Fertilitet og CO2

Dagens Jyllands-Posten indeholder en stor historie hvor tre klimaforskere foreslår indførelse af en tvungen ét-barnspolitik i udviklingslande efter kinesisk forbillede som løsning på problemerne med stigende CO2-udledninger. Lidt søgning viser at selv om en af forskerne er medlem af FN’s klimapanel, har ingen af de tre kompetencer inden for demografi.

Det er hvad det er, men lidt søgning i relevante databaser viser, at forskerne relativt let kunne have finde data som antyder at 1) deres forståelse af befolkningsudviklingen og udviklingen i fertiliteten globalt og i enkelte lande og regioner er forældet og 2) der ikke er nogen direkte sammenhæng mellem befolkningsudvikling og fertilitet på den ene side og CO2-udledning på den anden.

Lad os først se på den globale fertilitet. Her viser Verdensbankens data at fertiliteten siden 1960 er faldet globalt, så den nu ligger tæt på et niveau hvor verdens befolkning på lidt længere sigt vil være stabil:

Forskerne fremhæver så Kina som et forbillede, og her er fertiliteten ganske rigtigt faldet væsentligt siden 1960’erne. Sammenligner man med Indien viser det sig imidlertid at selv om Indien ligger noget højere i fertilitet, finder vi også et væsentligt, omend mere gradvist, fald her:

Forresten har både Sydkorea og Nordkorea oplevet dramatiske fald i fertiliteten. De politiske og økonomiske systemer er, ligesom velstandsniveauet, meget forskellige i de to lande, men man kunne spørge om ét-barnspolitikken var er en nødvendig forudsætning for faldet i den kinesiske fertilitet.

Hvad så med den muslimske verden? Her er det måske ikke så meget CO2-emissioner som angsten for masseindvandring af muslimer, der har vakt bekymring i de vesteuropæiske lande, men ser vi på de store nordafrikanske lande Algeriet og Egypten, finder vi også her væsentlige fald i fertiliteten, selv om den i et 2016-perspektiv er forholdsvis høj:

Rigtigt morsomt bliver det hvis vi ser på to stater der ledes af fundamentalistiske islamistiske regimer. Faktisk er fertilitetsraten i Iran i 2016 den samme som i Danmark:

I et globalt perspektiv er det – næppe helt overraskende – Afrika syd for Sahara der udmærker sig ved det højeste fertilitetsrater. For at gøre en lang historie kort synes det således mere end noget andet at være økonomisk velstand, sandsynligvis koblet med politisk stabilitet, der forklarer – og måske ligefrem forårsager – fald i fertiliteten.

Hvad så med CO2-udledningerne? Globalt har vi set en meget voldsom stigning i udledningerne siden 1960, men koblingerne til befolkningstilvækst og velstandsudvikling er komplicerede. Her er først de globale udledninger, hvor man kan bemærke at den øgede viden og bevidsthed om klimaproblemerne efter år 2000 ikke har manifesteret sig i et fald i udledningerne:

Rent faktisk har USA i de senere årtier haft succes med at bremse stigningerne – trods befolkningstilvækst og stigende BNP. Set i bagklogskabens lys fremstår 1990’erne som et tabt årti:

Men hvad så med klimaforskernes foregangsland Kina? Her må vi konstatere at étbarnspolitikkens effekter på CO2-udledningerne ser ud til at have været begrænsede. Den økonomiske vækst i Kina har haft alvorlige konsekvenser for det globale klima – især efter årtusindskiftet, mens udviklingen i Indien har været noget mere afdæmpet:

Når alt er lagt til og trukket fra, vil det på trods af opbremsningen i USA dog næppe være holdbart hvis Kina eller Indien følger det amerikanske spor med CO2-udledninger.

Men for at gøre en lang historie kort: Det ser ud som om de tre klimaforskere er på vildspor. Sammenhængene mellem fertilitet og CO2-emissioner er langtfra indlysende, og befolkningstilvæksten er et mindre problem sammenlignet med de problemer en økonomisk udvikling der energimæssigt følger sporene fra perioden 1980-2010, giver for det globale klima. At der så er en sammenhæng mellem øget velstand og faldende fertilitet, gør kun problemstillingen mere kompleks rent praktisk og fascinerende intellektuelt.

Et sidste perspektiv kan være at Jyllands-Postens artikel og de tre forskeres udtalelser føjer sig ind i en velkendt fortælling hvor arabere, afrikanere og asiater fremstilles som en trussel mod den globale stabilitet og velfærd i almindelighed og hvide menneskers livsstil og velfærd i særdeleshed.

Artiklen i Jyllands-Posten (låst) med de tre klimaforskere. Referat hos DR.

Verdensbanken – tabeller over fertilitet og CO2-udledninger.

Our World in Data har en side om CO2-udledninger.

PS: Graferne er lavet som skærmbilledet fra Verdensbankens database. Y-aksen starter derfor ikke ved 0 i alle tilfælde.