Hvor lang tid kommer det til at tage at danne en dansk regering?

Traditionelt har danske regeringsdannelser været kortvarige affærer. Sagaen om det Sorte Tårn i 2011 illustrerer dette på bedste vis, idet forhandlingerne om dannelsen af Helle Thorning-Schmidts første regering stod på i 16 dage, hvilket generelt blev tolket som udtryk for en større regeringskrise. Der var den sandhed i tolkningerne, at RV under ledelse af Margrethe Vestager kørte en meget hård forhandlingslinje, hvis formål ikke mindst var at minimere SF’s indflydelse på regeringens økonomiske politik, men i international sammenligning fremstod regeringsdannelsen ikke som specielt langtrukken.

Valget i 2015 resulterede i en mere traditionel proces hvor Lars Løkke Rasmussen efter et par dronningerunder dannede en smal V-regering, der efter det dramatiske forløb om finansloven i efteråret 2016 noget overraskende blev udvidet med LA og KF. Man kan dog sige at V-regeringen var en afvigelse fra normen siden 1982, hvor alle regeringer frem til 2015 har været koalitioner af to til fire partier – dertil kommer at kun Poul Nyrup Rasmussens første regering (1993-1994) rådede over et flertal i Folketinget, mens alle andre regeringer har været minoritetskoalitioner.

Når regeringsdannelsen i Sverige har trukket ud efter valget i september 2018, er en af forklaringerne at de borgerlige partier stadig kæmper med at finde en strategi over for Sverigedemokraterne: Skal man fortsætte isolationen af SD eller acceptere partiet som grundlag for en borgerlig regering? Her kan man påpege at de danske partier i højere grad har villet og kunnet integrere fløjpartier i regeringsdannelsen – forholdet mellem S og Enhedslisten kan dog stadig diskuteres, men S har dog regnet EL’s mandater med i forbindelse med regeringsdannelser, ligesom partiet er indgået i aftaler om finansloven. DF har siden 2001 været en fast del af de borgerlige regeringers parlamentariske grundlag, men i forbindelse med valget i 2019 kan de borgerlige partier blive stillet over for spørgsmålet om hvordan de skal forholde sig til det højreekstreme Nye Borgerlige, hvis partiet opnår repræsentation i Folketinget.

Ser vi på de aktuelle indeks over meningsmålinger – Berlingskes Barometer fra 16/12 og den aktuelle Poll of Polls (fra 17/12) – synes centrum-venstre at have efter en danske forhold klar fordel. Teknisk set kan man regne KD som del af den blå blok, men partiet er langt fra at passere spærregrænsen, hvorimod indeksene har Nye Borgerlige i Folketinget.

Omregnet til mandater ser de aktuelle indeks sådan ud, idet de nordatlantiske mandater er placeret uden for de danske blokke. I 2015 resulterede valgene på Færøerne og i Grønland forresten i fire “røde” mandater.

Umiddelbart synes spørgsmålet om regeringsdannelsen efter 2019-valget at være afgjort til Socialdemokratiets og Mette Frederiksens fordel, men der er komplikationer, selv hvis S kan vælge mellem et S-EL-RV-SF-Å- og et S-DF-SF-flertal.

Lad os først antage at den blå blok (inklusive NB) uanset de aktuelle meningsmålinger får held til at vinde flertallet. Her kan NB pege på Lars Løkke Rasmussen som forhandlingsleder ved den første dronningerunde, stille betingelser mht. en ny regerings sammensætning eller dens politik, som gør det svært før Løkke at argumentere for at en V-ledet regering ikke bliver mødt med et mistillidsvotum i Folketinget. Tilsvarende kan DF have krav til regeringens sammensætning – specielt at LA eller KF ikke skal indgå i regeringen – som gør Løkkes opgave besværlig. Et DF-krav om en dansk folkeafstemning om EU-medlemskabet kan også forhindre en hurtig regeringsdannelse.

Det er sandsynligt at Løkke som i 2015 kan blive udset som regeringsdanner efter en dronningerunde nummer to, hvor DF og NB slækker på de krav, partierne fremsatte i første omgang. Som nyt parti, hvis ledelse ikke er integreret i den parlamentariske praksis, er NB dog en uforudsigelig faktor. Alt taget i betragtning vil Løkke og Venstre foretrække en situation hvor NB havner under spærregrænsen.

Ligeledes er spørgsmålet om Løkke vil kunne fortsætte med den nuværende trepartiregering, eller om han må tilbage til modellen fra 2015-2016 med en smal V-regering. EU-politikken vil sandsynligvis forhindre DF-deltagelse i regeringen, også selv om V vil kunne se fordele ved at placere DF i en situation hvor det har direkte ansvar for den førte politik. I alle tilfælde vil en etpartiregering ikke kræve forhandleringer om regeringsgrundlaget, hvorfor Løkke vil kunne danne en sådan regering forholdsvis hurtigt efter dronningerunde nummer to. En koalitionsregering kan derimod kræve en eller to ugers forhandlinger.

