Førtidspension og ressourceforløb (1)

Siden førtidspensionsreformen fra 2013 har specielt ressourceforløbene været udsat for voldsom kritik. Mange historier har fokuseret på meningsløse forløb – man kan fx lave en søgning på “sengepraktik” – og alvorligt syge borgere der efter lange forløb, har fået tilkendt førtidspension kort før deres død. Beskæftigelsesministeriet ser dog situationen i et mere positivt lys, selv om evalueringer viser at der er plads til forbedring af arbejdet med langtidssyge.

Umiddelbart førte implementeringen af reformen til et kraftigt fald i antallet af tilkendte førtidspensioner, men i et længere perspektiv er spørgsmålet, om reformen har ført til et større udbud af arbejdskraft, eller om man står med en ophobning af nye førtidspensionister, som blot har været tvunget ud i en lang omvej i ressourceforløb, inden de kunne få tilkendt pension.

Sandheden er nok mere kompleks, og en evaluering af førtidspensionens og ressourceforløbenes effekter kræver omfattende studier af data samt forløbsundersøgelser, men en hurtig gennemgang af statistikken og fortællingerne om ressourceforløbene kan belyse problematikken om ressourceforløbene. I denne post vil jeg se på lidt grundlæggende statistik om førtidspension og ressourceforløb.

Figur 1

Gennem Statistikbanken kan man finde data for antallet af førtidspensionister siden den oprindelige ordning blev indført som erstatning for invalidepensionen (og enkepensionen) i 1984. Der er nogle inkonsistenser mellem de tre tidsserier, men overordnet kan vi sige, at antallet af førtidspensionister steg fra 1984 til 1994 for derefter at stagnere. Stigningen var i og for sig ventet – førtidspensionen var en bredere ordning end invalidepensionen, ligesom arbejdsmarkedet var presset i slutningen af 1980’erne. Man kan også se, hvordan det kraftige fald i antallet nytilkendte pensioner efter 2013 afspejler sig i det samlede antal pensionister. Faktisk ser vi tendenser til et fald i antallet af pensionister allerede fra slutningen af 1990’erne – muligvis har praksis i tilkendelserne ændret sig i takt med udviklingen på arbejdsmarkedet, ligesom andre ordninger kan have substitueret pensionen for dele af målgruppen.

Figur 2

Databasen i jobindsats.dk giver mere detaljerede tal om førtidspensionisterne. Helt som forventet førte pensionsreformens implementering til et kraftigt fald i antallet af nye pensionister de første år efter 2013, men efter det første chok er vi nu tilbage på noget, der minder om niveauet før pensionsreformen og indførelsen af ressourceforløbene.

Figur 3

Ser vi på hvorfor borgere tilkendes førtidspension, har det hele tiden været psykiske lidelser og forskellige typer af sygdomme i bevægeapparatet (knogler, muskler og bindevæv), som stod ud som de største grupper, målt efter hoveddiagnose.* Diskussionen om de såkaldte sengepraktikker er mest relevant for den sidste gruppe, mens situationen for borgere med psykiske sygdomme måske har fået mindre opmærksomhed.

(*Man skal her være opmærksom på at der er tale om hoveddiagnoser. En borger kan altså sagtens høre hjemme i flere grupper samtidigt, ligesom afgrænsningen mellem grupperne ikke nødvendigvis er knivskarp over tid)

Figur 4

Man kan illustrere udviklingen for undergrupperne på lidt forskellige måder. Figur 4 viser, at andelen af borgere med psykiske lidelser som hoveddiagnose lå på omkring 50% af tilkendelserne inden 2013, men at den faldt til omkring 40% umiddelbart efter reformens ikrafttræden. Sagt lidt firkantet blev det relativt sværere at få førtidspension på grund af psykisk sygdom i årene efter 2013, men effekten er gradvis klinget af. I et kommende indlæg vil jeg se lidt mere på argumentationen omkring indsatsen for borgere med psykiske lidelser i forbindelse med reformen.

Figur 5

I figur 5 har jeg prøvet at beregne udviklingen i tildelinger for de forskellige grupper med udgangspunkt i status for 2004. For overskuelighedens skyld har jeg fremhævet de to største grupper. Man kan se, hvordan det specielt var gruppen med psykiske lidelser som hoveddiagnose, der drev udviklingen frem mod 2013. Både gruppen med psykiske lidelser og sygdomme i bevægeapparatet viser nogle kraftige fald efter 2013, og ud fra figuren bliver fokus på “sengepraktikkerne” mere forståelig, idet antallet af borgere med tilkendt førtidspension i gruppen med sygdomme i bevægelsesapparatet i årene efter reformen lå på 20-40% af hvad det havde gjort inden. Igen kunne man spørge om forholdene for gruppen med psykiske lidelser har været noget underbelyst.

Figur 6

Ressourceforløbene har fyldt meget i debatten om førtidspensionen, men der kan være grund til at bemærke at gruppen målt i antal fuldtidspersoner ikke er specielt stor – der er tale om 20.000-25.000 personer på heltidsbasis. Jeg har lagt antallet af sygedagpengemodtagere omregnet til fuldtidspersoner ind som perspektivering.*

(*Eftersom de fleste sygedagpengeforløb er forholdsvis korte, er antallet af borgere der modtager sygedagpenge i løbet af et år væsentligt højere)

Figur 7

Ser man på antallet af førtidspensionister i forhold til arbejdsstyrken – her er tanken at arbejdsstyrken gennem skatterne (direkte og indirekte) betaler de offentlige forsørgelsesydelser, er den politiske bekymring over førtidspensionen mere forståelig. Inden reformen svarede antallet af førtidspensionister til cirka 9% af arbejdsstyrken – i årene efter reformen faldt andelen til lidt over 7% i 2018 for stå at stige igen i de seneste år, mens antallet af borgere i ressourceforløb ligger ret stabilt lidt under 1%.

