Druk: Nogle flydende tanker

Et par tanker siden jeg brugte lørdag aften på Druk (filmen altså, jeg sover elendigt med alkohol i kroppen): Det er jo gode skuespillere og udmærket underholdning, men rammer filmen helt 50+’eres situation anno 2020?

For mig lignede det en klassisk midtvejskrisefortælling, hvor manden med fast job, smuk kone og smukt hus pludselig bare ser den lige vej til kierkegaarden og savner Meningen med det hele (dvs. ekstasen), for på den hårde måde at lære at ekstasen eller det usædvanlige kan man kun finde glimtvis.

Men hvis vi nu ser på en mere typisk 50+-figur anno 2020, ville en virkelighedens Mads Mikkelsen have et par gymnasiereformer og OK13 bag sig. Og det er inden vi kommer til alt muligt digitaliseringshalløj.

Rektor ville ikke være en matriark (Susse Wold er vel lidt over pensionsalderen for gymnasierektorer?) men en yngre type med et par masteruddannelser og yderligere lederkurser bag sig og helt styr på DJØF-sproget og indstillingen at gamle narrøve i bedste fald er et underholdende indslag i hverdagen. For god ordens skyld kan vi lægge en eller to skilsmisser i bagagen. Og eleverne (forvirrede som teenagere nu er) er dem der har mest styr på hvad der egentlig foregår.

Altså, Zygmunt Bauman, flydende modernitet og så videre. Helt andre roller: Mikkelsens problem ville ikke være at alt var groet fast og forudsigeligt, men at alting (nåja) flyder – kønsroller, familie, arbejdsliv – og så skal man prøve at ro rundt i den suppedas.

Så måske er filmen lidt gammeldags? Mere 1970 end 2020?