Hvis valget falder ud som de aktuelle meningsmålinger angiver, er det ikke givet at Mette Frederiksen hurtigt kan danne den S-regering, hun har angivet som sit mål. Det første problem opstår, hvis Enhedslisten og Alternativet skulle foreslå deres respektive partiledere som forhandlingsledere ved den første dronningerunde. I så fald har ingen af de mulige kandidater over 88 (90) mandater bag sig – med den aktuelle stilling ville Lars Løkke Rasmussen have 80 eller 84 mandater bag sig, Mette Frederiksen 68, Pernille Skipper 16 og Uffe Elbæk 7. Dronningen kunne i denne situation vælge at udse Lars Løkke som forhandlingsleder, vel vidende at resultatet af hans sonderinger ville blive at EL og Å ikke ville støtte en regering ledet af V. Efter dette svinkeærinde ville man formode at partierne peger på Frederiksen i en anden runde.

Her opstår det næste problem, fordi EL, RV og Å kan sætte betingelser på deres støtte til Frederiksen, der har mere end antydet at en S-ledet regering ønsker at føre økonomisk politik og indvandringspolitik med SF og DF. Ikke mindst det første kan støde hos betydelig modstand hos RV.

Selv om S satser på at en tredje dronningerunde fører til en mindretalsregering kun bestående af S, vil der stadig være usikkerhed om regeringens chancer i Folketinget. Så længe bare ét af partierne EL, RV (hvis evne til at udnytte komplekse parlamentariske situationer selv Henrik Sass Larsen gør klogt i at være opmærksom på) eller Å beslutter sig til at sætte hårdt mod hårdt, hvis ikke S kan opnå en forståelse med DF – hvilket igen kan koste betydelige indrømmelser på fx Europapolitikken, sundhedspolitikken eller klima- og miljøpolitikken. Målinger antyder at de to sidste politikområder står højt på den politiske dagsorden, så uklarhed om den socialdemokratiske linje kan koste i valgkampen eller efter valget.

Følger S Sass-linjen, vil partiet sandsynligvis satse på en hurtig regeringsdannelse for derefter at skyde sig gennem Folketinget. Spørgsmålet er dog om ikke et arbejde med at forankre regeringens politik hos EL, RV, SF og Å vil give en mere stabil regering, også selv om processen ender med en ren S-regering. Hele dette forløb kan godt tage et par uger.

Man kan til sidst bemærke at en S-regering med 47 mandater bag sig vil være den fjerdesmalleste regering efter 1945 efter Hartlings regering 1973-1975, Løkkes 2015-2016 og Knud Kristensens 1945-1947 – alle regeringer, der er blandt de kortest siddende i efterkrigstiden, hvilket igen kan rejse spørgsmålet om konstruktionens stabilitet.

Hvorfor tager det så lang tid at danne en regering i Sverige?

Af forskellige grunde har bloggen været i dvale i efteråret, men her er et blik på den svenske regeringsdannelse, der stadig ikke er afsluttet

Det var ventet at forhandlingerne om dannelse af en regering efter riksdagsvalget i september ville blive besværlige, men der var næppe mange som havde forudset at Sverige ville gå ind i 2019 ledet af et forretningsministerium. Faktisk er processen efter 2018–valget ikke bare den længste i svensk parlamentarisk historie, Sverige er også på vej ind på listerne over de længste regeringskriser, selv om der er et stykke vej til den belgiske rekord. Spørgsmålet er aktuelt om Riksdagen i det hele taget kan få valgt en statsminister ved de afstemninger, talman Andreas Norlén har bekendtgjort, eller om man skal ud i det første ekstravalg siden 1958 (idet valget i 1970, der markerede overgangen fra to- til étkammerparlament, ikke tælles med).

I en vis forstand er svaret enkelt: Efter valget i 2018 kendetegnes det svenske partisystem både af en høj grad af fragmentering og af en høj grad af ideologisk polarisering, hvilket skyldes Sverigedemokraternes indtog på den politiske scene.

Fragmentering har ikke kun med antallet af partier at gøre – her er antallet konstant siden SD kom ind i Riksdagen i 2010 -, men også deres relative størrelse. Der er flere måder at beregne fragmenteringsindeks på, men anvender man målet for effektivt antal partier, kan man se hvordan partisystemet er blevet mere opsplittet i løbet af 2010’erne

Det kan straks være lidt sværere at måle den ideologiske polarisering – skal man måle ud fra vælgernes positionering, partiernes valgprogrammer eller afstemningsadfærden i parlamentet? – men billedet er i alle tilfælde at de to midterpartier Centerpartiet og Liberalerna agerer ud fra det udgangspunkt at den ideologiske distance til SD mod højre og V mod venstre er for stor. Det er da også C og L – og her er C specielt interessant, fordi partiet sidder på medianlegislatoren eller mandat nr. 175 – som ad flere omgange har blokeret forsøg på regeringsdannelse.

