Ord og folkeslag: En tur rundt om Tyskland som eksempel

For en del år siden sad jeg og snakkede med en af mine daværende kollegaer på hans kontor og blev i den forbindelse opmærksom på at han havde en plakat for det polske ølmærke Tyskie hængende. Eftersom danskere forbinder tyskere med øl (og pølser), var det naturligvis ret sjovt – herhjemme taler vi jo også om bajere (efter bayersk øl).

Min kollega måtte dog gøre mig opmærksom på at øllets navn intet havde med hverken Tyskland eller tyskere at gøre: Tyskie kommer helt enkelt fra byen Tychy – som i øvrigt også har et tysk navn: Tichau. Og polakkerne havde et helt andet ord for tyskere og Tyskland.

Faktisk viser det sig at Tyskland og tyskere har mange navne, hvilket sandsynligvis skyldes at de gennem tiden har haft mange – både fredelige og krigeriske – interaktioner med andre europæiske folkeslag. Følgende er hvad en tur rundt på den tyske og engelske Wikipedia giver.

I Skandinavien anvender vi dybest set tyskernes egen betegnelse for dem selv og deres land: Deutsch og Deutschland. Søger man lidt i etymologien, synes tysk/deutsch at betyde noget i retning af “den der hører til folket”. En af vore egne, om man vil.

Ud over de nordgermanske sprog har nederlandsk også overtaget den tyske betegnelse for tysk (“duits”), men forvirrende nok kalder englænderne nederlænderne for tyskere (“dutch”) og tyskerne for germanere. Englændernes noget anstrengte forhold til nederlænderne afspejles i øvrigt af at “dutch” indgår i en lang række stærkt negativt ladede udtryk – “dutch courage” er nok det mest kendte.

Hvor kommer germanerne (Germany/Germans) så fra? Udtrykket synes at være af keltisk oprindelse og betyde enten “råbende” eller “nabo”. Man skal her tænke på at det som nu er Frankrig og Belgien for cirka 2000 år siden var beboet af keltisk-talende folkeslag, hvorfor romerne mødte germanerne via kelterne. Englænderne (der selv har delvis germansk baggrund gennem anglosakserne – Eng’et i England stammer fra navnet på folkegruppen Anglere, der jo igen kommer fra halvøen Angeln i Sydslesvig) har så overtaget det latinske udtryk for landet og folket.

Men der er mere: Franskmændene og andre romansktalende folk taler om les allemands og Allemagne, og her har vi med en gruppe af germanske stammer af gøre – alemannerne, som holdt til i det, der nu er delstaten Baden-Württemberg og det tysktalende Schweiz. Schwyzerdütsch består af alemanske dialekter, og der er stadig et dialektkontinuum mellem det vestlige Sydtyskland og Schweiz. Selv om Schwyzerdütsch er nærmest uforståeligt for danskere, er det i øvrigt ikke kaudervælsk: Det udtryk er sandsynligvis afledt af betegnelsen for det rætoromansk der tales omkring byen Chur. (Det med det vælske vender vi tilbage til).

Germanisterne forsøger stadig at finde ud af hvad navnet alemanner kommer af – aktuelt synes det bedste gæt at være noget i stil med “alle mænd/mennesker”, hvilket så igen skal forstås som betegnelsen for en bestemt alliance af stammer, der hørte hjemme i det nuværende sydvestlige Tyskland.

Bare for at øge forvirringen insisterer finnerne og estlænderne på at kalde tyskerne for saksere og hele landet for Sachsen (Saksa). Logikken skal nok søges i at det egentlige saksiske område lå i det, vi nu kalder Nedersaksen og kystegnene mod Vesterhavet og Østersøen, så finnerne har haft kontakt med handlende der betegnede sig selv som saksere. Betegnelsen synes at være ligetil: Sakserne var kendt for en bestemt form for knive eller skæreinstrumenter. Dog hedder en saks eine Schere på tysk, og sakse er i øvrigt kendt helt tilbage fra oldtidens Mesopotamien.

Hvordan det, som nu er den tyske delstat Sachsen kom til at hedde Sachsen, er til gengæld en anden og længere historie.

Men hvad med slaverne og tyskerne? Svaret er at polakker kalder Tyskland Niemcy – og ordet for tyskere er niemcy (jeg har sikkert glemt nogle diakritiske tegn her, men håber på tilgivelse fra eventuelle polskkyndige læsere). Så vidt man kan regne ud, kommer det fra det slaviske udtryk for stum eller umælende, mens slavisk omvendt kommer fra det protoslaviske udtryk for “ord” eller “talende”. Man kan måske her se en parallel i kelternes navn for tyskerne som de råbende: De var i hvert fald ikke til at føre en fornuftig dialog med.

At folkeslag kalder sig selv “mennesker”, “fælleskab” eller “de talende” er forresten ret almindeligt (se også under “inuit”), mens andre folkeslag vrøvler eller larmer – det er også her, det oprindeligt græske udtryk barbar kommer fra: Det anvendte hellenerne som betegnelse for ukultiverede folk, der bare lavede uforståelige lyde.

Tyskerne synes generelt at leve udmærket med de forskellige betegnelser – i det polske/slaviske tilfælde måske fordi de tyske folkeslag historisk enten ignorerede eller invaderede Polen – men man bør som dansker tænke sig om to gange inden man anvender udtrykket pølsetysker i vort sydlige naboland. Hvor meget tyskerne end holder af Frankfurtere, Thüringer Bratwurst eller Weißwurst (altsammen gerne nydt med rigelige mængder øl), aner de nok at der er tale om en kraftigt nedsættende betegnelse – lidt som når man siger om et folkeslag, at det er dem der æder råt kød.

Vores sydlige naboer har returneret fornærmelsen ved at gøre den svenske kok i Muppet Show dansk: Det eneste nogenlunde forståelige udtryk i alt hans volapyk er ordet “smørrebrød”. At svenskerne i øvrigt mener at danskerne ernærer sig på en diæt af Grøn Tuborg, Gammel Dansk og røde pølser, noteres blot i forbifarten. Måske forveksler svenskerne bare danskere og tyskere.

PS: Historisk synes tyskerne at have brugt udtrykkene welsch og wendisch om henholdsvis de romansk- og slavisktalende folkeslag. Wendisch gik af brug i middelalderen og overlever kun i stednavne – måske Vindegade i Odense er et minde om middelalderlige forbindelser med vores sydøstlige naboer? – mens welsch fik en kraftigt nedsættende klang – ikke mindst i forbindelse med den tyske nationalismes storhedstid 1850-1945 – og derfor helt undgås nu. Dog beholder Wallonien sit navn, både på fransk, flamsk og tysk.

Er USA det samme eller anderledes?

Reaktionerne på drabet på George Floyd har rejst spørgsmålet om udviklingen i det amerikanske samfund og amerikansk politik i de sidste 50-60 år egentlig har ført nogen forandring i racerelationerne med sig.

