Mette Stalin – eller kunsten at sidestille ting der ikke kan sidestilles

Berlingskes erhvervsredaktør Thomas Bernt Henriksens klummer er ofte fascinerende læsning – relevante temaer blandes med nogle besynderlige fejlskud og overdrivelser. Måske skal man sige, at etablerede medier kan lige så godt som de sociale medier i den polemiske genre?

Men – kan man problematisere den måde, Socialdemokratiet bedriver historieskrivning på?

Jo, det kan man i høj grad – det er bemærkelsesværdigt, hvordan nogle-og-tredive års socialdemokratisk historie fuldstændig udviskes eller affærdiges som et historisk fejltrin, og hvordan Frederiksens ideologiske garde systematisk har opbygget et nostalgisk billede af Det Ægte Socialdemokrati fra dengang det blev ledet af En Rigtig Arbejder – Anker Jørgensen, hvis nogen tvivler. Men fortæl for guds skyld ikke Tesfaye, Dybvad mfl. at Jørgensen læste digte (GYS!), og oven i købet modernistiske digte (DOBBELT GYS OG KORSETS TEGN!!). Eller at Jørgensen var formand for S i 1983, hvor den-der-lov-I-ved-nok-blev-vedtaget.

Men – kan man så sidestille den frederiksenske historieskrivning med Stalins?

Mig bekendt lever Helle Thorning og Bjarne Corydon i bedste velgående. Og Corydon kan vist oven i købet udtale sig offentligt uden frygt for natlige forsvindinger eller nakkeskud.

At Frederiksens brug af propagandainstrumenter (Facebook, Instagram, Aftenshowet) og afvisning af at stille sig til rådighed for kritisk debat er betænkelig, hører med i sammenhængen. Men vi er dog stadig et godt stykke vej fra Lubjanka-fængslet.

Er det så ok, at S tager afstand fra den økonomiske politik, der blev ført efter finanskrisen?

Modspørgsmål – hvordan ville dagens V- og KF-politikere mon reagere hvis man stillede dem til ansvar for VKR-regeringens politik? At S behændigt glemmer sin egen rolle 2011-2015 bør give anledning til almindelige politiske drillerier, og S’ ledelse skal naturligvis forsvare at partiet har skiftet politik. Dette gælder alle politiske partier.

Endelig er der et tema, Thomas Bernt Henriksen ikke adresserer, nemlig den omfattende diskussion, der føres både politisk og akademisk, om hvorvidt den økonomiske politik, Danmark og andre lande slog ind på fra 2010, var for stram og dermed forsinkede opsvinget efter finanskrisen væsentligt til skade for økonomien i almindelighed og beskæftigelsen i særdeleshed. Den socialdemokratiske glemsomhed kan ses som et politisk svar i denne diskussion – også selv om det er et svar, man ikke nødvendigvis finder korrekt eller tilfredsstillende, eller selv om man finder den måde, svaret bliver præsenteret på, problematisk.