Cand.scient.pol.erne ud i virkeligheden!

Mange kommentatorer har i de senere år bemærket og kritiseret en tendens i rekrutteringen til politiske topposter. Sagt lidt forenklet går vejen fra en uddannelse i statskundskab eller en anden samfundsvidenskabelig uddannelse via politiske ungdomsorganisationer og konsulentjobs i partiorganisationen til en plads i Folketinget. Altsammen uden at komme i berøring med det angiveligt rigtige arbejdsmarked.

Historisk orienterede vil bemærke at karrierepolitikere ikke er noget nyt. Siden I.C. Christensen har stort set samtlige danske statsministre været professionelle politikere, ligesom der længe har været tydelige mønstre i at rekrutteringen af ministre og folketingsmedlemmer er gået gennem partiorganisationerne og ikke andre sociale positioner. Politik i det moderne samfund er kort sagt et uddifferentieret system.

Politik er dog kun én karrierevej. I Danmark har vi observeret en anden – på mange måder behageligere – karrierevej for ambitiøse cand.scient.pol.er. Den går via Finansministeriet.*

Også her lidt forenklet, men man kan beskrive en karrierevej der hedder studier i statskundskab (helst i Århus, hvor instituttet med stolthed ser sig som Magtens Rugekasse), studenterjob i Finansministeriet med omegn (her bliver det lidt kompliceret, men man kan jo tage nogle udbud på instituttet i København, og så lave specialet i Århus, så man får det helt rigtige stempel på eksamensbeviset), derefter tilbage til Finansministeriet og hastigt videre i en beskyttet cirkel af leder- og konsulentstillinger forskellige steder i staten.

Skal det være rigtigt fint, kan man desuden skrive en ansættelse som konsulent i McKinsey (bedst) eller et andet stort konsulentfirma (acceptabelt, men ikke helt så fint som McKinsey) på sit cv.

Den opmærksomme læser bemærker at der er én ting som ikke tæller i dette beskyttede kredsløb: Borgerrettet arbejde. Og det er her, jeg vil påstå, at problemerne opstår.

Læs fx Jørgen Grønnegaard Christensen og Peter Bjerre Mortensens “Overmod og afmagt”, der er fortællingen om hvordan Finansministeriets modernisering af det danske skattevæsen endte i en nedmontering, der i effektivitetens navn skadede inddrivelsen af skatter, og som kan få vidtrækkende negative følger for tilliden til den danske velfærdsstat.

Ingen af de kloge cand.scient.pol.er – uanset om de sad i Finansministeriet, McKinsey eller Boston Consulting Group – havde den mindste føling med hvad skatteligning egentlig gik ud på, men det var sådan set også ligemeget, for i deres optik sad praktikerne alligevel ikke inde med nogen form for nyttig viden.

Cheferne, fuldmægtigene og konsulenterne sad i deres trygge, lukkede cirkel i Den Røde Bygning og bekræftede løbende hinanden i deres powerpoints og omorganiseringsplaner langt fra forvaltningernes dagligdag. At cheferne havde været konsulenter, fuldmægtigene drømte om at blive konsulenter, og konsulenterne drømte om at blive chefer gjorde kun cirklen endnu mere lukket.

Nu vil McKinsey-typerne og de finansministerielle scient.pol.er naturligvis indvende at de skam havde viden om forvaltningen: Blev der måske ikke løbende indberettet præstationstal efter de skemaer McKinsey og Finansministeriet havde udarbejdet? Og udarbejdede McKinsey m.fl. ikke evalueringer af forvaltningens præstationer?

Her må man tilføje: Og er det ikke sådan at som man råber i skoven, får man svar?

Grønnegaard Christensen og Bjerre Mortensen peger på et andet grundlæggende problem i kulturen i Finansministeriet ud over den ophøjede afstand til konkret forvaltningsarbejde: Der er i ministeriet og hos McKinsey og co. en bemærkelsesværdig tro på maskinbureaukratiet som den eneste effektive og legitime organisationsform.** En tro, der ikke finder det mindste belæg i de seneste årtiers omfattende organisationsteoretiske forskning.

De ambitiøse stud. og cand.scient.pol.er bliver simpelthen dummere, når de træder ind gennem døren til Finansministeriet. Til skade for opgaveløsningen og den langsigtede budgetstyring.

Hvad kan der gøres? Måske kan det være en måde at bryde gruppetænkningen og den lukkede cirkel at kræve, at det skal være en forudsætning for at blive ansat i Finansministeriet, at man har været beskæftiget med konkret, borgerrettet arbejde i en periode på mindst ét år – måske endda ligefrem arbejde, som har indebåret møder og samtaler med rigtige, levende borgere.

Utvivlsomt en skrækkelig tanke for en ung, ambitiøs stud.scient.pol. – når alt kommer til alt, skal studiet jo sikre optagelse i de helligste af hellige haller, langt fra alt der lugter af praksis og borgere.

Noget tilsvarende bør gælde for rekrutteringen af chefer. Og her gælder en post som chef i en offentlig forvaltning med tilhørende beskyttelse fra borgerrettet arbejde ikke som en relevant kvalifikation.

Dog, organisationskulturer kan være stærke, og vi står stadig med risikoen for at scient.pol.erne glemmer alt de har lært, så snart de igen er trådt ind gennem Den Røde Bygnings beskyttende døre.

Så måske er der i virkeligheden ingen vej uden om at få kastet et grundigt blik på Finansministeriets organisationskultur og syn på forvaltning og gå i gang med det lange seje træk med at udvikle en mere nuanceret forståelse af forskellige forvaltningsopgavers indhold og styringsforståelser, der har et bedre blik for kompleksiteterne i og omkring offentlig opgaveløsning.

En hovedpointe i det pensum må være, at dilemmaer og kompleksiteter ikke er noget der bare forsvinder, fordi man beder McKinsey om at definere dem væk i en konsulentrapport. Men at Finansministeriets cand.scient.pol.er af sig selv skulle lære noget af Grønnegaard Christensen og Bjerre Mortensens analyse af Finansministeriets fejlgreb er nok for meget at bede om. Der må stærkere kræfter til.

Nogen vil måske mene at det er for sent at kaste sig over Finansministeriet: Mette Frederiksen har jo oprustet Statsministeriet og er dermed ved at underminere den dominerende position, Finansministeriet har haft de seneste 30-40 år. Omvendt kan man sige, at problemerne med gruppetænkning og ensporethed næppe bliver mindre, når kredsen bliver snævrere. Vi har endnu ingen tegn på nogen forandring i karrieresporene for statslige chefer.

Og Barbara Bertelsen, Mette Frederiksens håndplukkede departementschef, har såmænd lært håndværket i Moderniseringsstyrelsen under Finansministeriet, også selv om hun oprindeligt er uddannet jurist.

Disclaimer: Jeg er selv uddannet som cand.scient.pol. fra København. Men det er så længe siden at det turde være løgn, og det er dertil over tyve år siden, jeg har haft min daglige gang på instituttet i København.

*Nej, “budgetbisserne” og “regnedrengene” i Finansministeriet er hverken national- eller erhvervsøkonomer. Man kan stille spørgsmålet om hvilken vægt den økonomiske faglighed egentlig har i den danske statslige forvaltning.

**Grønnegaard Christensen og Bjerre Mortensen taler med en henvisning til Frederick Taylor om den rationelle organisation. Maskinbureaukratiet er organisationsteoretikeren Henry Mintzbergs betegnelse.