Men sammenfattende kan man sige, at førtidspensionsreformen fra 2013 var designet til at beskære antallet (og andelen) af førtidspensionister og samtidig øge udbuddet af arbejdskraft. Udviklingen i de seneste år rejser dog spørgsmålet, om (eller rettere: i hvilken udstrækning) de nye regler om tilkendelse af førtidspension og indførelsen af ressourceforløbene varigt har begrænset tilgangen til førtidspensionen og øget udbuddet af arbejdskraft. Jeg vil se på nogle af disse perspektiver i et senere indlæg.

Kilder: Statistikbanken og Jobindsats.dk

Druk: Nogle flydende tanker

Et par tanker siden jeg brugte lørdag aften på Druk (filmen altså, jeg sover elendigt med alkohol i kroppen): Det er jo gode skuespillere og udmærket underholdning, men rammer filmen helt 50+’eres situation anno 2020?

For mig lignede det en klassisk midtvejskrisefortælling, hvor manden med fast job, smuk kone og smukt hus pludselig bare ser den lige vej til kierkegaarden og savner Meningen med det hele (dvs. ekstasen), for på den hårde måde at lære at ekstasen eller det usædvanlige kan man kun finde glimtvis.

Men hvis vi nu ser på en mere typisk 50+-figur anno 2020, ville en virkelighedens Mads Mikkelsen have et par gymnasiereformer og OK13 bag sig. Og det er inden vi kommer til alt muligt digitaliseringshalløj.

Rektor ville ikke være en matriark (Susse Wold er vel lidt over pensionsalderen for gymnasierektorer?) men en yngre type med et par masteruddannelser og yderligere lederkurser bag sig og helt styr på DJØF-sproget og indstillingen at gamle narrøve i bedste fald er et underholdende indslag i hverdagen. For god ordens skyld kan vi lægge en eller to skilsmisser i bagagen. Og eleverne (forvirrede som teenagere nu er) er dem der har mest styr på hvad der egentlig foregår.

Altså, Zygmunt Bauman, flydende modernitet og så videre. Helt andre roller: Mikkelsens problem ville ikke være at alt var groet fast og forudsigeligt, men at alting (nåja) flyder – kønsroller, familie, arbejdsliv – og så skal man prøve at ro rundt i den suppedas.

Så måske er filmen lidt gammeldags? Mere 1970 end 2020?

Ejere og lejere

Uanset hvordan det går med økonomien i øvrigt, har priserne på boligmarkedet fortsat deres himmelflugt det seneste år. I det hele taget synes fast ejendom at have været langt det bedste valg at foretage investeringer i de sidste tyve år.

En del af forklaringerne på de generelle prisstigninger skal findes i det lave (og faldende) renteniveau, en anden i skattemæssige begunstigelser, specielt under Venstre-regeringerne 2001-2011. Endelig bør man også tage i betragtning, at et begrænset udbud af ejerboliger under corona-krisen er med til at holde priserne oppe.

Men ser man på den historiske statistik, er der ved at ske noget på det danske boligmarked. I en tidligere post undrede jeg mig over europæiske data der tydede på et kraftigt fald i andelen af boligejere i Danmark, men ser man på danske tal, synes udviklingen at være klar nok: Antallet af danskere, der bor i en ejerbolig, har været nogenlunde konstant siden 1980’erne, mens antallet, der bor til leje, er steget.

Forandringen kan illustreres med data fra Danmarks Statistik for perioden 1981-2006 samt 2010-2020:

Det samlede boligbyggeri har varieret en hel del gennem tiden, både hvad angår det samlede antal nybyggede boliger og fordelingen på forskellige boligformer. Nu er det ikke så enkelt at parcelhuse og rækkehuse er ejerboliger og etageboliger er lejeboliger, men 2010’ernes byggeboom har klart været inden for etageboligerne:

Sagt lidt forenklet, havde etageboligerne en første storhedstid i perioden 1950-1970 (hvilket også svarer meget godt til udbygningen af den almennyttige boligsektor), mens perioden 1960-1980 var parcelhusets årtier. Lejlighedsbyggeriet var ti år om at kollapse, mens sammenbruddet for parcelhusbyggerier kom i løbet af få år i slutningen af 1970’erne.

2000-årenes byggeboom var i virkeligheden ret beskedent, mens byggeriet af lejligheder efter 2015 har set et opsving på linje med 1960’ernes højkonjunktur.

Uddannelse i 100 år: Fra et folk af ufaglærte til et broget mønster

Danmarks Statistik har offentliggjort den seneste opgørelse over befolkningens uddannelsesstatus. Grafen for perioden 2010-2020 giver et interessant indblik i, hvor dramatiske udviklingerne på uddannelsesområdet – og her specielt de kompetencegivende uddannelser – har været i de seneste årtier.

Når man ser grafen, skal man specielt være opmærksom på, at de ældste generationer på arbejdsmarkedet i 2010 var født i begyndelsen og midten af 1940’erne og uddannet i 1950’erne og første halvdel af 1960’erne. I 2020 er de ældste generationer født i første halvdel af 1950’erne og uddannet i 1960’erne og første halvdel af 1970’erne. Uddannelseseksplosionen har sat sine tydelige spor.