En position består i at fremhæve kontinuiteterne i sorte amerikaneres (eller afrikansk-amerikaneres) position i samfundet generelt og myndighedernes behandling af gruppen specifikt i 2020 sammenlignet med situationen i 1950’erne og 1960’erne. Ud over decideret politivold kan man pege på en række områder, hvor der stadig er reel segregering i det amerikanske samfund, selv om den formaliserede eller åbne segregering er afskaffet.

Omvendt kan man stille spørgsmålet, om ikke USA på flere områder har undergået væsentlige forandringer, som også har haft konsekvenser for sorte og andre minoritetsgrupper – for eksempel havde det været utænkeligt i 1960, at landet havde haft en præsident med afrikansk baggrund, ligesom repræsentationen af borgere fra minoritetsgrupper i forskellige sektorer – politik, erhvervsliv, kultur – er stærkere i 2020 sammenlignet med 1960.

Billedet er naturligvis blandet. Der er kontinuiteter, men også store forandringer på flere områder i samfundet, samtidig med at USA er langt fra idealet om reel ligestilling uanset køn og etnicitet.

Etnicitet

Sat lidt firkantet op, kunne man beskrive USA i 1960 ud fra to etniske grupper – hvide og sorte amerikanere, hvor sorte amerikanere alt overvejende var efterkommere af slaver fra sydstaterne. Specielt i sydstaterne (de gamle slavestater, som også udgjorde Konføderationen) levede den formelle segregering videre, hvilket betød at sorte ikke alene var udelukket fra at stemme ved valg, men også blev holdt adskilt og underordnet inden for de fleste dele af hverdagslivet. Sorte amerikanere udgjorde cirka 10% af befolkningen på nationalt plan, så USA var alt overvejende et hvidt samfund. (Indianere eller native americans udgør kun 1,5% af befolkningen – samlet er der dog tale om en gruppe på størrelse med den danske befolkning)

Kender man lidt til amerikansk historie, vil man vide, at situationen var mere kompleks: Den hvide – eller kaukasiske – befolkningsgruppe var og er naturligvis sammensat af mange forskellige bølger af indvandrere, lige fra englændere og skotter i 1600-tallet og fremefter, til irere, italienere, tyskere, østeuropæere, russere og for den sags skyld også skandinaver i 1800-tallet og frem. Samlivet mellem disse grupper var ikke altid uden konflikter. Specielt fra anglosaksiske protestantiske gruppers side var der for eksempel stor modstand mod indvandring fra katolske lande. Ikke mindst i sydstaterne så og ser anglosaksiske protestanter sig som de eneste ægte amerikanere. Dog var irere, italienere og jøder stadig placeret over sorte amerikanere i det etniske hierarki. Teknisk set udgør tysk-amerikanere med 50 millioner indbyggere den største gruppe i USA.

I 2020 er billedet væsentligt mere blandet: Der har altid været latinamerikanske grupper i USA som en rest fra det spanske og mexicanske styres tid, men indvandringen fra Mellem- og Sydamerika er steget de sidste årtier, hvilket betyder, at (overvejende katolske) hispanics i dag udgør lidt under 20% af den amerikanske befolkning. Dertil kan man lægge indvandring fra Asien (6-7%). Aktuelle fremskrivninger viser at minoriteter i 2045 vil udgøre over halvdelen af den amerikanske befolkning: USA vil ikke længere være et hvidt flertalssamfund med etniske mindretal, men en blanding af etniciteter og kulturer.

Dette relative tab af position og magt for den hvide befolkning – og udsigten til en fortsættelse af udviklingen – skal også tages i betragtning, når man ser på hvides (og måske især protestantiske hvides) reaktioner på racebetinget undertrykkelse. Noget tilsvarende gælder Trump-administrationens indvandringspolitik, hvis mål er at holde ikke mindst latinamerikanere ude af landet.

Religion og sociale værdier

Amerikansk religiøsitet er et mærkeligt – på grænsen til uforståeligt – fænomen for de fleste vesteuropæere. USA synes så at sige at være blevet stående på et førmoderne stade, hvor den sekularisering af samfundet, der slog igennem i Europa i 1800- og 1900-tallet, aldrig rigtig synes at have slået rod. Omvendt er det religiøse liv præget af en betydeligt større diversitet end i de europæiske lande, idet USA ikke har nogen statskirke. Vi har snarere at gøre med en lang række protestantiske retninger og sekter, suppleret med den katolske kirke og i mindre omfang jøder og muslimer.

Abortspørgsmålet har været koblet til den religiøse dimension. Her har USA været blandt de mest konservative lande – på linje med Irland og Nordirland i Europa – med en kraftig og til tider decideret voldelig antiabortbevægelse. Noget tilsvarende gælder synet på homoseksualitet: Transseksuelles adgang til kønsadskilte toiletter har ved siden af indvandring og retten til abort været et noget overraskende værdipolitisk konflikttema i amerikansk politik.

Undersøgelser af amerikaneres syn på religion generelt – og abortspørgsmålet specifikt – peger dog på nogle væsentlige forandringer blandt de yngre generationer. Amerikanske Millennials og Generation Z’ere er ikke blevet nordeuropæiske eller skandinaviske i deres holdning til religion, homoseksualitet og abort, men der er tydelige forskelle på indstillingen til religion og værdipolitiske spørgsmål mellem ældre generationer og de generationer, der er født efter 1980. Religion spiller en væsentligt mindre rolle, og der er betydeligt større accept af skilsmisser, abort og homoseksualitet mv. blandt yngre amerikanere.

Bemærk iøvrigt at uanset mange års republikanske arbejde for at besværliggøre eller ligefrem forbyde abort på delstatsniveau og føderalt niveau, er der faktisk et flertal for legal abort i den amerikanske befolkning. Igen kan man sige, at den traditionelle hvide protestantiske position er udfordret af udviklingerne på samfundsniveau.

Politi, retsvæsen og økonomi

Skal man pege på områder, hvor udviklingen er stået stille eller ligefrem er gået baglæns siden 1960’erne, er retsvæsenet og økonomien åbenlyse kandidater. USA er blevet et mere økonomisk ulige samfund i perioden fra 1970 til 2020 – specielt har den rigeste del af befolkningen vundet på udviklingen, mens middelklassen og underklassen har tabt. Andelen af amerikanere, som lever i lavindkomstfamilier, er steget fra 25 til 29%, mens andelen i middelklassefamilier er faldet fra 61 til 51%. Bemærkelsesværdigt nok synes et flertal af amerikanerne – selv blandt højindkomstfamilier – at det økonomiske system er uretfærdigt.

Her kan det iøvrigt være værd at overveje de forskydninger, som er sket internt i de etniske grupper siden 1970 – den økonomiske politik, der er ført siden 1980’erne, og øvrige udviklinger i økonomien har ikke bare ramt minoriteterne, men også den hvide arbejderklasse. Hvor en amerikansk (hvid) mand tidligere med stor sandsynlighed kunne etablere sig med fast og tilstrækkelig indkomst uden at have en high school-eksamen, er dette en langt mere usikker position for mænd født efter 1970. I dag er en videregående uddannelse (college) i praksis et krav for at kunne etablere sig i den amerikanske mellemklasse. Det er dog stadig sådan at der generelt er væsentlige forskelle mellem hvide og sorte, når det gælder indkomst og formue, og der er også stadig tydelig afstand mellem grupperne i uddannelsessystemet.

