Bogåret 2020

Pia Juul: Et af 2020s store tab

Opstillet kronologisk fra 1. januar til 31. december. Uafsluttede bøger og arbejdsrelateret læsning er ikke medtaget.

  • Henrik Pontoppidan – Lykke-Per
  • Thomas Mann – Et upolitisk menneskes betragtninger
  • Jana Hensel – Zonenkinder
  • Paul Veyne – Palmyra. Den uerstattelige skat
  • Anna Kinberg Batra – Inifrån
  • Karl Aage Rasmussen – En sørgmodig drøm om idyl. Uudgrundelige Johannes Brahms
  • Tove Ditlevsen – Kærlig hilsen, Tove
  • Olga Tokarczuk – Dagens hus, Nattens hus
  • Mathias Herup Nielsen – Optimismens politik
  • Georg Simmel – Die Großstädte und das Geistesleben
  • Georges Simenon – Maigret i Holland
  • Per Stig Møller – Sommeren ‘45. Fra overmod til mismod
  • Mats Alvesson – The Stupididy Paradox: The Power and Pitfalls of Functional Stupidity at Work
  • Manfred B. Steger – Neoliberalism: A Very Short Introduction
  • Cas Mudde – The Far Right Today
  • Erik Aschengreen – Som jeg kendte dem
  • Erik Aschengreen – Fra et liv med dans. Erindringsessays
  • Poul Smidt – Fredy: Klemt kronprins – glemt konge. En biografi om Frederik 8.
  • Henrik Pontoppidan – Isbjørnen: Et portræt
  • Anders Bodelsen – Rama Sama
  • Anders Bodelsen – Varm luft
  • Dorrit Willumsen – Løg trækker tårer
  • Jess Ørnsbo – 33 digte
  • Tove Ditlevsen – Gift
  • Erik Wiedemann / Christian Braad Thomsen – Jazzen i blodet
  • Tove Jansson – Pappan och havet
  • August Strindberg – Ægteskab
  • Richard Florida – The New Urban Crisis
  • Olga Ravn – De ansatte
  • Timothy Snyder – On Tyranny
  • Tove Jansson – Sommerbogen
  • Magnus Västerbro – Svälten: Hungeråren som formade Sverige
  • Ebba Witt-Brattström – Århundradets kärlekskrig
  • Horace Engdahl – Den sista grisen
  • Wendy Brown et al – Authoritarianism
  • Christian Ørsted – Fatale forandringer
  • Friedrich Nietzsche – Om vore dannelsesanstalters fremtid
  • Lars Løkke Rasmussen – Om de fleste – og det meste
  • Henrik Nordbrandt – Jetlag
  • Agatha Christie – Solen var vidne
  • Stine Pilgaard – Meter i sekundet
  • Bill Eddy – 5 Types of People Who Can Ruin Your Life
  • Anne Mette Kjeldsen mfl – Distribueret ledelse i den offentlige sektor
  • Per Helge Sørensen – Varmluftsstrategi for begyndere
  • Maria Sobolewska and Robert Ford – Brexitland
  • Kjell Westö – Tritonus
  • Ivan Krastev – Is It Tomorrow Yet?

Dirigenten og havet

En dag i efteråret gled jeg tilfældigvis ind på DR2’s kulturprogram K2, hvor Ditlev Tamm varmt anbefalede den finlandsksvenske forfatter Kjell Westös seneste roman Tritonus.

Jeg kendte pinligt nok ikke Westö i forvejen, men omtalen lød interessant, så jeg satte den på listen over “bøger, jeg burde læse”. Min gode veninde Néné Labeet kom mig i forkøbet. Hendes vurdering var noget mere tempereret.

Det var et problem, for hvem skulle jeg nu tro på: Tamm eller Néné? Men selvfølgelig kan forskellige mennesker sagtens se forskellige ting i og have forskellige bedømmelser af et kunstværk.

Lad os starte med genren. Dannelses- eller udviklingsromanen er en kendt genre: Den unge mand (sjældnere en kvinde) drager ud for at vinde Verdenen. Og Kvinderne. Man må selv overveje hvad der er vigtigst for protagonisten.

Tiden har det jo med at gå i én retning, så på et tidspunkt er den unge mand ikke så ung længere. Han har nået det stadie i livet, hvor det handler om indvikling eller afvikling.

Således også Thomas Brander og Raidar Lindell. Brander er professionel musiker (dirigent, naturligvis. Vi er i Finland) og amatør på psykologiens område. Lindell er skolepsykolog og amatørmusiker. Brander rejste ud og vandt koncertsalene og kvinderne. Lindell blev i skærgården – en mindre scene, men dog med en defineret rolle som guitarist i et fritidsorkester.

Skal man blive i musikanalogierne er Brander og Lindell henholdsvis hoved- og bitema. Begge er sidst i 50’erne og i krise, men det er Brander der er motoren i fortællingen, når han træder ind på scenen i skærgårdssamfundet og for alvor forstyrrer både sit eget og andres liv.

