Sommeren 2020: Forskellige betragtninger

1. For nu at parafrasere Jens Otto Krag har jeg gennem længere tid overvejet at deaktivere Twitter – i det mindste som aktiv bruger. Nu slettede jeg mine apps før jeg tog på ferie (fordi jeg kun ville have telefon og iPad til disposition i ferien og det er bøvlet at skrive i webinterfacet), og har ikke det store savn af de regelmæssige opdateringer.

1a. Twitter er stadig en ok platform at følge opdateringer om politik, forskning og Corona, nu hvor rss desværre er blevet en marginal teknologi. Resten kan man mute og blokere, når det bliver for træls. (Det hører med at de fleste af dem jeg lærte at kende for nogle år siden, nu kun er yderst begrænset aktive på platformen).

2. Normalt sørger jeg for at få set nogle udstillinger i løbet af sommeren, men museernes information (specielt: hvordan undgår man ventetid eller store menneskemængder) har været reelt ikke-eksistererende. Så: Ingen udstillinger i år. I stedet blev det til ture rundt i parkanlæggene omkring Gladsaxe

3. USA er mere f**ked end selv jeg forestillede mig. Hvis nu ikke Finansministeriet havde taget livet af Udenrigsministeriet, burde sidstnævnte have nedsat en arbejdsgruppe, der så på hvad Europa kan gøre i den nuværende situation, hvor USA og UK ikke længere er pålidelige partnere. (Finansministeriet tror stadig at McKinsey kan levere alle svar).

4. DF er igang med den sædvanlige sommeroffensiv (dog på baggrund af at partiet er i kraftig intern og ekstern krise). Hvornår begynder danske medier at forholde sig til partiets højreradikale ideologi i stedet for blot at diskutere strategi? (Dog: Politiken)

5. Læselisten i sommerferien hidtil: Tove Jansson – Pappan och havet; August Strindberg – Ægteskab; Richard Florida – The New Urban Crisis; Timothy Snyder – On Tyranny; Olga Ravn – De ansatte; Tove Jansson – Sommerbogen; Magnus Västerbro – Svälten: Hungaråren som formade Sverige.

6. Jeg er stadig spændt på hvordan mit arbejdsefterår kommer til at se ud. Forhåbentlig kan vi nøjes med punktvise nedlukninger, men risikoen er selvfølgelig at epidemien bryder ud igen. Dog må storholdsundervisning nok i alle tilfælde omlægges – et problem for vores brug af gæsteundervisere. (Og det er hvad jeg har tænkt på mit arbejde de sidste tre uger).

6a. Fynbus’ linje 61 og 62 kan være ret fyldte. Nok ikke et hensigtsmæssigt førstevalg fremover. Især når myndighederne ikke mener ansigtsbeskyttelse er nødvendigt.

7. Læring og adfærdsændringer er ikke lineære processer. Apropos Corona

Skalaer og karakterer

Vi skal åbenbart have ny karakterskala, hvis det står til politikerne. Her er lidt refleksioner, baseret på 27 års erfaringer med eksaminationer på videregående uddannelser i to lande og med bedømmelser efter hele fem forskellige skalaer.

  1. Der er altid afgrænsningsproblemer i en karakterskala – jeg mindes udmærket at have stået med “var det nu et 8- eller et 9-tal” i det gamle danske system, og “er det godkänt eller väl godkänt” i det svenske.
  2. Jo, der er meget store spring mellem 4, 7 og 10 i det nuværende danske system.
  3. Min – politisk ukorrekte – indstilling er, at 7 for mig er udtryk for at den studerende kan hvad man med rimelighed kan forvente. 10 og 12 er bedre præstationer. (Se næste punkt for hvorfor det er politisk ukorrekt). 4 antyder plads til forbedring.
  4. Er problemet ikke i virkeligheden læringsmålsstyringen, og ikke karaktersystemet. Og læringsmålsstyringen – hvor det jo er de højere magter der entydigt har fastslået hvad elever og studerende skal bedømmes på – er et politisk ønske.
  5. 10 og 12 er for mig begge rigtigt gode bedømmelser. Men mit indtryk er, at 10 ofte er den mest problematiske karakter for studerende. Måske forklarer det 12-inflationen?
  6. Vi diskuterer ofte karakterer med udgangspunkt i optagelseskravene til uddannelser som medicin, jura, statskundskab eller psykologi. Men den diskussion er fuldstændig irrelevant for rigtig mange uddannelser.
  7. Hvad betyder karaktererne egentlig for kommende arbejdsgivere? Vores indtryk på uddannelsesinstitutionerne er at andre faktorer er mindst lige så vigtige for bachelorers og kandidaters muligheder på jobmarkedet.
  8. Pigers og kvinders præstationer i uddannelsessystemet problematiseres altid. Af en eller anden grund.