Man kan måske sige at svensk politik er fanget mellem en blokpolitisk logik som har rødder tilbage til 1970’erne, og en opløsning af traditionelle bånd mellem partier og vælgere. Ser man lidt på matematikken, er situationen som følger, idet 175 er det magiske tal i svensk politik (beregningerne uden L er lavet for at fremhæve C’s aktuelle centrale position)

Som man kan se, skal en kommende statsminister på en eller anden måde opnå en forståelse med en blok der strækker sig fra V til C/L eller fra C/L til SD.

Ser vi derefter på C og L’s strategier, er der nok ikke tvivl om at de to partier ville foretrække en firpartiregering af Alliansen-partierne som blev tolereret af S (i modsætning til perioden 2010-2014 har man ikke valget mellem S og MP). Dette vil selvfølgelig gå imod S’ politiske DNA, selv om partiet i perioden 1991-1994 indgik i store økonomisk-politiske forlig med Carl Bildts firpartiregering, som egentlig havde Ny Demokrati som parlamentarisk basis.

Spørgsmålet er om C alternativt kan acceptere en S-regering, der samarbejder til højre: Både ved sonderingsrunde nummer to og den anden statsministerafstemning var C-leder Annie Lööfs påstand at S ikke havde gjort tilstrækkeligt store politiske indrømmelser inden fo erhvervs- og arbejdsmarkedspolitikken.

Billedet bliver så endnu mere kompliceret når man ser på C og L’s adfærd ved afstemningen om statsbudgettet for 2019. Her undlod partierne ganske vist at stemme, men resultatet var at de slap budgetforslaget fra M og KD støttet af SD igennem. Budgetforslaget var ganske vist ikke resultatet af et forlig mellem M, KD og SD, men for udenforstående fremstår C og L’s modstand mod SD måske ikke helt klart.

En del af problemet kan bestå i at C og L endnu ikke har fået afklaret situationen på vælgerarenaen og de interne organisatoriske arenaer. Partierne har ved valgene i 2006, 2010, 2014 og 2018 (og for så vidt også i 2002) indgået som medlemmer af en borgerlig firpartiblok, og hvis de vil undgå negative reaktioner blandt medlemmer og vælgere ved at tolerere en S- eller S/MP-regering, skal det i alle tilfælde stå helt klart at en ny Alliansen-regering ikke er en realistisk mulighed – og nok så vigtigt hvorfor.

Annie Lööf og i vis udstrækning Jan Björklund har siden september kørt et meget hårdt chicken race for realisere deres prioriteter, og man bør ikke helt udelukke muligheden for at det kan føre Sverige ud i et ekstravalg i foråret 2019 – også selv om et sådant valg ikke umiddelbart i sig selv vil afklare de låsninger som har kendetegnet svensk politik de sidste måneder.

PS: Hvorfor førte valget i 2014 ikke til en tilsvarende langvarig regeringskrise? En forklaring er at Fredrik Reinfeldt ved at afgå på valgnatten blokerede for en fortsættelse af firpartiregeringen med SD’s støtte, idet M blev sendt ud i en længere proces med valg af ny formand. Samtidig kan man argumentere for at perioden 2014-2018 egentlig var én lang regeringskrise, hvor Stefan Löfven blev statsminister på afbud, ligesom Sverige efter afstemningen om budgettet for 2015 rent faktisk var tæt på et ekstravalg.

PPS: De svenske kollektivblogs Politologerna og Makt och politik har fulgt processen hele vejen og er værd at følge.

Statsministerkandidater

Udviklingen i antallet af statsministerkandidater har været et festligt indslag i dansk politik henover sommeren, hvor specielt “rød blok” har set Alternativet og Enhedslisten åbent betvivle Mette Frederiksens rolle som blokkens leder, efter at Socialdemokratiet erklærede at partiets mål var at danne en rent socialdemokratisk regering efter en eventuel valgsejr for venstrefløjen ved det kommende folketingsvalg. Dertil har Radikale Venstre ganske vist ikke udtrykt noget ønske om at besætte statsministerposten efter et valg, men partilederen har dog udtalt betydelige forbehold i støtten til Socialdemokratiet og Frederiksen.

Men hvad er sandsynligheden for at nogen anden end Socialdemokratiets eller Venstres formand bliver statsminister efter det kommende valg?

Hvis den danske politiske historie giver nogle retningslinjer, er svaret at Danmarks næste statsminister med den nuværende fordeling af stemmerne i opinionsmålingerne hedder enten Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussen.

Først og fremmest vil hhv. S og V have en fordel ved regeringsdannelsen – det er yderst sjældent at det ikke er det største parti i respektive side af det politiske spektrum, der danner regeringen og stillet med statsministeren.

Forholdene i den nuværende valgperiode er ganske vist usædvanlige, fordi DF som det største borgerlige parti står uden for regeringen. Man kan her pege på perioderne 1909-1910, 1913-1915 og 1973-1975, hhv. Socialdemokratiet og Fremskridtspartiet ikke udnyttede – eller var i stand til at udnytte – deres størrelse til at styre regeringsdannelsen. Der kan være flere gode grunde til at DF ikke deltager i regeringen, men situationen er strengt taget en anomali.