Det kan være sjovt at gå lidt længere tilbage i tiden. Tager man de forskellige opgørelser fra 1991 og frem, kan man se, hvordan arbejdsstyrken er gået fra at være overvejende ufaglært til at være domineret af faglærte og forskellige videregående uddannelser. For overskuelighedens skyld har jeg taget de yngste årgange (15-29 år) ud af figurerne – også med den tanke at vi ser noget der ligner den endelige fordeling, når folk er fyldt 30 år.

Figuren for 1991 viser et arbejdsmarked der er meget forskelligt fra det nuværende. Den typiske dansker årgang 1922 sluttede således sin formelle uddannelse med grundskolen, mens hans eller hendes børn, født i 1940’erne, typisk fik en erhvervsuddannelse. Her fandt der da også en kraftig udbygning af erhvervsskoleområdet sted i efterkrigstiden.

1991: Ældste generation er født 1922-1926
2001: Ældste generation er født 1932-1936
2011: Ældste generation er født 1942-1946

Der har været talt meget om erhvervsuddannelsernes krise de seneste år, og opgørelsen for 2020 viser da også, at antallet (og andelen) med erhvervsuddannelse som højeste uddannelse er faldet for de yngre generationer – her generationerne der er født i 1970 og senere. Til gengæld har vi set en vækst for de lange videregående uddannelser.

Så lidt forenklet kan man sige at hvis den typiske dansker årgang 1922 var ufaglært og årgang 1942 faglært, er billedet mere broget når vi ser på generationerne der er født i 1970’erne og 1980’erne: For de yngre generationer udgør faglærte og folk med mellemlange og lange videregående uddannelser næsten lige store andele af befolkningen på arbejdsmarkedet.

2020: Ældste generation er født 1951-1955

Danmarks Statistik har i øvrigt også opgjort den geografiske fordeling af uddannelsesniveauet. Her, som på mange andre områder, fremstår Vestsjælland og Lolland-Falster som et område, der afviger fra det generelle mønster i Danmark. Lokalt er der dog også bemærkelsesværdige forskelle – idet kommunerne omkring København bedst kan sammenlignes med kvarterer i Odense, Ålborg og Århus. Hvis man vil lave en helt retvisende sammenligning af kommunerne, bør man dog også tage forskellene i befolkningernes aldersmæssige sammensætning i betragtning.

Social arv – et problematisk begreb

I anledning af Rockwool-fondens publikation om social mobilitet et par ord om hvorfor vi skal være forsigtige med brugen af begrebet “social arv”. Den korte version er, at man blander to, meget forskellige ting sammen, og det giver anledning til forvirring både politisk og professionelt.

1) Begrebet social arv blev oprindelig formuleret som en kritik af et biologisk (eller snarere biologisktisk) syn på komplekse sociale problemer. Så tanken var at når alkoholikerens søn blev alkoholiker eller den skizofrenes datter blev ramt af skizofreni var det på grund af indlæring i familien, ikke på grund af genetiske faktorer. Dermed fik det sociale og pædagogiske arbejde også en plads i arbejdet med at forebygge eller afhjælpe komplekse sociale problemer.

Problemet her er – som Morten Ejrnæs mfl. har påpeget – at sammenhængene er mere komplicerede. Børn af alkoholikere, forældre med psykiske sygdomme osv. har ganske vist en øget risiko for at få komplekse sociale problemer, når man sammenligner med børn opvokset i familier uden problemer. Det, man ofte glemmer, er at selv med den øgede risiko, er det langt fra alle børn fra udsatte familier, der ender med komplekse sociale problemer. Samtidig har børn fra “almindelige” familier en risiko for at få komplekse sociale problemer. Vi taler altså om forskelle i sandsynligheder mellem typer af familier, ikke om helt adskilte kategorier af familier.

Set fra et social arbejde-perspektiv opstår problemet, når pædagoger, lærere, socialrådgivere og andre professionelle arbejder ud fra tommelfingerregler om, hvornår man skal være bekymret for et barns trivsel. Her har undersøgelser vist, at professionelle systematisk undervurderer problemer hos børn fra “velfungerende” familier og tilsvarende overvurderer problemer hos børn fra udsatte familier. Der synes i øvrigt også at være en vis klassemæssig bias på spil.

Spørgsmålet om, hvorfor nogle rammes af komplekse sociale problemer som afhængighed, psykisk sygdom mv, lader sig ikke besvare enkelt. Det bedste bud er at vi i de individuelle tilfælde må se på samspillet mellem biologiske, psykologiske og sociale faktorer.

2) I sin undersøgelse har Rockwoolfonden set på en helt anden type af social arv, nemlig udviklingen i uddannelsesmæssig og økonomisk status mellem generationer. Også her skal man huske, at der aldrig har været en 1:1 sammenhæng mellem forældres og børns sociale status – der har altid været en vis grad af social mobilitet – men forældrenes uddannelse og indtægt har været den bedste variabel at anvende, når man har villet forudsige næste generations status.

Rockwoolfondens undersøgelse viser, at den sociale mobilitet i Danmark ikke er specielt omfattende – og muligvis også mindre for generationerne født efter 1970 end for generationerne inden. Dermed har udviklingen af kontante ydelser og institutioner på uddannelsesområdet siden 1970’erne ikke bidraget til en øget social mobilitet. Man kunne på den baggrund spørge, om de ressourcer der bruges på SU-systemet, er velanvendte, hvis målet er at fremme den sociale og uddannelsesmæssige mobilitet, eller om der skal andre indsatser til.

