Henriksen ikke adresserer, nemlig den omfattende diskussion, der føres både politisk og akademisk, om hvorvidt den økonomiske politik, Danmark og andre lande slog ind på fra 2010, var for stram og dermed forsinkede opsvinget efter finanskrisen væsentligt til skade for økonomien i almindelighed og beskæftigelsen i særdeleshed. Den socialdemokratiske glemsomhed kan ses som et politisk svar i denne diskussion – også selv om det er et svar, man ikke nødvendigvis finder korrekt eller tilfredsstillende, eller selv om man finder den måde, svaret bliver præsenteret på, problematisk.

Asger Aamund og antipolitikken

Asger Aamund har længe været fast inventar i medierne – herunder Mads og Monopolet og Berlingskes debatsektion – med kommentarer til alle mulige samfundsfænomener. Det er i sig selv ikke bemærkelsesværdigt: Mere interessant er, at Aamund selv efter 6. januar er én af de få danskere som støtter og forsvarer Donald Trump.

Carsten Fogh Nielsen har i en tråd på Twitter pillet Aamunds argumentation med hensyn til 6. januar fra hinanden og vist, at den ikke hænger sammen, men jeg mener, at der er mere ved fænomenet Aamund, som er værd at kigge på.

Først og fremmest synes nogen i medierne, at Aamund er værd at give taletid: Berlingske (og Jyllands-Posten mv) har debatredaktører. Så uanset om Aamunds argumentation er logisk sammenhængende eller ej, må der være et publikum – eller i internettets tidsalder: klik – til udtalelserne. Noget af engagementet kommer sikkert fra folk, der synes Aamund er helt til hest, men en hel del læsere vil sikkert nikke anerkendende til påstandende.

Her kom jeg i tanke om at jeg for en del år siden læste en af tidligere konservative finansminister Poul Møllers bøger om hans liv i politik. Her skrev Møller, at den mest fjendtlige modtagelse han fik som politiker mærkeligt nok ikke var fra politiske modstandere. Ved valgmøder i B&W’s kantine bestod publikum af kommunister og socialdemokrater, der nok kunne give Møller svar på tiltale, men indstillingen var noget i retning af “han er en af modstanderne, men det er politik, det handler om, så vi tager debatten”. I de lokale Rotary-klubber var stemningen snarere “han siger ganske vist at han én af os, men han er politiker, og dem har vi grundlæggende ingen respekt for”.

Aamund hører som person hjemme i Rotary-segmentet (her er det mindre vigtigt om han er med i Rotary eller ej), og det er værd at overveje forholdet mellem politik og erhvervsliv mere generelt. Jeg har gennem tiden læst et utal af interviews i erhvervssektioner med erhvervsledere, der har præsenteret sig således: “Jeg er Den Stærke Leder, der Skærer Igennem og Bestemmer (og i øvrigt burde samfundet ledes på samme måde uden hensyn til politisk kævl)”.

Den indstilling passer dårligt til den politiske verden, hvor forhandlinger og kompromisser er helt essentielle: Samfund er konfliktfyldte, og en af det politiske systems – og politikernes – vigtige opgaver er at integrere og balancere forskellige interesser. Man kan sige at politikken og erhvervslivet er forskellige systemer, der opererer efter forskellige koder. Politisk ledelse og erhvervsledelse er to forskellige ting.

Men forestillingen om politik og politikere som noget fejlbehæftet synes at være stærk i Aamund-segmentet. Man kan pege på at erhvervsledere gennem tiden ved forskellige lejligheder har interveneret i dansk politik for at få politikere erstattet med erhvervsledere eller i det mindste “upolitiske” figurer – spillet omkring Påskekrisen 1920 eller Højgaardkredsens intriger i 1940 kan være eksempler. Hvis Aamund kan fremstå som en smule løjerlig, er det fordi han ikke er en H.N. Andersen eller A.P. Møller. (Det skal her nævnes at det danske erhvervsliv har et tæt samarbejde med det politiske system gennem de forskellige interesseorganisationer, så der er også en accept i miljøet af modparten, og af at man har modparter, der spiller efter andre regler).

