Slægtshistorie – nu i database

Jeg har lagt informationerne om min slægtshistorie ind i en database, som kan findes via hjemmesiden genealogi.jacobchristensen.name. Mine egne søgninger rækker i de fleste tilfælde seks generationer tilbage (tiptiptipoldeforældre), men via sekundære kilder er det i nogle tilfælde muligt at komme otte generationer tilbage. Her har jeg dog ikke selv kontrolleret oplysningerne i andres slægtstræer, hjemmesider mv.

En pudsig historie: Mine tipoldeforældre på mormors side Maren Sofie Sørensen og Anders Olsson mødte hinanden i slutningen af 1870’erne som tjenestefolk på herregården Kattrup på Vestsjælland. Går vi lidt over 100 år tilbage i tiden, finder vi Dorthea Frydendahl, en tiptiptipoldemor på farmors side, som datter af Marie Kallager og steddatter af Peter Gommesen Erreboe, en proprietær der købte og solgte forskellige herregårde rundt om i landet, som stedets ejere.

Socialt finder man både opad- og nedadgående bevægelser blandt anerne: Dorthea blev ganske vist gift med købmanden Thomas Bruun i Skælskør, men begge døde tidligt. Datteren Thomasine (tiptipoldemor) kom som tjenestepige til Skarrild, hvor hun blev blev gift med degnen i Idom Christian Lustrup, der efter en eskapade havnede i Viborg Tugthus og tilsidst i fattiggården i Rind. Thomasine og Christians datter Dorthea Sophie (tipoldemor) blev som voksen husmandskone i Nørup og mor til min oldemor Ane Johanne Andersen.

En mere opløftende historie kan man finde på min morfars side, hvor tipoldefar Hans Peter Lassen blev født i Sønderborg i 1834 uden for ægteskab og på fattigkassens regning. Hans mor (tiptipoldemor) Anne synes i det hele taget at have levet et liv i samfundets nederste lag som tjenestepige og daglejerske. De af Hans Peters sønner der nåede voksen alder, endte dog med at placere sig solidt i samfundets øvre middelklasse – herunder min oldefar August Georg Lassen som giftede sig med Cathrine Bothilde, datter af en velstående gårdmandsfamilie fra Sundeved. August Georgs bror, Hans Peter Lassen den yngre, byggede i øvrigt efter at være vendt tilbage til Sønderjylland efter en karriere i Fransk Indokina Villa Nam-Loong i Augustenborg.

Den mest bemærkelsesværdige af anerne må dog uden tvivl være Cathrines tipoldemor Gunder Mathiesen (født Peters), hvis betydelige sociale gerninger i Ullerup i slutningen af 1700-tallet, man kan læse om i denne artikel fra et lokalt tidsskrift.

Familiehistorie III: Min fars aner

Egentlig havde jeg tænkt mig at min fars slægt – far havde i øvrigt fjorten søskende, født mellem 1921 og 1947, hvilket også har resulteret i at jeg har en hel del fætre og kusiner på den side – skulle være en opgave til en senere lejlighed, men nysgerrigheden fik overhånd, så jeg gjorde et forsøg på at grave i familiehistorien. Dette er en ufuldstændig rapport, med indbygget risiko for fejl og unøjagtigheder

Ud over det rent personalhistoriske, er min fars familie interessant i et socialhistorisk perspektiv: Min far var født og opvokset i Vejle, som er en af de traditionelle østjyske industribyer – tidligere kendt som Danmarks Manchester på grund af tekstilindustrien – så et spørgsmål kunne være, hvornår farmors og farfars familier kom til byen. Farfar var pensionist da jeg var barn, men havde inden da arbejdet mange år som fabriksarbejder på Vejle Møtrik- og Boltefabrik – i daglig tale Boltefabrikken.

Jeg vidste at farmor var indfødt vejlenser, mens farfar var “født vestpå, i nærheden af grænsen”. Hvornår og hvordan han så var kommet til Vejle, henstod lidt i det uklare.

Situationen var den, at farmors familie var meget let at opspore, mens farfars giver anledning til noget mere hovedbrud.

Først oversigten – som kun giver en del af historien:

fars aner

Farmor Elviras forældre var førstegenerations byboer. De var født i husmands- og småhåndværkerfamilier i landsbyer vest for Vejle, men flyttede som unge ind til byen for at finde arbejde. De blev gift i Vejle i 1899, og vi ved at oldemor Ane Johanne sandsynligvis døde af den spanske syge, mens oldefar Jens Peder blev en hel del ældre. (Desværre har jeg lidt problemer med at finde indførslerne i kirkebøgernes registreringer af dødsfald).

Begge familier gemmer dog nogle interessante historier. Man kan bemærke at oldefars mor var fra Knebel på Mols, og der er en linje tilbage til Randersegnen. Småfolkene på landet var mobile.

Oldemors mor Dorthea gav anledning til et mindre detektivarbejde – ved hendes konfirmation er anført at hun var datter af skolelærer Lystrup (bemærk stavemåden), som ikke lige var til at identificere.

Søger man lidt rundt, finder man degnen Christen Lustrup, hvis liv synes at have været omtumlet. Han dukker først op i folketællingerne som degn og kirkesanger, senere som enkemand og indsidder, og til sidst som gift anden gang og sammen med kone nummer to beboer i et fattighus. Hvorfor det gik så ilde, melder historien intet om, men Dorthea blev sat i pleje og endte i Nørup. Hendes mor Thomasine var i øvrigt datter af købmanden i Skælskør.