Afdøde Erik Jørgen Hansen ville have kunnet have bidrage med en hel del til diskussionen af sammenhængene mellem social ulighed og uddannelse, men også her synes der at være et komplekst sæt af faktorer på spil i reproduktionen af den sociale lagdeling.

PS: Hvis man har beskæftiget sig med velfærdsstater mere generelt, vil man påpege, at de sociale sikringssystemer overvejende sikrer omfordelingen mellem livsfaser (horisontalt), mens de i mindre grad bidrager til udligningen af forskellene mellem sociale grupper eller klasser (vertikalt). Inden man helt kaster den danske velfærdsstat over bord, bør man fx overveje de alvorlige konsekvenser sygdom har for mange amerikaneres liv.

Den radikale krise: Årsager og mulige løsninger

Det Radikale Venstre er i krise. Set i et radikalt perspektiv er det umiddelbart en lidt speciel krise, for partiet står ganske vist til en tilbagegang set i forhold til valget i 2019, men har stadig en historisk set respektabel andel af vælgerne bag sig.

Problemet ligger et andet sted: På den parlamentariske arena, hvor Socialdemokratiet har haft held til at neutralisere partiets indflydelse, ikke kun på integrationsområdet, men også inden for den økonomiske politik. Og selvfølgelig på den interne arena, hvor Morten Østergaard blev fældet på grund af sin optræden over for kvindelige partifæller, mens Sofie Carsten Nielsens håndtering af sagen både før og efter Østergaards fald har været præget af usikkerhed.

Den almindeligt accepterede forklaring blandt politiske kommentatorer er, at de radikale med deres forsvar for en retsbaseret (eller libertær) politik har placeret sig på en ekstrem position på den værdipolitiske dimension, hvor medianen i dansk politik efter 25 års tiltagende stramning ligger meget tæt på den autoritære pol, jf. Socialdemokratiets strategi om at lægge sig tæt op ad eller over Dansk Folkeparti på integrationsområdet.

Observationen er på den ene side korrekt – de radikale står alene med Enhedslisten (og resterne af Alternativet) på den libertære side, mens alle andre partier kæmper om at fremstå som mest autoritære på området – men den er på den anden side ufuldstændig: En opgivelse af den libertære integrationspolitik vil ikke nødvendigvis styrke den radikale position. Vi er også nødt til at se på den økonomiske politik, for den er historisk set vigtigere for partiet.

For at uddybe argumentet vil jeg gå tilbage i historien – både dansk politiks og min egen.

Da jeg i sin tid for mange år siden arbejdede på det som blev min PhD-afhandling, studsede jeg over forholdet mellem Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres positioner på velfærdsområdet i 1950’erne og 1960’erne.

Selv om de eksperter som introducerede tankerne bag de socialpolitiske reformer i efterkrigstiden, havde en tæt tilknytning til Socialdemokratiet, var de radikale på det parlamentariske plan ofte hurtigere end socialdemokraterne til at sætte den universelle socialpolitik i centrum.

En mulig forklaring kunne være, at Socialdemokratiet på forskellig vis var bundet op på hele det organisatoriske element i den eksisterende politik (a-kasser, sygekasser), en anden at partiets primære politiske mål var at skabe lige vilkår for arbejderklassen og middelklassen, mens underklassens vilkår (for nu at anvende den typologi AE-rådet senere har udviklet) var mindre central for socialdemokraterne.

Her stod de radikale mere frit interessemæssigt – partiet repræsenterede middelklasseinteresser og havde også et andet syn på social integration.

Men set i bakspejlet vil jeg lægge én faktor oveni: Det Radikale Venstre har en tradition for at placere sig, hvor den intellektuelle konsensus, eller ortodoksi, ligger.

I 1950’erne og 1960’erne var det keynesianisme og universelle velfærdspolitikker. I 1980’erne og 1990’erne var det omvendt nyliberalisme (taget som bred betegnelse) og inflationsbekæmpelse som kom i centrum.

Mit gæt er, at der er en ret god overensstemmelse mellem skiftene i OECD’s orientering og radikal politik. Og det er i det perspektiv ikke tilfældigt, at partiet kom ud i en livstruende lederkrise i midten af 1970’erne, hvor skiftet fra efterkrigstidens konsensus endnu ikke var fuldført.

Fogh Rasmussen-regeringernes økonomiske politik i 00’erne har været genstand for diskussion – de radikale var kraftige modstandere af regeringernes integrationspolitik, men man bør ikke glemme at Fogh faktisk førte pro-cyklisk finanspolitik i årene op til finanskrisen. Det var også et forhold der gjorde Fogh til Danmarks farligste mand set med radikale briller.

I perioden efter finanskrisen kunne de radikale igen spille rollen som ortodoksiens håndhævere med forløbet omkring dagpengeperiodens afkortning som det symbolske højdepunkt. Her var afstanden til Lars Løkke på de økonomisk-politiske område betydeligt kortere end afstanden til Fogh.

Den stramme budgetstyring og den hårde moderniseringspolitik som blev sat i værk under Thorning-regeringen passede fint ind i OECD-perspektivet. At det også var en måde at underminere SF på hører med i billedet.

Men skruer vi tiden frem til 2021, er situationen mindre entydig. 1980’ernes nyliberale dagsorden synes at være udtømt i 2020’erne, på samme måde som keynesianismen var løbet tør for kraft i 1970’erne.