Det lyder sikkert som en halvdårlig vittighed at sige at Brander er på grænsen til at være udbrændt. Hans seneste erobring har i den grad dumpet ham til fordel for en yngre model, og musikken er gledet ham af hænde. Hans koncerter bliver stive og livløse, orkestermusikerne gør nar af ham, indbydelserne udebliver (og når de kommer, er det tydeligt at han er andetvalg. Når nu ikke Alan Gilbert og co. har plads i kalenderen), og de yngre talenter kræver deres plads. Det er tid til afvikling.

Og så er der også den lille sag med terrorangrebet i Bruxelles, som Brander overlevede, fysisk uskadt. Og der er en pandemi, som gør sig diskret påmindet, samtidig med at vejret ikke er, som det plejede at være. Alt er kort sagt ude af vater.

Branders løsning er at opføre en kæmpevilla – et skrytbygge, ville man sige på svensk – med navnet Casa Tritonus i skærgården, hvor han kan … ja, hvad kan og skal han egentlig i det hus, som det ligger mellem landjorden og havet?

I en central scene i bogen kommer to gamle dirigentkollegaer på besøg og flår Brander i stumper og stykker, som kun venner kan.

Tritonus er en lang bog, og selv om den er forholdsvis letlæst, skal man holde godt styr på mylderet af personer omkring Brander og Lindell. Dødsfald og andre tab – og ikke mindst hvordan man forholder sig til dem – spiller en central rolle i fortællingen.

Behøver man kende til alle de (mange!) musikstykker, der refereres (ofte!) i bogen? Musikken er nu engang Branders håndværk og det, han forstår sig selv i forhold til, men mange læsere kan nok stå lige så fremmede over for henvisningerne, som naboen Lindell gør. Måske er det en pointe i sig selv?

Slutter bogen med en forsoning og ny balance? Både og.

Brander arbejder i hvert fald på at omdefinere sin egen rolle som musiker i en lokal musikfest (det menneskelige kan være lidt mere uklart), mens Lindell (vistnok) får forsonet sig med sin kones død.

Samtidig går naboøen op i flammer. Ur led är tiden.

Skal jeg sammenfatte, vil jeg sige at Tritonus er en lang – og måske også for lang – bog hvor der er dybe indsigter i mandlige frustrationer, når afviklingen begynder at melde sig. Fokus er på personerne, mens skærgården godt kan virke som lidt af en kulisse. Jeg ved ikke helt om det med vilje fra forfatterens side.

Men – hvis man vil læse en kortere, mere poetisk og mindst lige så dybsindig bog om livskriser, som i øvrigt også foregår i et skærgårdsmiljø med naturen som med- og modspiller, har finlandssvenskerne faktisk et bud: Tove Janssons Pappan och havet, hvor Mumifar i frustration over livet som sådan rykker sin familie ud til et fyrtårn, som han bruger bogen på at kæmpe med at få tændt.

Egentlig kunne jeg godt se for mig, hvordan Lille My (aldeles uimponeret, naturligvis) træder ind i Casa Tritonus, betragter byggeriet og Brander, for så med en replik fra Pappan och havet at sige til ham: “Du er vred på den forkerte måde”.

Inger Støjberg: En forestilling

I forbindelse med offentliggørelsen af Instrukskommissionens delberetning har Inger Støjberg igen domineret mediernes overskrifter. Selv om beretningens konklusioner næppe kommer belejligt for Støjberg, er overskrifterne et sted hun gerne befinder sig, og hun har siden sit gennembrud som Venstres politiske ordfører i 2007 konstant befundet sig i første række i dansk politik.

Støjberg er blevet beskrevet som en dansk pendent til Donald Trump. Det er en karakteristik, som er forståelig, men som også viser et manglende kendskab til dansk og europæisk højrefløjspolitik.

Først og fremmest dukkede Donald Trump først for alvor op på den amerikanske politiske scene i 2015-2016, mens Støjberg har været folketingsmedlem siden 2001 og som sagt i forreste række siden 2007. Så hvis nogen har efterlignet nogen, skulle det snarere være Trump, der havde ladet sig inspirere af Støjberg. (Selv har jeg altid opfattet Sarah Palin som den mest oplagte amerikanske parallel).

Omvendt er karakteristikken forståelig, fordi begge politikere repræsenterer en højrepopulistisk linje, der har vundet stort gennemslag i både europæisk og amerikansk politik. Trumps og Støjbergs forkærlighed for orange (i Trumps tilfælde er den måske snarere en bivirkning af overdreven anvendelse af selvbruner end en bevidst imagestrategi) er naturligvis også blevet bemærket.