I forbindelse med dannelsen af Firkløverregeringen i 1982 er der talt og skrevet meget om hvordan Poul Schlüter blev statsminister, men man bør huske på at KF efter valget i 1981 rent faktisk var det største borgerlige parti, så det havde været en overraskelse hvis V og Henning Christophersen havde været i stand til at sikre sig posten. Schlüter havde fra starten en fordel i processen og undlod at tabe terrinen på gulvet undervejs.

Det eneste tilfælde i fredstid på en koalitionsregering hvor juniorpartneren besatte statsministerposten, er VKR-regeringen hvor KF’s ledelse valgte at pege på den radikale Hilmar Baunsgaard som statsminister for at sikre RV’s loyalitet mod den nye regering. Man kan her i øvrigt bemærke at den radikale sejr ved valget i 1968 havde givet partiet 15% af stemmerne, ligesom RV sad på medianlegislatoren.

Den eneste af de nuværende alternative statsministerkandidater der er i nærheden af 10% af stemmerne, er EL’s Pernille Skipper, og hun har det handikap at hendes parti er placeret langt fra medianlegislatoren, klart til venstre for midten.

Når dette er sagt, kan der selvfølgelig også være grund til at pege på at S og V tilsammen ikke når op på 50% af vælgerne i de aktuelle meningsmålinger. Hvis medierne vælger at dække valgkampen som et præsidentvalg med ensidigt fokus på S og V, ville de tabe over halvdelen at vælgerne med deres oplæg. Omvendt behøver det ikke betyde at andre partiers ledere skal dækkes som potentielle regeringschefer.

Den svenske valgkamp (4): Svenske kommentarer

Dette indlæg indeholder links til refleksioner over svensk politik og de svenske partier, skrevet af svenske kommentatorer.

Først Ola Nordebos gennemgang af partiernes stilling fra foråret. Nordebo er politisk redaktør på Västerbottens-Kuriren

Centerpartiet

Kristdemokraterne

Liberalerna

Moderaterna

Sverigedemokraterna

Miljöpartiet

Socialdemokratiet

Vänsterpartiet

Og til sidst om valgkampen generelt

Andreas Johansson Heinös krøniker i Borås Tidning. Heinö er forlagschef på Timbro men skrev sin PhD-afhandling om europæiske højrepopulistiske partier. Han er @johanssonheino på Twitter.

Centerpartiet

Moderaterna

Miljöpartiet

Kristdemokraterna

Socialdemokraterna

Liberalerna

Vänsterpartiet

Sverigedemokraterne

Til sidst Expressens Torbjörn Nilsson der byder på nogle finurlige historiske perspektiver. Han er @torbjornnilsso på Twitter.

Sverigedemokraterna

Socialdemokraterna

Moderaterna, Centerpartiet og Vänsterpartiet

Miljöpartiet

Moderaterna og Socialdemokraterna

Før den svenske valgkamp (3): Dimensioner og relationer

Danmark og Sverige har mange fællestræk. Ser man på nedenstående figur fra World Values Survey er Sverige efter Norge det land, Danmark ligger nærmest værdimæssigt, idet Sverige indtager en ekstrem position mht. sækularisme og self-expression. Man kunne måske se dansk politik som placeret i et spændingsfelt mellem sækularisme og rationalisme på den ene side (Sverige som forbillede) og traditionalisme på den anden (Storbritannien og Australien som forbilleder). Et typisk problem ved danske kommentarer om svenske forhold er at landet mere fungerer som en – positiv eller negativ – projektionsflade for danske forhold end som udgangspunkt for en egentlig sammenligning.

Bryder vi den overordnede placering ned efter partier, ser vi et billede der er præget af at de etablerede partier i snart 20 år har grupperet sig i to blokke. Figurerne nedenfor undervurderer således sandsynligvis de indholdsmæssige forskelle mellem partierne i blokkene, men viser omvendt hvordan man skal bruge to dimensioner for at opfange variationerne i det politiske rum.

Via Marie Demker har jeg fundet dette forsøg på at sammenfatte partiernes positioner i et todimensionelt system, hvor den vandrette akse svarer til den klassiske socioøkonomiske dimension, mens den lodrette angiver GAL/TAN-dimensionen eller den værdipolitiske dimension, som vi ville kalde den i Danmark. Her er forskellene mellem partierne i de enkelte blokke tydeligere.

Man kan se at Sverigedemokraterne, ligesom i plottene ovenfor, er placeret ret langt til højre på den socioøkonomisk skala, mens Centerpartiet og Liberalerna kvalificeret som det man i Danmark i 1990’erne kaldte “grønne borgerlige” – et segment det hedengangne CD konkurrerede med de grønne dele af Det Konservative Folkeparti om.

