SVM-regeringen og regeringsdannelsen 2022

1. Generelt

1.1. SVM kan nok bedst betegnes som en stor koalition – også selv om de tre største partier i Folketinget efter valget kun lige med nød og næppe kunne skrabe et flertal sammen. Men vi har at gøre med en konstellation som – bortset fra SV-regeringen 1978-79 – er uprøvet i dansk sammenhæng. I Norden skal vi nok til Finland og ellers til Nederlandene eller Tyskland for at finde noget tilsvarende.

1.2. Jeg vil holde fast i at 2022 havde den længste formelle regeringsdannelse, vi har set i Danmark, men man kan argumentere for at de uformelle og mere formelle sonderinger forud for SV-regeringens dannelse i 1978 varede længere. Den næstlængste formelle regeringsdannelse var efter ubådsvalget i 1988.

2. Polarisering eller fragmentering?

Er det polarisering eller fragmentering som er drivkraften bag koalitionen? I Tyskland har målet om at holde Die Linke og AfD ude jo været motoren bag CSU/SPD-koalitioner i 2000-tallet, og tilsvarende har problemerne med at bygge på højrepopulistiske partier også været en vigtig grund til de forskellige komplekse koalitioner i Nederlandene siden 2002. Regeringsdannelserne i Sverige 2014 og 2018 (og i det hele taget valgperioden 2018-2022) er også et eksempel på hvordan politisk polarisering kan gøre regeringsdannelser komplicerede.

Men jeg tror, fragmenteringen er en vigtigere grund – en rent rød regering skulle bygge på fem partier, havde V fået det sidste mandat i stedet for S, havde en blå regering skulle bygge på syv – uden at jeg dog helt vil afvise betydningen af de ideologiske distancer i hhv. rød og blå blok. (Jeg har ikke regnet det præcise indeks for fragmentering ud, men det må være på højde med eller større end 1973)

3. Proces og strategier

3.1. Vi kan notere at RV var med i forhandlingerne indtil det sidste, hvorefter folketingsgruppen satte stop pga. social-, uddannelses- og flygtningepolitik. En SVMR-regering havde uden tvivl været en connected winning coalition, nu er spørgsmålet om SVM er en minimal winning coalition eller en minimal connected winning coalition.

3.2. Fordelen for S ved at have V og M med i en regering er let at se – mange forlig i perioden 2019-2022 er i forvejen lavet med et eller flere partier fra blå blok – idet SVM dog synes at ligge noget til højre for de typiske forligsdannelser 2019-2022. Nu er de potentielle forligspartnere så at sige flyttet ind i regeringsbygningerne i stedet for at bo ude i byen.

3.2 Fordelen for M: Partiet står noget utydeligt policymæssigt, men Lars Løkke kastede jo allerede i 2019 den gamle blå blok (inklusive sine regeringspartnere) over bord og advokerede for en regering over midten. Men partiet er virkelig uprøvet – ud over Løkke har kun en MF siddet i Folketinget tidligere (dertil er en af ministrene gammel LA-MF’er). Dog: Man kan sige at Løkke i al fald formelt leverede hvad han lovede, og i udgangspunktet er regeringskonstellationen i samklang med M’s vælgerkorps.

3.2 Fordelene for V: Den er straks meget sværere at se. Historisk løber juniorpartnere en stor risko i dansk regeringer – V kan se frem til et større tab af vælgere ved næste valg, hvis ikke dets gevinster fremgår tydeligt. Partiet ser dog ud til at have fået en del på policysiden mht landbrug og mindre virksomheder – to traditionelle kernevælgergrupper. Måske har frygten for at Løkke skulle løbe med flere vælgere spillet en rolle for V?

4. Porteføljefordelingen

4.1. Der er en del overraskelser i porteføljefordelingen, selv om fordelingen af antallet af ministre er som forventet

4.2. Socialdemokratiet og ikke Venstre (eller Moderaterne) besætter erhvervsministeriet. Det er højst uventet.

4.3 Venstre får det genoprettede økonomiministerium, hvilket er efter bogen, men V’s formand Jakob Ellemann-Jensen bliver forsvarsminister, mens Troels Lund Poulsen bliver økonomiminister. Måske ligger her en indikation af at V forventer at forsvarspolitikken bliver central i den kommende tid – men valget er ikke helt ufarligt. Ellemann-Jensen kan blive suget ind i forsvarets dag-til-dag problemer, ligesom det er et spørgsmål om ministeriet er kompetent til at rådgive en partileder.

4.4 Lars Løkke Rasmussen bliver udenrigsminister, hvilket også virker sært – han vil være væk fra Slotsholmen meget af tiden, så Jakob Engell-Schmidt (som kulturminister) kommer til at stå med mange af de daglige opgaver. Her kan man stille samme spørgsmål som mht. Forsvarsministeriet. Det kan i det hele taget godt være en smule svært at se, hvordan partiet skal kunne profilere sig med dets ressorter.

4.5. Måske kan ressortfordelingen alligevel give os nogle hints om hvad der er ved at ske i dansk politik – en forskydning fra økonomisk politik hen mod forsvars- og sikkerhedspolitik?

5. Partierne uden for regeringen

5.1. Et mere blåt socialdemokrati kan give SF en fordel i den kommende valgperiode, idet partiet kan samle venstrefløjssocialdemokrater op.

5.2. Det Konservative Folkeparti imploderede fuldstændigt i valgkampen – hvilket måske også har været en faktor i V’s overvejelser. Et “sort” KF er en mindre trussel mod V end et “grønt”. Og et kollapset KF er ikke en realistisk basis for en V-ledet regering.

5.3. Udfaldet for de tre højrepopulistiske partier – Danmarksdemokraterne, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti – viser at der er en kerne på cirka 15% af vælgerne der vil stemme her – det er politikeren/partiet med dagens tilbud til segmentet der vinder stemmerne. Det spiller mindre rolle om regeringen er rød, blå eller violet. (Dansk Folkeparti kan så ånde noget ud efter frifindelsen af Morten Messerschmidt)

5.4. På venstrefløjen tabte Enhedslisten tabte noget, mens Alternativet overraskende ikke bare kom ind i Folketinget igen, men også blev styrket i forhold til 2019. Uddannelsespolitikken kan blive en force for Enhedslisten i den kommende valgperiode, mens Alternativet får gode muligheder for at spille på miljø- og klimapolitikken, ikke mindst fordi Moderaterne sidder på begge ressorter.

5.5 Radikale Venstre kræver næsten en selvstændig redegørelse. Pt. ser det ud som om partiet har mislykkedes på a) vælgerarenaen (mere end halvering ved valget), b) den parlamentariske arena (partiet fik ikke etableret sig som det uundgåelige midterparti) og c) den interne arena (folketingsgruppen var tydeligt uenig og knækkede midt over i bedømmelsen af forslaget til regeringsaftale). Men går det som det er gået siden 2000, står partiet til en kæmpe valgsejr ved næste valg.

6. Forskellige bemærkninger:

6.1. Mette Frederiksen er den første statsminister siden Anders Fogh i 2007, der har overlevet et folketingsvalg. Løkke kom jo igen i 2015 efter at have tabt i 2011.

6.2. Lars Løkke er den første ex-statsminister siden Vilhelm Buhl (1947-1950), der bliver menig minister. Måske er C.Th. Zahle (justitsminister 1929-1935) dog mere oplagt som parallel, selv om Løkke i modsætning til Zahle og Buhl ikke (frivilligt) er på vej ud af toppolitik.

7. Hvor længe holder regeringen?

Godt spørgsmål – koalitionsaftalen er i al fald på 50 tæt skrevne sider.