Men det er højrepopulismen, der fører os til substansen. Hvis man vil søge paralleller til Støjberg er den hollandske politiker Geert Wilders et bedre valg end Trump. Wilders kom ligesom Støjberg fra en højreliberal position – Wilders var medlem af Venstres hollandske søsterparti VVD inden han brød ud og stiftede partiet PVV – inden han med stor succes gjorde verbale angreb på muslimer og indvandrings- og integrationsmodstand til sin politiske platform. Wilders’ frisure (blonderet) har i øvrigt ligesom Støjbergs (orangerød) været genstand for en del opmærksomhed gennem de seneste 20 år.

Frisuren er bare en del af Forestillingen Støjberg. Sammenligner man hende med den typiske kvindelige folketingspolitiker, bliver forskellene tydelige. Akademisk upåfaldenhed er et generelt kendetegn, uanset om man ser på sprogbrug, stemmeføring, påklædning eller generel opførsel – man kan tit være lidt usikker på om man står over for en gruppe af politikere eller en forsamling af kommunale mellemledere, når man tænder for nyhederne på tv. (For mændene er det mørke jakkesæt naturligvis de rigeur). Her står Støjberg ud på alle parametre med de sukkerfri colaer og den nordjyske dialekt som ekstra krydderier.

Det utilpassede i forhold til det københavnske embedsmandsmiljø er – for nu at anvende marketingsprog – et Unique Selling Point. Og dertil et meget effektivt et, når man ser på Støjbergs personlige stemmetal.

Uanset om det var Støjberg eller hendes spindoktor Mark Thorsen, der fik ideen, passer kagen, der markerede 50 stramninger af udlændingelovgivningen, perfekt ind i denne markedsføring. For det første hører kager jo til fejringer, hvilket i sig selv kunne bringe Støjbergs politiske modstandere i det politiske miljø og de sociale medier i affekt. Intet er så effektivt i politisk mobilisering som at få modstanderne på banen.

“50” er for det andet et letforståeligt budskab. Prøv med “regeringen har i den forløbne periode successivt gennemført et antal reguleringer af integrationslovgivningen med det formål at begrænse indvandringen fra tredjelande” og se forskellen. I bedste fald får man billedet af Kristian Thulesen Dahl op for sit indre blik.

Hvis man som jeg er certificeret djøffer, vil man påpege at det er én ting at træffe politiske beslutninger. Det er en helt anden – og sværere – ting at omsætte dem til praksis. Og her kunne man spørge om strategien (hvor Støjberg ligger i forlængelse af samtlige regeringer siden 2001) med at omdanne integrationslovgivningen til et kludetæppe af uigennemskuelige regler egentlig er særlig hensigtsmæssig. Den kan i al fald give anledning til en del grå hår hos de embedsmænd og andre, der skal få lovgivningen til at fungere til daglig, og den er en vigtig del af forklaringen på de gentagne skandaler på området.

Djøfferen – med sit grå hår og mellemlederjakkesæt – ville påpege at en større, samlet reform med efterfølgende tid og ressourcer til implementering klart ville være at foretrække, hvis regeringen ville opnå sine substantielle politiske mål.

Her viser Støjbergs populistiske temperament sig: Det centrale kriterium for en politik eller et politisk udspil er om den mobiliserer vælgerne, ikke om den hjælper regeringen i det parlamentariske arbejde eller kan operationaliseres til effektiv forvaltning. Dette synes i øvrigt at være et generelt træk hos Støjberg – ikke kun på integrationsområdet.

En sidste bemærkning kan gælde sprogbrug og positioner. Støjberg og hendes støtter har konsekvent forsøgt at få slået navnet “Barnebrudskommissionen” fast i offentligheden. Det er ikke lykkedes, men det siger noget om den ideologiske verden, Støjberg færdes i.

Man skal ikke søge ret længe i det islamofobe univers på nettet for at finde ud af at henvisningen til Muhammeds ægteskab med den 13-årige Aisha er et gennemgående tema hos højreradikale debattører.

Nu var arrangerede ægteskaber med eller mellem børn – hvor ægteskabets seksuelle fuldbyrdelse blev udskudt til begge parter var kønsmodne – ikke ligefrem ukendte i den kristne verden langt op i tiden, men i den islamofobe version er det underforstået, at Muhammed var pædofil. Og i det hele taget fremstilles muslimske mænds seksualitet i dette miljø som grundlæggende perverteret – hvis man har lyst, kan man ud over Muhammed-historierne underholde sig med uendelige voldtægtshistorier med muslimske mænd i hovedrollen hos Den Korte “Avis” og tilsvarende kilder. Det er det segment, Støjberg mobiliserer.

Støjberg fremstillede – både i forbindelse med instruksen om at adskille asylansøgende par og hele vejen frem til nu – konsekvent indgrebet som rettet mod ældre mænd med barnebrude, og hun lagde sig dermed klart på linje med det højreradikale islamofobe miljø.

Og det er ikke kun i forbindelse med seksualitet at Støjberg fremstiller Muslimen (i bestemt ental og med stort forbogstav) som en dødbringende fare for det omgivende samfund. I forbindelse med Ramadanen har hun videregivet myten om at muslimske chauffører var til særlig fare for medtrafikanter eller mere eller mindre bevidst udsatte kollegaer for livsfare i produktionen.

