Digitalisering og socialt arbejde – Indtryk fra FORSA Danmarks konference 8.-9. oktober 2019

Som overskriften antyder, deltog jeg i FORSA Danmarks konference 8. og 9. oktober, hvor temaet var digitalisering og socialt arbejde. Min tanke med indlægget er ikke at give et referat af de enkelte oplæg og sessioner på konferencen – man kan finde slides fra oplæggene på FORSAs hjemmeside – men snarere at sammenfatte mine indtryk og overvejelser.

Den første pointe handler om selve forståelsen af hvad digitalisering omfatter. Pointen er her at digitalisering indebærer mere og andet end blot at flytte administrative dokumenter eller andre materialer fra papir til harddiske: Når politiske og administrative ledelser de seneste årtier har drevet en digitaliseringsdagsorden, er det sket ud fra en forventning om at man ikke bare kan effektivisere, men også automatisere en stor del af opgaveløsningen i den offentlige sektor. Og dette gælder ikke bare klassiske administrative opgaver, men også opgaver inden for sundhed, uddannelse og socialt arbejde.

I forlængelse af dette følger den anden pointe, som er at den danske stat og kommunerne allerede arbejder aktivt på at bygge opgaveløsningen inden for SUS-området (Sundhed, uddannelse, socialt arbejde) på samkøring af registerdata og andre data, som borgerne selv fodrer de digitale systemer med.

Et eksempel på dette er STAR’s arbejde med platformen ASTA, der skaber automatiske profiler af store grupper af borgere til brug for sagsbehandlerne i de kommunale jobcentre. Et andet er “Gladsaxe-modellen” hvor Gladsaxe Kommunes Børne- og Ungeforvaltning ønskede at skabe digitale profiler af alle børn baseret på registreringer af barnets møder med alle sider af det offentlige system for på den måde at opspore potentielt udsatte børn.

Når Gladsaxe-modellen i første omgang ikke blev til virkelighed, skyldtes det ikke principielle politiske betænkeligheder ved den omfattende samkøring af registre og den automatiske profilering, men snarere konkrete konflikter mellem modellen og den eksisterende lovgivning om behandlingen af persondata. KL’s kritik af de begrænsninger GDPR giver for digitalisering og automatisering bør også ses i dette perspektiv.

Af dette følger den tredje pointe, som er, at digitaliseringen sætter velfærdsprofessionernes og de professionelles rolle i opgaveløsningen på spil. Set fra de politiske og administrative ledelsers perspektiv er digitalisering inden for sundhedsvæsenet, uddannelsessystemet, beskæftigelsesområdet og det øvrige sociale område netop attraktivt, fordi det – i det mindste teoretisk – kan gøre en stor del af det professionelle skøn og relationsarbejdet mellem professionelle og borgere overflødigt. De digitale systemer kan i dette perspektiv opspore eksisterende eller truende problemer, træffe beslutninger om indsatser og ideelt set også stå for, om ikke hele, så dog en stor del af leveringen af tjenesteydelserne. Dermed åbner digitaliseringen og automatiseringen også for en mere effektiv hierarkisk politisk og administrativ styring af forvaltningen og borgerne – igen: I det mindste i teorien.

Inden man sætter den onde digitalisering entydigt op over for den gode professionalisme, skal man være opmærksom på, at det professionelle skøn heller ikke er uden problemer: Undersøgelser har vist at der er tydelige bias i professionelles vurderinger af børns situation, ligesom man vil kunne finde mange tilfælde, hvor udsatte børn og voksne er faldet mellem de administrative stole.

Omvendt skal man også være opmærksom på, at digitaliseringen – ikke mindst som de politiske og administrative ledelser ser den – lover mere end den kan holde:

For det første er algoritmer – selv med omfattende indslag af kunstig intelligens – aldrig bedre end de koder og data, som bliver lagt ind i modellerne. Et klassisk eksempel er at stereotyper om hvide og farvede amerikanere er blevet ført med ind i programmer, myndighederne anvender til at bedømme indsattes risiko for tilbagefald i kriminalitet. Herhjemme har brugen af ASTA på jobcentrene rejst spørgsmålet om stempling af bestemte grupper af arbejdsløse. Her er problemet for borgerne, at de bliver stillet i en magtesløs position, når computeren først har sagt nej, samtidig med at politik og forvaltning ikke anerkender digitaliseringens grænser.

For det andet er data aldrig rene: Folk der arbejder med kvantitative analyser på ekspertniveau ved at de indsamlede data kræver en omfattende sortering og bearbejdning, inden de kan anvendes i valide analyser. Dette står mod den politiske og administrative forventning om at indsamling af big data giver en billig og enkel vej til uangribelig viden om sociale problemstillinger.

Endelig skal man huske på at statistiske og algoritmebaserede modeller går fra fortiden til nutiden og fra det generelle til det specifikke. Man kan som professionel sagens overse nogle generelle mønstre i de målgrupper, man arbejder med, men omvendt er det et kendetegn ved mange sociale problematikker, at der er tale om såkaldt vilde problemer, som ikke har nogen indlysende optimal løsning, ligesom de konkrete problematikker vil være forskellige fra individ til individ. Her bygger digitaliseringen på en antagelse om at sociale problemer er tamme problemer, som kan løses ved brug af generelle, tekniske instrumenter.

Lægger man disse tre forhold sammen, peger argumenterne også på et mere generelt problem ved digitaliseringen. På den ene side taler den ind i en meget stærk effektiviserings- og hierarkiseringstankegang inden for styringen af den offentlige sektor og statens styring af borgerne. Det er med til at forklare dens attraktivitet for politikere og ledere inden for stat, regioner og kommuner.

På den anden side er spørgsmålet om automatiseringen af det sociale arbejde kan levere de forventede resultater, eller om borgerne snarere vil opleve et møde med den offentlige sektor, der er dårligere til at løse deres problemer, samtidig med at de bliver stillet svagere, fordi man per definition ikke kan gøre indsigelse mod tilsyneladende objektive modeller.

Som nævnt ovenfor var et gennemgående tema i konferencen, at digitaliseringen sætter professionerne – her specielt socialrådgivere og socialpædagoger – under et betydeligt pres. Spørgsmålet er her, om det ikke ud over jurister, der arbejder med etik og regulering af brugen af data, i virkeligheden er den faggruppe man kalder “data scientists” – hvilket netop er noget andet end klassiske programmører – kan være professionernes bedste allierede, fordi de i højere grad end de politiske og administrative ledere har øje for kompleksiteterne i indsamlingen og bearbejdningen af data og begrænsningerne i brugen af algoritmer og automatiserede systemer.

PS: Markus Bernsens Danmark disruptet behandler ikke det sociale område, men kan være en god introduktion til den ideologi om digitalisering, som dominerer i dansk politik og offentlig forvaltning.