Og så til farfar Thomas’ aner. Da jeg først havde identificeret hans mor Anes (her er der lidt uenighed om hendes navn – hun var kendt som Anna i familien, mens Kristine også er set stavet Kirstine – og dette er inden vi kommer til de forskellige måder at stave Mouritsen på) fødesogn var resten ret enkelt: Vi er ude i gårde på Skjernegnen. Ane var altså vestjyde og af bondeslægt.

Men nu begynder festen.

For det første var farfar Thomas ganske rigtigt født ovre vestpå, nær grænsen. Men han var født i Hviding syd for 1864-grænsen, så man finder hans fødsel registreret (på tysk) i Standesamt Reisby i Kreis Tondern. Logisk nok finder man så indførslen i kirkebogen i forbindelse med hans dåb (på dansk) i arkiverne fra Ribe Amt. Landskabet Slesvig skuffer aldrig, når det gælder administrative finurligheder – genforeningen i 1920 flyttede mere end landegrænser, og strukturreformen i 2007 er også en del af den slesvigske administrative historie.

Oldefar Christian var tilsvarende lidt af en hvirvelvind, og der er tydeligvis ting, vi stadig ikke kan finde rundt i – en del af forklaringen er, at han også døde i forbindelse med den spanske syge.

Det lette er at notere hans fødsel i en husmandsfamilie i Kyvling ved Lønborg (vi er også på Skjern-egnen her) i 1864. Herefter bliver det rigtig kompliceret, men hans bane gennem livet kan så nogenlunde rekonstrueres gennem hans ægteskaber og børn.

Farfars storebror Thorvalds fødsel er således registreret i Esbjerg – med oldefars første kone Nikoline.(*) Nikoline døde dog allerede i januar 1899 i Århus, hvorefter oldefar gifter sig anden gang med Ane Kristine i Skjern i november 1899. Begge skal dog være bosiddende i Ribe på det tidspunkt.

Herefter bliver Niels Sigvardt født i Ribe i 1900, mens barn nummer tre, min farfar Thomas, bliver født i Hviding i 1901. Folketællingen af 1921 anfører dog at familien var flyttet til Vejle i 1903 og at resten af børneflokken – Anna, Carlo, Frederik og Christian (eller Kristian) – er født i Vejle. (**)

Tjekker man kirkebøgerne, finder man dog en ny adresse forskellige steder i Vejle ved dåben af hvert af de fire børn, ligesom oldefar Christian gennem tiden optræder som formand, direktør, bogholder, værtshusholder (!) og til sidst handelsrejsende i arkiverne. Her synes også at gemme sig en interessant, men ikke altid lige munter, historie om oldefars og oldemors liv. Ligesom farmors forældre var de dog første generations byboer.

Det kan nævnes at farfar Thomas holdt sig til Vejle og Boltefabrikken og ikke mindst farmor Elvira, og at familien de sidste mange år boede i et rækkehus på Florasvej på Søndermarken.

Første del om min mormors baggrund og familie er her.

Anden del om min mormors baggrund og familie er her.

(*) Bare for at gøre forvirringen komplet, anfører kirkebogen i Egvad anno 1887 navnet på Nikoline Marie Laugesens gom som Kristian Kristensen. Men krydshenvisningerne til oldefar passer.

(**) Ane skal i følge mundtlig overlevering også have haft et barn med ind i ægteskabet med Christian ved navn … Christian.

Bogåret 2021

Opstillet kronologisk fra 1. januar til 31. december. Arbejdsrelateret læsning er ikke medtaget

  • Adam Przeworski – Crises of Democracy
  • Jan Heiberg Johansen – Paradoksledelse
  • Pia Juul – Asterisk
  • Alexander von Oettingen et al – Pissedårlig ledelse
  • Mikkel Vedby Rasmussen – Krisesamfundet
  • Søs Marie Serup og Mikkel Faurholdt – Skaberen, taberen, frelseren?
  • Kjell Westö – Drakarna över Helsingfors
  • Kristian Andersen – Den store dansker
  • Jens Smærup Sørensen – Klinten
  • Helle Helle – de
  • Simon Lund og Ralf Christensen – Dem jeg elsker, elsker jeg
  • Zygmunt Bauman – Flydende modernitet
  • Henrik Palle – Thomas Winding; en stemme i tiden
  • Alexander von Oettingen & Lars Hende Svensson (red) – Pissedårlig inklusion
  • Jan Teorell, Hanna Bäck, Johan Hellström & Johannes Lindvall – 134 dagar
  • Martin Jes Iversen – Udsyn, ØK, Danmark og verden
  • Jonathan Carr – The Wagner Clan
  • Graham Greene – Stamboul Train
  • Jens Kistrup – Kistrups teater
  • Richard Florida – The Great Reset
  • Jens Engberg – Den standhaftige tinsoldat
  • Jens Kistrup – Teatrets omrids
  • Andreas Reckwitz – Das Ende der Illusionen
  • Søren Ulrik Thomsen – Store Kongensgade 23
  • Marc Augé – Non-Places
  • Holger K. Nielsen – Det var det værd
  • Pernille Stensgaard – Selveste Gyldendal
  • Helle Thorning Schmidt – Blondinens betragtninger
  • Tove Jansson – Sent i november
  • K.E. Løgstrup – Martin Heidegger
  • Torbjörn Nilsson & Josefin Hägglund – Tvåkammarriksdagen 1867-1970
  • Norman Lebrecht – The Life and Death of Classical Music
  • Kasper Møller Hansen, Rune Stubager mfl – Klimavalget
  • Charlotte Mandrup – Vær professionel på jobbet
  • Andreas Bergh & Olof Hallonsten – Enhetslösningarnas tyranni
  • Karl Ove Knausgård – Morgenstjernen
  • Michel Houellebecq – At holde sig i live – og andre tekster
  • Magnus Barsøe – Gud bevare afdragsfriheden
  • Katrine Marie Guldager – Det samme og noget helt andet

Teateråret 2021

Aarhus Teater

Hvem skulle have troet at der ville gå halvandet år fra mit sidste teaterbesøg – Ordet på Aarhus Teater i marts 2020 til Når vi døde vågner – også på Aarhus Teater i oktober 2021? Nedlukningen kostede hele forårssæsonen 2021, men jeg kom til fem forestillinger på fem scener i tre byer i efteråret. Søren Pilmarks præstation i En folkefjende var specielt bemærkelsesværdig.

