Dansk politik 2019-2022/23 (i)

Teksten er skrevet til gamle svenske kollegaer. Eftersom hele redegørelsen blev ret lang, deler jeg den op i tre poster, som kommer i løbet af ugen.

Dansk politik befinder sig ved indgangen til folketingsåret 2022-23 i en speciel situation, hvor såvel tidspunktet for valgets udskrivelse og afholdelse som valgets resultat og den følgende regeringsdannelse er svære at forudsige. Tilsvarende har valgperioden 2019-2022/23 også været speciel sammenlignet med de foregående valgperioder.

Ustabile partier

På det parlamentariske niveau har Folketinget siden 2019 været præget af et usædvanligt højt antal partiskift, hvor folketingsmedlemmer enten har sluttet sig til et nyt parti eller er blevet løsgængere. Sammenbruddene i Alternativet – hvor fire af fem MF’ere forlod partiet i forbindelse med en konflikt over valget af partistifteren Uffe Elbæks efterfølger som leder – og Dansk Folkeparti – som mistede 11 af 16 MF’ere i foråret 2022 efter valget af Morten Messerschmidt som ny formand – forklarer en stor del af partiskiftene, men alle partier med undtagelse af Enhedslisten og Nye Borgerlige har enten mistet eller fået MF’ere i løbet af valgperioden.

Kommentatorer har overvejet om ustabiliteten er resultatet af en ny politisk kultur, hvor politikere kortsigtet vælger partier efter hvad de mener, fremmer deres politiske karriere (Ida Aukens skift fra SF til RV til S kan måske stå som eksempel her) i stedet for at bygge karrierer ud fra loyalitet over for partiorganisationer. Man kan også pege på at flere moderne partier bliver dannet omkring en leder, mens forankringen i en masseorganisation er mindre vigtig.

Erhard Jakobsens CD (1973-2001) kan ses som en forløber, men Dansk Folkeparti omkring Pia Kjærsgaard, Alternativet (og senere Frie Grønne) omkring Uffe Albæk, Nye Borgerlige omkring Pernille Vermund og Moderaterne omkring tidligere statsminister og V-formand Lars Løkke Rasmussen er aktuelle eksempler. Liberal Alliance blev ganske vist dannet af trekløveret Anders Samuelsen, Gitte Seeberg og Naser Khader, men udviklede sig snart til Anders Samuelsens projekt. Her bliver det spændende at se om partiet ved det kommende valg overlever Samuelsens fald i 2019 og skiftet af partileder.

Det kommende valg vil desuden byde på en sort hest i form af Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne, som blev opstillingsberettigede før sommeren 2022. Støjberg kom fra en solid karriere i Venstre, som kulminerede med posterne som integrationsminister 2015-2019 og næstformand for Venstre 2019-2020. Støjberg blev efter en rigsretssag i 2021 idømt fængselsstraf for overtrædelse af ministeransvarlighedsloven og efterfølgende kendt uværdig som medlem af Folketinget – endnu et usædvanligt træk ved den aktuelle valgperiode – men satser på at blive indvalgt ved det kommende valg, hvor hun har afsonet sin straf. Her spekulerer kommentatorer i i hvilken udstrækning Støjberg vil åbne partiets kandidatlister for tidligere DF-politikere.

Specielt Støjbergs og Danmarksdemokraternes entré gør det svært at forudsige det kommende valg med nogen sikkerhed. De første målinger har vist en tilslutning til Støjbergs parti på omkring 10% – hvilket til dels opnås på DF’s, NB’s, V’s og KF’s bekostning – men det er svært at afgøre om tilslutningen vil holde i en valgkamp. Dertil kommer at tre yderligere nye partier er opstillingsberettigede ved det kommende valg – Veganerpartiet og Frie Grønne (udbrydere fra Alternativet) på venstrefløjen, Moderaterne i centrum samt Danmarksdemokraterne på højrefløjen.

Dansk Folkepartis sammenbrud

Dansk Folkeparti var frem til og med valget i 2015 en succeshistorie, hvor partiet under først Pia Kjærsgaards og siden 2012 Kristian Thulesen Dahls ledelse viste at det i modsætning til Fremskridtspartiet var i stand til at fungere som et troværdigt parlamentarisk grundlag for borgerlige regeringer med en stabil organisation. Partiet var også i stand til at sætte dagsordnerne på det udlændingepolitiske område – værdipolitik i dansk politisk sprogbrug.

Siden efteråret 2018 har partiet imidlertid befundet sig i en accelererende krise. Det er lidt uklart i hvilken udstrækning krisen skyldes politiske, personlige eller strategiske forhold – kommentatorer har peget på, at DF har undladt at foretage en systematisk politikudvikling, hvilket åbnede feltet for mere professionelt drevne partier som Socialdemokratiet, ligesom spørgsmålet om hvilken rolle generationen efter Thulesen Dahl mfl. skulle spille på længere sigt, ikke var afklaret. Endelig åbnede tilnærmelserne mellem S og DF på pensionsområdet op til valget i 2019 også for en strategisk usikkerhed om DF’s parlamentariske rolle.

Efter det kraftige nederlag ved valget i 2019 – hvor DF også blev udsat for konkurrence på udlændingeområdet fra Nye Borgerlige – blev ledelseskrisen kronisk, men Kristian Thulesen Dahl formåede at forblive som formand frem til kommunalvalget i 2021, der blev endnu et klart nederlag for partiet. Morten Messerschmidt, Pia Kjærsgaards foretrukne kandidat som Thulesen Dahls efterfølger, var belastet af en retssag om misbrug af EU-midler i fiktive partier og kontroversiel internt i partiet. Processen op til og efterveerne efter Thulesen Dahls afgang og valget af Messerschmidt som ny formand i januar 2022 bragte dybe interne konflikter op til overfladen, og viste at Kjærsgaard havde mistet sin magt over partiet. Resultatet blev en masseudmeldelse af MF’ere, så partiet som nævnt blev reduceret fra 16 til 5 MF’ere, ligesom meningsmålinger antyder at partiet nu ligger i nærheden af spærregrænsen på 2%.

Seneste meningsmåling før sommerferien 2022

Altinget: Risbjerg-snittet juni 2022 (kræver evt. indlogning)

Del ii: Socialdemokratiet og Venstre

Del iii: Minkkommissionen og tiden frem til valget