Der kan være mange gode grunde til at man ikke foretrækker en demokratisk eller en socialdemokratisk ledet regering – Danmark har som de fleste europæiske lande oppositionspartier der står på markedsøkonomiens og det liberale demokratis grund, mens forholdet er mere problematisk i USA. Problemet opstår, når man støtter en leder eller en politisk bevægelse, der som Donald Trump og Republikanerne underminerer centrale aspekter af det liberale demokrati.

Jeg vil hævde, at der er et rationale i Asger Aamunds fortsatte støtte til Donald Trump. Trump fremstår jo netop som den Succesrige Forretningsmand, der fejer alle de kævlende, kompromissøgende politikere af banen. Med Trump kan erhvervslivet desuden underkende politikkens gyldighed. Netop det det antipolitiske segment i erhvervslivet drømmer om.

Drømmen er så i øvrigt stærk, at Aamund overser at Trump faktisk ikke var en specielt succesrig forretningsmand – men han var god til at iscenesætte sig som sådan. Det er ikke noget tilfælde at det var et reality-tv-program var det, som bragte Trump det sidste stykke af vejen helt frem på den nationale arena. Og hvad kendetegner måske en Stærk Leder bedre end at han kan afslutte en seance med at råbe “DU ER FYRET”?

For at sammenfatte er min påstand, at Asger Aamunds argumentation ikke hænger sammen, fordi Trump er et idealbillede som Aamund projicerer sin antiparlamentariske og antipolitiske position på. Aamund går ud fra konklusionen at USA (og dermed også Danmark) skal ledes af en Stærk Leder fra Erhvervslivet, som ikke behøver tage sig af alt muligt kævl, og så søger han efter de brokker, der kan understøtte den. Det bliver lidt som et byggeri uden fundament og med vinduer der hænger frit i luften.

Aamund er også en påmindelse om et bredere fænomen i politik: Vi tænker som regel at støtten til antipolitiske standpunkter findes i marginaliserede kredse – jf. diskussionen af DF som udkantens parti. Det er ikke i sig selv forkert, men billedet er nok mere komplekst. Vi kan også finde tilsvarende positioner i elitekredse – men uden for den etablerede politiske elite. At Danmark med først Liberal Alliance og senest Nye Borgerlige har fået partier, der prøver at samle et borgerligt, antipolitisk segment op, kan også ses i dette perspektiv.

Nytårssjov i Venstre: Løse betragtninger

Altsammen i løs rækkefølge. Der er stof til adskillige artikler, hvis nogen har lyst

1. Det er ekstremt sjældent at tidligere danske statsministre forlader deres parti. Før Løkke skal vi tilbage til Knud Kristensen.

2. Knud Kristensens ustyrlige Sydslesvigpolitik gav forresten Venstre en stor valgsejr i 1947. Desværre på bekostning af V’s potentielle samarbejdspartnere. Så blev socialdemokraten Hans Hedtoft statsminister. (Det med at vinde på samarbejdspartnernes bekostning var noget Poul Hartling gentog i 1975. Der blev Anker Jørgensen statsminister)

3. Venstre har gennem tiden overlevet flere alvorlige kriser.

3a. I 1905 fik J.C. Christensen presset de byliberale (og nogle husmænd) ud – men trods ihærdige forsøg fik han ikke taget livet af de radikale.

3b. 1908-1910 bød på to år med totalt opbrud i partiet. Tæller vi de radikale med, var der valg som bød på fire Venstre-fraktioner. Roen lagde sig efter et forsvarsforlig, og fra 1910 havde Venstre kun én Rigsdagsgruppe.

3c. 1930’erne var en lang krisetid for partiet. Den parlamentariske ledelse måtte dels kæmpe med LS og Bondepartiet, dels Th. Madsen-Mygdal, der nok havde forladt Rigsdagen, men stadig sad som meget højlydt landsformand.

3d. Perioden 1960-1990 var én lang stagnationsperiode for Venstre. Alle regnede med at de konservative permanent ville overtage rollen som det dominerende borgerlige parti. Det tog Uffe Ellemann og co. fire-fem år at få deres projekt til at køre.

4. Sammenfattende skal man ikke undervurdere betydningen af en stærk partiorganisation med tilhørende talentrekruttering.

5. Venstres ledelse har været præget af intern ballade under Løkke (kamp med Kristian Jensen) og Ellemann (kamp med Støjberg). Hvor mange partier ville have overlevet ti år i den situation?