På retsvæsenets område er USA en ekstrem outlier blandt vestlige samfund, når det gælder andelen af indsatte i fængsler, og selv om der har været en bevægelse væk fra brugen af dødsstraf – et andet punkt, hvor USA adskiller sig væsentligt fra alle andre udviklede lande – er der stadig tydelige skævheder i behandlingen af sorte og andre grupper.

Man kan se, at der i 1990’erne – i øvrigt i Bill Clintons præsidentperiode, selv om udviklingen var begyndt under Reagan og Bush – var en kraftig stigning i andelen af indsatte i amerikanske fængsler, ligesom sorte mænd var kraftigt overrepræsenterede blandt gruppen af indsatte. Interessant nok har vi i løbet af 2010’erne set et fald i antallet af indsatte i fængsler – et fald som næsten udelukkende skyldtes at færre sorte blev fængslet. Også her er der dog stadig i 2020 en kraftig overrepræsentation af sorte.

Sammenfattende kan man sige, at der har været forandringer på mange dimensioner i det amerikanske samfund, men sorte udgør – selv med videregående uddannelse – en marginaliseret del af samfundet.

Men hvad så med politikken?

Ikke alle de temaer, jeg har nævnt ovenfor, er direkte koblet til skillelinjen mellem hvide og sorte, men de er alle med til at strukturere de politiske skillelinjer i USA. Stort set alle meningsmålinger viser klare forskelle mellem demokratiske og republikanske vælgere i synet på økonomisk politik og omfordeling, indvandring og integration, mindretalsrettigheder, religionens rolle i samfundet, abort, uddannelse og retspolitik. Nærmest som prikken over i’et har politologen Pippa Norris kunnet vise, at det Republikanske Parti mere minder om partier som det polske PiS eller det tyrkiske AKP (Recep Tayyep Erdogans parti) end om traditionelle europæiske konservative eller kristeligt demokratiske partier i synet på demokratiske rettigheder og mindretalsbeskyttelse.

Donald Trumps form er muligvis excentrisk, men på mange områder er han på linje med hovedstrømningerne i det republikanske parti, som det har udviklet sig siden 1980’erne, og måske især siden Newt Gingrichs tid som de facto-leder af partiet i 1990’erne. Det republikanske vælgerkorps udmærker sig også ved at have sin basis ikke bare blandt hvide protestanter, men blandt hvide evangeliske protestanter – som altså udgør mere en radikal retning inden for protestantismen. Som en ekstra krølle har republikanerne også kunnet etablere en basis hos vælgerne i den hvide mellemklasse – der som vi så ovenfor, er presset på forskellige leder økonomisk og socialt.

Man kan på den baggrund se den republikanske politik som et forsøg på at fastholde et traditionelt hvidt overherredømme – mindre for økonomiske og kulturelle eliter, selv om partiet har solid opbakning fra dele af erhvervslivet, og mere for den hvide mellemklasse uden for de større byområder. Modstanden mod statslig regulering af økonomien – herunder en generel sygeforsikring -og ønsket om socialpolitisk retrenchment kan også ses i sammenhæng med, at Lyndon B. Johnsons “Great Society” og i nogen udstrækning også Roosevelts New Deal var redskaber til at bryde den racemæssige segregering.

I det seneste årti har vi også set en genkomst af tidligere tiders strategier for at begrænse eller helt forhindre ikke-hvides politiske deltagelse. Hvor Sydstaterne efter borgerkrigen med held blokerede sortes ellers nyvundne adgang til at stemme med krav om bevis for skattebetaling eller læsefærdigheder, har våbnet i 2000-tallet været krav om regler om, at vælgere skulle fremvise bestemte former for legitimation med henvisning til påstået omfattende valgsvindel. Ingen har kunnet eftervise svindel som et udbredt problem, men legitimationskravene ville – pga. udgiften til pas eller anden billedlegitimation – især ramme minoriteter og herunder ikke mindst sorte.

Republikanerne har også kæmpet på det værdipolitiske område – her står specielt kampen mod retten til abort (en kamp som ved flere tilfælde har antaget voldelig karakter) og mod kontrol af adgangen til skydevåben centralt. Her er den amerikanske Højesteret en central aktør – hvilket igen betyder at præsidentposten og specielt kontrollen med det føderale Senat er central for en aktør, der vil bruge retsvæsenet som våben. Dette forklarer Republikanernes blokering af Barack Obamas sidste kandidat til en post som højesteretsdommer – Mitch McConnells motivering var opfundet til lejligheden og havde ingen basis i praksis, men afspejlede en republikansk strategi om at etablere et konservativt flertal i Højesteret, som vil kunne blokere demokratisk reformlovgivning langt ud i fremtiden. Man skal her huske at demokraterne på grund af den demografiske udvikling alt andet lige vil have en vælgermæssig fordel – så længe USA har fri og lige adgang til at stemme ved valg.

Spørgsmålet er, om Republikanerne vil have succes med deres strategi. På den ene side har partiet fjernet sig fra en social konsensus – specielt blandt yngre og medlemmer af etniske minoriteter – for i stedet at bygge på en ekstrem base. Her kunne vi forvente at Demokraterne på længere sigt havde en fordel, og at Republikanerne på et tidspunkt vil begynde at tilpasse deres politik for igen at tiltrække vælgere på den politiske midte.

På den anden side åbner det amerikanske politiske system for mange måder at blokere flertal – lige fra opbygningen af Senatet, hvor små stater har en klar fordel, over muligheden for at opbygge Højesteret som en blokerende kraft, til slet kamuflerede forsøg på at hindre sorte og andre minoriteter i at udøve deres politiske rettigheder – og Republikanerne har siden 1980’erne vist en klar vilje til at udnytte alle disse instrumenter.

En mulighed er, at det lykkes for Republikanerne gennem brugen af politiske institutioner, politi og retsvæsen at pacificere deres politiske modstandere og dermed opretholde det hvide overherredømme. Risikoen er, at konflikterne som i 1860’erne sprænger de politiske institutioner – ikke nødvendigvis i en direkte borgerkrig, men dog i et delvist sammenbrud i den politiske orden.

PS: Et særligt spørgsmål er hvilke konsekvenser undermineringen af føderale forvaltningsstrukturer under Trump vil få

Teater på nettet

Stina Ekblad og Hamadi Khemiri i Spöksonaten, Dramaten Play

Coronavirussen betød blandt meget andet at teatre og koncertsteder måtte indstille deres normale aktiviteter. Dertil kom naturligvis også at udlandsrejser blev umulige, så mine planlagte teater- og koncertture fra 13. marts og fremefter blev ikke til noget. Det kostede blandt andet Mutter Courage på Det Kgl. Teater og Den Kaukasiske Kridtcirkel på Berliner Ensemble.