  • Tre søstre – Odense Teater
  • Når vi døde vågner – Aarhus Teater
  • Den indbildt syge – Det Kgl. Teater, Skuespilhuset
  • Scavenius – Teater Momentum (gæstespil af Bådteatret)
  • En folkefjende – Odense Teater
  • Maskeballet – Det Kgl. Teater, Operahuset

Koncertåret 2021

Copenhagen Phil, Konservatoriets Koncertsal, 12/11-2021

2021 begyndte som 2020 sluttede: Aflysninger på grund af nedlukningen fra december. Koncert efter koncert forsvandt fra kalenderen eller blev udskudt, til koncertstederne åbnede igen. Heldigvis havde musikerne holdt gejsten oppe i de mørke måneder.

Maj og juni blev omvendt en hel myldretid af koncerter – ikke mindst fordi Odense Symfoniorkester havde gjort en beundringsværdig indsats for at flytte de koncerter, som måtte aflyses mellem december 2020 og maj 2021, og det lykkedes mig – bortset fra en forkølelse, der kostede en koncert med Shostakovitch – at komme gennem hele efterårssæsonen.

  • Dvorak – Karnevalsouverture, Gulda – Cellokoncert, Bartok – Koncert for orkester – Leonardo Altino, Rossen Gergov, Odense Symfoniorkester – Odense Koncerthus
  • Michael Dalgas Trio – Dexter
  • Jan Kaspersen Kvintet – Dexter
  • Stravinski- Pulcinella Suite, Ravel – Klaverkoncert i G-Dur, Mussorgski – Udstillingsbilleder – Jean-Efflam Bavouzet, Pierre Bleuse, Odense Symfoniorkester – Odense Koncerthus
  • J.S. Bach – Musikalisches Opfer, C.P.E. Bach – Sinfonia for strygere, nr. 1, Frederik II af Preussen – Fløjtekoncert, Stravinski – Historien om en soldat, musikere fra Odense Symfoniorkester, Odense Koncerthus
  • Schubert – Symfoni nr 3, Mozart – Exultate jubilate, Symfoni nr 41, Odense Symfoniorkester
  • Herbie Hancock – DR Koncerthuset
  • Dukas – Troldmandens lærling, Chausson – Poeme, Ravel – Tzigane, Berlioz – Symphonie Fantastique, Eugen Tichindeleanu, Pierre Bleuse, Odense Symfoniorkester, Odense Koncerthus
  • Francaix – Divertissement, Rasmussen – Kvintet i F, Aulin – Fyra akvareller (arr. Jerkert), Dvorak – Strygekvartet nr 12 “Den amerikanske”, musikere fra Odense Symfoniorkester/Qvindetta – Odense Koncerthus
  • Pachelbel – Canon og Gigue, J.S. Bach – Bondekantaten, Dont – Kvartet for violiner, musikere fra Odense Symfoniorkester, Lise Bech Bendix, Piet Larsen – Odense Koncerthus
  • C. Schumann – Tre romancer for violin og klaver (arr. for orkester), Sørensen – Klaverkoncert nr. 3, R. Schumann – Symfoni nr. 4, Katrine Gislinge, John Storgårds, Copenhagen Phil – Konservatoriets Koncertsal
  • Ravel – Ma Mere l’Oye, La Valse, Rossini/Respighi – La Boutique Fantasque – Pierre Bleuse, Odense Symfoniorkester – Odense Koncerthus
  • Wagner – Forspil til Parsifal, Siegfried-Idyll, Prokofiev – Askepot (uddrag) – Christian Reif, Odense Symfoniorkester – Odense Koncerthus

Kommunalvalget 2021 for svenskere

Til en begyndelse kan det være værd at bemærke nogle forskelle på dansk og svensk kommunalpolitik, også selv om det lokale selvstyre er centralt i begge lande:

  • De danske kommuner er generelt større end de svenske mht. befolkning
  • Kommunalvalgene i Danmark finder sted adskilt fra folketingsvalgene
  • De danske kommuner styres af en borgmester, som vælges af byrådet for hele valgperioden. Borgmesteren kan kun afsættes i ekstraordinære tilfælde. Borgmesteren understøttes af udvalgsformænd og/eller rådmænd. Systemet med oppositionsborgarråd kendes ikke
  • Borgmestersystemet indebærer partierne kan have to mål for succes: Stemmeandel og antal borgmesterposter
  • Konstitueringerne på kommunalt niveau kan tit føre til usædvanlige konstellationer
  • Regionerne finansieres gennem statslige bloktilskud og har ikke selvstændig ret til skatteudskrivning. Dagsordenen for regionsrådsvalgene er derfor ret begrænset

Resultatet

Efter fintælling og foreløbige konstitueringer ser resultatet for kommunalvalget pr. 19/11 2021 således ud

Det kan tillægges at valgdeltagelsen faldt fra 70,8% til 67,2%

Ved et dansk kommunalvalg er der to forskellige strømninger i spil – den nationale opinion, hvor man regner med at opinionsforskydninger slår igennem med halv kraft på det kommunale niveau, og lokale temaer, som kan gælde alt fra personspørgsmål over kvaliteten af uddannelse og service på lokalt niveau til konflikter inden for kommunens grænser.