Det gør det svært for de radikale at orientere sig politisk, for partiet har brug for en intellektuel ortodoksi at læne sig op ad. Indtil videre har Socialdemokratiet kunne besætte den politiske midte, også selv om partiets økonomiske dagsorden kan være svær at få øje på og mere virker nostalgisk og bagudskuende end fremadrettet.

Måske kan en løsning være at de radikale griber bedre fat i den uddannelses- og opkvalificeringsdagsorden, som fx Nina Smidt har givet antydninger af. Det kan blive det næste dominerende paradigme i den økonomiske politik. Her skal de radikale se bredere end blot på de akademiske uddannelser, og også komme med tydeligere bud på udviklingen af hele erhvervsuddannelsesområdet og efteruddannelsesområdet.

Der skal på længere sigt mere til end individuelle uddannelseskonti (som bliver svære at sælge til Socialdemokratiet) og en alternativ læreruddannelse, som blot bliver aflad for at partiet har stillet sig bag en stram statslig topstyring af skoleområdet. Partiet må sandsynligvis også arbejde på og formidle en bredere forståelse af det kreative element i uddannelse, udvikling og produktion. Dette kunne være kærnen i en håndtering af den aktuelle radikale krise.

Cand.scient.pol.erne ud i virkeligheden!

Mange kommentatorer har i de senere år bemærket og kritiseret en tendens i rekrutteringen til politiske topposter. Sagt lidt forenklet går vejen fra en uddannelse i statskundskab eller en anden samfundsvidenskabelig uddannelse via politiske ungdomsorganisationer og konsulentjobs i partiorganisationen til en plads i Folketinget. Altsammen uden at komme i berøring med det angiveligt rigtige arbejdsmarked.

Historisk orienterede vil bemærke at karrierepolitikere ikke er noget nyt. Siden I.C. Christensen har stort set samtlige danske statsministre været professionelle politikere, ligesom der længe har været tydelige mønstre i at rekrutteringen af ministre og folketingsmedlemmer er gået gennem partiorganisationerne og ikke andre sociale positioner. Politik i det moderne samfund er kort sagt et uddifferentieret system.

Politik er dog kun én karrierevej. I Danmark har vi observeret en anden – på mange måder behageligere – karrierevej for ambitiøse cand.scient.pol.er. Den går via Finansministeriet.*

Også her lidt forenklet, men man kan beskrive en karrierevej der hedder studier i statskundskab (helst i Århus, hvor instituttet med stolthed ser sig som Magtens Rugekasse), studenterjob i Finansministeriet med omegn (her bliver det lidt kompliceret, men man kan jo tage nogle udbud på instituttet i København, og så lave specialet i Århus, så man får det helt rigtige stempel på eksamensbeviset), derefter tilbage til Finansministeriet og hastigt videre i en beskyttet cirkel af leder- og konsulentstillinger forskellige steder i staten.

Skal det være rigtigt fint, kan man desuden skrive en ansættelse som konsulent i McKinsey (bedst) eller et andet stort konsulentfirma (acceptabelt, men ikke helt så fint som McKinsey) på sit cv.

Den opmærksomme læser bemærker at der er én ting som ikke tæller i dette beskyttede kredsløb: Borgerrettet arbejde. Og det er her, jeg vil påstå, at problemerne opstår.

Læs fx Jørgen Grønnegaard Christensen og Peter Bjerre Mortensens “Overmod og afmagt”, der er fortællingen om hvordan Finansministeriets modernisering af det danske skattevæsen endte i en nedmontering, der i effektivitetens navn skadede inddrivelsen af skatter, og som kan få vidtrækkende negative følger for tilliden til den danske velfærdsstat.

Ingen af de kloge cand.scient.pol.er – uanset om de sad i Finansministeriet, McKinsey eller Boston Consulting Group – havde den mindste føling med hvad skatteligning egentlig gik ud på, men det var sådan set også ligemeget, for i deres optik sad praktikerne alligevel ikke inde med nogen form for nyttig viden.

Cheferne, fuldmægtigene og konsulenterne sad i deres trygge, lukkede cirkel i Den Røde Bygning og bekræftede løbende hinanden i deres powerpoints og omorganiseringsplaner langt fra forvaltningernes dagligdag. At cheferne havde været konsulenter, fuldmægtigene drømte om at blive konsulenter, og konsulenterne drømte om at blive chefer gjorde kun cirklen endnu mere lukket.

Nu vil McKinsey-typerne og de finansministerielle scient.pol.er naturligvis indvende at de skam havde viden om forvaltningen: Blev der måske ikke løbende indberettet præstationstal efter de skemaer McKinsey og Finansministeriet havde udarbejdet? Og udarbejdede McKinsey m.fl. ikke evalueringer af forvaltningens præstationer?

Her må man tilføje: Og er det ikke sådan at som man råber i skoven, får man svar?

Grønnegaard Christensen og Bjerre Mortensen peger på et andet grundlæggende problem i kulturen i Finansministeriet ud over den ophøjede afstand til konkret forvaltningsarbejde: Der er i ministeriet og hos McKinsey og co. en bemærkelsesværdig tro på maskinbureaukratiet som den eneste effektive og legitime organisationsform.** En tro, der ikke finder det mindste belæg i de seneste årtiers omfattende organisationsteoretiske forskning.

De ambitiøse stud. og cand.scient.pol.er bliver simpelthen dummere, når de træder ind gennem døren til Finansministeriet. Til skade for opgaveløsningen og den langsigtede budgetstyring.