6. Ser vi på Lars Løkke, er hans habitus fascinerende. Uanset al snak om “Lille Lars fra Græsted” har han altid opført sig med en meget stærk sense of entitlement. Sådan en type er svær at have gående rundt.

6a. Løkke vil dog efterlade et par blivende aftryk på Danmark: Strukturreformen (hvis mål var at gøre velfærdsstaten til et supermarked for mellemklassen) og afskaffelsen af efterlønnen.

6b. Og i perioden 2015-2019 fik han vist at hverken LA eller DF rigtigt havde noget tøj på.

7. Inger Støjberg er også et fascinerende fænomen. Se tidligere blogpost. Men kort sagt vil jeg beskrive hende som en politiker hvis eneste kompetence er mobilisering.

8. Drømmen om den upolitiske regering (S-V, S-K, Martin Lidegaard, etc) er gammel. Den har aldrig haft nogen gang i virkeligheden. Det samme gælder drømmen om det upolitiske parti. (Sidst det blev forsøgt var i 2007 med Ny Alliance)

9. Hvis anti-integrationspolitik har været det gennemgående tema i dansk politik i 2000-tallet, så vandt Venstre (og DF) både slagene og krigen. Men det ser ud til at S har vundet freden ved at lægge sig til højre for DF. Det giver problemer for V og DF.

10. I det hele taget finder kampene i dansk politik anno 2021 sted i retning mod den autoritære pol (eller det værdipolitiske højre). Og ser vi på den kvadrant der rummer økonomisk og værdipolitisk højre, er fragmenteringen bemærkelsesværdig. Det minder lidt om venstrefløjen i 1970’erne.

10a. Men er der brug for/efterspørgsel efter endnu et parti i den kvadrant?

10b. Hvis vi vil lede efter politisk hjemløse i dansk politik, er det de grønne borgerlige, eller Connie Hedegaard-segmentet (værdipolitisk centrum-venstre, økonomisk højre). Segmentet udgør vist en cirka 5-10% af vælgerkorpset, men dækkes ikke af noget parti, efter at KF helt har opgivet den linje under Søren Pape, men går efter den autoritære borgerlighed.

11. Hvis jeg var Jakob Ellemann, ville jeg først tage en ordentlig whisky og fejre at jeg var sluppet af med to destruktive bagsædechauffører. Og efter en god nats søvn begynde arbejdet med at få formuleret et politisk projekt – også selv om 15% af vælgerne i første omgang er et realistisk mål.

12. Hvis jeg var politisk redaktør, ville jeg få mine journalister til at kontakte folk i Holland.

Inger Støjberg: En forestilling

I forbindelse med offentliggørelsen af Instrukskommissionens delberetning har Inger Støjberg igen domineret mediernes overskrifter. Selv om beretningens konklusioner næppe kommer belejligt for Støjberg, er overskrifterne et sted hun gerne befinder sig, og hun har siden sit gennembrud som Venstres politiske ordfører i 2007 konstant befundet sig i første række i dansk politik.

Støjberg er blevet beskrevet som en dansk pendent til Donald Trump. Det er en karakteristik, som er forståelig, men som også viser et manglende kendskab til dansk og europæisk højrefløjspolitik.

Først og fremmest dukkede Donald Trump først for alvor op på den amerikanske politiske scene i 2015-2016, mens Støjberg har været folketingsmedlem siden 2001 og som sagt i forreste række siden 2007. Så hvis nogen har efterlignet nogen, skulle det snarere være Trump, der havde ladet sig inspirere af Støjberg. (Selv har jeg altid opfattet Sarah Palin som den mest oplagte amerikanske parallel).

Omvendt er karakteristikken forståelig, fordi begge politikere repræsenterer en højrepopulistisk linje, der har vundet stort gennemslag i både europæisk og amerikansk politik. Trumps og Støjbergs forkærlighed for orange (i Trumps tilfælde er den måske snarere en bivirkning af overdreven anvendelse af selvbruner end en bevidst imagestrategi) er naturligvis også blevet bemærket.

