Pandemier og social læring

Navnet Anthony Fauci har næppe sagt ret mange i en bredere offentlighed ret meget før Corona-pandemien ramte USA med fuld kraft. Som leder af National Institute of Allergies and Infectious Diseases har han dog i en menneskealder været i frontlinien i arbejdet med at forebygge og bekæmpe infektionssygdomme samt formindske den skade, de kan påføre samfundet – en opgave der ikke kun er blevet gjort sværere af COVID-19’s egenskaber, men også af en inkompetent og selvoptaget føderal politisk ledelse under Donald Trump.

I et interview med Wall Street Journal denne uge argumenterede Fauci for at vi også fremover skulle være ekstremt opmærksomme på vores personlige hygiejne i omgangen med andre. Dette indebar ikke bare omhyggelig og hyppig håndvask, men også at vi undlader at give hånd i sociale sammenhænge.

Fra et medicinsk perspektiv giver dette god mening: Vores hænder er i kontakt med mange ting i løbet af dagen – herunder ikke mindst vores egne øjne, næse og mund, hvilket jo er transmissionsvejene for mange luftvejs- og mave-/tarm-infektioner. Egentlig trak Fauci her bare på en erkendelse som den østrigske læge Ignaz Semmelweis havde gjort for mere end 150 år siden i sit arbejde med barselskvinder.

I en dansk sammenhæng er Faucis råd ironisk: Håndtrykket er jo blevet ophøjet til en national social norm i en sådan grad, at man politisk kræver at ansøgere til dansk statsborgerskab skal give hånd til en myndighedsrepræsentant for at de kan anerkendes som danske statsborgere. At der ligger politisk understøttet islamofobi bag kravet, er naturligvis ingen hemmelighed.

Politiseringen af håndtrykket – som naturligvis rækker ud over den specifikke og i øvrigt yderst detaljerede regulering i integrationslovgivningen – rejser imidlertid spørgsmålet om Danmark – og andre lande – vil være i stand til at reagere hensigtsmæssigt på truslen fra Coronavirussen: Uden politiseringen havde danskerne måske i begyndelsen fundet det akavet at omgås, inden alternative hilsener havde vundet hævd med udgangspunkt i hensynet til folkesundheden.

Med politiseringen bliver afvisningen af håndtryk i hverdagen derimod til en politisk handling, hvor man defineres som en person der tager afstand fra grundlæggende danske værdier, og ikke som en person der tager hensyn til ens egen og andres sundhed.

I stedet for at foretage en forholdsvis enkel og effektiv ændring af adfærd, kan vi i Danmark ende med at stå med krav om omfattende kontroller og regulering af andre former for menneskelig interaktion. Alt sammen for at opretholde sociale normer uden nogen tydelig nytteværdi.

Noget tilsvarende ramte forresten Semmelweis: Hans påvisning af at lægernes håndhygiejne – eller mangel på samme – var en sundhedsfare blev mødt med hån, spot og latterliggørelse i et sådant omfang at det kostede ham karriere og liv. Det var først senere og gradvist – blandt andet gennem en øget forståelse af hvordan infektioner overføres mellem mennesker – at den medicinske profession tog de strikte krav om håndhygiejne til sig.

Alt dette har i øvrigt videre perspektiver: Den viden vi har nu, peger på at Coronavirussen blev overført fra dyr til mennesker på et kinesisk fødevaremarked – et såkaldt “wet market“. Wet markets synes generelt at være et stort sundhedsmæssigt problem, og man kan spørge hvorfor østasiatiske regeringer ikke griber ind og regulerer markederne.

En del af forklaringen skal findes i kulturelle normer omkring køb og salg af fødevarer – ligesom vi i Vesten er vænnet til at animalske fødevarer skal sælges indpakket, efter en proces med dokumenterede dyrlæge- og fødevarekontroller, er de levende dyr en kvalitetsgaranti i (dele af) Østasien.

Et forbud mod bestemte måder at opbevare og sælge dyr til fortæring på, griber dybt ind i kultur og identitet, og vil derfor blive mødt med mere eller mindre åben modstand – dette er sandsynligvis også en grund til at den kinesiske stat slækkede på tidligere forsøg på at forbyde eller regulere salg af vilde dyr på denne typer markeder.

Tilbage står, at selv om både håndtryk og markedspladser udgør en risiko for folkesundheden, er de også integreret i et netværk af sociale og politiske normer. Dette er forhold som gør det svært direkte at oversætte en sundhedsvidenskabelig erkendelse – ovenikøbet en erkendelse vi kan sige, bygger på evidens – til anvisninger for social handlen.