Man kan prøve at sammenligne med det vælgerkompas Kenneth Thue udarbejdede for Altinget og se at DF ser ud til at ligge til venstre for SD på den socioøkonomiske skala – men SD er altså stadig i stand til at tiltrække socialdemokratiske vælgere – ligesom Danmark savner partier der appellerer til gruppen af grønne borgerlige. Her kan man dog bemærke at Thue antager at denne vælgergruppe er ret lille i Danmark og kun omfatter ca 8% af vælgerne. En succes for C ved valget i efteråret kunne måske alligevel være en inspiration for KF. (GAL/TAN eller værdigskalaen er vendt på hovedet ifht de svenske figurer).

Sammenlignet med de danske partiet fremstår M som mere højreorienteret end V – partiet tiltrækker i modsætning til V heller ikke mange arbejderstemmer, mens de danske og svenske socialdemokratier indtager nogenlunde samme position i partirummet. Tilsvarende minder svenske V om EL, mens MP og RV indtager samme position.

SCB har beregnet hvordan vælgerne har flyttet sig mellem partierne fra efteråret 2014 til foråret 2018. Længst nede kan man se at Sverigedemokraterna ligesom DF nu udgør en udfordring til både S og M – svarende til S og V i Danmark, mens C har trukket vælgere fra de andre borgerlige partier og regeringspartiet MP. Det er altså SD og C der på forskellige dagsordener trækker vælgere over den etablerede politiske midte. Omvendt er et typisk problem for de partier der mister vælgere, at de taber i flere dimensioner – mod højre og venstre på den socioøkonomiske skala eller på GAL/TAN-skalaen, eller i alle retninger samtidig. Dette giver fx partier som KD eller MP problemer med at formulere en klar valgkampstrategi.

Kilder: Word Values Survey, SOM 2018 – Sprickor i fasaden, Per Oleskog Tryggvasson – Partirummet, SCB – Partisympatiundersökning våren 2018, Altinget – Vælgerkompas

Før den svenske valgkamp (2): Temaer og dimensioner

SOM-Institutet ved Göteborgs Universitet gennemfører regelmæssige undersøgelser af den politiske og sociale opinion i Sverige. Den seneste undersøgelse der blev publiceret i foråret 2018, giver os således et billede af hvilke temaer vælgerne aktuelt prioriterer – og ikke mindst hvordan prioriteringerne har skiftet over tid.

Man kan her se at den politiske dagsorden er skiftet siden valget i 2014, hvor skolepolitikken stod øverst på dagsordenen, fulgt af sundhedspolitik og indvandring. Set i et længere perspektiv er det værd at bemærke at indvandring i 2014 var et nyt punkt på dagsordenens top 3, mens beskæftigelsespolitikken som ellers havde været øverst på dagsordenen ved alle valg siden 1991 med undtagelse af valget i 2002, nu er lavere prioriteret.

Nedenstående tabel giver en mere detaljeret oversigt over forandringerne i den politiske dagsorden fra 2014 til 2017. Man kan her bemærke at selv om spørgsmål om lov og orden ikke når ind i top 3, er det den anden store højdespringer ved siden af indvandrings- og integrationspolitikken.

Det er næppe forkert at antage at der her er en sammenhæng med de væbnede opgør, man i de senere år har set mellem kriminelle grupper i de større svenske byer, herunder ikke mindst Malmö. Omvendt ser man også hvordan beskæftigelsespolitikken er faldet tilbage på listen.

Det er normalt sådan at forskellige partier “ejer” bestemte politiske spørgsmål. Sverigedemokraterna har profileret sig på en anti-invandringspolitisk dagsorden, og man kan se at partiets potentielle vælgere afviger en hel del fra den gennemsnitlige svenske vælger med hensyn til prioriteringen af indvandring og integration, mens Moderaternas vælgere ligger højest blandt de gamle partier. Lov og orden er til gengæld et mere almenborgerligt emne.

Tabellen viser også at Vänsterpartiets og Centerpartiets potentielle vælgere lægger forholdsvis stor vægt på indvandring og integration, men her er der tale om to partier der traditionelt er positive over for hhv. flygtninge og arbejdskraftsindvandring. Man kan måske tale om at de to partier mobiliserer vælgere mod hhv. Socialdemokratiet, der har strammet sin udlændingepolitik væsentligt siden 2016, og Sverigedemokraterna.

Svensk politik har traditionelt været beskrevet som endimensionel hvor partierne var placeret klart på en højre-/venstreskala bestemt af socioøkonomiske temaer. Politologer har dog i et stykke tid diskuteret om det ikke er nødvendigt at operere med to dimensioner: Den klassiske socioøkonomiske og den såkaldte GAL/TAN-skala, hvor vælgere og partier fordeler sig ud fra det, vi i Danmark siden slutningen af 1990’erne har kaldt værdipolitiske temaer. Beregningen i figuren nedenfor er et forsøg på at vise hvordan blandt andet indvandrings- og integrationspolitiske spørgsmål i højere grad er blevet politiseret og strukturerer vælgernes og partiernes adfærd.