Men det er højrepopulismen, der fører os til substansen. Hvis man vil søge paralleller til Støjberg er den hollandske politiker Geert Wilders et bedre valg end Trump. Wilders kom ligesom Støjberg fra en højreliberal position – Wilders var medlem af Venstres hollandske søsterparti VVD inden han brød ud og stiftede partiet PVV – inden han med stor succes gjorde verbale angreb på muslimer og indvandrings- og integrationsmodstand til sin politiske platform. Wilders’ frisure (blonderet) har i øvrigt ligesom Støjbergs (orangerød) været genstand for en del opmærksomhed gennem de seneste 20 år.

Frisuren er bare en del af Forestillingen Støjberg. Sammenligner man hende med den typiske kvindelige folketingspolitiker, bliver forskellene tydelige. Akademisk upåfaldenhed er et generelt kendetegn, uanset om man ser på sprogbrug, stemmeføring, påklædning eller generel opførsel – man kan tit være lidt usikker på om man står over for en gruppe af politikere eller en forsamling af kommunale mellemledere, når man tænder for nyhederne på tv. (For mændene er det mørke jakkesæt naturligvis de rigeur). Her står Støjberg ud på alle parametre med de sukkerfri colaer og den nordjyske dialekt som ekstra krydderier.

Det utilpassede i forhold til det københavnske embedsmandsmiljø er – for nu at anvende marketingsprog – et Unique Selling Point. Og dertil et meget effektivt et, når man ser på Støjbergs personlige stemmetal.

Uanset om det var Støjberg eller hendes spindoktor Mark Thorsen, der fik ideen, passer kagen, der markerede 50 stramninger af udlændingelovgivningen, perfekt ind i denne markedsføring. For det første hører kager jo til fejringer, hvilket i sig selv kunne bringe Støjbergs politiske modstandere i det politiske miljø og de sociale medier i affekt. Intet er så effektivt i politisk mobilisering som at få modstanderne på banen.

“50” er for det andet et letforståeligt budskab. Prøv med “regeringen har i den forløbne periode successivt gennemført et antal reguleringer af integrationslovgivningen med det formål at begrænse indvandringen fra tredjelande” og se forskellen. I bedste fald får man billedet af Kristian Thulesen Dahl op for sit indre blik.

Hvis man som jeg er certificeret djøffer, vil man påpege at det er én ting at træffe politiske beslutninger. Det er en helt anden – og sværere – ting at omsætte dem til praksis. Og her kunne man spørge om strategien (hvor Støjberg ligger i forlængelse af samtlige regeringer siden 2001) med at omdanne integrationslovgivningen til et kludetæppe af uigennemskuelige regler egentlig er særlig hensigtsmæssig. Den kan i al fald give anledning til en del grå hår hos de embedsmænd og andre, der skal få lovgivningen til at fungere til daglig, og den er en vigtig del af forklaringen på de gentagne skandaler på området.

Djøfferen – med sit grå hår og mellemlederjakkesæt – ville påpege at en større, samlet reform med efterfølgende tid og ressourcer til implementering klart ville være at foretrække, hvis regeringen ville opnå sine substantielle politiske mål.

Her viser Støjbergs populistiske temperament sig: Det centrale kriterium for en politik eller et politisk udspil er om den mobiliserer vælgerne, ikke om den hjælper regeringen i det parlamentariske arbejde eller kan operationaliseres til effektiv forvaltning. Dette synes i øvrigt at være et generelt træk hos Støjberg – ikke kun på integrationsområdet.

En sidste bemærkning kan gælde sprogbrug og positioner. Støjberg og hendes støtter har konsekvent forsøgt at få slået navnet “Barnebrudskommissionen” fast i offentligheden. Det er ikke lykkedes, men det siger noget om den ideologiske verden, Støjberg færdes i.

Man skal ikke søge ret længe i det islamofobe univers på nettet for at finde ud af at henvisningen til Muhammeds ægteskab med den 13-årige Aisha er et gennemgående tema hos højreradikale debattører.

Nu var arrangerede ægteskaber med eller mellem børn – hvor ægteskabets seksuelle fuldbyrdelse blev udskudt til begge parter var kønsmodne – ikke ligefrem ukendte i den kristne verden langt op i tiden, men i den islamofobe version er det underforstået, at Muhammed var pædofil. Og i det hele taget fremstilles muslimske mænds seksualitet i dette miljø som grundlæggende perverteret – hvis man har lyst, kan man ud over Muhammed-historierne underholde sig med uendelige voldtægtshistorier med muslimske mænd i hovedrollen hos Den Korte “Avis” og tilsvarende kilder. Det er det segment, Støjberg mobiliserer.

