Folketingsvalget 2022 – opsamling

1. Resultatet har et spændende twist, som vil interessere politologer og jurister med speciale i valgsystemer. Det er sådan at S denne gang vandt et kredsmandat for meget i forhold til den nationale stemmeandel, hvilket ikke kan udjævnes i tillægsmandaterne.

Forklaringen er dels fordelingen mellem kreds- og tillægsmandater (135/40), dels at valgsystemet anvender d’Hondt ved fordelingen af kredsmandater. Sjovt nok skiftede Danmark fra Sainte-Lagüe til d’Hondt i forbindelse med omlægningen af valgkredsene ved strukturreformen efter ønske fra Venstre, men *mod* Socialdemokratiets vilje. (Ændringen medførte også at valgkredsene blev større)

Det ekstra mandat, plus det forhold at tre ud af fire nordatlantiske mandater er “røde”, indebar at det meget sent på valgaftenen blev klart at rød blok havde vundet det smalleste af flertal, hvilket også giver S og Mette Frederiksen fordelen i første runde af regeringsdannelsen.

En sidebemærkning er at nogle V-politikere har været ude og klage over valgsystemet (de er så meget hurtigt blevet lukket ned af partiets ledelse), ligesom KF har markeret utilfredshed med de nordatlantiske mandaters betydning. Her hører det med at den konservative leder Søren Pape forud har trådt gevaldigt i spinaten over for Grønland og ikke har så meget kredit blandt grønlandske ledere.

2. Overordnet er resultatet ellers næsten som ventet – fragmentering, specielt på den borgerlige side. Men det betyder at en regeringsdannelse eller politiske forlig i den kommende valgperiode kræver 4-5 deltagere.

3. De store tabere var som ventet V, DF og RV, der alle har gennemlevet ledelsesopgør og splittelse i den forgangne valgperiode. Lidt mere uventet gik EL og KF også tilbage.

Specielt KF’s leder Søren Pape står noget forpjusket tilbage. RV’s politiske leder Sofie Carsten Nielsen afgik dagen efter valget og blev erstattet af den mere åbent centristiske Martin Lidegaard.

4. De store vindere var omvendt M/Lars Løkke (der præsterede langt bedre end nogen havde forudset), DD/Inger Støjberg og LA (som ser ud til at have tiltrukket mange unge vælgere – som i Sverige ser der ud til at være en borgerlig bølge blandt første- og andengangsvælgere).

5. Mht. M kan man sige, at Løkke på den ene side mislykkedes med at vinde medianlegislatoren (den fik, afhængigt af perspektiv, RV eller grønlandske IA), men han kan være svær at komme uden om i den økonomiske politik. Et åbent spørgsmål er om partiet kan holde sammen i valgperioden – det ser ud som om partiets program ligger en del til højre for en del kandidater.

Pt. er meldingerne at Løkke i bedste kommunalpolitikerstil forsøger sig som alternativ forhandlingsleder med V og RV. Den proces kan blive spændende.

6. Det lykkedes for Alternativet at blive i Folketinget, hvilket ingen ville have forudset før sommeren. Det skyldes muligvis en blanding af støttestemmer og af at der er kommet organisatorisk ro på partiet.

7. Det lykkedes ikke for udbryderpartiet fra Alternativet, Frie Grønne, at blive valgt ind. Partiet fik 0,9% af stemmerne. Men som med Nyans i Sverige (og DENK i Holland) så vi at partiet fik pæne resultater i valgdistrikter med mange indvandrervælgere. Partilederen Sikandar Siddique har et stort netværk i pakistanske miljøer. Det kan blive interessant at følge.

8. Jeg har ingen idé om hvor længe regeringsdannelsen kommer til at tage, eller hvad den ender med. I første runde er Mette Frederiksen forhandlingsleder, men som nævnt synes der at være forsøg fra M’s (og V’s) side på at trække RV væk fra den røde blok.

Det betyder næppe at man vil få RV til at støtte V’s Jakob Ellemann som forhandlingsleder/statsminister i en omgang 2, men det er velkendt at RV’s strategi bygger på at minimere SF/EL/A’s politiske indflydelse (se også under Thorning I, hvor RV under Vestager satte alt ind på at sabotere SF).

Så prisen for en ny Frederiksen-regering kunne være krav om kraftigere arbejdskraftsudbudsreformer end S egentlig ønsker. Spørgsmålet er så om det ville være klogt for det meget svækkede RV at gå i regering.

Forresten har RV lidt det samme dilemma som M – partiers vælgere og kandidater ligger til venstre for folketingsgruppen.

9. Ikke de store overraskelser angående temaer – økonomi, sundhedsvæsenet og specielt sygeplejerskernes lønforhold fyldte (hvilket rejser en lang række spørgsmål om rammerne for den frie løndannelse). Som svenske kommentatorer bemærkede, glimrede integrationspolitikken ved sit fravær.

10. Første partiskift kom seks dage efter valget, idet Mette Thiesen forlod Nye Borgerliges folketingsgruppe af personlige årsager. Umiddelbart har dette ikke betydning for regeringsdannelsen.