Løse Corona-betragtninger

1. COVID-19, eller SARS-CoV-2, er den tredje coronavirus, der rammer i 2000-tallet efter SARS-CoV og MERS-CoV. Den er den første, som udløser en egentlig pandemi, men man kan overveje om der ikke har været forvarsler de sidste 20 år.

2. Hele COVID-19-situationen er en god illustration af forskellen på risici (hvor man kan beregne sandsynligheder for udfald) og usikkerhed (hvor det ikke er muligt). Den moderne regulering af samfund bygger på forestillingen om risikohåndtering, men COVID-19 er – i al fald på kort sigt – en udfordring til den tilgang. Spørgsmålet er hvad der sker når (!) vi får sikker viden om smitteveje (hvilke sociale og fysiske sammenhænge er mere henholdsvis mindre sikre), smitteopsporing og sygdomsforløb, inklusive dødelighed og forekomst af langvarige effekter.

3. Overbefolkning, eller i al fald udpining af habitater, synes at spille en væsentlig rolle i overførelsen af virus fra dyr (åbenbart først og fremmest flagermus) til mennesker. Dette er et strukturelt problem, som er koblet med den menneskelige udnyttelse af naturområder, og det forsvinder ikke, selv om vi får COVID-19 under kontrol.

3a. Dette vil i øvrigt kræve både nationale og internationale indsatser.

3b. Og det rejser desuden spørgsmålet om den eksisterende sociale ordens stabilitet. Vi skal – jf. erfaringerne fra de sidste 20 år – ikke spørge om den næste pandemi kommer, men hvornår den kommer.

4. Den nyliberale (jeg anvender udtrykket i mangel af bedre) økonomi hviler på skabelsen af gnidningsfrie globale just-in-time produktionskæder. En pandemi af COVID-19-typen svarer til at dele eller hele kørebanen på en motorvej bliver skyllet bort og skal genopbygges – og evt. skal vejen omlægges permanent.

4a. Globaliseringen de sidste 40 år har generelt haft store fordele for lande i Asien, Afrika og Sydamerika. Dermed bliver COVID-19 og sandsynlige kommende pandemier også et udviklingspolitisk problem.

5. Det ser ud som om en forudsætning for at håndtere COVID-19 på længere sigt er at de vestlige samfund på en lang række områder lærer af lande som Sydkorea, Taiwan og Japan. Dette kræver også at eurocentrismen (hvilket inkluderer Nordamerika) overvindes. Dette er ikke kun et akademisk, men også – og især – et kulturelt problem.

5a. Tænk fx på diskussionerne om ansigtsmasker og minkfarme. Men håndtering af smittesporing er også relevant.

6. Politologisk er der flere perspektiver på COVID-19, som er spændende. Fx synes der på et tidligt tidspunkt at være mobiliseret en konflikt mellem dem der helt grundlæggende antager at samfundet og økonomien uanset pandemien altid er i balance, og at enhver form for politiske indgreb blot ville forstyrre balancen, og dem der antager at systemet grundlæggende er i risiko for at komme ud af balance, hvorfor politiske indgreb er nødvendige. Her justerer aktørerne synet på COVID-19, så det stemmer overens med deres grundlæggende samfundssyn. Min tolkning er at det er herfra “det er bare en influenza”-argumentet henter sin næring, men måden Mette Frederiksen og regeringen har kørt processen på afspejler også nogle grundlæggende politiske forståelser.

6a. Her er vi så også inde på nogle af problemerne ved at lære af sociale og økonomiske kriser.

6b. I denne som så mange andre sager er det svært at finde ud af hvilken Lars Løkke, der taler: Statsmands-Lars, Privat-Lars eller Lobbyist-Lars.

7. Vi må se hvor maskedebatten ender i Danmark, nu der generelt er indført masketvang. Vi syntes ellers at være på vej mod en situation, hvor synet på masker var korreleret med de eksisterende politiske dimensioner – med en ureflekteret import af antimaske-argumentation fra amerikansk politik.

8. USA har håndteret COVID-19 spektakulært dårligt. Men hvad er den siddende føderale administrations fejl (helt ned på personniveau), hvad skyldes ideologi hos Republikanerne og hvad skyldes institutionelle svagheder?

8a. Tilsvarende for Storbritannien.