Hvad kan der gøres? Måske kan det være en måde at bryde gruppetænkningen og den lukkede cirkel at kræve, at det skal være en forudsætning for at blive ansat i Finansministeriet, at man har været beskæftiget med konkret, borgerrettet arbejde i en periode på mindst ét år – måske endda ligefrem arbejde, som har indebåret møder og samtaler med rigtige, levende borgere.

Utvivlsomt en skrækkelig tanke for en ung, ambitiøs stud.scient.pol. – når alt kommer til alt, skal studiet jo sikre optagelse i de helligste af hellige haller, langt fra alt der lugter af praksis og borgere.

Noget tilsvarende bør gælde for rekrutteringen af chefer. Og her gælder en post som chef i en offentlig forvaltning med tilhørende beskyttelse fra borgerrettet arbejde ikke som en relevant kvalifikation.

Dog, organisationskulturer kan være stærke, og vi står stadig med risikoen for at scient.pol.erne glemmer alt de har lært, så snart de igen er trådt ind gennem Den Røde Bygnings beskyttende døre.

Så måske er der i virkeligheden ingen vej uden om at få kastet et grundigt blik på Finansministeriets organisationskultur og syn på forvaltning og gå i gang med det lange seje træk med at udvikle en mere nuanceret forståelse af forskellige forvaltningsopgavers indhold og styringsforståelser, der har et bedre blik for kompleksiteterne i og omkring offentlig opgaveløsning.

En hovedpointe i det pensum må være, at dilemmaer og kompleksiteter ikke er noget der bare forsvinder, fordi man beder McKinsey om at definere dem væk i en konsulentrapport. Men at Finansministeriets cand.scient.pol.er af sig selv skulle lære noget af Grønnegaard Christensen og Bjerre Mortensens analyse af Finansministeriets fejlgreb er nok for meget at bede om. Der må stærkere kræfter til.

Nogen vil måske mene at det er for sent at kaste sig over Finansministeriet: Mette Frederiksen har jo oprustet Statsministeriet og er dermed ved at underminere den dominerende position, Finansministeriet har haft de seneste 30-40 år. Omvendt kan man sige, at problemerne med gruppetænkning og ensporethed næppe bliver mindre, når kredsen bliver snævrere. Vi har endnu ingen tegn på nogen forandring i karrieresporene for statslige chefer.

Og Barbara Bertelsen, Mette Frederiksens håndplukkede departementschef, har såmænd lært håndværket i Moderniseringsstyrelsen under Finansministeriet, også selv om hun oprindeligt er uddannet jurist.

Disclaimer: Jeg er selv uddannet som cand.scient.pol. fra København. Men det er så længe siden at det turde være løgn, og det er dertil over tyve år siden, jeg har haft min daglige gang på instituttet i København.

*Nej, “budgetbisserne” og “regnedrengene” i Finansministeriet er hverken national- eller erhvervsøkonomer. Man kan stille spørgsmålet om hvilken vægt den økonomiske faglighed egentlig har i den danske statslige forvaltning.

**Grønnegaard Christensen og Bjerre Mortensen taler med en henvisning til Frederick Taylor om den rationelle organisation. Maskinbureaukratiet er organisationsteoretikeren Henry Mintzbergs betegnelse.

Mette Stalin – eller kunsten at sidestille ting der ikke kan sidestilles

Berlingskes erhvervsredaktør Thomas Bernt Henriksens klummer er ofte fascinerende læsning – relevante temaer blandes med nogle besynderlige fejlskud og overdrivelser. Måske skal man sige, at etablerede medier kan lige så godt som de sociale medier i den polemiske genre?

Men – kan man problematisere den måde, Socialdemokratiet bedriver historieskrivning på?

Jo, det kan man i høj grad – det er bemærkelsesværdigt, hvordan nogle-og-tredive års socialdemokratisk historie fuldstændig udviskes eller affærdiges som et historisk fejltrin, og hvordan Frederiksens ideologiske garde systematisk har opbygget et nostalgisk billede af Det Ægte Socialdemokrati fra dengang det blev ledet af En Rigtig Arbejder – Anker Jørgensen, hvis nogen tvivler. Men fortæl for guds skyld ikke Tesfaye, Dybvad mfl. at Jørgensen læste digte (GYS!), og oven i købet modernistiske digte (DOBBELT GYS OG KORSETS TEGN!!). Eller at Jørgensen var formand for S i 1983, hvor den-der-lov-I-ved-nok-blev-vedtaget.

Men – kan man så sidestille den frederiksenske historieskrivning med Stalins?

Mig bekendt lever Helle Thorning og Bjarne Corydon i bedste velgående. Og Corydon kan vist oven i købet udtale sig offentligt uden frygt for natlige forsvindinger eller nakkeskud.

At Frederiksens brug af propagandainstrumenter (Facebook, Instagram, Aftenshowet) og afvisning af at stille sig til rådighed for kritisk debat er betænkelig, hører med i sammenhængen. Men vi er dog stadig et godt stykke vej fra Lubjanka-fængslet.

Er det så ok, at S tager afstand fra den økonomiske politik, der blev ført efter finanskrisen?

Modspørgsmål – hvordan ville dagens V- og KF-politikere mon reagere hvis man stillede dem til ansvar for VKR-regeringens politik? At S behændigt glemmer sin egen rolle 2011-2015 bør give anledning til almindelige politiske drillerier, og S’ ledelse skal naturligvis forsvare at partiet har skiftet politik. Dette gælder alle politiske partier.