Sammenfattende: Jeg synes egentlig, man hellere skulle tage en grundig diskussion om læringsmålstilgangen, der også er udtryk for et ønske om at styre uddannelser top-down.

Ord og folkeslag: En tur rundt om Tyskland som eksempel

For en del år siden sad jeg og snakkede med en af mine daværende kollegaer på hans kontor og blev i den forbindelse opmærksom på at han havde en plakat for det polske ølmærke Tyskie hængende. Eftersom danskere forbinder tyskere med øl (og pølser), var det naturligvis ret sjovt – herhjemme taler vi jo også om bajere (efter bayersk øl).

Min kollega måtte dog gøre mig opmærksom på at øllets navn intet havde med hverken Tyskland eller tyskere at gøre: Tyskie kommer helt enkelt fra byen Tychy – som i øvrigt også har et tysk navn: Tichau. Og polakkerne havde et helt andet ord for tyskere og Tyskland.

Faktisk viser det sig at Tyskland og tyskere har mange navne, hvilket sandsynligvis skyldes at de gennem tiden har haft mange – både fredelige og krigeriske – interaktioner med andre europæiske folkeslag. Følgende er hvad en tur rundt på den tyske og engelske Wikipedia giver.

I Skandinavien anvender vi dybest set tyskernes egen betegnelse for dem selv og deres land: Deutsch og Deutschland. Søger man lidt i etymologien, synes tysk/deutsch at betyde noget i retning af “den der hører til folket”. En af vore egne, om man vil.

Ud over de nordgermanske sprog har nederlandsk også overtaget den tyske betegnelse for tysk (“duits”), men forvirrende nok kalder englænderne nederlænderne for tyskere (“dutch”) og tyskerne for germanere. Englændernes noget anstrengte forhold til nederlænderne afspejles i øvrigt af at “dutch” indgår i en lang række stærkt negativt ladede udtryk – “dutch courage” er nok det mest kendte.

Hvor kommer germanerne (Germany/Germans) så fra? Udtrykket synes at være af keltisk oprindelse og betyde enten “råbende” eller “nabo”. Man skal her tænke på at det som nu er Frankrig og Belgien for cirka 2000 år siden var beboet af keltisk-talende folkeslag, hvorfor romerne mødte germanerne via kelterne. Englænderne (der selv har delvis germansk baggrund gennem anglosakserne – Eng’et i England stammer fra navnet på folkegruppen Anglere, der jo igen kommer fra halvøen Angeln i Sydslesvig) har så overtaget det latinske udtryk for landet og folket.

Men der er mere: Franskmændene og andre romansktalende folk taler om les allemands og Allemagne, og her har vi med en gruppe af germanske stammer af gøre – alemannerne, som holdt til i det, der nu er delstaten Baden-Württemberg og det tysktalende Schweiz. Schwyzerdütsch består af alemanske dialekter, og der er stadig et dialektkontinuum mellem det vestlige Sydtyskland og Schweiz. Selv om Schwyzerdütsch er nærmest uforståeligt for danskere, er det i øvrigt ikke kaudervælsk: Det udtryk er sandsynligvis afledt af betegnelsen for det rætoromansk der tales omkring byen Chur. (Det med det vælske vender vi tilbage til).

Germanisterne forsøger stadig at finde ud af hvad navnet alemanner kommer af – aktuelt synes det bedste gæt at være noget i stil med “alle mænd/mennesker”, hvilket så igen skal forstås som betegnelsen for en bestemt alliance af stammer, der hørte hjemme i det nuværende sydvestlige Tyskland.

