Categories
Offentlig forvaltning Socialpolitik

Kommunerne, konsulenter og handicappolitikken

Historien om at en række danske kommuner systematisk hyrer eksterne konsulentfirmaer til at gennemgå sager om ydelser til handicappede, rejser en række spørgsmål om servicelovens forvaltning:

For det første bygger kontrakterne med konsulentfirmaerne på resultatbetaling, hvilket betyder at firmaernes betaling udgøres af en procentdel af det beløb, kommunen sparer ved gennemgang af konkrete sager. Kender man en smule til effekterne af økonomiske incitamenter, er det indlysende, at kommunernes målsætning – uanset hvad konsulentfirmaer og kommunerne selv påstår – er at spare på udgifterne på området for fysisk og psykisk handicappede, når andre kvalitetsmarkører ikke indgår i aftalen. Dette ligger da også på linje med tendensen hos kommunerne til at ville “udfordre” lovgivningen på området – omsat til almindeligt dansk betyder det kommunerne vil sætte serviceniveauet og de konkrete ydelser så lavt som muligt.

Man skal her pege på at kommunerne siden 2010 – og ikke mindst siden budgetlovens gennemførelse – har været underlagt en hård økonomisk styring fra statens side med et pres for at holde de kommunale udgifter i ro. I den sammenhæng har KL længe haft fokus på udgifterne til voksne med fysiske og psykiske handicap som et særligt problem. Social- og Indenrigsministeriets kommunale nøgletal giver desværre kun data for voksen- og ældreområdet samlet, men man kan i alle tilfælde se nogle store variationer mellem kommunerne i udgiftsudviklingen siden 2007. (Der synes dog ikke at være nogen klar sammenhæng mellem udgiftsudvikling og tilbøjeligheden til at købe konsulenttjenester.)

For det andet rejser brugen af konsulenter i sagsbehandlingen spørgsmålet om kommunernes håndtering af myndighedsopgaver. Her har eksperter påpeget, at det er usikkert om kommunerne i deres brug af konsulenterne krydser grænsen til at overlade myndighedsopgaver til private. For borgerne kan det også blive uklart om deres modpart er den kommunale sagsbehandler eller en konsulent, som de aldrig kommer til at møde eller kommunikere direkte med. Man skal dog være opmærksom på, at konsulenternes bidrag i nogle tilfælde har bestået i at gennemgå kontrakterne mellem kommunerne og leverandørerne af ydelser til de enkelte handicappede.

For det tredje peger kommunernes adfærd på en problemstilling som har været aktuel siden det specialiserede socialområde blev flyttet fra amterne til kommunerne i forbindelse med strukturreformen i 2007: Har kommunerne egentlig tilstrækkelig professionel kompetence til at håndtere handicapområdet? Meget peger på at en af strukturreformens effekter var at ødelægge den viden og kompetence, amterne havde bygget op siden 1970’erne. (Som en sidebemærkning kan man her spørge hvilke konsekvenser en nedlæggelse af regionerne som foreslået af den tidligere regering ville have haft for det specialiserede sundhedsvæsen og behandlingen af komplekse sygdomstilfælde.)

Lægger man dertil at kommunalpolitikerne i deres prioriteringer orienterer sig mod de bredere vælgergruppers behov og ønsker – de fylder helt enkelt mere ved stemmeurnerne – rejser der sig billedet af et specialiseret område der er under pres af både politiske, økonomiske og strukturelle årsager.