Endelig er der et tema, Thomas Bernt Henriksen ikke adresserer, nemlig den omfattende diskussion, der føres både politisk og akademisk, om hvorvidt den økonomiske politik, Danmark og andre lande slog ind på fra 2010, var for stram og dermed forsinkede opsvinget efter finanskrisen væsentligt til skade for økonomien i almindelighed og beskæftigelsen i særdeleshed. Den socialdemokratiske glemsomhed kan ses som et politisk svar i denne diskussion – også selv om det er et svar, man ikke nødvendigvis finder korrekt eller tilfredsstillende, eller selv om man finder den måde, svaret bliver præsenteret på, problematisk.

Asger Aamund og antipolitikken

Asger Aamund har længe været fast inventar i medierne – herunder Mads og Monopolet og Berlingskes debatsektion – med kommentarer til alle mulige samfundsfænomener. Det er i sig selv ikke bemærkelsesværdigt: Mere interessant er, at Aamund selv efter 6. januar er én af de få danskere som støtter og forsvarer Donald Trump.

Carsten Fogh Nielsen har i en tråd på Twitter pillet Aamunds argumentation med hensyn til 6. januar fra hinanden og vist, at den ikke hænger sammen, men jeg mener, at der er mere ved fænomenet Aamund, som er værd at kigge på.

Først og fremmest synes nogen i medierne, at Aamund er værd at give taletid: Berlingske (og Jyllands-Posten mv) har debatredaktører. Så uanset om Aamunds argumentation er logisk sammenhængende eller ej, må der være et publikum – eller i internettets tidsalder: klik – til udtalelserne. Noget af engagementet kommer sikkert fra folk, der synes Aamund er helt til hest, men en hel del læsere vil sikkert nikke anerkendende til påstandende.

Her kom jeg i tanke om at jeg for en del år siden læste en af tidligere konservative finansminister Poul Møllers bøger om hans liv i politik. Her skrev Møller, at den mest fjendtlige modtagelse han fik som politiker mærkeligt nok ikke var fra politiske modstandere. Ved valgmøder i B&W’s kantine bestod publikum af kommunister og socialdemokrater, der nok kunne give Møller svar på tiltale, men indstillingen var noget i retning af “han er en af modstanderne, men det er politik, det handler om, så vi tager debatten”. I de lokale Rotary-klubber var stemningen snarere “han siger ganske vist at han én af os, men han er politiker, og dem har vi grundlæggende ingen respekt for”.

Aamund hører som person hjemme i Rotary-segmentet (her er det mindre vigtigt om han er med i Rotary eller ej), og det er værd at overveje forholdet mellem politik og erhvervsliv mere generelt. Jeg har gennem tiden læst et utal af interviews i erhvervssektioner med erhvervsledere, der har præsenteret sig således: “Jeg er Den Stærke Leder, der Skærer Igennem og Bestemmer (og i øvrigt burde samfundet ledes på samme måde uden hensyn til politisk kævl)”.

Den indstilling passer dårligt til den politiske verden, hvor forhandlinger og kompromisser er helt essentielle: Samfund er konfliktfyldte, og en af det politiske systems – og politikernes – vigtige opgaver er at integrere og balancere forskellige interesser. Man kan sige at politikken og erhvervslivet er forskellige systemer, der opererer efter forskellige koder. Politisk ledelse og erhvervsledelse er to forskellige ting.

Men forestillingen om politik og politikere som noget fejlbehæftet synes at være stærk i Aamund-segmentet. Man kan pege på at erhvervsledere gennem tiden ved forskellige lejligheder har interveneret i dansk politik for at få politikere erstattet med erhvervsledere eller i det mindste “upolitiske” figurer – spillet omkring Påskekrisen 1920 eller Højgaardkredsens intriger i 1940 kan være eksempler. Hvis Aamund kan fremstå som en smule løjerlig, er det fordi han ikke er en H.N. Andersen eller A.P. Møller. (Det skal her nævnes at det danske erhvervsliv har et tæt samarbejde med det politiske system gennem de forskellige interesseorganisationer, så der er også en accept i miljøet af modparten, og af at man har modparter, der spiller efter andre regler).

Der kan være mange gode grunde til at man ikke foretrækker en demokratisk eller en socialdemokratisk ledet regering – Danmark har som de fleste europæiske lande oppositionspartier der står på markedsøkonomiens og det liberale demokratis grund, mens forholdet er mere problematisk i USA. Problemet opstår, når man støtter en leder eller en politisk bevægelse, der som Donald Trump og Republikanerne underminerer centrale aspekter af det liberale demokrati.

Jeg vil hævde, at der er et rationale i Asger Aamunds fortsatte støtte til Donald Trump. Trump fremstår jo netop som den Succesrige Forretningsmand, der fejer alle de kævlende, kompromissøgende politikere af banen. Med Trump kan erhvervslivet desuden underkende politikkens gyldighed. Netop det det antipolitiske segment i erhvervslivet drømmer om.

Drømmen er så i øvrigt stærk, at Aamund overser at Trump faktisk ikke var en specielt succesrig forretningsmand – men han var god til at iscenesætte sig som sådan. Det er ikke noget tilfælde at det var et reality-tv-program var det, som bragte Trump det sidste stykke af vejen helt frem på den nationale arena. Og hvad kendetegner måske en Stærk Leder bedre end at han kan afslutte en seance med at råbe “DU ER FYRET”?