Bare for at øge forvirringen insisterer finnerne og estlænderne på at kalde tyskerne for saksere og hele landet for Sachsen (Saksa). Logikken skal nok søges i at det egentlige saksiske område lå i det, vi nu kalder Nedersaksen og kystegnene mod Vesterhavet og Østersøen, så finnerne har haft kontakt med handlende der betegnede sig selv som saksere. Betegnelsen synes at være ligetil: Sakserne var kendt for en bestemt form for knive eller skæreinstrumenter. Dog hedder en saks eine Schere på tysk, og sakse er i øvrigt kendt helt tilbage fra oldtidens Mesopotamien.

Hvordan det, som nu er den tyske delstat Sachsen kom til at hedde Sachsen, er til gengæld en anden og længere historie.

Men hvad med slaverne og tyskerne? Svaret er at polakker kalder Tyskland Niemcy – og ordet for tyskere er niemcy (jeg har sikkert glemt nogle diakritiske tegn her, men håber på tilgivelse fra eventuelle polskkyndige læsere). Så vidt man kan regne ud, kommer det fra det slaviske udtryk for stum eller umælende, mens slavisk omvendt kommer fra det protoslaviske udtryk for “ord” eller “talende”. Man kan måske her se en parallel i kelternes navn for tyskerne som de råbende: De var i hvert fald ikke til at føre en fornuftig dialog med.

At folkeslag kalder sig selv “mennesker”, “fælleskab” eller “de talende” er forresten ret almindeligt (se også under “inuit”), mens andre folkeslag vrøvler eller larmer – det er også her, det oprindeligt græske udtryk barbar kommer fra: Det anvendte hellenerne som betegnelse for ukultiverede folk, der bare lavede uforståelige lyde.

Tyskerne synes generelt at leve udmærket med de forskellige betegnelser – i det polske/slaviske tilfælde måske fordi de tyske folkeslag historisk enten ignorerede eller invaderede Polen – men man bør som dansker tænke sig om to gange inden man anvender udtrykket pølsetysker i vort sydlige naboland. Hvor meget tyskerne end holder af Frankfurtere, Thüringer Bratwurst eller Weißwurst (altsammen gerne nydt med rigelige mængder øl), aner de nok at der er tale om en kraftigt nedsættende betegnelse – lidt som når man siger om et folkeslag, at det er dem der æder råt kød.

Vores sydlige naboer har returneret fornærmelsen ved at gøre den svenske kok i Muppet Show dansk: Det eneste nogenlunde forståelige udtryk i alt hans volapyk er ordet “smørrebrød”. At svenskerne i øvrigt mener at danskerne ernærer sig på en diæt af Grøn Tuborg, Gammel Dansk og røde pølser, noteres blot i forbifarten. Måske forveksler svenskerne bare danskere og tyskere.

PS: Historisk synes tyskerne at have brugt udtrykkene welsch og wendisch om henholdsvis de romansk- og slavisktalende folkeslag. Wendisch gik af brug i middelalderen og overlever kun i stednavne – måske Vindegade i Odense er et minde om middelalderlige forbindelser med vores sydøstlige naboer? – mens welsch fik en kraftigt nedsættende klang – ikke mindst i forbindelse med den tyske nationalismes storhedstid 1850-1945 – og derfor helt undgås nu. Dog beholder Wallonien sit navn, både på fransk, flamsk og tysk.

Er USA det samme eller anderledes?

Reaktionerne på drabet på George Floyd har rejst spørgsmålet om udviklingen i det amerikanske samfund og amerikansk politik i de sidste 50-60 år egentlig har ført nogen forandring i racerelationerne med sig.

En position består i at fremhæve kontinuiteterne i sorte amerikaneres (eller afrikansk-amerikaneres) position i samfundet generelt og myndighedernes behandling af gruppen specifikt i 2020 sammenlignet med situationen i 1950’erne og 1960’erne. Ud over decideret politivold kan man pege på en række områder, hvor der stadig er reel segregering i det amerikanske samfund, selv om den formaliserede eller åbne segregering er afskaffet.

