Førtidspension og ressourceforløb (1)

Siden førtidspensionsreformen fra 2013 har specielt ressourceforløbene været udsat for voldsom kritik. Mange historier har fokuseret på meningsløse forløb – man kan fx lave en søgning på “sengepraktik” – og alvorligt syge borgere der efter lange forløb, har fået tilkendt førtidspension kort før deres død. Beskæftigelsesministeriet ser dog situationen i et mere positivt lys, selv om evalueringer viser at der er plads til forbedring af arbejdet med langtidssyge.

Umiddelbart førte implementeringen af reformen til et kraftigt fald i antallet af tilkendte førtidspensioner, men i et længere perspektiv er spørgsmålet, om reformen har ført til et større udbud af arbejdskraft, eller om man står med en ophobning af nye førtidspensionister, som blot har været tvunget ud i en lang omvej i ressourceforløb, inden de kunne få tilkendt pension.

Sandheden er nok mere kompleks, og en evaluering af førtidspensionens og ressourceforløbenes effekter kræver omfattende studier af data samt forløbsundersøgelser, men en hurtig gennemgang af statistikken og fortællingerne om ressourceforløbene kan belyse problematikken om ressourceforløbene. I denne post vil jeg se på lidt grundlæggende statistik om førtidspension og ressourceforløb.

Figur 1

Gennem Statistikbanken kan man finde data for antallet af førtidspensionister siden den oprindelige ordning blev indført som erstatning for invalidepensionen (og enkepensionen) i 1984. Der er nogle inkonsistenser mellem de tre tidsserier, men overordnet kan vi sige, at antallet af førtidspensionister steg fra 1984 til 1994 for derefter at stagnere. Stigningen var i og for sig ventet – førtidspensionen var en bredere ordning end invalidepensionen, ligesom arbejdsmarkedet var presset i slutningen af 1980’erne. Man kan også se, hvordan det kraftige fald i antallet nytilkendte pensioner efter 2013 afspejler sig i det samlede antal pensionister. Faktisk ser vi tendenser til et fald i antallet af pensionister allerede fra slutningen af 1990’erne – muligvis har praksis i tilkendelserne ændret sig i takt med udviklingen på arbejdsmarkedet, ligesom andre ordninger kan have substitueret pensionen for dele af målgruppen.

Figur 2

Databasen i jobindsats.dk giver mere detaljerede tal om førtidspensionisterne. Helt som forventet førte pensionsreformens implementering til et kraftigt fald i antallet af nye pensionister de første år efter 2013, men efter det første chok er vi nu tilbage på noget, der minder om niveauet før pensionsreformen og indførelsen af ressourceforløbene.

Figur 3

Ser vi på hvorfor borgere tilkendes førtidspension, har det hele tiden været psykiske lidelser og forskellige typer af sygdomme i bevægeapparatet (knogler, muskler og bindevæv), som stod ud som de største grupper, målt efter hoveddiagnose.* Diskussionen om de såkaldte sengepraktikker er mest relevant for den sidste gruppe, mens situationen for borgere med psykiske sygdomme måske har fået mindre opmærksomhed.

(*Man skal her være opmærksom på at der er tale om hoveddiagnoser. En borger kan altså sagtens høre hjemme i flere grupper samtidigt, ligesom afgrænsningen mellem grupperne ikke nødvendigvis er knivskarp over tid)

Figur 4

Man kan illustrere udviklingen for undergrupperne på lidt forskellige måder. Figur 4 viser, at andelen af borgere med psykiske lidelser som hoveddiagnose lå på omkring 50% af tilkendelserne inden 2013, men at den faldt til omkring 40% umiddelbart efter reformens ikrafttræden. Sagt lidt firkantet blev det relativt sværere at få førtidspension på grund af psykisk sygdom i årene efter 2013, men effekten er gradvis klinget af. I et kommende indlæg vil jeg se lidt mere på argumentationen omkring indsatsen for borgere med psykiske lidelser i forbindelse med reformen.

Figur 5

I figur 5 har jeg prøvet at beregne udviklingen i tildelinger for de forskellige grupper med udgangspunkt i status for 2004. For overskuelighedens skyld har jeg fremhævet de to største grupper. Man kan se, hvordan det specielt var gruppen med psykiske lidelser som hoveddiagnose, der drev udviklingen frem mod 2013. Både gruppen med psykiske lidelser og sygdomme i bevægeapparatet viser nogle kraftige fald efter 2013, og ud fra figuren bliver fokus på “sengepraktikkerne” mere forståelig, idet antallet af borgere med tilkendt førtidspension i gruppen med sygdomme i bevægelsesapparatet i årene efter reformen lå på 20-40% af hvad det havde gjort inden. Igen kunne man spørge om forholdene for gruppen med psykiske lidelser har været noget underbelyst.

Figur 6

Ressourceforløbene har fyldt meget i debatten om førtidspensionen, men der kan være grund til at bemærke at gruppen målt i antal fuldtidspersoner ikke er specielt stor – der er tale om 20.000-25.000 personer på heltidsbasis. Jeg har lagt antallet af sygedagpengemodtagere omregnet til fuldtidspersoner ind som perspektivering.*

(*Eftersom de fleste sygedagpengeforløb er forholdsvis korte, er antallet af borgere der modtager sygedagpenge i løbet af et år væsentligt højere)

Figur 7

Ser man på antallet af førtidspensionister i forhold til arbejdsstyrken – her er tanken at arbejdsstyrken gennem skatterne (direkte og indirekte) betaler de offentlige forsørgelsesydelser, er den politiske bekymring over førtidspensionen mere forståelig. Inden reformen svarede antallet af førtidspensionister til cirka 9% af arbejdsstyrken – i årene efter reformen faldt andelen til lidt over 7% i 2018 for stå at stige igen i de seneste år, mens antallet af borgere i ressourceforløb ligger ret stabilt lidt under 1%.

Men sammenfattende kan man sige, at førtidspensionsreformen fra 2013 var designet til at beskære antallet (og andelen) af førtidspensionister og samtidig øge udbuddet af arbejdskraft. Udviklingen i de seneste år rejser dog spørgsmålet, om (eller rettere: i hvilken udstrækning) de nye regler om tilkendelse af førtidspension og indførelsen af ressourceforløbene varigt har begrænset tilgangen til førtidspensionen og øget udbuddet af arbejdskraft. Jeg vil se på nogle af disse perspektiver i et senere indlæg.

Kilder: Statistikbanken og Jobindsats.dk