Det er klassiske højreradikale temaer, som hun har ført fra internettets og andre islamofobe subkulturer ud i den politiske mainstream – og igen med stor personlig succes på vælgerarenaen.

Evidens spiller ingen rolle her – man kan komme med al den statistik og forskning om seksualitet, ægteskabsmønstre og generelle risici, man ønsker: Støjberg taler ind i en ældgammel frygt mod det fremmede og det anderledes hos den jævne befolkning uden tanke på de substantielle konsekvenser, og præsenterer sig selv som Folkets Sande Tribun.

Ser vi på sagen fra et djøf-perspektiv, kunne problemer med tvangsægteskaber og andre tilsvarende overgreb være identificeret og håndteret decentralt inden for de eksisterende juridiske og organisatoriske rammer. Men her glemmer man, at Støjbergs mål ikke var at forsvare flygtede kvinder, men at mobilisere Den Rene Danskhed. Den Urene Muslim var bare midlet.

Det var, ligesom frisuren, colaerne, tøjet, det nordjyske sprog, kagen og Ramadankronikkerne en forestilling beregnet på at skabe en effekt på vælgerarenaen. Problemerne opstår når vælgerarenaen støder sammen med den parlamentariske arena og det komplekse sæt af normer, som understøtter omsætningen af politiske beslutninger til praksis inden for retsstatens rammer.

Afsluttende kan man sige at der er nogle fascinerende paradokser forbundet med Støjberg og hendes position.

Hun er medlem af Venstre og fremtrædende Venstrepolitiker, men det er svært at forbinde hende med ideologisk liberale positioner. Måske er det snarere en blanding af tradition og anti-statslige holdninger, der har ført hende ind i og fastholdt hende i partiet? Venstre har dog også helt siden J.C. Christensens dage haft en klar kulturkonservativ strømning med stor opslutning i Vestjylland. Dermed bliver Støjbergs historie og vestjyske basis også en del af Venstres komplekse ideologiske tradition.

Endelig fremstår Støjberg på mange måder som et kunstprodukt (cola light må på alle parametre være den mest kunstige drik, man overhovedet kan forestille sig), samtidig med at hun præsenterer sig som repræsentant for Den Autentiske Sunde Danskhed. Måske er forklaringen at man skal se hendes både kvalitativt og kvantitativt bemærkelsesværdige forbrug af læskedrikken som en kontrær position i forhold til den kulturelle venstrefløjs prioritering af naturlighed, ikke mindst manifesteret gennem forbruget af økologiske fødevarer. (Økologisk livsførelse er også en forestilling – men her er vi ude i en ny blogpost, hvis vi skal gennem den diskussion)

Koncertåret 2020

Odense Symfoniorkester: Odense Koncerthus 27/11 2020

Corona satte også stop for koncertbesøgene, men jeg kom dog til en jazz- og en klassisk koncert i efteråret. Vi må se, hvornår koncerter igen bliver mulige at gennemføre igen.

Set

  • Dvorak: Cellokoncert, Tchaikovsky: 6. symfoni – Odense Symfoniorkester
  • Franck: Le Chasseur Maudit, Variations Symphoniques, Stravinsky: Petrushka – Odense Symfoniorkester
  • Carsten Dahl Trio – Dexter
  • Mozart: Klarinetkoncert, Mahler: 5. symfoni – Odense Symfoniorkester
  • Berio: Sinfona, Bartok: Koncert for orkester – Berliner Filharmonikerne og Simon Rattle, (via Digital Concert Hall)
  • Claus Waidtløv/Carsten Dahl – Dexter
  • Grieg: Per Gynt Suite, nr 2, Sibelius: Violinkoncert, 2. symfoni – Odense Symfoniorkester

Planlagt

  • Beethoven: Missa Solemnis – Odense Symfoniorkester
  • Herbie Hancock – DR Koncerthuset

Teateråret 2020

Mens vi ventede på Aarhus Teaters #denungewerther, januar 2020

Teateråret fik jo en brat ende kort efter, at jeg havde været i Århus for at se en fin opførelse af Kaj Munks Ordet. I løbet af foråret holdt jeg blandt andet humøret oppe ved at følge nogle tyske teatres digitale tilbud – ikke det samme som at være der fysisk, men bedre end intet.

Af forskellige grunde – udbuddet, arbejdsbelastning og problemerne med at rejse rundt i landet, selv inden smittesituationen gik amok i november – blev det ikke til noget med teaterbesøg efter sommeren

Og nu skal vi frem til april 2021, før jeg igen har en teaterforestilling i kalenderen – jeg håber, vi har styr på virussen til den tid.

