Inger Støjberg: En forestilling

I forbindelse med offentliggørelsen af Instrukskommissionens delberetning har Inger Støjberg igen domineret mediernes overskrifter. Selv om beretningens konklusioner næppe kommer belejligt for Støjberg, er overskrifterne et sted hun gerne befinder sig, og hun har siden sit gennembrud som Venstres politiske ordfører i 2007 konstant befundet sig i første række i dansk politik.

Støjberg er blevet beskrevet som en dansk pendent til Donald Trump. Det er en karakteristik, som er forståelig, men som også viser et manglende kendskab til dansk og europæisk højrefløjspolitik.

Først og fremmest dukkede Donald Trump først for alvor op på den amerikanske politiske scene i 2015-2016, mens Støjberg har været folketingsmedlem siden 2001 og som sagt i forreste række siden 2007. Så hvis nogen har efterlignet nogen, skulle det snarere være Trump, der havde ladet sig inspirere af Støjberg. (Selv har jeg altid opfattet Sarah Palin som den mest oplagte amerikanske parallel).

Omvendt er karakteristikken forståelig, fordi begge politikere repræsenterer en højrepopulistisk linje, der har vundet stort gennemslag i både europæisk og amerikansk politik. Trumps og Støjbergs forkærlighed for orange (i Trumps tilfælde er den måske snarere en bivirkning af overdreven anvendelse af selvbruner end en bevidst imagestrategi) er naturligvis også blevet bemærket.

Men det er højrepopulismen, der fører os til substansen. Hvis man vil søge paralleller til Støjberg er den hollandske politiker Geert Wilders et bedre valg end Trump. Wilders kom ligesom Støjberg fra en højreliberal position – Wilders var medlem af Venstres hollandske søsterparti VVD inden han brød ud og stiftede partiet PVV – inden han med stor succes gjorde verbale angreb på muslimer og indvandrings- og integrationsmodstand til sin politiske platform. Wilders’ frisure (blonderet) har i øvrigt ligesom Støjbergs (orangerød) været genstand for en del opmærksomhed gennem de seneste 20 år.

Frisuren er bare en del af Forestillingen Støjberg. Sammenligner man hende med den typiske kvindelige folketingspolitiker, bliver forskellene tydelige. Akademisk upåfaldenhed er et generelt kendetegn, uanset om man ser på sprogbrug, stemmeføring, påklædning eller generel opførsel – man kan tit være lidt usikker på om man står over for en gruppe af politikere eller en forsamling af kommunale mellemledere, når man tænder for nyhederne på tv. (For mændene er det mørke jakkesæt naturligvis de rigeur). Her står Støjberg ud på alle parametre med de sukkerfri colaer og den nordjyske dialekt som ekstra krydderier.

Det utilpassede i forhold til det københavnske embedsmandsmiljø er – for nu at anvende marketingsprog – et Unique Selling Point. Og dertil et meget effektivt et, når man ser på Støjbergs personlige stemmetal.

Uanset om det var Støjberg eller hendes spindoktor Mark Thorsen, der fik ideen, passer kagen, der markerede 50 stramninger af udlændingelovgivningen, perfekt ind i denne markedsføring. For det første hører kager jo til fejringer, hvilket i sig selv kunne bringe Støjbergs politiske modstandere i det politiske miljø og de sociale medier i affekt. Intet er så effektivt i politisk mobilisering som at få modstanderne på banen.

“50” er for det andet et letforståeligt budskab. Prøv med “regeringen har i den forløbne periode successivt gennemført et antal reguleringer af integrationslovgivningen med det formål at begrænse indvandringen fra tredjelande” og se forskellen. I bedste fald får man billedet af Kristian Thulesen Dahl op for sit indre blik.

Hvis man som jeg er certificeret djøffer, vil man påpege at det er én ting at træffe politiske beslutninger. Det er en helt anden – og sværere – ting at omsætte dem til praksis. Og her kunne man spørge om strategien (hvor Støjberg ligger i forlængelse af samtlige regeringer siden 2001) med at omdanne integrationslovgivningen til et kludetæppe af uigennemskuelige regler egentlig er særlig hensigtsmæssig. Den kan i al fald give anledning til en del grå hår hos de embedsmænd og andre, der skal få lovgivningen til at fungere til daglig, og den er en vigtig del af forklaringen på de gentagne skandaler på området.

Djøfferen – med sit grå hår og mellemlederjakkesæt – ville påpege at en større, samlet reform med efterfølgende tid og ressourcer til implementering klart ville være at foretrække, hvis regeringen ville opnå sine substantielle politiske mål.