Omvendt kan man stille spørgsmålet, om ikke USA på flere områder har undergået væsentlige forandringer, som også har haft konsekvenser for sorte og andre minoritetsgrupper – for eksempel havde det været utænkeligt i 1960, at landet havde haft en præsident med afrikansk baggrund, ligesom repræsentationen af borgere fra minoritetsgrupper i forskellige sektorer – politik, erhvervsliv, kultur – er stærkere i 2020 sammenlignet med 1960.

Billedet er naturligvis blandet. Der er kontinuiteter, men også store forandringer på flere områder i samfundet, samtidig med at USA er langt fra idealet om reel ligestilling uanset køn og etnicitet.

Etnicitet

Sat lidt firkantet op, kunne man beskrive USA i 1960 ud fra to etniske grupper – hvide og sorte amerikanere, hvor sorte amerikanere alt overvejende var efterkommere af slaver fra sydstaterne. Specielt i sydstaterne (de gamle slavestater, som også udgjorde Konføderationen) levede den formelle segregering videre, hvilket betød at sorte ikke alene var udelukket fra at stemme ved valg, men også blev holdt adskilt og underordnet inden for de fleste dele af hverdagslivet. Sorte amerikanere udgjorde cirka 10% af befolkningen på nationalt plan, så USA var alt overvejende et hvidt samfund. (Indianere eller native americans udgør kun 1,5% af befolkningen – samlet er der dog tale om en gruppe på størrelse med den danske befolkning)

Kender man lidt til amerikansk historie, vil man vide, at situationen var mere kompleks: Den hvide – eller kaukasiske – befolkningsgruppe var og er naturligvis sammensat af mange forskellige bølger af indvandrere, lige fra englændere og skotter i 1600-tallet og fremefter, til irere, italienere, tyskere, østeuropæere, russere og for den sags skyld også skandinaver i 1800-tallet og frem. Samlivet mellem disse grupper var ikke altid uden konflikter. Specielt fra anglosaksiske protestantiske gruppers side var der for eksempel stor modstand mod indvandring fra katolske lande. Ikke mindst i sydstaterne så og ser anglosaksiske protestanter sig som de eneste ægte amerikanere. Dog var irere, italienere og jøder stadig placeret over sorte amerikanere i det etniske hierarki. Teknisk set udgør tysk-amerikanere med 50 millioner indbyggere den største gruppe i USA.

I 2020 er billedet væsentligt mere blandet: Der har altid været latinamerikanske grupper i USA som en rest fra det spanske og mexicanske styres tid, men indvandringen fra Mellem- og Sydamerika er steget de sidste årtier, hvilket betyder, at (overvejende katolske) hispanics i dag udgør lidt under 20% af den amerikanske befolkning. Dertil kan man lægge indvandring fra Asien (6-7%). Aktuelle fremskrivninger viser at minoriteter i 2045 vil udgøre over halvdelen af den amerikanske befolkning: USA vil ikke længere være et hvidt flertalssamfund med etniske mindretal, men en blanding af etniciteter og kulturer.

Dette relative tab af position og magt for den hvide befolkning – og udsigten til en fortsættelse af udviklingen – skal også tages i betragtning, når man ser på hvides (og måske især protestantiske hvides) reaktioner på racebetinget undertrykkelse. Noget tilsvarende gælder Trump-administrationens indvandringspolitik, hvis mål er at holde ikke mindst latinamerikanere ude af landet.

Religion og sociale værdier

Amerikansk religiøsitet er et mærkeligt – på grænsen til uforståeligt – fænomen for de fleste vesteuropæere. USA synes så at sige at være blevet stående på et førmoderne stade, hvor den sekularisering af samfundet, der slog igennem i Europa i 1800- og 1900-tallet, aldrig rigtig synes at have slået rod. Omvendt er det religiøse liv præget af en betydeligt større diversitet end i de europæiske lande, idet USA ikke har nogen statskirke. Vi har snarere at gøre med en lang række protestantiske retninger og sekter, suppleret med den katolske kirke og i mindre omfang jøder og muslimer.

