Categories
Danmark Socialpolitik Uddannelse

Boomer

Generationsmærkater er tillokkende, men også problematiske. Tillokkende, fordi de giver overblik over udviklinger og tendenser som ellers kan være forvirrende eller komplekse. Problematiske, fordi forenklinger udvisker væsentlige variationer eller tilskriver mennesker egenskaber eller holdninger, de slet ikke har.

Og dermed til decembers store trend – i al fald på internettet: Tilråbet “ok boomer” der angiveligt er blevet millenials-generationens måde at affærdige babyboomerne på. Og eftersom babyboomerne angiveligt har set sig selv som evigt unge og progressive, har det sandsynligvis gjort ondt på nogle boomere at se sig selv udstillet som irrelevante oldsager.

Så er spørgsmålet naturligvis om boomerne egentlig findes som en meningsfuld enhed, når vi forflytter os fra USA, hvor begrebet kommer fra til Danmark.

Først en graf over antallet af fødsler i Danmark siden 1901:

Som man ser, er det rent demografiske billede noget mere kompliceret i Danmark. Faktisk var der tre, forholdsvis korte, boom i antallet af fødsler i løbet af det 20. århundrede – mod slutningen af og lige efter 1. verdenskrig, under 2. verdenskrig og i midten af 1960’erne. Omvendt så man fald i 1920’erne og 1930’erne, i 1950’erne og igen fra starten af 1970’erne. Udsvingene skyldes sandsynligvis en blanding af kohorteeffekter og reaktioner på de økonomiske konjunkturer: De store årgange under krigen var i vis udstrækning et ekko af boomet i de sene 1910’ere, og de fik deres eget ekko i 1960’erne.

Det store fald i antallet af fødsler mellem 1975 og 1985 kan vi tilsvarende tilskrive en blanding af demografi og økonomi, og noget tilsvarende gælder faldet i fødsler efter finanskrisen 2007-2008.

Men hvordan med de danske generationer? Som sagt kan vi næppe tale om én boomer-generation i Danmark: 1940’erne, 1950’erne og 1960’erne er simpelthen for forskellige.

Krigsgenerationen gav oprindelig anledning til store bekymringer, fordi man politisk frygtede arbejdsløshed og social uro, når de unge skulle ud på arbejdsmarkedet – erfaringerne fra 1920’erne (som var alt andet end brølende i Danmark) og 1930’erne prægede tidens politikere. Det hele udviklede sig dog anderledes, fordi den danske økonomi kom ind i en lang højkonjunktur fra slutningen af 1950’erne. Skal vi tale om en boomer-generation i Danmark, må det være de nu 70-80-årige, som længe har forladt arbejdsmarkedet og – med få undtagelser – politiske, økonomiske og sociale topposter.

1950’er-generationen er fascinerende, fordi den udmærker sig ved at være danmarkshistoriens mest venstreorienterede. Det var også den generation der for alvor mærkede effekterne af den store udbygning af uddannelsessystemet i 1960’erne. “1950’erne” var for unge til at være “68’ere”, men det er hos dem, man for alvor finder starten til det post-industrielle samfunds store værdimæssige skift. Omvendt fik disse årgange også fornøjelsen af at komme ud på arbejdsmarkedet, da 1970’ernes krise ramte Danmark, så ungdomsarbejdsløshed igen blev et stort politisk og socialt problem.

For 1960’er-generationen er det netop oliekriserne, de kroniske balanceproblemer i dansk økonomi og arbejdsløshed, der var de formative erfaringer. Dansk økonomi begyndte først varigt at stabilisere sig i midten af 1990’erne, hvor 1960’er-generationen var mellem 25 og 35 år. Det er måske forståeligt, hvis man ikke finder den store idealisme hos mine generationsfæller. At generationen fremstår som højreorienteret skal dog også ses i forhold til den (forholdsvis) ekstreme grad af venstreorientering hos 1950’er-generationen.

Kort sagt: Det giver næppe mening at tale om en stor dansk boomer-generation. Både de demografiske fakta, de formative erfaringer og for den sags skyld de politiske og sociale værdier var for forskellige for danskere født i 1940’erne, 1950’erne og 1960’erne til at man kan samle os under én hat.

At de (vi) i 2020 så er over livets midte og har kulmineret hvad angår direkte social, økonomisk og politisk indflydelse, er en anden sag. Vi er ved at være nogle gamle narhatte.