Man kan i den forbindelse tilføje at GAL/TAN handler om mere end integrationspolitik, idet fx spørgsmål om kønspolitik (SD udtrykker fx kritik af den svenske abortlovgivning) og miljøpolitik også er med til at definere dimensionen

Ser vi på synet på indvandring, er der flere måder at opgøre befolkningens holdninger på, og billederne er ikke så entydige som SD’s fremgang kunne antyde. Andelen af vælgere der synes man skal begrænse antallet af flygtninge der kommer til Sverige, er ganske vist steget væsentligt i de senere år, men det er langt fra at være historisk højt. Man kan måske tale om at SD fra 2010 og fremefter har været i stand til at mobilisere en latent modstand mod indvandrere og andre udtryk for normative forandringer i samfundet, snarere end at den svenske befolkning er rykket mod TAN-enden af GAL/TAN-skalaen.

Som en lille krølle på disse overvejelser er her et par tal om flygtninge og indvandrere i Sverige. Som man kan se, blev Sverige påvirker meget kraftigt af flygtningekrisen i 2015 efter nogle år med et stigende antal asylansøgere. En kombination af stramninger på europæisk og svensk niveau har været medvirkende til at det løbende antal af asylansøgere nu ligger under niveauet i perioden 2010-2014. Hele denne proces kostede i øvrigt Miljöpartiet dyrt i indre opgør og indrømmelser til regeringspartneren Socialdemokratiet, hvilket er en vigtig grund til faldet i partiets tilslutning. MP står ellers som det idealtypiske GAL-parti.

Sverige har i hele perioden siden 2. verdenskrig været et indvandringsland, hvorfor mange svenskere i dag har indvandrerbaggrund når man går én eller flere generationer tilbage.

Indvandringen er motiveret i en blanding af arbejdskraftsindvandring og modtagelse af politiske flygtninge, og den sidste figur viser at Sverige siden 2000 har haft en stor, løbende indvandring, hvilket i øvrigt også har ført til en kraftig befolkningstilvækst i de seneste årtier. (Indvandrede angives med den orange linje, udvandrede med den grå. Man regnes kun som indvandrer, når man har fået opholdstilladelse).

De generelle demografiske forandringer har både socioøkonomiske og sociale årsager og konsekvenser, og man bør naturligvis også tage dem i betragtning, når man forsøger at vurdere udviklingen blandt vælgerne og på det politiske niveau.

Kilde: SOM 2018 – Sprickor i fasaden, SOM 2017 – Larmar och gör sig till.

Migrationsverket – statistik over asylansøgninger og indvandring.

Før den svenske valgkamp (1): Nogle generelle træk

Det svenske riksdagsvalg i september er ventet med spænding, fordi politikken på det nationale niveau er på vej ind i en ny situation. Valget i 2014 rykkede allerede ved de politiske strukturer som har været etableret siden 1970’erne og alt tyder på at valget i 2018 vil befæste udviklingen fra 2014.

Valgforskeren Henrik Oscarsson beregner løbende et kvalitetskontrolleret indeks for meningsmålinger – det betyder blandt andet at Sentios og YouGovs ofte bemærkelsesværdige målinger ikke indgår – som man kan læse på siden Datastory.se.

Når man er langt fra valget, bør målingerne ikke ses som forudsigelser, men indekset peger på nogle interessante forandringer i svensk politik. Fra et dansk perspektiv har fokus været på Sverigedemokraternes fremgang siden 2015. Der er et tydeligt sammenfald i tid med flygtningekrisen i 2015, men nok så bemærkelsesværdigt er at partiet i det store og hele har holdt sig på et niveau omkring 20%, hvilket skal sammenholdes med valgresultatet fra 2014, som i forvejen blev set som en stor sejr for partiet. Ser man målingerne i et nordisk perspektiv kan man pege på at Sverige nu har et højrepopulistisk parti, hvis styrke er på niveau med partierne i Danmark, Norge og Finland.

Nok så interessant er at Socialdemokratiet, hvis valgresultat i 2014 i forvejen var skuffende, er på vej mod sit dårligste resultat siden indførelsen af generel og lige valgret. Man vil måske kunne sammenligne 2018 med valgene i 2001 i Danmark og Norge, hvor Socialdemokratierne led store nederlag.

To andre mulige vindere er Vänsterpartiet, som nærmest kan sammenlignes med en blanding af SF og Enhedslisten i Danmark, og Centerpartiet, som i sin moderne form har træk fra Venstre og Liberal Alliance. Omvendt kan to partier som brød igennem i den nationale politik omkring 1990 – Miljöpartiet og Kristendemokraterna – risikere at falde for 4%-grænsen. Miljöpartiet, som har visse fællestræk med SF, Alternativet og Radikale Venstre, oplevede en højkonjunktur i begyndelsen af 2010’erne, kulminerende i regeringsdeltagelsen i 2014, men partiet har – ligesom SF i perioden 2011-2014 – lidt under en manglende evne til at tilpasse sig rollen som regeringsparti, og dette skyldes ikke kun at partiet måtte give køb på væsentlige integrations- og flygtningepolitiske standpunkter efter 2015.

