Vestager II?

En løbende historie i danske (og i nogen udstrækning europæiske) medier er Margrethe Vestagers chance for at få en anden periode som dansk europakommissær. Af og til diskuteres også muligheden for at Vestager kunne blive kommissionsformand som ALDE-repræsentant.

Historien maner til forsigtighed på Vestagers vegne. Ser vi på de danske kommissærer siden 1973, ser listen således ud

  • Finn Gundelach (up), 1973-1981
  • Poul Dalsager (S), 1981-1985
  • Henning Christophersen (V), 1985-1995
  • Ritt Bjerregaard (S), 1995-1999
  • Poul Nielson (S), 1999-2004
  • Mariann Fischer Boel (V), 2004-2010
  • Connie Hedegaard (KF), 2010-2014
  • Margrethe Vestager (RV), 2014-2019

Det første vi kan notere, er, at Finn Gundelach og Henning Christophersen er de eneste danske kommissærer som er blevet genudnævnt. En grund er naturligvis, at regeringerne i flere tilfælde har skiftet farve mellem kommissærudnævnelserne – dette gælder skiftet Dalsager/Christophersen, Christophersen/Bjerregaard, Nielson/Boel og Hedegaard/Vestager.

Med undtagelse af Finn Gundelach har kommissærerne alle haft baggrund i et af de aktuelle regeringspartier, og sammen med Ritt Bjerregaard den eneste kommissær som ikke var medlem af regeringen på tidspunktet for udnævnelsen. Strengt taget udgør Henning Christophersens sidste kommissærperiode en anomali, men det var her forudsat at Delors III kun ville sidde til det nyvalgte Europa-Parlament kunne bekræfte en tiltrædende kommission efter reglerne i Maastrichttraktaten.

Bjerregaard/Nielson og Boel/Hedegaard repræsenterer således skift inden for regeringskoalitionen, mens Gundelach døde i embedet, hvorefter Poul Dalsager overtog kommissærposten.

Gundelach repræsenterer som sagt undtagelsen fra reglen om at kommissæren findes blandt politikere med ministererfaring. I 1973 var han dog en af de danske diplomater der havde størst indsigt i EF-maskineriet. Den daværende socialdemokratiske markedsminister Ivar Nørgaard kunne måske teoretisk have været et politisk alternativ til Gundelach.

Listen afslører imidlertid også at det ikke er helt usædvanligt at kommissærposten er gået til regeringens juniorpartner – det gælder Christophersen, Hedegaard og Vestager.

Hvis vi går ud fra at de nuværende tendenser i meningsmålingerne holder frem til valget i maj eller juni, får Danmark en socialdemokratisk ledet regering, og dermed kan vi forudsige at den næste danske kommissær kommer fra et af partierne S, RV, SF, EL eller Å. Dermed er det første kriterium for en genudnævnelse af Vestager opfyldt.

Normalt vil det næste kriterium være at kommissæreren kommer fra et af regeringspartierne, og her har S på,forhånd erklæret at partiets mål er at danne en ren S-regering. Bliver det udfaldet af regeringsdannelsen, synker Vestagers chancer naturligvis til noget nær nul.

Kommissærposten kunne dog komme i spil hvis regeringsdannelsen trods alt ender i en koalitionsregering hvor RV og måske oven i købet SF indgår – det er mindre sandsynligt at EL og Å indgår i en regering, og EL er ikke del af den europapolitiske koalition. Selv om kommissæren ikke repræsenterer Danmark, tæller posten alligevel på linje med en ministerpost, og i det tilfælde kunne en genudnævnelse af Vestager indgå som led i en aftale mellem S og RV, idet det som sagt ikke er usædvanligt at juniorpartneren stiller med kommissæren. Her er vi inde på mere usikkert territorium, hvor meget afhænger af forløbet af regeringsforhandlingerne.

Vestagers chancer som kommissionsformand vurderer jeg som små: Vestager repræsenterer ALDE og Spitzenkandidat-systemet giver de kristelige demokrater/EPP en strukturel fordel ved udpegningen af kommissionens formand, ligesom de danske undtagelser vil stille Vestager i en akavet position på flere, centrale politikområder.