Støjberg fremstillede – både i forbindelse med instruksen om at adskille asylansøgende par og hele vejen frem til nu – konsekvent indgrebet som rettet mod ældre mænd med barnebrude, og hun lagde sig dermed klart på linje med det højreradikale islamofobe miljø.

Og det er ikke kun i forbindelse med seksualitet at Støjberg fremstiller Muslimen (i bestemt ental og med stort forbogstav) som en dødbringende fare for det omgivende samfund. I forbindelse med Ramadanen har hun videregivet myten om at muslimske chauffører var til særlig fare for medtrafikanter eller mere eller mindre bevidst udsatte kollegaer for livsfare i produktionen.

Det er klassiske højreradikale temaer, som hun har ført fra internettets og andre islamofobe subkulturer ud i den politiske mainstream – og igen med stor personlig succes på vælgerarenaen.

Evidens spiller ingen rolle her – man kan komme med al den statistik og forskning om seksualitet, ægteskabsmønstre og generelle risici, man ønsker: Støjberg taler ind i en ældgammel frygt mod det fremmede og det anderledes hos den jævne befolkning uden tanke på de substantielle konsekvenser, og præsenterer sig selv som Folkets Sande Tribun.

Ser vi på sagen fra et djøf-perspektiv, kunne problemer med tvangsægteskaber og andre tilsvarende overgreb være identificeret og håndteret decentralt inden for de eksisterende juridiske og organisatoriske rammer. Men her glemmer man, at Støjbergs mål ikke var at forsvare flygtede kvinder, men at mobilisere Den Rene Danskhed. Den Urene Muslim var bare midlet.

Det var, ligesom frisuren, colaerne, tøjet, det nordjyske sprog, kagen og Ramadankronikkerne en forestilling beregnet på at skabe en effekt på vælgerarenaen. Problemerne opstår når vælgerarenaen støder sammen med den parlamentariske arena og det komplekse sæt af normer, som understøtter omsætningen af politiske beslutninger til praksis inden for retsstatens rammer.

Afsluttende kan man sige at der er nogle fascinerende paradokser forbundet med Støjberg og hendes position.

Hun er medlem af Venstre og fremtrædende Venstrepolitiker, men det er svært at forbinde hende med ideologisk liberale positioner. Måske er det snarere en blanding af tradition og anti-statslige holdninger, der har ført hende ind i og fastholdt hende i partiet? Venstre har dog også helt siden J.C. Christensens dage haft en klar kulturkonservativ strømning med stor opslutning i Vestjylland. Dermed bliver Støjbergs historie og vestjyske basis også en del af Venstres komplekse ideologiske tradition.

Endelig fremstår Støjberg på mange måder som et kunstprodukt (cola light må på alle parametre være den mest kunstige drik, man overhovedet kan forestille sig), samtidig med at hun præsenterer sig som repræsentant for Den Autentiske Sunde Danskhed. Måske er forklaringen at man skal se hendes både kvalitativt og kvantitativt bemærkelsesværdige forbrug af læskedrikken som en kontrær position i forhold til den kulturelle venstrefløjs prioritering af naturlighed, ikke mindst manifesteret gennem forbruget af økologiske fødevarer. (Økologisk livsførelse er også en forestilling – men her er vi ude i en ny blogpost, hvis vi skal gennem den diskussion)

Rotation

Nu er jeg ikke selv EL-menneske, så diskussionen i partiet om rotationsprincippet har ikke direkte relevans for mig, men der er alligevel nogle mere eller mindre generelle aspekter ved problematikken omkring Pernille Skippers politiske fremtid det kan være værd at se på.

Først og fremmest går kommentatorer i medierne ud fra at rotationsprincippet er et problem for EL: Hver gang partiet har fået opbygget en populær frontfigur, skal vedkommende træde tilbage. Antagelsen er at det svækker partiet – først og fremmest på vælgerarenaen, mens effekten på den parlamentariske arena er mindre klar.

Ser vi på motivationen bag rotationsprincippet handler det om at forhindre fremvæksten af en klasse af professionelle politikere og dermed sikre folkets repræsentation i kommunalbestyrelser, regionsråd, Folketing og Europa-Parlamentet.