Set live

  • Penthesilea – Det Kgl. Teater
  • Den unge Werthers lidelser – Århus Teater
  • Apokalypse – Teater Momentum, Odense
  • Helligtrekongersaften – Odense Teater
  • Ordet – Aarhus Teater

Set på video

  • Der Kaukasische Kreidekreis – Berliner Ensemble
  • Marat/Sade – Deutsches Theater Berlin (gensyn med en forestilling jeg så live i 2016)
  • Woyzeck (Wilson/Waits-versionen) – Thalia Theater Hamburg
  • Die Hamletmaschine – Deutsches Theater Berlin
  • Die Hamletmaschine – Thalia Theater Hamburg
  • Die Pest – Deutsches Theater Berlin
  • Spöksonaten – Dramaten
  • Macbeth (Heiner Müllers version) – Berliner Ensemble
  • Tre søstre (Drei Schwester) – Deutsches Theater Berlin

Planlagt/Aflyst pga Corona

  • Driving Miles – Teater Momentum, Odense
  • Bortførelsen fra Seraillet – Den Jyske Opera/Odense Koncerthus
  • Mutter Courage – Det Kgl. Teater
  • Der Kaukasische Kreidekreis – Berliner-Ensemble
  • Ariadne på Naxos – Den Kgl. Opera
  • Natten er dagens mor – Folketeatret

Rotation

Nu er jeg ikke selv EL-menneske, så diskussionen i partiet om rotationsprincippet har ikke direkte relevans for mig, men der er alligevel nogle mere eller mindre generelle aspekter ved problematikken omkring Pernille Skippers politiske fremtid det kan være værd at se på.

Først og fremmest går kommentatorer i medierne ud fra at rotationsprincippet er et problem for EL: Hver gang partiet har fået opbygget en populær frontfigur, skal vedkommende træde tilbage. Antagelsen er at det svækker partiet – først og fremmest på vælgerarenaen, mens effekten på den parlamentariske arena er mindre klar.

Ser vi på motivationen bag rotationsprincippet handler det om at forhindre fremvæksten af en klasse af professionelle politikere og dermed sikre folkets repræsentation i kommunalbestyrelser, regionsråd, Folketing og Europa-Parlamentet.

Man kan stille spørgsmålstegn ved begge argumenter.

For det første synes skiftet mellem frontfigurer hidtil at være foregået uden større problemer for partiet. Pernille Rosenkrantz-Theil og Johanne Schmidt Nielsen har givet plads for de næste i rækken. Man kan tillægge at B90/Grüne (som dog nu kun anvender princippet på ledelsesniveau) heller ikke synes at lide under de regelmæssige lederskift. Problemerne har omvendt været større for Miljöpartiet i Sverige.

Man kan for det andet tillægge at en begrænsning på godt to valgperioder måske i virkeligheden svarer meget godt til den typiske karriere for valgte politikere. Pt har kun 63 af Folketingets medlemmer siddet over ni år i tinget, svarende til at de blev indvalgt første gang før valget 2011, så EL’s handicap i forhold til andre partier er i praksis begrænset. Dertil kommer at de fleste partiledere kun holder fem-ti år i rollen, selv om de naturligvis skal have en oplæringsperiode inden.

Skal man være en smule ondskabsfuld, kan man desuden pege på at EL’s politikere ikke nødvendigvis forsvinder fra fuldtidspolitikken, når de fratræder deres valgte opdrag: Organisationen kan beholde dem på andre måder. Vi har eksempler på folk der veksler mellem valgte opdrag og funktionærposter. Så EL har i praksis sine professionelle, men de fremtræder bare på en anden måde end i de fleste andre partier.

Rotationsprincippet kan omvendt i virkeligheden være en styrke for EL, fordi partiet ikke kan hvile på laurbærene: Organisationen er tvunget til løbende at satse på rekruttering og oplæring af nye politikere, fordi man ved at den nuværende gruppe har en udløbsdato.

Man kan her pege på KF som eksempel på hvad der sker når en partiorganisation forsømmer denne helt centrale opgave – de interne kampe i 1990’erne svækkede partiet, men eftersom der ikke stod en stærk ny generation klar til at tage over, blev partiet permanent svækket (i det mindste så permanent, som noget kan være i dansk politik).

Når alt er lagt sammen, er jeg dog også på nogle punkter skeptisk over for princippet om obligatoriske begrænsninger for hvor længe politikere kan sidde. Et grundlæggende princip i repræsentativt demokrati er således muligheden for at fravælge politikere, hvis politik eller præstationer man er utilfreds med. Her kan man ikke sanktionere en politiker der i forvejen er ude på (foreløbigt) sidste omgang.

Man kan endelig pege på at valgte politikere står over for et mægtigt administrativt apparat, som det kræver ekspertise at modstå. Dette kræver en betydelig teoretisk uddannelse – og praktisk erfaring, ikke mindst hos de ledende politikere, og her kan manglende erfaring vise sig som et handicap.