Abortspørgsmålet har været koblet til den religiøse dimension. Her har USA været blandt de mest konservative lande – på linje med Irland og Nordirland i Europa – med en kraftig og til tider decideret voldelig antiabortbevægelse. Noget tilsvarende gælder synet på homoseksualitet: Transseksuelles adgang til kønsadskilte toiletter har ved siden af indvandring og retten til abort været et noget overraskende værdipolitisk konflikttema i amerikansk politik.

Undersøgelser af amerikaneres syn på religion generelt – og abortspørgsmålet specifikt – peger dog på nogle væsentlige forandringer blandt de yngre generationer. Amerikanske Millennials og Generation Z’ere er ikke blevet nordeuropæiske eller skandinaviske i deres holdning til religion, homoseksualitet og abort, men der er tydelige forskelle på indstillingen til religion og værdipolitiske spørgsmål mellem ældre generationer og de generationer, der er født efter 1980. Religion spiller en væsentligt mindre rolle, og der er betydeligt større accept af skilsmisser, abort og homoseksualitet mv. blandt yngre amerikanere.

Bemærk iøvrigt at uanset mange års republikanske arbejde for at besværliggøre eller ligefrem forbyde abort på delstatsniveau og føderalt niveau, er der faktisk et flertal for legal abort i den amerikanske befolkning. Igen kan man sige, at den traditionelle hvide protestantiske position er udfordret af udviklingerne på samfundsniveau.

Politi, retsvæsen og økonomi

Skal man pege på områder, hvor udviklingen er stået stille eller ligefrem er gået baglæns siden 1960’erne, er retsvæsenet og økonomien åbenlyse kandidater. USA er blevet et mere økonomisk ulige samfund i perioden fra 1970 til 2020 – specielt har den rigeste del af befolkningen vundet på udviklingen, mens middelklassen og underklassen har tabt. Andelen af amerikanere, som lever i lavindkomstfamilier, er steget fra 25 til 29%, mens andelen i middelklassefamilier er faldet fra 61 til 51%. Bemærkelsesværdigt nok synes et flertal af amerikanerne – selv blandt højindkomstfamilier – at det økonomiske system er uretfærdigt.

Her kan det iøvrigt være værd at overveje de forskydninger, som er sket internt i de etniske grupper siden 1970 – den økonomiske politik, der er ført siden 1980’erne, og øvrige udviklinger i økonomien har ikke bare ramt minoriteterne, men også den hvide arbejderklasse. Hvor en amerikansk (hvid) mand tidligere med stor sandsynlighed kunne etablere sig med fast og tilstrækkelig indkomst uden at have en high school-eksamen, er dette en langt mere usikker position for mænd født efter 1970. I dag er en videregående uddannelse (college) i praksis et krav for at kunne etablere sig i den amerikanske mellemklasse. Det er dog stadig sådan at der generelt er væsentlige forskelle mellem hvide og sorte, når det gælder indkomst og formue, og der er også stadig tydelig afstand mellem grupperne i uddannelsessystemet.

På retsvæsenets område er USA en ekstrem outlier blandt vestlige samfund, når det gælder andelen af indsatte i fængsler, og selv om der har været en bevægelse væk fra brugen af dødsstraf – et andet punkt, hvor USA adskiller sig væsentligt fra alle andre udviklede lande – er der stadig tydelige skævheder i behandlingen af sorte og andre grupper.

Man kan se, at der i 1990’erne – i øvrigt i Bill Clintons præsidentperiode, selv om udviklingen var begyndt under Reagan og Bush – var en kraftig stigning i andelen af indsatte i amerikanske fængsler, ligesom sorte mænd var kraftigt overrepræsenterede blandt gruppen af indsatte. Interessant nok har vi i løbet af 2010’erne set et fald i antallet af indsatte i fængsler – et fald som næsten udelukkende skyldtes at færre sorte blev fængslet. Også her er der dog stadig i 2020 en kraftig overrepræsentation af sorte.

Sammenfattende kan man sige, at der har været forandringer på mange dimensioner i det amerikanske samfund, men sorte udgør – selv med videregående uddannelse – en marginaliseret del af samfundet.

Men hvad så med politikken?

