Ord og folkeslag: En tur rundt om Tyskland som eksempel

For en del år siden sad jeg og snakkede med en af mine daværende kollegaer på hans kontor og blev i den forbindelse opmærksom på at han havde en plakat for det polske ølmærke Tyskie hængende. Eftersom danskere forbinder tyskere med øl (og pølser), var det naturligvis ret sjovt – herhjemme taler vi jo også om bajere (efter bayersk øl).

Min kollega måtte dog gøre mig opmærksom på at øllets navn intet havde med hverken Tyskland eller tyskere at gøre: Tyskie kommer helt enkelt fra byen Tychy – som i øvrigt også har et tysk navn: Tichau. Og polakkerne havde et helt andet ord for tyskere og Tyskland.

Faktisk viser det sig at Tyskland og tyskere har mange navne, hvilket sandsynligvis skyldes at de gennem tiden har haft mange – både fredelige og krigeriske – interaktioner med andre europæiske folkeslag. Følgende er hvad en tur rundt på den tyske og engelske Wikipedia giver.

I Skandinavien anvender vi dybest set tyskernes egen betegnelse for dem selv og deres land: Deutsch og Deutschland. Søger man lidt i etymologien, synes tysk/deutsch at betyde noget i retning af “den der hører til folket”. En af vore egne, om man vil.

Ud over de nordgermanske sprog har nederlandsk også overtaget den tyske betegnelse for tysk (“duits”), men forvirrende nok kalder englænderne nederlænderne for tyskere (“dutch”) og tyskerne for germanere. Englændernes noget anstrengte forhold til nederlænderne afspejles i øvrigt af at “dutch” indgår i en lang række stærkt negativt ladede udtryk – “dutch courage” er nok det mest kendte.

Hvor kommer germanerne (Germany/Germans) så fra? Udtrykket synes at være af keltisk oprindelse og betyde enten “råbende” eller “nabo”. Man skal her tænke på at det som nu er Frankrig og Belgien for cirka 2000 år siden var beboet af keltisk-talende folkeslag, hvorfor romerne mødte germanerne via kelterne. Englænderne (der selv har delvis germansk baggrund gennem anglosakserne – Eng’et i England stammer fra navnet på folkegruppen Anglere, der jo igen kommer fra halvøen Angeln i Sydslesvig) har så overtaget det latinske udtryk for landet og folket.

Men der er mere: Franskmændene og andre romansktalende folk taler om les allemands og Allemagne, og her har vi med en gruppe af germanske stammer af gøre – alemannerne, som holdt til i det, der nu er delstaten Baden-Württemberg og det tysktalende Schweiz. Schwyzerdütsch består af alemanske dialekter, og der er stadig et dialektkontinuum mellem det vestlige Sydtyskland og Schweiz. Selv om Schwyzerdütsch er nærmest uforståeligt for danskere, er det i øvrigt ikke kaudervælsk: Det udtryk er sandsynligvis afledt af betegnelsen for det rætoromansk der tales omkring byen Chur. (Det med det vælske vender vi tilbage til).

Germanisterne forsøger stadig at finde ud af hvad navnet alemanner kommer af – aktuelt synes det bedste gæt at være noget i stil med “alle mænd/mennesker”, hvilket så igen skal forstås som betegnelsen for en bestemt alliance af stammer, der hørte hjemme i det nuværende sydvestlige Tyskland.

Bare for at øge forvirringen insisterer finnerne og estlænderne på at kalde tyskerne for saksere og hele landet for Sachsen (Saksa). Logikken skal nok søges i at det egentlige saksiske område lå i det, vi nu kalder Nedersaksen og kystegnene mod Vesterhavet og Østersøen, så finnerne har haft kontakt med handlende der betegnede sig selv som saksere. Betegnelsen synes at være ligetil: Sakserne var kendt for en bestemt form for knive eller skæreinstrumenter. Dog hedder en saks eine Schere på tysk, og sakse er i øvrigt kendt helt tilbage fra oldtidens Mesopotamien.

Hvordan det, som nu er den tyske delstat Sachsen kom til at hedde Sachsen, er til gengæld en anden og længere historie.

Men hvad med slaverne og tyskerne? Svaret er at polakker kalder Tyskland Niemcy – og ordet for tyskere er niemcy (jeg har sikkert glemt nogle diakritiske tegn her, men håber på tilgivelse fra eventuelle polskkyndige læsere). Så vidt man kan regne ud, kommer det fra det slaviske udtryk for stum eller umælende, mens slavisk omvendt kommer fra det protoslaviske udtryk for “ord” eller “talende”. Man kan måske her se en parallel i kelternes navn for tyskerne som de råbende: De var i hvert fald ikke til at føre en fornuftig dialog med.

At folkeslag kalder sig selv “mennesker”, “fælleskab” eller “de talende” er forresten ret almindeligt (se også under “inuit”), mens andre folkeslag vrøvler eller larmer – det er også her, det oprindeligt græske udtryk barbar kommer fra: Det anvendte hellenerne som betegnelse for ukultiverede folk, der bare lavede uforståelige lyde.

Tyskerne synes generelt at leve udmærket med de forskellige betegnelser – i det polske/slaviske tilfælde måske fordi de tyske folkeslag historisk enten ignorerede eller invaderede Polen – men man bør som dansker tænke sig om to gange inden man anvender udtrykket pølsetysker i vort sydlige naboland. Hvor meget tyskerne end holder af Frankfurtere, Thüringer Bratwurst eller Weißwurst (altsammen gerne nydt med rigelige mængder øl), aner de nok at der er tale om en kraftigt nedsættende betegnelse – lidt som når man siger om et folkeslag, at det er dem der æder råt kød.

Vores sydlige naboer har returneret fornærmelsen ved at gøre den svenske kok i Muppet Show dansk: Det eneste nogenlunde forståelige udtryk i alt hans volapyk er ordet “smørrebrød”. At svenskerne i øvrigt mener at danskerne ernærer sig på en diæt af Grøn Tuborg, Gammel Dansk og røde pølser, noteres blot i forbifarten. Måske forveksler svenskerne bare danskere og tyskere.

PS: Historisk synes tyskerne at have brugt udtrykkene welsch og wendisch om henholdsvis de romansk- og slavisktalende folkeslag. Wendisch gik af brug i middelalderen og overlever kun i stednavne – måske Vindegade i Odense er et minde om middelalderlige forbindelser med vores sydøstlige naboer? – mens welsch fik en kraftigt nedsættende klang – ikke mindst i forbindelse med den tyske nationalismes storhedstid 1850-1945 – og derfor helt undgås nu. Dog beholder Wallonien sit navn, både på fransk, flamsk og tysk.