Bjarne, Arne og pensionen

Hele processen omkring det socialdemokratiske forslag om en særlig tilbagetrækningspension (eller værdighedspension) er fascinerende, fordi den dels afslører nogle aktuelle brudlinjer i den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken, dels viser at nogle meget dybe lag i dansk velfærdspolitik stadig er relevante.

Lad os begynde med det aktuelle: Dansk økonomisk politik og beskæftigelsespolitik har siden begyndelsen af 1980’erne været præget af en bestemt form for reformtænkning – lidt afhængigt af temperament kan vi tale om arbejdsudbudspolitik, strukturpolitik eller for den sags skyld nyliberalisme. Pointen er i alle tilfælde at det grundlæggende sociale problem ses som en mangel på tilgængelig arbejdskraft.

Politisk har man søgt denne mangel afhjulpet på forskellig vis – ældre læsere vil vide at overenskomstsystemet, specielt på det private arbejdsmarked, fungerer anderledes i dag end omkring 1980 (her har der kort sagt været tale om en udvikling fra centrale til decentrale overenskomstforhandlinger), og dertil er adgangen til overførselsindkomster blevet begrænset (væsentligt højere krav til optjening af dagpengeret og en kraftig afkortning af dagpengeperioden i a-kassesystemet koblet med en beskæring af ydelsernes værdi kan tjene som eksempel her), ligesom stat og kommuner har opbygget et omfattende aktiveringsapparat, der skal kvalificere arbejdsløse borgere til arbejdsmarkedet gennem uddannelse og motivation (eller afskrækkelse, om man vil).

Tidligere statsminister Helle Thorning Schmidt anvendte det interessante udtryk, at hendes regering var gået reformamok – noget mange borgere og praktikere inden for beskæftigelsesområdet nok vil skrive under på. I denne sammenhæng er udfasningen af efterlønnen, førtidspensionsreformen og sygedagpengereformen specielt interessante: I princippet indebar de tre reformer, at ældre erhvervsaktive med helbredsproblemer, som tidligere kunne være gået på efterløn eller førtidspension, meget hurtigt kunne stå over for lange perioder på kontanthjælp eller ressourceforløbsydelse – ydelser der blev tildelt efter skøn, som var lave og i princippet midlertidige.

Her kunne reaktionerne på reformerne godt rejse spørgsmålet om arbejdsudbudslinjen med den forhenværende LO-formand Thomas Nielsens ord har sejret ad helvede til: Linjen blev drevet så langt og så hårdt i den kommunale praksis, at den underminerede troen på det offentlige velfærdssystem blandt centrale vælgergrupper (Egentlig sagde Nielsen forresten “ad helvede til godt” – den forkerte formulering er blevet stående, fordi hans udråb kom på et tidspunkt hvor efterkrigstidens socialdemokratiske model var kulmineret og ved at blive afløst af den nyliberale. Kolossen Nielsen og LO stod i den grad på lerfødder). Så: Kravet om en “værdighedspension” er født af dybe frustrationer blandt fagforeningerne og arbejdervælgere over udviklingen i velfærdssystemet de seneste 10-20 år.

Men den nuværende konflikt bygger også på meget dybe spor i dansk velfærdspolitik.

Alderspensionssystemet i Danmark har sin rod i alderdomsunderstøttelsen, som blev indført i 1891 efter et forlig mellem Højre og Det Forhandlende Venstre. Her var tale om en ydelse til værdigt trængende ældre. Man skulle være fyldt 60 år og kunne opvise ulastelig vandel, hvorefter kommunalbestyrelsen (sogneråd eller byråd) efter et skøn kunne tildele en årlig ydelse. Staten ydede et væsentligt bidrag, så for en kommune var det billigere at have en gammel på alderdomsydelse end på fattighjælp. Ordningen blev en stor succes, men stødte også på kritik, netop fordi tildeling og udmåling hvilede på kommunalbestyrelsens skøn.

Resultatet blev aldersrenten, som blev indført i 1922 – her under en Venstre-regering. Nu blev ydelsen en ret, idet modtagerens andre indkomster blev modregnet ved udmålingen efter faste takster. Set fra Socialdemokratiets og fagbevægelsens perspektiv var det dog et væsentligt tilbageskridt, at aldersgrænsen samtidig blev hævet fra 60 til 65 år. Dermed begyndte en kamp om pensionsalderen, som stadig pågår – i 1936 fik Socialdemokratiet sænket aldersgrænsen til 60 år med henvisning til den høje arbejdsløshed*, 1946 hævede Venstre atter grænsen til 65 år, og prisen for indførelsen af den generelle folkepension i 1957 blev, at aldersgrænsen blev sat op til 67 år.

Dette var faktisk en høj alder i europæisk sammenligning, og gennem 1960’erne og 1970’erne var der en løbende konflikt mellem LO på den ene side og Christiansborg på den anden om pensionsalderen. I en vis forstand fandt konflikten sin løsning med indførelsen af efterlønnen i 1979. Også her hjulpet på vej af en arbejdsløshedskrise.