Ikke alle de temaer, jeg har nævnt ovenfor, er direkte koblet til skillelinjen mellem hvide og sorte, men de er alle med til at strukturere de politiske skillelinjer i USA. Stort set alle meningsmålinger viser klare forskelle mellem demokratiske og republikanske vælgere i synet på økonomisk politik og omfordeling, indvandring og integration, mindretalsrettigheder, religionens rolle i samfundet, abort, uddannelse og retspolitik. Nærmest som prikken over i’et har politologen Pippa Norris kunnet vise, at det Republikanske Parti mere minder om partier som det polske PiS eller det tyrkiske AKP (Recep Tayyep Erdogans parti) end om traditionelle europæiske konservative eller kristeligt demokratiske partier i synet på demokratiske rettigheder og mindretalsbeskyttelse.

Donald Trumps form er muligvis excentrisk, men på mange områder er han på linje med hovedstrømningerne i det republikanske parti, som det har udviklet sig siden 1980’erne, og måske især siden Newt Gingrichs tid som de facto-leder af partiet i 1990’erne. Det republikanske vælgerkorps udmærker sig også ved at have sin basis ikke bare blandt hvide protestanter, men blandt hvide evangeliske protestanter – som altså udgør mere en radikal retning inden for protestantismen. Som en ekstra krølle har republikanerne også kunnet etablere en basis hos vælgerne i den hvide mellemklasse – der som vi så ovenfor, er presset på forskellige leder økonomisk og socialt.

Man kan på den baggrund se den republikanske politik som et forsøg på at fastholde et traditionelt hvidt overherredømme – mindre for økonomiske og kulturelle eliter, selv om partiet har solid opbakning fra dele af erhvervslivet, og mere for den hvide mellemklasse uden for de større byområder. Modstanden mod statslig regulering af økonomien – herunder en generel sygeforsikring -og ønsket om socialpolitisk retrenchment kan også ses i sammenhæng med, at Lyndon B. Johnsons “Great Society” og i nogen udstrækning også Roosevelts New Deal var redskaber til at bryde den racemæssige segregering.

I det seneste årti har vi også set en genkomst af tidligere tiders strategier for at begrænse eller helt forhindre ikke-hvides politiske deltagelse. Hvor Sydstaterne efter borgerkrigen med held blokerede sortes ellers nyvundne adgang til at stemme med krav om bevis for skattebetaling eller læsefærdigheder, har våbnet i 2000-tallet været krav om regler om, at vælgere skulle fremvise bestemte former for legitimation med henvisning til påstået omfattende valgsvindel. Ingen har kunnet eftervise svindel som et udbredt problem, men legitimationskravene ville – pga. udgiften til pas eller anden billedlegitimation – især ramme minoriteter og herunder ikke mindst sorte.

Republikanerne har også kæmpet på det værdipolitiske område – her står specielt kampen mod retten til abort (en kamp som ved flere tilfælde har antaget voldelig karakter) og mod kontrol af adgangen til skydevåben centralt. Her er den amerikanske Højesteret en central aktør – hvilket igen betyder at præsidentposten og specielt kontrollen med det føderale Senat er central for en aktør, der vil bruge retsvæsenet som våben. Dette forklarer Republikanernes blokering af Barack Obamas sidste kandidat til en post som højesteretsdommer – Mitch McConnells motivering var opfundet til lejligheden og havde ingen basis i praksis, men afspejlede en republikansk strategi om at etablere et konservativt flertal i Højesteret, som vil kunne blokere demokratisk reformlovgivning langt ud i fremtiden. Man skal her huske at demokraterne på grund af den demografiske udvikling alt andet lige vil have en vælgermæssig fordel – så længe USA har fri og lige adgang til at stemme ved valg.

Spørgsmålet er, om Republikanerne vil have succes med deres strategi. På den ene side har partiet fjernet sig fra en social konsensus – specielt blandt yngre og medlemmer af etniske minoriteter – for i stedet at bygge på en ekstrem base. Her kunne vi forvente at Demokraterne på længere sigt havde en fordel, og at Republikanerne på et tidspunkt vil begynde at tilpasse deres politik for igen at tiltrække vælgere på den politiske midte.