Regionerne

Valget til regionsrådene spejler kommunalvalget i stor udstrækning. Det mest bemærkelsesværdige ved valget tirsdag er nok, at Venstre kunne overtage posten som formand for regionsrådet i Nordjylland fra Socialdemokratiet. Her spekuleres også i at Nordjylland i efteråret 2020 blev hårdt ramt af indgrebene mod minkopdrættet i forbindelse med Covid19-pandemien. Til gengæld valgte Radikale Venstre at støtte socialdemokraten Anders Kühnau som formand for Danske Regioner, hvor han afløser V’s Stephanie Lose.

Vinderne

Valgets ene vinder, både målt i stemmeandel og antallet af borgmestre, var Det Konservative Folkeparti, som efterhånden ser ud til at være kommet ud af den lange periode med dårlige valgresultater, som blev indledt ved folketingsvalget i 1998 og forstærket under uroen i partiet frem mod folketingsvalget i 2011. Partiet er normalt ret regionalt baseret med højborge i kommunerne nord for København, men denne gang havde de konservative held til at vinde flere borgmesterposter i Jylland og på Bornholm.

Man bør nok i høj grad søge forklaringerne på den konservative fremgang på vælgerplan på det nationale niveau, hvor partiet i modsætning til Venstre har formået at holde orden internt, også selv om den politiske profil fremstår noget uklar.

Gennem godt forhandlingsarbejde på lokalt niveau formåede partiet desuden at øge antallet af borgmesterposter fra 8 til 12. KF tabte dog den symbolsk vigtige borgmesterpost i Frederiksberg Kommune.

Nye Borgerlige må fremstå som den anden store vinder. Partiet har ikke nogen speciel kommunalpolitisk profil, men nyder godt af den nationale opinion, hvor det har kunnet samle vælgere op fra specielt Dansk Folkeparti.

SF, Enhedslisten og Radikale Venstre kunne også notere fremgange. For RV var valgresultatet utvivlsomt en lettelse eftersom partiet har været præget af usikkerhed om den parlamentariske kurs og afhop krydret med skandalen om den tidligere politiske leder Morten Østergaard. Enhedslisten vandt ganske vist ingen borgmesterposter, men kan notere et gennembrud respektive konsolidering på det lokale niveau. Alle tre partier er desuden bypartier, som henvender sig til akademikere og funktionærer.

Taberne

Dansk Folkeparti var valgets ene store taber, og partiformand Kristian Thulesen Dahl meddelte sin afgang efter valget. Ved valgene i 2013 og 2017 havde DF store forhåbninger om et lokalpolitisk gennembrud, gerne krydret med et antal borgmesterposter, men begge gange gik partiet skuffet ud af valget. Set i bakspejlet kan valget i 2017, hvor partiet også tabte stemmer, ses som et forvarsel om det store sammenbrud, som indtraf ved folketingsvalget i 2019.

Man kan finde flere forklaringer på DF’s krise: Partiet har først og fremmest forsømt politikudviklingen i 2010’erne, ligesom forsøget på at erstatte modstand mod flygtninge og indvandrere med velfærdsnationalisme (og alliancer med Socialdemokratiet) ikke rigtig er lykkedes. Begge temaer har også kun begrænset betydning på det kommunale niveau.

Aktuelt befinder DF sig i noget, der bedst kan betegnes som en eksistenskamp.

Socialdemokratiet fik også et bemærkelsesværdigt dårligt valg. Vi kan her bemærke, at tilbagegangen på nationalt plan blev ekstra kraftig i de store bykommuner: København, Århus, Ålborg og Odense, hvor partiet tabte 10 procentpoint eller mere. Partiet havde heller ikke held med at erobre Esbjerg og Vejle.

Her kan der være grund til at se på udviklingen af partiets profil under Mette Frederiksen. Hvor S traditionelt var et byparti, har ledelsen under Frederiksen dels lagt fokus på vælgere i udkantsområder som fx Vestsjælland, dels angrebet akademikere og sektoren med videregående uddannelser – en vælgergruppe der har en basis i de større byer.

Analysen af folketingsvalget 2019 viste at landlig bevidsthed nu var blevet en vigtig faktor for valget af S, og denne forstækning af skillelinjen mellem by og land – som dels har rod i den økonomiske udvikling, dels i nedmonteringen af lokale offentlige tilbud i forbindelse med strukturreformen af 2007 – kan man se afspejlet i tirsdagens valg.

Socialdemokratiet kunne ganske vist beholde borgmesterposterne i alle de store byer, men risikerer nu konkurrence fra specielt Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti i landets økonomiske kraftcentre. Spørgsmålet er om en retorik og politik, der har angrebet de store byer og deres indbyggere, og som peger tilbage mod tidligere tiders industrisamfund på langt sigt er bæredygtig.

De tilfredse

Venstre kunne notere en mindre tilbagegang, men set i lyset af partiets problemer på det nationale niveau – der har været kraftige opgør om partiets politiske linje, ligesom fremtrædende politikere har forladt partiet – må tilbagegangen synes at være acceptabel. En fremgang på lidt under 2 procentpoint til SF er også tilfredsstillende for et parti, der har stået lidt i skyggen af S og Enhedslisten.

De skæve kommuner

Tendenserne på landsplan blev ikke altid afspejlet på det lokale niveau.

