Social arv – et problematisk begreb

I anledning af Rockwool-fondens publikation om social mobilitet et par ord om hvorfor vi skal være forsigtige med brugen af begrebet “social arv”. Den korte version er, at man blander to, meget forskellige ting sammen, og det giver anledning til forvirring både politisk og professionelt.

1) Begrebet social arv blev oprindelig formuleret som en kritik af et biologisk (eller snarere biologisktisk) syn på komplekse sociale problemer. Så tanken var at når alkoholikerens søn blev alkoholiker eller den skizofrenes datter blev ramt af skizofreni var det på grund af indlæring i familien, ikke på grund af genetiske faktorer. Dermed fik det sociale og pædagogiske arbejde også en plads i arbejdet med at forebygge eller afhjælpe komplekse sociale problemer.

Problemet her er – som Morten Ejrnæs mfl. har påpeget – at sammenhængene er mere komplicerede. Børn af alkoholikere, forældre med psykiske sygdomme osv. har ganske vist en øget risiko for at få komplekse sociale problemer, når man sammenligner med børn opvokset i familier uden problemer. Det, man ofte glemmer, er at selv med den øgede risiko, er det langt fra alle børn fra udsatte familier, der ender med komplekse sociale problemer. Samtidig har børn fra “almindelige” familier en risiko for at få komplekse sociale problemer. Vi taler altså om forskelle i sandsynligheder mellem typer af familier, ikke om helt adskilte kategorier af familier.

Set fra et social arbejde-perspektiv opstår problemet, når pædagoger, lærere, socialrådgivere og andre professionelle arbejder ud fra tommelfingerregler om, hvornår man skal være bekymret for et barns trivsel. Her har undersøgelser vist, at professionelle systematisk undervurderer problemer hos børn fra “velfungerende” familier og tilsvarende overvurderer problemer hos børn fra udsatte familier. Der synes i øvrigt også at være en vis klassemæssig bias på spil.

Spørgsmålet om, hvorfor nogle rammes af komplekse sociale problemer som afhængighed, psykisk sygdom mv, lader sig ikke besvare enkelt. Det bedste bud er at vi i de individuelle tilfælde må se på samspillet mellem biologiske, psykologiske og sociale faktorer.

2) I sin undersøgelse har Rockwoolfonden set på en helt anden type af social arv, nemlig udviklingen i uddannelsesmæssig og økonomisk status mellem generationer. Også her skal man huske, at der aldrig har været en 1:1 sammenhæng mellem forældres og børns sociale status – der har altid været en vis grad af social mobilitet – men forældrenes uddannelse og indtægt har været den bedste variabel at anvende, når man har villet forudsige næste generations status.

Rockwoolfondens undersøgelse viser, at den sociale mobilitet i Danmark ikke er specielt omfattende – og muligvis også mindre for generationerne født efter 1970 end for generationerne inden. Dermed har udviklingen af kontante ydelser og institutioner på uddannelsesområdet siden 1970’erne ikke bidraget til en øget social mobilitet. Man kunne på den baggrund spørge, om de ressourcer der bruges på SU-systemet, er velanvendte, hvis målet er at fremme den sociale og uddannelsesmæssige mobilitet, eller om der skal andre indsatser til.

Afdøde Erik Jørgen Hansen ville have kunnet have bidrage med en hel del til diskussionen af sammenhængene mellem social ulighed og uddannelse, men også her synes der at være et komplekst sæt af faktorer på spil i reproduktionen af den sociale lagdeling.

PS: Hvis man har beskæftiget sig med velfærdsstater mere generelt, vil man påpege, at de sociale sikringssystemer overvejende sikrer omfordelingen mellem livsfaser (horisontalt), mens de i mindre grad bidrager til udligningen af forskellene mellem sociale grupper eller klasser (vertikalt). Inden man helt kaster den danske velfærdsstat over bord, bør man fx overveje de alvorlige konsekvenser sygdom har for mange amerikaneres liv.