På den anden side åbner det amerikanske politiske system for mange måder at blokere flertal – lige fra opbygningen af Senatet, hvor små stater har en klar fordel, over muligheden for at opbygge Højesteret som en blokerende kraft, til slet kamuflerede forsøg på at hindre sorte og andre minoriteter i at udøve deres politiske rettigheder – og Republikanerne har siden 1980’erne vist en klar vilje til at udnytte alle disse instrumenter.

En mulighed er, at det lykkes for Republikanerne gennem brugen af politiske institutioner, politi og retsvæsen at pacificere deres politiske modstandere og dermed opretholde det hvide overherredømme. Risikoen er, at konflikterne som i 1860’erne sprænger de politiske institutioner – ikke nødvendigvis i en direkte borgerkrig, men dog i et delvist sammenbrud i den politiske orden.

PS: Et særligt spørgsmål er hvilke konsekvenser undermineringen af føderale forvaltningsstrukturer under Trump vil få

Teater på nettet

Stina Ekblad og Hamadi Khemiri i Spöksonaten, Dramaten Play

Coronavirussen betød blandt meget andet at teatre og koncertsteder måtte indstille deres normale aktiviteter. Dertil kom naturligvis også at udlandsrejser blev umulige, så mine planlagte teater- og koncertture fra 13. marts og fremefter blev ikke til noget. Det kostede blandt andet Mutter Courage på Det Kgl. Teater og Den Kaukasiske Kridtcirkel på Berliner Ensemble.

Dog har vi nu internettet, hvilket betød at en del scener kunne præsentere nye og gamle opsætninger i forskellig form. Så helt uden teater blev jeg heldigvis ikke, og det har givet fine oplevelser – også selv om man naturligvis ikke kan sammenligne oplevelsen foran en skærm på 32″ med hele oplevelsen af at gå i teateret, aflevere sit overtøj i garderoben, den fælles venten og lysene, der slukkes inden handlingen på scenen begynder.

Jeg søgte ikke systematisk efter udbydere, men kiggede efter teatre jeg selv havde besøgt. Det resulterede i nogle virtuelle ture til Hamborg, Berlin og Stockholm. Meget rart i en tid, hvor man ellers ikke kunne komme nogle steder. Og jeg fik set nogle forestillinger, jeg næppe ellers ville have fået set – blandt andet to yderst forskellige bud på Heiner Müllers Hamletmaskine.

Den rent tekniske kvalitet af de forestillinger jeg har set de seneste måneder, har i sagens natur varieret. Mange er optagelser oprindeligt lavet til intern dokumentation, hvorfor specielt lyset ikke var tilpasset sening på en tv-skærm. I andre tilfælde var der tale om indspilninger lavet til tv, og Deutsches Theater Berlin kastede sig ud i en decideret særproduktion af dramatiseringen af Albert Camus’ Pesten (hvad ellers?), hvor den tomme teaterbygning blev scenen for skuespilleren Božidar Kocevskis rundtur i samarbejde med kameramanden Lorenz Haarmann. Forhåbentlig bliver den version tilgængelig igen på en eller anden måde, for den viser (i al fald for lægmænd) hvad en skuespiller kan – også uden et fysisk publikum. Kreativitet er ikke sådan at slå ned.

Og er her så en lille gave fra Berliner Ensemble: En tale om det umulige teater.

Stimmen aus einem leeren Theater #2 from Berliner Ensemble on Vimeo.

Stimmen aus einem leeren Theater

“Rede zum Unmöglichen Theater”
von Wolfram Lotz
mit Sina Martens

Video: Andreas Deinert
Kamera: Andreas Deinert, Bahadir Hamdemir

“Mine” teatre:

“Mine” forestillinger:

  • Der Kaukasische Kreidekreis – Berliner Ensemble
  • Marat/Sade – Deutsches Theater Berlin
  • Woyzeck (Wilson/Waits-versionen) – Thalia Theater Hamburg
  • Die Hamletmaschine – Deutsches Theater Berlin
  • Die Hamletmaschine – Thalia Theater Hamburg
  • Die Pest – Deutsches Theater Berlin
  • Spöksonaten – Dramaten