Her viser Støjbergs populistiske temperament sig: Det centrale kriterium for en politik eller et politisk udspil er om den mobiliserer vælgerne, ikke om den hjælper regeringen i det parlamentariske arbejde eller kan operationaliseres til effektiv forvaltning. Dette synes i øvrigt at være et generelt træk hos Støjberg – ikke kun på integrationsområdet.

En sidste bemærkning kan gælde sprogbrug og positioner. Støjberg og hendes støtter har konsekvent forsøgt at få slået navnet “Barnebrudskommissionen” fast i offentligheden. Det er ikke lykkedes, men det siger noget om den ideologiske verden, Støjberg færdes i.

Man skal ikke søge ret længe i det islamofobe univers på nettet for at finde ud af at henvisningen til Muhammeds ægteskab med den 13-årige Aisha er et gennemgående tema hos højreradikale debattører.

Nu var arrangerede ægteskaber med eller mellem børn – hvor ægteskabets seksuelle fuldbyrdelse blev udskudt til begge parter var kønsmodne – ikke ligefrem ukendte i den kristne verden langt op i tiden, men i den islamofobe version er det underforstået, at Muhammed var pædofil. Og i det hele taget fremstilles muslimske mænds seksualitet i dette miljø som grundlæggende perverteret – hvis man har lyst, kan man ud over Muhammed-historierne underholde sig med uendelige voldtægtshistorier med muslimske mænd i hovedrollen hos Den Korte “Avis” og tilsvarende kilder. Det er det segment, Støjberg mobiliserer.

Støjberg fremstillede – både i forbindelse med instruksen om at adskille asylansøgende par og hele vejen frem til nu – konsekvent indgrebet som rettet mod ældre mænd med barnebrude, og hun lagde sig dermed klart på linje med det højreradikale islamofobe miljø.

Og det er ikke kun i forbindelse med seksualitet at Støjberg fremstiller Muslimen (i bestemt ental og med stort forbogstav) som en dødbringende fare for det omgivende samfund. I forbindelse med Ramadanen har hun videregivet myten om at muslimske chauffører var til særlig fare for medtrafikanter eller mere eller mindre bevidst udsatte kollegaer for livsfare i produktionen.

Det er klassiske højreradikale temaer, som hun har ført fra internettets og andre islamofobe subkulturer ud i den politiske mainstream – og igen med stor personlig succes på vælgerarenaen.

Evidens spiller ingen rolle her – man kan komme med al den statistik og forskning om seksualitet, ægteskabsmønstre og generelle risici, man ønsker: Støjberg taler ind i en ældgammel frygt mod det fremmede og det anderledes hos den jævne befolkning uden tanke på de substantielle konsekvenser, og præsenterer sig selv som Folkets Sande Tribun.

Ser vi på sagen fra et djøf-perspektiv, kunne problemer med tvangsægteskaber og andre tilsvarende overgreb være identificeret og håndteret decentralt inden for de eksisterende juridiske og organisatoriske rammer. Men her glemmer man, at Støjbergs mål ikke var at forsvare flygtede kvinder, men at mobilisere Den Rene Danskhed. Den Urene Muslim var bare midlet.

Det var, ligesom frisuren, colaerne, tøjet, det nordjyske sprog, kagen og Ramadankronikkerne en forestilling beregnet på at skabe en effekt på vælgerarenaen. Problemerne opstår når vælgerarenaen støder sammen med den parlamentariske arena og det komplekse sæt af normer, som understøtter omsætningen af politiske beslutninger til praksis inden for retsstatens rammer.

Afsluttende kan man sige at der er nogle fascinerende paradokser forbundet med Støjberg og hendes position.

Hun er medlem af Venstre og fremtrædende Venstrepolitiker, men det er svært at forbinde hende med ideologisk liberale positioner. Måske er det snarere en blanding af tradition og anti-statslige holdninger, der har ført hende ind i og fastholdt hende i partiet? Venstre har dog også helt siden J.C. Christensens dage haft en klar kulturkonservativ strømning med stor opslutning i Vestjylland. Dermed bliver Støjbergs historie og vestjyske basis også en del af Venstres komplekse ideologiske tradition.

Endelig fremstår Støjberg på mange måder som et kunstprodukt (cola light må på alle parametre være den mest kunstige drik, man overhovedet kan forestille sig), samtidig med at hun præsenterer sig som repræsentant for Den Autentiske Sunde Danskhed. Måske er forklaringen at man skal se hendes både kvalitativt og kvantitativt bemærkelsesværdige forbrug af læskedrikken som en kontrær position i forhold til den kulturelle venstrefløjs prioritering af naturlighed, ikke mindst manifesteret gennem forbruget af økologiske fødevarer. (Økologisk livsførelse er også en forestilling – men her er vi ude i en ny blogpost, hvis vi skal gennem den diskussion)