Set fra LO’s og specielt SiD’s (et af forløberforbundene for 3F) side var fordelen ved efterlønnen, at den knyttede pensionsretten til a-kassesystemet. Her skal vi tænke på, at a-kasserne op i 1970’erne primært dækkede LO-området – funktionærer var som regel ikke dækket af dagpengesystemet – så efterlønnen skabte kort sagt et system, der var regel- og ikke skønsbaseret, og som gav en pensionsalder på 60 år for LO-medlemmer, mens FTF’ere, akademikere og andre måtte vente til de fyldte 67 år. At efterlønnen så gav arbejdere en yderligere motivation til at melde sig ind i en a-kasse – og dermed i fagforeningen – var en ikke uvelkommen sidegevinst for SiD og resten af LO.

Nu var der bare det, at a-kassesystemet havde undergået en kraftig udvikling i 1970’erne, så i 1980 var næsten alle erhvervsaktive medlemmer af en a-kasse. Systemet der var designet til LO-medlemmer, var blevet et system for næsten hele arbejdsmarkedet, og erhvervsaktiviteten for de 60-67 årige faldt som en sten. SiD’s sejr blev en hovedpine for det politiske system, og kampen om efterlønnen var med til at definere social- og beskæftigelsespolitikken mellem 1990 og 2010. Efterlønsforliget i 1998 blev dødsstødet for den tredje vejs Socialdemokrati i Danmark og banede vejen for Venstres dominans mellem 2001 og 2019.

I en vis forstand er det 1970’ernes kamp om pensionsalderen, vi nu ser gentaget – men inden for nogle institutionelle rammer, der er helt forandrede: Specielt står fagbevægelsen svagere i 2020 sammenlignet med 1979, og a-kasserne har en meget mere begrænset rolle end for 40 år siden. Samtidig er selv socialdemokratiske politikere forsigtige med at rokke for meget ved aftalerne om pensionsalderen.

Man kunne spørge hvorfor regeringen ikke fortsatte vejen med kommunal tildeling af seniorførtidspension. Her er en forklaring nok at erfaringerne og fortællingerne fra implementeringen af førtidspensionsreformen og ressourceforløbene simpelthen har undermineret de kommunale jobcentres legitimitet blandt arbejderne. Kommunerne har så at sige sejret ad helvede til.

Vi kan i øvrigt bemærke, at Socialdemokratiet nu har genindført værdighed – et begreb som ellers var forsvundet ud af det socialpolitiske sprog i 1960’erne – som et kriterium i diskussionen. Det retter sig både mod jobcentrenes sagsbehandling (processen skal være værdig) og mod grupper der ikke har gjort sig fortjent til tidlig pension på lempeligere vilkår (arbejderen er værdig – flygtninge, indvandrere, alkoholikere og narkomaner og andre suspekte typer er ikke).

Samtidig – og koblet med dette – bygger førtidspensionen på et visitationsprincip, hvor borgerens arbejdsevne skal vurderes. Efterlønnen var retsbaseret – man skulle opvise medlemsskab i en a-kasse i et vist tidsrum. Derefter blev der ikke stillet spørgsmål om ens personlige og private forhold. Som nævnt har implementeringen af førtidspensionsreformen efterladt sig blivende spor her. Men problemet er dels at finde et værdighedskriterium, der ikke medfører en udredning af borgerens personlige forhold, dels at begrænse den nye ordning til de traditionelle arbejdergrupper, når a-kassemedlemsskab ikke rigtig fungerer som automatisk kriterium. Når man ikke kan eller vil skrive at ordningen er forbeholdt en begrænset del af arbejdsmarkedet – det man på engelsk kalder “blue-collar workers” og det vi traditionelt kaldte LO-området i Danmark – bliver udmøntningen juridisk og administrativt meget kompleks.

Men problemstillingerne er kendt i dansk politik siden 1891 – hvem skal havde adgang, og ud fra hvilke kriterier, hvis ikke alle skal have adgang?

PS: Arne ved alle hvem er. Bjarne er selvfølgelig Bjarne Corydon, som næsten mere end Helle Thorning er blevet sindbilledet på den politik, den nuværende regering positionerer sig imod.

*Inden for økonomien taler man om et eksempel på “the lump of labour fallacy“, når aktører argumenterer for at det vil løse problemer med ungdomsarbejdsløshed, hvis ældre får mulighed for at trække sig fra arbejdsmarkedet. Argumentet ligger også bag forslag om arbejdsdeling. Fejlen består i at tro at mængden af arbejde i samfundet er konstant. Omvendt kan man kritisere arbejdsudbudslinjen for at se bort fra sammenhængene mellem den makroøkonomiske politik og udviklingen på arbejdsmarkedet – således blev der ført en sparepolitik i Danmark og de fleste øvrige vestlige lande efter finanskrisen i 2008, hvilket påvirkede efterspørgslen efter arbejdskraft.