Man kan stille spørgsmålstegn ved begge argumenter.

For det første synes skiftet mellem frontfigurer hidtil at være foregået uden større problemer for partiet. Pernille Rosenkrantz-Theil og Johanne Schmidt Nielsen har givet plads for de næste i rækken. Man kan tillægge at B90/Grüne (som dog nu kun anvender princippet på ledelsesniveau) heller ikke synes at lide under de regelmæssige lederskift. Problemerne har omvendt været større for Miljöpartiet i Sverige.

Man kan for det andet tillægge at en begrænsning på godt to valgperioder måske i virkeligheden svarer meget godt til den typiske karriere for valgte politikere. Pt har kun 63 af Folketingets medlemmer siddet over ni år i tinget, svarende til at de blev indvalgt første gang før valget 2011, så EL’s handicap i forhold til andre partier er i praksis begrænset. Dertil kommer at de fleste partiledere kun holder fem-ti år i rollen, selv om de naturligvis skal have en oplæringsperiode inden.

Skal man være en smule ondskabsfuld, kan man desuden pege på at EL’s politikere ikke nødvendigvis forsvinder fra fuldtidspolitikken, når de fratræder deres valgte opdrag: Organisationen kan beholde dem på andre måder. Vi har eksempler på folk der veksler mellem valgte opdrag og funktionærposter. Så EL har i praksis sine professionelle, men de fremtræder bare på en anden måde end i de fleste andre partier.

Rotationsprincippet kan omvendt i virkeligheden være en styrke for EL, fordi partiet ikke kan hvile på laurbærene: Organisationen er tvunget til løbende at satse på rekruttering og oplæring af nye politikere, fordi man ved at den nuværende gruppe har en udløbsdato.

Man kan her pege på KF som eksempel på hvad der sker når en partiorganisation forsømmer denne helt centrale opgave – de interne kampe i 1990’erne svækkede partiet, men eftersom der ikke stod en stærk ny generation klar til at tage over, blev partiet permanent svækket (i det mindste så permanent, som noget kan være i dansk politik).

Når alt er lagt sammen, er jeg dog også på nogle punkter skeptisk over for princippet om obligatoriske begrænsninger for hvor længe politikere kan sidde. Et grundlæggende princip i repræsentativt demokrati er således muligheden for at fravælge politikere, hvis politik eller præstationer man er utilfreds med. Her kan man ikke sanktionere en politiker der i forvejen er ude på (foreløbigt) sidste omgang.

Man kan endelig pege på at valgte politikere står over for et mægtigt administrativt apparat, som det kræver ekspertise at modstå. Dette kræver en betydelig teoretisk uddannelse – og praktisk erfaring, ikke mindst hos de ledende politikere, og her kan manglende erfaring vise sig som et handicap.

Bjarne, Arne og pensionen

Hele processen omkring det socialdemokratiske forslag om en særlig tilbagetrækningspension (eller værdighedspension) er fascinerende, fordi den dels afslører nogle aktuelle brudlinjer i den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken, dels viser at nogle meget dybe lag i dansk velfærdspolitik stadig er relevante.

Lad os begynde med det aktuelle: Dansk økonomisk politik og beskæftigelsespolitik har siden begyndelsen af 1980’erne været præget af en bestemt form for reformtænkning – lidt afhængigt af temperament kan vi tale om arbejdsudbudspolitik, strukturpolitik eller for den sags skyld nyliberalisme. Pointen er i alle tilfælde at det grundlæggende sociale problem ses som en mangel på tilgængelig arbejdskraft.

Politisk har man søgt denne mangel afhjulpet på forskellig vis – ældre læsere vil vide at overenskomstsystemet, specielt på det private arbejdsmarked, fungerer anderledes i dag end omkring 1980 (her har der kort sagt været tale om en udvikling fra centrale til decentrale overenskomstforhandlinger), og dertil er adgangen til overførselsindkomster blevet begrænset (væsentligt højere krav til optjening af dagpengeret og en kraftig afkortning af dagpengeperioden i a-kassesystemet koblet med en beskæring af ydelsernes værdi kan tjene som eksempel her), ligesom stat og kommuner har opbygget et omfattende aktiveringsapparat, der skal kvalificere arbejdsløse borgere til arbejdsmarkedet gennem uddannelse og motivation (eller afskrækkelse, om man vil).