Kristendemokraterne har under Ebba Busch Thor nærmest forsøgt at placere sig som et konservativt alternativ mellem Moderaterna og Sverigedemokraterna, men strategien har været uden succes. Partiet vil være afhængigt af støttestemmer fra Moderaterna, Liberalerna og Centerpartiet, hvis det skal have en chance for at opnå repræsentation i Riksdagen i valgperioden 2018-2022.

Mätningarnas mätning juni 2018Partierne 2014-2018

Strengt taget vil valget i september ikke føre til de store forandringer på den parlamentariske arena, når man sammenligner med valgperioden 2014-2018: Hverken venstreblokken (S-MP-V) eller Alliansen (her reduceret til M-C-L) vil være i nærheden af et flertal i Riksdagen. Perioden 2014-2018 indebar i praksis et samarbejde over midten, hvor SD blev udelukket fra det politiske arbejde. Partierne kan vælge at fortsætte denne linje, med enten S eller M som regeringsbærende parti, eller de tilbageværende Alliansen-partier kan indgå i et samarbejde med Sverigedemokraterna. Begge alternativer giver anledning til nogle alvorlige politiske dilemmaer, men i praksis vil udspillet ligge hos de tre Alliansen-partier individuelt og i fællesskab.

Regeringsalternativer

Nedenstående figur skal ikke tages som en forudsigelse, men den antyder at Centerpartiet kan få en central rolle i den kommende valgperiode. Sagt med politologsprog vil C sandsynligvis besidde medianlegislatoren i valgperioden 2018-2022. På mange områder er C det borgerlige parti der aktuelt ligger længst fra SD, men på den anden side har partiet også betydelige forbehold som Socialdemokratiet, hvorfor man næppe bør forudse en genoplivelse af samarbejdet mellem S og C som man senest så 1994-1998.

Flertalsdannelse

Kilde: Datastory.se

Udviklingen i uddannelsessystemet 2005-2018

Siden vi er på vej ind i den tid på året hvor optagene til de videregående uddannelser og effekterne af de mange reformer på området bliver et tema, er her et par tabeller der kan belyse udviklingen på uddannelsesområdet de sidste godt ti år

Først en oversigt over antallet af studerende eller elever. Der har været stor interesse for udviklingen på de erhvervsfaglige uddannelser, men det er nok svært at påstå at området generelt har været præget af manglende søgning, også inden 2015. Omvendt kan man se betydelige stigninger i studentertallet på de videregående uddannelser, ikke mindst de korte og mellemlange uddannelser.

Den anden tabel viser uddannelsesniveauet for befolkningen i den erhvervsaktive alder. Man skal naturligvis tage forbehold for at en stor del af befolkningen under 30 er i gang med en uddannelse, så andelen af de 25-34-årige med maksimalt grundskole eller gymnasium vil være noget lavere end tabellen umiddelbart lader ane. Dog kan man også her se stigningen i antallet (og andelen) med forskellige videregående uddannelser, mens antallet med en erhvervsfaglig uddannelse som højeste fuldførte uddannelse er stagneret siden 2006. Faldet i antallet med højst grundskole bør tilskrives at de ældre årgange der kun havde 7-9 års skolegang bag sig, er på vej ud af arbejdsmarkedet.

Til sammenligning kan man se på fordelingen for aldersgrupperne 30-34 og 60-64 år. Her er faldet i antallet (og andelen) med erhvervsfaglig uddannelse i den yngre aldersgruppe i perioden meget tydeligt:

Kilde: Danmarks Statistik

Hvordan går det med dansk økonomi og på arbejdsmarkedet?

I mangel af bedre sommerunderholdning har jeg kastet mig over forskellige indikatorer fra Danmarks Statistiks Statistikbanken for at se hvordan det går i dansk økonomi anno 2018.

En del af inspirationen kom fra et tweet fra Europa-Kommissionen, hvor Danmark blev placeret som et af de europæiske lande med den forventede laveste økonomiske vækst i 2018. Her bør man naturligvis være klar over at det dels er svært at forudsige økonomiske udviklinger, dels at den økonomiske vækst kan svinge meget fra år til år, så en lav vækst i 2018 er ikke i sig selv en indikator på grundlæggende problemer i dansk økonomi.

Lad os først se på BNP og væksten i BNP. Den lange serie fra slutningen af 1960’erne og frem til i dag antyder hvor voldsomme effekterne af den finansielle krise har været på dansk økonomi. Målt i BNP/indbygger kan man godt tale om perioden 2008-2018 som et tabt årti, men nok så interessant er at dansk økonomi efter årtusindskiftet har haft svært ved at leve op til vækstraterne der blev nået i 1990’erne: Egentlig er det kun i perioden 2004-2007 at væksten generelt har ligget over 2% p.a, og 2010’erne minder generelt om årene efter kartoffelkuren, hvor dansk økonomi blev sendt i noget nær dvaletilstand i næsten otte år.

