Nytårssjov i Venstre: Løse betragtninger

Altsammen i løs rækkefølge. Der er stof til adskillige artikler, hvis nogen har lyst

1. Det er ekstremt sjældent at tidligere danske statsministre forlader deres parti. Før Løkke skal vi tilbage til Knud Kristensen.

2. Knud Kristensens ustyrlige Sydslesvigpolitik gav forresten Venstre en stor valgsejr i 1947. Desværre på bekostning af V’s potentielle samarbejdspartnere. Så blev socialdemokraten Hans Hedtoft statsminister. (Det med at vinde på samarbejdspartnernes bekostning var noget Poul Hartling gentog i 1975. Der blev Anker Jørgensen statsminister)

3. Venstre har gennem tiden overlevet flere alvorlige kriser.

3a. I 1905 fik J.C. Christensen presset de byliberale (og nogle husmænd) ud – men trods ihærdige forsøg fik han ikke taget livet af de radikale.

3b. 1908-1910 bød på to år med totalt opbrud i partiet. Tæller vi de radikale med, var der valg som bød på fire Venstre-fraktioner. Roen lagde sig efter et forsvarsforlig, og fra 1910 havde Venstre kun én Rigsdagsgruppe.

3c. 1930’erne var en lang krisetid for partiet. Den parlamentariske ledelse måtte dels kæmpe med LS og Bondepartiet, dels Th. Madsen-Mygdal, der nok havde forladt Rigsdagen, men stadig sad som meget højlydt landsformand.

3d. Perioden 1960-1990 var én lang stagnationsperiode for Venstre. Alle regnede med at de konservative permanent ville overtage rollen som det dominerende borgerlige parti. Det tog Uffe Ellemann og co. fire-fem år at få deres projekt til at køre.

4. Sammenfattende skal man ikke undervurdere betydningen af en stærk partiorganisation med tilhørende talentrekruttering.

5. Venstres ledelse har været præget af intern ballade under Løkke (kamp med Kristian Jensen) og Ellemann (kamp med Støjberg). Hvor mange partier ville have overlevet ti år i den situation?

6. Ser vi på Lars Løkke, er hans habitus fascinerende. Uanset al snak om “Lille Lars fra Græsted” har han altid opført sig med en meget stærk sense of entitlement. Sådan en type er svær at have gående rundt.

6a. Løkke vil dog efterlade et par blivende aftryk på Danmark: Strukturreformen (hvis mål var at gøre velfærdsstaten til et supermarked for mellemklassen) og afskaffelsen af efterlønnen.

6b. Og i perioden 2015-2019 fik han vist at hverken LA eller DF rigtigt havde noget tøj på.

7. Inger Støjberg er også et fascinerende fænomen. Se tidligere blogpost. Men kort sagt vil jeg beskrive hende som en politiker hvis eneste kompetence er mobilisering.

8. Drømmen om den upolitiske regering (S-V, S-K, Martin Lidegaard, etc) er gammel. Den har aldrig haft nogen gang i virkeligheden. Det samme gælder drømmen om det upolitiske parti. (Sidst det blev forsøgt var i 2007 med Ny Alliance)

9. Hvis anti-integrationspolitik har været det gennemgående tema i dansk politik i 2000-tallet, så vandt Venstre (og DF) både slagene og krigen. Men det ser ud til at S har vundet freden ved at lægge sig til højre for DF. Det giver problemer for V og DF.

10. I det hele taget finder kampene i dansk politik anno 2021 sted i retning mod den autoritære pol (eller det værdipolitiske højre). Og ser vi på den kvadrant der rummer økonomisk og værdipolitisk højre, er fragmenteringen bemærkelsesværdig. Det minder lidt om venstrefløjen i 1970’erne.

10a. Men er der brug for/efterspørgsel efter endnu et parti i den kvadrant?

10b. Hvis vi vil lede efter politisk hjemløse i dansk politik, er det de grønne borgerlige, eller Connie Hedegaard-segmentet (værdipolitisk centrum-venstre, økonomisk højre). Segmentet udgør vist en cirka 5-10% af vælgerkorpset, men dækkes ikke af noget parti, efter at KF helt har opgivet den linje under Søren Pape, men går efter den autoritære borgerlighed.

11. Hvis jeg var Jakob Ellemann, ville jeg først tage en ordentlig whisky og fejre at jeg var sluppet af med to destruktive bagsædechauffører. Og efter en god nats søvn begynde arbejdet med at få formuleret et politisk projekt – også selv om 15% af vælgerne i første omgang er et realistisk mål.

12. Hvis jeg var politisk redaktør, ville jeg få mine journalister til at kontakte folk i Holland.