Tidligere statsminister Helle Thorning Schmidt anvendte det interessante udtryk, at hendes regering var gået reformamok – noget mange borgere og praktikere inden for beskæftigelsesområdet nok vil skrive under på. I denne sammenhæng er udfasningen af efterlønnen, førtidspensionsreformen og sygedagpengereformen specielt interessante: I princippet indebar de tre reformer, at ældre erhvervsaktive med helbredsproblemer, som tidligere kunne være gået på efterløn eller førtidspension, meget hurtigt kunne stå over for lange perioder på kontanthjælp eller ressourceforløbsydelse – ydelser der blev tildelt efter skøn, som var lave og i princippet midlertidige.

Her kunne reaktionerne på reformerne godt rejse spørgsmålet om arbejdsudbudslinjen med den forhenværende LO-formand Thomas Nielsens ord har sejret ad helvede til: Linjen blev drevet så langt og så hårdt i den kommunale praksis, at den underminerede troen på det offentlige velfærdssystem blandt centrale vælgergrupper (Egentlig sagde Nielsen forresten “ad helvede til godt” – den forkerte formulering er blevet stående, fordi hans udråb kom på et tidspunkt hvor efterkrigstidens socialdemokratiske model var kulmineret og ved at blive afløst af den nyliberale. Kolossen Nielsen og LO stod i den grad på lerfødder). Så: Kravet om en “værdighedspension” er født af dybe frustrationer blandt fagforeningerne og arbejdervælgere over udviklingen i velfærdssystemet de seneste 10-20 år.

Men den nuværende konflikt bygger også på meget dybe spor i dansk velfærdspolitik.

Alderspensionssystemet i Danmark har sin rod i alderdomsunderstøttelsen, som blev indført i 1891 efter et forlig mellem Højre og Det Forhandlende Venstre. Her var tale om en ydelse til værdigt trængende ældre. Man skulle være fyldt 60 år og kunne opvise ulastelig vandel, hvorefter kommunalbestyrelsen (sogneråd eller byråd) efter et skøn kunne tildele en årlig ydelse. Staten ydede et væsentligt bidrag, så for en kommune var det billigere at have en gammel på alderdomsydelse end på fattighjælp. Ordningen blev en stor succes, men stødte også på kritik, netop fordi tildeling og udmåling hvilede på kommunalbestyrelsens skøn.

Resultatet blev aldersrenten, som blev indført i 1922 – her under en Venstre-regering. Nu blev ydelsen en ret, idet modtagerens andre indkomster blev modregnet ved udmålingen efter faste takster. Set fra Socialdemokratiets og fagbevægelsens perspektiv var det dog et væsentligt tilbageskridt, at aldersgrænsen samtidig blev hævet fra 60 til 65 år. Dermed begyndte en kamp om pensionsalderen, som stadig pågår – i 1936 fik Socialdemokratiet sænket aldersgrænsen til 60 år med henvisning til den høje arbejdsløshed*, 1946 hævede Venstre atter grænsen til 65 år, og prisen for indførelsen af den generelle folkepension i 1957 blev, at aldersgrænsen blev sat op til 67 år.

Dette var faktisk en høj alder i europæisk sammenligning, og gennem 1960’erne og 1970’erne var der en løbende konflikt mellem LO på den ene side og Christiansborg på den anden om pensionsalderen. I en vis forstand fandt konflikten sin løsning med indførelsen af efterlønnen i 1979. Også her hjulpet på vej af en arbejdsløshedskrise.

Set fra LO’s og specielt SiD’s (et af forløberforbundene for 3F) side var fordelen ved efterlønnen, at den knyttede pensionsretten til a-kassesystemet. Her skal vi tænke på, at a-kasserne op i 1970’erne primært dækkede LO-området – funktionærer var som regel ikke dækket af dagpengesystemet – så efterlønnen skabte kort sagt et system, der var regel- og ikke skønsbaseret, og som gav en pensionsalder på 60 år for LO-medlemmer, mens FTF’ere, akademikere og andre måtte vente til de fyldte 67 år. At efterlønnen så gav arbejdere en yderligere motivation til at melde sig ind i en a-kasse – og dermed i fagforeningen – var en ikke uvelkommen sidegevinst for SiD og resten af LO.