Dog har vi nu internettet, hvilket betød at en del scener kunne præsentere nye og gamle opsætninger i forskellig form. Så helt uden teater blev jeg heldigvis ikke, og det har givet fine oplevelser – også selv om man naturligvis ikke kan sammenligne oplevelsen foran en skærm på 32″ med hele oplevelsen af at gå i teateret, aflevere sit overtøj i garderoben, den fælles venten og lysene, der slukkes inden handlingen på scenen begynder.

Jeg søgte ikke systematisk efter udbydere, men kiggede efter teatre jeg selv havde besøgt. Det resulterede i nogle virtuelle ture til Hamborg, Berlin og Stockholm. Meget rart i en tid, hvor man ellers ikke kunne komme nogle steder. Og jeg fik set nogle forestillinger, jeg næppe ellers ville have fået set – blandt andet to yderst forskellige bud på Heiner Müllers Hamletmaskine.

Den rent tekniske kvalitet af de forestillinger jeg har set de seneste måneder, har i sagens natur varieret. Mange er optagelser oprindeligt lavet til intern dokumentation, hvorfor specielt lyset ikke var tilpasset sening på en tv-skærm. I andre tilfælde var der tale om indspilninger lavet til tv, og Deutsches Theater Berlin kastede sig ud i en decideret særproduktion af dramatiseringen af Albert Camus’ Pesten (hvad ellers?), hvor den tomme teaterbygning blev scenen for skuespilleren Božidar Kocevskis rundtur i samarbejde med kameramanden Lorenz Haarmann. Forhåbentlig bliver den version tilgængelig igen på en eller anden måde, for den viser (i al fald for lægmænd) hvad en skuespiller kan – også uden et fysisk publikum. Kreativitet er ikke sådan at slå ned.

“Mine” teatre:

“Mine” forestillinger:

  • Der Kaukasische Kreidekreis – Berliner Ensemble
  • Marat/Sade – Deutsches Theater Berlin
  • Woyzeck (Wilson/Waits-versionen) – Thalia Theater Hamburg
  • Die Hamletmaschine – Deutsches Theater Berlin
  • Die Hamletmaschine – Thalia Theater Hamburg
  • Die Pest – Deutsches Theater Berlin
  • Spöksonaten – Dramaten

Undervisning under Corona-vilkår (1)

Jeg har – som andre undervisere på videregående uddannelser – været hjemsendt siden 12/3. Hjemsendt skal her forstås sådan, at jeg skal løse mine undervisningsopgaver og andre opgaver i fuldt omfang hjemmefra, så dette er en note om mine tanker og erfaringer med forberedelse og gennemførelse af undervisning under de vilkår, vi nu engang må arbejde med.

Først lidt kontekst:

I marts afsluttede jeg et obligatorisk modul på socialrådgiveruddannelsens 6. semester. Det skulle være afprøvet ved en mundtlig gruppeprøve på baggrund af et projektarbejde, men det måtte vi ændre til en individuel skriftlig afprøvning. Desuden havde jeg en undervisningsdag på et diplommodul 1/4.

Efter påske fortsætter diplommodulet, ligesom jeg er tovholder og underviser på et modul på socialrådgiveruddannelsens 2. semester og underviser på et valgmodul på 6. semester. Man skal her lige være opmærksom på at der er 4-8 undervisere på hvert modul.

Samtidig var jeg nok lidt bedre stillet end mange af mine kollegaer der måtte skifte fra campus- til netbaseret undervisning, fordi jeg

  1. …tidligere i min karriere har arbejdet med helt netbaserede moduler. Vi skal ganske vist tilbage til 00’erne hvor jeg underviste et modul på Umeå Universitets netbaserede socionomuddannelse
  2. …ved skæbnens gunst havde haft en pukkel af undervisning i februar (og december og januar…), mens jeg fra midten af marts og frem til påske “kun” havde en dag på et diplommodul og eksamen på det obligatoriske 6. semestermodul.

Tidspresset betød at vi alle måtte gribe tilbage på de redskaber vi havde i vores digitale værktøjskasser, samtidig med at et licensproblem betød at vi måtte skifte platform og med minimal introduktion anvende Google Meet (enterprise-udgaven af Hangouts) til møder og synkron undervisning. Så de studerende møder i sagens natur mange forskellige tilgange til undervisning over nettet og varierende grader af fortrolighed med forskellige platforme og tjenester.

Vores kalendre er i forvejen fyldte, hvilket påvirker mulighederne for at koordinere undervisningen, og tidspresset i forbindelse med nedlukningen betyder at der ikke har været mulighed for at koordinere omlægningen af forløbene. Vi prøver os frem, så godt vi kan, både individuelt og kollektivt. Heldigvis ser det ud til at vores studerende har forståelse for problematikkerne.

Samtidig skal vi huske på at vores studerende også befinder sig i en undtagelsestilstand – en del har børn som skal passes eller undervises ved siden at de omlagte studieaktiviteter, og hele usikkerheden omkring Corona-situation påvirker naturligvis også hverdagen.

Så til det mere konkrete: Jeg har valgt at arbejde med en blanding af asynkrone og synkrone aktiviteter på den måde at jeg har indspillet mine præsentationer som screencasts og så holder kortere synkrone sessioner.

Studerende på mit diplomhold har jo fuldtidsarbejde ved siden af, så her kørte jeg med sessioner af 30 minutters varighed afbrudt af offline-aktiviteter, hvor de enten kunne se præsentationerne (hvis de ikke havde gjort det i forvejen) eller skrive spørgsmål og refleksioner, som kunne kvalificere deres arbejde med modulopgaven.

Et problem her er at virtuelle mødeplatforme – i al fald hvis man ikke er meget vant til dem – ikke rigtig inviterer til gruppediskussioner og refleksioner, så de udvekslinger af praksiserfaringer som er prikken over i’et ved undervisning på diplomuddannelser, kom ikke frem i så stor grad som normalt. Som underviser kan man naturligvis overveje hvordan man bliver bedre til at få de studerende til at (turde) komme frem på banen – jeg tror noget af dette også har med graden af fortrolighed med platformen at gøre.

Grunduddannelsen er struktureret meget anderledes, men her prøver jeg i god tid at lægge introducerende materiale ud, som de studerende kan arbejde med, inden en afsluttende opsamling. Det der i skemaet normalt er en lektion på 3 timer, bliver så et antal screencasts koblet med en onlinesession på 1 time. (Man skal her tænke på at det faktisk tager en del tid at lave screencasts, og at det skal flettes ind i løbende arbejdsopgaver). Det er nok bedst hvis de studerende ikke ser videoer ud i én køre, men det skal også passes ind i deres øvrige lektioner og opgaver. På begge moduler skal de studerende desuden arbejde med opgaver, hvor vejledning og svar på spørgsmål også bliver en del af den synkrone virksomhed.