Socialdemokratiet kunne således fejre en bemærkelsesværdig sejr i Holbæk, hvor partiet under Christina Krzyrosiak Hansen – der blev valgt til borgmester i 2017 som kun 24-årig – fik en kraftig fremgang og vandt absolut flertal blandt vælgerne og i byrådet. Krzyrosiak viste sig at være en kompetent borgmester, som i løbet af valgperioden blandt andet fik rettet op på kommunens vaklende økonomi. Holbæk er ganske vist en del af Vestsjælland, som har nydt særlig bevågenhed fra regeringen, men valgresultatet viser, at borgmesterens personlige kompetence også spiller en stor rolle ved kommunale valg.

Modsat tabte de konservative i partiets traditionelle højborg Frederiksberg. Fokus lå umiddelbart på den nu afgående borgmester Simon Aggesen, der gennem lovlige, men i offentlighedens øjne lidt for smarte manøvrer tjente en mindre formue på ejendomshandler, mens han sad i embedet. Den konservative dominans har dog også været udfordret af demografiske forandringer, hvor den traditionelle borgerlige mellemklasse erstattes af yngre højtuddannede.

Kolding og Bornholm kan være eksempler på at evnen til at indgå alliancer er afgørende for borgmesterkandidater. Bornholm har traditionelt været socialdemokratisk styret, men borgmester Thomas Thors var ikke i stand til at holde fast i vælgerne. Det samme gjaldt i øvrigt for Venstre, det andet traditionelt dominerende parti på øen. Selv om Enhedslisten blev det største parti ved valget, hvilket i sig selv var bemærkelsesværdigt, valgte partiet at indgå i en konstitueringsaftale, der gjorde den konservative Jacob Trøst til borgmester

Kolding var udråbt til et præsidentvalg mellem SF’s tidligere formand Villy Søvndal og den landskendte V-politiker Eva Kjær Hansen. Den afgående V-borgmester ville dog ikke udtrykke klar støtte til Kjær Hansen før valget, og her endte konstitueringen med at den konservative Knud Erik Langhoff med støtte fra blandt andet SF blev udset til ny borgmester. Dette passer egentlig ind i et historisk mønster, hvor kandidater udefra ikke er populære lokalt.

København

Til sidst et par ord om København, der i modsætning til Stockholm traditionelt har været en sikker rød by. Overborgmester Frank Jensen, der havde siddet på posten siden 2010 og som ellers blev regnet som et sikkert kort ved valget, måtte forlade posten efter en MeToo-skandale. Den nye kandidat Sophie Hæstorp Andersen havde været formand for Region Hovedstaden, men havde ingen klar københavnerprofil.

Ved valget blev Enhedslisten klart største parti med 24,6% af stemmerne, mens S gik tilbage fra 27,6% til 17,2%. Alle partier til højre for EL havde dog på forhånd erklæret at de ikke ville støtte EL’s spidskandidat som overborgmester, så partiet måtte nøjes med to poster som ressortborgmestre (svarende til borgarråd i Stockholm).

På længere sigt er spørgsmålet om S ved sit fokus på udkantsområder og arbejdervælgere koblet med den hårde retorik mod akademikere og byerhvervene og -kulturen generelt er ved at tabe grebet om de større byer i almindelighed og København i særdeleshed. Tilsvarende er partiets fokus på – eller rettere: mod – indvandrere og flygtninge og uklare position på klima- og miljøområdet et handicap blandt yngre vælgere i byerne.

Kilder

KMDvalg – officiel side med lokale valgresultater

Wikipedia: Kommunal- og regionsrådsvalg 2021 – opgørelse over nationale resultater og fordelingen af borgmesterposter

Mette Frederiksen, akademikere og arbejde

Nogle tanker om Mette Frederiksens udtalelser om akademikere og arbejde, med anledning af regeringens argumenter for at beskære ydelsen til nyuddannede:

Man kan til en begyndelse påpege at politikere arbejder med in- og out-groups og at akademikere – specielt i de større byer – generelt er en out-group hos Socialdemokratiet under Mette Frederiksens ledelse.

Omvendt er der noget i hele historien, som kan sige noget om mere dybtliggende skillelinjer i hvad arbejde er, og hvordan forskellige grupper i befolkningen ser på arbejde.

Lad os begynde med Københavns beskæftigelsesborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard, der også gentagne gange har været ude med angreb på nyuddannede akademikere. Hendes angreb kan bedst forstås ud fra Venstres generelle syn på hvordan arbejdsmarkedet bør fungere:

Venstre er stadig grundlæggende et bondeparti, og i landbruget handler det om at få landarbejdere billigst muligt – faglige kvalifikationer er til gengæld ikke en vigtig parameter. Det vigtigste er at få et udbud der presser lønningerne.

Fra et mere systemisk perspektiv kan man så spørge om en økonomi der hviler på lavtkvalificeret, lavtlønnet arbejdskraft vil være en god ting for Danmarks samlede velfærd – sporene fra Storbritannien efter finanskrisen kan skræmme.

Ser vi på Socialdemokratiet og Mette Frederiksen, er der lidt andre ting i spil. Det handler også om livsformer.

Grundlæggende befinder traditionelle arbejdere sig på et arbejdsmarked der handler om at udveksle tilstedeværelse og løn. Arbejdet er noget man udfører et bestemt sted (idealtypisk: en fabrik), hvor andre bestemmer over rammerne. Sagt lidt forenklet: Man arbejder for at leve.

Man kan næsten sige at der er tale om en livsform hvor man har accepteret og indkorporeret fremmedgørelsen i arbejdslivet. Det Marx i sin tid kritiserede som umenneskeligt, er blevet en socialdemokratisk dyd.

Men hvad så med akademikerne?

Her er det en god idé at se på jobopslag eller Linkedin-profiler. Det er ikke tilstrækkeligt at møde på arbejdet 7.30 og udføre de opgaver, værkføreren sætter én til – man skal være passioneret og brænde for opgaverne.