Nu var der bare det, at a-kassesystemet havde undergået en kraftig udvikling i 1970’erne, så i 1980 var næsten alle erhvervsaktive medlemmer af en a-kasse. Systemet der var designet til LO-medlemmer, var blevet et system for næsten hele arbejdsmarkedet, og erhvervsaktiviteten for de 60-67 årige faldt som en sten. SiD’s sejr blev en hovedpine for det politiske system, og kampen om efterlønnen var med til at definere social- og beskæftigelsespolitikken mellem 1990 og 2010. Efterlønsforliget i 1998 blev dødsstødet for den tredje vejs Socialdemokrati i Danmark og banede vejen for Venstres dominans mellem 2001 og 2019.

I en vis forstand er det 1970’ernes kamp om pensionsalderen, vi nu ser gentaget – men inden for nogle institutionelle rammer, der er helt forandrede: Specielt står fagbevægelsen svagere i 2020 sammenlignet med 1979, og a-kasserne har en meget mere begrænset rolle end for 40 år siden. Samtidig er selv socialdemokratiske politikere forsigtige med at rokke for meget ved aftalerne om pensionsalderen.

Man kunne spørge hvorfor regeringen ikke fortsatte vejen med kommunal tildeling af seniorførtidspension. Her er en forklaring nok at erfaringerne og fortællingerne fra implementeringen af førtidspensionsreformen og ressourceforløbene simpelthen har undermineret de kommunale jobcentres legitimitet blandt arbejderne. Kommunerne har så at sige sejret ad helvede til.

Vi kan i øvrigt bemærke, at Socialdemokratiet nu har genindført værdighed – et begreb som ellers var forsvundet ud af det socialpolitiske sprog i 1960’erne – som et kriterium i diskussionen. Det retter sig både mod jobcentrenes sagsbehandling (processen skal være værdig) og mod grupper der ikke har gjort sig fortjent til tidlig pension på lempeligere vilkår (arbejderen er værdig – flygtninge, indvandrere, alkoholikere og narkomaner og andre suspekte typer er ikke).

Samtidig – og koblet med dette – bygger førtidspensionen på et visitationsprincip, hvor borgerens arbejdsevne skal vurderes. Efterlønnen var retsbaseret – man skulle opvise medlemsskab i en a-kasse i et vist tidsrum. Derefter blev der ikke stillet spørgsmål om ens personlige og private forhold. Som nævnt har implementeringen af førtidspensionsreformen efterladt sig blivende spor her. Men problemet er dels at finde et værdighedskriterium, der ikke medfører en udredning af borgerens personlige forhold, dels at begrænse den nye ordning til de traditionelle arbejdergrupper, når a-kassemedlemsskab ikke rigtig fungerer som automatisk kriterium. Når man ikke kan eller vil skrive at ordningen er forbeholdt en begrænset del af arbejdsmarkedet – det man på engelsk kalder “blue-collar workers” og det vi traditionelt kaldte LO-området i Danmark – bliver udmøntningen juridisk og administrativt meget kompleks.

Men problemstillingerne er kendt i dansk politik siden 1891 – hvem skal havde adgang, og ud fra hvilke kriterier, hvis ikke alle skal have adgang?

PS: Arne ved alle hvem er. Bjarne er selvfølgelig Bjarne Corydon, som næsten mere end Helle Thorning er blevet sindbilledet på den politik, den nuværende regering positionerer sig imod.

*Inden for økonomien taler man om et eksempel på “the lump of labour fallacy“, når aktører argumenterer for at det vil løse problemer med ungdomsarbejdsløshed, hvis ældre får mulighed for at trække sig fra arbejdsmarkedet. Argumentet ligger også bag forslag om arbejdsdeling. Fejlen består i at tro at mængden af arbejde i samfundet er konstant. Omvendt kan man kritisere arbejdsudbudslinjen for at se bort fra sammenhængene mellem den makroøkonomiske politik og udviklingen på arbejdsmarkedet – således blev der ført en sparepolitik i Danmark og de fleste øvrige vestlige lande efter finanskrisen i 2008, hvilket påvirkede efterspørgslen efter arbejdskraft.