Bortset fra det, er mine – indtil videre begrænsede erfaringer – at de studerende bliver mere modtagende end aktivt deltagende sammenlignet med normalt. Ud over utvivlsomme mangler på underviserside med hensyn til stilladsering af online-møderne, skal man også tage hensyn til deres begrænsede erfaring med den konkrete platform og det vi med et begreb hentet fra ANT-verdenen kan kalde platformens affordans mht. social interaktion.

Til sidst: Eksaminationer over nettet. Her har jeg haft et par stykker, hvor det fælles indtryk er at procedurerne omkring eksamen tager en del længere tid (der skal sættes et møde op, fysiske omgivelser skal kontrolleres, man skal logge ind og ud i forbindelse med votering, etc). Tilsvarende bliver eksaminators og censors rolle anderledes – det er svært at have en trepartsdialog, ikke mindst i en situation der helt naturligt er presset for den studerende – så vores valg har været at have eksaminator som udspørger og dialogstyrer, mens censor (respektive intern eksaminator nr. 2) klart for rollen som tilhører og som den der dokumenterer forløbet.

I normale tilfælde kan det godt virke lidt mærkeligt for en eksaminand med en næsten passiv censor/eksaminator nr. 2, men her tror jeg eksamen bliver for kompleks for den studerende.

PS: Jesper Balslev fra KEA delte nogle interessante artikler om hvorfor mødet i virtuelle sammenhænge kan være udmattende:

https://theconvivialsociety.substack.com/p/a-theory-of-zoom-fatigue

https://thesocietypages.org/teaching/2020/04/15/three-reasons-you-might-be-exhausted-right-now/

Middelklassen, boligejere og selvstændige erhvervsdrivende

Inspireret af en diskussion om husejerskab – hvilket her også omfatter lejligheder – på Twitter, har jeg kigget lidt på tal om andelene af boligejere og selvstændige erhvervsdrivende. Som Christian Egander Skov påpegede har der i Danmark blandt borgerlige politikere været en indstilling om at husejerskab var en måde at skabe og fastholde en stabil, borgerlig middelklasse. Begrebet “ownership society” er vist møntet senere, men peger på opfattelsen, at et samfund hvor store dele af befolkningen ejer deres egen bolig har opsparing placeret i aktier, og tilsvarende, ville fremme borgerlige, individualistiske normer.

Tilsvarende ser man også beklagelser over at Danmark har udviklet sig til en lønmodtagerkultur – her med antagelsen at borgerne i et samfund med en stor andel af selvstændige erhvervsdrivende ville vise større initiativ til at løse økonomiske problemer uden statens mellemkomst.

Spørgsmålet er om der er en klar sammenhæng mellem husejerskab og selvstændighed på den ene side og økonomisk og social udvikling på den anden.

Ser vi på husejerskab – igen bredt defineret – viser Eurostats data at andelen af befolkningen der bor i ejerbolig er faldet gennem de seneste år. Vi kan også se at Danmark ligger noget under gennemsnittet i EU-28.

En kommentar til figuren er at et fald fra 68,7% i 2011 til 60,8% i 2019 virker meget stort. Spørgsmålet er om tallene er helt pålidelige i sig selv.

Billedet bliver i alle tilfælde mere broget, når vi ser på tallene fra de europæiske lande. Her ligger Danmark i gruppen med den relativt mindste andel bosatte i ejerboliger, men listen ledes af lande, vi normalt ikke vil sige er præget af en stabil middelklasse. Hvis der er en sammenhæng mellem individualisme og ejerskab, synes den snarere at være omvendt – velorganiserede lande med en stor middelklasse har en større andel af lejere. Det er Schweiz – middelklasselandet over alle – der har den højeste andel af lejere.

Måske er forholdet det, at et velorganiseret og stabilt juridisk system gør det lettere at være lejer, mens husejerskab kan være en fordel i situationer hvor det juridiske system er mere usikkert. Dertil kommer naturligvis strukturen i realkreditsystemet – her ser boligkarriererne traditionelt helt anderledes ud i Tyskland sammenlignet med Danmark og Sverige.

Som prikken over i’et kan man forresten påpege at lande som Kina og Cuba synes at have en ejerboligandel der er på højde med Rumæniens.

Ser vi på andelen af selvstændige erhvervsaktive, bliver billedet endnu mere forvirrende. Danmark ligger ifølge OECD’s data i den lave ende med 8,1% selvstændige – men denne andel er faktisk højere end andelen i USA, som sammen med Norge og Rusland (!) ligger lavest i OECD’s sample. I Europa er det lande som Italien og Grækenland – næppe kendt for økonomisk og politisk stabilitet eller velstand – der har den højeste andel af selvstændige. Schweiz og Storbritannien ligger her nogenlunde i midten.

Billedet er kort sagt forvirrende, men det er ikke utænkeligt at der er en generel sammenhæng mellem økonomiens produktivitet og organisering – store enheder er helt enkelt mere produktive end én- eller fåmandsvirksomheder.

Pandemier og social læring

Navnet Anthony Fauci har næppe sagt ret mange i en bredere offentlighed ret meget før Corona-pandemien ramte USA med fuld kraft. Som leder af National Institute of Allergies and Infectious Diseases har han dog i en menneskealder været i frontlinien i arbejdet med at forebygge og bekæmpe infektionssygdomme samt formindske den skade, de kan påføre samfundet – en opgave der ikke kun er blevet gjort sværere af COVID-19’s egenskaber, men også af en inkompetent og selvoptaget føderal politisk ledelse under Donald Trump.

I et interview med Wall Street Journal denne uge argumenterede Fauci for at vi også fremover skulle være ekstremt opmærksomme på vores personlige hygiejne i omgangen med andre. Dette indebar ikke bare omhyggelig og hyppig håndvask, men også at vi undlader at give hånd i sociale sammenhænge.

Fra et medicinsk perspektiv giver dette god mening: Vores hænder er i kontakt med mange ting i løbet af dagen – herunder ikke mindst vores egne øjne, næse og mund, hvilket jo er transmissionsvejene for mange luftvejs- og mave-/tarm-infektioner. Egentlig trak Fauci her bare på en erkendelse som den østrigske læge Ignaz Semmelweis havde gjort for mere end 150 år siden i sit arbejde med barselskvinder.

I en dansk sammenhæng er Faucis råd ironisk: Håndtrykket er jo blevet ophøjet til en national social norm i en sådan grad, at man politisk kræver at ansøgere til dansk statsborgerskab skal give hånd til en myndighedsrepræsentant for at de kan anerkendes som danske statsborgere. At der ligger politisk understøttet islamofobi bag kravet, er naturligvis ingen hemmelighed.

Politiseringen af håndtrykket – som naturligvis rækker ud over den specifikke og i øvrigt yderst detaljerede regulering i integrationslovgivningen – rejser imidlertid spørgsmålet om Danmark – og andre lande – vil være i stand til at reagere hensigtsmæssigt på truslen fra Coronavirussen: Uden politiseringen havde danskerne måske i begyndelsen fundet det akavet at omgås, inden alternative hilsener havde vundet hævd med udgangspunkt i hensynet til folkesundheden.