Lønmodtagerne på denne del af arbejdsmarkedet sælger noget andet end (blot) deres tilstedeværelse: Det vigtige er om man sætter sin faglighed og personlighed på spil i arbejdet. Selvstændighed og udviklingsorientering er centrale værdier.

Det har nogle konsekvenser for hvordan relationerne på arbejdspladserne – og arbejdsmarkedet generelt – kommer til at se ud. Og det var det, Richard Florida tænkte på, da han introducerede begrebet “den kreative klasse”.

I Danmark bliver begrebet konsekvent (og bevidst?) misforstået som en beskrivelse af kunstnere, journalister og kommunikationsfolk, men gider man – i modsætning til danske politikere og debattører – læse hvad Florida skrev, handler det om brancher som it og biotech. Brancher med høj produktivitet og høje krav til uddannelse.

Vi er ovenikøbet også på STEM-området, som politikerne ellers omfatter med stor kærlighed. (Man kan også sige en del kritisk om Florida og teorien om den kreative klasse, men det vil jeg lade ligge her)

Det vigtige her er, at det mindre handler om at arbejdet skal være sjovt, og mere om hvad det er, man som arbejdssøgende skal sælge til en potentiel arbejdsgiver. Det handler mindre om at man vil udvikle og udtrykke sig selv og have det sjovt – og mere om at man er tvunget til det.

Oven i alt dette kommer en række interessante og komplekse spørgsmål om matchning på arbejdsmarkedet, som politikerne med statsministeren hopper let og elegant over. Forskning i søgning og matchning udløste engang en Nobelpris i økonomi.

Så det er måske ikke så sært at politikerne holder sig til at svine arbejdsløse til i stedet for at sætte sig ind i dynamikkerne.

Forresten er der lavet empiriske undersøgelser af hvordan det går nyuddannede akademikere – søg fx hos Danmarks Statistik og DJØF.

Først og fremmest vil en forkortelse af dagpengeperioden for nyuddannede fra to til ét år næppe gøre nogen stor forskel – langt de fleste nyuddannede akademikere er i job efter ét år.

Tilsvarende er nyuddannede der er arbejdsløse i længere tid mere mobile, både sektormæssigt og geografisk. Politikernes myte om de dovne akademikere, der klynger sig til København og Århus holder ikke. (Men hvornår har evidens måske gendrevet politisk behagelige myter?)

Alt dette efterlader stadig nogle spørgsmål om overproduktion af kandidater på nogle områder, ligesom det større spørgsmål om humanioras krise (som ikke kun er et problem i Danmark) også lurer i baggrunden. Men det er en historie til en anden gang.

Nytteaktivering

(Sammenskrivning af en tråd på Twitter fra 8/9)

Hvordan skal vi vurdere forslaget om nytteaktivering af indvandrerkvinder?

Et spørgsmål er hvilke erfaringer der er fra den eksisterende nytteaktiveringsindsats. Der er forsket i det, og resultaterne er … blandede.

Hvis målet er at nyttejobberne skal arbejde hårdt og lære at man ikke har nogen særlig social værdi som kontanthjælpsmodtager, ser ordningen ud til at være mislykket.

Bringer ordningen nyttejobberne tættere på arbejdsmarkedet? Det er et godt spørgsmål.

Men: Sandsynligvis er vores kriterium det forkerte. Vi spørger ud fra en antagelse om aktivering skal forbedre borgernes kvalifikationer. Men det er ikke, og har aldrig været, aktiveringsordningernes centrale mål.

Her skal man se på to effekter, der længe har optrådt i teorier om og studier af aktivering: Sorteringseffekten og motivationseffekten.

Sorteringseffekten handler om at få borgerne til at vende i døren. Tænk fx. på da Peter Brixtofte tilbage i 1980’erne indførte straksaktivering af unge, der søgte kontanthjælp. Det virkede – også selv om vi ikke er sikre på hvor de unge blev af. Men de befandt sig i hvert fald ikke på en offentlig ydelse. Og tanken var at man sorterede dem, der ikke havde åbenlyst behov for kontant understøttelse fra.

Motivationseffekten handler om at få borgere til at framelde sig en offentlig ydelse, når de nærmer sig aktivering. Hvor borgerne bliver af? Det er vi ikke sikre på, men de befandt sig i al fald ikke på en offentlig ydelse. Termen “motivation” kan virke noget orwellsk i sammenhængen, for der er tale om afskrækkelse.

Så forslaget om nyttejob til indvandrerkvinder ligger i forlængelse af en lang tradition for at anvende aktivering som et middel til at afskrække potentielle eller aktuelle modtagere af kontantydelser.

Hvor effektivt er det hele set i et større perspektiv? Det er et godt spørgsmål, for der er store diskussioner om aktiveringsindsatsernes effekter. Men det centrale er, at målet er afskrækkelse, ikke opkvalificering. Og det er det kriterium, vi skal bedømme nytteaktiveringen ud fra.

Familiehistorie II: Stamtræer og svenske forbindelser mv.

Lidt mere i forlængelse af historien om min mormor Johanne. Bruger man hende som udgangspunkt, er det i mange tilfælde ikke så svært at komme nogle generationer længere tilbage, så her er hendes stamtavle, som jeg har rekonstrueret den pt – vi er i nogle linjer tilbage til mormors tipoldeforældre, hvor de ældste er født omkring 1770:

Lidt uddybende kommentarer til de enkelte grene. Linjen tilbage til Jens Jensen er alle husmænd og bødkere på Slibestenen uden for Gørlev, og i det hele taget synes familiens liv at være vævet tæt sammen med Ågård, som stadig ligger lidt nord for Gørlev. Af kirkebøgerne at dømme har en del par i den linje mødt hinanden, mens de arbejdede som tjenestefolk på Ågård.

