Noget om navne. Eller: Hvordan et seminarium blev til et university college

Statsministerens åbningstale indeholdt et lidt usædvanligt afsnit om brugen af blandt andet engelske titler og navne, specielt i uddannelsessystemet:

Og noget andet har fået overtaget. 

New Public Management. Besparelser. Effektiviseringer.

Så længe jeg kan huske, har dansk politik handlet om et velfærdssamfund, der skulle køre længere på literen. 

Og der er også kommet en mærkelig udvikling. Som vi måske kan grine af. Men som jeg faktisk tror, er en del af problemet. 

Da jeg i august kiggede på min datters nye skoleskema, forstod jeg ikke forkortelserne. 

Et lærerseminarium er blevet til et University College. 

Og ved I for eksempel, hvad PLC er? 

Nej vel.

Det står for Pædagogisk Læringscenter. Engang hed det et skolebibliotek. Hvorfor er vi holdt op med at kalde ting det, de er?

Det er en helt unødvendig fremmedgørelse.

Der kan være et problem med nye betegnelser, hvad enten de er på engelsk eller en eller anden form for dansk, men det er næppe New Public Management, der er hele forklaringen endsige den vigtigste del af forklaringen.

I en dansk sammenhæng var det nok Handelshøjskolen i Københavns navneskifte til Copenhagen Business School, der var det første tegn på at noget var ved at ske i uddannelsesverdenen. Et motiv til navneskiftet var at Handelshøjskolen ønskede at markere sin internationale orientering, hvilket også afspejlede ændringer i det danske erhvervsliv (eller skulle jeg skrive business community?) som følge af den stigende globalisering, hvor engelsk er erhvervslivets lingua franca. Samtidig handlede det om at tiltrække udenlandske studerende, undervisere og forskere samt forskningsmidler.

Endelig havde skolen også et andet motiv i form af en strategi om at udvikle sig fra en meget praksisnær institution til et universitet på linje med de amerikanske business schools.

Så en kombination af forandringer internt i organisationen og eksternt i organisationens omgivelser kan altså forklare skiftet fra dansk til engelsk.

Man kan så i øvrigt notere at CBS, Columbia Business School i New York, åbenbart ikke har bemærket eksistensen af CBS i København. Og Handelshögskolan i Stockholm har ikke følt et tilsvarende behov for at skaffe sig af med sit svenske navn. Så danske mindreværdskomplekser kan også være en del af historien.

Hvad så med seminaret? Her er sagen den enkle at de korte og mellemlange videregående uddannelser fra slutningen af 1990’erne og frem til 2007 gennemgik en længere fusionsproces hvor en lang række specialiserede uddannelsesinstitutioner blev lagt sammen til erhvervsakademier – fortrinsvis korte videregående uddannelser rettet mod den private sektor – og professionshøjskoler – fortrinsvis mellemlange uddannelser rettet mod den offentlige sektor. Så seminarerne indgik altså i de nye professionshøjskoler sammen med fx sygeplejeskoler og sociale højskoler.

Parallelt med denne udvikling fulgte også en standardisering af de forskellige mellemlange uddannelser til professionsbacheloruddannelser.

Men hvor kom “university college” fra? Godt spørgsmål – og strengt taget skaber betegnelsen mere forvirring end klarhed på engelsk. Således er University College London absolut ikke en professionshøjskole, men et internationalt fremtrædende forskningsuniversitet. Søger man lidt rundt i de forskellige betegnelser, synes “university of applied sciences” eller “college” at være væsentligt bedre betegnelser på professionshøjskoler.

Man kan i den forbindelse spørge, om vi ikke her ser en tendens til at ville pynte sig med lidt flere fjer, end man egentlig er berettiget til. Forresten var det gamle skilt på UCL’s bygning i Vejle udformet, så der stod University (meget små bogstaver: College) Lillebælt.

Dog: Navneskiftet til professionshøjskole gav mening fordi de nye organisationer både kvantitativt og kvalitativt var anderledes end dem, de afløste.

Man vil så bemærke at der ikke var nogen konsistens i sprogbrugen mellem de enkelte institutioner. For at tage et eksempel var hovedstadsregionen oprindelig hjem for to professionshøjskoler – Professionshøjskolen Metropol og University College Capital. København fremgik ikke af navnet nogle af stederne – og Capital kunne henvise til en hvilken som helst hovedstad. En fusion af de to institutioner endte med at få det ikke specielt mundrette, men dog dækkende navn Københavns Professionshøjskole.

Professionshøjskolen, der dækker region Sjælland, begyndte sit liv som UC Sjælland, men hedder nu Professionshøjskolen Absalon. Lad være at Absalon var biskop i Roskilde, men i den danske historieskrivning er han især knyttet til oprettelsen af byen … København.

Capital, Absalon og VIAUC peger på et andet forhold: Det som på nudansk kaldes branding. Et brand (udtales på engelsk) svarer nogenlunde til det, man i gamle dage kaldte et varemærke, og pointen er her at institutionerne i konkurrencen om studerende søger at skabe USP’er (Unique Selling Points, hvis nogen undrer – altså det som får en mulig kunde til at vælge netop ét produkt eller én udbyder frem for en anden).

Her kan både NPM og globalisering tjene som forklaring: Dels lever institutionerne i en taxameterfinansieret verden af at kunne tiltrække studerende i konkurrence med andre, dels har det været en politisk strategi at danske uddannelsesinstitutioner skulle tiltrække udenlandske studerende. Det sidste gør man naturligvis med engelske navne, det første med titler der på en eller anden måde skulle fremhæve noget andet end den geografiske placering – Capital henviser således ikke bare til hovedstaden i Danmark, men også den kapital de studerende får med sig, og som må formodes at forøge deres værdi på det danske og internationale arbejdsmarked.

Brugen af engelske titler afspejler desuden en generel tendens der drives af såvel amerikanisering som globalisering. I Danmark er “udsalg” således erstattet af det amerikanske “sale” (jeg antager at tanken er at forbrugerne skal tro at de handler i amerikanske butikker og stormagasiner), den administrerende direktør er blevet CEO (Chief Executive Officer) og sælgeren Key Account Manager.

Det ville måske være mere overraskende, hvis forandringerne i omverdenen ikke blev afspejlet i uddannelsesverdenen.

For at sammenfatte: Der er flere forhold som ligger bag udviklingen i sprogbrugen. For det første har uddannelsesinstitutionernes opgaver forandret sig kvalitativt, for det andet har der været et politisk ønske om at skabe kvantitativt større institutioner, for det tredje har man politisk ønsket at uddannelsesinstitutionerne skulle operere efter en markedslogik og endelig har man for det fjerde (igen) politisk ønsket at skabe et marked for udenlandske studerende i Danmark.

Update: Nu er aviskommentaren som fik mig til at skrive posten, lagt online.