Med politiseringen bliver afvisningen af håndtryk i hverdagen derimod til en politisk handling, hvor man defineres som en person der tager afstand fra grundlæggende danske værdier, og ikke som en person der tager hensyn til ens egen og andres sundhed.

I stedet for at foretage en forholdsvis enkel og effektiv ændring af adfærd, kan vi i Danmark ende med at stå med krav om omfattende kontroller og regulering af andre former for menneskelig interaktion. Alt sammen for at opretholde sociale normer uden nogen tydelig nytteværdi.

Noget tilsvarende ramte forresten Semmelweis: Hans påvisning af at lægernes håndhygiejne – eller mangel på samme – var en sundhedsfare blev mødt med hån, spot og latterliggørelse i et sådant omfang at det kostede ham karriere og liv. Det var først senere og gradvist – blandt andet gennem en øget forståelse af hvordan infektioner overføres mellem mennesker – at den medicinske profession tog de strikte krav om håndhygiejne til sig.

Alt dette har i øvrigt videre perspektiver: Den viden vi har nu, peger på at Coronavirussen blev overført fra dyr til mennesker på et kinesisk fødevaremarked – et såkaldt “wet market“. Wet markets synes generelt at være et stort sundhedsmæssigt problem, og man kan spørge hvorfor østasiatiske regeringer ikke griber ind og regulerer markederne.

En del af forklaringen skal findes i kulturelle normer omkring køb og salg af fødevarer – ligesom vi i Vesten er vænnet til at animalske fødevarer skal sælges indpakket, efter en proces med dokumenterede dyrlæge- og fødevarekontroller, er de levende dyr en kvalitetsgaranti i (dele af) Østasien.

Et forbud mod bestemte måder at opbevare og sælge dyr til fortæring på, griber dybt ind i kultur og identitet, og vil derfor blive mødt med mere eller mindre åben modstand – dette er sandsynligvis også en grund til at den kinesiske stat slækkede på tidligere forsøg på at forbyde eller regulere salg af vilde dyr på denne typer markeder.

Tilbage står, at selv om både håndtryk og markedspladser udgør en risiko for folkesundheden, er de også integreret i et netværk af sociale og politiske normer. Dette er forhold som gør det svært direkte at oversætte en sundhedsvidenskabelig erkendelse – ovenikøbet en erkendelse vi kan sige, bygger på evidens – til anvisninger for social handlen.

Bjarne Corydon – nogle perspektiver

Finansministre er sjældent elskede, men det hører dog til sjældenhederne at en finansminister er så hadet at han bliver genstand for et smædeskrift længe efter at han er afgået og har forladt politik. Denne præstation er lykkedes for Bjarne Corydon, hvis man skal tro anmeldelserne af en netop udkommet biografi.

Den danske politiske historie kender en hel del fremtrædende finansministre – vittigheden om at Poul Nyrup Rasmussen var statsminister i Mogens Lykketofts regering, var således et af de festligere indslag i 1990’ernes politiske historie. Så i en vis forstand var det store historiske sko Bjarne Corydon skulle udfylde, da han blev udnævnt til finansminister i Helle Thorning-Schmidts regering i 2011.

Man kan dertil lægge at Finansministeriet siden 1980’erne har placeret sig som den centrale aktør ikke alene i den statslige økonomi- og budgetstyring, men også i udviklingen og gennemførelsen af statslige policies. Posterne som finansminister og departementschef i Finansministeriet har de sidste 30-40 år været helt centrale i dansk politik, og det er derfor naturligt at den til enhver tid siddende finansminister er en kontroversiel person.

Bjarne Corydon tog imidlertid kontroverserne til et usædvanligt højt niveau, hvor man bedst kan sammenligne ham med Henning Christophersen og Mogens Lykketoft.

Christophersen stod dels bag omlægningen af den makroøkonomiske politik fra den traditionelt keynesianske, dels bag det første moderniseringsprogram, som markerede det begyndende skift til det, en senere tid har kaldt New Public Management. Det var ikke populært på venstrefløjen, men Christophersen kunne regne med støtte fra Det Radikale Venstre og resten af partierne i den borgerlige blok.

Lykketofts navn vil være forbundet med 1990’ernes aktive arbejdsmarkedspolitik – der også betød et opgør med fagbevægelsens traditionelle rolle og politik – og en forstærket satsning på NPM i den statslige og lokale offentlige forvaltning. Tegneren Roald Als havde en fest med at tegne Lykketoft som kapitalist af Joakim von And-typen: Det kunne være svært at se det klassisk socialdemokratiske i Lykketoft – hvis man da ikke lige var en Knud Heinesen.

Set i dette perspektiv er Corydon mindre overraskende: Meget af hans indsats som finansminister fremstår som en fortsættelse af det økonomisk-politisk paradigme, der blev etableret i Danmark og andre lande i 1980’erne. I mangel af mere præcise termer kan vi tale om nyliberalisme på det generelle niveau og New Public Management på det på det mere specifikke.

Vi kan også placere Corydon i en socialdemokratisk tradition, hvor troen på at man politisk kunne skabe en progressiv udvikling af økonomien og samfundet gennem rationel politikformulering og styring af implementeringen. Sandsynligvis ville socialdemokratiske koryfæer som Viggo Kampmann og Jens Otto Krag nikke anerkendende til en stor del af Corydons og Finansministeriets tilgang.

At Mogens Lykketoft har ytret sig kritisk til Socialdemokratiets politik i 2010’erne kan så virke en smule ironisk – udover såret forfængelighed kan man måske pege på at Lykketofts kritik peger på en konflikt mellem en generation der stadig orienterede sig mod den keynesianske arv og en generation der helt var vokset op i en nyliberal epoke.

Alligevel gik noget – for ikke at sige rigtig meget – galt. Man kan søge en del af forklaringen i at Corydon var en dårligt forberedt finansminister: Hans hidtidige karriere havde været som funktionær i det socialdemokratiske parlamentariske apparat, og han blev først valgt ind i Folketinget i 2011. Dermed savnede han parlamentarisk erfaring. Viggo Kampmann kom også sidelæns ind i landspolitikken, men fik i det mindste nogle år til at forberede sig på sin store indsats. Man bør ikke undervurdere den betydning, praktisk erfaring med forhandlinger på det højeste politiske niveau har, hvis man skal have succes som toppolitiker.

Dertil kom et personligt uheld: Corydon blev kun finansminister fordi Henrik Sass Larsen blev sat ud af spillet efter et forløb som endnu er dårligt undersøgt. Oprindeligt synes Corydon at have været tiltænkt en rolle svarende til Martin Rossens i Mette Frederiksens regering – dog placeret i regeringen.

