Den radikale krise: Årsager og mulige løsninger

Det Radikale Venstre er i krise. Set i et radikalt perspektiv er det umiddelbart en lidt speciel krise, for partiet står ganske vist til en tilbagegang set i forhold til valget i 2019, men har stadig en historisk set respektabel andel af vælgerne bag sig.

Problemet ligger et andet sted: På den parlamentariske arena, hvor Socialdemokratiet har haft held til at neutralisere partiets indflydelse, ikke kun på integrationsområdet, men også inden for den økonomiske politik. Og selvfølgelig på den interne arena, hvor Morten Østergaard blev fældet på grund af sin optræden over for kvindelige partifæller, mens Sofie Carsten Nielsens håndtering af sagen både før og efter Østergaards fald har været præget af usikkerhed.

Den almindeligt accepterede forklaring blandt politiske kommentatorer er, at de radikale med deres forsvar for en retsbaseret (eller libertær) politik har placeret sig på en ekstrem position på den værdipolitiske dimension, hvor medianen i dansk politik efter 25 års tiltagende stramning ligger meget tæt på den autoritære pol, jf. Socialdemokratiets strategi om at lægge sig tæt op ad eller over Dansk Folkeparti på integrationsområdet.

Observationen er på den ene side korrekt – de radikale står alene med Enhedslisten (og resterne af Alternativet) på den libertære side, mens alle andre partier kæmper om at fremstå som mest autoritære på området – men den er på den anden side ufuldstændig: En opgivelse af den libertære integrationspolitik vil ikke nødvendigvis styrke den radikale position. Vi er også nødt til at se på den økonomiske politik, for den er historisk set vigtigere for partiet.

For at uddybe argumentet vil jeg gå tilbage i historien – både dansk politiks og min egen.

Da jeg i sin tid for mange år siden arbejdede på det som blev min PhD-afhandling, studsede jeg over forholdet mellem Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres positioner på velfærdsområdet i 1950’erne og 1960’erne.

Selv om de eksperter som introducerede tankerne bag de socialpolitiske reformer i efterkrigstiden, havde en tæt tilknytning til Socialdemokratiet, var de radikale på det parlamentariske plan ofte hurtigere end socialdemokraterne til at sætte den universelle socialpolitik i centrum.

En mulig forklaring kunne være, at Socialdemokratiet på forskellig vis var bundet op på hele det organisatoriske element i den eksisterende politik (a-kasser, sygekasser), en anden at partiets primære politiske mål var at skabe lige vilkår for arbejderklassen og middelklassen, mens underklassens vilkår (for nu at anvende den typologi AE-rådet senere har udviklet) var mindre central for socialdemokraterne.

Her stod de radikale mere frit interessemæssigt – partiet repræsenterede middelklasseinteresser og havde også et andet syn på social integration.

Men set i bakspejlet vil jeg lægge én faktor oveni: Det Radikale Venstre har en tradition for at placere sig, hvor den intellektuelle konsensus, eller ortodoksi, ligger.

I 1950’erne og 1960’erne var det keynesianisme og universelle velfærdspolitikker. I 1980’erne og 1990’erne var det omvendt nyliberalisme (taget som bred betegnelse) og inflationsbekæmpelse som kom i centrum.

Mit gæt er, at der er en ret god overensstemmelse mellem skiftene i OECD’s orientering og radikal politik. Og det er i det perspektiv ikke tilfældigt, at partiet kom ud i en livstruende lederkrise i midten af 1970’erne, hvor skiftet fra efterkrigstidens konsensus endnu ikke var fuldført.

Fogh Rasmussen-regeringernes økonomiske politik i 00’erne har været genstand for diskussion – de radikale var kraftige modstandere af regeringernes integrationspolitik, men man bør ikke glemme at Fogh faktisk førte pro-cyklisk finanspolitik i årene op til finanskrisen. Det var også et forhold der gjorde Fogh til Danmarks farligste mand set med radikale briller.

I perioden efter finanskrisen kunne de radikale igen spille rollen som ortodoksiens håndhævere med forløbet omkring dagpengeperiodens afkortning som det symbolske højdepunkt. Her var afstanden til Lars Løkke på de økonomisk-politiske område betydeligt kortere end afstanden til Fogh.

Den stramme budgetstyring og den hårde moderniseringspolitik som blev sat i værk under Thorning-regeringen passede fint ind i OECD-perspektivet. At det også var en måde at underminere SF på hører med i billedet.

Men skruer vi tiden frem til 2021, er situationen mindre entydig. 1980’ernes nyliberale dagsorden synes at være udtømt i 2020’erne, på samme måde som keynesianismen var løbet tør for kraft i 1970’erne.

Det gør det svært for de radikale at orientere sig politisk, for partiet har brug for en intellektuel ortodoksi at læne sig op ad. Indtil videre har Socialdemokratiet kunne besætte den politiske midte, også selv om partiets økonomiske dagsorden kan være svær at få øje på og mere virker nostalgisk og bagudskuende end fremadrettet.

Måske kan en løsning være at de radikale griber bedre fat i den uddannelses- og opkvalificeringsdagsorden, som fx Nina Smidt har givet antydninger af. Det kan blive det næste dominerende paradigme i den økonomiske politik. Her skal de radikale se bredere end blot på de akademiske uddannelser, og også komme med tydeligere bud på udviklingen af hele erhvervsuddannelsesområdet og efteruddannelsesområdet.

Der skal på længere sigt mere til end individuelle uddannelseskonti (som bliver svære at sælge til Socialdemokratiet) og en alternativ læreruddannelse, som blot bliver aflad for at partiet har stillet sig bag en stram statslig topstyring af skoleområdet. Partiet må sandsynligvis også arbejde på og formidle en bredere forståelse af det kreative element i uddannelse, udvikling og produktion. Dette kunne være kærnen i en håndtering af den aktuelle radikale krise.