Beethoven – et sommerprojekt

For mange år siden, da jeg var ung og energisk, fik jeg den idé, at jeg ville høre Beethovens symfonier fra ende til anden. Det var faktisk inden cd’ernes tid – og længe inden nogen havde hørt om streaming, så Beethovens samlede havde ikke kun lydligt, men også fysisk en vis udstrækning.

Og det var inden vi kom til den økonomiske side af sagen – en hurtig beregning viser at hvis en standard-lp kostede 100 kr i begyndelsen af 1980’erne, ville det svare til cirka 250 kr i 2021-priser. Og et sæt Beethoven fyldte 6-7 lp’er, så det ville være noget af en udskrivning at kaste sig ud i.

Heldigvis havde Gladsaxe et yderst velassorteret musikbibliotek – ud over klassisk kunne man også frådse i alle slags jazz og latinamerikansk musik – hvilket gjorde projektet en hel del mere overkommeligt.

Uanset den klassiske musikindustris problemer var antallet af indspilinger noget mere begrænset end i dag, så mit valg faldt ret forudsigeligt på Herbert von Karajans indspilinger med Berlinerfilharmonikerne fra 1970’erne.

Som jeg forstår det, mener De Rigtige Eksperter, at hvis det skal være Karajan i stereo, så skal det helst være indspilningerne fra 1960’erne, mens serien fra 1980’erne betragtes som udtryk for senromersk dekadence. Rigtige afficionados vil naturligvis fremhæve, at man skal høre hele molevitten i mono. Dertil kommer at Karajan-bashing er en genre for sig selv i den klassiske musikverden. Det skal ikke skjule at der er mere end én måde at spille Beethoven på.

Men selv om én dirigent næppe kunne eller kan yde alle Beethovens symfonier samme retfærdighed, havde projektet den store fordel, at jeg fik hørt de mindre kendte symfonier – og selvfølgelig også hørt de kendte brudstykker (starten af 6. symfoni, Ode an die Freude fra 9. symfoni) i deres sammenhæng. Og konsekvensen blev at de andre syv har fulgt mig de sidste cirka fyrre år.

For sjov skyld gentog jeg projektet sidste uge – dog var lp’erne erstattet af en streamningtjeneste (idagio, for de interesserede) og Herbert von Karajan med Claudio Abbado, som jo efterfulgte ham som chefdirigent.

Folk der ved mere om musik, musikhistorie og musikteori end jeg, har skrevet om Beethoven og hans symfonier, så jeg vil her henvise til den britiske dirigent Mark Wigglesworths korte introduktioner til symfonierne og argumentation for, hvorfor vi i det 21. århundrede bør lytte til Beethoven.

Men her er mine punkter:

  1. Beethovens ni symfonier er meget forskellige. Så er man det mindste til partiturmusik, er der noget at komme efter.
  2. Min personlige favorit er nr. 3, Eroica (eller “Beethovens Erotica”, som Thomas Mann lader en dannelsesudfordret tuberkulosepatient kalde den i Trolddomsbjerget). Vi kommer meget langt omkring i de fire satser – og der er intet tju-bang over det heoriske.
  3. Starten af nr. 5 og koret fra nr. 9 er spillet til døde, men der er altså tre satser efter starten af 5’eren og tre (og lidt til) inden vi kommer til koret i 9’eren.
  4. Tre af symfonierne er kriminelt undervurderede – nr. 2, 4 og 8 ville alle blive regnet som højdepunkter i det tidlige 19. århundredes musik, hvis enhver anden end Beethoven havde komponeret dem.
  5. Specielt nummer 4 kan være velegnet, hvis man vil komme forbi billedet af Den Store Beethoven. Prøv fx at få fat i Carlos Kleibers liveindspilning.
  6. Beethoven kan også være morsom. Manden opfandt trods alt scherzoen.
  7. Nummer 1, 6 og 7 skal selvfølgelig nævnes. Pastoralen var den første klassiske lp, jeg købte.

Nu giver streamingtjenesterne jo ubegrænset adgang til meget i vore dage, så jeg prøvede for sjovs skyld at parallellytte Abbado med Berlinerfilharmonikerne med indspilninger af Herbert Blomstedt og Gewandhausorchester fra 2010’erne. Selv om begge må regnes som mainstream i luksusklassen er der store forskelle – heldigvis findes den endegyldige opførelse eller indspilning af Beethovens symfonier ikke. (Jeg har været til koncert med Berlinerfilharmonikerne – Gewandhausorchester i Leipzig er helt klart på ønskelisten)

Min egen Beethoven-samling før streamingens dage var en blandet landhandel – og det er nok som det skal være.

  • Samlede sæt: George Szell og Cleveland Orchestra, Herbert von Karajan og Berlinerfilharmonikerne.
  • Nummer 3 (og 9) – Karl Böhm og Wienerfilharmonikerne
  • Nummer 5 og 7 – Carlos Kleiber og Wienerfilharmonikerne
  • Nummer 6 – Herbert von Karajan og Berlinerfilharmonikerne
  • Nummer 7 – Leonard Bernstein og Wienerfilharmonikerne

Nu er der jo kommet nye generationer af dirigenter til, og i 2022 er udvalget af indspilninger af enkelte symfonier eller hele sæt nærmest uoverskueligt.

PS: Ingen anelse om hvem der har tegnet karikaturen. Den er snuppet herfra.