For at sammenfatte er min påstand, at Asger Aamunds argumentation ikke hænger sammen, fordi Trump er et idealbillede som Aamund projicerer sin antiparlamentariske og antipolitiske position på. Aamund går ud fra konklusionen at USA (og dermed også Danmark) skal ledes af en Stærk Leder fra Erhvervslivet, som ikke behøver tage sig af alt muligt kævl, og så søger han efter de brokker, der kan understøtte den. Det bliver lidt som et byggeri uden fundament og med vinduer der hænger frit i luften.

Aamund er også en påmindelse om et bredere fænomen i politik: Vi tænker som regel at støtten til antipolitiske standpunkter findes i marginaliserede kredse – jf. diskussionen af DF som udkantens parti. Det er ikke i sig selv forkert, men billedet er nok mere komplekst. Vi kan også finde tilsvarende positioner i elitekredse – men uden for den etablerede politiske elite. At Danmark med først Liberal Alliance og senest Nye Borgerlige har fået partier, der prøver at samle et borgerligt, antipolitisk segment op, kan også ses i dette perspektiv.

Nytårssjov i Venstre: Løse betragtninger

Altsammen i løs rækkefølge. Der er stof til adskillige artikler, hvis nogen har lyst

1. Det er ekstremt sjældent at tidligere danske statsministre forlader deres parti. Før Løkke skal vi tilbage til Knud Kristensen.

2. Knud Kristensens ustyrlige Sydslesvigpolitik gav forresten Venstre en stor valgsejr i 1947. Desværre på bekostning af V’s potentielle samarbejdspartnere. Så blev socialdemokraten Hans Hedtoft statsminister. (Det med at vinde på samarbejdspartnernes bekostning var noget Poul Hartling gentog i 1975. Der blev Anker Jørgensen statsminister)

3. Venstre har gennem tiden overlevet flere alvorlige kriser.

3a. I 1905 fik J.C. Christensen presset de byliberale (og nogle husmænd) ud – men trods ihærdige forsøg fik han ikke taget livet af de radikale.

3b. 1908-1910 bød på to år med totalt opbrud i partiet. Tæller vi de radikale med, var der valg som bød på fire Venstre-fraktioner. Roen lagde sig efter et forsvarsforlig, og fra 1910 havde Venstre kun én Rigsdagsgruppe.

3c. 1930’erne var en lang krisetid for partiet. Den parlamentariske ledelse måtte dels kæmpe med LS og Bondepartiet, dels Th. Madsen-Mygdal, der nok havde forladt Rigsdagen, men stadig sad som meget højlydt landsformand.

3d. Perioden 1960-1990 var én lang stagnationsperiode for Venstre. Alle regnede med at de konservative permanent ville overtage rollen som det dominerende borgerlige parti. Det tog Uffe Ellemann og co. fire-fem år at få deres projekt til at køre.

4. Sammenfattende skal man ikke undervurdere betydningen af en stærk partiorganisation med tilhørende talentrekruttering.

5. Venstres ledelse har været præget af intern ballade under Løkke (kamp med Kristian Jensen) og Ellemann (kamp med Støjberg). Hvor mange partier ville have overlevet ti år i den situation?

6. Ser vi på Lars Løkke, er hans habitus fascinerende. Uanset al snak om “Lille Lars fra Græsted” har han altid opført sig med en meget stærk sense of entitlement. Sådan en type er svær at have gående rundt.

6a. Løkke vil dog efterlade et par blivende aftryk på Danmark: Strukturreformen (hvis mål var at gøre velfærdsstaten til et supermarked for mellemklassen) og afskaffelsen af efterlønnen.

6b. Og i perioden 2015-2019 fik han vist at hverken LA eller DF rigtigt havde noget tøj på.

7. Inger Støjberg er også et fascinerende fænomen. Se tidligere blogpost. Men kort sagt vil jeg beskrive hende som en politiker hvis eneste kompetence er mobilisering.

8. Drømmen om den upolitiske regering (S-V, S-K, Martin Lidegaard, etc) er gammel. Den har aldrig haft nogen gang i virkeligheden. Det samme gælder drømmen om det upolitiske parti. (Sidst det blev forsøgt var i 2007 med Ny Alliance)

9. Hvis anti-integrationspolitik har været det gennemgående tema i dansk politik i 2000-tallet, så vandt Venstre (og DF) både slagene og krigen. Men det ser ud til at S har vundet freden ved at lægge sig til højre for DF. Det giver problemer for V og DF.

10. I det hele taget finder kampene i dansk politik anno 2021 sted i retning mod den autoritære pol (eller det værdipolitiske højre). Og ser vi på den kvadrant der rummer økonomisk og værdipolitisk højre, er fragmenteringen bemærkelsesværdig. Det minder lidt om venstrefløjen i 1970’erne.

10a. Men er der brug for/efterspørgsel efter endnu et parti i den kvadrant?

10b. Hvis vi vil lede efter politisk hjemløse i dansk politik, er det de grønne borgerlige, eller Connie Hedegaard-segmentet (værdipolitisk centrum-venstre, økonomisk højre). Segmentet udgør vist en cirka 5-10% af vælgerkorpset, men dækkes ikke af noget parti, efter at KF helt har opgivet den linje under Søren Pape, men går efter den autoritære borgerlighed.

11. Hvis jeg var Jakob Ellemann, ville jeg først tage en ordentlig whisky og fejre at jeg var sluppet af med to destruktive bagsædechauffører. Og efter en god nats søvn begynde arbejdet med at få formuleret et politisk projekt – også selv om 15% af vælgerne i første omgang er et realistisk mål.

12. Hvis jeg var politisk redaktør, ville jeg få mine journalister til at kontakte folk i Holland.