Hvor kartoffelkuren var udløst af interne ubalancer i dansk økonomi (betalingsbalance og løninflation), var lavvæksten siden 2008 udløst dels af finanskrisen, dels af en kontraktiv finanspolitik med meget hård styring af de offentlige udgifter i ØMU-landene. Herhjemme kan Løkkeregeringens indgreb fra 2010 sammen med budgetloven af 2012 stå som de centrale politiske beslutninger, der var med til at holde dansk økonomi på lavt blus.

Man kan her spørge om ikke finanspolitikken og den økonomiske styring generelt har trukket i modsat retning af de mange reformer siden 1990’erne på beskæftigelses- og arbejdsmarkedsområdet hvis formål har været at øge udbuddet af arbejdskraft. Med den svage økonomiske vækst in mente kan det i al fald ikke overraske at erhvervs- og især beskæftigelsesfrekvenserne faldt væsentligt efter 2008. Stigningerne efter 2013 skyldes snarere forbedringerne i den økonomiske situation end lavinen af stramninger på beskæftigelsesområdet.

I den forbindelse kan man bemærke at udsvingene i kvindernes erhvervsfrekvens har været begrænsede, mens vi hos mændene har set et fald fra ca. 84 i 2008 til ca. 82 % i 2017. Udsvingene har naturligvis været noget større for beskæftigelsesfrekvensens vedkommende, idet mændenes beskæftigelse blev hårdt ramt efter 2008. Også her ligger indikatoren cirka 2 procentpoint under værdierne fra 2000-tallet.

Nu er det sådan at Danmarks Statistik beregner erhvervs- og beskæftigelsesfrekvenser ud fra aldersgruppen 16-64 år, og her kunne man tage i betragtning at der gennem meget lang tid har været en stigende tendens til at de helt unge var under uddannelse i stedet for at træde ind på arbejdsmarkedet efter folkeskolen. Man kan ganske rigtigt se et betydeligt fald i andelene for både mænd og kvinder, i øvrigt med den lidt uventede effekt at de helt unge kvinder nu er mere erhvervsaktive end de unge mænd.

Mens faldet i aldersgruppen 16-24 år har været ventet og i nogen grad også ønsket, er det derimod straks mere betænkeligt at vi har set et betydeligt fald i beskæftigelsen for de 25-34-årige siden 2008 uden nogen egentlig tendens til forbedring af situationen. Her synes den generelle økonomiske udvikling og udgiftspolitikken på makroniveau decideret at have modvirket alle uddannelses- og beskæftigelsespolitiske reformer.

Udviklingen har været mindre dramatisk for de ældre aldersgrupper, hvor blandt andet den begyndende udfasning af efterlønnen har givet sig udslag i stigende erhvervs- og beskæftigelsesfrekvenser for gruppen mellem 55 og 64 år. Overordnet kan man nok sige at finanskrisens og den stramme finanspolitiks pris siden 2008 er blevet betalt af de 16-34 årige, mens effekterne har været mindre dramatiske for folk over 35.

Som en lille sidebemærkning kan man se at krisen på arbejdsmarkedet også ramte forskellige etniske grupper forskelligt. Hvor beskæftigelsesfrekvensen for folk med dansk oprindelse lå 2 procentpoint lavere i 2016 sammenlignet med 2008, er specielt indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande blevet ramt betydeligt hårdere. Det er grupper som af forskellige grunde er marginal arbejdskraft, men man bør huske på at de makroøkonomiske forhold har betydning for deres muligheder for at blive integreret på arbejdsmarkedet.

Til sidst kan vi notere at dansk økonomi er langt fra den løninflation, der var med til at sætte en stopper for opsvinget i 1980’erne. Vi ser ganske vist en stigning i lønningerne generelt, men er stadig meget langt fra niveauet inden finanskrisen. Tilsvarende er inflationen stadig på et historisk lavt niveau. Man kan i øvrigt bemærke effekterne af det korte og uholdbare boom 2006-2008.

Desværre savner Statistikbanken tidsserier for andelen af ledige stillinger fra før 2010, så det er ikke uden videre muligt at sammenligne situationen i 2017-2018 med situationen før 2008. Vi kan dog se at andelen af ledige stillinger er øget siden lavpunktet 2010-2012, men bør igen bemærke at stigningen ikke er koblet med dramatiske stigninger i lønninger og priser.

Min sammenfatning af alt dette er at 2010’erne, som også sagt ovenfor, på mange måder har været et tabt årti på grund af de makroøkonomiske forhold. Professionelt har jeg en vis interesse i de beskæftigelsespolitiske indsatser og her kan man efter min mening spørge om ikke den generelle udvikling og politikken på makroniveau har trukket i modsat retning af beskæftigelsespolitikken de sidste cirka ti år. Der er forskellige grunde til at den registrerede arbejdsløshed har været betydeligt lavere i 2010’erne sammenlignet med kriseårene i 1980’erne (først og fremmest er adgangen til kontanthjælp og ikke mindst arbejdsløshedsunderstøttelse strammet betydeligt), men man kan spørge hvad de tabte år har kostet på længere sigt med hensyn til arbejdsstyrkens størrelse og kvalitet.