Man kan overveje hvordan overenskomstforhandlingerne i 2013 var forløbet med en mere erfaren politiker i Finansministeriet. Regeringens udspil byggede på en finansministeriel styringslogik, men konflikten med folkeskolelærerne kunne have udviklet sig mindre giftigt med en højere grad af politisk fingerspidsfornemmelse for hvad der var muligt at gennemføre i kort og langt perspektiv.

Initiativet med trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedets parter – ellers en klassisk socialdemokratisk paradedisciplin – brød sammen, inden det var begyndt. En fatal fejl for en socialdemokratisk ledelse – også selv om man skal huske at Anker Jørgensen brugte det meste af sin tid som statsminister med at ligge i konflikt med LO.

I stedet havnede vi i perioden 2011-2015 i en situation hvor regeringen søgte at skyde sig igennem, hvor forhandlinger havde været en bedre strategi, og hvor Corydon ofte kom til at lyde som Finansministeriets – noget tonedøve – agent end som dets politiske leder.

Og måske minder Corydon mest af alt mere om 1960’ernes plagede finansministre end om Christophersen og Lykketoft, idet han dog ikke satte liv og helbred på spil. Et af problemerne i 1960’erne var at organisations- og politikforståelsen i det daglige arbejde var helt ude af takt med velfærdssamfundets krav – sagt lidt firkantet brugte man stadig 1920’ernes instrumenter til at styre 1960’ernes samfund.

Tilsvarende er spørgsmålet om ikke Corydon præsiderede over et forsøg på at løse 2010’ernes problemer med 1980’ernes instrumenter – omend 2010’ernes Finansministerium og styrelser naturligvis var langt mere sofistikerede teknisk end 1960’ernes.

Socialdemokratiet I: Retro

Socialdemokratiets linje under Mette Frederiksens formandskab rejser en række spørgsmål om de store venstrefløjspartiers strategier efter finanskrisen. I en række europæiske lande er socialdemokratierne i dyb krise – mest tydeligt Frankrig og Holland, hvor henholdsvis PS og PvdA har lidt valgnederlag der grænser til totale sammenbrud på vælgerarenaen, men også Tyskland hvor SPD efter et historisk dårligt valg i 2017 nu ligger klart under 20% i meningsmålingerne, og i Sverige hvor SAP efter fire år i opposition led et alvorligt nederlag ved valget i 2010 og hvor det historisk statsbærende parti ikke har været i stand til at forbedre sin position ved valgene i 2014 og 2018. Både i Tyskland og Sverige ser det i stedet ud til at medvinden for AfD og Sverigedemokraterna har givet den populistisk-højreradikale fløj en permanent stærk position i partisystemerne.

Sammenlignet med de nævnte lande fremstår Socialdemokratiet umiddelbart som en succeshistorie, idet partiet på vælgerarenaen har været i stand til at fastholde tilslutningen, ligesom det på den parlamentariske arena har været i stand til at danne regering efter valgene i 2011 og 2019. I modsætning til PS, PvdA og SPD er S altså en reel konkurrent for de borgerlige partier, når det gælder regeringsmagten.

Situationen er dog mere kompliceret hvis vi ser på Socialdemokratiets styrke i et historisk perspektiv: Resultatet ved 2019-valget var muligvis pænt i en europæisk sammenligning, men ligger i forlængelse af en række valg med historisk dårlige resultater. Grafen nedenfor viser, at S i 2010’erne ligger klart under de svage år i 1980’erne, så det kun er fordi de øvrige partier på venstrefløjen (SF og Enhedslisten) og rød blok (Radikale Venstre og Alternativet) har styrket deres position, at S har været i stand til at erobre regeringsmagten. Man kan i øvrigt bemærke at tilslutningen til de såkaldte arbejderpartier i 2010’erne ligger på niveau med, eller lidt under, tilslutningen i de første efterkrigsår.

Dette har imidlertid ikke forhindret S i at slå ind på en linje, der på mange måder kan kaldes Socialdemokratiet Classic – dvs. en linje hvor man skærer 1990’ernes og 2000-tallets “tredje vejs”-politik bort fra historien for i stedet at hævde en kontinuitet med 1960’ernes og 1970’ernes socialdemokratiske politik med fokus på traditionelle arbejdermiljøer.

Ideologisk kan strategien ses omsat i bøger skrevet af ledende socialdemokrater – mest tydeligt Mattias Tesfayes Kloge hænder og Velkommen Mustafa samt Kaare Dybvads Udkantsmyten og De lærdes tyranni.

De lærdes tyranni er fascinerende fordi den præsenterer et fjendebillede hvor højtuddannede storbyboer – her tænkes specielt på indbyggerne i København og omegn – sættes overfor provinsboer med erhvervsuddannelse. Selv om Dybvad i bogen plæderer for en traditionel arbejderlivsstil, er det således uddannelse snarere end økonomisk kapital der definerer den grundlæggende skillelinje i hans fortolkning af dansk politik. Det er Det Radikale Venstre, snarere end Venstre og Det Konservative Folkeparti, der fremstår som Socialdemokratiets hovedfjende på det politiske niveau, mens retorikken mod arbejdsgiverne, som ellers var central i arbejderbevægelsens retorik, forpasses til sidelinjerne.

Man kan tillægge at fokuseringen på arbejderlivsstilen også indebærer at det ikke bare er arbejderen men den mandlige arbejder, Dybvad fremhæver som det sociale forbillede – kvinderne dukker først op sent i bogen, og her uddannet og beskæftiget inden for traditionelle – kvindelige – omsorgsfag: Den produktive arbejder er mand, arbejder i traditionelle industri- og håndværksfag og bruger sin fritid på traditionelle foreningsbaserede sportsaktiviteter. Læser man De lærdes tyranni er det som om hele kvindefrigørelsen og opbruddet i de traditionelle kønsroller som har været en central drivkraft i den sociale og politiske udvikling i Danmark siden 1970’erne, aldrig har fundet sted i bogens univers.

Omvendt kan man se en kontinuitet fra den arbejderistiske strategi hos SF i Søvndal-æraen og fokuseringen på Blå Bjarner (sindbilledet på den mandlige arbejder der ønsker orden i økonomien, en udbygget social sikring for arbejdere, lov-og-orden-politik og stram udlændingepolitik, og som har stemt V eller DF i 2000-tallet) under den senere del af Helle Thorning Schmidts formandskab.

Flere elementer i Mette Frederiksens retorik som statsminister uddyber billedet. Kommentatorer undrede sig over den mørke tone i Mette Frederiksens åbningstale i oktober, hvor hun koncentrerede sig forhold der truede den danske idyl – jordbærstadet ved vejkanten blev her det centrale billede af en truet tillidskultur – snarere end om udvikling af det danske samfund. Talen havde træk man snarere ville forbinde med højrepopulister som Donald Trump eller Jimmie Åkesson, end klassisk socialdemokratisk fremskridtsoptimisme. Også her kan man se Frederiksens retorik som et forsøg på at tiltrække vælgere med en appel til traditionelle værdier og et løfte om at fastholde den sociale struktur eller genskabe tidligere tiders normer og strukturer.