Mormors mormors linje (altså min tipoldemor Hanne Jørgensen eller Jørgensdatter) skiller sig lidt ud, fordi Hanne var gårdmandsdatter fra Kjelstrup – folketællingerne fortæller os at hun var ret sen i børneflokken. Men socialt var vi en eller to tænder højere end husmændene fra Gørlev.

Mormors far og hans forfædre havde derimod en baggrund som landarbejdere i Nordvestsjælland. Tipoldefar Anders og tipoldemor Maren Sofie må have mødt hinanden som tjenestefolk på gården Kattrup, hvorefter Anders forpagtede et husmandssted i Tømmerup (sandsynligvis af sin svoger, Maren Sofies søsters mand).

Det kan virke lidt pudsigt at tiptipoldefar Olas familienavn Plym ikke blev givet videre i Danmark, så sønnen Anders og sønnesønnen Jens Christian “kun” fik navnet Olsson. Søger man i de svenske kilder fra Hofterup, virker det som om de søskende der blev i Skåne og deres efterkommere holdt fast i navnet Plym. Måske var det for sært i en dansk sammenhæng – jeg gætter på at det er et soldaternavn: Plym er en forsvenskning af det franske plume, hvilket er betegnelsen for en (pynte)fjer.

Som en krølle på den historie finder man i øvrigt ved en søgning i telefonbogen en del med efternavnet Plym rundt om i Sverige – familien Plym Forshell er dog en gammel præstefamilie og har næppe noget med mine forfædre og fjerne slægtninge at gøre. Men i Malmø og omegn er der nogle Plym’er, som kunne være Olas efterkommere og dermed fjerne slægtninge.

En anden krølle er, at kirkebøger og folketællinger viser at mormors bror Alfred tog navneforandring fra Olsen til Olsen-Plejn. Hvor den tilføjelse kommer fra, kan jeg ikke lige regne ud – skånsk er dog vist en sær dialekt og ikke let at forstå for danskere, så måske er det Alfred og Johannes svenske oldefar, der via Anders Olsson kom til at give navn til den side af familien. Alfred havde dog kun døtre, så om navnet egentlig er overleveret, henstår lidt i det uvisse.

En familiehistorie: Fra Larsen i Gørlev til Lassen i Åbenrå

Min mormor Johanne Olsen, gift Lassen, som urmagerlærling hos urmager Emborg, Gørlev

I et anfald af prokrastinering har jeg brugt lidt tid de seneste uger på at efterspore nogle af mine forfædre – eller måske skulle man sige formødre. Det er nemlig sådan, at der altid var været en vis ubalance i vores viden om min morfars og min mormors familier og herkomst.

En af min mors kusiner fik i begyndelsen af 1970’erne den gode idé at udspørge min morfar om familien Lassens medlemmer, så der har vi en god oversigt, som rækker tilbage til morfars farfar, og der er både de hårde data og morfars fortællinger om ham selv, hans søskende, hans far og hans brødre. Oldemor Cathrine døde desværre forholdsvis ung i barselsseng, hvorefter oldefar August Georg – der her ses i fuldt bagerudstyr – selv førte huset i Ullerup.

Men den meget korte historie om den slægtsgren er, at de var selvstændige håndværkere på Sydals og Sundeved. Det med det selvstændige håndværk kan man i øvrigt finde helt op i min generation, selv om mange af efterkommerne er flyttet fra Sønderjylland.

Det har ligget lidt tungere at få styr på mormors familie. Et brud mellem min morfar og hans svigermor indebar, at kontakterne bagud var begrænsede. Oldemor besøgte aldrig sin datter og svigersøn i Åbenrå, men mormor og nogle af mine mostre var faktisk på besøg hos oldemor og tipoldefar i Gørlev, mens de levede. Der har været historier og gisninger, men meget er aldrig belagt med hårde data.

Vi ved ikke med sikkerhed, hvad der gik galt mellem morfar og oldemor. Rygtet vil vide, at det handlede om penge – eller snarere ære. Oldemor skal have sendt penge til mormor – for en sikkerheds skyld, så hun kunne klare sig selv. At mormor og morfar, ud over at have et godt ægteskab, havde en god indkomst og væsentligt bedre økonomiske vilkår end oldemor, giver historien en nærmest surrealistisk drejning. Måske var det dybest set to ærekære mennesker, der stødte ind i hinanden under uheldige omstændigheder.

Og måske kan det, vi kan finde frem om oldemor Sidse Maries historie, kaste en smule lys over det hele. Kirkebøgerne fra Gørlev viser, at mormors storebror var født i 1904 af “ugift Sidse Marie Ingeborg Larsen”, mens Jens Kristian Olsen er udlagt som barnets fader. Barnet får da også efternavnet Olsen. I øvrigt stod min tipoldefar Jens Larsen fadder til drengen sammen med den udlagte barnefader Jens Kristian Olsen og Anders Olsen – Jens Kristians fader.

Der indgås ægteskab senere på året, men da min mormor bliver døbt i slutningen af 1905, er forældrene angivet som “separerede ægtefolk Jens Christian (sic!) Olsen og Sidse Marie Ingeborg Larsen”. Forholdet – og ægteskabet – må have været stormfuldt.

Senere tilgængelige folketællinger viser oldemor Sidse Marie som husholder for sin far på husmandsstedet på Slibestenen uden for Gørlev, mens oldefar Jens Christian forsvinder ud af familiesagaen. Han dør som 43-årig i Kalundborg i 1925, sandsynligvis uden andre efterkommere. Man kan antage, at hele forløbet efterlod oldemor med en vis mistillid til mænd, hvilket min pæne og ordentlige morfar så blev ramt af 25 år senere.

