Medisterpølsen og den krænkede DF’er

De seneste udspil fra det kriseramte Dansk Folkeparti er interessante på flere måder. Et eksempel er det opslag, Peter Skaarup for nylig lavede på Facebook, hvor han beklager sig over en medisterpølse fra Aldi. Medisterpølsen følger blandt andet i sporet på klager fra forskellige aktører på det radikale højre over Ikeas vinterudsmykning, vinterboller fra Føtex og tilsvarende, men lad os se på opslaget (det er et screengrab, så man risikerer ikke at blive sporet af Facebook):

For nu at begynde med det nederste: Det virker mærkeligt at Skaarup siger at han ikke vil starte en konflikt, når vi har en serie af opslag fra DF’ere over temaet “vi må ikke sige jul, fordi muslimer”. Påstanden giver dog mening når man erindrer at Skaarup arbejder i et populistisk perspektiv, hvor han repræsenterer Folket (i bestemt ental), og dermed er den eneste som legitimt kan udtale sig i sagen. Med det udgangspunkt er det den der modsiger Skaarup, der skaber konflikten.

Så har vi et eksempel på det man på engelsk kalder “dog-whiste politics” i formuleringen. Skaarup nævner jo ikke muslimer nogen steder, blot at “det er for meget med de hensyn man skal tage”. Man behøver dog ikke være specielt indviet for at regne ud, at hans påstand er at Aldi ikke sælger julemedisterpølser for ikke at støde muslimer.

Der er så en logisk fejlslutning i Skaarup argument, fordi medisterpølsen indeholder svinekød, som jo er tabu for muslimer. Vi må trods alt antage at hvis en muslim kan læse deklarationen “Vintermedister”, så kan hun nok også læse indholdsdeklarationen. Her har krænkelsesfølelsen vundet over logikken hos Skaarup.

Her må vi lige hæve blikket fra køledisken og se mere generelt på den aktuelle DF-kampagne. Den er nemlig ikke specielt dansk, men en aflægger af den kampagne demagoger på den ekstreme højrefløj i USA har ført de seneste cirka 20 år, med påstanden om at liberale, multikulturelle eliter (her har vi tre af de værste skældsord i DF-universet samlet) konspirerer om at underminere kristne, amerikanske traditioner.*

Der er nogle problemer med argumentet: For det første skal man finde bevis for at julen som sådan er trængt ud af den offentlige sfære i USA, og for det andet at den yderste venstrefløj succesfuldt har konspireret med dybt kapitalistiske foretagener. Tanken om en multikulturel marxistisk-kapitalistisk konspiration mod Folket er forresten hentet fra det tidlige 1900-tals antisemitiske tankegods, men i det hele taget er det svært at finde eksempler på større protester mod markedsføring af juleting i USA eller Danmark. Om noget er perioden op mod jul blevet mere kommercialiseret de seneste 20 år.

Nogle vil sikkert pege på den amerikanske brug at formuleringerne “Season’s greetings” og “Happy Holidays” som et eksempel på islams og hele den skadelige multikulturalismes infektion af offentligheden, men udtrykkene stammer nu tilbage fra den viktorianske tidsalder. Igen er det snarere massekonsumptionens logik end noget andet, vi skal bruge som forklaring.

Og dermed er vi tilbage ved vintermedisteren, vinterbollen og vinterudsmykningen. Ser man på medisterpølsens indholdsdeklaration, er det faktisk svært at se hvad der adskiller den fra en almindelig medisterpølse. Vinterbollen erstatter ikke julebollen, men er et selvstændigt produkt. Og Ikea motiverer navngivningen af kollektionen Vinterfest med at kunderne så kan bruge tingene uden for december måned.

Det fælles træk er kort og godt forsøg på at skabe nye markeder – præcis som vi i de senere årtier har set skabelsen af nye “traditioner”, hvis funktion først og fremmest er at få os til at forbruge mere. Tænk på den efterhånden etablerede Hallowe’en, Black Friday og senest Singles’ Day. Hvis noget udfordrer julen, er det snarere en amerikansk inspireret kommercialisme. (Forresten er julesweatre åbenbart årets nye hit – og med tanke på hvad vi efterhånden ved om modeindustriens belastning af miljøet lokalt og globalt kunne man spørge om det er særligt hensigtsmæssigt at promovere tøj der kun bruges en kort tid, og måske kun et enkelt år).

Peter Skaarups og de øvrige højrefløjsdebattørers kampagne rejser dog yderligere et vigtigt spørgsmål, nemlig om identitetspolitik og krænkelsesparathed i dansk politik. I den almindelige debat – især i borgerlige avisers debatsektioner – kobles identitetspolitik og angivelig krænkelsesparathed med venstreorienterede og – endnu værre – multikulturelle standpunkter, men hvis vi ser på hvilke politisk indflydelsesrige aktører i Danmark, der bygger på et identitetspolitisk fundament og som anvender henvisninger til krænkelser som det af deres agitation, står Dansk Folkeparti som pragteksemplet.

Den højt besungne værdipolitik, som har domineret dansk politik siden årtusindskiftet, er netop identitetspolitik – med et formål at ekskludere individer, der ikke fuldt ud tilhører et påstået dansk folkefælleskab – og man vil kunne finde mange eksempler på DF’ere der giver udtryk for at være krænkede eller forulempede, når de møder fænomener uden for deres kulturelle referenceramme. Her er det ikke kun muslimer, der vækker DF’ernes krænkelsesparathed: Tænk fx. på partiets tidligere leder Pia Kjærsgaard, der i foråret klagede over at der var for mange bøsser i det Europæiske Melodigrandprix. Behovet for at være krænket ligger dybt i DF-kulturen og den øvrige højrefløjskultur, og den er ikke et specielt dansk fænomen.

PS: Vi finder også krænkelsesparatheden andre steder på den danske højrefløj end hos DF. Sidste jul havde Venstrepolitikere travlt med at flashe hamburgerrygge og medisterpølser på de sociale medier i deres kamp mod den angivelige islamisering, og V-MF’eren Mads Fuglede stillede sig helt bag Peter Skaarup i angrebet på Ikea. Inger Støjbjergs åbne og skjulte angreb på muslimer vil være velkendte.

Én kommentar til “Medisterpølsen og den krænkede DF’er”

Lukket for kommentarer.