Som en sidebemærkning kan man spørge om strategien er realistisk på langt sigt. Ser man fx på arbejdsmarkedsstatistikken, synes faldet i beskæftigelsen inden for industrisektoren at have bidt sig fast, selv efter at finanskrisens umiddelbare effekter er klinget af.

Tilsvarende kan man pege på at efterkrigstidens klassiske socialdemokratiske velfærdspolitik blev skabt i et – ikke altid konfliktfrit – samspil mellem Socialdemokratiet på den parlamentariske arena og DsF/LO-forbundene på den arbejdsmarkedspolitiske. Her er forholdet imidlertid det, at LO-forbundene siden 1990’erne er blevet svækket medlemsmæssigt, ligesom båndene mellem fagbevægelsen og partiet formelt er blevet kappet. Fusionen mellem LO og FTF – hvis medlemsorganisationer LO oprindeligt anså som en trussel mod arbejderbevægelsens enhed – kan ses som den foreløbige kulmination på en grundlæggende omkalfatring af arbejdsmarkedets organisatoriske struktur. Den traditionelle base er smallere og mere usikker i 2020’erne end i 1960’erne.

Endelig kan man fremhæve at den socialdemokratiske strategi op til 2019-valget byggede på en delvis udskiftning af partiets vælgerkorps: S vandt vælgere fra DF og V, men måtte også afgive vælgere til SF og RV. Sagt lidt firkantet ser det ud til at de Blå Bjarner erstattede de Røde Rosaer hos S.

Og dermed kommer vi til det, der kan være en afgørende forskel på 1960’ernes og 2020’ernes Socialdemokrati. Helt fra Staunings tid byggede Socialdemokratiets strategi på en forståelse af at partiet måtte tiltrække vælgere uden for de egentlige arbejdermiljøer – som på den tid ironisk nok var koncentreret i de større byer. Det var ved også at appellere til funktionærer og kvinder i og uden for erhverv at Socialdemokratiet blev til et folkeparti.

Mette Frederiksens Socialdemokrati ser ud til at gå i den modsatte retning med et fokus på mandlige arbejdere – partiet er altså mere et sektor- end et folkeparti. Man kan måske sammenligne med den historiske hovedmodstander Venstre, der traditionelt havde sin kerneidentitet som interesseparti for landbruget, koblet med forsøg på at tiltrække funktionærer og selvstændige i byerne.

Strategien kan give mening hvis vi ser på partisystemets struktur, for hvor dansk politik frem til 2001 var præget af et system hvor ét stort parti – Socialdemokratiet – stod over for nogle mellemstore borgerlige partier og en række mindre partier, er dynamikken i 2010’erne og 2020’erne anderledes. Det danske partisystem anno 2020 er måske ikke helt så fragmenteret som det hollandske, men fragmenteringen er – bortset fra situationen efter valget i 1973 – historisk høj, og der er ikke noget tydeligt dominerende parti.

Her kunne man se Socialdemokratiets strategi – hvor man vælger appellen til funktionærer og storbyboer fra – som et forsøg på at håndtere den systemiske kompleksitet – både på samfundsniveauet og det parlamentariske niveau.

Hvor det traditionelle Socialdemokrati søgte at reducere den sociale kompleksitet ved at rumme den i partiet, så opgaven med at integrere de forskellige sociale interesser i stor udstrækning lå internt i partiorganisationen, kan man se Retro-Socialdemokratiet som udtryk for en strategi hvor partiet søger at reducere den interne kompleksitet, så opgaven med at integrere de sociale interesse i højere grad kommer til at ligge eksternt på den parlamentariske arena.

DF’s overraskende sammenbrud ved først EP- og siden Folketingsvalget i 2019 betød at den socialdemokratiske ønskesituation, hvor partiet kunne maksimere sit politiske manøvrerum ved balancere en rød (SF, EL, RV) og en gul (SF, DF) flertalsmulighed, ikke lod sig realisere. Markus Knuths afhop fra Venstre sætter også grænser for brugen af kombinationen S-V. Her bliver det spændende at se konsekvenserne for Socialdemokratiets mulighed for at gennemføre den arbejderistiske politik i den tilbageværende del af valgperioden.

Bogåret 2019

Opstillet kronologisk fra 1. januar til 31. december. Arbejdsrelateret læsning er ikke taget med i listen.

  • Karl Peder Pedersen – Kontrol med København
  • Jens Smærup Sørensen – Mærkedag
  • Gert J.J. Biesta – Undervisningens genopdagelse
  • Heidi Vad Jørgensen – Indvandring i velfærdsstaten
  • Agatha Christie – Bertrams hotel
  • Jørgen Grønnegaard Christensen og Peter Bjerre Mortensen – Overmod og afmagt
  • Niels Gunder Hansen – Danske tidsånder 1945-2010
  • Kirsten Jacobsen – Befrielsens øjeblik. Samtaler med Lars Løkke Rasmussen
  • Carl Holst – Carl. Prisen for et liv i politik
  • Markus Bernsen – Danmark disruptet
  • Villy Sørensen – Uden mål og med
  • Torben M. Andersen – Har velfærdsstaten en fremtid?
  • Alexander von Oettingen – Pissedårlig undervisning
  • Heinrich Greiselberger – Der grosse Regression
  • Christopher Bertram – Do States Have the Right to Exclude Immigrants
  • Maj Sjöwall och Per Wahlöö – Den vedervärdiga mannen från Säffle
  • Alexander von Oettingen – Undervisning er dannelse
  • Jørgen Leth – Det bliver ikke væk
  • Thilo Wesche – Adorno. Eine Einführung
  • Agi Csonka – Hvordan får vi mere lighed i uddannelse
  • Thomas Bauer – Der Vereindeutung der Welt
  • Lina Röstlund och Anna Gustafsson – Konsulterna. Kampen om Karolinska
  • Theodor W. Adorno – Aspekte des neuen Rechtsradikalismus
  • Elisabeth Gjerluff Nielsen – Store børn
  • Søren Pind – Frie ord
  • Katrine Marie Guldager – Et rigtigt liv
  • Mikkel Helle – Byen
  • Haruki Murakami – Biblioteket
  • August Strindberg – Inferno
  • Mathilda Gustavsson – Klubben
  • Klaus Rifbjerg – Konfrontation
  • Klaus Rifbjerg – Under vejr med mig selv
  • Klaus Rifbjerg -Amagerdigte
  • Henrik Pontoppidan – Undervejs til mig selv

Teateråret 2019

  • Toves Værelse – Folketeatret
  • Diktatoren – Odense Teater
  • Lazarus – Aarhus Teater
  • Den Store Gatsby – Odense Teater
  • Krise – Teater Momentum – Odense
  • Jordens Indre – Folketeatret/Odense
  • Peggy Pickit ser Guds ansigt – Odense Teater
  • Sweeney Todd – Den Kgl. Opera
  • Katastrofe – Teater Momentum – Odense