Men lad os lige runde oldefar og hans familie. Jens Kristian synes at være en fejlskrivning, idet han andre steder optræder med navnet Jens Christian. Men efternavnet er heller ikke korrekt: Jens Christian og hans far Anders hed nemlig Olsson, for tipoldefar Anders var som yngre udvandret fra Skåne. I Danmark fik Anders tjeneste som karl på herregården Kattrup, hvor han mødte den noget ældre Maren Sofie. Senere forpagtede han et landbrug – sandsynligvis et husmandssted – ved Tømmerup. Efter Maren Sofies død i 1916 finder folketællingerne ham samlevende, men ikke gift, med den lidt yngre Johanne Marie.

Der er meget, som er typisk i denne historie: Landarbejdere – og såmænd også bønder og håndværkere – udvandrede i stor stil fra Sverige i 1800-tallets anden halvdel. Det er nok udvandringen til Amerika, som er mest kendt, men en del danskere – og herunder også jeg og mine fætre og kusiner – kan påberåbe sig svensk afstamning af samme årsager. Pelle Erobreren var jo også søn af en svensk udvandrer.

Går vi bagud i Sidse Maries familie, er det også det typiske, der falder mig i øjnene: Husmænd – eller mere præcis husfæste – der, ud over at leve af jorden ved husmandsstedet, har tjent penge som bødkere og ved at arbejde for landbruget på Ågård ved Gørlev. Det gjaldt tipoldefar Jens Larsen, tiptipoldefar Lars Jensen og tiptiptipoldefar Jens Jensen, som alle let lader sig finde i kirkebøgerne for Gørlev.

Og så er der alligevel nogle detaljer, som fortjener at blive nævnt. Jens Larsen og hans kone Hanne havde fire børn – ud over Sidse Marie var det døtrene Maren Kirstine og Laurine og sønnen Jørgen. Jørgen emigrerede til USA omkring 1905, etablerede sig i Midtvesten under det angliserede navn George Larsen, og hans efterkommere har blandt andet lagt oversættelser af hans bevarede notesbøger ud på en hjemmeside.

På siden finder man desuden noter og billeder fra Georges børnebørns besøg i Danmark – herunder et billede af min mormor som lille pige sammen med hendes storebror, mor og morfar foran husmandsstedet på Slibestenen. Der er også et foto af tipoldemor Hanne. (1)

Jens Larsens liv har en bitter slutning. Kirkebogen meddeler, at han døde for egen hånd som 83-årig i 1937. Men hvorfor? Der er ikke indikationer på psykisk sygdom hos ham eller hans aner – de har levet deres, ofte meget lange, liv på husmandsstedet.

Kunne forklaringen være, at Jens Larsen efterhånden var blevet affældig og ikke længere i stand til selv at tjene til livets opretholdelse ved at arbejde? Ganske vist var aldersrenten blevet indført som en ret for fattige gamle i 1922, men var vejen til socialkontoret helt enkelt for ydmygende for den gamle mand? (2)

Vi kan ikke sige mere ud fra det foreliggende materiale, ud over at han ved folketællingen i 1930 i en alder af 75 år stod opført som landmand og ikke, som den jævnaldrende Anders Olsson i Tømmerup, som aldersrentenyder.

Men vi vil slutte med lidt mere positive toner. Billedet af min mormor øverst i posten er taget, mens hun var urmagerlærling hos urmager Emborg i Gørlev i begyndelsen af 1920’erne. Så mormor fik ikke alene en håndværksuddannelse med svendebrev: Hun var ovenikøbet en af de første kvinder, der blev udlært som urmager.

Her kunne det have været interessant at vide mere om oldemor Sidse Maries rolle i den historie – lagde hun med baggrund i sine egne erfaringer vægt på at mormor skulle kunne klare sig selv økonomisk? Urmager Emborg var høj- og friskolemand, og har måske også været mere åben end de fleste for at give kvinder nye muligheder.

Der er i alle tilfælde et brud med en traditionel kvinderolle, også selv om mormor stoppede med at arbejde som urmager og blev hjemmegående husmor efter ægteskabet med morfar. Her måtte det endelige brud med traditionen vente til min mors generation.

Dog: Mormors livsbane er fascinerende. Den begynder som skilsmissebarn i et fæstet husmandssted uden for Gørlev i en familie, der må trække på forskellige kilder til indkomst, og slutter i veletableret familie i Åbenrå i en moderne villa med spise- og dagligstue, fire soveværelser og ikke mindst køkken og fuldt udstyret badeværelse.

En mere systematisk og omfattende søgning kunne sikkert bringe flere informationer om livsbanerne og flere afdøde og nulevende familiemedlemmer for dagen, men for mig er hovedlinjerne i denne del af familiehistorien nu afdækket tilbage til 1800-tallets begyndelse.

Sidse Marie er der stadig nogle få, der mindes direkte, selv om hendes fødsel ligger 140 år tilbage i tiden, mens Jens Larsen og de tidligere generationer er dækket af historiens tåge: Vi kan måske gætte på, hvordan de var som mennesker, men vi vil aldrig kunne vide det sikkert.

Fortsættes her


(1) Et forsøg på kontakt til Jørgen (George) Larsens amerikanske efterkommere via hjemmesiden gav desværre intet resultat. Sandsynligvis fordi ingen vedligeholder databasen og opsætningerne.

(2) Ved folkepensionens indførelse i 1956 fik Det Radikale Venstre indført, at ældre der kun søgte folkepensionens mindstebeløb kunne sende ansøgningen til kommunalbestyrelsen i stedet for til socialudvalget. Der var tydeligvis et stigma – ikke mindst på landet – ved at modtage aldersrente.