Det værdipolitiske venstre

I den politiske debat – og analyser af dansk politik – har Dansk Folkeparti de sidste 15-20 år fremstået som omdrejningspunktet i dansk politik, selv om partiet på de såkaldt “værdipolitiske” temaer rent faktisk indtager en ekstrem position, og selv om dagsordenen for partiets vælgere afviger tydeligt fra de øvrige partiers vælgeres dagsorden ved dens entydige fokus på indvandring og integration. Dette gælder også selv om partiet de seneste år har fået konkurrence fra højre side fra Nye Borgerlige. DF har så at sige været i stand til at definere sig som “the new normal”.

En vigtig del af forklaringen er naturligvis at DF har trukket vælgere fra S og dermed har gjort det muligt for højrefløjen ledet af Venstre at dominere dansk politik siden 2001. Valget i 2015 rejste også spørgsmålet om hvor grænsen for DF’s tiltrækningskraft gik, selv om 2015-valget også var præget af at DF nu begyndte at kannibalisere blandt blå bloks vælgere, så V og KF nu var udsat for direkte konkurrence fra deres parlamentariske samarbejdspartner.

På samme måde som DF er blevet defineret som normalen, er det værdipolitiske venstre blevet defineret som afvigerne, der mest af alt er interessante fordi de kan forstyrre S’ forsøg på at lægge sig så tæt op ad DF som muligt i indvandrings- og integrationspolitikken. Derudover beskriver medierne netop gerne partierne som repræsentanter for en idealistisk (dvs. urealistisk) venstrefløj der ligger langt fra den politiske midte.

Men hvor stort er mindretallet? Tager man udgangspunkt i de politiske partier, er det ikke helt let at afgøre, men Enhedslisten og Radikale Venstre (så forskellige de nu er på den socioøkonomiske dimension) hører helt klart til i gruppen. Lidt forenklet kan man sige at partierne i rød blok minus S kan klassificeres som et værdipolitisk venstre, og går vi lidt tilbage i tiden, blev det nu hedengangne CD i 1990’erne set som repræsentant for en grøn borgerlighed – der i øvrigt helt synes at være forsvundet efter årtusindskiftet.

Tager vi det som udgangspunkt, får vi, at partierne på den værdipolitiske venstrefløj siden valget i 1990 har fået mellem 15 og 20% af stemmerne ved folketingsvalg. Man kan som sagt diskutere CD’s position – partiet ville i 1998 og 2001 støtte en V-ledet regering – ligesom Preben Møller Hansens Fælles Kurs i sin tid næppe udmærkede sig ved indvandrerpositive standpunkter. Men selv med dette forbehold er den værdipolitiske venstrefløj faktisk lige så stor som DF, selv ved 2015-valget.

Det kan yderligere være værd at bemærke at det der kendetegnede 2011-valget, og som sandsynligvis kommer til at kendetegne 2019-valget, er at S vinder regeringsmagten med hjælp fra en styrket værdipolitisk venstrefløj. I 2011 fik partierne, bla. takket være EL’s og RV’s gode valg, lidt over 25% af stemmerne, og i det aktuelle Berlingske Barometer står partierne også til en fremgang.

Nu udmærkede 2011-valget sig ved at være det hidtil eneste valg i 2000-tallet, hvor indvandring ikke stod øverst eller næstøverst på dagsordenen, og det samme kommer sandsynligvis til at gælde 2019-valget, men partiernes standpunkter mht. en række sociokulturelle temaer er i al fald velkendte.

Det korte af de lange er, at det værdipolitiske venstre på den ene side udgør et mindretal blandt vælgerne, men det er på den anden side ikke et marginalt mindretal. Det er ganske vist fordelt på fire meget forskellige partier i 2019 (EL, Å, SF, RV), men det er som blok betragtet på størrelse med eller større end det ekstreme højre.

Et kig på valgresultater og barometre peger på et andet interessant forhold. I 1990 var S entydigt storebroderen i forhold til den værdipolitiske venstrefløj, men efterhånden er magtbalancen skiftet, så fordelingen af stemmer mellem S og de værdipolitiske venstrefløjspartier er gået fra at være 2/3 til 1/3 til at være 50-50. Det kan give S’ nuværende strategi om at handle ud fra en forestillet styrkeposition nogle alvorlige udfordringer i det kommende Folketing

Berlingskes artikel om S’ integrationspolitiske strategi

DR’s oversigt over vælgervandringer 2015-2019