Sommeren 2020: Forskellige betragtninger

1. For nu at parafrasere Jens Otto Krag har jeg gennem længere tid overvejet at deaktivere Twitter – i det mindste som aktiv bruger. Nu slettede jeg mine apps før jeg tog på ferie (fordi jeg kun ville have telefon og iPad til disposition i ferien og det er bøvlet at skrive i webinterfacet), og har ikke det store savn af de regelmæssige opdateringer.

1a. Twitter er stadig en ok platform at følge opdateringer om politik, forskning og Corona, nu hvor rss desværre er blevet en marginal teknologi. Resten kan man mute og blokere, når det bliver for træls. (Det hører med at de fleste af dem jeg lærte at kende for nogle år siden, nu kun er yderst begrænset aktive på platformen).

2. Normalt sørger jeg for at få set nogle udstillinger i løbet af sommeren, men museernes information (specielt: hvordan undgår man ventetid eller store menneskemængder) har været reelt ikke-eksistererende. Så: Ingen udstillinger i år. I stedet blev det til ture rundt i parkanlæggene omkring Gladsaxe

3. USA er mere f**ked end selv jeg forestillede mig. Hvis nu ikke Finansministeriet havde taget livet af Udenrigsministeriet, burde sidstnævnte have nedsat en arbejdsgruppe, der så på hvad Europa kan gøre i den nuværende situation, hvor USA og UK ikke længere er pålidelige partnere. (Finansministeriet tror stadig at McKinsey kan levere alle svar).

4. DF er igang med den sædvanlige sommeroffensiv (dog på baggrund af at partiet er i kraftig intern og ekstern krise). Hvornår begynder danske medier at forholde sig til partiets højreradikale ideologi i stedet for blot at diskutere strategi? (Dog: Politiken)

5. Læselisten i sommerferien hidtil: Tove Jansson – Pappan och havet; August Strindberg – Ægteskab; Richard Florida – The New Urban Crisis; Timothy Snyder – On Tyranny; Olga Ravn – De ansatte; Tove Jansson – Sommerbogen; Magnus Västerbro – Svälten: Hungaråren som formade Sverige.

6. Jeg er stadig spændt på hvordan mit arbejdsefterår kommer til at se ud. Forhåbentlig kan vi nøjes med punktvise nedlukninger, men risikoen er selvfølgelig at epidemien bryder ud igen. Dog må storholdsundervisning nok i alle tilfælde omlægges – et problem for vores brug af gæsteundervisere. (Og det er hvad jeg har tænkt på mit arbejde de sidste tre uger).

6a. Fynbus’ linje 61 og 62 kan være ret fyldte. Nok ikke et hensigtsmæssigt førstevalg fremover. Især når myndighederne ikke mener ansigtsbeskyttelse er nødvendigt.

7. Læring og adfærdsændringer er ikke lineære processer. Apropos Corona

Skalaer og karakterer

Vi skal åbenbart have ny karakterskala, hvis det står til politikerne. Her er lidt refleksioner, baseret på 27 års erfaringer med eksaminationer på videregående uddannelser i to lande og med bedømmelser efter hele fem forskellige skalaer.

  1. Der er altid afgrænsningsproblemer i en karakterskala – jeg mindes udmærket at have stået med “var det nu et 8- eller et 9-tal” i det gamle danske system, og “er det godkänt eller väl godkänt” i det svenske.
  2. Jo, der er meget store spring mellem 4, 7 og 10 i det nuværende danske system.
  3. Min – politisk ukorrekte – indstilling er, at 7 for mig er udtryk for at den studerende kan hvad man med rimelighed kan forvente. 10 og 12 er bedre præstationer. (Se næste punkt for hvorfor det er politisk ukorrekt). 4 antyder plads til forbedring.
  4. Er problemet ikke i virkeligheden læringsmålsstyringen, og ikke karaktersystemet. Og læringsmålsstyringen – hvor det jo er de højere magter der entydigt har fastslået hvad elever og studerende skal bedømmes på – er et politisk ønske.
  5. 10 og 12 er for mig begge rigtigt gode bedømmelser. Men mit indtryk er, at 10 ofte er den mest problematiske karakter for studerende. Måske forklarer det 12-inflationen?
  6. Vi diskuterer ofte karakterer med udgangspunkt i optagelseskravene til uddannelser som medicin, jura, statskundskab eller psykologi. Men den diskussion er fuldstændig irrelevant for rigtig mange uddannelser.
  7. Hvad betyder karaktererne egentlig for kommende arbejdsgivere? Vores indtryk på uddannelsesinstitutionerne er at andre faktorer er mindst lige så vigtige for bachelorers og kandidaters muligheder på jobmarkedet.
  8. Pigers og kvinders præstationer i uddannelsessystemet problematiseres altid. Af en eller anden grund.

Sammenfattende: Jeg synes egentlig, man hellere skulle tage en grundig diskussion om læringsmålstilgangen, der også er udtryk for et ønske om at styre uddannelser top-down.